Mødedokument
24.4.2017
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om situationen i Venezuela
( 2017/2651(RSP) )
Ignazio Corrao, Fabio Massimo Castaldo, Rolandas Paksas
for EFDD-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Venezuela
( 2017/2651(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine adskillige tidligere beslutninger om situationen i Venezuela, navnlig beslutning af 27. februar 2014 om situationen i Venezuela[1] og beslutning af 18. december 2014 om forfølgelse af den demokratiske opposition i Venezuela[2], af 12. marts 2015 om situationen i Venezuela[3] og af 8. juni 2016 om situationen i Venezuela[4],
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Venezuela er part i,
– der henviser til det interamerikanske demokratiske charter, vedtaget den 11. september 2001,
– der henviser til Venezuelas forfatning,
– der henviser til advarsler, der er skitseret i OAS’ rapporter af 30. maj 2016 og 14. marts 2017 om Venezuela og dets generalsekretærs opfordring til en hurtig indkaldelse af Det Permanente Råd, i henhold til artikel 20 i det demokratiske charter, for at drøfte den politiske krise i Venezuela,
– der henviser til skrivelse af 27. marts 2017 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Federica Mogherini, om forværrelsen af den alvorlige politiske, økonomiske og humanitære krise i Venezuela,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at den 25. januar 2017 erklærede generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), Luis Almagro Lemes, i Europa-Parlamentet, at den dialog, der blev indledt den 30. oktober 2016, og som var blevet støttet af Den Europæiske Union gennem mægling af to tidligere præsidenter for Den Dominikanske Republik og Panama, Leonel Fernández og Martín Torrijos, Spaniens tidligere premierminister, José Luis Rodríguez Zapatero, og den katolske kirke, ikke havde opnået de ønskede mål;
B. der henviser til, at der har fundet massive demonstrationer sted i Venezuela i de sidste tre uger efter den venezuelanske højesterets afgørelse af 27. marts 2017;
C. der henviser til, at mindst otte personer omkom, og omkring 100 personer blev såret under de protester; der henviser til, at to demonstranter og en ansat i den venezuelanske nationalgarde omkom under den demonstration, der fandt sted den 19. april 2017;
D. der henviser til, at alles rettighed til frit at deltage i fredelige forsamlinger er en af demokratiets grundpiller; der henviser til, at denne frihed og de rettigheder, som den giver, bør anerkendes og udnyttes på en fredelig måde og med respekt for demokratiske regler;
E. der henviser til, at princippet om ikke-indblanding i interne anliggender i en stat bør respekteres; der henviser til, at ekstern forværring eller tilskyndelse af protester bør undgås under alle omstændigheder;
F. der henviser til, at det venezuelanske folks vilje, som den kommer til udtryk gennem valg bør respekteres, og at ethvert forsøg fra udenlandske aktører på at bringe politiske mandater til ophør, før deres naturlige ophør bør fordømmes;
G. der henviser til, at Venezuela er rigt på naturressourcer, som let kan tiltrække interesse fra andre lande og udenlandske virksomheder; der henviser til, at ressourcerne bør anvendes med henblik på at sikre et værdigt liv for alle venezuelanske borgere;
H. der henviser til, at fastlæggelsen af den økonomiske politik udelukkende vedrører interne anliggender i hver enkelt stat og ethvert forsøg på at påvirke denne politik bør betragtes som unødig indblanding i statens domaine réservé; der henviser til, at af hensyn til sin egen befolkning bør være den eneste drivkraft bag enhver regeringens fastlæggelse af sin økonomiske politik;
I. der henviser til, at adskillelsen af beføjelser, som fastlagt i den venezuelanske forfatning, er en nødvendig garanti for beskyttelsen af borgernes rettigheder og opretholdelsen af demokratiet og retsstaten og udgør en grundlæggende forudsætning for det repræsentative demokrati;
