Mødedokument

 

B8‑0338/2017

15.5.2017

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2

om EU-strategien for Syrien

( 2017/2654(RSP) )

Marietje Schaake, Petras Auštrevičius, Beatriz Becerra Basterrechea, Izaskun Bilbao Barandica, Dita Charanzová, Marielle de Sarnez, Martina Dlabajová, Marian Harkin, Ivan Jakovčić, Petr Ježek, Ilhan Kyuchyuk, Louis Michel, Javier Nart, Urmas Paet, Jozo Radoš, Jasenko Selimovic, Hannu Takkula, Pavel Telička, Ramon Tremosa i Balcells, Johannes Cornelis van Baalen, Hilde Vautmans, Cecilia Wikström, Valentinas Mazuronis

for ALDE-Gruppen

 

B8‑0338/2017

Europa-Parlamentets beslutning om EU-strategien for Syrien

( 2017/2654(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til Genève-konventionerne fra 1949 og de dertil knyttede tillægsprotokoller,

–  der henviser til de internationale traktater og konventioner, herunder konventionen mod tortur, konventionen om folkedrab og OPCW's traktat,

–  der henviser til Romstatutten og Den Internationale Domstols grundlæggende dokumenter,

–  der henviser til ad hoc-domstole, herunder ICTY, ICTR og det særlige tribunal for Libanon,

–  der henviser til Genèvekommunikéet fra 2012,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner om Daesh og al-Nusra-fronten og om konflikten i Den Syriske Arabiske Republik, navnlig resolution 2218 (2013), 2139 (2014), 2165 (2014), 2191 (2014), 2199 (2015), 2254 (2015), 2258 (2015), 2268 (2016), 2328 (2016), 2332 (2016), og 2336 (2016),

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution A/71/L.48 om oprettelse af en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at bistå ved efterforskningen og retsforfølgningen af de ansvarlige for de alvorligste forbrydelser i henhold til folkeretten, der siden marts 2011 er begået i Den Syriske Arabiske Republik,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 17. oktober 2016 og Det Europæiske Råds konklusioner om eksterne forbindelser af 18. og 19. februar 2016, af 20., 21. og 27. oktober 2016, af 14. november 2016 og af 15. december 2016,

–  der henviser til redegørelse af 30. december 2016 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om meddelelse om indstilling af kamphandlingerne i Syrien og redegørelse af 23. marts 2017 om Syrien og til de erklæringer, som næstformanden/den højtstående repræsentant har fremsat på vegne af EU den 9. december 2016 om situationen i Aleppo, den 6. april 2017 om det påståede angreb med kemiske våben i Idlib i Syrien og den 7. april 2017 om USA's angreb i Syrien,

–  der henviser til formændenes erklæring af 5. april 2017 fra konferencen om støtte til Syriens og regionens fremtid,

–  der henviser til rapporter af 6. september, 16. juni og 22. februar 2016 fra den uafhængige internationale undersøgelseskommission om Den Syriske Arabiske Republik, der er nedsat af FN's Menneskerettighedsråd, til mødedokument af 13. marts 2017 fra konferencen i den uafhængige internationale undersøgelseskommission om Den Syriske Arabiske Republik om "krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret i Den Syriske Arabiske Republik fra 21. juli 2016 til 28. februar 2017", og til FN's Menneskerettighedsråds resolutioner om Syrien af 27. september og 21. oktober 2016,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at krigen i Syrien har udviklet sig til en af de værste humanitære kriser, som verden har oplevet siden Anden Verdenskrig, og stadig har katastrofale og tragiske følger for Syriens befolkning;

B.  der henviser til, at krisen i Syrien i stigende grad har en destabiliserende virkning på regionen;

C.  der henviser til, at konflikten har varet i syv år og allerede ved udgangen af 2016 har ført til mere en 400 000 menneskers unødvendige død; der henviser til, at 13,5 mio. mennesker, næsten tre fjerdedele af den resterende befolkning, har akut behov for humanitær bistand, og til, at 6,6 millioner syrere er fordrevet internt i landet; der henviser til, at konflikten har bombet den økonomiske og menneskelige udvikling i Syrien 40 år tilbage og tvunget 4,8 millioner til at søge tilflugt i udlandet;

