Mødedokument
19.10.2016
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om nuklear sikkerhed og ikke-spredning
( 2016/2936(RSP) )
Knut Fleckenstein, Victor Boştinaru, Ioan Mircea Paşcu, Ana Gomes, Julie Ward, Doru-Claudian Frunzulică
for S&D-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om nuklear sikkerhed og ikke-spredning
( 2016/2936(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sin beslutning af 17. januar 2013 om henstillingerne fra gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten vedrørende skabelsen af et Mellemøsten uden masseødelæggelsesvåben[1],
– der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om traktaten om ikke-spredning af kernevåben[2],
– der henviser til EU's seminarer om ikke-spredning og nedrustning samt til de regelmæssige møder i EU's konsortium for ikke-spredning,
– der henviser til EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003,
– der henviser til, at det ved gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten i 2015 ikke lykkedes at nå til enighed om et endeligt dokument,
– der henviser til Rådets konklusioner om den niende gennemgangskonference mellem parterne i traktaten om ikke-spredning af kernevåben (8079/15)
– der henviser til de dokumenter, der blev vedtaget i foråret 2016 på topmødet om nuklear sikkerhed i Washington,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2310 (2016) om 20-årsdagen for traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT),
– der henviser til Tbilisi-erklæringen af 1977, der blev enstemmigt vedtaget af OSCE's parlamentariske forsamling,
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 13. december 2011 om oprettelse af en kernevåbenfri zone i Mellemøstregionen (A/RES/66/61),
– der henviser til Rådets afgørelse 2012/422/FUSP af 23. juli 2012 til støtte for en proces, der fører til oprettelse i Mellemøsten af en zone, som er fri for kernevåben og alle andre masseødelæggelsesvåben[3],
– der henviser til resolution A/RES/70/33 af 7. december 2015 fra FN's Generalforsamling om videreførelse af den multilaterale nukleare nedrustning og til den rapport fra den åbne arbejdsgruppe (OEWG), der blev vedtaget den 19. august 2016 (A/71/371),
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at den globale sikkerhedssituation og navnlig sikkerhedssituationen i EU er blevet betydeligt forværret og er blevet mere flydende, mere ustabil og mindre forudsigelig; der henviser til, at der er konventionelle, ukonventionelle og hybride trusler, som skabes af både statslige og ikke-statslige regionale og globale aktører;
B. der henviser til, at den internationale fred, sikkerhed og stabilitet trues alvorligt af forskellige udviklinger, bl.a. det forværrede forhold mellem kernevåbenstater som f.eks. Den Russiske Føderation og USA og Indien og Pakistan og den fortsatte udvikling af Nordkoreas nukleare kapacitet;
C. der henviser til, at spredningen af biologiske og kemiske former for masseødelæggelsesvåben er ved at blive nedbragt til et minimum og gradvis standses ved hjælp af en effektiv international gennemførelse af det forbud og de forpligtelser, der indgår i konventionen om forbud mod biologiske våben og toksinvåben (BTWC) fra 1972 og konventionen om kemiske våben (CWC); der imidlertid henviser til, at spredningen af nukleare masseødelæggelsesvåben og de dertil hørende fremføringsmidler fortsat er en af de alvorligste bekymringer for verdenssamfundet;
D. der henviser til, at der pr. januar 2016 var ni stater - USA, Rusland, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Den Demokratiske Folkerepublik Korea - der var i besiddelse af i alt ca. 15.395 nukleare våben i sammenligning med omkring 15.850 i 2015;
E. der henviser til, at en af prioriteterne er at forhindre terrorister eller yderligere stater i at få eller anvende kernevåben, at reducere og eliminere alle atomarsenaler og bevæge sig i retning af en verden uden kernevåben;
F. der henviser til, at der allerede er etableret en række kernevåbenfrie zoner i visse dele af verden, nemlig Latinamerika og Caribien, Det Sydlige Stillehav, Sydøstasien, Afrika og Centralasien;
G. der henviser til, at der ikke er gjort fremskridt med hensyn til de konkrete foranstaltninger til nuklear nedrustning, der blev opnået enighed om på gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten i 2010; der henviser til, at den konference satte fornyet fokus på de humanitære konsekvenser af kernevåben på foranledning af den norske, mexicanske og østrigske regering via flere på hinanden følgende konferencer om de humanitære konsekvenser af kernevåben og de dermed forbundne rapporter og via det internationale humanitære tilsagn, som Østrig tog initiativ til og afgav på gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten i 2015, og som er blevet godkendt af 127 FN-medlemsstater;
