Mødedokument
22.11.2017
FORSLAG TIL BESLUTNING
på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2
om situationen i Yemen
( 2017/2849(RSP) )
Elena Valenciano, Victor Boştinaru, Knut Fleckenstein
for S&D-Gruppen
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Yemen
( 2017/2849(RSP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Yemen, navnlig beslutningerne af 15. juni 2017[1] og 25. februar 2016[2] om den humanitære situation i Yemen samt beslutningen af 9. juli 2015 om situationen i Yemen[3],
– der henviser til erklæring af 21. november 2017 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, om situationen i Yemen,
– der henviser til erklæring af 11. november 2017 fra EU-kommissæren med ansvar for humanitær bistand og krisestyring, Christos Stylianides, om den humanitære situation i Yemen,
– der henviser til Rådets konklusioner af 3. april 2017 om situationen i Yemen,
– Der henviser til den fælles erklæring af 16. november 2017 fra Verdensfødevareprogrammet (WFP), FN's Børnefond (UNICEF) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO), hvori der opfordres til en øjeblikkelig ophævelse af den humanitære blokade i Yemen,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner om Yemen, navnlig resolution 2216, 2201 og 2140,
– der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,
A. der henviser til, at voldshandlingerne og luftangrebene er fortsat med at eskalere i Yemen, navnlig siden marts 2015; der henviser til, at den humanitære situation i Yemen fortsat er katastrofal; der henviser til, at FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har betegnet situationen i Yemen som "den største fødevaresikkerhedskatastrofe i verden"; der henviser til, at 17 millioner mennesker i Yemen ifølge FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) har behov for fødevarehjælp, og at 7 millioner af disse befinder sig i en ”fødevaresikkerhedsmæssig nødsituation"; der henviser til, at 2,2 mio. børn lider af alvorlig akut fejlernæring, og at der hvert 10. minut dør et barn af årsager, som kunne have været forhindret; der henviser til, at der er to millioner internt fordrevne og en million hjemvendte i Yemen;
B. der henviser til, at der ifølge FN er over 925 000 formodede koleratilfælde i Yemen og mere end 2 200 dødsfald i tilknytning hertil;
C. der henviser til, at den igangværende konflikt påvirker fødevareimporten, som Yemen er stærkt afhængig af, men også transporten, infrastrukturen og den lokale fødevareproduktion, som i forvejen er lav; der henviser til, at Yemens befolkning i landdistrikterne allerede før konflikten befandt sig i en særdeles udsat position; der henviser til, at bistand alene ikke kan dække fødevarebehovet for 28 millioner yemenitter, og at der skal findes langsigtede bæredygtige løsninger for landbrug og udvikling, ligesom befolkningens modstandsdygtighed skal styrkes;
D. der henviser til, at den humanitære situation i Yemen blev yderligere forværret af den saudiarabisk-ledede koalitions indførelse af en blokade af landets land-, sø- og luftgrænser den 6. november 2017; der henviser til, at havnen i Aden og al-Wadea-grænseovergangen mellem Saudi-Arabien og Yemen er blevet genåbnet; der imidlertid påpeger, at havnene i Hodeida og Saleef samt lufthavnen i Sanaa, der blev taget af houthi-oprørerne i marts 2015, og hvorigennem ca. 80 % af importen til Yemen, herunder såvel kommercielle som humanitære varer, passerer, stadig er underlagt blokaden;
E. der henviser til, at opretholdelsen af blokaden første og fremmest går ud over civilbefolkningen, hvorimod houthi-oprørerne er de mindst ramte; der henviser til, at nødvendighedsartikler som fødevarer og lægemidler ikke kan komme ind i landet; der henviser til, at en fortsættelse af blokaden vil betyde, at de fødevarelagre, der forvaltes af Verdensfødevareprogrammet for 7 millioner mennesker, der trues af hungersnød, i januar 2018 vil være udtømt, at de fremskridt, der er gjort i kampen mod kolera, vil gå tabt, og at leveringen af livsvigtig kirurgi og basale sundhedsydelser vil blive bragt i fare;
F. der henviser til, at FN's nødhjælpskoordinator, Mark Lowcock, har udtrykt alvorlig bekymring over forværringen af den humanitære krise i Yemen og opfordret til øjeblikkelig genetablering af fuld og uhindret adgang;
G. der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd i sin resolution 2216 udtrykkelig giver Sanktionskomiteen mulighed for at sanktionere enkeltpersoner, der "obstruerer levering af humanitær bistand i Yemen"; der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd den 17. august 2017 anerkendte denne konflikt som en hovedårsag til hungersnød;
