Mødedokument
19.10.2016
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om nuklear sikkerhed og ikke-spredning
( 2016/2936(RSP) )
Sabine Lösing, Javier Couso Permuy, Takis Hadjigeorgiou, Marie-Christine Vergiat, Paloma López Bermejo, Marina Albiol Guzmán, Neoklis Sylikiotis, Stelios Kouloglou, Kostadinka Kuneva, Tania González Peñas, Xabier Benito Ziluaga, Estefanía Torres Martínez, Miguel Urbán Crespo, Lola Sánchez Caldentey
for GUE/NGL-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om nuklear sikkerhed og ikke-spredning
( 2016/2936(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sin beslutning af 17. januar 2013 om henstillingerne fra gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten vedrørende skabelsen af et Mellemøsten uden masseødelæggelsesvåben[1],
– Europa-Parlamentets beslutning af 10. marts 2010 om traktaten om ikke-spredning af kernevåben[2],
– der henviser til Rådets konklusioner om den niende gennemgangskonference mellem parterne i traktaten om ikke-spredning af kernevåben (8079/15),
– der henviser til topmødet om nuklear sikkerhed, der blev afholdt i Washington DC fra den 31. marts 2016 til den 1. april 2016,
– der henviser til resolution af 13. december 2011 fra FN's Generalforsamling om oprettelse af en kernevåbenfri zone i Mellemøstregionen (A/RES/66/61),
– der henviser til Rådets afgørelse 2012/422/FUSP af 23. juli 2012 til støtte for en proces, der fører til oprettelse i Mellemøsten af en zone, som er fri for kernevåben og alle andre masseødelæggelsesvåben[3],
– der henviser til beslutning A/RES/70/33 fra FN's Generalforsamling vedrørende oprettelse af en åben arbejdsgruppe (OEWG) om videreførelse af den multilaterale nukleare nedrustning i Genève i 2016 og til OEWG's rapport til FN's Generalforsamling, der blev vedtaget den 19. august 2016 (A/71/371),
– der henviser til traktaten om altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger, Den Internationale Atomenergiorganisations (IAEA) omfattende sikkerhedsaftaler og tillægsprotokoller, konventionen om fysisk beskyttelse af nukleare materialer, den internationale konvention om bekæmpelse af nuklear terrorisme, Haag-adfærdskodeksen mod spredning af ballistiske missiler, traktaten om reduktion af strategiske våben (START I), traktaten om reduktion af strategiske offensive våben (SORT) og fornyelsen af START-aftalen (New Start) fra 2010,
– der henviser til slutdokumentet fra gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten, navnlig til handlingsplan med 64 konkrete opfølgende foranstaltninger,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at besiddelse og anvendelse af kernevåben desværre stadig spiller en fremherskende rolle i kernevåbenstaternes militære politik, såvel anerkendte som ikke-anerkendte; der henviser til, at besiddelse og spredning af masseødelæggelsesvåben, f.eks. kernevåben, kemiske og biologiske våben udgør en af de alvorligste trusler mod den internationale fred og sikkerheden;
B. der henviser til, at den multilaterale nedrustningsproces var afbrudt i årevis, og at der har manglet politisk vilje til at genoplive den; der henviser til, at nogle af de mest presserende sikkerhedsprioriteter er at forhindre terrorister og yderligere stater i at få fat i eller benytte kernevåben, at nedbringe det nuværende globale lager, at sætte en stopper for modernisering på dette område og arbejde sig frem mod en verden uden kernevåben;
C. der henviser til, at konklusionerne og handlingsplanen fra gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten i 2010 var centrale aftaler for fastlæggelsen af en reel nuklear nedrustningsproces; der henviser til, at der har været en udpræget mangel på fremskridt og politisk vilje til at opnå en konkret gennemførelse af målene i ikke-spredningstraktaten som f.eks. de 64 konkrete foranstaltninger i den vedtagne handlingsplan fra 2010;
D. der henviser til nødvendigheden af yderligere at styrke alle tre søjler af ikke-spredningstraktaten, nemlig ikke-spredning, nedrustning og samarbejde om civil anvendelse af atomenergi;