D.  der henviser til, at den humanitære folkeret forpligter det internationale samfund til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre beskyttelsen af civilbefolkningen og civile mål fra både statslige og ikke-statslige aktører;

E.  der henviser til, at det er børnene, der har betalt den højeste pris i konflikten; der henviser til, at næsten 6 millioner børn nu er afhængige af humanitær bistand; der henviser til, at næsten halvdelen af dem er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem;

F.  der henviser til, at der er begået alvorlige menneskerettighedskrænkelser og krænkelser af den humanitære folkeret, herunder forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og folkedrab, af alle parter i konflikten, og navnlig af Assads regime og dets allierede, Rusland og Iran;

G.  der henviser til, at rettergang, retfærdighed, retsstatsprincippet og bekæmpelse af straffrihed er vigtige elementer for fred og konfliktløsning, forsoning og genopbygning;

H.  der henviser til, at Syrien tiltrådte konventionen om folkedrab i 1955 og konventionen om tortur i 2004;

I.  der henviser til, at regeringsstyrker og allierede styrker er årsag til, at flere hundrede tusinde civile har mistet livet, især i og omkring Aleppo under en konstant belejring, og at de har ødelagt store dele af byen med luft- og artilleriangreb mod civile; der henviser til, at statslige myndigheder og deres allierede styrker efter sigende er gået ind i civile hjem og har begået summariske henrettelser under deres fremrykning i det østlige Aleppo; der henviser til, at civile infrastrukturer er bevidste mål for angreb, hvilket har resulteret i ødelæggelsen af vandforsyningssystemer, sundhedsfaciliteter og skoler; der henviser til, at disse angreb har ført til alvorlig mangel på basale tjenester og i realiteten er det samme som en udsultningstaktik;

J.  der henviser til, at Assads regime blokerer for levering og forvaltning af livsnødvendig medicin, fødevarer og humanitære forsyninger fra FN, EU, NGO'er og lokale aktører; der henviser til, at sådanne humanitære konvojer bevidst er blevet bombet; der henviser til, at den syriske regering også forsætligt har afskåret civile fra nødvendige varer og tjenesteydelser, herunder fødevare- og vandforsyning samt lægehjælp; der henviser til, at angrebene og udsultningen af civile gennem belejring af befolkede områder som en krigstaktik udgør et klart brud på international humanitær folkeret;

K.  der henviser til, at flere undersøgelser har vist, at Assads styrker har anvendt kemiske våben med det formål at skade og dræbe civile; der henviser til, at det seneste kemiske angreb mod civile fandt sted den 4. april 2017 i Khan Sheikhoun i Idlib-provinsen, hvor mindst 70 civile, heraf mange børn, blev dræbt og flere hundrede såret; der henviser til, at USA har meddelt EU, at det syriske regime baseret på deres vurdering har anvendt kemiske våben, og at USA den 7. april 2017 svarede igen med et luftangreb mod den militære flyvebase i Shayrat i Syrien;

L.  der henviser til, at EU i marts 2017 tilføjede fire højtstående syriske militære embedsmænd på sanktionslisten for deres rolle i anvendelsen af kemiske våben over for civilbefolkningen i overensstemmelse med EU's politik til bekæmpelse af spredning og anvendelse af kemiske våben;

M.  der henviser til, at Rusland den 12. april 2017 sammen med Bolivia nedlagde veto mod en resolution fra FN's Sikkerhedsråd, som ville have fordømt den rapporterede brug af kemiske våben i Syrien og opfordret Assads regime til at samarbejde om en efterforskning af hændelsen;

N.  der henviser til, at ca. 5 000 evakuerede personer den 15. april 2017 blev angrebet i Rasheedin i det vestlige Aleppo i Syrien, mens de var på vej fra de belejrede byer Foah og Kefraya til regeringskontrollerede områder; der henviser til, at dusinvis af mennesker, heriblandt børn, blev dræbt, og at mange flere blev såret;

