Mødedokument

 

B8‑0651/2017

22.11.2017

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2

om den humanitære situation i Yemen

( 2017/2849(RSP) )

Fabio Massimo Castaldo, Ignazio Corrao, Isabella Adinolfi, Rolandas Paksas

for EFDD-Gruppen

 

B8‑0651/2017

Europa-Parlamentets beslutning om den humanitære situation i Yemen

( 2017/2849(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den erklæring om Yemen, som FN's vicegeneralsekretær for humanitære anliggender og koordinator af katastrofebistanden, Stephen O'Brien, fremsatte i FN's Sikkerhedsråd i New York den 26. januar 2017,

–  der henviser til FN's donorkonference på højt plan vedrørende den humanitære krise i Yemen, der blev afholdt i Genève den 25. april 2017, og til FN's generalsekretærs indledende bemærkninger ved denne lejlighed,

–  der henviser til briefing fra FN's generalsekretærs særlige udsending til Yemen på FN's Sikkerhedsråds offentlige møde den 30. maj 2017,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 3. april 2017 om Yemen,

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner om Yemen,

–  der henviser til FN's generalsekretærs årlige rapport om børn og væbnede konflikter,

–  der henviser til den valgfri protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter, som Yemen har undertegnet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.  der henviser til, at Yemen, som i forvejen var det fattigste arabiske land, i 2015 sank ned i en omfattende væbnet konflikt, og at Yemen nu betragtes som verdens største humanitære krise målt i det absolutte antal nødlidende mennesker, idet flere mio. yemenitter er ramt af en tredobbelt menneskeskabt tragedie i form af en brutal væbnet konflikt, truende hungersnød og verdens største udbrud af kolera inden for et enkelt år; der henviser til, at antallet af mennesker med behov for hjælp ifølge FN's reviderede humanitære vurdering fra juli 2017 er steget fra 18,8 til 20,7 mio., hvilket svarer til næsten tre fjerdedele af den samlede befolkning;

B.  der henviser til, at den af Saudiarabien ledede koalition for nylig fuldstændig har afspærret Yemens grænser for at forhindre de påstående våbenforsendelser til Yemen, efter af et missil affyret af houthier blev skudt ned i nærheden af Riyadh; der henviser til, at FN inspicerer den indgående fragt, og at et panel angiveligt ikke har fundet beviser, der kan støtte Saudiarabiens påstande; der henviser til, at lukningen af grænserne forværrer den allerede desperate humanitære situation; der henviser til, at de foranstaltninger, som koalitionen har bebudet for at forbedre situationen, såsom genåbning af Adens havn, ikke er tilstrækkelige til at kunne dække de humanitære behov;

C.  der henviser til, at 3 mio. mennesker er blevet fordrevet, og at 2 mio. heraf er langvarigt fordrevne, samt at 11,3 mio. har behov for beskyttelse, 17 mio. for fødevarebistand, 14,5 mio. for vand, sanitære anlæg og hygiejne, 14,8 mio. for sundhedspleje, 4,5 mio. behov for fødevarenødhjælp og 4,5 mio. for husly og andre fornødenheder end fødevarer; der henviser til, at mindst 8 157 mennesker ifølge FN er blevet dræbt og 44 000 såret siden konfliktens begyndelse; der henviser til, at krisen i Yemen til trods for dens alvor stort set ignoreres;

D.  der henviser til, at FN har bekræftet mere end 325 angreb på skoler, sundhedsfaciliteter, markeder, veje, broer og endog vandreservoirer; der henviser til, at mere end to tredjedele af skaderne på den offentlige infrastruktur skyldes luftangreb fra den saudiarabisk-ledede koalition; der henviser til, at den militære intervention i Yemen under ledelse af Saudi-Arabien uden skelnen har været målrettet civile og har ført til en katastrofal humanitær situation, som berører befolkningen i hele landet, har alvorlige konsekvenser for regionen og er en trussel mod fred og sikkerhed på internationalt plan;

E.  der henviser til, at FN har sortlistet den saudiarabisk-ledede militære koalition, efter at den har dræbt og såret 683 børn i Yemen og foretaget mindst 38 angreb på skoler og hospitaler i 2016; der henviser til, at FN's rapport også udpegede houthi-oprørsgruppen, yemenitiske regeringsstyrker, regeringsvenlige militser og al-Qaeda på Den Arabiske Halvø som ansvarlige for overgreb mod børn i 2016;