E. der henviser til, at EU har forpligtet sig til at forhindre, afskrække fra, standse og om muligt eliminere spredningsprogrammer, der vækker bekymring på globalt plan; der henviser til, at EU er nødt til at intensivere sine bestræbelser på at modarbejde spredningsstrømme og finansiering, indføre sanktioner mod spredning og udvikle foranstaltninger til at forhindre uhåndgribelig overførsel af viden og knowhow via multilaterale traktater og verifikationsmekanismer, nationalt og internationalt koordineret eksportkontrol og samarbejdsbaserede programmer for trusselreduktion;
F. der henviser til, at det i 2016 er tyve år siden, at undertegnelsen af traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger blev indledt den 24. september 1996; der henviser til, at denne traktat ikke er trådt i kraft, da visse ikke-parter og parter i ikke-spredningstraktaten ikke har undertegnet eller ratificeret den;
G. der henviser til, at fire ud af de ni kernevåbenstater ikke er parter i ikke-spredningstraktaten, og at Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea) har trukket sig ud af traktaten; der henviser til, at Rådet for Den Europæiske Union og FN's Sikkerhedsråd fordømte det, som Nordkorea erklærede for en "vellykket brintbombetest", der blev gennemført den 6. januar 2016; der henviser til, at Nordkorea gennemførte sin femte atomprøvesprængning, hvilket er i klar modstrid med landets internationale forpligtelser i henhold til resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd;
H. der henviser til, at EU har været involveret i de internationale forhandlinger og mæglingsprocessen for E3/EU+3 og Irans forhandlinger med henblik på at finde en diplomatisk og fredelig løsning på det iranske nukleare program; der henviser til, at EU spiller en vigtig rolle som part i den fælles omfattende handlingsplan, der er indgået med Iran, som fører tilsyn med gennemførelsen af aftalen;
I. der henviser til, at som følge af NATO's nukleare fællesordninger og bilaterale ordninger anslås det, at 150-200 taktiske kernevåben fortsat findes i fem NATO-lande, der ikke er kernevåbenmagter (Belgien, Tyskland, Italien, Nederlandene og Tyrkiet), uden demokratisk debat og diskussion i disse lande endsige bekræftelse af tilstedeværelse eller fravær af masseødelæggelsesvåben på deres område;
J. der henviser til, at NATO's strategiske koncept fra 2010 og revision af sin indstilling til forsvar og afskrækkelse (Defence and Deterrence Posture Review) fra 2012 forpligter NATO til målsætningen om at skabe forudsætningerne for en verden uden kernevåben;
K. der henviser til, at Rusland og USA fortsat er i færd med at gennemføre den nye START-traktat, der udløber i 2021, medmindre den forlænges af begge parter;
L. der henviser til nødvendigheden af en tæt koordinering og et tæt samarbejde mellem EU og dets nabolande, især mellem USA og Rusland, med henblik på at genstarte og fortsætte reduktionen af nukleare sprænghoveder og ikke-spredningsordningen;
1. giver udtryk for alvorlig bekymring over risikoen for et nyt kernevåbenkapløb; understreger derfor, at en styrkelse af ikke-spredningstraktaten som hjørnestenen i den samlede ordning for ikke-spredning og nedrustning er af afgørende betydning og bydende nødvendig for at bekræfte gyldigheden af Grand Bargain-aftalen, der er et centralt punkt i ikke-spredningstraktaten; opfordrer indtrængende til, at der gøres alt for at gennemføre alle aspekter af ikke-spredningsaftalen og for at styrke de aftaler, traktater og agenturer, der udgør den nuværende ikke-spredningsordning, navnlig CTBT og IAEA's altomfattende kontrolaftaler; bekræfter, at en multilateral indsats kun er effektiv, hvis den ydes inden for rammerne af en nøje gennemtænkt målsætning om snarest muligt at skabe en verden, der er fri for kernevåben;