H. der henviser til, at det er nødvendigt yderligere at styrke de centrale målsætninger for ikke-spredning og nedrustning under ikke-spredningstraktatens tre søjler, nemlig ikke-spredning, nedrustning og samarbejde om fredelig anvendelse af atomenergi;
I. der henviser til, at visse kernevåbenstater, der har undertegnet ikke-spredningstraktaten, moderniserer og øger deres kernevåbenarsenaler og udskyder foranstaltninger til reduktion eller eliminering af deres kernevåbenarsenaler og til at gå bort fra en militærdoktrin med nuklear afskrækkelse;
J. der henviser til, at der er blevet gjort formelle fremskridt med at sikre civilt fissilt materiale via topmøder om nuklear sikkerhed, der er blevet afholdt ved hjælp af en supplerende proces uden for rammerne af ikke-spredningstraktaten, og som har bidraget til at styrke ikke-spredningstraktaten ved at gøre dens ikke-spredningskomponent mere troværdig, men at den holdning, som Rusland for nylig har indtaget, og forværringen af forholdet mellem Rusland og USA bringer yderligere bestræbelser på at sikre og begrænse mængden af fissile materialer i fare;
K. der henviser til, at Rusland og USA fortsat er i færd med at gennemføre den nye START-traktat, der udløber i 2021, medmindre den forlænges af begge parter; der henviser til, at den amerikanske præsident Barack Obama i sin tale i Berlin i 2013 fremsatte et væsentligt forslag om reduktion af nukleare sprænghoveder, som han gentog i 2016 i Washington; der henviser til, at denne åbning over for en indledning af forhandlinger om en opfølgende aftale til den nye START-traktat ikke er blevet besvaret af Den Russiske Føderation, og at der hidtil ikke er blevet forhandlet om nogen sådan opfølgningsaftale, der skulle have til formål at reducere antallet af ikke-strategiske og strategiske nukleare våben med henblik på endelig afskaffelse af dem;
L. der henviser til, at prøvesprængninger af kernevåben og/eller andre nukleare eksplosioner udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed og underminerer den globale nukleare nedrustnings- og ikke-spredningsordning; der henviser til, at traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT) er den mest effektive måde til at forbyde prøvesprængninger af kernevåben; der henviser til, at det i 2016 er tyve år siden, at undertegnelsen af CTBT blev indledt den 24. september 1996;
M. der henviser til, at på trods af alle bestræbelser på at indkalde til en konference om etablering af en zone fri for kernevåben og alle andre masseødelæggelsesvåben i Mellemøsten senest i december 2012, i overensstemmelse med de aftaler, der enstemmigt blev indgået af ikke-spredningstraktatens signatarstater under gennemgangskonferencen, er en sådan konference ikke blevet afholdt;
N. der henviser til, at NATO's strategiske koncept fra 2010 og revision af sin indstilling til forsvar og afskrækkelse (Deterrence and Defense Posture Review) henviser til, at der bør skabes forudsætninger for en verden uden kernevåben;
O. der henviser til, at sikkerheden og beskyttelsen af amerikanske kernevåben, der er opstillet i Tyrkiet, er blevet underlagt øget kontrol som følge af den væbnede konflikt i Syrien, der finder sted tæt på luftbasen Incirlik, og også som følge af hændelserne i og omkring denne luftbase under og efter det mislykkede kupforsøg den 15. juli 2016;
P. der henviser til, at aftaler om våbenkontrol og ikke-spredning er en vigtig del af Europas sikkerhedssystem efter den kolde krig, som nu i stigende grad tager sig skrøbeligt ud på grund af krisen i Ukraine;
Q. der henviser til, at den 5. december 2015 markerede 20-årsdagen for undertegnelsen af Budapest-memorandummet; der henviser til, at Ukraine har overholdt alle bestemmelserne i det og har indtaget en proaktiv holdning til spørgsmålene om nuklear nedrustning og ikke-spredning i modsætning til Den Russiske Føderation, som har misligholdt sine forpligtelser ved at besætte en del af Ukraines territorium (Krim) og ved at iværksætte et væbnet angreb i den østlige del af Ukraine; der henviser til, at dette har skabt en farlig præcedens, eftersom en stat, der havde garanteret Ukraines sikkerhed som reaktion på Ukraines beslutning om at tilslutte sig ikke-spredningstraktaten som en stat uden kernevåben, har krænket Ukraines suverænitet og territoriale integritet og undermineret troværdigheden af og generelt har påført instrumentet med negative sikkerhedsgarantier afgivet af kernevåbenstaten alvorlig skade, men også har skadet ikke-spredningstraktaten og tanken om at fremme global nuklear nedrustning og ikke-spredning baseret på folkeretten og multilaterale traktater;
