Mødedokument
24.10.2016
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om situationen i det nordlige Irak/Mosul
( 2016/2956(RSP) )
Lars Adaktusson, Cristian Dan Preda, Elmar Brok, Esther de Lange, György Hölvényi, Michèle Alliot-Marie, Elżbieta Katarzyna Łukacijewska
for PPE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i det nordlige Irak/Mosul
( 2016/2956(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger af 27. februar 2014 om situationen i Irak[1], af 18. september 2014 om situationen i Irak og Syrien og IS' offensiv, herunder forfølgelsen af mindretal[2], særlig punkt 4, af 27. november 2014 om Irak: Bortførelser og mishandling af kvinder[3], af 12. februar 2015 om den humanitære krise i Irak og Syrien, særlig i forbindelse med IS[4], navnlig punkt 27, af 12. marts 2015 om ISIS/Da’esh' nylige angreb og bortførelser i Mellemøsten, som især er gået ud over assyrere[5], navnlig punkt 2, 5 og 8, af 12. marts 2015 om årsberetningen om menneskerettigheder i verden i 2013 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati[6], navnlig punkt 129 og 211, af 12. marts 2015 om EU's prioriteter for FN's Menneskerettighedsråd i 2015[7], navnlig punkt 66 og 67, af 30. april 2015 om ødelæggelse af kulturelle mindesmærker begået af ISIS/Da'esh[8], af 30 april 2015 om forfølgelse af kristne i verden i forbindelse med drabene på studerende i Kenya begået af den islamistiske terrorgruppe al-Shabaab[9] og af 4. februar 2016 om systematiske massemord på religiøse mindretal begået af det såkaldte ISIS/Da'esh[10], især punkt 11, 12 og14,
– der henviser til Rådets konklusioner af 23. maj 2016 om den regionale EU-strategi for Syrien og Irak samt over for truslen fra Da'esh, af 14. december 2015 om Irak, af 16. marts 2015 om den regionale EU-strategi for Syrien og Irak samt over for truslen fra ISIL/Da'esh, af 20. oktober 2014 om ISIL/Da'esh-krisen i Syrien og Irak, af 30. august 2014 om Irak og Syrien, af 14. april 2014 og 12. oktober 2015 om Syrien og af 15. august 2014 om Irak,
– der bl.a. henviser til EU's retningslinjer om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed, EU's retningslinjer om fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret, EU's retningslinjer om vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem, retningslinjer for en EU-politik over for tredjelande vedrørende tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, EU's retningslinjer om børn i væbnede konflikter, EU's retningslinjer for fremme og beskyttelse af børns rettigheder samt EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighederne hvad angår ytringsfrihed online og offline,
– der henviser til de erklæringer om Irak og Syrien, som næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har fremsat,
– der henviser til resolution 2091 (2016) om "udenlandske krigere i Syrien og Irak", der blev vedtaget af Europarådets Parlamentariske Forsamling den 27. januar 2016,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds seneste resolutioner om Irak, særlig resolution 2299 (2016) og 2249 (2015), som fordømmer ISIS'/Daesh's seneste terrorangreb,
– der henviser til FN's Racediskriminationskomités rapport med titlen "Consideration of the report submitted by Iraq" af 2. oktober 2013, rapporten "Concluding observations on the report by Iraq" af 3. marts 2015 fra FN's Komité for Barnets Rettigheder, rapporten "Concluding observations on the report submitted by Iraq" af 13. oktober 2015 fra FN's Komité om Tvungne Forsvindinger, rapporten "Concluding observations on the report by Iraq" af 27. oktober 2015 fra FN's Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder samt rapporten "Concluding Observations on Iraq" af 3. december 2015 fra FN's Menneskerettighedskomité,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at operationen for at befri Mosul fra "ISIS/Daesh" er begyndt, og at de uløste konflikter vedrørende de interne grænser i det nordlige Irak kan udgøre en hindring for rehabiliteringen af området og hjemsendelsen af fordrevne indbyggere og således udgøre en trussel for udsatte mindretals fortsatte eksistens i området, såfremt de militære aktører, som kæmper mod ISIS/Daesh, og det internationale samfund som helhed ikke behandler disse konflikter;
