Mødedokument
15.5.2017
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af forespørgsel til mundtlig besvarelse B8-0219/2017
forretningsordenens artikel 128, stk. 5
om gennemførelse af Rådets retningslinjer for LGBTI-personer, navnlig i forbindelse med forfølgelse af (formodede) homoseksuelle mænd i Tjetjenien
( 2017/2688(RSP) )
Sandra Kalniete, Michael Gahler, Anna Maria Corazza Bildt
for PPE-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om gennemførelse af Rådets retningslinjer for LGBTI-personer, navnlig i forbindelse med forfølgelse af (formodede) homoseksuelle mænd i Tjetjenien
( 2017/2688(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Rusland,
– der henviser til retningslinjerne for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI-personer) fra 24. juni 2013,
– der henviser til handlingsplanen vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019,
– der henviser til erklæringen af 6. april 2017 fra talsmanden for EU-Udenrigstjenesten om krænkelser af homoseksuelle mænds menneskerettigheder i Tjetjenien,
– der henviser til den lokale EU-erklæring af 19. april 2017 om krænkelser af homoseksuelle mænds menneskerettigheder i Tjetjenien,
– der henviser til EU's erklæring af 27. april 2017 i OSCE's Permanente Råd om fortsatte beretninger om den tjetjenske regerings anholdelser af og drab på homoseksuelle mænd,
– der henviser til erklæringen fra talsmanden for den amerikanske udenrigsministerium den 7. april 2017,
– der henviser til erklæringen af 13. april 2017 fra FN's uafhængige ekspert om beskyttelse mod vold og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet, medordføreren fra FN's arbejdsgruppe om vilkårlig tilbageholdelse, FN's særlige rapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser, FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og FN's særlige rapportør om fremme og beskyttelse af retten til menings- og ytringsfrihed,
– der henviser til erklæringen af 13. april 2017 fra direktøren for ODIHR,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,
– der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention,
– der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at den russiske avis Novaja Gazeta i april 2017 rapporterede, at over hundrede formodede homoseksuelle mænd var blevet bortført og tilbageholdt, angiveligt af sikkerhedstjenesterne i Republikken Tjetjenien i Den Russiske Føderation, som led i en samordnet kampagne;
B. der henviser til, at Novaja Gazeta rapporterede, at de bortførte mænd var blevet mishandlet, tortureret og tvunget til at afsløre andre LGBTI-personers identitet; der henviser til, at det også blev rapporteret, at mindst tre mænd var blevet dræbt; der henviser til, at en stor del af overgrebene skulle have fundet sted i et uofficielt tilbageholdelsescenter i nærheden af byen Argun;
C. der henviser til, at myndighederne i Tjetjenien angiveligt afviste disse påstande og var uvillige til at efterforske og straffe dem;
D. der henviser til, at ofrene for disse handlinger stort set afholder sig fra at gå til domstolene, da de frygter repressalier fra de lokale myndigheders side;
E. der henviser til, at journalister på Novaja Gazeta angiveligt har modtaget dødstrusler på grund af deres arbejde;
F. der henviser til, at Den Russiske Føderation har underskrevet en række internationale menneskerettighedstraktater og har pligt til at garantere sikkerheden for alle personer, der kan være i fare;
1. udtrykker sine dybe bekymring over beretningerne om vilkårlig tilbageholdelse og tortur af formodede homoseksuelle mænd i Republikken Tjetjenien i Den Russiske Føderation; kræver, at myndighederne sætter en stopper for denne forfølgelseskampagne; kræver øjeblikkelig løsladelse af dem, der stadig tilbageholdes ulovligt;
2. fordømmer udtalelserne fra tjetjenske myndigheder, der tolererer og opfordrer til vold mod LGBTI-personer; beklager, at lokale myndigheder ikke er villige til at efterforske og straffe alvorlige krænkelser, der er specifikt rettet mod enkeltpersoner på grund af deres seksuelle orientering;
3. bemærker, at præsident Putin har pålagt det russiske indenrigsministerium og den føderale anklagemyndighed at undersøge hændelserne i Tjetjenien; kræver, at en grundig og troværdig undersøgelse gennemføres hurtigst muligt; opfordrer EU og Europarådet til at tilbyde deres fulde støtte til de russiske myndigheder med henblik på denne undersøgelse;
4. minder Den Russiske Føderation om dens internationale forpligtelser med hensyn til respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder og bekæmpelse af forskelsbehandling, jf. den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; kræver, at der straks træffes foranstaltninger til at beskytte sårbare personer, der kunne blive ofre, og til at sikre alle torturofre fuld rehabilitering;
5. understreger, at EU har bekræftet, at det er fast indstillet på at bekæmpe alle former for forskelsbehandling i hele verden, herunder forskelsbehandling på grund af seksuel orientering;
6. udtrykker alvorlig bekymring over det klima af straffrihed, som tillader, at sådanne handlinger finder sted uden konsekvenser; kræver identificering, retsforfølgelse og straf af gerningsmændene;
7. fordømmer truslerne mod menneskerettighedsforkæmpere, journalister og andre, der søger at afdække tilfælde af forskelsbehandling og vold mod LGBTI-personer;
8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, Europarådets generalsekretær, FN's højkommissær for menneskerettigheder, regeringen og parlamentet i Den Russiske Føderation og regeringen og parlamentet i Republikken Tjetjenien.