R. der henviser til, at Rusland ifølge medierne har udstationeret eller agter at udstationere kortdistancemissiler af Iskander-typen i Kaliningrad, gennemføre øvelser og overflyvninger med systemer, der kan udstyres med kernevåben, og at erklæringer fra den russiske ledelse om betydningen af nuklear afskrækkelse og Ruslands beslutning om at suspendere den såkaldte Plutonium Disposition and Management Agreement (aftale om bortskaffelse og forvaltning af plutonium), der blev indgået med USA i 2000, har øget bekymringen for, at Rusland i stigende grad satser på kernevåben;
S. der henviser til, at EU spiller en vigtig rolle som part i den fælles omfattende handlingsplan, der er indgået med Iran, herunder dets rolle som fuldgyldigt medlem af den fælles kommission, der fører tilsyn med gennemførelsen af aftalen;
T. der henviser til, at Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea) den 9. september 2016 gennemførte sin femte atomprøvesprængning, kun måneder efter prøvesprængningen den 6. januar 2016, med det, som Nordkorea erklærede for en "vellykket brintbombetest", hvilket er i klar modstrid med landets internationale forpligtelser i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolutioner og med erklæringen om tværkoreansk atomnedrustning, i henhold til hvilken de to Koreaer ikke vil udvikle eller besidde kernevåben; der henviser til, at spredning af masseødelæggelsesvåben, men især kernevåben og deres fremføringsmidler, udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed; der henviser til, at Nordkorea i 2003 meddelte, at det trak sig ud af ikke-spredningstraktaten (NPT), og til, at det har gennemført atomprøvesprængninger siden 2006, og at det i 2009 officielt erklærede, at det havde udviklet kernevåben til afskrækkelse, hvilket betyder, at truslen mod Nordkoreas naboer i det nordøstlige Asien og mod den regionale og internationale fred og sikkerhed er blevet forøget;
U. der henviser til, at det af den europæiske sikkerhedsstrategi fra 2003 fremgik, at spredningen af masseødelæggelsesvåben potentielt er den største trussel mod vores sikkerhed, herunder muligheden for et kapløb med masseødelæggelsesvåben, og at EU er stærkt engageret i at opnå universel tilslutning til multilaterale traktater og i at styrke traktaterne og deres kontrolbestemmelser; der henviser til, at EU's globale strategi fra 2016 ikke indeholder nogen reference til masseødelæggelsesvåben, ikke-spredning og våbenkontrol;
V. der henviser til, at EU forud for gennemgangskonferencen for ikke-spredningstraktaten i 2015 desværre ikke var i stand til at nå til enighed om en fælles holdning til nuklear nedrustning og for første gang anerkendte, at der blev tilkendegivet "forskellige synspunkter" om konsekvenserne af kernevåben; der henviser til, at denne konference ikke var i stand til at vedtage et slutdokument som følge af uenighed om at fortsætte de regionale bestræbelser på at skabe en zone fri for masseødelæggelsesvåben i Mellemøsten;
W. der henviser til, at det er vigtigt at støtte og styrke civilsamfundets engagement i den internationale proces på en gennemsigtig måde;
X. der henviser til, at EU har forpligtet sig til at gøre brug af alle disponible instrumenter for at forhindre, afskrække fra, standse og om muligt eliminere spredningsprogrammer, der vækker bekymring på globalt plan, således som det klart kommer til udtryk i EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og der henviser til, at det har sikret et dybere samarbejde mellem europæiske tænketanke om ikke-spredning som led i EU's konsortium for ikke-spredning;
1. er dybt bekymret over forringelsen af den regionale og internationale sikkerhed, kernevåbnenes fornyede rolle i den forbindelse og den manglende gennemførelse af effektive foranstaltninger til nedrustning og ikke-spredning;
2. opfordrer alle kernevåbenstater til at træffe konkrete foreløbige foranstaltninger til at nedbringe risikoen for kernevåbensprængninger bl.a. ved at reducere kernevåbnenes operationelle status og flytte kernevåben væk fra udstationering til oplagring, formindske kernevåbens rolle i de militære doktriner og hurtigt reducere alle typer af kernevåben;
