Mødedokument
29.6.2016
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om synergier mellem strukturfonde og Horisont 2020
( 2016/2695(RSP) )
Rosa D’Amato, David Borrelli, Isabella Adinolfi, Rolandas Paksas
for EFDD-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om synergier mellem strukturfonde og Horisont 2020
( 2016/2695(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 4, 162 og 174-190,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond[1] (i det følgende benævnt "forordningen om fælles bestemmelser"),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse[2],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond[3],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17. december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde[4],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1302/2013 af 17. december 2013 om ændring af forordning (EF) nr. 1082/2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS), for så vidt angår klarhed, forenkling og forbedring af oprettelsen af sådanne grupper og af deres funktion[5],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden[6],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005[7],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006/EF[8],
– der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 30. juli 2013 med titlen "Bygge bro over innovationskløften" (2013/C 218/03),
– der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 20. november 2014 med titlen "Støtteforanstaltninger til økosystemer for opstart af højteknologiske virksomheder" (2014/C 415/02),
– der henviser til sin beslutning af 14. januar 2014 om "Intelligent specialisering: topkvalitet gennem netværksdannelse for en velgennemtænkt samhørighedspolitik"[9],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. juni 2014 med titlen "Forskning og innovation som kilde til fornyet vækst" ( COM(2014)0339 ),
– der henviser til Kommissionens sjette rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed med titlen "Investering i job og vækst" af 23. juli 2014,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. november 2014 med titlen "En investeringsplan for Europa" ( COM(2014) 903 ),
– der henviser til Kommissionens vejledning fra 2014 med titlen "Enabling synergies between European Structural and Investment Funds, Horizon 2020 and other research, innovation and competitiveness-related Union programmes",
– der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om "Investering i job og vækst: fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i Unionen"[10],
– der henviser til sin beslutning af 26. november 2015 med titlen ”Hen imod forenkling og resultatorienteret tilgang i samhørighedspolitikken for perioden 2014-2020"[11],
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at samhørighedspolitikken i den finansielle programmeringsperiode 2014-2020 fortsat er det centrale EU-instrument, der dækker alle regioner med hensyn til investeringer i realøkonomien, og bør bidrage til at mindske økonomiske, sociale og territoriale uligheder, der forværres af den fortsatte økonomiske og finansielle krise samt af sparepolitikker og budgetnedskæringer;
B. der henviser til, at samhørighedspolitikken blev opbygget omkring udformningen af dens tre instrumenter, Den Europæiske Regionalfond (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF) og Samhørighedsfonden, sammen med en bredere koordinering som led i en fælles strategisk ramme (FSR) med fondene for udvikling af landdistrikter, dvs. Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og for hav- og fiskerisektoren, Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF);
C. der henviser til, at der blev oprettet fælles bestemmelser for alle disse fem fonde – de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) under forordningen om de fælles bestemmelser, mens de særlige regler, der gælder for hver ESI-fond og målet for det europæiske territoriale samarbejde, blev udformet i separate forordninger;
D. der henviser til, at for at optimere merværdien af investeringer, der helt eller delvis er finansieret over EU's budget inden for området forskning og innovation, bør det tilstræbes at skabe synergier, navnlig mellem ESI-fondene og Horisont 2020;
E. der henviser til, at intelligent specialisering kan defineres som "en strategisk tilgang til økonomisk udvikling gennem målrettet støtte til forskning og innovation", og til, at investeringer i forsknings- og innovationsaktiviteter, som fremmer regionernes nuværende eller potentielle styrker, bør prioriteres, hvorved der sikres en mere effektiv anvendelse af offentlige midler, og som stimulerer private investeringer;