2. minder EU og medlemsstaterne om, at nuklear nedrustning og ikke-spredning af kernevåben i høj grad er indbyrdes forbundne og gensidigt forstærkende; er af den opfattelse, at der af hensyn til ikke-spredningstraktatens overlevelse og håndhævelse er behov for en køreplan med et fastlagt program for de enkelte skridt og tidsfrister for nuklear nedrustning; opfordrer indtrængende kernevåbenstaterne til at leve op til deres forpligtelse i medfør af artikel 6 i ikke-spredningstraktaten til at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til nuklear nedrustning; understreger, at kernevåbenstaterne ikke i tilstrækkeligt omfang har levet op til denne forpligtelse, selv om den er afgørende for hele ikke-spredningsordningens fortsatte relevans;
3. opfordrer EU og dets medlemsstater til at prioritere nuklear nedrustning i udenrigs- og sikkerhedspolitikken og til at komme ud af den fastlåste situation i forhandlingerne om nuklear nedrustning på både bilateralt og multilateralt plan;
4. glæder sig over indarbejdelsen af klausuler om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben i EU's aftaler med tredjelande og handlingsplaner siden 2003; gør opmærksom på, at sådanne foranstaltninger skal gennemføres af alle EU's partnerlande uden undtagelse og indarbejdes i alle EU-aftaler, herunder blandede aftaler;
5. glæder sig over den voksende bevidsthed i offentligheden og blandt politikerne; støtter Mayors for Peace-kampagnen for nuklear nedrustning og en verden uden kernevåben senest i 2020 og "Global Zero"-initiativet; understreger parlamenternes og parlamentarikernes ansvar for at fremme ikke-spredning og nedrustning af kernevåben og glæder sig over den indsats, som det verdensomspændende parlamentariske netværk om nedrustning af kernevåben (PNND) har gjort;
6. opfordrer indtrængende de EU-medlemsstater, der er kernevåbenstater, til omgående at standse kvalitativ forbedring, udvikling, fremstilling og oplagring af nukleare sprænghoveder og deres fremføringsmidler; opfordrer disse stater til at iværksætte nye initiativer med henblik på at påbegynde forhandlinger mellem kernevåbenstaterne om yderligere kraftige nedskæringer og i sidste ende eliminering af kernevåben;
7. opfordrer til streng overholdelse af moratoriet vedrørende atomprøvesprængninger, indtil CTBT træder i kraft, da der stadig er behov for ratifikationer; opfordrer indtrængende de resterende stater, der er nævnt i bilag II til CTBT, hvis ratifikation er nødvendig for dens ikrafttrædelse til at undertegne og ratificere traktaten hurtigt, da dette universelle og verificerbart forbud mod atomprøvesprængninger er den mest effektive måde til at forbyde prøvesprængninger af atomvåben og andre atomsprængninger;
8. støtter yderligere bestræbelser på at styrke IAEA's mandat, herunder generaliseringen af tillægsprotokollerne til IAEA's sikkerhedsaftaler og andre skridt, der har til formål at udvikle tillidsskabende foranstaltninger; forsøger at sikre, at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed for denne organisation, således at den kan opfylde sit vigtige mandat og gøre nukleare aktiviteter sikre;
9. beklager dybt, at kernevåbenstater, der har undertegnet ikke-spredningstraktaten, moderniserer deres kernevåbenarsenaler og udsætter foranstaltninger til reduktion eller eliminering af deres kernevåbenarsenaler og tøver med at bevæge sig væk fra en militærdoktrin med nuklear afskrækkelse;
10. opfordrer alle kernevåbenstater til at stille negativ sikkerhedsgaranti og til at afstå fra enhver form for eller trussel om anvendelse af kernevåben;
11. støtter på det kraftigste de skridt, som USA og Rusland har taget til væsentligt at reducere deres kernevåbenbeholdninger som vedtaget i START- og SORT-aftalerne; beklager dybt, at der siden ikrafttrædelsen af den nye START-traktat i 2011 ikke har været yderligere forhandlinger om en hårdt tiltrængt reduktion af opstillede og ikke-opstillede atomsprænghoveder, herunder for første gang taktiske kernevåben; opfordrer derfor indtrængende til, at CTBT ratificeres, og til, at den nye START-aftale fortsættes;
