Mødedokument
24.10.2017
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om bekæmpelse af seksuel chikane og seksuelle overgreb i EU
( 2017/2897(RSP) )
Mylène Troszczynski
for ENF-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om bekæmpelse af seksuel chikane og seksuelle overgreb i EU
( 2017/2897(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,
– der henviser til erklæringen om barnets rettigheder fra 1924,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1351/2008/EF af 16. december 2008 om etablering af et flerårigt fællesskabsprogram til beskyttelse af børn, der bruger internet og andre kommunikationsteknologier[1].
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA[2],
– der henviser til Kommissionens erklæring af 25. oktober 2017 om bekæmpelse af sexchikane og seksuelle overgreb i EU,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at seksuel chikane er, når en person gentagne gange udsættes for ord eller handlinger med seksuelle undertoner, der krænker denne persons værdighed som følge af deres nedværdigende eller ydmygende karakter, eller som skaber et truende, fjendtligt eller ubehageligt klima mod den pågældende;
B. der henviser til, at seksuel chikane f.eks. kan være i form af seksuelle henvisninger eller suggestive budskaber;
C. der henviser til, at seksuel chikane ikke bør forveksles med seksuelle overgreb, som indebærer fysisk kontakt uden samtykke (f.eks. beføling) samt vold, tvang eller trusler;
D. der henviser til, at seksuel chikane i retlig sammenhæng ikke bør forveksles med mobning (en forseelse) eller voldtægt (en forbrydelse);
E. der henviser til, at gerningsmænd, der begår seksuel chikane eller voldtægt, i henhold til flere nationale lovgivninger begår en strafbar handling og ifalder fængsels- og bødestraf; der henviser til, at disse sanktioner i visse tilfælde skærpes, navnlig når gerningsmanden har misbrugt en autoritet, som denne har i kraft af sin stilling, eller hvor ofrene anses for at være særligt sårbare;
F. der henviser til, at den rent kommercielle anvendelse af den nøgne eller næsten nøgne kvindekrop kan bidrage til at mindske mænds respekt for kvinder;
G. der henviser til, at der den 31. december 2015 i Köln blev registreret 470 anmeldelser om seksuel vold; der henviser til, at gerningsmændene blev beskrevet af politi og anklagere som ”tilhørende den generelle kategori af flygtninge” og ”illegale indvandrere”;
1. fordømmer de påståede episoder med seksuel chikane inden for EU-institutionerne;
2. mener, at straffen for seksuel chikane bør skærpes, og at straffen for voldtægt bør skærpes til det øverste trin på strafskalaen;
3. opfordrer medlemsstaterne, som har kompetencen i sådanne retlige anliggender, til at forhøje straffen for seksuel chikane, mobning, seksuelle overgreb og voldtægt, og foreslår, at domfældelse for voldtægt bør føre til maksimale fængselsstraffe;
4. opfordrer til, at enhver immigrant eller flygtning, der er dømt for seksuel chikane, seksuelt overgreb eller voldtægt, øjeblikkeligt udvises fra EU's område og idømmes straf i sit oprindelsesland;
5. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.