F.  der henviser til, at Saudi-Arabien efter to år stadig opretholder en luft- og flådeblokade mod Yemen; der henviser til, at denne blokade er direkte årsag til landets økonomiske sammenbrud og hungersnøden, og at den i alvorlig grad forværrer den humanitære krise; der henviser til, at FN anslår, at lukningen af Sanaas lufthavn har forhindret 20 000 mennesker i at få adgang til livsvigtige sundhedsydelser i udlandet; der henviser til, at bestræbelserne på at yde humanitær bistand bliver yderligere vanskeliggjort af den fastlåste situation omkring al-Hudaydahs havn, som der stadig ikke er indgået nogen aftale om;

G.  der henviser til, at visse EU-medlemsstater stadig sælger våben til Saudi-Arabien i strid med Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr[1]; der henviser til, at Det Forenede Kongeriges salg af våben og militært udstyr til Saudi-Arabien nåede op på 1,4 mia. USD i første halvdel af 2017;

H.  der henviser til, at koleraepidemien i Yemen er det største udbrud af denne sygdom med den hurtigste spredning i nyere historie, idet der mellem oktober 2016 og september 2017 var anslået 800 000 tilfælde og 2 261 rapporterede dødsfald ; der henviser til, at koleraudbruddet er blevet beskrevet som en menneskeskabt krise, som er blevet mulig på grund af et fuldstændigt sammenbrud i de sanitære forhold og det offentlige sundhedsvæsen;

I.  der henviser til, at tvangsfordrivelser af civile stadig er et centralt problem i den aktuelle konflikt i Yemen, da næsten 3 mio. mennesker er fordrevet fra deres hjem, og næsten en fjerdedel heraf lever i opsamlingslejre;

J.  der henviser til, at børn bærer en uforholdsmæssig tung byrde, da de udgør mere end halvdelen af de fordrevne i øjeblikket i Yemen; der henviser til, at UNICEF advarer om, at et barn dør hvert 10. minut i Yemen af en sygdom, der kunne have været undgået, og at FN har oplyst, at der var mindst 1 340 mindreårige ofre i 2016; der henviser til, at fejlernæring er nået op på et rekordhøjt niveau i Yemen, og det anslås, at 386 000 børn lider af alvorlig akut underernæring, og at 1,8 mio. børn er udsat for moderat akut underernæring; der mere generelt henviser til, at 11,3 mio. svarende til ca. 80 % af alle børn i Yemen har behov for humanitær bistand;

K.  der henviser til, at lønningerne for offentligt ansatte, navnlig inden for sundhed, uddannelse og det sanitære område, fortsat ikke bliver betalt, hvilket hæmmer den igangværende humanitære indsats og bestræbelserne på hurtig genopretning; der henviser til, at 12 200 af i alt 15 800 skoler er lukket på grund af ubetalte lønninger i de nordlige provinser, hvilket berører 79 % af børnene, og til, at næsten 500 skoler er blevet ødelagt under konflikten, anvendes som midlertidige boliger eller er beslaglagt af væbnede grupper;

L.  der henviser til, at FN for 2016 har opregnet mindst 517 tilfælde fordelt på alle parter, hvor drenge helt ned til 11-årsalderen er blevet hvervet og indrulleret, men at dette antal på grund af problemerne med overvågning lang fra svarer til virkeligheden; der henviser til, at Hassan Zaid, minister for ungdom og sport i houthi-regeringen, for nylig har foreslået, at elever og lærere bevæbnes;

M.  der henviser til, at ngo'er og organisationer, der arbejder på stedet, er alvorligt underfinansieret, og at De Forenede Nationers Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender gør opmærksom på, at der mangler mindst 1 mia. USD til beredskabsplanen for humanitær bistand;

N.  der henviser til, at FN i samarbejde med den schweiziske og den svenske regering har afholdt en donorkonference på højt plan om den humanitære krise i Yemen, hvor der blev givet løfter om 1,1 mia. USD til mennesker med akut behov for hjælp i Yemen; der henviser til, at de anslåede behov i henhold til beredskabsplanen for humanitær bistand for Yemen er på 2,3 mia. USD, og at mindst 1 mia. USD stadig ikke er finansieret; der henviser til, at NGO'er og andre organisationer, der arbejder på stedet, til stadighed er stærkt underfinansierede;