H. der henviser til, at de koalitionsledede luftangreb i og omkring Sanaa er blevet intensiveret i løbet af de seneste uger og har forvoldt civile dødsfald og ødelæggelse af infrastruktur; der henviser til, at houthi-oprørerne som reaktion herpå den 4. november 2017 sendte ballistiske missiler mod Riyadhs vigtigste civile internationale lufthavn; der henviser til, at der herudover i år er sendt et stort antal raketter ind over saudiarabisk territorium; der henviser til, at krigslovene forbyder forsætlige, vilkårlige og uforholdsmæssige angreb på civile; der henviser til, at sådanne angreb betragtes som krigsforbrydelser og at de enkeltpersoner, der begår dem, kan blive retsforfulgt herfor;
I. der henviser til, at krigen i Yemen er en følge af den bredere konflikt mellem Saudi-Arabien og Iran; der henviser til, at lokale og regionale konflikter i høj grad er indbyrdes forbundne, og at situationen i Yemen kan få flere regionale forgreninger og indebærer en alvorlig risiko for stabiliteten i regionen, navnlig Afrikas Horn, Det Røde Hav og Mellemøsten generelt; der henviser til, at Al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (AQAP) har kunnet udnytte den forværrede politiske og sikkerhedsmæssige situation i Yemen til at udvide sin tilstedeværelse og forøge antallet og omfanget af sine terrorangreb; der henviser til, at AQAP og den såkaldte Islamiske Stat (ISIS/Daesh) har etableret sig i Yemen og udført terrorangreb, hvor hundredevis af mennesker er blevet dræbt;
J. der henviser til, at der er en international våbenembargo rettet mod houthi-/Salehtropper; der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 25. februar 2016 opfordrede til et initiativ med henblik på at indføre en EU-våbenembargo mod Saudi-Arabien i tråd med Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om våbeneksport;
K. der henviser til, at EU’s bistand til Yemen for perioden 2018-2020 er på 150 mio. EUR med særlig fokus på modstandsdygtighed i de mest kritiske aspekter af fødevaresikkerhed og ernæring, adressering af centrale spørgsmål vedrørende regeringsførelse, genopretning af statslige institutioner og genoptagelse af leveringen af grundlæggende offentlige tjenesteydelser;
1. giver udtryk for alvorlig bekymring over den alarmerende forværring af den humanitære situation i Yemen, som er karakteriseret ved udbredt fødevareusikkerhed og alvorlig fejlernæring, udbrud af kolera, vilkårlige angreb på civile og sundheds- og nødhjælpsarbejdere, ødelæggelse af civil og sundhedsrelateret infrastruktur og fortsættelse af luftbombardementer, ballistiske missilangreb, kampe på jorden og granatbeskydning til trods for de gentagne opfordringer til på ny at indstille fjendtlighederne;
2. udtrykker bekymring over den stigende spænding mellem Saudi-Arabien og Iran; opfordrer til omgående genåbning af alle landets havne samt land- og luftgrænser, herunder i de områder, der holdes af oppositionen, med henblik på at udførelse af stærkt hastende livreddende aktiviteter; understreger, at blokaden i vidt omfang har medført en alvorlig forværring af den i forvejen katastrofale humanitære situation;
3. anser koalitionens skridt til at genoptage driften af havnen i Aden og åbne grænseovergangen ved al-Wadea for at være et skridt i den rigtige retning; opfordrer koalitionen til at sikre øjeblikkelig genoptagelse af aktiviteterne i havnene i Hodeida og Saleef og åbning af landgrænserne for humanitær nødhjælp og levering af basale handelsvarer;
4. minder om, at houthi-oprørerne og de styrker, der er loyale over for den tidligere præsident Ali Abdallah Saleh, også har krænket krigslovene ved at blokere for humanitær bistand til civile, hvilket i høj grad har forværret civilbefolkningens lidelser;
5. opfordrer alle de involverede parter til øjeblikkeligt at tillade fuld humanitær adgang til de nødlidende i de konfliktramte områder; opfordrer Rådet og FN's Sikkerhedsråd til i forlængelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 2216 at identificere enkeltpersoner, der obstruerer leveringen af humanitær bistand i Yemen, og indføre målrettede sanktioner mod dem;
6. fordømmer på det kraftigste den igangværende vold og alle angreb mod civile begået af alle parter i konflikten, herunder deres regionale og internationale støtter; fordømmer houti-/Salehtroppernes vilkårlige missilangreb på saudiarabiske byer, navnlig angrebet på den store civile internationale lufthavn i Riyadh den 4. november 2017; fordømmer ligeledes koalitionsstyrkernes vilkårlige og uforholdsmæssige luftangreb, der medfører civile dødsfald og ødelæggelse af civil og sundhedsrelateret infrastruktur;
7. udtrykker dyb bekymring over de fortsatte luftangreb og kampe på jorden, som har skabt en ustabilitet, der er blevet udnyttet af terrororganisationer og ekstremistiske organisationer som ISIS/Daesh og AQAP; opfordrer indtrængende Yemens regering til at påtage sig sit ansvar i kampen mod ISIS/Daesh og AQAP; understreger, at det er nødvendigt, at alle parter i konflikten skrider håndfast ind over for sådanne grupper, hvis aktiviteter udgør en alvorlig trussel mod en forhandlingsløsning og mod sikkerheden i og omkring regionen;
