Mødedokument

 

B8-1159/2016

24.10.2016

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2

om situationen i det nordlige Irak/Mosul

( 2016/2956(RSP) )

Charles Tannock, Mark Demesmaeker, Arne Gericke, Anna Elżbieta Fotyga, Angel Dzhambazki, Notis Marias, Ruža Tomašić, Branislav Škripek

for ECR-Gruppen

 

B8-1159/2016

Europa-Parlamentets beslutning om situationen i det nordlige Irak/Mosul

( 2016/2956(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Irak, især beslutning af 27. februar 2014[1] og 17. juli 2014[2] om situationen i Irak,

–  der henviser til Rådet for Udenrigsanliggenders konklusioner om Irak, særligt konklusionerne fra 2016;

–  der henviser til de erklæringer om Irak, der er blevet fremsat af FN's generalsekretær,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, som Irak er tiltrådt,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2170 (2014) og FN's Menneskerettighedsråds resolution S-22/L.1 (2014),

–  der henviser til EU's retningslinjer om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed, der blev vedtaget den 24. juni 2013;

–  der henviser til konklusionerne fra den internationale konference om fred og sikkerhed i Irak, der afholdtes i Paris den 15. september 2014,

–  der henviser til de afsluttende bemærkninger om de kombinerede anden til fjerde periodiske rapporter om Irak, der blev offentliggjort af FN's Komité for Barnets Rettigheder den 3. marts 2015,

–  der henviser til de erklæringer om Irak, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har fremsat,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 23. maj 2016 om den regionale EU-strategi for Syrien og Irak samt over for truslen fra ISIS,

–  der henviser til resolution 2091 (2016) om "udenlandske krigere i Syrien og Irak", der blev vedtaget af Europarådets Parlamentariske Forsamling den 27. januar 2016,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at den irakiske premierminister Haider al-Abadi har udtalt, at operationen til generobring og befrielse af Mosul fra Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS) blev indledt den 16. oktober 2016 under ledelse af irakiske styrker og med støtte fra kurdiske, amerikanske, britiske og franske styrker;

B.  der henviser til, at Mosul er den næststørste by i Irak og en by af strategisk betydning for landet; der henviser til, at hele regionen, herunder Ninive-sletten, Sinjar og Tal Afar er vigtige handelsknudepunkter, der er beliggende ikke langt fra den syriske og tyrkiske grænse og tæt på nogle af Iraks allervigtigste oliefelter såvel som på den olieledning, der forsyner Tyrkiet;

C.  der henviser til, at Mosul blev indtaget af ISIS-styrker den 10. juni 2014, en begivenhed der regnes for ISIS mest spektakulære succes;

D.  der henviser til, at byen under ISIS' herredømme er blevet til et sted, hvor mere end 2,5 mio. mennesker udsættes for grusomheder, herunder offentlige halshugninger, homoseksuelle mænd der kastes ud fra høje bygninger, og hvor mænd uden skæg og kvinder, der ikke er iklædt islamisk klædedragt såsom burka, tages til fange; der henviser til, at dette har ført til en masseudvandring gennem de seneste to år, der i voldsom grad har bidraget til flygtningekrisen generelt, idet hundredetusinder af mennesker er flygtet fra byen og i dag er enten internt fordrevet eller bor i udlandet;

E.  der henviser til, at Irak har en befolkning på 38 millioner mennesker, hvoraf de 65 % er shia-muslimer og 35 % sunni-muslimer, idet sunnierne bor i området nordvest for Bagdad; der henviser til, at de etniske og religiøse grænser endnu ikke er fastlagt, og at der er tvister i mange områder, inklusive i Mosul;

F.  der henviser til, at antallet af kristne i Irak i 2003 var på over 1,5 millioner, men at dette tal er faldet til under 200 000-350 000 i dag, hvoraf mange lever i fattigdom; der henviser til, at tilstedeværelsen af kristne og andre mindretal i Irak traditionelt set har haft en stor social betydning ved at have bidraget til den politiske stabilitet, og henviser til, at udryddelse af disse mindretal i regionen vil have en forstærkende, destabiliserende virkning;

G.  der henviser til, at der er opstået kristne selvforsvarsstyrker, der opererer i området i samarbejde med den irakiske hær og peshmerga-styrkerne;

H.  der henviser til, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 4. februar anførte, at "ISIS/Da'esh" begår folkemord mod kristne og yazidier og andre religiøse og etniske mindretal, som ikke er enige i ISIS' fortolkning af Islam, og at "forfølgelse, grusomheder og internationale forbrydelser udgør krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden";

I.  der henviser til, at UNHCR i forbindelse med den igangværende generobring af Mosul hr advaret om en forestående humanitær katarstrofe, når det kommer til kamp i selve byen, og om at mere end en million mennesker vil kunne blive drevet på flugt under denne offensiv;

