Mødedokument

 

B8‑0144/2018

12.3.2018

FORSLAG TIL BESLUTNING

på baggrund af redegørelse fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

jf. forretningsordenens artikel 123, stk. 2

om situationen i Syrien

( 2018/2626(RSP) )

Marietje Schaake, Beatriz Becerra Basterrechea, Izaskun Bilbao Barandica, Gérard Deprez, Marian Harkin, Ivan Jakovčić, Ilhan Kyuchyuk, Louis Michel, Urmas Paet, Maite Pagazaurtundúa Ruiz, Jozo Radoš, Frédérique Ries, Pavel Telička, Ivo Vajgl, Hilde Vautmans, Cecilia Wikström

for ALDE-Gruppen

 

B8‑0144/2018

Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Syrien

( 2018/2626(RSP) )

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien, navnlig beslutningen af 18. maj 2017 om EU's strategi for Syrien[1],

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

–  der henviser til Genèvekonventionerne fra 1949,

  der henviser til erklæringerne fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), navnlig erklæringen af 23. februar 2018 om massakren i det østlige Ghouta, og til hendes bemærkninger ved ankomsten til Udenrigsrådets møde den 26. februar 2018,

–  der henviser til den fælles erklæring af 20. februar 2018 fra NF/HR Mogherini og kommissær Stylianides om den humanitære situation i det østlige Ghouta og Idlib, Syrien, og af 6. marts 2018 om situationen i det østlige Ghouta og andre steder i Syrien,

–  der henviser til Rådets afgørelse 2011/273/FUSP af 9. maj 2011 om restriktive foranstaltninger over for Syrien[2] og til Rådets konklusioner af 26. februar 2018 om tilføjelse af to nye ministre til sanktionslisten,

  der henviser til den fælles meddelelse af 14. marts 2017 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Elementer i en EU-strategi for Syrien" (JOIN(2017)0011) og til Rådets konklusioner om Syrien af 3. april 2017, der tilsammen udgør den nye EU-strategi for Syrien,

–  der henviser til formændenes erklæring af 5. april 2017 om konferencen om støtte til Syriens og regionens fremtid,

–  der henviser til redegørelserne fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein, til Menneskerettighedsrådet i Genève om situationen i Syrien, navnlig dem af 26. februar 2018 og 2. marts 2018, og til hans mundtlige opdatering om hans kontors aktiviteter og den seneste udvikling for så vidt angår menneskerettighederne af 7. marts 2018,

–  der henviser til de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, navnlig resolution 2401 (2018) om en 30-dages indstilling af fjendtlighederne i Syrien for at gøre det muligt at levere humanitær bistand,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolution af 5. marts 2018 om den forværrede menneskerettighedssituation i det østlige Ghouta,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings resolution A-71/248 af 21. december 2016 om en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at bistå med efterforskningen og retsforfølgningen af de ansvarlige for de alvorligste forbrydelser i henhold til folkeretten, der er begået i Den Syriske Arabiske Republik siden marts 2011,

–  der henviser til Romstatutten og stiftelsesdokumenterne for Den Internationale Domstol samt til ad hoc-domstole, herunder Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Det Tidligere Jugoslavien, Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda og Den Særlige Domstol for Libanon,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

 

A.  der henviser til, at situationen i Syrien er en ekstraordinær humanitær katastrofe, som til stadighed forværres, idet volden og angrebene fortsætter; der henviser til, at der er registreret 13 mio. mennesker, som har brug for en eller anden form for humanitær bistand, og at 6 millioner af dem er børn; der henviser til, at 6,1 mio. mennesker er internt fordrevne, og mere end fem mio. er registrerede syriske flygtninge bosat i de omkringliggende regioner; der henviser til, at i alt 400 000 syrere har mistet livet under konflikten;

B.  der henviser til, at 3 mio. civile bor i belejrede områder (hvoraf Raqqa og Deir-ez-Zor pr. 2017 havde flest civile ofre); der henviser til, at sundhedsrelateret og civil infrastruktur udsættes for angreb i det nordøstlige Syrien, hvilket har ført til, at 300 000 civile har søgt tilflugt i Idlib;

C.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater, siden krigen brød ud, har mobiliseret mere end 10,4 mia. EUR til at hjælpe i forbindelse med den syriske krise, både internt og eksternt i de omkringliggende regioner, hvilket gør EU til den største bidragsyder; der henviser til, at EU også har ydet væsentlig støtte til og rost de nabolande, der huser flygtninge;