O.  der henviser til, at opsplitningen af landet og den aktuelle konflikt gør det muligt for al-Qaeda, ISIS/Daesh og andre terrorgrupper at øge deres tilstedeværelse i området;

P.  der henviser til, at der har været en dramatisk stigning i dødbringende droneoperationer i Yemen uden om den igangværende væbnede konflikt siden januar 2017 med mindst 115 bekræftede angreb, herunder to jordbaserede angreb, til, at mange mennesker, herunder kvinder, børn og ældre, er blevet dræbt, alvorligt såret eller traumatiseret af disse dødbringende antiterroroperationer, og til, at der er udtrykt bekymring om, at disse operationer strider mod principperne i international menneskerettighedslovgivning;

Q.  der henviser til, at Kommissionen siden konfliktens begyndelse har ydet humanitær bistand for i alt 171 mio. EUR; der henviser til, at EU i 2017 ydede 51,7 mio. EUR i livsvigtig bistand til den yemenitiske befolkning;

1.  gentager sin dybt alvorlige bekymring over de katastrofale følger af den vedvarende konflikt for Yemen og landets befolkning; erkender, at denne krise har udviklet sig til en af værste humanitære kriser i verden, som vedrører et enkelt land, og at den stadig ikke får tilstrækkelig opmærksomhed; beklager den yderligere forværring af situationen som følge af lukningen af Yemens land-, sø- og luftgrænser, der blev gennemført af den saudiarabisk-ledede koalition den 6. november 2017; opfordrer alle internationale aktører til at sætte situationen i Yemen øverst på den internationale dagsorden og arbejde sammen om at finde løsninger;

2.  fordømmer på det kraftigste den saudiarabisk-ledede koalitions luftangreb mod Yemen, som har ført til tusinder af døde og ødelæggelse af afgørende civil infrastruktur og dermed bidraget til at forværre den humanitære krise; mener, at disse luftangreb kan udgøre krigsforbrydelser; understreger, at det er helt nødvendigt at få placeret ansvaret for krænkelserne for at kunne opnå en varig bilæggelse af konflikten; opfordrer de iranske myndigheder til at bruge deres indflydelse på Saleh-/houthi-regimet til at få standset missilangrebene på Saudi-Arabien, som forværrer konflikten;

3.  fordømmer på det kraftigste alle menneskerettighedskrænkelserne mod civile begået af houthierne, som angiveligt udgør mere end 500 alene i den sidste måned;

4.  gentager sin holdning, at en militær løsning på konflikten i Yemen ikke er mulig, og at krisen kun kan løses gennem en forhandlingsproces mellem parterne; hilser den rolle velkommen, som FN's generalsekretær og FN's særlige udsending til Yemen spiller, og støtter deres indsats; opfordrer alle konfliktens parter og de regionale aktører til at indgå i en konstruktiv proces under ledelse af FN for at nedtrappe konflikten, sikre hjælp til civilbefolkningen og forhandle om en løsning, der kan bringe voldshandlingerne til ophør; opfordrer indtrængende den saudiarabisk-ledede koalition til at inddrage alle vigtige repræsentanter for den yemenitiske befolkning i forhandlingerne for at sikre, at løsninger ikke påtvinges ovenfra, men nyder bred opbakning, og opfordrer indtrængende Saleh-/houthi-administrationen til at genoptage kontakten med FN's særlige udsending;

5.  minder endnu en gang konfliktens parter om, at det i henhold til humanitær folkeret er en helt central forpligtelse at sikre rettidig og uhindret humanitær adgang; glæder sig over den delvise lempelse af blokaden, der giver adgang for livsvigtige forsyninger til havne i de regeringskontrollerede områder, men bemærker, at denne foranstaltning er utilstrækkelig til at opfylde de humanitære behov; opfordrer den saudiarabisk-ledede koalition til fuldstændigt at ophæve blokaden; beklager, at der fortsat er alvorlige udfordringer for den humanitære bistand og for humanitære aktører, som forsøger at få adgang til mennesker i nød, på grund af aktive kamphandlinger, usikkerhed, bureaukratiske forhindringer og manglende finansiering; opfordrer navnlig den saudiarabisk-ledede koalition til at fjerne de hindringer, der står i vejen for humanitære aktører, herunder nægtelse af transport til landet og afslag på de nødvendige tilladelser;