B. der henviser til, at Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar samt regionen som helhed har været det oprindelige hjemland for kristne (kaldæere/syrisk kristne/assyrere), yazidier, sunni- og shiaarabere, kurdere, shabaker, turkmenere, kakkaier, sabean-mandæere og andre, hvor de – til trods for perioder med ekstern vold og forfølgelse – har boet i århundreder i en ånd af generel pluralisme, stabilitet og kommunalt samarbejde frem til begyndelsen af dette århundrede og ISIS'/Daesh's besættelse af store dele af regionen i 2014;
C. der henviser til, at der i 2003 var mere end 1,5 mio. kristne i Irak, men at tallet i dag er faldet til mellem 200 000-350 000, hvoraf mange lever i fattigdom og usikkerhed;
D. der henviser til, at tilstedeværelsen af kristne og andre mindretal i Irak og i Mellemøsten traditionelt har været af stor social betydning, da de har været yderst vigtige bidragydere til den politiske stabilitet, og der henviser til, at udslettelsen af disse mindretal vil have en yderligere destabiliserende indvirkning;
E. der henviser til, at Parlamentet den 4. februar 2016 anerkendte, at ISIS/Daesh begår folkedrab mod kristne og yazidier samt mod andre religiøse og etniske mindretal, som ikke er enige i det såkaldte ISIS'/Daesh's fortolkning af islam, og at "forfølgelse, grusomheder og internationale forbrydelser udgør krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden";
F. der henviser til, at Parlamentet har fået følgeskab af Europarådet, De Forenede Staters Udenrigsministerium, De Forenede Staters Kongres, Det Forenede Kongeriges parlament, det australske parlament og andre nationer og institutioner med hensyn til anerkendelsen af, at de grusomheder, som ISIS/Daesh begår mod religiøse og etniske mindretal i Irak, omfatter krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab;
G. der henviser til, at Parlamentet har opfordret det internationale samfund og dets medlemsstater, herunder EU og dets medlemsstater, til at sørge for de fornødne sikkerhedsforhold og fremtidsperspektiver for alle dem, der har været tvunget til at flygte fra deres hjemland eller er blevet tvangsfordrevet, at gennemtrumfe deres ret til at vende tilbage til deres hjemstavn så hurtigt som muligt, således som det er fastsat i artikel 13, stk. 2, i verdenserklæringen om menneskerettighederne og i artikel 12, stk. 4, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, at beskytte deres hjem, jorder, ejendom og ejendele samt deres kirker og religiøse og kulturelle mindesmærker, at give dem mulighed for at leve et sikkert og værdigt liv og imødese en værdig fremtid samt for at deltage som ligeværdige borgere i den sociale, økonomiske, kulturelle og politiske virkelighed i deres eget land;
H. der henviser til, at befrielsen af det nordlige Irak fra det såkaldte ISIS/Daesh kan resultere i, at endnu flere mennesker fordrives og i en intensivering af migrationsstrømmene, hvilket ifølge religiøse ledere gør den endelige udvandring af kristne til et meget sandsynligt scenarie, medmindre der finder en koordineret humanitær indsats sted, som også involverer religiøse nødhjælpsorganisationer;
I. der henviser til, at Parlamentet har understreget vigtigheden af, at det internationale samfund i overensstemmelse med folkeretten yder beskyttelse og støtte, herunder militær beskyttelse og støtte, til alle målgrupper for det såkaldte ISIS/Daesh og andre terrororganisationer i Mellemøsten, såsom etniske og religiøse mindretal, og vigtigheden af, at sådanne personer inddrages i udarbejdelsen af fremtidige holdbare politiske løsninger;
J. der henviser til, at Parlamentet har understreget vigtigheden af at sikre et sikkert tilflugtssted for kaldæere/syrisk kristne/assyrere og andre udsatte grupper på Iraks Ninive-slette – et område, hvor mange etniske og religiøse mindretal historisk set har været stærkt repræsenteret og har levet fredeligt side om side;
K. der henviser til, at det i FN's Generalforsamlings resolution 60–/1 (2005) hedder, at "hver enkelt stat er ansvarlig for at beskytte sin befolkning mod folkemord, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden;