8. understreger, at gengældelse og videreførelse af luftangreb kun vil forværre den humanitære krise og den civile befolknings lidelser, og opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile; gentager sin opfordring til alle parter og deres regionale og internationale støtter om at overholde den humanitære folkeret og den internationale menneskerettighedslovgivning, at sikre beskyttelsen af civile og at afholde sig fra direkte at angribe civil infrastruktur, navnlig hospitalsfaciliteter og vandforsyningssystemer; minder om, at de målrettede angreb på civile og civil infrastruktur, herunder hospitaler og sundhedspersonale, er en alvorlig overtrædelse af den humanitære folkeret; opfordrer indtrængende det internationale samfund til at fastlægge bestemmelser for international strafforfølgning af de ansvarlige for de overtrædelser af folkeretten, der er begået i Yemen; støtter i denne forbindelse fuldt ud FN's Menneskerettighedsråds beslutning om at foretage en omfattende undersøgelse af de forbrydelser, der er begået under konflikten i Yemen; understreger, at det er helt nødvendigt at få stillet de ansvarlige for krænkelserne til regnskab for at kunne opnå en varig bilæggelse af konflikten;
9. minder om, at en militær løsning på konflikten i Yemen ikke er mulig, og at krisen kun kan løses gennem en inkluderende, FN-ledet forhandlingsproces med inddragelse af alle berørte parter og med fuldstændig og meningsfuld deltagelse af kvinder, som kan føre frem til en inkluderende politisk løsning; erklærer igen sin støtte til EU-Udenrigstjenestens bestræbelser på at fremme en genoptagelse af forhandlingerne og opfordrer indtrængende alle parter i konflikten til at forholde sig konstruktivt og uden at opstille forhåndsbetingelser til disse bestræbelser; understreger, at gennemførelsen af tillidsskabende foranstaltninger, herunder løsladelse af politiske fanger, umiddelbare skridt til at sikre en holdbar våbenhvile, en mekanisme til en FN-overvåget tilbagetrækning af styrker, lettelse af den humanitære og kommerciel adgang, Track II-initiativer, der involverer politiske, sikkerhedsmæssige og civilsamfundsaktører, er afgørende for at lette en tilbagevenden til det rette politiske spor;
10. opfordrer Rådet til effektivt at fremme overholdelsen af den humanitære folkeret som fastsat i de relevante EU-retningslinjer; gentager især behovet for, at alle EU’s medlemsstater strengt overholder de regler, der er fastsat i Rådets fælles holdning 2008/944/CFSP, og standser alt våbensalg til enhver krigsførende part i Yemen; erindrer i den forbindelse om sin opfordring til et initiativ til at indføre en EU-våbenembargo mod Saudi-Arabien i betragtning af de alvorlige påstande, der er fremsat om Saudi-Arabiens overtrædelser af den humanitære folkeret i Yemen, og den omstændighed, at den fortsatte udstedelse af tilladelser til eksport af våben til Saudi-Arabien derfor ville være i strid med Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008;
11. opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til i samarbejde med de internationale finansielle institutioner at bistå med genaktiveringen af centralbanken i Sanaa, således at den kan udføre sin neutrale og uafhængige rolle, under uvildig administration, med henblik på at sikre stabiliteten af den yemenitiske befolknings levevilkår;
12. glæder sig over, at EU og dets medlemsstater er rede til at optrappe den humanitære bistand til befolkningen i hele landet med henblik på at afhjælpe de stigende behov og mobilisere deres udviklingsbistand til at finansiere projekter i nøglesektorer; glæder sig over de tilsagn, der blev givet på donorkonferencen på højt plan vedrørende den humanitære krise i Yemen, og understreger behovet for en koordineret, FN-ledet humanitær indsats for at lette befolkningens lidelser i Yemen; gentager sin opfordring til alle lande om at opfylde de tilsagn, der er blev afgivet ved donorarrangementet, med henblik på at bidrage til at løse humanitære behov;
13. glæder sig over den nylige lancering af FAO- og Verdensbanksprojekter med henblik på at yde omgående bistand til fattige og mennesker i Yemen og øge landbrugets modstandsdygtighed på længere sigt; understreger, at der bør gøres en større indsats — økonomisk og politisk — for at yde øjeblikkelig humanitær bistand, men også for at støtte konfliktløsningsbestræbelserne og den bæredygtige udvikling og fødevaresikkerhed som det eneste middel til langsigtet og varig fred i Yemen;
14. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, generalsekretæren for Golfens Samarbejdsråd, generalsekretæren for Den Arabiske Liga og Yemens regering.