O.  der henviser til, at Assads regime ifølge rapporter fortsat fremstiller kemiske våben under dække af deres Scientific Studies and Research Centre; der henviser til, at Assad i overensstemmelse med aftalen af 2013 om fjernelse af kemiske våben er forpligtet til omgående at standse denne praksis og til at udlevere alle de resterende kemiske agenser og våben til OPCW;

P.  der henviser til, at tusindvis af civile er blevet vilkårligt anholdt af myndighederne og tilbageholdt under umenneskelige forhold i fængsler, udsat for ekstreme former for mishandling, som ofte tilsigtes at forårsage dødsfald under tilbageholdelsen; der henviser til, at sådanne former for misbrug omfatter tortur, systematisk fratagelse af mad, vand, medicin og lægebehandling, og sadistisk og umenneskeliggørende praksis; der henviser til, at rapporter dokumenterer massehængninger og udenretslige henrettelser i detentionsfaciliteter, der drives af Assads regering; der henviser til, at mange civile er udsat for tvungen forsvinden, langvarig frihedsberøvelse og uretfærdig rettergang; der henviser til, at den syriske regering har iværksat en systematisk kampagne med henblik på at bringe enhver form for dissens til tavshed ved at udføre massehængninger; der henviser til, at der i løbet af de seneste fem år ifølge kilder har fundet 13 000 af sådanne udenretslige henrettelser sted i Saydnaya-fængslet;

Q.  der henviser til, at Assads regime anvender tvangsfordrivelse med henblik på at ændre den sekteriske sammensætning i byer og regioner og skabe demografiske ændringer; der henviser til, at sådanne taktikker er blevet anvendt i byer, herunder i Darayya og Muadamiyat al-Sham uden for Damaskus og nærheden af Al-Waer i byen Homs;

R.  der henviser til, at det internationale samfund og enkeltstater er forpligtede til at stille de ansvarlige for krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret, der er begået under konflikten i Syrien, til ansvar; der henviser til, at dette kan ske under anvendelse af de eksisterende nationale og internationale instrumenter, herunder nationale og internationale domstole, eller under anvendelse af internationale ad hoc-straffedomstole, der endnu ikke er oprettet; der henviser til, at ud over at stille enkeltpersoner strafferetligt til ansvar, kan også stater under visse omstændigheder retsforfølges for tilsidesættelse af forpligtelser i medfør af internationale traktater og konventioner, som Den Internationale Domstol har jurisdiktion over, herunder konventionen fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og konventionen fra 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab;

S.  der henviser til, at det internationale samfund mere aktivt burde have støttet den demokratiske og sekulære opposition til det barbariske syriske regime; der henviser til, at den sekulære opposition i den nuværende situation er særdeles svag, og at civile er fanget mellem jihadistiske terrorister, islamiske fundamentalister, kurdiske separatister og tilhængere af Assads regime, hvilket gør national forsoning og genopbygning af en konsensus, der kan føre til fred i Syrien, ekstremt vanskelig;

T.  der henviser til, at den interne forhandlingsproces i Syrien blev indledt i Genève den 23. februar 2017 på grundlag af Sikkerhedsrådets resolution 2254 (2015) og fokuserer på styreform, herunder en ny forfatning for Syrien, afholdelse af valg og principperne i Genèvekommunikéet fra 2012; der henviser til, at forhandlinger i Genève endnu ikke har ført til konkrete fremskridt med hensyn til at finde en fredelig løsning på krisen i Syrien;

U.  der henviser til, at EU den 5. april 2017 var medarrangør af en konference om støtte til Syriens og regionens fremtid, som samlede repræsentanter for over 70 lande samt for internationale organisationer og det internationale og det syriske civilsamfund; der henviser til, at denne konference byggede på tidligere konferencer i Kuwait og London, og at der blev opnået enighed om en samlet tilgang til krisen i Syrien, herunder tilsagn om økonomiske støtte; der henviser til, at støtte og engagement fra det internationale samfunds side stadig er afgørende for at opnå en fredelig fremtid i Syrien og i regionen;