F. der henviser til, at rationalet i at styrke synergier mellem Horisont 2020 og ESI-fondene ligger i at opbygge meningsfulde vekselvirkninger mellem investeringsstrategierne og -indsatserne som en metode til at opnå betydelige indvirkninger på økonomien, samtidig med at stedbaserede investeringer i innovation inden for prioriterede områder for intelligent specialisering kombineres med forsknings- og innovationsinitiativer i verdensklasse, hvilket derved vil sikre en større virkning af fondene;
G. der henviser til, at medlemsstaterne og regionerne i den nye programmering for 2014-2016 er forpligtet til at iværksætte "Den regionale innovationsstrategi for intelligent specialisering" (RIS3), der er en forudsætning for at modtage investeringsmidler fra EFRU til forskning og innovation;
H. der henviser til, at der i processen for at fremme synergivirkninger skal tages tre handlingsplaner i betragtning på en kombineret måde: de strategiske, programmeringsmæssige og projektmæssige niveauer; der henviser til, at de strategiske og programmeringsmæssige niveauer er yderst vigtige for at sikre kontinuitet i politikken og en langsigtet vision samt vilje i strategigennemførelsen;
I. der henviser til, at idet planlægnings- og gennemførelsesmetoderne varierer mellem rammeprogrammet/Horisont 2020 og ESI-fondene, blev der i "Vejledning om synergivirkninger" opstillet en taksonomi for fem typer synergitiltag på projektgennemførelsesplan;
J. der henviser til, at Kommissionen har vedtaget en meddelelse om ESI-fondenes bidrag til EU's vækststrategi, investeringsplanen og Kommissionens prioriteter i løbet af det næste årti, hvilket i virkeligheden er den rapport, der er fastsat i artikel 16 i de fælles bestemmelser om fondene, om deres gennemførelse hidtil, der ligeledes omfatter resultaterne af forhandlingerne med alle medlemsstaterne om partnerskabsaftalerne og -programmerne samt de centrale udfordringer for hvert land;
1. understreger, at det er yderst vigtigt at sikre optimale synergivirkninger mellem Horisont 2020 og ESI-fondene for at imødegå det stadigt stigende konkurrencepres fra de globale markeder og maksimere virkningen og effektiviteten af offentlig finansiering;
2. understreger, at forordningen om de fælles bestemmelser for ESI-fondene for første gang omfatter et juridisk mandat til at maksimere synergierne, ikke alene mellem disse to instrumenter, men også mellem andre programmer såsom Cosme, Erasmus+ og Connecting Europe-faciliteten; minder om, at den nye ramme for samhørighedspolitik er fokuseret på et begrænset antal af politiske målsætninger og fire prioriterede områder med højt vækstpotentiale: forskning og innovation, SMV'er, information og kommunikation, teknologier og den kulstoffattige økonomi;
3. bemærker, at synergierne bør bidrage til gennemførelsen af de intelligente specialiseringsstrategier, der er en forudgående betingelse for investeringer i forskning og innovation;
4. fremhæver, at det med henblik på at fremme synergier er absolut nødvendigt at fremme det strategiske samarbejde mellem offentlige myndigheder, der er ansvarlige for udformningen af programmer, og at det samme gælder koordinerede investeringer i forskning og innovation på de fastlagte prioriterede områder, der understøtter konkurrenceevne og vækst;
5. understreger, at der bør sikres fuld overensstemmelse og synergi mellem samtlige EU-instrumenter for at undgå overlapninger eller modsætninger blandt dem eller mellem de forskellige forvaltningsniveauer i politikgennemførelsen; beklager i denne forbindelse, at oprettelsen af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) ikke kun har medført en reduktion af Horisont 2020-budgettet på 2,2 mia. EUR, der begrænser programmets mulighed for at fuldføre sine målsætninger og underminerer Unionens erklærede politik, der består i, at investeringer i forskning giver den bedste multiplikationsfaktor for at komme ud af krisen, men har også bevist, at fonden er uforenelig med de mål for social, økonomisk og territorial samhørighed, der er nedfældet i traktaterne;
6. noterer sig, at samhørighedspolitikken i programmeringsperioden for 2014-2020 giver de finansielle instrumenter mulighed for at spille en stærkere rolle, men minder om, at i henhold til betragtning 53 i forordning nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, bør de finansielle instrumenter anvendes som et supplement på grundlag af en forudgående vurdering, der påviser, at de vil bidrage mere effektivt til opfyldelsen af EU’s politikmål end andre former for EU-finansiering, herunder tilskud;
