Mødedokument

 

B8-0862/2016

29.6.2016

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af forespørgsler til mundtlig besvarelse B8 0702/2016 og B8-0703/2016

jf. forretningsordenens artikel 128, stk. 5

om Japans beslutning om at genoptage hvalfangsten i sæsonen 2015–2016

( 2016/2600(RSP) )

Marco Affronte, Piernicola Pedicini, Eleonora Evi, Rolandas Paksas, Isabella Adinolfi

for EFDD-Gruppen

 

B8-0862/2016

Europa-Parlamentets beslutning om Japans beslutning om at genoptage hvalfangsten i sæsonen 2015–2016

( 2016/2600(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til det internationale moratorium for kommerciel hvalfangst, som Den Internationale Hvalfangstkommission har bekendtgjort,

–  der henviser til Den Internationale Domstols (ICJ) dom af 31. marts 2014 i sagen vedrørende hvalfangst i Antarktis (Australien mod Japan: New Zealand har interveneret)

–  der henviser til den japanske forskningsplan om Det Nye Videnskabelige Hvalforskningsprogram i Antarktis (NEWREP-A),

–  der henviser til forespørgslerne til Rådet og Kommissionen om Japans beslutning om at genoptage hvalfangsten i sæsonen 2015-2016 ( O-000058/2016 – B8-0702/2016 og O-000059/2016 – B8-0703/2016 ),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) forbød kommerciel hvalfangst på alle store hvalarter i 1982, og at dette forbud trådte i kraft i 1986;

B.  der henviser til, at Den Internationale Domstol (ICJ) har beordret Japan til at standse hvalfangsten i Antarktis, idet den præciserede, at Japans såkaldte "videnskabelige hvalfangst" ikke er forenelig med den internationale konvention om regulering af hvalfangst, Den Internationale Hvalfangstkommissions afgørelser eller international ret;

C.  der henviser til, at Japan til trods for dette internationale forbud, der trådte i kraft i 1986, fra da af og til 2008/2009 har dræbt over 17 000 hvaler[1] under falske påskud såsom videnskabelig forskning;

D.  der henviser til, at japanske hvalfangere i sæsonen 2015/2016 fangede 333 vågehvaler i havet omkring Antarktis, herunder over 200 drægtige hunhvaler, under Japans luskede pseudovidenskabelige hvalfangstprogram NEWREP-A og til trods for IWC og ICJ's afgørelse;

E.  der henviser til, at hvalfangstaktiviteter, der stadig er tilladt i Japan, Norge og Island, kan bringe biodiversiteten i alvorlig fare, eftersom den indvirker på bevaringsstatus for hvalpopulationerne som helhed, mens de samtidig påfører enkelte havpattedyr urimelige og unødvendige lidelser;

F.  der henviser til, at den japanske flåde alene i det nordlige Stillehavet er i stand til årligt at dræbe op til 200 vågehvaler, 50 finhvaler, 100 seihvaler og 10 kaskelotter under påskud af videnskabelig forskning;

G.  der henviser til, at Japan den 27. november 2015 bekendtgjorde, at det ville genoptage den såkaldte videnskabelige hvalfangst i Antarktis til trods for ICJ's afgørelse og efter, at det ikke er lykkedes at opnå IWC-støtte til det nye dødbringende program, NEWREP-A, der tager sigte på at dræbe omkring 4 000 vågehvaler i løbet af de næste 12 år;

H.  der henviser til, at videnskabelige tilladelser gør det muligt at sælge hvalkød eller forære det væk, mens videnskabelige behov kan opfyldes med fuldstændig uskadelige alternativer; der henviser til, at DNA-indsamling og fjernovervågning giver videnskabsfolk mulighed for at lære om hvaler uden at slå dem ihjel, og at prøver fra hvaler kan indsamles fra f.eks. hud, der afgives af hvaler, spæk eller fækalier for at finde frem til eventuelle patogener;

I.  der henviser til, at ekspertpanelet af videnskabsfolk fra Den Internationale Hvalfangstkommission har erklæret, at NEWREP-A-planen ikke viser, at det ikke er nødvendigt med prøver fra dræbte hvaler for at nå de erklærede videnskabelige mål;

J.  der henviser til, at hvalkød ikke længere indgår i den japanske ernæring; der henviser til, at hele 75 % af det hvalkød, der blev sat til salg i 2014, ifølge Det Japanske Institut for Hvalforskning ikke blev solgt;

K.  der henviser til, at alle EU-institutioner såvel som adskillige lande og internationale organer går ind for et verdensomspændende moratorium for kommerciel hvalfangst og et forbud mod international kommerciel handel med hvalprodukter;

L.  der henviser til, at der er verdensomspændende international støtte til oprettelse af havreservater, hvor hvalfangst er forbudt for altid;

1.  opfordrer indtrængende Japan til omgående at standse sine hvalfangstaktiviteter;

2.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at minde Japan om dets forpligtelser, hvad angår beskyttelse af havpattedyr;

3.  opfordrer ICJ's anklager til at indlede undersøgelser af Japans overtrædelse af international ret og af IJC's dom fra 2014;

4.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og til Japans regering og parlament samt ICJ's anklager.

[1] http://d2ouvy59p0dg6k.cloudfront.net/downloads/iwc61_whales_killed_final.pdf