V.  der henviser til, at Rusland, Iran og Tyrkiet den 4. maj 2017 i Kasakhstan nåede frem til en aftale om at etablere fire nedtrapningszoner; der henviser til, at aftalen ikke indeholder nogen garantier eller håndhævelses- og overholdelsesmekanismer, og at Assads regime har afvist tilsyn fra FN's side; der henviser til, at den syriske opposition ikke kan tilslutte sig aftalen i dens nuværende form, der støttes af Iran; der henviser til, at denne aftale endnu ikke er godkendt af FN's Sikkerhedsråd;

W.  der henviser til, at EU-strategien for Syrien er en revideret version af EU's regionale strategi for Syrien og Irak samt til bekæmpelse af Daesh, som senest blev gennemgået og ajourført af Rådet den 23. maj 2016;

X.  der henviser til, at EU's bestræbelser på at yde humanitær bistand og planlægning for Syriens fremtid er prisværdig; der henviser til, at EU ikke bør yde ubetinget støtte til genopbygningen af et Syrien, der ledes og kontrolleres af Assads regime og dets allierede, Rusland og Iran; der henviser til, at Assad, Putins Rusland og Iran ikke må få lov til at løbe fra de økonomiske konsekvenser af deres militære interventioner; der henviser til, at der derfor skal findes en troværdig og inklusiv politisk løsning på den væbnede konflikt, der er godkendt af alle parter, bortset fra terrorgrupper;

Y.  der henviser til, at genopbygningen af Syrien bør baseres på en bottom-up-tilgang og en vellykket styrkelse af lokale aktører og således udelukke kendte terrorgrupper;

1.  opfordrer det syriske regime og dets allierede, Rusland og Iran, til øjeblikkeligt at stoppe de vilkårlige bombninger og vilkårlige drab og vold mod det syriske folk og til at give humanitære konvojer og forsyninger øjeblikkelig og uhindret adgang; minder regimerne i Syrien, Rusland og Iran om, at de er ansvarlige i henhold til international strafferet for de afskyelige forbrydelser, som de fortsætter med at begå i Syrien;

2.  fordømmer på det kraftigste de fortsatte systematiske, udbredte og grove krænkelser af menneskerettighederne og krænkelser af den humanitære folkeret, som begås af Assads styrker med støtte fra Rusland og Iran, samt dem, der begås af ikkestatslige bevæbnede terrorgrupper, i særdeleshed ISIL/Daesh, Janhat Fateh el-Sham/Al-Nusra Front og andre jihadistiske grupper;

3.  opfordrer Rusland, Iran og andre eksterne parter i konflikten til at indstille deres ødelæggende indgreb i den syriske konflikt og til at bruge deres indflydelse på Assad til at sikre en fuldstændig indstilling af fjendtlighederne og ophævelse af belejringerne;

4.  gentager over for at alle parter, at en landsdækkende inklusiv våbenhvile og en fredelig og gensidigt acceptabel løsning på den syriske krise kan opnås under FN's auspicier og i overensstemmelse med Genèvekommunikéet fra 2012 og FN's Sikkerhedsråds resolution 2254 (2015) med støtte fra FN-generalsekretærens særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, og vigtige internationale og regionale aktører; noterer sig drøftelserne i Astana med henblik på at nå frem til en aftale;

5.  noterer sig det nylige memorandum om oprettelse af nedtrapningszoner i Syrien, der er undertegnet af Rusland, Iran og Tyrkiet som garanter for fire flyveforbudszoner; opfordrer underskriverne af memorandummet og det syriske regime til at håndhæve aftalen effektivt og til at indstille alle fjendtligheder, som har en direkte indvirkning på den syriske befolkning; beklager, at det syriske regime har nægtet at lade FN overvåge gennemførelsen af memorandummet;

6.  beklager, at man på G7-topmødet i Italien ikke formåede at nå til enighed om indførelse af sanktioner mod det russiske regime som følge af dets bombninger af den syriske befolkning og dets fortsatte støtte til Assads regime;