D.  der henviser til, at kampene i Syrien fortsætter, og det syriske regimes militære offensiv og bombardementer af dets egen befolkning – med støtte fra Rusland og Iran – i det østlige Ghouta og Idlib fortsætter og resulterer i snesevis af civile dødsfald; der henviser til, at der gentagne gange er givet udtryk for dyb bekymring over den humanitære situation i Syrien, og især i det østlige Ghouta, da omstændighederne er blevet betydeligt forværret i de seneste uger, hvor nødhjælpskonvojer er blevet udset som mål og forhindret i at nå ud til dem, der har brug for hjælp; der henviser til, at tilstedeværelsen af terrorgrupper, som f.eks. Jabhat al Nusra (tilknyttet al-Qaeda), og andre terrororganisationer i det østlige Ghouta er alment kendt og dokumenteret; der henviser til, at disse angreb og anvendelsen af udsultning af civile gennem belejring af befolkede områder som krigstaktik udgør klare overtrædelser af den humanitære folkeret;

E.  der henviser til, at mange af de besatte områder tidligere var blevet udpeget som sikre områder for mennesker, der var tvangsfordrevet og flygtet fra andre områder af Syrien;

F.  der henviser til, at de krænkelser, der er blevet begået under den syriske konflikt af Assadregimet og dets allierede og af terrorgrupper, omfatter målrettede, vilkårlige angreb på civile, bl.a. med kemiske våben, udenretslige henrettelser, tortur og mishandling, tvungne forsvindinger, masseanholdelser og vilkårlige anholdelser, kollektiv straf, angreb på lægepersonale og nægtelse af adgang til mad, vand og lægehjælp;

G.  der henviser til, at siden Tyrkiet den 20. januar 2018 iværksatte "operation olivengren" mod de kurdiske styrker i YPG og YPJ i det kurdiske distrikt Afrin i den nordvestlige del af Aleppo-provinsen, er titusindvis af mennesker blevet fordrevet, og den humanitære situation er hurtigt blevet forværret; der henviser til, at menneskerettighedsgrupper har dokumenteret krigsforbrydelser begået af det tyrkiske militær og luftvåben og alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret og Genèvekonventionerne; der henviser til, at tusindvis af civile er mål for vilkårlige bombardementer, og rapporter afslører, at tyrkiske tropper og deres allierede syriske islamistiske bevæbnede grupper bruger ukonventionelle våben;

H.  der henviser til, at ISIS/Daesh og andre jihadistbevægelser har begået grusomheder og alvorlige krænkelser af folkeretten, herunder brutale henrettelser og seksuel vold, bortførelser, tortur, tvungne konverteringer og slavebinding af kvinder og piger; der henviser til, at børn er blevet rekrutteret og udnyttet i forbindelse med terroraktiviteter; der henviser til, at der er alvorlig bekymring over brugen af civile som menneskelige skjolde i områder, der kontrolleres af ekstremister; der henviser til, at disse forbrydelser udgør krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab;

I.  der henviser til, at det langt om længe er lykkedes FN's Sikkerhedsråd at vedtage en resolution om situationen i Syrien, nemlig resolution 2401, hvori der opfordres til "straks" at standse fjendtlighederne i en måned for at muliggøre akut adgang for nødhjælpsorganisationer og medicinske evakueringer; der henviser til, at Rusland har nedlagt veto mod 11 resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd i de seneste år og har spillet en aktiv rolle i at begrænse resolutionernes indhold;

J.  der henviser til, at den våbenhvile i det østlige Ghouta, der blev erklæret i FN's Sikkerhedsråds resolution 2401, ikke er blevet implementeret af det syriske regime og de russiske og iranske styrker, på trods af gentagne opfordringer fra Sikkerhedsrådets formand, andre medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, FN's generalsekretær og andre internationale aktører, herunder EU; der henviser til, at hæren er rykket frem på flere fronter og har overtaget kontrollen med landsbyer og landbrugsbedrifter samtidig med, at den har foretaget angreb fra den østlige side af denne enklave; der henviser til, at militæret benytter "befrielsen" af regionen som et påskud for at angribe civile;

K.  der henviser til, at det østlige Ghouta har været under belejring af det syriske regime og dets allierede i 5 år – hvor civile har været udsat for luftbombardementer, granatbeskydning og brug af kemiske våben, og der har været rapporter om, at giftgas har været årsag til hundredvis af dødsfald i området; der henviser til, at befolkningen i det østlige Ghouta har været afskåret fra enhver form for nødhjælp af en blokade siden den 14. februar 2018, hvor en enkelt konvoj nåede frem til blot 7 200 mennesker ud af de 400 000, der bor i dette område; der henviser til, at støtte til humanitær bistand nu mere end nogensinde har høj prioritet, hvilket førte til et lille positivt resultat, da en nødhjælpskonvoj fra FN omsider formåede at komme ind i Douma den 5. marts og nåede frem til 27 500 mennesker med behov for mad og medicin;

L.  der henviser til, at denne nødhjælp er meget langt fra at nå ud til alle mennesker i nød i Ghouta, idet størstedelen af befolkningen gemmer sig under jorden med begrænset eller ingen adgang til basale varer, vand og sanitet; der henviser til, at Assadregimet og dets allierede fortsat aktivt blokerer for levering og uddeling af livsnødvendig medicin, fødevarer og humanitære forsyninger fra FN, EU, NGO'er og lokale aktører i hele Syrien;

M.  der henviser til, at yderligere rapporter om situationen i det østlige Ghouta indikerer, at vedvarende luftangreb i de seneste uger med fuldt overlæg har ramt hospitaler, skoler og markeder – med andre ord steder, hvor det hovedsagelig er uskyldige civile, der færdes; der henviser til, at den særlige udsendings team har angivet, at i alt 14 hospitaler, 3 sundhedsklinikker og 2 ambulancer blev angrebet mellem den 18. og 22. februar 2018; der henviser til, at bare få dage senere, den 25. februar, tilkendegav rapporter om Shifouniya, at adskillige civile, herunder børn, havde haft åndedrætsproblemer som følge af, at de havde været udsat for giftige stoffer; der henviser til, at der er planlagt en interaktiv dialog i FN's Sikkerhedsråd med generaldirektøren for Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben og FN's undergeneralsekretær, Izumi Nakamitsu, den 20. marts;

N.  der henviser til, at Assadregimet anvender tvangsfordrivelse som taktik med henblik på at ændre den sekteriske sammensætning i byer og regioner og skabe demografiske ændringer; der henviser til, at sådanne taktikker er blevet anvendt i storbyer, herunder i Darayya, Muadamiyat al-Sham uden for Damaskus og i kvarteret Al-Waer i byen Homs;

O.  der henviser til, at EU den 26. februar 2018 føjede to nye ministre til sanktionslisten – informationsministeren og industriministeren – på grund af det stigende antal menneskerettighedskrænkelser i Syrien; der henviser til, at chefen for Syriens nationale sikkerhedsbureau, Ali Mamlouk, som er opført på EU's sanktionsliste, angiveligt mødtes med den italienske indenrigsminister og direktøren for den italienske styrelse for information og ekstern sikkerhed i Rom i åbenbar modstrid med Rådets afgørelse 2011/273/FUSP;

P.  der henviser til, at Det Forenede Kongerige i april 2017 inden for rammerne af G7 foreslog at indføre yderligere sanktioner mod Rusland som følge af det dødelige kemiske angreb i Khan Sheikhoun; der henviser til, at Italien nedlagde veto mod dette forslag;

Q.  der henviser til, at det internationale samfund og enkeltstater er forpligtet til at stille de ansvarlige for krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret, der er begået under konflikten i Syrien, til ansvar, bl.a. gennem anvendelse af princippet om universel jurisdiktion såvel som national lovgivning; der henviser til, at dette kan ske enten på grundlag af eksisterende nationale og internationale retsmidler, herunder nationale og internationale domstole, eller af internationale ad hoc-straffedomstole, der endnu ikke er oprettet; der henviser til, at ud over det personlige strafferetlige ansvar kan også stater under visse omstændigheder retsforfølges for tilsidesættelse af forpligtelser i medfør af internationale traktater og konventioner, som Den Internationale Domstol har jurisdiktion over, herunder konventionen fra 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og konventionen fra 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab;

R.  der henviser til, at det internationale samfund har ydet utilstrækkelig støtte til den demokratiske og sekulære opposition; der henviser til, at den demokratiske og sekulære opposition er svækket i den aktuelle situation, og at civile er fanget mellem jihadistiske terrorister og islamistiske fundamentalister på den ene side og tilhængere af Assads regime på den anden;