J.  der henviser til, at voldtægtsforbrydelserne i Mosul ifølge den canadiske NGO The RINJ Foundation, der driver lægeklinikker i Mosul, tegner et mønster af folkemord, der vil kunne føre til en domfældelse af ISIS herfor ved den Internationale Straffedomstol, det permanente internationale tribunal til retsforfølgelse af individer for voldtægt, folkemord, forbrydelser om menneskeheden og fredsbrud udført i krigstid;

K.  der henviser til, at der er udlagt landminer i regionen, navnlig på Ninive-sletten, hvad der udgør en betydelig udfordring for de lokale og internationale styrker;

1.  udtrykker sin støtte til Republikken Irak og til den internationale koalition mod ISIS, der kæmper for at befri Mosul fra ISIS-styrker; støtter op om Iraks territoriale integritet, ikke mindst i de nordlige regioner;

2.  understreger, at den igangværende militære offensiv til befrielse af Mosul nøje bør efterleve den humanitære folkeret og international menneskerettighedsret;

3.  opfordrer indtrængende den internationale koalition mod ISIS til at gøre sit yderste for at skelne korrekt mellem civile og kombattanter under operationerne til byens befrielse med henblik på at undgå civile ofre, navnlig dem der anvendes som levende skjolde, og til at sørge for frit lejde for civile, der ikke ønsker at forblive i byen;

4.  fordømmer på det kraftigste de systematiske og omfattende menneskerettighedsovergreb og -krænkelser, som ISIS og andre djihad-grupper i Irak har begået, ikke mindst i Mosul, herunder drab på gidsler, alle former for vold mod personer på grundlag af deres religiøse og etniske tilhørsforhold og vold mod kvinder og LGBTI-personer;

5.  opfordrer Irak til at undertegne Romstatutten og de irakiske myndigheder til, hvis de ikke kan retsforfølge ISIS-krigsforbrydere hjemme, at forelægge sagerne for den Internationale Straffedomstol som tilladt under statutten;

6.  understreger, at indfødte irakiske befolkningsgrupper i regionen – kristne, yazidier, turkmenere m.fl. – har ret til at leve et sikkert liv inden for Republikken Iraks forbundsstruktur; understreger endnu engang, at tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed er en grundlæggende menneskerettighed;

7.  er af den opfattelse, at lokal selvbestemmelse og sikring af beskyttelsen af samfundene på Ninive-sletten, navnlig kristne, yazidier, mandæere og shabakkere, vil genoprette og bevare de grundlæggende menneskerettigheder for de indfødte folk i regionen; opfordrer de irakiske myndigheder til at tilstå de ovennævnte mindretal et hjemmestyre som tilladt under forbundsforfatningen;

8.  tilskynder de regionale myndigheder og det internationale samfund til at udarbejde humanitære handlingsplaner for flygtningene fra Mosul og for deres ultimative tilbagevenden til byen, naturligvis afhængig af stabiliteten af det nye styre og sikkerhedssituationen i byen; fremhæver, at indfødte folk og mindretal, der bebor Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar, der vender tilbage til deres hjemstavne, skal kunne udøve deres grundlæggende menneskerettigheder til fulde, herunder ejendomsrettigheder, der har forrang for andres krav på ejendom;

9.  opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at drage omsorg for repræsentation af mindretal i den nye forvaltning af Mosul; fremhæver, at mindretal har en legitim ret til deltagelse i den politiske proces; opfordrer indtrængende de regionale og lokale myndigheder til at sørge for de fornødne forsyninger til de kristne selvforsvarsstyrker med det formål at sikre, at de kan tage del i befrielsen, og beskyttelsen, af deres hjemstavne;

10.  opfordrer Det Europæiske Råd til at opprioritere minerydningen i området i samarbejde med de lokalråd, der repræsenterer mindretal, med henblik på at bane vej for, at flygtninge kan vende tilbage;

11.  er af den mening, at befrielsen af Mosul vil udgøre en milepæl i nedkæmpelsen af islamiske ekstremister både i og uden for regionen og vil være et afgørende led i bekæmpelsen af terror inden for EU, eftersom dennes fremgang ligefrem nærer den hjemlige radikalisering;

12.  understreger behovet for at videreføre den globale indsats mod ISIS gennem en langsigtet strategi, herunder finansiering til terrorbekæmpelse;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen, Rådet, Kommissionen, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, regeringerne og parlamenterne i EU's medlemsstater, regeringen og Repræsentanternes Råd for Irak, den kurdiske regionalregering, FN's generalsekretær, FN's Menneskerettighedsråd og regeringerne og myndighederne for alle parter indblandet i konflikten i det nordlige Irak, særligt dem der er involveret i befrielsen af Mosul.

 

[1] Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0171
[2] EUT C 224 af 21.6.2016, s. 25.