7.  bifalder de bestræbelser, som udfoldes af repræsentanter for over 70 lande på konferencen i Bruxelles den 4. og 5. april 2017 om støtte til Syriens og regionens fremtid og de økonomiske tilsagn, der blev givet; glæder sig over, at konferencedeltagerne gav tilsagn om at yde 5,6 mia. EUR i 2017 samt flerårige tilsagn om 3,47 mia. EUR for tidsrummet 2018-2020; minder om, at udgifterne til genopbygning af Syrien anslås til ca. 200 mia. USD; opfordrer det internationale samfund til at indfri udestående løfter om humanitær bistand i Syrien og dets nabolande;

8.  bemærker, at hovedparten af flygtningene fra Syrien er flygtet til nabolandene, bl.a. Libanon, Jordan og Tyrkiet; glæder sig i denne forbindelse over de nye prioriteter for partnerskab, som EU har indgået med Jordan og Libanon, samt over lettelsen af EU's oprindelsesregler for eksport fra Jordan; beklager, at et stort antal flygtninge i Jordan og Libanon stadig lever under usikre sociale og økonomiske betingelser og ofte er ude af stand til at finde (lovlig) beskæftigelse; opfordrer myndighederne i Jordan og Libanon til at arbejde hen imod en fjernelse af de resterende (uformelle) hindringer, til at støtte udvidede muligheder for selvstændig erhvervsvirksomhed og til at leve op til forpligtelserne om jobskabelse for kvinder og unge;

9.  glæder sig over Tyrkiets gæstfrihed, idet landet har modtaget næsten 3 millioner flygtninge; tilskynder den tyrkiske regering til at give arbejdstilladelse til alle syriske flygtninge; noterer sig erklæringen fra EU og Tyrkiet; beklager, at der i slutningen af februar 2017 kun er 3565 syriske flygtninge, der har fået adgang til EU i henhold til 1:1-aftalen, der er indgået med Tyrkiet; opfordrer EU's medlemsstater til at gøre en større indsats for at indfri deres løfter om at genbosætte syriske flygtninge fra Tyrkiet;

10.  opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at gøre alt for at puste nyt liv i FN-mæglede fredsforhandlinger og til at kræve en mere aktiv rolle i disse forhandlinger, idet der gøres brug af EU's finansielle kapacitet og vilje til at give tilsagn om betydelige ressourcer til Syriens genopbygning; opfordrer indtrængende næstformanden/den højtstående repræsentant til aktivt at støtte det syriske civilsamfund og dem, som ønsker et demokratisk, pluralistisk og inkluderende Syrien, og til at inddrage dem i hendes bestræbelser for det syriske folks fremtid; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til i samarbejde med det syriske folk at udvikle lokale genopbygningsstrategier for de forskellige dele og regioner i Syrien;

11.  fordømmer i de stærkest mulige vendinger det gruopvækkende kemiske luftangreb på byen Khan Sheikhoun i Idlib-provinsen den 4. april 2017, der kostede mindst 70 civile, herunder børn og nødhjælpsarbejdere, livet og med mange ofre, der viste symptomer på gasforgiftning; bemærker, at påstanden om, at der er anvendt kemiske våben er blevet bekræftet af den foreløbige vurdering, der gennemføres af OPCW's undersøgelsesmission; understreger, at de ansvarlige for disse overgreb vil blive stillet for en domstol; gentager, at det syriske regime som part i konventionen om forbud mod kemiske våben udtrykkeligt har forpligtet sig til at afstå fra brugen af kemiske våben; beklager Ruslands veto til den seneste resolution fra FN's Sikkerhedsråd, der fordømmer angrebet og opfordrer til en undersøgelse;

12.  beklager Ruslands og Assads regimes fortsatte brug af misinformation og usandheder, herunder bagvaskelse af det syriske civilforsvar (White Helmets) og falske oplysninger vedrørende gerningsmændene bag de seneste kemiske angreb den 4. april 2017;

13.  gentager, at de personer, der har gjort sig skyldige i krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, skal drages til ansvar og må bære konsekvenserne; understreger, at de ansvarlige vil blive retsforfulgt; er fortsat overbevist om, at der hverken kan opnås nogen effektiv konfliktløsning eller varig fred i Syrien, uden at alle, der har begået forbrydelser under konflikten, drages til ansvar; understreger, at der er begået krigsforbrydelser af såvel regimet som af oppositionen, dog i mindre målestok i sidstnævnte tilfælde, der kvalificerer til international retsforfølgning;

