Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin forhandling af 19. januar 2016 om situationen i Polen,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Polens egen historie indeholder mange eksempler på sit engagement i at kæmpe for frihed og suverænitet, hvilket har kostet landets soldater og civilbefolkning blodige ofre; der henviser til, at man særligt skal huske på, at Polen var det første land i Europa, der modsatte sig den tyske nazismes aggression, og at det var Polen, der påbegyndte nedbrydningen af det kommunistiske system;

B.  der henviser til, at Polen har været et foregangsland inden for demokrati, individuel frihed og religionsfrihed i Europa, og til, at Republikken Polen var det første land i Europa og det andet i verden, der vedtog en forfatning, og der henviser til, at menneskerettighederne, personlig frihed og religionsfrihed, som blev håndhævet i Polen, gennem århundreder var det finest mulige forbillede for Europa;

C.  der henviser til, at det i artikel 197 i den nuværende polske forfatning fastsættes, at forfatningsdomstolen handler i overensstemmelse med den lov, som det polske parlament har vedtaget;

D.  der henviser til, at forfatningsdomstolens præsidents udtalelser og medieaktivitet skærper konflikten og gør det vanskeligt at opnå et kompromis om forfatningsdomstolens funktion;

E.  der henviser til, at forfatningsdomstolens krise begyndte i oktober 2015 og var forbundet med politisk motiverede foranstaltninger truffet af PO-PSL-koalitionsregeringen, efter den tabte valget; der henviser til, at forfatningsdomstolen i december 2015 afgjorde, at udpegelsen af to dommere i oktober 2015 var forfatningsstridig;

F.  der henviser til, at Venedigkommissionens retningslinjer er ikke bindende og kan, men ikke behøver accepteres af medlemsstaternes regeringer som en vejledning til at indføre positive forandringer;

G.  henviser til, at formanden for Venedigkommissionen i sin bemærkning påpegede, at reformen af Polens forfatningsdomstol er et internt polsk anliggende og bør håndteres af de relevante nationale myndigheder;

H.  henviser til, at polsk ret udtrykkeligt regulerer spørgsmål vedrørende frister for offentliggørelsen af forfatningsdomstolen afgørelser;

I.  der henviser til, at traktaterne ikke giver hverken Kommissionen eller nogen anden EU-myndighed ret til at gribe ind i en medlemsstats politiske system, navnlig når de foreslåede ændringer ikke er i strid med verdenserklæringen om menneskerettighederne;

J.  der henviser til, at forværringen af forfatningsdomstolen krise kan have konsekvenser for retsvæsenets funktion i Polen;

1.  mener ikke, at fordelingen af forfatningsmæssige beføjelser i Polen, det parlamentariske demokratis funktion, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet er i fare;

2.  understreger, at forfatningsdomstolens krise er et internt polsk anliggende og kun kan løses af den polske regering i dialog med alle berørte parter;

3.  erkender, at situationen i Polen ikke kræver indgreb fra Kommissionen eller nogen anden EU-institution; mener, at den polske regering er fri og suveræn i sine handlinger og ikke kan være forpligtet til at tage hensyn til organer som Venedigkommissionens synspunkter;

4.  erkender, at enhver indblanding fra Kommissionen eller andre EU-organer vedrørende respekt for de demokratiske normer i Polen er uberettiget; understreger, at en sådan tilgang ikke ville være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, som er fastsat i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union;

5.  fremhæver, at de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet over for Polen og den polske regering, er politisk motiverede og anvendes af oppositionen til at forstærke indtrykket af politisk kaos i Polen;

6.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Republikken Polens præsident.