L. der henviser til, at artikel 2 i den irakiske forfatning sikrer fuld religionsfrihed og religionspraksis for alle borgere;
M. der henviser til, at artikel 125 den irakiske forfatning garanterer "administrative, politiske, kulturelle og uddannelsesmæssige rettigheder for de forskellige nationaliteter, såsom turkmenere, kaldæere, assyrere og alle andre grupper";
N. der henviser til, at de militære aktører fortsætter med at presse ISIL i det nordlige Irak tilbage i samarbejde med de irakiske sikkerhedsstyrker, den kurdiske regionalregerings Peshmerga-styrker og lokale sikkerhedsstyrker under en fælles national sikkerhedsmission;
O. der henviser til, at repatrieringen af de oprindelige samfund fra Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar til deres oprindelige hjem og den økonomiske genopretning af disse samfund på en måde, der gør det muligt for forskellige etniske og religiøse samfund at blomstre, vil fremme stabiliteten i Irak og det internationale samfunds sikkerhedsinteresser;
P. der henviser til, at lokal selvbestemmelse og sikring af beskyttelsen af samfundene på Ninive-sletten, i Tal Afar og Sinjar inden for rammerne af Republikken Irak ville genoprette og opretholde de grundlæggende menneskerettigheder, herunder ejendomsrettigheder, for de oprindelige folk i regionen;
Q. der henviser til, at adskillige kristne (kaldæere/syrisk kristne/assyrere), yazidiske og turkmenske ledere har givet udtryk for deres støtte til oprettelsen af en selvstyrende region, som omfatter Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar;
R. der henviser til, at den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, den 15. april 2015 erklærede, at "hvis vi ikke decentraliserer, vil landet falde fra hinanden. For mig er der ingen begrænsninger for decentralisering".
1. udtrykker sin støtte til Republikken Irak og dets folk med hensyn til at anerkende oprettelsen af en politisk, social og økonomisk levedygtig og bæredygtig provins for så vidt angår Ninive-sletten og regionerne Tal Afar og Sinjar i overensstemmelse med de lovlige ønsker om selvbestemmelse, som landets oprindelige folk giver udtryk for;
2. understreger, at de fordrevne, oprindelige folks ret til at vende tilbage til deres hjem på Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar – hvoraf mange er internt fordrevne i Irak – bør være en politisk prioritet for den irakiske regering, der støttes af EU, dets medlemsstater og det internationale samfund;
3. understreger, at disse oprindelige folk efter deres tilbagevenden til deres hjem på Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar med støtte fra Republikken Iraks regering og den kurdiske regionale regering bør have genoprettet deres grundlæggende menneskerettigheder fuldt ud, herunder deres ejendomsrettigheder, som bør gå forud for alle ejendomsrettigheder, som påberåbes af andre;
4. understreger, at de oprindelige samfund på Ninive-sletten, i Tal Afar og Sinjar – kristne (kaldæere/syrisk kristne/assyrere), yazidier, turkmenere og andre – har ret til sikkerhed, beskyttelse og selvbestemmelse inden for den føderale struktur i Republikken Irak;
5. opfordrer indtrængende Iraks regering, den kurdiske regionale regering, EU og dets medlemsstater, det internationale samfund samt internationale aktører til at sikre Ninive-slettens, Tal Afars og Sinjars territoriale integritet og sikkerhed;
6. opfordrer indtrængende den irakiske regering og sine internationale partnere om at gøre det til en prioritet at sikre en fredelig løsning på spørgsmål vedrørende Republikken Iraks omstridte interne grænser;
7. opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater, den globale koalition mod ISIL, det internationale samfund og internationale aktører til at arbejde sammen med den nationale og de regionale regeringer i Republikken Irak hen imod en bæredygtig sikkerhedsaftale for så vidt angår Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar;
8. opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater samt FN og dets medlemsstater til at arbejde sammen med de nationale og regionale myndigheder i Republikken Irak og med alle relevante nationale eller internationale aktører til at føre tilsyn med, at de oprindelige folk fra Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar, som i øjeblikket er internt fordrevne, flygtninge eller asylansøgere andetsteds, på fredelig vis reintegreres i de områder, som har tilhørt deres forfædre;
9. opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater samt FN og dets medlemsstater til at arbejde sammen med den nationale og de regionale myndigheder i Republikken Irak, herunder den kurdiske regionale regering, om at få anerkendt Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar som ubestridte territorier, der er politisk repræsenteret ved de indfødte befolkninger og samfund i regionen; understreger behovet for at opbygge den nødvendige kapacitet for så vidt angår den fremtidige forvaltning af Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar og understreger, at det er nødvendigt, at EU, dets medlemsstater og det internationale samfund sikrer særlig uddannelse i denne henseende;
10. tilskynder EU og dets medlemsstater og det internationale samfund til at støtte den irakiske regering i forbindelse med gennemførelsen af beslutningen om at gøre Ninive-sletten til en provins i overensstemmelse med regeringens afgørelse af 21. januar 2014, og til at støtte yderligere decentralising ved også at oprette provinser i Tal Afar og Sinjar og støtte de nye provinsers administrationers bestræbelser på at nå deres fulde potentiale i overensstemmelse med de lovlige ønsker om selvbestemmelse, som landets oprindelige folk giver udtryk for;
11. tilskynder EU's medlemsstater til at tilføje lokale sikkerhedsstyrker til listen over styrker, der er berettiget til at modtage bistand; mener, at de lokale sikkerhedsstyrker bør omfatte lokale styrker, der er forpligtede til at beskytte stærkt udsatte etniske og religiøse mindretalsgrupper på Ninive-sletten, Tal Afar og Sinjar samt andetsteds mod jihadisme- og salafismetruslen; opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til at stille forsyninger til rådighed for lokale sikkerhedsstyrker med henblik på den langsigtede beskyttelse af deres hjemlande;
12. opfordrer indtrængende den irakiske regering til med støtte fra EU og dets medlemsstater til at tilvejebringe midler til at rydde miner i tidligere ISIS/Daesh-kontrollerede områder og til at samarbejde med lokale råd, der repræsenterer mindretal, om at tilsikre en velfungerede koordination, og at der undgås forsinkelser, der ville kunne forhindre flygtninge og internt fordrevne personer i at vende tilbage;
13. opfordrer indtrængende EU, dets medlemsstater og det internationale samfund til at intensivere bestræbelserne på at løse de humanitære udfordringer, som det irakiske folk, navnlig børn, ældre, gravide kvinder og andre sårbare personer står overfor, og opfordrer indtrængende alle involverede parter til at tillade, at der ydes humanitær bistand uden hindringer; understreger behovet for en omfattende humanitær indsats i Ninive-regionen under befrielsesaktionen; gentager, at det er vigtigt at inddrage trosbaserede organisationer i en koordineret humanitær indsats, navnlig for de fordrevne etniske og religiøse mindretal;
14. understreger Mosuls betydning for hele Irak og opfordrer indtrængende den irakiske regering til at sikre, at mindretal bliver repræsenteret i forbindelse med en ny forvaltning af Mosul; mener, at flygtninges og internt fordrevnes tilbagevenden vil afhænge af stabiliteten af den nye administration; understreger etniske og religiøse mindretals legitime ret til politisk deltagelse og til genetablering af deres ejendomsrettigheder; mener, at der er et stort behov for velafbalancerede medier i regionen med henblik på at fremme freden og bekæmpe yderligere spredning af den jihadistiske og salafistiske ideologi, når ISIS'/Daesh's besættelse af Mosul er bragt til ophør; opfordrer til, at der ydes støtte til projekter, der fremmer moderate medier og bekæmper hadefulde udtalelser;
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Republikken Iraks regering og det irakiske Repræsentanternes Råd, den regionale regering i Kurdistan og De Forende Nationers generalsekretær.