Mødedokument
7.12.2016
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B8-1807/2016
jf. forretningsordenens artikel 128, stk. 5
om internationale luftfartsaftaler
( 2016/2961(RSP) )
Daniela Aiuto, Rolandas Paksas, Rosa D’Amato, Peter Lundgren
for EFDD-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om internationale luftfartsaftaler
( 2016/2961(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Rådets afgørelser af 8. marts 2016, der bemyndiger Kommissionen til at indlede forhandlinger om luftfartssikkerhedsaftaler med Japan og Kina,
– der henviser til Rådets afgørelser af 7. juni 2016, der bemyndiger Kommissionen til at indlede forhandlinger om luftfartsaftaler på EU-niveau med ASEAN, Tyrkiet, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater,
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. december 2015 med titlen "En luftfartsstrategi for Europa" ( COM(2015)0598 ),
– der henviser til sin beslutning af 11. november 2015 om luftfart[1],
– der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen[2] (herefter benævnt "rammeaftalen"), navnlig punkt 23-29, bilag 2 og bilag 3,
– der henviser til Domstolens retspraksis, navnlig dommene af 24. juni 2014 i Mauritius-sagen (C-658/11) og af 14. juni 2016 i Tanzania-sagen (C-263/14),
– der henviser til den interinstitutionelle aftale af 12. marts 2014 mellem Europa-Parlamentet og Rådet om fremsendelse til Europa-Parlamentet og dettes behandling af Rådets klassificerede informationer på andre områder end dem, der er omfattet af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik[3],
– der henviser til afgørelsen fra Europa-Parlamentets Præsidium af 15. april 2013 vedrørende reglerne for Europa-Parlamentets behandling af fortrolige oplysninger,
– der henviser til de praktiske ordninger for tilvejebringelse af information vedrørende forhandlinger om internationale luftfartsaftaler, herunder adgang til fortrolige oplysninger, som er aftalt mellem formanden for Udvalget om Transport og Turisme og kommissæren med ansvar for transport i form af en brevveksling den 19. januar 2016 og den 18. marts 2016,
– der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 218,
– der henviser til forespørgslen til Kommissionen om internationale luftfartsaftaler (O-000128 – B8-1807/2016 ),
– der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at Kommissionen i luftfartsstrategien for Europa foreslog at indlede forhandlinger om luftfartsikkerhedsaftaler på EU-niveau med Japan og Kina og om luftfartsaftaler på EU-niveau med Kina, Tyrkiet, Mexico, seks medlemmer af Golfstaternes Samarbejdsråd, Armenien og ASEAN;
B. der henviser til, at Rådet har bemyndiget Kommissionen til at indlede forhandlinger om luftfartssikkerhedsaftaler med Japan og Kina og om luftfartsaftaler på EU-niveau med ASEAN, Tyrkiet, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater;
C. der henviser til, at Parlamentet skal godkende internationale aftaler på områder, hvor den almindelige lovgivningsprocedure finder anvendelse;
D. der henviser til, at Parlamentets "straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af proceduren"[4], når Kommissionen forhandler om indgåelse af aftaler mellem Unionen og tredjelande eller internationale organisationer,
E. der henviser til, at rammeaftalen bør sikre, at institutionernes beføjelser og prærogativer udøves så effektivt og så gennemsigtigt som muligt;
F. der henviser til, at Kommissionen i rammeaftalen har forpligtet sig til at respektere princippet om ligebehandling af Parlamentet og Rådet i lovgivnings- og budgetspørgsmål, især med hensyn til adgang til møder samt fremsendelse af dokumenter eller andre oplysninger,
Luftfartsaftaler
1. mener, at luftfartsaftaler på EU-niveau med nabolande eller vigtige globale partnere kan have væsentlig betydning for passagerer, fragtselskaber og luftfartsselskaber, både i form af markedsadgang og i form af regelharmonisering til fremme af fair konkurrence, herunder med hensyn til statsstøtte, sociale standarder og miljøstandarder;
2. opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre lige konkurrencevilkår for europæiske luftfartsselskaber og lufthavne og medtage en effektiv klausul om fair konkurrence i luftfartsaftalerne; insisterer på, at disse luftfartsaftaler for at være effektive i praksis skal indeholde en beskyttelsesklausul, som definerer, hvornår aftalen er overtrådt og fastsætter de retlige konsekvenser af en overtrædelse;