12. fordømmer de seneste atomprøvesprængninger, som Nordkorea har gennemført, bl.a. afprøvning af en brintbombe, som udgør en alvorlig trussel mod freden og stabiliteten på Den Koreanske Halvø og det nordøstlige Asien; støtter ikke desto mindre rammerne for sekspartsforhandlingerne og opfordrer til, at de genoptages med henblik på at opnå en atomafrustning af den koreanske halvø, og noterer sig, at Kina spiller en vigtig rolle i denne henseende, og støtter ligeledes de seneste initiativer til de første bilaterale samtaler mellem de to stater, der deler Den Koreanske Halvø; bekræfter sin støtte til og sit tilsagn om at finde en diplomatisk og politisk løsning på det nukleare problem i Nordkorea; opfordrer Nordkorea til på ny at indgå i en konstruktiv dialog med det internationale samfund, og navnlig med deltagerne i sekspartsforhandlingerne, med det formål at arbejde hen imod varig fred og sikkerhed på en Koreansk Halvø, der er fri for kernevåben; understreger, at drøftelserne om atomafrustning ville blive hjulpet kraftigt på vej, hvis der samtidig foregik drøftelser om at erstatte den koreanske våbenhvile fra 1953 med permanente fredsaftaler, således som det er blevet foreslået af Nordkorea, men afvist adskillige gange;
13. glæder sig over FN's Generalforsamlings resolution af december 2011 og 2012 om oprettelse af en kernevåbenfri zone i Mellemøsten og Rådets konklusioner fra juli 2012, hvori det støtter denne proces; mener, at forhandlinger om oprettelse af en kernevåbenfri zone i Mellemøsten, Middelhavsområdet og det nordøstlige Asien er et afgørende skridt i retning af at imødekomme de sikkerhedsmæssige bekymringer i landene i disse regioner; beklager udsættelsen af den planlagte konference i 2012 om oprettelse af en zone, der er fri for masseødelæggelsesvåben; anmoder om, at denne konference indledes omgående;
14. opfordrer, indtil der er etableret en kernevåbenfri zone, alle lande i regionen til ikke at udvikle, producere, afprøve eller på anden måde erhverve kernevåben eller tillade udstationering af kernevåben eller nukleare sprænglegemer på deres territorium eller territorier under deres kontrol;
15. opfordrer til oprettelse i Europa af en zone, der er fri for masseødelæggelsesvåben; opfordrer indtrængende især den franske og den britiske regering til at skille sig af med deres kernevåben; opfordrer indtrængende USA's regering til at fjerne taktiske kernevåben fra Europa og Den Russiske Føderations regering til ikke at opstille sine kernevåben eller til at trække dem tilbage fra den vestlige del af sit område; opfordrer til ophævelse af alle nukleare fællesordninger mellem EU's medlemsstater og USA/NATO;
16. glæder sig over færdiggørelsen af OEWG's arbejde, jf. resolution A/RES/70/33 fra FN's Generalforsamling, og henstillingerne til FN's Generalforsamling, som indgår i OEWG's afsluttende rapport (A/71/371), og som blev godkendt med omfattende støtte den 19. august 2016, om at indkalde til en konference i 2017, der er åben for alle stater, med henblik på at forhandle om et retlig bindende instrument om forbud mod kernevåben, der kan føre til fuldstændig afskaffelse af dem; erkender, at dette vil styrke målene for ikke-spredning og nedrustning og forpligtelserne i ikke-spredningstraktaten og bidrage til at skabe betingelserne for global sikkerhed og en verden uden kernevåben;
17. opfordrer EU og dets medlemsstater til at støtte og bidrage væsentligt til OEWG's henstillinger, særligt målet om et retligt bindende instrument til at forbyde kernevåben i en proces, som bygger på principperne om gennemsigtighed, irreversibilitet, verificerbarhed, under behørig hensyntagen til både sikkerhedssituationen og den humanitære dimension af kernevåben;
18. pålægger sin formand at sende denne beslutning til medlemsstaterne, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, FN's generalsekretær, FN's højkommissær for nedrustningsanliggender, formanden for gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten fra 2015 og generaldirektøren i IAEA.