Mødedokument
19.10.2016
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om nuklear sikkerhed og ikke-spredning
( 2016/2936(RSP) )
Rolandas Paksas, Fabio Massimo Castaldo, Ignazio Corrao, Isabella Adinolfi
for EFDD-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om nuklear sikkerhed og ikke-spredning
( 2016/2936(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sluterklæringen fra topmødet om nuklear sikkerhed i Washington i april 2016,
– der henviser til konventionen om fysisk beskyttelse af nukleare materialer og til ændringer af denne fra 2005,
– der henviser til den internationale konvention til bekæmpelse af nuklear terrorisme,
– der henviser til traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger,
– der henviser til traktaten om ikke-spredning af kernevåben,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2310 (2016),
– der henviser til sin beslutning af 17. januar 2013 om henstillingerne fra gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten vedrørende skabelsen af et Mellemøsten uden masseødelæggelsesvåben[1],
– der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi "Et sikkert Europa i en bedre verden", som blev vedtaget den 12. december 2003, til strategien mod spredning af masseødelæggelsesvåben fra 2003 og til de nye EU-aktionslinjer fra 2008,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner efter de seneste atomprøvesprængninger i Nordkorea,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at mere end 25 år efter afslutningen på den kolde krig beløber verdens samlede lager af kendte atomvåben sig stadig til mere end 15 000 enheder; der henviser til, at en enkelt nuklear sprængladning har kapaciteten til, især hvis den detoneres over en storby, at slå millioner af mennesker ihjel og til at forårsage varige miljøkatastrofer;
B. der henviser til, at truslen fra nuklear og radiologisk terrorisme fortsat er en af de største udfordringer for den internationale sikkerhed; der henviser til, at ifølge Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) er millioner af radioaktive kilder blevet spredt verden over i løbet af de seneste 50 år, og disse kilder er spredt over mere end 100 lande, hvoraf mange er dårligt sikret og sårbare over for tyveri; der henviser til, at i 2016-udgaven af Nuclear Threat Initiative fremgik det af indekset for nuklear sikkerhed, at mange udviklingslande, der overvejer at forfølge kerneenergiprogrammer, ikke har indført de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte nukleare anlæg mod sabotage;
C. der henviser til, at terrorister i lang tid har udvist interesse for radiologiske våben, og sikkerhedseksperter udelukker ikke risikoen for, at terroristgrupper eller ikke-statslige aktører kan få fat i kernevåben;
D. der henviser til, at fremskridtene inden for nuklear nedrustning står stille i et klima med voksende spændinger mellem kernevåbenstater, og der er ingen igangværende eller planlagte forhandlinger om yderligere at regulere eller nedbringe kernevåbenstaternes lagre;
E. der henviser til, at USA var vært for det fjerde topmøde om nuklear sikkerhed i april 2016; der henviser til, at mere end 50 lande og internationale organisationer deltog i dette topmøde, hvis formål er at opnå konkrete forbedringer inden for nuklear sikkerhed og styrke den globale arkitektur for nuklear sikkerhed; der henviser til, at Rusland ikke deltog i dette topmøde;
F. der henviser til, at 20 år efter sin vedtagelse er traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger endnu ikke retligt trådt i kraft, da de resterende otte såkaldte bilag 2-lande endnu ikke har ratificeret den;
G. der henviser til, at risikoen for spredning af kernevåben (både vertikalt og horisontalt) stadig er relevant i mange af verdens regioner og kan udløse en yderligere optrapning i udviklingen af nukleare teknologier til militære formål;
H. der henviser til, at Nordkorea er den eneste stat i verden, der gentagne gange har gennemført atomprøvesprængninger i det 21. århundrede og fortsat ignorer FN's Sikkerhedsråds resolutioner på området; der henviser til, at det internationale overvågningssystem (IMS) den 9. september 2016 detekterede en usædvanlig seismisk hændelse, da Nordkorea meddelte, at landets femte atomprøvesprængning havde været en succes; der henviser til, at Nordkorea har været genstand for fem FN-sanktioner, siden landets første prøvesprængninger i 2006, men ikke har vist nogen vilje til at lukke sit militære atomprogram;
I. der henviser til, at tre møder i den åbne arbejdsgruppe (OEWG) om nuklear nedrustning som nedsat ved FN's Generalforsamlings resolution af december 2015, fandt sted i Genève i 2016; der henviser til, at OEWG på ny bekræftede sin beslutsomhed til at opnå og opretholde en verden uden kernevåben; der henviser til, at OEWG's endelige henstilling, der blev vedtaget med bred støtte, indeholdt en opfordring til FN's Generalforsamling om at indkalde til en konference i 2017 med henblik på at forhandle om et retligt bindende instrument om forbud mod kernevåben, der kan føre til fuldstændig afskaffelse af dem;