7. påpeger, at gennemførelsen af en effektiv synergipolitik kræver en klar operationel definition af, hvad der er – og ikke er – en synergi, og at det bestemt ikke kan betragtes som en synergi blot at tilføje midler eller flytte ressourcer fra den ene fond til den anden; understreger, at en synergistruktur bør være enkel og målrettet, for at den gennem de samlede bidrag kan levere klart mere end, hvad de enkelte bidrag ville have leveret hver for sig; understreger, at en forudsætning for at opnå synergi er at udnytte mulighederne i den forudgående synergisituation fuldt ud; opfordrer i denne henseende til at forbinde synergistrategien med de detaljerede gennemgange af gennemførelsen af både strukturfondene og Horisont 2020 med henblik på at sikre, at synergierne ikke bliver et påskud for at lukke øjnene for de veldokumenterede, ofte gentagne problemer med gennemførelsen, som en række medlemsstater er berørt af;
8. bemærker, at synergier med andre politikker og instrumenter skal styrkes yderligere for at maksimere virkningen af investeringer; minder i denne forbindelse om det EU-finansierede pilotprojekt "Vejen til topkvalitet (S2E)", der fortsat støtter regionerne i 13 medlemsstater med hensyn til at udvikle og udnytte synergier mellem ESI-fondene; fremhæver betydningen af også at kortlægge beslægtede specialiseringsområder i andre regioner og medlemsstater med henblik på at indgå samarbejde med disse og for at være bedre forberedt på at indgå i mulige projekter mellem flere lande og blive internationalt forbundet;
9. minder om, at der ikke er tilstrækkelig finansiering under Horisont 2020, og at mange projekter, der har fået en fremragende evaluering, ikke kan modtage midler; understreger, at der skal frigives alternativ finansiering, f.eks. kunne bevillinger fra ESI-fondene overtage fremragende Horisont 2020-projekter ved hjælp af topkvalitetsstemplet; foreslår, at deres status af topkvalitet, som er blevet evalueret under Horisont 2020, forhåndsgodkendes, idet evalueringskriterierne svarer til dem, der er fastsat i forordningen om fælles bestemmelser for den relevante tematiske målsætning (dvs. "styrkelse af forskning, teknologisk udvikling og innovation");
10. påpeger derfor vigtigheden af at tilpasse indholds- og udvælgelseskriterierne for finansiering fra ESI-fondene med aktivitetstyperne under Horisont 2020 for at være i stand til at yde ESI-støtte til projekter, som har opfyldt kravene til evalueringstærsklen for Horisont 2020, men som ikke kunne finansieres på grund af et manglende Horisont 2020-budget;
11. opfordrer til etablering af et overvågningssystem for at følge vellykkede synergier med henblik på at sprede bedste praksis og øge synergiernes virkning forud for gennemgangen af Europa 2020-strategien;
12. fremhæver, at kommissæren med ansvar for forskning, videnskab og innovation i betydelig grad bør forbedre koordineringen af innovationsinitiativerne i EU, foretage væsentlige lovgivningsmæssige og operationelle tilpasninger til nogle af dem og sikre, at finansieringen af de innovationsrelaterede aktiviteter fortsat er tæt forbundne med den aktuelle præstation, og at den sigter mod at give konkrete resultater i hele Unionen; fremhæver i denne henseende, at det er politisk helt afgørende at udnytte alle muligheder i de eksisterende organer fuldt ud, inden der eventuelt oprettes et nyt organ eller en ny organisation på området;
13. henleder opmærksomheden på problemet med forbindelsen mellem Horisont 2020 og ESI-fondene for så vidt angår sikkerhed (nødvendigheden af at have samme IKT-infrastrukturniveau i EU) og den dimension, der vedrører fremstillingssektoren, med relation til denne forbindelse; glæder sig over harmoniseringen af IKT-sikkerhedsstrukturerne, således at forordningerne om ESI-fondene for den næste programmeringsperiode også kan behandle disse aspekter, og understreger, at der til dette formål skal tilvejebringe tilstrækkelige finansielle midler;
14. anmoder Kommissionen om at udsende en meddelelse om gennemførelsen af synergier, da dette spørgsmål – med undtagelse af en henvisning til deres potentiale i anvendelsen af knappe investeringsmidler og til generelle muligheder for at tackle nye udfordringer i fremtiden – mangler i Kommissionens rapport, der er udarbejdet i henhold til artikel 16 i de fælles bestemmelser, mens de landespecifikke henstillinger indgår i disse synergier.
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.