3. påpeger, at luftfartssikkerhedsstandarder er af afgørende betydning for passagerer, besætninger og for luftfartsindustrien som helhed, og støtter derfor indgåelsen af luftsikkerhedsaftaler med lande, der har en betydelig flyfremstillingsindustri, i betragtning af de omkostningsbesparelser og konsekvent høje standarder, der kan opnås ved at minimere dobbeltarbejde i forbindelse med vurderinger, test og kontrol;
4. bemærker, at Rådet endnu ikke har givet Kommissionen mandat til at forhandle om luftfartsaftaler på EU-niveau med Folkerepublikken Kina, Mexico, Armenien, Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar og Saudi-Arabien; mener, at denne undladelse er skadelig for staternes interesser, navnlig i betragtning af disse økonomiers hurtige vækst;
5. påpeger, at Parlamentet vil tilstræbe at benytte et konsekvent sæt standarder ved vurderingen af luftfartsaftaler, som det får forelagt til godkendelse; bemærker navnlig, at Parlamentet ved vurderingen i høj grad vil tage stilling til i hvilket omfang, der er tale om: en afbalanceret lempelse af begrænsninger for markedsadgang og investeringsmuligheder, incitamenter til fastholdelse og forbedring af sociale standarder og miljøstandarder, tilstrækkelige garantier om databeskyttelse og sikring af privatlivets fred, gensidig anerkendelse af sikkerheds- og securitystandarder, og at der er sikret et højt niveau af passagerrettigheder;
6. henleder opmærksomheden på, at luftfartssektoren i stigende grad bidrager til den globale opvarmning, og mener, at aftaler bør omfatte en forpligtelse til inden for rammerne af Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) at samarbejde om at nedbringe emissionerne fra fly såvel som et mål om at udvide det tekniske samarbejde inden for klimavidenskab (CO2- og andre klimarelevante emissioner i atmosfæren), forskning og teknologisk udvikling og brændstofeffektivitet;
7. bemærker, at Parlamentets kriterier for vurdering af sikkerhedsaftaler, der forelægges til godkendelse, omfatter: fuld gensidig anerkendelse af certificeringsmetoder og ‑procedurer, udveksling af sikkerhedsdata, fælles inspektioner, øget reguleringsmæssigt samarbejde og høringer på teknisk niveau med henblik på at løse problemer, inden de udløser ibrugtagning af tvistbilæggelsesmekanismen;
Procedure
8. understreger, at Parlamentet for at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt det ved forhandlingernes afslutning kan godkende indgåelsen af en aftale, skal kunne følge hele processen lige fra begyndelsen; mener, at det også er i de øvrige institutioners interesse, at eventuelle problemstillinger, som er tilstrækkeligt væsentlige til at sætte spørgsmålstegn ved, om Parlamentet er rede til at godkende indgåelsen af en aftale, identificeres og tackles på et tidligt tidspunkt;
9. minder om, at rammeaftalen fra 2010 udtrykkeligt angiver, at Parlamentet fra første færd, regelmæssigt, og om nødvendigt fortroligt, bør modtage alle oplysninger vedrørende den verserende procedure i alle faser af forhandlingerne;
10. forventer, at Kommissionen underretter Parlamentets kompetente udvalg om, at den agter at foreslå, at der indledes forhandlinger med henblik på at indgå og ændre internationale luftfartsaftaler, samt forelægger udkast til forhandlingsdirektiver, udkast til forhandlingstekster og det dokument, der skal paraferes, samt andre relevante dokumenter og oplysninger;
11. påpeger, at ovenstående oplysninger i henhold til artikel 24 i rammeaftalen skal videresendes til Parlamentet på en sådan måde, at det om nødvendigt kan give udtryk for sine synspunkter; opfordrer indtrængende Kommissionen til at give Parlamentet en tilbagemelding om, hvordan dets synspunkter tages med i betragtning;
12. minder om, at Rådet og Kommissionen i henhold til artikel 218, stk. 10, i TEUF er forpligtet til straks at underrette Europa-Parlamentet fuldt ud i alle faser af proceduren;
13. erkender, at Parlamentet, når det modtager følsomme oplysninger om igangværende forhandlinger, er forpligtet til at sikre oplysningernes fortrolighed;
14. bemærker, at Parlamentets forretningsorden gør det muligt for plenarforsamlingen "på grundlag af en betænkning fra det kompetente udvalg … [at] vedtage henstillinger og kræve, at disse tages i betragtning forud for indgåelsen af den pågældende internationale aftale" (artikel 108, stk. 4);
°
° °
15. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.