6.  understreger, at vold og konflikter er de vigtigste årsager til fordrivelserne i Yemen, idet størstedelen af de internt fordrevne kommer fra provinser med stigende vold; understreger imidlertid, at de ofte vender tilbage til umulige vilkår med omfattende ødelæggelser og manglende muligheder;

7.  minder endnu en gang konfliktens parter om, at de er ansvarlige for beskyttelsen af civile og civil infrastruktur; opfordrer til, at der gøres en indsats for at forebygge og reagere på alle former for vold, herunder seksuel og kønsbaseret vold; opfordrer til udbetaling af udestående lønninger, så befolkningen i Yemen kan begynde at sørge for deres familiers basale behov, og opfordrer indtrængende den saudiarabisk-ledede koalition til at sikre, at dette behandles som en prioritet;

8.  henstiller indtrængende til alle konfliktens parter at sikre, at personer, som endnu ikke er fyldt 18 år, ikke tvangsrekrutteres til deres væbnede styrker i overensstemmelse med den valgfrie protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter, som Yemen har tiltrådt, og som gentaget i den fælles erklæring, hvor Yemen tilkendegav sit tilsagn om at fastholde forbuddet mod obligatorisk eller frivillig rekruttering af personer under 18 år; afviser på det kraftigste enhver erklæring, der opfordrer til rekruttering af skolebørn og studerende;

9.  opfordrer konfliktens parter til at forpligte sig til at nå frem til et kompromis om situationen i al-Hudaydah for at forhindre, at havnen lukkes, da dette vil kunne få alvorlige følger for leveringen af fødevarer og lægemidler; beklager, at FN's særlige udsendings forslag desangående ikke er blevet accepteret, men opfordrer til en fornyet indsats i denne retning; opfordrer koalitionen til at genåbne de civile lufthavne, navnlig lufthavnen i Sanaa, for FN-flyvninger og erhvervsmæssig lufttrafik, herunder humanitære flyvninger, og til at sikre en gennemsigtig forvaltning af Adens lufthavn;

10.  opfodrer til en hurtig, styrket og koordineret humanitær indsats under ledelse af FN; glæder sig over afholdelsen af donorkonferencen på højt plan vedrørende den humanitære krise i Yemen og opfordrer parterne til så hurtigt som muligt at indfri deres løfter; er bekymret over, at den humanitære beredskabsplan for Yemen stadig er alvorligt underfinansieret; opfordrer det internationale samfund, især Golfstaternes Samarbejdsråd, EU og dens medlemsstater, til at bekræfte deres tilsagn i denne forbindelse; glæder sig over de ekstra tilsagn på 207,5 mio. USD fra Danmark (12,8 mio. USD), Nederlandene (3 mio. USD), Det Forenede Kongerige (21,7 mio. USD) og USA (170 mio. USD);

11.  opfordrer medlemsstaterne til omgående at standse strømmen af våben og militær bistand til medlemmer af den saudiarabisk-ledede koalition til brug i Yemen, herunder udstyr eller logistisk støtte, der anvendes til at opretholde blokaden; beklager, at der til trods for Europa-Parlamentets gentagne opfordringer til at indføre en våbenembargo mod Saudi-Arabien intet er gjort i denne henseende; gentager sin opfordring til HR/NF til at tage initiativ til en EU-våbenembargo mod Saudi-Arabien i betragtning af de alvorlige påstande om Saudi-Arabiens overtrædelser af den humanitære folkeret i Yemen og den omstændighed, at fortsat udstedelse af tilladelser til eksport af våben til Saudi-Arabien derfor vil være i strid med Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP;

12.  er dybt bekymret over den dramatiske stigning i antallet af dødbringende terrorbekæmpelsesoperationer i Yemen uden om den internationale retsramme og opfordrer medlemsstaterne til i overensstemmelse med deres retlige forpligtelser ikke at begå, fremme eller på anden vis deltage i ulovlige dødbringende operationer;

13.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, generalsekretæren for Golfstaternes Samarbejdsråd, generalsekretæren for Den Arabiske Liga og Yemens regering.

 

[1] EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99.