J. der henviser til, at præsident Nicolas Maduro har anmodet højesteret om at genoverveje sin afgørelse om annullering af nationalforsamlingens beføjelser; der henviser til, at den venezuelanske højesteret den 1. april 2017 udstedte nye afgørelser, som genindførte forsamlingens myndighed;
1. udtrykker alvorlig bekymring over den alvorligt forværrede situation i Venezuela og det voksende klima af politisk og social ustabilitet;
2. udtrykker navnlig dyb bekymring over den fortsatte vold i Venezuela, og for dem, der blev dræbt eller såret under de demonstrationer, der har fundet sted i de seneste uger;
3. opfordrer alle involverede parter til at respektere den venezuelanske forfatning og de beføjelser, som forfatningen giver alle de forskellige politiske organer;
4. bifalder den nylige revision af visse elementer af den venezuelanske højesterets afgørelse;
5. opfordrer den venezuelanske regering til at sikre magtens tredeling og uafhængighed; minder om, at magtadskillelse og ikke-indblanding mellem lige legitime magtinstanser er et afgørende princip i demokratiske stater og er styret efter retsstatsprincippet;
6. understreger, at det er af afgørende betydning, at den venezuelanske regering sikrer en fuldstændig beskyttelse af menneskerettighederne;
7. gentager, at retten til at vælge, hvem der har den legitime politiske magt i Venezuela, alene ligger hos det venezuelanske folk, hvis eneste mulighed for at udøve denne ret er gennem regelmæssige valg;
8. opfordrer alle involverede parter til at respektere folkets vilje og valgloven; opfordrer den venezuelanske regering til i den henseende at overholde forfatningen og til at fremlægge en valgtidsplan, der muliggør, at frie og rettidige valgprocesser kan finde sted;
9. understreger vigtigheden af at tilsikre størst mulig gennemsigtighed og fastlægge en klar tidsplan for den kommende valgproces for at forhindre, at der i fremtiden opstår nogen som helst protester eller tvivl om retfærdigheden af valgprocessen;
10. opfordrer de involverede parter til at respektere og garantere den forfatningssikrede ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger; opfordrer de venezuelanske myndigheder til at garantere sikkerheden og den frie udøvelse af rettigheder for alle borgere, navnlig menneskerettighedsforkæmpere, journalister, politiske aktivister og medlemmer af uafhængige ikke-statslige organisationer, der alle løber en større risiko for at blive angrebet;
11. opfordrer indtrængende regeringen og oppositionen til at holde den politiske kamp inden for de forfatningsmæssige ordninger og garantier; fordømmer på det kraftigste enhver form for vold, uanset hvem der har begået den;
12. opfordrer indtrængende alle parterne til at afstå fra at indtage nogen former for radikal holdninger, udøve nogen former for vold og fra at have nogen tidligere eller ideologiske indsigelser mod dialog; opfordrer indtrængende alle involverede parter til at fremsætte konkrete og realistiske løsninger på de sociale og politiske problemer, der berører den venezuelanske befolkning;
13. støtter den katolske kirkes fredsinitiativ og ethvert initiativ, der tager sigte på at genoprette fred og dialog;
14. opfordrer de venezuelanske myndigheder til at tillade humanitær bistand i landet og til at give adgang til de internationale organisationer, der ønsker at hjælpe de hårdest ramte sektorer af samfundet;
15. opfordrer Den Europæiske Union og medlemsstaterne til at etablere en konstruktiv dialog med den venezuelanske regering under overholdelse af princippet om ikke-indblanding i interne anliggender i en stat, med henblik på at sikre deres borgeres sikkerhed og velfærd og europæiske borgere, der bor i Venezuela;
16. gentager sin indtrængende opfordring til, at der sendes en delegation fra Europa-Parlamentet til Venezuela, og at delegationen så snart som muligt afholder en dialog med alle sektorer, der er involveret i konflikten;
17. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Bolivariske Republik Venezuelas regering og nationalforsamling, Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling og generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater.