Mødedokument
30.6.2017
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 37, stk. 3, og rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen
om Europas fremtid og de strategiske prioriteringer for Kommissionens arbejdsprogram for 2018
( 2017/2699(RSP) )
Maria João Rodrigues
for S&D-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om Europas fremtid og de strategiske prioriteringer for Kommissionens arbejdsprogram for 2018
( 2017/2699(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen, særlig bilag IV,
– der henviser til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016,
– der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om de strategiske prioriteringer for Kommissionens arbejdsprogram for 2017[1],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2017 med titlen "Kommissionens arbejdsprogram 2017 – Realisering af et Europa, der beskytter, styrker og forsvarer" ( COM(2016)0710 ) med bilag,
– der henviser til den fælles erklæring om EU's lovgivningsmæssige prioriteter for 2017[2],
– der henviser til Kommissionens hvidbog om Europas fremtid af 1. marts 2017 og arbejdsdokumenterne om EU's sociale dimension, styring af globaliseringen, styrkelse af Den Økonomiske og Monetære Union, fremtiden for det europæiske forsvar og fremtiden for EU's finanser,
– der henviser til Romerklæringen af 25. marts 2017 fra lederne af 27 medlemsstater og Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen,
– der henviser til sin beslutning af 19. januar 2017 om en europæisk søjle for sociale rettigheder[3],
– der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om budgetmæssig kapacitet for euroområdet[4],
– der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om forbedring af Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at drage fordel af Lissabontraktatens potentiale[5],
– der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 16. februar 2017 om mulige udviklingstendenser og justeringer i Den Europæiske Unions nuværende institutionelle struktur[6],
– der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 5. april 2017 om forhandlingerne med Det Forenede Kongerige efter meddelelsen om, at det har til hensigt at træde ud af Den Europæiske Union[7],
– der henviser til Det Europæiske Råds (artikel 50) retningslinjer af 29. april 2017 som følge af Det Forenede Kongeriges meddelelse i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),
– der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 22.-23. juni 2017,
– der henviser til Rådets konklusioner af 29. maj 2017 om en fremtidig strategi for EU's industripolitik,
– der henviser til Regionsudvalgets resolution af 22.-23. marts 2017 om Det Europæiske Regionsudvalgs prioriteter for Kommissionens arbejdsprogram for 2018 (RESOL-VI/021),
– der henviser til sin Eurobarometerundersøgelse "To år før valget i 2019", der blev gennemført mellem den 18. og den 27. marts 2017,
– der henviser til Udvalgsformandskonferencens sammenfattende rapport, der giver supplerende input til denne beslutning fra de parlamentariske udvalgs side, og som Kommissionen bør tage behørigt hensyn til, når den udarbejder og vedtager sit arbejdsprogram for 2018,
– der henviser til forretningsordenens artikel 37, stk. 3,
A. der henviser til, at EU befinder sig i en situation med vedvarende økonomisk genopretning, hovedsageligt takket være lave rentesatser i centralbankerne og en mere fleksibel og vækstfremmende fortolkning af budgetregler; der henviser til, at disse progressive økonomiske politikker længe har længe fremmet og forsvaret af centrum-venstre-orienterede partier med hård modstand fra centrum-højre-partiernes side;
B. der henviser til, at Europas genopretning stadig ikke er ligeligt fordelt på tværs af landene, og at der stadig er stor mangel på investeringer; der henviser til, at alt for mange mennesker fortsat er arbejdsløse, langtidsledige, underbeskæftigede eller at de ikke oplever mærkbare forbedringer i deres levevilkår; der henviser til, at mange regioner har brug for støtte til at indhente de mere velstående regioner; der henviser til, at der fortsat er for meget fattigdom og social udstødelse og for ulige muligheder i Europa; der henviser til, at mange mennesker føler sig ladt i stikken af den socioøkonomiske udvikling og dårligt repræsenteret i det politiske system;
C. der henviser til, at verdensordenen er i forandring, og at ingen alene kan udøve fuld kontrol; der henviser til, at samarbejdet inden for rammerne af folkeretten, det multilaterale system og internationale organisationer er af afgørende betydning for fred, sikkerhed, demokrati, menneskerettigheder og virkeliggørelsen af de bæredygtige udviklingsmål for 2030;
D. der henviser til, at EU på seneste har oplevet en stigende tendens til nationalisme og fremmedfjendske holdninger, men også en stigende folkelig støtte til europæisk integration og til at samarbejde i gensidig respekt for at kunne tackle fælles udfordringer;
E. der henviser til, at forhandlingerne om Det Forenede Kongeriges velordnede udtræden af Den Europæiske Union er i gang, og der henviser til, at EU-27 i Romerklæringen bekræftede, at EU er fast besluttet på som en politisk og økonomisk enhed sammen at opbygge en fælles fremtid, der giver borgerne både sikkerhed og nye muligheder;
F. der henviser til, at den nye amerikanske regerings udtrædelse af Parisaftalen og præsident Trump's skridt hen imod et kapløb mod bunden for så vidt angår beskatning og regulering af de finansielle markeder kræver, at EU-27 i endnu højere grad fører an som et godt eksempel;
G. der henviser til, at Den Europæiske Unions motto er "forenet i mangfoldighed"; der henviser til, at de europæiske og nationale identiteter er forenelige og ikke indbyrdes modstridende; der henviser til, at alle kan være en engageret patriot og samtidig støtte den europæiske integration;
H. der henviser til, at Den Europæiske Union for dens medlemsstater er et anker, der bidrager til at bevare pluralisme, respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten, respekt for menneskerettighederne og solidaritet;
I. der henviser til, at Kommissionen har forelagt en hvidbog og fem tematiske arbejdsdokumenter, som skal danne grundlag for en bred debat om den fremtidige europæiske integration; der henviser til, at de første konklusioner om EU's fremtid forventes udarbejdet ved udgangen af 2017, og at den næste flerårige finansielle ramme (FFR) forventes at blive udarbejdet på dette grundlag;
J. der henviser til, at et stort antal borgere og foreninger har fremlagt forskellige forslag og initiativer til at bidrage til Europas fremtid, især i forbindelse med fejringen af 60-årsdagen for Rom-traktaten; der henviser til, at de foreslår at deltage aktivt i et konvent for europæiske borgere via innovative modeller for deltagelse;
Vores valg for Europas fremtid: Langt mere sammen om prioriteter, der betyder noget for borgerne
1. mener, at ingen af de fem scenarier, der er formuleret i Kommissionens hvidbog, udgør en overbevisende vision for Europas fremtid; påpeger, at scenarierne "Uændret kurs", "Intet andet end det indre marked" og "Mindre, men mere effektivt" er vage i forhold til målene om stigende økonomisk konvergens, social udvikling, samhørighed og bæredygtig udvikling; advarer i denne forbindelse om, at mange af dem, der siger, at Europa bør "gøre mindre", egentlig først og fremmest ønsker at øge virksomhedernes overskud ved at nedbryde de standarder, hvorigennem Europa beskytter arbejdstagerne, forbrugerne, folkesundheden og vores omgivelser; mener, at scenariet "De, som vil mere, gør mere" ikke udgør en tilstrækkelig garanti for, at et forstærket samarbejde ikke vil føre til de facto-udelukkelse af ikke-deltagende medlemsstater fra yderligere integration; noterer sig endelig, at scenariet "Langt mere sammen" sandsynligvis er velment, men at de ikke af prioriteterne klart fremgår, hvor der er behov for en dybere integration for bedre at kunne at imødekomme borgernes bekymringer;
2. påpeger, at ifølge den seneste Eurobarometerundersøgelse forventer EU-borgerne generelt, at EU i højere grad end i dag griber ind på mange områder, herunder sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme, arbejdsløshed, sundhed og social sikring, miljøbeskyttelse, kampen mod skattesvig, migration og aktioner i resten af verden; er dog opmærksom på, at holdningen til EU og støtten til flere EU-foranstaltninger varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat;
3. fremhæver, at der er en bedre vej frem for Europa end de muligheder, som Kommissionen har beskrevet, nemlig et sjette scenario, som der bør være generel demokratisk konsensus om på tværs af medlemsstaterne og de europæiske politiske partier: "Langt mere sammen om prioriteter, der betyder noget for borgerne"; påpeger, at dette er et praktisk scenario, der søger at levere effektive løsninger på problemer, der bekymrer borgere i hele Unionen, i en demokratisk ånd og med henblik på at styrke begrebet europæisk medborgerskab; understreger, at der er behov for en alvorlig indsats på EU-plan – med passende midler – på områder, hvor der kun kan opnås effektive resultater ved at handle sammen, f.eks. i forbindelse med at bekæmpe klimaændringer, opnå bedre handelsaftaler, forbedre sikkerheden, reducere skatteundgåelse, sikre gode sociale og miljømæssige standarder, fremme ligestilling mellem kønnene og styrke opadgående konvergens inden for det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU);
4. gentager budskabet i Romerklæringen om, at vores Union er sammenhængende og ikke kan skilles ad, og at vores bedste chance for at forme den globale udvikling er at arbejde sammen som europæere; understreger, at opbygningen af en fælles fremtid er den bedste måde for europæerne til at opnå fælles velstand med en høj levestandard, sikkerhed og et rent miljø; mener, at europæisk enhed også er den bedste måde at bidrage til fred, velstand og forbedrede levestandarder i andre dele af verden;
5. understreger, at alle europæiske borgere er lige i henhold til Unionens retsregler, og at ethvert forstærket samarbejde inden for visse områder af europæisk integration bør ske på en inklusiv måde, hvor EU27 altid skal være normen; fremhæver, at det i Romerklæringen hedder, at vi vil handle samlet, om nødvendigt i forskellig hastighed og med forskellig intensitet, samtidig med at vi bevæger os i samme retning, således som vi har gjort det før i overensstemmelse med traktaterne, og vi vil holde døren åben for dem, der ønsker at tilslutte sig på et senere tidspunkt; understreger, at der ikke bør være bevægelige mål eller supplerende kriterier for dem, som ønsker at tilslutte sig initiativer på et senere tidspunkt;
6. understreger behovet for en stærkere direkte forbindelse mellem EU og borgerne; mener, at "Langt mere sammen om prioriteter, der betyder noget for borgerne" er en demokratisk tilgang, der kan forbedre EU's legitimitet og forsikre borgerne om, at deres stemmer og stemme tæller;
7. understreger i denne beslutning de vigtigste strategiske prioriteter, som EU skal tackle for at opbygge en fælles fremtid på lang sigt, samt de vigtigste konkrete initiativer, som Kommissionen bør fremlægge i 2018; henviser til den sammenfattende rapport vedtaget af Udvalgsformandskonferencen og til den detaljerede oversigt over udvalgenes input vedrørende gennemførelsen af Kommissionens arbejdsprogram for 2017 og deres forventninger til 2018;
Det Europa, vi ønsker: hovedprioriteter
En Europæisk Union, der beskytter og forbedrer borgernes leve- og arbejdsvilkår
8. understreger på det kraftigste, at den europæiske integrations sociale dimension ikke kan begrænses til spørgsmål vedrørende den frie bevægelighed; understreger derimod, at "Langt mere sammen om prioriteter, der betyder noget for borgerne" betyder en stærkere fælles indsats for at forbedre arbejdsforholdene, reducere fattigdom og social ulighed og kønsulighed, levere uddannelse og erhvervsuddannelse af høj kvalitet for alle og fremskynde processen med opadgående konvergens i de økonomiske resultater og indkomstniveauer mellem lande samt styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU; minder om sin beslutning om den europæiske søjle for sociale rettigheder, hvori det fremlægger detaljerede forslag til, hvordan et mere socialt Europa bør opnås af de 27 EU-lande sammen, og hvilke specifikke supplerende instrumenter der er nødvendige for euroområdet i denne henseende; glæder sig over Kommissionens forslag om en fælles proklamation af principperne for den europæiske søjle for sociale rettigheder og bekræfter sin vilje til at samarbejde med Kommissionen og Rådet om udarbejdelsen af den fælles proklamation inden udgangen af 2017; understreger, at søjlens principper bør gælde for alle personer i EU; anmoder derfor indtrængende alle EU27-medlemsstaterne om at støtte en fælles proklamation på stats- og regeringschefsniveau;
9. opfordrer Kommissionen til at fremlægge forslag til konkrete initiativer til forbedring af leve- og arbejdsvilkårene, navnlig:
• hvis arbejdsmarkedets parter ikke er parat til forhandlinger om revision af direktivet om den skriftlige erklæring (91/533/EØF)[8], bør Kommissionen fremlægge et lovgivningsmæssigt forslag til et rammedirektiv om anstændige arbejdsvilkår, der sikrer alle arbejdstagere adgang til en række vigtige arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, også i den digitale økonomi
• et initiativ vedrørende adgang til social beskyttelse, der følger op på høringen af arbejdsmarkedets parter med konkrete forslag til at sikre, at alle mennesker i alle former for arbejde optjener rettigheder til social sikring, herunder til tilstrækkelige pensioner
• et europæisk socialsikringskort for at lette udvekslingen af oplysninger og give en oversigt over deres nuværende og tidligere rettigheder samt forhindre misbrug
• et europæisk arbejdstilsyn for at sikre håndhævelsen af arbejds- og socialretlige regler i det indre marked
• et direktiv om indførelse af en børnegaranti med henblik på at mindske de skadelige konsekvenser af børnefattigdom ved at sikre, at ethvert barn, der er truet af fattigdom, har adgang til gratis sundhedspleje, gratis uddannelse, gratis barnepasning, ordentlige boligforhold og tilstrækkelig ernæring
• et rammedirektiv om europæiske mindsteindkomstordninger til dækning af basale leveomkostninger under hensyntagen til national praksis
• en tredje gruppe af stoffer under direktivet om kræftfremkaldende stoffer og mutagener (2004/37/EC)[9] bør præciseres hurtigst muligt og direktivet udvides til at omfatte reproduktionstoksiske stoffer
• at Kommissionen i forbindelse med den næste revision af traktaterne bør foreslå en social protokol med henblik på at styrke de grundlæggende sociale rettigheder i forhold til de økonomiske frihedsrettigheder;
10. understreger, at Kommissionen bør yde al den støtte, der er nødvendig, til medlemsstaterne for at de fuldt ud kan gennemføre ungdomsgarantien, færdighedsgarantien og andre vitale investeringer i mennesker, herunder prismæssig overkommelig og tilgængelig førskoleundervisning og børnepasning af høj kvalitet samt plejeordninger for ældre og omsorgskrævende personer; opfordrer Kommissionen til at sikre tilstrækkelig finansiering til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet indtil 2020 og til at gøre sit yderste for at hjælpe medlemsstaterne til at anvende alle disponible midler fra de europæiske struktur- og investeringsfonde; opfordrer Kommissionen til at sikre Erasmus+-ordningen og til i væsentlig grad at øge finansieringen hertil; glæder sig over Kommissionens forslag om et europæisk solidaritetskorps, som sigter mod at anerkende og fremme anerkendelsen af unges frivillige arbejde og solidaritet på tværs af grænserne i hele EU; understreger imidlertid, at det er nødvendigt at revidere den foreslåede lovgivning for at sikre, at initiativet om et europæisk solidaritetskorps ikke får negativ indvirkning på andre eksisterende programmer, såsom Erasmus+, og at frivilligt arbejde ikke systematisk vil blive anvendt til at erstatte lønnet arbejde;
11. glæder sig over Kommissionens foranstaltninger til styrkelse og synliggørelse af sociale indikatorer i det europæiske semester og opfordrer navnlig til, at den eksisterende resultattavle over de vigtigste beskæftigelsesmæssige og sociale indikatorer og det kommende initiativ om adgang til social beskyttelse tages i betragtning i forbindelse med udarbejdelsen af landespecifikke henstillinger og henstillingen til euroområdet; opfordrer Kommissionen til at følge op med en integreret strategi til bekæmpelse af fattigdom for at nå Europa 2020-målet om at reducere fattigdom og social udstødelse og øge kvinders beskæftigelse; gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremme passende mindsteindkomstordninger, der kan dække de grundlæggende leveomkostninger, i alle medlemsstater i overensstemmelse med national lovgivning og praksis, samtidig med at der skabes mulighed for at forhindre langtidsafhængighed af en minimumsindkomst; gentager sin opfordring til, at der udarbejdes en grønbog om ulighed og de skadelige virkninger heraf for den økonomiske genopretning og vækstpotentiale på længere sigt;