3. udtrykker dyb bekymring over de øgede nukleare trusler som følge af den russiske indstilling, der har konsekvenser for sikkerheden, stabiliteten og forudsigeligheden på globalt plan, og over det forværrede forhold til NATO, herunder potentielle krænkelser af INF-traktaten om afskaffelse af mellemdistancekernevåben, samt erklæringer, der tyder på en øget vilje til at anvende kernevåben, og udtalelser, der tyder på overvejelser om en potentiel udstationering af kernevåben til yderligere områder i Europa; minder om, at Den Internationale Domstol i sit responsum fra 1996 fastslog, at den i henhold til den gældende folkeret ikke kunne nå frem til en endelig konklusion om, hvorvidt det var lovligt eller ulovligt for en stat at anvende kernevåben i en ekstrem selvforsvarssituation;
4. støtter topmødet om nuklear sikkerhed i 2016 i erkendelse af, at ulovlig handel med og anvendelse af nukleare materialer er en umiddelbar og alvorlig trussel mod den globale sikkerhed, og ser frem til at opnå total sporing og fysisk sikring af alt materiale, der kan anvendes til våben;
5. glæder sig over afslutningen af FN's åbne arbejdsgruppes (OEWG's) arbejde med at fremme de multilaterale nedrustningsforhandlinger i overensstemmelse med resolution A/RES/70/33 fra FN's Generalforsamling; glæder sig over de henstillinger til FN’s Generalforsamling, der indgår i OEWG’s afsluttende rapport (A/71/371) , og som blev vedtaget med omfattende støtte den 19. august 2016, om at indkalde til en konference i 2017, der er åben for alle stater, med henblik på at forhandle om et retlig bindende instrument om forbud mod kernevåben, der kan føre til fuldstændig afskaffelse af dem; erkender, at dette vil styrke målene for ikke-spredning og nedrustning og forpligtelserne i ikke-spredningstraktaten og bidrage til at skabe forudsætningerne for global sikkerhed og en verden uden kernevåben;
6. opfordrer EU's medlemsstater til at støtte indkaldelsen af en sådan konference i 2017 og til at tage konstruktivt del i forhandlingerne på den og opfordrer HR/NF Federica Mogherini og EU-Udenrigstjenesten til at yde et konstruktivt bidrag til arbejdet på forhandlingskonferencen i 2017;
7. minder om, at det er 20 år siden, at undertegnelsen af traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT) blev indledt den 23. september 1996, og understreger, at et universelt, international og effektivt kontrolleret forbud mod atomprøvesprængninger er den mest effektive måde til at forbyde kernevåbenprøvesprængninger og alle andre atomsprængninger;
8. opfordrer indtrængende de resterende stater, der er nævnt i bilag II til traktaten, og hvis ratificering er nødvendig for traktatens ikrafttræden, til at undertegne og/eller ratificere traktaten med fornyet forståelse for, at det haster med at give dette vigtige internationale instrument fuld retsvirkning hurtigst muligt; glæder sig i denne forbindelse over vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 2310 (2016);
9. udtrykker sin påskønnelse af det betydelige fremskridt, som Den Forberedende Kommission for CTBTO har opnået med hensyn til at fuldstændiggøre og anvende sit effektive internationale overvågningssystem, der, selv om traktaten ikke er trådt i kraft, bidrager til regional stabilitet som en betydelig tillidsskabende foranstaltning, styrker den nukleare ikke-sprednings- og nedrustningsordning og giver staterne yderligere videnskabelige og civile fordele; er overbevist om, at Den Forberedende Kommission for CTBTO fortsat kan regne med finansieringsbidrag fra staterne til den videre drift af overvågningssystemet;
10. beklager det faktum, at kernevåbnene trods håb om det modsatte er på vej tilbage i kernevåbenstaternes strategiske planlægning; opfordrer til en udvidelse af dialogen med alle kernevåbenstater med henblik på at følge en fælles dagsorden, der har til formål at opnå gradvis reduktion af lagre af nukleare sprængladninger; støtter især de skridt, der er taget af USA og Rusland til at reducere deres udstationerede kernevåben som aftalt i den nye START-traktat;
11. beklager dybt, at der siden ikrafttrædelsen af den nye START-traktat i 2011 ikke har været yderligere forhandlinger om en hårdt tiltrængt reduktion af opstillede og ikke-opstillede atomsprænghoveder, herunder, som tidligere aftalt mellem USA og Rusland, foranstaltninger til at begrænse og eliminere mængden af kortrækkende og operationsmæssige kernevåben, der betragtes som taktiske eller ikke-taktiske kernevåben;