14.  opfordrer alle EU's medlemsstater til at sikre, at forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og krigsforbrydelser betragtes som forbrydelser i henhold til national ret, og opfordrer alle EU's medlemsstater til at retsforfølge sådanne forbrydelser begået i Syrien af statsborgere og tredjelandsstatsborgere, der hører under deres nationale jurisdiktioner; glæder sig i den forbindelse over Spaniens beslutning om at behandle en klage i strafferetlig sammenhæng mod 9 syriske efterretningsofficerer vedrørende tortur og krænkelser af menneskerettighederne;

15.  minder om, at princippet om universel jurisdiktion; gentager sin støtte til at indbringe Syrien for Den Internationale Straffedomstol; beklager, at der fortsat blokeres for denne mulighed i Sikkerhedsrådet;

16.  mener, at stater – herunder EU-medlemsstater – på egen hånd kan indbringe sager mod andre stater for Den Internationale Domstol om tilsidesættelse af forpligtelser i medfør af internationale traktater og konventioner, herunder konventionen fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og konventionen fra 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab; opfordrer i denne forbindelse alle EU's medlemsstater til at indbringe den syriske stat for ICJ med henblik på at fastslå statens ansvar og til at sende et klart signal om deres vilje til at skabe klare ansvarsforhold for de forfærdelige forbrydelser, der er begået i Syrien;

17.  opfordrer det internationale samfund, EU og dets medlemsstater til at arbejde sammen med FN om etableringen af en international straffedomstol med henblik på at retsforfølge og holde ikke-statslige aktører og enkeltpersoner ansvarlige for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab begået i Syrien;

18.  glæder sig over oprettelsen af en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at bistå ved efterforskningen og retsforfølgningen af de ansvarlige for de alvorligste forbrydelser i henhold til folkeretten, der siden marts 2011 er begået i Den Syriske Arabiske Republik; beklager, at denne mekanisme endnu ikke er fuldt ud finansieret; opfordrer medlemsstaterne til at indfri deres løfter i denne henseende;

19.  understreger den afgørende betydning af det arbejde, der gøres af lokale og internationale civilsamfundsorganisationer og NGO'er for at dokumentere krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og andre krænkelser, herunder ødelæggelse af kulturarv; opfordrer EU og dets medlemsstater til at yde yderligere og fuldstændig bistand til disse aktører; opfordrer EU og dets medlemsstater til i tilstrækkelig grad at finansiere organisationer, der arbejder med open source-undersøgelser og digital indsamling af beviser på krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, med henblik på at sikre ansvarliggørelse og bringe gerningsmændene for en domstol;

20.  roser den indsats, der gøres af humanitære hjælpearbejdere for at bringe stærkt tiltrængt bistand, mad, vand og medicin frem til dem, der er fanget i konflikten, og opfordrer endnu en gang indtrængende alle de parter, der er involveret i konflikten, til at sørge for sikker og uhindret adgang for humanitære organisationer til civile, der er ramt af krigen; fordømmer på det kraftigste bevidst overdrevne, uforholdsmæssige og vilkårlige angreb på civile, herunder børn, konvojer med evakuerede, hjælpe- og sundhedspersonale og civilt infrastruktur, som f.eks. skoler og hospitaler;

21.  glæder sig over den seneste revision af EU's restriktive foranstaltninger over for Syrien med tilføjelse af personer, som er medansvarlige for anvendelsen af kemiske våben og undertrykkelsen af civilbefolkningen i landet; understreger, at EU bør overveje alle muligheder i sit samarbejde med internationale partnere, herunder nedkastning af hjælpepakker og indførelse af flyveforbudszoner;

22.  anmoder om, at denne beslutning oversættes til arabisk;

23.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og udenrigspolitik, Rådet, Kommissionen, EU-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, De Forenede Nationer, deltagerne i den internationale støttegruppe for Syrien og alle parter, der er involveret i konflikten.