En europæisk strategi for bæredygtig udvikling
12. understreger, at "Langt mere sammen om prioriteter, der betyder noget for borgerne" bør omfatte at sikre grundlaget for fremtidig fælles velstand; mener, at EU har behov for en konkret strategi for bæredygtig vækst, bæredygtig finansiering, konkurrenceevne, arbejdspladser af høj kvalitet og gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling i hele EU senest i 2030 samt opfyldelse af vores forpligtelser i henhold til Parisaftalen; minder om, at gennemførelsen af en europæisk strategi for bæredygtig udvikling betyder, at reguleringsmæssige standarder skal være ajourførte, og relevante finansielle instrumenter skal være på plads;
13. understreger behovet for at bevare og forbedre EU's politik for økonomisk, social og territorial samhørighed som en central politik, der har en direkte indvirkning på borgernes liv, og som det vigtigste investeringsinstrument til på lang sigt til at overvinde ulighed og bidrage til en holdbar konvergens samt velfærd, der omfatter samtlige medlemsstater, som et konkret udtryk for solidaritetsprincippet;
14. støtter i den forbindelse Rådets opfordring til Kommissionen om at fremlægge en helhedsorienteret strategi for EU's fremtidige industripolitik; mener, at denne strategi bør følges op af en handlingsplan og bør tage fat på centrale prioriteter, som f.eks. overgangen til en energieffektiv lavemissionsøkonomi, digital konnektivitet for alle, udnyttelse af potentialet i Europas kulturelle og kreative industrier, gøre byerne mere bæredygtige og gennemføre dagsordenen for den cirkulære økonomi;
15. forventer, at Kommissionen hurtigt fremlægger de resterende initiativer til gennemførelse af energiunionen, som anført køreplanen for energiunionen; opfordrer indtrængende Kommissionen til at adressere energifattigdom ved hjælp af en konkret handlingsplan for udryddelse af energifattigdom og til at sikre alle EU-borgere adgang til energi til en overkommelig pris;
16. finder det afgørende at nedbringe emissionerne i transportsektoren; opfordrer indtrængende Kommissionen til at afslutte sin allerede forsinkede gennemgang af lovgivningen om CO2-emissioner fra personbiler og varevogne og til at fremsætte ambitiøse lovgivningsforslag, der vedrører et gennemsnitligt emissionsmål for bilparken i 2025 og et krav vedrørende emissioner, som pålægger en trinvis stigning i andelen af nulemissions køretøjer for at udfase nye CO2-afgivende biler inden 2035; opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til en teknologineutral EUR07-emissionsgrænse gældende fra 2025 for alle biler og varevogne, der markedsføres i Unionen, med henblik på at forbedre luftkvaliteten i Unionen og virkeliggøre Unionens grænseværdier for luftkvalitet og når de niveauer, der anbefales af WHO;
17. forventer, at Kommissionens forslag til en fælles landbrugspolitik efter 2020 vil være baseret på korrigerende offentlig intervention i prisudsvingene på landbrugsmarkederne med henblik på at sikre en sikker og sund fødevareforsyning, beskytte fødevareproduktionskapaciteten i Europa ved at sikre landbrugets indkomster, og at fastholde beskæftigelse og stærke lokalsamfund i landdistrikterne, samtidig med at den er i fuld overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling; opfordrer til en væsentligt øget fokus på at bidrage til miljø- og klimaændringsmål, herunder ved at prioritere landbrugsmetoder, som gør det muligt at lagre mere kulstof i jordbunden, begrænse emissionerne af nitrogenoxid og erstatte pesticider med alternative løsninger;
18. gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremsætte lovgivningsmæssige forslag med henblik på at løse problemet med antimikrobiel resistens, som er et globalt sundhedsproblem;
19. opfordrer Kommissionen til at fremlægge et lovgivningsmæssigt forslag til rammedirektiv i 2018 til bekæmpelse af illoyal handelspraksis i fødevareforsyningskæden; opfordrer til, at der foretages en grundig vurdering af EU's tilsagn om at bekæmpe illoyal global konkurrence, navnlig for så vidt angår fødevaresikkerhed, sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige standarder, geografiske betegnelser, dyrevelfærd og følsomme sektorer; anmoder Kommissionen om at udvikle muligheder for eventuelle støtteforanstaltninger for landbrugere i EU i tilfælde af illoyal konkurrence ved at tilpasse konkurrencepolitikken til landbrugets særlige karakteristika med henblik på at sikre den økonomiske situation for primærproducenter i fødevarekæden;
20. understreger, at EU skal føre an i det globale samarbejde om at forbedre den internationale havforvaltning, herunder i områder uden for national jurisdiktion, med henblik på at tackle klimaforandringer, beskytte biodiversiteten og sikre en bæredygtig fremtid for fiskeriet; opfordrer Kommissionen til at styrke kampen mod ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri og til at bygge videre på de MedFish4Ever-erklæringen med henblik på at styrke bestandene i Middelhavet; opfordrer indtrængende Kommissionen til at reducere forsinkelserne i gennemførelsen af de foranstaltninger, der er vedtaget af internationale fiskeriorganisationer, og i behandlingen af foreslåede delegerede retsakter vedrørende fiskeri;
21. anmoder om, at Kommissionen gennemfører og afslutter en undersøgelse i 2018 om intellektuel ejendomsret og adgang til lægemidler med henblik på at tilskynde til forskning i oversete sygdomme og på at forbedre prisoverkommeligheden for lægemidler i EU og i udviklingslandene; forventer, at Kommissionen fremlægger et forslag til retsakt om et europæisk system for vurdering af sundhedsteknologi;
22. anmoder Kommissionen om at træffe konkrete foranstaltninger til at mindske kvalitetsforskelle mellem produkter inden for samme mærke i det indre marked; ønsker at se de første positive resultater af disse foranstaltninger senest i midten af 2018;
23. gentager sin mangeårige opfordring til Kommissionen om at fremsætte et lovgivningsmæssigt forslag om kollektive søgsmål, som i væsentlig grad kan bidrage til at hjælpe borgerne med at udøve deres rettigheder, når de har lidt skade fra virksomheder, der overtræder de gældende regler;
24. understreger behovet for yderligere at forbedre markedsovervågningen for produkter i EU og opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger med henblik på at overvinde det dødvande, som produktsikkerheds- og markedsovervågningspakken befinder sig i, navnlig for at nå et rimeligt kompromis om den obligatoriske angivelse af et produkts oprindelse ("made in");
25. opfordrer Kommissionen til snarest muligt at forelægge et lovgivningsmæssigt forslag om udvidelse af beskyttelsen af geografiske betegnelser til at omfatte ikke-landbrugsprodukter, hvilket vil få mange positive virkninger for borgerne, forbrugerne, producenterne og den europæiske økonomi og samfundet som helhed;
26. understreger betydningen af fuldt ud at realisere alle de foranstaltninger, der er foreslået i strategien for et digitalt indre marked; forventer, at Kommissionen følger op på midtvejsevalueringen af strategien for et digitalt indre marked med konkrete lovgivningsforslag med henblik på at skabe et klart retsgrundlag for aktiviteter, der formidles gennem digitale platforme, herunder for så vidt angår professionelle og ikke-professionelle udbydere af tjenesteydelser, ansvarsordninger, forbrugerrettigheder og beskyttelse af mindreårige, arbejdstagerrettigheder, ophavsrettigheder, konkurrence og beskatning;
27. opfordrer Kommissionen til at se videre end det digitale indre marked og arbejde hen imod en fuldt udbygget digital union med ambitiøse lovgivningsmæssige mål og de nødvendige finansielle midler; ønsker at se mulighederne i digitalisering omsat til konkrete fordele for alle europæere, herunder i de mest afsides beliggende landdistrikter, bl.a. gennem relevant brug af offentlige indkøb og øget brug af e-forvaltning i offentlige tjenester såsom uddannelse, sundhed og administrative procedurer for borgere og SMV'er; understreger, at den igangværende digitale omstilling bør resultere i et mere retfærdigt og mere inklusivt og dynamisk samfund, hvor individets rettigheder beskyttes;