J. der henviser til, at mange internationale traktater med succes har etableret kernevåbenfrie zoner, selv på områder, hvor der er betydelige politiske spændinger; der henviser til, at der i dag er syv kernevåbenfrie zoner, hvor signatarstaterne har aftalt at afholde sig fra besiddelse, udvikling og opstilling af kernevåben; der henviser til, at bestræbelserne på at oprette en zone, der er fri for masseødelæggelsesvåben, i Mellemøsten har vist sig at være særdeles vanskelig;
K. der henviser til, at EU har spillet en vigtig rolle i den nukleare aftale, der er indgået med Iran; der henviser til, at EU er part i den fælles omfattende handlingsplan og til stadighed arbejder med E3+3-partnere om en fuldstændig gennemførelse af planen; der henviser til, at IAEA har bekræftet, at Iran har truffet alle de foranstaltninger, det var forpligtet til vedrørende atomrelaterede spørgsmål;
L. der henviser til, at parterne ved gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten i 2015 ikke kunne nå til enighed om en substantiel sluterklæring, men kun gjorde minimale fremskridt i forhold til henstillingerne fra 2010; der henviser til, at denne fiasko er blevet tilskrevet striden om oprettelsen en zone fri for masseødelæggelsesvåben i Mellemøsten; der henviser til, at der fortsat er betydelige mangler inden for forskellige områder i traktaten, herunder vedrørende effektive foranstaltninger til nuklear nedrustning, humanitære aspekter af brugen af kernevåben og rapportering fra de anerkendte kernevåbenstater; der henviser til, at på trods af dette tilbageskridt er ikke-spredningstraktaten fortsat hjørnestenen i ikke-spredningsordningen;
M. der henviser til, at Nordkorea trak sig ud ikke-spredningstraktaten i 2003 og aldrig har tilsluttet sig igen; der henviser til, at Nordkoreas adfærd har skabt en negativ og relevant præcedens, som udgør et alvorligt tilbageskridt på vejen mod atomnedrustning;
N. der henviser til, at kritik af de manglende fremskridt inden for søjlen om nedrustning har resulteret i lanceringen af det humanitære initiativ, der kulminerede med det humanitære tilsagn, med det formål at indkredse og anvende effektive foranstaltninger til at udfylde det retlige tomrum vedrørende forbud mod og afskaffelse af kernevåben; der henviser til, at 127 lande støtter dette initiativ;
O. der henviser til, at den europæiske sikkerhedsstrategi "Et sikkert Europa i en bedre verden" angiver spredningen af masseødelæggelsesvåben som den potentielt største trussel mod Europas sikkerhed; der henviser til, at EU's ledende princip og overordnede mål for nedrustning og ikke-spredning er at opretholde og styrke alle relevante internationale instrumenter;
1. går stærkt ind for en verden fri for kernevåben; opfordrer alle EU's institutioner og medlemsstater til at arbejde sammen og til i internationale fora at opnå resultater på dette område med henblik på at mindske og i sidste ende reducere antallet af atomvåben til nul, både på verdensplan og på deres område; afviser den tanke, at nuklear afskrækkelse er nødvendig, og fremmer multilaterale diplomatiske bestræbelser og mægling i stedet;
2. glæder sig over resultatet af topmødet om nuklear sikkerhed i 2016, herunder oprettelsen af en kontaktgruppe for nuklear sikkerhed til at bidrage til opretholdelsen af fremdriften efter topmødet; glæder sig over den aftale, der er indgået om en handlingsplan for at støtte fem internationale enheder i udførelsen af deres arbejde, samt de 137 tilsagn om specifikke foranstaltninger, der er truffet for at fremme nuklear sikkerhed; glæder sig over den fælles erklæring om fremme af fuld og universel gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 1540 (2004); beklager, at en central international aktør som Rusland ikke deltog i topmødet;
3. glæder sig over ikrafttrædelsen af ændringen i 2005 af konventionen om fysisk beskyttelse af nukleare materialer, der fastsætter forpligtelser for deltagerstaterne til at sikre deres civile nukleare materialer på en måde, der er i overensstemmelse med IAEA's retningslinjer, og til at fremme yderligere kriminalisering og retsforfølgelse af smugleri med nukleare materialer; opfordrer til universel ratificering og gennemførelse af denne konvention og opfordrer indtrængende alle lande, der endnu ikke har ratificeret traktaten, til at gøre det hurtigst muligt;
4. beklager, at i året for dens 20-årsjubilæum er traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT) endnu ikke trådt i kraft; mener, at CTBT spiller en central rolle i sikringen af den internationale ordning for ikke-spredning; opfordrer indtrængende alle stater, der ikke har undertegnet eller ratificeret denne traktat, til at gøre det hurtigst muligt; bekræfter på ny EU's støtte til traktatens snarlige ikrafttrædelse og universalisering; opfordrer NF/HR til at opretholde kontakten til de medlemsstater, hvis samtykke er påkrævet, for at traktaten kan træde i kraft;