12. erkender, at fjernelse af nukleare sprængladninger til kortdistancebrug eller taktisk anvendelse fra europæiske territorium kunne bidrage positivt til at skabe forudsætningerne for etablering af yderligere kernevåbenfrie zoner og derved bidrage til at opfylde forpligtelserne til ikke-spredning og nedrustning i ikke-spredningsaftalen og i mellemtiden skabe præcedens for yderligere nuklear nedrustning;
13. henstiller, at der etableres kernevåbenfri zoner som et positivt skridt i retning af en kernevåbenfri verden; mener i denne forbindelse, at en kernevåbenfri zone i Mellemøsten ville være af afgørende betydning, hvis der skal opnås en varig og samlet fredsløsning i regionen; udtrykker i denne forbindelse stor skuffelse over fiaskoen med at afholde den i ikke-spredningsaftalen forudsete konference om etablering af en kernevåbenfri zone i Mellemøsten i 2012;
14. støtter yderligere bestræbelser på at styrke Den Internationale Atomenergiorganisations (IAEA) mandat, herunder generaliseringen af tillægsprotokollerne til IAEA's sikkerhedsaftaler og andre skridt, der har til formål at udvikle tillidsskabende foranstaltninger; forsøger at sikre, at der stilles tilstrækkelige midler til rådighed for denne organisation, således at den kan opfylde sit vigtige mandat og gøre nukleare aktiviteter sikre; opfordrer til, at der gøres fremskridt med hensyn til den kommende forberedende komité for ikke-spredningstraktaten i 2017 og konferencen på højt plan om nuklear nedrustning i 2018;
15. mener, at den fælles omfattende handlingsplan (JCPOA), også kendt som atomaftalen med Iran, var et bemærkelsesværdigt resultat for det multilaterale diplomati, og især for det europæiske diplomati, som ikke bare bør muliggøre en væsentlig forbedring af forbindelserne mellem EU og Iran, men også bør bidrage til at fremme stabilitet i hele regionen; mener, at alle parter nu er ansvarlige for at sikre, at aftalen gennemføres nøje og fuldstændigt; glæder sig over oprettelsen af den fælles kommission bestående af repræsentanter for Iran og E3/EU+3 (Kina, Frankrig, Tyskland, Den Russiske Føderation, Det Forenede Kongerige og De Forenede Stater) sammen med NF/HR; støtter fuldt ud NF/HR i hendes rolle som koordinator for den fælles kommission, der er oprettet under JCPOA, og mener, at en nøje og fuldstændig gennemførelse af aftalen fortsat er af allerstørste betydning;
16. fordømmer de seneste nukleare prøvesprængninger, som Nordkorea har foretaget, og landets afvisning af de forskellige resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd, herunder den seneste fra den 2. marts 2016 (2070); opfordrer indtrængende Nordkorea til at afstå fra yderligere provokerende handlinger ved at opgive sine nukleare og ballistiske missilprogrammer på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde, til at indstille alle relaterede aktiviteter og straks efterkomme alle sine internationale forpligtelser, herunder FN’s Sikkerhedsråds og IAEA’s styrelsesråds resolutioner samt andre internationale normer for nedrustning og ikke-spredning og vende tilbage til forhandlingsbordet; opfordrer Nordkorea til omgående at undertegne og ratificere traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger; bekræfter sit ønske om en diplomatisk og politisk løsning på det nukleare problem i Nordkorea; opfordrer indtrængende Kina til at lægge større pres på Nordkorea;
17. glæder sig over indføjelsen af klausuler om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben i EU's aftaler med tredjelande og aktionsplaner; gør opmærksom på, at sådanne foranstaltninger skal gennemføres af alle EU’s partnerlande uden undtagelse;
18. glæder sig over forelæggelsen af EU's globale strategi og opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til som en opfølgende foranstaltning at opdatere og udvide EU's strategi fra 2003 mod spredning af masseødelæggelsesvåben og de nye aktionslinjer fra 2009 under hensyntagen til de ovenfor beskrevne spørgsmål og problemer med henblik på at gøre EU til en ledende kraft med hensyn til at styrke og fremme aftaler om multilateral nuklear nedrustning og ikke-spredning;
19. glæder sig over, at disse emner regelmæssigt drøftes i EU's konsortium for ikke-spredning og andre civilsamfundsorganisationer og tænketanke, og opfordrer EU's konsortium for ikke-spredning til at udvide sin dagsorden og inddrage nedrustningsovervejelser på lige vilkår;
20. pålægger sin formand at sende denne beslutning til medlemsstaterne, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, FN’s generalsekretær, FN’s højkommissær for nedrustningsanliggender, Organisationen for Traktaten om et Altomfattende Forbud mod Atomprøvesprængninger og generaldirektøren i IAEA.