28. opfordrer til ambitiøse investeringer i digitale færdigheder og til at gøre onlineverdenen sikker for alle generationer samt til forbedringer i undervisningen; opfordrer indtrængende til en hurtig gennemførelse af Wifi4EU-initiativet; anmoder Kommissionen om at forelægge en plan til at gøre Europa førende på verdensplan inden for datacentre, dataforvaltning og datasikkerhed gennem en fri strøm af data, der bygger på en stærk EU-lovgivning, der sikrer netneutralitet og beskytter personoplysninger og privatlivets fred; opfordrer Kommissionen til at intensivere indsatsen for at fremme europæisk forskning, udvikling og gennemførelse af 5G-teknologi;
29. forventer, at Kommissionen fremlægger de planlagte initiativer om cybersikkerhed, herunder med hensyn til Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA); understreger, at sådanne initiativer bør tage sigte mod at øge cybersikkerheden for industrien og til andre civile formål og omfatte effektive retsmidler;
Bedre investeringsinstrumenter
30. fremhæver, at en troværdig europæisk strategi for bæredygtig udvikling kræver en økonomisk politik, der sikrer tilstrækkelige offentlige og private investeringer på nationalt og europæisk plan til at afhjælpe eksisterende investeringsmangler; understreger, at mennesker i høj grad bekymrer sig om økonomiske muligheder og forhøjelse af levestandarden, og at de ville få glæde af en større samlet indsat fra medlemsstaterne og EU-institutionerne sammen gennem økonomiske politikker, der støtter hurtigere skabelse af kvalitetsbeskæftigelser, styrker befolkningens færdigheder og uddannelse og opretholder sociale serviceydelser af høj kvalitet, der sætter folk i stand til at deltage fuldt ud i det økonomiske og sociale liv; opfordrer derfor Kommissionen til at fastlægge en europæisk strategi for større offentlige og private investeringer, der rækker langt ud over den nuværende investeringsplan for Europa og er direkte forbundet med 2030-målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen; opfordrer til, at der fremsættes lovgivningsforslag med henblik på at integrere miljømæssige, sociale og forvaltningsmæssige kriterier i indberetningspligter og beslutningstagningen med henblik på at tilskynde investorerne til at støtte overgangen til bæredygtige og langsigtede projekter;
31. bekræfter på ny, at bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse er en vigtig europæisk prioritet for at øge retfærdigheden i samfundet og genskabe tilstrækkelig kapacitet til offentlige investeringer; mener, at det er afgørende, at Europa-Parlamentet og Rådet hurtigt når til enighed om krav til obligatorisk offentlig landeopdelt rapportering fra multinationale virksomheder, som bygger på Kommissionens forslag fra 2016[10]; understreger betydningen af at gøre fremskridt hen imod et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag baseret på de to forslag fra Kommissionen[11]; påpeger, at offentlige registre over egentligt ejerskab er afgørende elementer, der skal opnås i de igangværende forhandlinger om direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge (2015/849)[12]; opfordrer Kommissionen til at oprette sin egen uafhængige liste over højrisikojurisdiktioner, hvis foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at bekæmpe hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme; anmoder om, at Kommissionen hurtigst muligt forelægger en EU-sortliste over skattely, der bl.a. omfatter hårde og automatiske sanktioner mod lande og jurisdiktioner, der er opført på listen; anmoder om, at Kommissionen træffer alle relevante foranstaltninger for at sikre, at alle globale og teknologibaserede virksomheder betaler deres rimelige del af skatten i Europa;
32. minder om, at EU's nuværende merværdiafgift (moms) oprindeligt skulle være midlertidig og nu er forældet; anmoder om et forslag om at opgradere det til en definitiv ordning baseret på princippet om bestemmelsessted; fremhæver, at det er nødvendigt at finde en effektiv løsning for at undgå momssvig og momsgab; mener i denne forbindelse, at Den Europæiske Anklagemyndighed bør være en del af dette svar, og opfordrer Kommissionen til at fremme en hurtig aftale inden for rammerne af det forstærkede samarbejde;
33. forventer, at Kommissionen hurtigt følger op på de kommende henstillinger fra Parlamentets Undersøgelsesudvalg om Hvidvaskning af Penge, Skatteundgåelse og Skatteunddragelse (PANA);
34. opfordrer Kommissionen til at fremsætte ambitiøse forslag om europæiske tilsynsmyndigheder med henblik på at gøre fremskridt hen imod et fælles EU's tilsyn med kapitalmarkedsunionen; påpeger, at dette navnligt forudsætter, at Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds beføjelser udvides, og at Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici får en større rolle; understreger, at kapitalmarkedsunionen bør bidrage til udviklingen af bæredygtig finansiering, der letter finansieringen af langsigtede investeringer med en særlig beskatningsordning;
35. forventer, at Kommissionen i lyset af den af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU reviderer forordningen om europæisk markedsinfrastruktur (forordning (EU) nr. 648/2012)[13], direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde (2011/61/EU)[14] og direktivet om markeder for finansielle instrumenter (2014/65/EU)[15], med henblik på at bevare og styrke stabiliteten på de finansielle markeder; opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe yderligere foranstaltninger med henblik på at styrke den finansielle sektors bidrag til en bæredygtig udvikling;
36. opfordrer til en hurtig indsats for at fuldføre bankunionen med en fælles bagstopper for Den Fælles Bankafviklingsfond, der er tilstrækkelig stor og nyder godt af en direkte kreditlinje fra den europæiske stabilitetsmekanisme og med en europæisk indskudsforsikringsordning; opfordrer til, at der foretages en evaluering af den nuværende ramme for genopretning og afvikling; påpeger nødvendigheden af yderligere at mindske risici og ubalancer, der hovedsageligt skyldes en vedvarende svag vækst; opfordrer Kommissionen til hurtigt at fremsætte forslag om en europæisk strategi for udvikling af et velfungerende sekundært marked for misligholdte lån, herunder gennem definitionen af en europæisk plan for porteføljeadministrationsselskaber og den nødvendige finjustering af gennemførelsen af reglerne om statsstøtte;
37. opfordrer Kommissionen til at gå videre i retning af et egentligt sikkerhedsnet for euroområdet til at indgå ny fælles garanteret gæld og samtidig undgå kunstige og særdeles komplekse løsninger, der kunne have en negativ indflydelse på medlemsstaternes finansielle stabilitet og finansieringsmæssige kapacitet;
38. opfordrer indtrængende til gennemførelsen af en vækstfremmende samlet finanspolitisk kurs i euroområdet og til etableringen af en finanspolitisk kapacitet for euroområdet sammen med en konvergenskodeks, ud over den fulde anvendelse af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og de europæiske struktur- og investeringsfonde; gentager, at en finanspolitisk kapacitet for euroområdet bør sigte mod at fremme opadgående socioøkonomisk konvergens og afbøde økonomiske chok, herunder gennem en europæisk arbejdsløshedsforsikringsordning; bemærker, at euroområdets budgetmæssige kapacitet bør omfatte nye instrumenter inden for EU's budget (over FFR-lofterne) samt en reform af den europæiske stabilitetsmekanisme, som indarbejdes i EU's retlige ramme og underlægges demokratisk kontrol; er enigt med Kommissionen i, at en finanspolitisk kapacitet for euroområdet bør være åben for lande uden for euroområdet, der ønsker at deltage deri; beklager imidlertid Kommissionens passivitet, idet den først planlægger etableringen af en sådan finanspolitisk kapacitet for euroområdet i 2025;
39. opfordrer til, at der indføres en "gylden regel for investeringer", og at der indarbejdes indikatorer for bæredygtig udvikling i stabilitets- og vækstpagten for at sikre et sundt niveau af investeringer af god kvalitet i Europas fremtidige velstand;