5. fordømmer Nordkoreas seneste atomprøvesprængning, da det sender et ekstremt negativt signal vedrørende verdensfred, regional stabilitet og menneskerettighedssituationen i Nordkorea; minder om, at FN har forbudt Nordkorea at gennemføre nogen former for nukleare eller missilteknologiske prøvesprængninger; bekræfter, at disse overtrædelser, som Nordkorea har begået, udgør en alvorlig udfordring for det internationale samfund, og opfordrer indtrængende landet til at afstå fra yderligere prøvesprængninger og til at undgå stigende spændinger i en allerede ustabil region; noterer sig vedtagelsen af en ny runde af solide sanktioner mod Nordkorea og opfordrer alle parter til at gennemføre dem fuldt ud; understreger imidlertid, at tidligere sanktioner ikke har opnået de forventede resultater med hensyn til at dæmme op for Nordkoreas atomprogram; bekræfter, at sanktioner bør have en så lille indvirkning som muligt på civilbefolkningen og bør ses som et middel til at finde en politisk løsning på det nukleare spørgsmål på Den Koreanske Halvø, især gennem en genoptagelse af sekspartsforhandlingerne;
6. fordømmer på det kraftigste enhver form for forskning, udvikling, udnyttelse eller gennemførelse af teknologier, forskning og kapacitet, der direkte eller indirekte har tilknytning til Nordkoreas militære atomprogram; fordømmer på det kraftigste udviklingen af Nordkoreas ballistiske missilteknologi (både landbaserede missiler og ubådsbaserede ballistiske missiler) som udgør en trussel mod den internationale sikkerhed og især mod sikkerheden og stabiliteten i Asien;
7. beklager Nordkoreas vedvarende provokationer og fordømmer alle dets missilprogrammer og nukleare prøvesprængninger samt dets aggressive retorik og hadefulde ytringer mod USA, Sydkorea og Japan; opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at suspendere enhver form for samarbejde med Nordkorea inden for nuklear teknologi og kernefysik, indtil Nordkorea nedlægger sine militære nukleare programmer;
8. opfordrer til yderligere samarbejde med regeringerne i USA, Rusland, Kina, Sydkorea og Japan for at sikre bedre samordning i spørgsmålet om kernevåben i Nordkorea, ved hjælp af både bilaterale og multilaterale fora; understreger risikoen for spredning af kernevåben som følge af den seneste udvikling i Nordkorea;
9. opfordrer myndighederne i EU og medlemsstaterne til nøje at overvåge eventuelle overførsler af civil nuklear teknologi i Nordkorea eller gennem Nordkoreas mellemænd;
10. glæder sig over oprettelsen af og arbejdet i OEWG; glæder sig over det forslag, der blev fremsat til FN's Generalforsamling, om at indkalde til en international konference om, hvordan man på verdensplan kan fortsætte den nukleare nedrustning, herunder ved at forhandle om et eventuelt bindende instrument; opfordrer medlemsstaterne til at støtte et sådant forslag og NF/HR Federica Mogherini og EU-Udenrigstjenesten til at yde et positivt bidrag til afholdelsen af en sådan konference;
11. støtter fuldt ud kernevåbenfrie zoner som et vigtigt bidrag til at opnå en verden uden kernevåben; mener, at indførelsen af en sådan zone i Mellemøsten ville forbedre udsigterne til fred i regionen;
12. glæder sig over EU's rolle i opfyldelsen af den fælles omfattende handlingsplan samt VP/HR's vedvarende engagement i spørgsmålet; mener, at denne positive erfaring bør være et eksempel på, hvordan EU kan blive en vigtig aktør i bestræbelserne på at finde løsninger på større kriser på verdensplan; opfordrer alle parter til at fremme den stadig skrøbelige aftale og til at respektere alle dens krav;
13. opfordrer de iranske myndigheder til at udvise gennemsigtighed, engagement og åbenhed vedrørende deres civile nukleare program, herunder udvekslingen af oplysninger med internationale organisationer som IAEA;
14. mener, på trods af tilbageslaget med gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten i 2015, at ikke-spredning og nuklear nedrustning fortsat skal stå øverst på den internationale dagsorden, og bekræfter, at ikke-spredningstraktaten fortsat er hjørnestenen i ordningen for ikke-spredning af kernevåben og grundlaget for den videre nukleare nedrustning; opfordrer det internationale samfund til fortsat at arbejde hen imod dette mål ved at engagere sig via realistiske og fornuftige tilgange med henblik på den næste revisionsperiode for ikke-spredningstraktaten; mener, at EU bør være en aktiv aktør på dette område ved at øge sin profil som en væsentlig aktør i den globale indsats for at begrænse spredningen af masseødelæggelsesvåben;
15. mener, at nye trusler og udfordringer samt ændringer i det internationale miljø nødvendiggør en opdatering af strategien fra 2003 mod spredningen af masseødelæggelsesvåben og de nye EU-aktionslinjer fra 2008;
16. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og FN's generalsekretær.