Mødedokument

 

B8-0607/2016

10.5.2016

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2

om Kinas status som markedsøkonomi

( 2016/2667(RSP) )

Alexander Graf Lambsdorff, Marietje Schaake, Marielle de Sarnez, Dita Charanzová, Hannu Takkula, Johannes Cornelis van Baalen

for ALDE-Gruppen

 

B8-0607/2016

Europa-Parlamentets beslutning om Kinas status som markedsøkonomi

( 2016/2667(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til EU's antidumpingslovgivning (Rådets forordning nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab[1]) og til dets antisubsidieforordning (Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 af 11. juni 2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab[2]),

–  der henviser til protokollen om Kinas tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), særlig punkt 15,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om handelsforbindelserne mellem EU og Kina,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2012 med titlen "En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning", der fastsætter målene om at øge industriens andel af EU's BNP til 20 % frem mod 2020;

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union og Kina er to af de største handelsmagter i verden, idet Kina er EU's næststørste handelspartner og EU Kinas førende handelspartner med en handelsudveksling på over 1 milliard EUR om dagen;

B.  der henviser til, at enhver beslutning om, hvordan der tages hensyn til, at afsnit 15, litra a), nr. ii), i Kinas WTO-tiltrædelsesprotokol ophører med at gælde, og om håndteringen af ulovlig dumpingimport fra Kina efter december 2016 - som et centralt princip - skal sikre, at EU-lovgivningen fortsat overholder WTO-reglerne;

C.  der henviser til, at der i forbindelse med Kinas tiltrædelse af WTO blev indført en overgangsordning, der gav mulighed for en særlig metode til beregning af dumping, som indgik i afsnit 15 i Kinas tiltrædelsesprotokol, og som udgør grundlaget for en særbehandling af import fra Kina;

D.  der henviser til, at Kina på nuværende tidspunkt ikke opfylder EU's kriterier for at få tildelt status som markedsøkonomi og helt sikkert ikke vil opfylde dem inden udgangen af 2016;

E.  der henviser til, at der skal foretages en vurdering af de nøjagtige juridiske konsekvenser af, at afsnit 15, litra a, nr. ii), holder op med at gælde, hvad angår den metode, der på nuværende tidspunkt anvendes til at fastlægge den normale værdi af kinesiske varer, der eksporteres til EU, med henblik på at fastlægge antidumpingforanstaltninger, og hvad angår retsvirkningerne af de resterende dele af afsnit 15;

F.  der henviser til, at virksomhedernes beslutninger vedrørende priser, omkostninger, output og input som følge af det nuværende omfang af statslig indflydelse på den kinesiske økonomi ofte ikke reagerer på de markedssignaler, der afspejler udbud og efterspørgsel;

G.  der henviser til, at manglende gennemsigtighed og samarbejde ofte gør det vanskeligt for EU på tilfredsstillende vis at verificere påstande om prismanipulation og statslig intervention i Kinas erhvervssektor;

H.  der henviser til, at Kinas overkapacitet for produktion i nogle sektorer presser verdenspriserne nedad, og at kinesisk eksport til så lave priser har indflydelse på visse EU-industrier, hvilket fremgår af de nylige skadelige indvirkninger på EU's stålsektor;

I.  der henviser til, at den nylige offentlige høring og undersøgelse af følgerne af mulige ændringer af EU's antidumpingprocedurer vedrørende Kina kunne give yderligere oplysninger, der kan være nyttige i forbindelse med imødegåelsen af dette spørgsmål;

1.  understreger atter betydningen af EU's strategiske partnerskab med Kina, hvori handel og investering spiller en vigtig rolle, Kinas betydning i globale værdikæder samt det faktum, at mange job i EU afhænger af handelsforbindelserne med Kina;

2.  bemærker, at afsnit 15, litra a), nr. ii) i Kinas WTO-tiltrædelsesprotokol udløber den 11. december 2016; tilskynder Kommissionen til, hvor det er relevant, at overveje hvilke juridiske ændringer der skal foretages for at tage hensyn til, at dette afsnit ophører med at gælde;

3.  kræver, at ethvert forslag, som Kommissionen måtte forelægge, skal være solidt baseret på følgende fire centrale principper;

•  behovet for at sikre, at EU-lovgivningen fuldt ud stemmer overens med EU's forpligtelser i henhold til WTO-reglerne og de retlige konsekvenser af ændringer af visse dele af afsnit 15 i Kinas tiltrædelsesprotokol;

•  behovet for ikke alene at tage hensyn til de specifikke retsvirkninger af, at afsnit 15, litra a), nr. ii), udløber, men også at sikre, at de punkter i protokollen, der fortsat vil være i kraft efter 11. december 2016, fortolkes juridisk korrekt;

•  behovet for at sikre, at EU, som et spørgsmål af kritisk og afgørende betydning, bevarer en fuldstændig og fortsat mulighed for at træffe rettidige, nødvendige og effektive foranstaltninger til håndtering af dumping og for at styrke sin kapacitet til at imødegå markedspraksisser, subsidier og overkapacitet fra EU's handelspartneres side, som skader EU's industri, og sikre, at EU's virksomheder fortsat har lige vilkår på globalt plan;

•  at ethvert lovforslag baseres på en omhyggelig og velovervejet konsekvensvurdering af de retlige aspekter forbundet med en hvilken som helst afgørelse, og af de mellem- og langfristede økonomiske, sociale, industrielle, politiske og strategiske virkninger, der måtte opstå som følge heraf;

4.  anmoder om, at disse overvejelser ikke kommer til at spille nogen rolle for det overhængende behov for en mere generel reform af Den Europæiske Unions handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter;

5.  opfordrer Kommissionen til at fortsætte dialogen med alle EU's berørte industrisektorer, såsom stål-, keramik- og papirindustrien, hvad angår de næste skridt, der skal tages;

6.  opfordrer indtrængende Kommissionen til med sine vigtigste handelspartnere, herunder i forbindelse med det kommende G7-topmøde, at koordinere de foranstaltninger, der skal træffes efter udløbet af visse bestemmelser i afsnit 15;

7.  kræver, at Kommissionen ikke fremsætter forslag, når Parlamentet er på ferie;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

[1] EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.
[2] EUT L 188 af 18.7.2009, s. 93.