40. forventer, at der bliver fremsat lovforslag vedrørende samhørighedspolitikken efter 2020 for at sikre i det mindste en fortsættelse af det nuværende investeringsniveau for opadgående konvergens, bæredygtig udvikling, kvalitetsbeskæftigelse og mindre ulighed på det indre marked; forventer også forslag om en fælles landbrugspolitik efter 2020 og et nyt rammeprogram for forskning med udgangspunkt i den foreløbige evaluering af Horisont 2020 og Parlamentets gennemførelsesrapport; opfordrer indtrængende til, at alle eksisterende flerårige programmer inden for almen uddannelse, ungdom, sport, kultur, medier og unionsborgerskab (Erasmus+, Et Kreativt Europa og Europa for Borgerne) bliver videreført efter 2020 med væsentlige budgetforhøjelser i betragtning af den kroniske underfinansiering af de nuværende programmer; anmoder om inden udgangen af 2018 at modtage en rapport om gennemførelsen af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, navnlig vedrørende forbedringer hvad angår additionalitet, geografisk balance og styring; opfordrer indtrængende Kommissionen til at stille alle forslag til retsakter under den flerårige finansielle ramme efter 2020 tilstrækkeligt tidligt i 2018 til, at alle programmer kan iværksættes i god tid;
Intern sikkerhed
41. påpeger, at sikkerhed i dagligdagen i høj grad er noget, borgerne bekymrer sig om, og at det skal være muligt for europæerne med et langt bedre samarbejde;
42. opfordrer Kommissionen til at sikre effektiv og koordineret gennemførelse af den europæiske dagsorden om sikkerhed for perioden 2015-2020, der prioriterer bekæmpelse af terrorisme, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet; gentager sin opfordring til en dybdegående evaluering med fokus på de relevante eksisterende EU-instrumenters operationelle effektivitet og på de resterende mangler på dette område, inden der fremlægges nye lovgivningsmæssige forslag; anmoder om, at alle nye foranstaltninger på sikkerhedsområdet ledsages af konsekvensanalyser;
43. minder om, at en korrekt forvaltning af EU's ydre grænser er et vigtigt anliggende for de europæiske borgere, især med henblik på at sikre, at medlemsstaterne afholder sig fra at udføre intern grænsekontrol i Schengenområdet; opfordrer til fuld gennemførelse af forordningen om den europæiske grænse- og kystvagt (forordning (EU) 2016/1624)[16];
44. opfordrer Kommissionen til at fremsætte gennemførlige ikkelovgivningsmæssige forslag til, hvordan man kan forbedre udvekslingen af oplysninger mellem retshåndhævende myndigheder, mellem efterretningsorganisationer og mellem retshåndhævende myndigheder og efterretningstjenester med henblik på effektivt at bekæmpe grænseoverskridende organiseret kriminalitet og terrorisme; minder i denne forbindelse om betydningen af øget operationelt samarbejde mellem medlemsstaterne, EU-agenturerne og tredjelande;
45. understreger behovet for at udvikle effektive og passende kapaciteter til bekæmpelse af cyberangreb; understreger betydningen af at sikre en effektiv koordinering og undgå overlapning mellem alle relevante aktører; understreger i denne forbindelse betydningen af at samarbejde med NATO og den private sektor;
46. opfordrer Kommissionen til at benytte sig af teknisk og finansiel ekspertise og tekniske og finansielle ressourcer for at sikre samordning på EU-plan og udveksling af bedste praksis for bekæmpelse af voldelig ekstremisme og terrorpropaganda og anvendelse af internettet til rekruttering og finansiering; mener, at der især bør fokuseres på strategier for forebyggelse, integration og reintegration med et tydeligt kønsperspektiv;
47. påpeger, at vold mod kvinder også er et spørgsmål om intern sikkerhed; opfordrer Kommissionen til at arbejde hen imod en hurtig afslutning af EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og snarest muligt at forelægge en retsakt til forebyggelse og bekæmpelse af kønsbaseret vold;
Udformning af en egentlig europæisk asyl- og indvandringspolitik
48. gentager behovet for, at europæerne samarbejder langt bedre for at sikre, at der findes sikre og lovlige veje til EU for dem, der søger om international beskyttelse, og at asylansøgere, der ankommer til Europa, kan udøve deres grundlæggende rettigheder, herunder retten til at søge international beskyttelse, og for at forbedre samarbejdet med tredjelande med henblik på at tackle de grundlæggende årsager til tvungen migration; understreger behovet for at sikre, at samarbejdet med partnerlande om migration er i overensstemmelse med menneskerettighederne;
49. slår til lyd for øgede bestræbelser på at nå til enighed om en reform af Dublinsystemet for at udarbejde og gennemføre en egentlig og fælles europæisk asylpolitik i overensstemmelse med artiklerne 78 og 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF); understreger, at alle medlemsstater i mellemtiden bør opfylde deres forpligtelser i henhold til Rådets afgørelser om flytning af asylansøgere fra Grækenland og Italien, fortrinsvis ved flytning af kvinder og uledsagede mindreårige og andre sårbare grupper, f.eks. handicappede og LGBTI-personer; opfordrer til en yderligere indsats for at lette migranters, flygtninges og asylansøgeres adgang til systemerne for almen og faglig uddannelse samt til arbejdsmarkedet, og til at anerkende deres kvalifikationer;
50. opfordrer Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsmæssigt forslag om humanitære visa som en supplerende sikker og lovlig rute for asylansøgere ud over genbosætning og til at beskytte ofre for menneskehandel i EU;
51. opfordrer til en koordineret indsats for lovlig migration på EU-plan, der går videre end det nuværende lappeløsning; insisterer på at styrke partnerskaber med tredjelande med hensyn til lovlig migration og udvikling af EU-dækkende mobilitetspakker med passende garantier, bl.a. med hensyn til arbejdsvilkår;
52. opfordrer Kommissionen til at revidere overholdelsen af folkeretten, herunder Genèvekonventionen om flygtninge, og den humanitære folkeret og menneskerettighedslovgivningen, hos alle aktører, der er involveret i beskyttelsen af Europas ydre grænser, forvaltning af flygtningelejre og modtagelse af asylansøgere; opfordrer til en præcisering af sondringen mellem smugling og almindelige borgere, der hjælper mennesker i nød;
Demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder
53. påpeger, at det at "Langt mere sammen om prioriteter, som betyder noget for borgerne" betyder, at EU er nødt til at handle for at beskytte de grundlæggende rettigheder og de værdier og principper, der er fastsat i EU's grundlæggende traktater; understreger, at dette også kræver, at der tages konkrete skridt til at forenkle forvaltningen vedrørende grænseoverskridende aspekter af folks liv og beskytte personer mod misbrug ved at lukke smuthuller i EU-lovgivningen eller national lovgivning;
54. opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag om en pagt for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder i form af en interinstitutionel aftale i overensstemmelse med den henstilling, som Parlamentet fremsatte i sin lovgivningsmæssige betænkning af 25. oktober 2016[17];
55. opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag om en stærkere indsats for integration og afradikalisering, der bygger på relevante eksisterende politikker og identificerer yderligere kapacitetsbehov;
56. gentager sin opfordring til Kommissionen og Rådet om at gøre alle mulige bestræbelser på at afvikle blokeringen af et horisontalt direktiv mod forskelsbehandling[18];
57. opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre en mere målrettet indsats for at fjerne de vedvarende lønforskelle mellem mænd og kvinder ved at foreslå et direktiv, der bygger på Kommissionens henstilling fra 2014 om løngennemsigtighed; opfordrer Kommissionen og Rådet til at intensivere indsatsen for at nå til politisk enighed om forslaget til direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber[19];
58. opfordrer Kommissionen til straks at fremlægge et omfattende lovgivningsforslag som svar på Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. februar 2017 om civilretlige bestemmelser om robotteknologi[20], som mindst skal omfatte aspekter af menneskerettigheder og etik, forsigtighedsprincippet og de vigtigste konsekvenser af robotteknologi for arbejdsmarkederne og de sociale sikringsordninger;
59. opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge et lovgivningsforslag til en EU-lovgivning om beskyttelse af whistleblowere med et bredt anvendelsesområde og et passende retsgrundlag for at sikre horisontal beskyttelse, der indbefatter alle kategorier af whistleblowere;
60. opfordrer Kommissionen til at trække sit forslag til direktiv om enkeltmandsselskaber med begrænset ansvar tilbage; udtrykker dyb bekymring i lyset af afsløringerne i Panama-papirerne om, at dette direktiv vil skabe smuthuller i Europa på grund af manglen på retssikkerhed;
61. understreger, at ethvert forslag om, at onlineregistrering af virksomheder skal omfatte sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at systemet ikke kan misbruges til at skabe skuffeselskaber og omgå arbejdsretten, love om arbejdstagernes deltagelse og skattelovgivninger, og påpeger, at en europæisk selskabsregistreringssystem, det være sig online eller personligt, bør være forbundet med et europæisk selskabsregister eller i det mindste med sammenkoblede selskabsregistre i medlemsstaterne med et fælles sæt af minimumsstandarder for de indgivne oplysninger;
62. opfordrer Kommissionen til endelig at forelægge et forslag om det 14. direktiv om selskabsret med regler for flytning af et selskabs hjemsted, som sikrer, at der betales skat der, hvor fortjenesten genereres, og som beskytter arbejdstagernes rettigheder, navnlig med hensyn til repræsentation på bestyrelsesniveau, samt deltagelse og information;
63. opfordrer Kommissionen til at fremsætte et forslag til forordning om anerkendelse af indholdet af offentlige dokumenter som følge af vedtagelsen af forordningen om fremme af den frie bevægelighed for borgere og virksomheder gennem en forenkling af accepten af visse offentlige dokumenter; insisterer på behovet for at medtage registrerede partnerskaber i den kommende forordnings anvendelsesområde;
64. opfordrer Kommissionen til at fremsætte et initiativ om beskyttelsen af mediefrihed og -pluralisme, fremme af digitale færdigheder, bekæmpelse af misinformation, hadefuld tale, sexisme og cybermobning og fremme en faktabaseret og demokratisk debat, selv i en tid med sociale medier;
65. opfordrer på ny Kommissionen til at fremsætte forslag om europæisk forvaltningsret;
Europa som en førende global aktør
66. understreger, at EU er mest betydningsfuld og indflydelsesrig i sine forbindelser med partnere rundt om i verden, hvis det står sammen og taler med én stemme; ønsker, at EU skal være en aktiv medspiller på verdensplan, der fremmer menneskerettighederne, demokratiet, retsstaten og støtten til demokratiet for at opnå en fredelig og samarbejdsorienteret international orden inden for et multilateralt system, opfyldelse af 2030-målene for bæredygtig udvikling og fuld gennemførelse af klimaaftalen fra Paris; mener, at EU også bør styrke sin profil som standardiseringsorgan for de globale finansielle markeder, herunder gennem fælles repræsentation i internationale finansielle institutioner; er af den opfattelse, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) bør kombinere "blød magt" med en kapacitet til at anvende "hård magt", når det er nødvendigt, under hensyntagen til, at der ikke kan være nogen udvikling uden sikkerhed og ingen sikkerhed uden udvikling ; opfordrer til, at der gennemføres en effektiv EU-strategi for internationale kulturelle forbindelser;
67. vurderer, at den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) bør styrkes, bl.a. gennem oprettelse af et permanent struktureret samarbejde (PESCO), samtidig med at det strategiske partnerskab med NATO udvikles yderligere; mener, at det europæiske forsvar kan og bør fremmes gennem øget effektivitet i medlemsstaternes forsvarsudgifter, gennem fælles kapacitetsudvikling og positive incitamenter fra Den Europæiske Forsvarsfond, der støtter en konkurrencedygtig europæisk forsvarsindustri, og gennem civil-militære synergier i gennemførelsen af FSFP-missioner og -operationer; minder om den vigtige rolle, som EU fortsat spiller i konfliktforebyggelse, konfliktløsning og fredsopbygning rundt om i verden, herunder med hensyn til at fremme kvinders deltagelse i fredsprocesser; opfordrer til fuld demokratisk kontrol med FSFP;
68. opfordrer Kommissionen til at understøtte udvidelses- og adgangsprocessen og genvurdere, hvorvidt udvidelsesstrategien – der støttes af instrumentet til førtiltrædelsesbistand – leverer de forventede resultater; understreger, at den stadig mere ustabile situation i den Vestlige Balkanregion kræver et stærkere engagement fra EU's side; mener, at der bør sættes øget fokus på at styrke de gode naboforbindelser og regional sikkerhed, som understøttes af strategisk kommunikation, og med det formål at øge EU's troværdighed som den største donor i den Vestlige Balkanregion; beklager, at udvidelsesprocessen med Tyrkiet må suspenderes i lyset af begivenhederne siden kupforsøget i juli 2016 og folkeafstemningen den 16. april 2017;
69. opfordrer Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) til at yde størst mulig støtte til den reformdagsorden, som forfølges af partnerlande inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik, navnlig med hensyn til bekæmpelse af korruption, modernisering af offentlige institutioner, der forsvarer menneskerettighederne, styrkelse af kvinders indflydelse og stilling, beskyttelse af minoriteter og styrkelse af retsstaten; glæder sig over de prioriteringer for partnerskabet, som EU allerede har etableret med en række lande inden for rammerne af den fornyede europæiske naboskabspolitik (ENP), men bemærker dog, at EU's politikker skal tilpasses til den enkelte nationale sammenhæng; mener, at EU bør styrke sit samarbejde med landene i det østlige partnerskab for at styrke deres demokratiske institutioner, modstandskraft og uafhængighed; opfordrer til et snævrere samarbejde og en mere aktiv rolle for EU i forbindelserne med de sydlige nabolande med henblik på at forbedre den politiske og sikkerhedsmæssige dialog, styrke kampen mod terrorisme, forebygge radikalisering og forvalte migration på en måde, der beskytter menneskerettighederne;
70. er fortsat bekymret over situationen i Libyen og navnlig handlinger, der truer freden, sikkerheden og stabiliteten i landet samt underminerer en vellykket gennemførelse af Libyens politiske overgang; opfordrer til øget EU-støtte med henblik på at ledsage Libyens overgangsproces hen imod et inklusivt demokrati og til at træffe alle mulige foranstaltninger for at sikre respekt for menneskerettighederne og leveringen af akut humanitær bistand;
71. opfordrer til en fuldstændig gennemførelse af EU's strategi for Syrien og de dertil knyttede aktioner, jf. Parlamentets beslutning af 18. maj 2017[21]; støtter næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) og FN's generalsekretærs særlige udsending til Syrien i deres diplomatiske bestræbelser på at nå ud til de relevante regionale aktører og fremme en politisk overgang; understreger, at EU bør være rede til at yde konkret støtte til politisk forsoning og genopbygning i Syrien;
72. opfordrer til en omfattende reaktion på den igangværende krig i Yemen fra EU's side ved at kombinere en øget humanitær indsats med aktive fredsskabende initiativer og målrettet støtte til genopretning og genopbygning;
73. understreger, at EU og dets medlemsstater er verdens største bistandsyder, og at det primære mål med EU's udviklingsbistand er udryddelse af fattigdom; understreger, at EU er nødt til at udvikle en solid plan for at kunne bevare sit globale lederskab i de kommende år, herunder en køreplan for at nå EU's kollektive forpligtelse på 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) til offentlig udviklingsbistand (ODA); opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og Rådet til regelmæssigt at aflægge rapport til Europa-Parlamentet om Unionens fremskridt; minder om, at udviklingsbistand primært bør rettes mod udryddelse af fattigdom og fremme af en bæredygtig udvikling; understreger behovet for at sikre, at udviklingsbistanden ikke omdirigeres, reduceres eller udnyttes, og at den geografiske fordeling af udviklingsbistand fortsætter i overensstemmelse med behovene i modtagerlandene; er imod at gøre EU's udviklingsbistand afhængig af styringen af migrationsstrømmene og tilbagetagelsesaftaler;
74. opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at fremme nye initiativer med henblik på reelt at fremme EU's overholdelse af den humanitære folkeret som fastsat i de relevante EU-retningslinjer; gentager navnlig, at der er behov for en striks anvendelse fra EU's side af de regler, der er fastsat i Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december om våbeneksport[22];
75. er alvorligt bekymret over de voksende spændinger og risikoen for yderligere destabilisering i Mellemøsten og i området omkring den Persiske Golf, som forværres af, at regionale og internationale aktører handler på egne vegne; opfordrer NF/HR og EU-Udenrigstjenesten til at anvende det fulde spektrum af diplomatiske værktøjer til deres rådighed til at optrappe EU's engagement i forhold til alle regionale aktører med henblik på at nedtrappe spændingerne, demilitarisere eksisterende konflikter og bane vejen for en vidtfavnende regional sikkerhedsarkitektur;
76. roser NF/HR og EU-Udenrigstjenesten for deres resolutte tilsagn om at opretholde den fælles omfattende handlingsplan med Iran, som er et vigtigt skridt i EU's diplomati og effektive multilateralisme samt en mulighed for gradvis at gå i dialog med Iran på områder af fælles interesse; opfordrer NF/HR og EU-Udenrigstjenesten til at fortsætte dialogen med USA om den fulde gennemførelse af den fælles omfattende handlingsplan, navnlig med hensyn til lovlige økonomiske aktiviteter i Iran, men også til at være parat til effektivt at beskytte europæiske økonomiske aktørers interesser ved at modsætte sig den eksterritoriale anvendelse af de amerikanske sanktioner;
77. anmoder om en handlingsplan til gennemførelse af den nye europæiske konsensus om udvikling; gentager sin opfordring til udviklingsvenlig politikkohærens med henblik på at anvende alle EU's interne og eksterne politikker til støtte for fattigdomsbekæmpelse og fuld gennemførelse af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og dens mål for bæredygtig udvikling, herunder gennemsigtige og robuste rammer for overvågning og revision;
78. anmoder om en ny handlingsplan til gennemførelse af den europæiske konsensus om humanitær bistand; mener, at de forpligtelser, EU indgik på det humanitære verdenstopmøde i 2016, bør tages i betragtning;
79. opfordrer Kommissionen til at forelægge et initiativ med henblik på at forbedre fødevaresikkerheden i udviklingslandene, herunder gennem støtte til miljøvenlig landbrugsdrift, i forbindelse med en bedre forbindelse mellem humanitær bistand og udviklingssamarbejde, og gennem udnyttelse af erfaringerne fra den nuværende alvorlige klimarelaterede fejlernæringskriser og truende hungersnød i visse afrikanske lande;
80. beklager meddelelsen fra USA's præsident om, at USA vil ikke indfri sine forpligtelser i henhold til Parisaftalen; gentager sin kraftige støtte til gennemførelsen af denne historiske aftale, som er af afgørende betydning for at begrænse miljøkatastrofer og forebygge uoprettelige skader på jordens klima; bifalder på det kraftigste, at partnerne i hele verden også har bekræftet deres fortsatte forpligtelser i henhold til klimaaftalen i Paris;
81. understreger, at der er behov for yderligere skridt til at tilpasse EU's handelspolitik til målene for bæredygtig udvikling og klimaaftalen fra Paris og fremme retfærdig og reguleret global handel til gavn for alle mennesker i verden; opfordrer navnlig til:
• et lovgivningsforslag om obligatorisk fornøden omhu i forbindelse med globale værdikæder for at bekæmpe illoyal handelspraksis, sikre gennemsigtighed og sporbarhed og værne om menneskerettighederne, arbejdstagerrettigheder og miljømæssige rettigheder
• en vellykket og hurtig afslutning på forhandlingerne om en modernisering af EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter mod handelspraksisser og subvention, der anvendes af tredjelande, som forvrider konkurrencen
• indsats fra Kommissionens side for at reducere den globale overkapacitet for stål inden for rammerne af et regelbaseret multilateralt handelssystem, herunder gennem relevant lovgivning mod dumping og subvention
• yderligere skridt hen imod etableringen af et multilateralt investeringsretssystem til erstatning for private voldgiftsretter for tvistbilæggelse mellem investorer og stater
• forslag fra Kommissionen om en reform af den måde, hvorpå kapitler om "handel og bæredygtig udvikling" i handelsaftaler håndhæves; sanktioner for manglende overholdelse af bestemmelser om bæredygtig udvikling bør være muligt som en sidste udvej, når alle andre mekanismer for samarbejde og mægling er udtømt
• specifikke forslag fra Kommissionen, der bygger på oplægget om styring af globaliseringen, for at skabe levedygtige nye muligheder for europæere, som er blevet svigtet ved den globale økonomiske konkurrence; disse forslag bør udgøre en del af EU's strategi for bæredygtig udvikling og omfatte ajourføring og styrkelse af instrumenter såsom Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen
• vedvarende pres fra Kommissionen på Rådet for at offentliggøre forhandlingsmandaterne til handelsforhandlinger og mener, at disse bør offentliggøres som hovedregel, herunder tidligere vedtagne mandater; opfordrer indtrængende Kommissionen til at intensivere sine bestræbelser på at sikre gennemsigtighed over for den brede offentlighed ud over parlamentarikere, som skal underrettes fuldt ud om alle faser i aftalers livscyklus, og at understrege behovet for regelmæssige civilsamfundsdialoger med henblik på at genoprette tilliden til EU's handelspolitik;
82. opfordrer Kommissionen til at forsætte forhandlingerne om afbalancerede og fair handelsaftaler, som tager behørigt højde for følsomme landbrugsprodukter, herunder solide tilsagn om arbejdsstandarder og skattemæssig gennemsigtighed, multilaterale miljøaftaler, bæredygtig udvikling, sundheds- og plantesundhedsmæssige standarder og andre normer for landbrugsprodukter og fødevarer; advarer om, at Parlamentet kun vil være i stand til at give sit samtykke til nye handelsaftaler, hvis ovennævnte bekymringer tages behørigt i betragtning;
83. glæder sig over den nylige offentliggørelse af den fælles meddelelse om en fornyet fremdrift til partnerskabet mellem Afrika og EU; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at bringe partnerskabet fremad med en åben og gennemsigtig dialog, der inddrager civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter i Afrika og Europa, med henblik på at styrke vores strategiske forbindelser med særlig fokus på at opbygge sikrere og mere modstandsdygtige stater og samfund, investere i uddannelse og skabe flere og bedre job, navnlig for unge, og sikre respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder med henblik på at tackle de grundlæggende årsager til irregulær migration;
84. opfordrer Kommissionen til at fremlægge et udkast til mandat til forhandlingerne om perioden efter Cotonou, der sigter mod at styrke forbindelserne mellem Den Europæiske Union og landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet, herunder specifikke forslag om støtte til kvinder og unge;
Finansielle løsninger for en fælles europæisk fremtid
85. fremhæver, at de valg, der skal træffes med hensyn til fremtiden for europæisk integration og prioriteterne for fælles handling vil have direkte konsekvenser for udformningen af EU's flerårige finansielle ramme efter 2020; understreger, at Europa ikke kan samarbejde meget bedre om prioriteter, som betyder noget for borgerne, medmindre der er tilstrækkelige budgetmæssige, finansielle og administrative ressourcer til rådighed til at sikre gennemførelsen af fælles politikker;
86. gentager, at den flerårige finansielle ramme for 2014-2020 har vist sig at være for beskeden og ikke tilstrækkelig fleksibel til at sikre, at Den Europæiske Union er i stand til at reagere på de fælles udfordringer, den står overfor;
87. påpeger, at merværdien af udgifter på EU-niveau ikke skyldes effektivitetsgevinster i forbindelse med investeringer på tværs af grænserne eller med større muligheder for specialisering, men også i forbindelse med udviklingen af et stort indre marked og en ØMU, der er karakteriseret ved opadgående økonomisk konvergens og fælles gennemførelse af fælles politikker som f.eks. sikkerhed, klimaforandringer, miljøvenligt landbrug og fiskeri samt økonomisk, social og territorial samhørighed; understreger, at EU-budgettet i alle disse henseender er en "win-win"-ordning, uden hvilken den europæiske integration ikke vil være mulig;
88. fremhæver betydningen af robuste kontrolsystemer for at forsvare retfærdighed på det finansielle område og aktivt bekæmpe svig og uregelmæssigheder med henblik på at sikre beskyttelsen af EU-borgernes finansielle interesser og reelle egne indtægter; understreger, at der er behov for et ansvarligt EU-budget for at sikre effektiviteten af kontrolsystemerne og gennemsigtighed;
89. henleder opmærksomheden på, at på mange områder, som borgerne i høj grad interesserer sig for, opnår EU begrænsede resultater på grund af, at utilstrækkelige finansielle bevillinger gør det meget vanskeligt at planlægge og gennemføre en stærkere indsats, såsom i tilfældet med ungdomsgarantien, som klart har vist sit værd som politik, men kun har været i stand til at nå ca. 40 % sin målgruppe på grund af sine beskedne finansielle bevillinger;
90. opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at undlade at fastsætte vilkårlige lofter for den flerårige finansielle ramme efter 2020 og i stedet basere udformningen på en vurdering af EU's fælles behov, fælles valg og merværdien af at handle i større målestok; understreger, at det nuværende lave loft for betalingsbevillinger hele tiden har indvirket negativt på EU's troværdighed og evne til at handle; understreger behovet for større fleksibilitet i den flerårige finansielle ramme efter 2020;
91. understreger, at samhørighedspolitikken er en væsentlig og afgørende vigtig investeringspolitik for EU, som bør suppleres med, men ikke kan erstattes af instrumenter, der forvaltes af Den Europæiske Investeringsbank; minder om, at innovative finansielle instrumenter kun er relevante for visse typer projekter, og at tilskudsfinansiering fortsat er afgørende for at kunne opretholde og udvikle mange offentlige goder; opfordrer indtrængende Kommissionen til at tilvejebringe de rette redskaber på de rette steder ved udarbejdelsen af den flerårige finansielle ramme efter 2020;
92. påpeger, at usikkerhed om Det Forenede Kongeriges bidrag til EU's politikker inden for rammerne af et fremtidig forhold mellem EU og Det Forenede Kongerige, udgør en udfordring for den flerårige finansielle ramme efter 2020, men også en lejlighed til at strømline EU-budgettets indtægtsside og give den et mere solidt grundlag gennem en væsentlig styrkelse af egne indtægter;
93. opfordrer Kommissionen til at følge op på oplægget om EU's fremtidige finanser med ambitiøse forslag på grundlag af rapporten fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter;
94. mener, at en del af den selskabsbeskatning, der opkræves i EU, bør udgøre en egen indtægt for EU-budgettet, der afspejler fordelen ved at kunne drive handel inden for EU's store indre marked;
95. mener, at EU's budget for tiden efter 2020 bør yde et stærkt bidrag til gennemførelsen af klimaaftalen fra Paris, både på indtægts- og udgiftssiden; mener især, at en reformeret ordning for beskatning af kilder til drivhusgasser bør give indtægter til EU-budgettet, samtidig med at der bør foretages flere EU-investeringer for at støtte overgangen til en grønnere økonomi;
96. mener, at i det omfang nationale bidrag til EU-budgettet fortsat vil være nødvendige efter en styrkelse af EU's egne ressourcer, bør de udelukkes fra beregningen af budgetunderskud under stabilitets- og vækstpagten, fordi EU-budgettet primært finansierer investeringer i fremtidig velstand;
Hvordan kan Europa arbejde bedre sammen?
97. er overbevist om, at en praktisk tilgang, som er fokuseret på at finde effektive løsninger på prioriteter, som betyder noget for borgerne, kan bringe EU et stort skridt på vejen mod stærkere offentlig støtte til europæisk integration; mener, at konkrete resultater med hensyn til at forbedre leve- og arbejdsvilkårene, øge investeringerne, skabe muligheder for alle, der føler sig ladt i stikken, mindske skatteunddragelse og bringe globaliseringen under kontrol vil gøre EU mindre sårbart over for fristelsen til nationalisme;
98. mener, at Kommissionens hvidbog var nyttig til at starte en åben debat på grundlag af forskellige scenarier for Europas fremtid; forventer imidlertid, at talen om Unionens tilstand fastlægger en klar vision for, hvordan EU kan samarbejde langt bedre om prioriteter, som betyder noget for borgerne;
99. konstaterer ligeledes, at selv om Kommissionens dokumenter om Europas sociale dimension, styring af globaliseringen, uddybning af ØMU'en, fremtiden for det europæiske forsvar og fremtiden for EU's finanser var nyttige med henblik på indledende overvejelser, skal Kommissionens arbejdsprogram for 2018 skitsere konkrete foranstaltninger, der kan føre til fremskridt på disse områder og på andre områder, der er omfattet af denne beslutning;
100. opfordrer indtrængende de 27 medlemsstater til at samarbejde med hinanden og med EU's institutioner i god tro med henblik på at opnå fælles fremskridt; fastholder, at det bedste middel til at opnå resultater er ved at forlade sig på demokratiske, flertalsbaserede beslutninger inden for rammerne af traktaterne; omvendt er den bedste vej til lammelse og fiasko at blive taget som gidsler af aktører, der udøver deres vetoret;
101. understreger, at et langt bedre samarbejde i et europæisk demokrati kræver, at man forstår hinanden bedre; opfordrer derfor til at styrke programmer, der fremmer interkulturel dialog og kulturelle udvekslinger mellem europæiske borgere; støtter initiativer, som gør den europæiske kulturarv mere bredt kendt, bl.a. ved at udnytte alle de muligheder, der ligger i det europæiske år for kulturarv 2018; finder, at dialogen mellem de europæiske institutioner og borgerne bør styrkes yderligere; mener med henblik herpå, at borgernes andragender til Parlamentet, og det deraf følgende samarbejde med Kommissionen og medlemsstaterne kan gøres mere synlig og dynamisk; mener, at det desuden er vigtigt, at det europæiske borgerinitiativinstrument gøres mere tilgængeligt og brugervenligt for at tilskynde folk til at deltage i EU's politiske beslutningsproces; mener, at oplysninger om EU's strategier og politikker skal gøres lettere tilgængelige og forståelige for borgerne i hele EU; efterlyser relevante uddannelses- og medietiltag, der har til formål at hjælpe borgerne med at træffe informerede valg ved valget til Europa-Parlamentet i 2019;
102. gentager, at EU's funktion kan forbedres væsentligt på grundlag af Lissabontraktaten, navnlig gennem fuld anvendelse af den almindelige lovgivningsprocedure og afstemning med kvalificeret flertal i Rådet; minder om, at mekanismen for et styrket samarbejde også kan anvendes, navnlig for at uddybe ØMU'en, med henblik på at gøre mere på området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og opnå et stærkere samarbejde inden for retlige og indre anliggender;
103. fremhæver, at mekanismen for forstærket samarbejde med inddragelse af Parlamentet, Kommissionen og Domstolen er langt at foretrække frem for mellemstatslige løsninger uden for Unionens retlige ramme; gentager, at enhver udbygning af integrationen bør gennemføres på en inklusiv måde med reel åbenhed over for, at andre medlemsstater kan tilslutte sig på et senere tidspunkt;
104. gentager, at den finanspolitiske kapacitet for euroområdet, der virker gennem en reform af ESM og/eller gennem instrumenter, der er integreret i EU-budgettet ud over instrumenter, der tjener EU-27, skal underlægges Europa-Parlamentets fulde demokratiske kontrol; opfordrer til, at der forud for enhver revision af traktaten forhandles om en interinstitutionel aftale om den økonomiske styring i euroområdet;
105. gentager, at offentlighedens tillid til beslutningsprocessen på EU-niveau ville blive forbedret gennem større åbenhed om forhandlingerne i Rådet og dets forberedende organer; opfordrer atter til en betydeligt øget offentlig adgang til Rådets dokumenter; opfordrer til, at der oprettes et lovgivningsmæssigt tokammersystem, som er lettere at forstå for borgerne;
106. mener, at den flerårige finansielle ramme efter 2020 bør have en varighed på 5 + 5 år, der er forbundet med gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling og afspejler behovet for en langsigtet planlægning af investeringer, men også under hensyntagen til, at valget til Europa-Parlamentet afholdes hvert femte år; er af den opfattelse, at valget til Europa-Parlamentet i 2019 bør give et mandat til endelige afgørelser om prioriteterne for indtægter og udgifter under den flerårige finansielle ramme efter 2020, og at valget til Europa-Parlamentet i 2024 bør give et mandat med henblik på midtvejsrevisionen heraf;
107. opfordrer til foranstaltninger, der muliggør stor synlighed af europæiske politiske partier og deres førende kandidater i alle medlemsstaterne i tiden op til valget til Europa-Parlamentet i 2019;
108. opfordrer Kommissionen til sammen med Parlamentet at støtte og samle europæiske bevægelser og borgerinitiativer vedrørende Europas fremtid;
109. opfordrer Kommissionen og Rådet til at indlede en grundig interinstitutionel dialog til forberedelse af den fælles erklæring om prioriteterne for 2018 og Det Europæiske Råd i december.
°
° °
110. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.