S.  der henviser til, at EU gentagne gange har anført, at der ikke er nogen militær løsning på konflikten i Syrien, og at kun en syriskledet og inkluderende omstilling under FN's auspicier kan sætte en stopper for det syriske folks uacceptable lidelser; der henviser til, at militære operationer i praksis har defineret krigen i Syrien og har ført til, at eksterne aktører, herunder Rusland, Iran og Tyrkiet, dikterer betingelserne på stedet; der henviser til, at Genèveforhandlingerne endnu ikke har ført til konkrete fremskridt med hensyn til at finde en fredelig løsning på krisen i Syrien efter den 9. forhandlingsrunde i Wien den 25. og 26. januar 2018; der henviser til, at Rusland, Iran og Tyrkiet den 4. maj 2017 i Kasakhstan nåede frem til en aftale om at etablere fire de-eskaleringszoner, som ikke er blevet overholdt og beskyttet af garanterne; der henviser til, at den syriske nationale dialogkongres, der fandt sted i Sotji den 30. januar 2018, bekendtgjorde nedsættelsen af et forfatningsudvalg, som dog ikke er blevet accepteret af alle parter;

T.  der henviser til, at den anden ministerkonference om "Støtte til Syriens og regionens fremtid", som vil finde sted den 24. og 25. april 2018 vil blive ledet af NF/HR og FN i fællesskab; der henviser til, at konferencen ligesom sidste år har til formål at fastholde det internationale samfunds fokus på Syrien ved at adressere alle kritiske spørgsmål (humanitære, økonomiske og politiske) i relation til krisen i landet og i regionen (Libanon, Jordan og Tyrkiet); der henviser til, at støtte og engagement fra det internationale samfunds side fortsat er afgørende for at opnå en fredelig fremtid i Syrien og i regionen;

U.  der henviser til, at EU's indsats for at yde humanitær bistand og planlægge Syriens fremtid er prisværdig; der henviser til, at EU under ingen omstændigheder bør yde ubetinget bistand til genopbygningen af et Syrien, der ledes og kontrolleres af Assad og hans allierede, Rusland og Iran; der henviser til, at Assad, Putins Rusland og Iran ikke må få lov til at løbe fra de økonomiske konsekvenser af deres militære interventioner; der henviser til, at eventuelle genopbygningstilsagn skal være gearet imod fred og ansvarliggørelse;

V.  der henviser til, at genopbygningen af Syrien bør baseres på en bottom-up-tilgang og en vellykket styrkelse af lokale aktører, således at kendte terrorgrupper udelukkes;

1.  beklager dybt situationen i Syrien, der forværres dramatisk, hvilket er den direkte følge af det syriske regimes og dets allierede, Rusland og Irans, igangværende offensiv og aktioner, og allerede har resulteret i over 400 000 dødsfald, 6,1 mio. fordrevne mennesker i Syrien og 5 mio. flygtninge; giver udtryk for sin alvorlige bekymring over den eskalerende vold i mange dele af landet, som det er tilfældet i det østlige Ghouta, Afrin og Idlib;

2.  fordømmer på det kraftigste den igangværende vold i det østlige Ghouta, på trods af den enstemmige vedtagelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 2401, og opfordrer indtrængende alle parter, og navnlig Assadregimet, Rusland og Iran, til fuldt ud og hurtigt at implementere og overholde denne resolution; minder regimerne i Syrien, Rusland og Iran om, at de er ansvarlige i henhold til folkeretten for de afskyelige forbrydelser, som de bliver ved med at begå i Syrien, og at dem, der begår sådanne forbrydelser, hvad enten de er stater eller enkeltpersoner, vil blive draget til ansvar; beklager dybt Ruslands veto mod alle FN's Sikkerhedsråds resolutioner, der fordømmer angrebet og opfordrer til undersøgelser;

3.  glæder sig over, at en FN-nødhjælpskonvoj var i stand til at nå frem til Douma i det østlige Ghouta den 5. marts 2018 for første gang i fire måneder, men understreger, at en sådan sporadisk og begrænset adgang ikke er tilstrækkelig; opfordrer det syriske regime og dets allierede til omgående at standse volden i det østlige Ghouta og andre steder i Syrien og til at ophæve belejringerne, standse de bevidst overdrevne, uforholdsmæssige og vilkårlige bombardementer og kemiske angreb mod civile, herunder børn, konvojer med evakuerede, nødhjælps- og sundhedspersonale og civil infrastruktur, som f.eks. skoler og hospitaler;

4.  støtter fuldt ud opfordringen i FN's Sikkerhedsråds resolution 2401 til alle konfliktens parter om straks at indstille fjendtlighederne i mindst 30 på hinanden følgende dage; gentager sin opfordring til alle parter, navnlig de syriske myndigheder, om at leve op til deres ansvar for at beskytte den syriske befolkning og omgående standse alle angreb på civile i Syrien; opfordrer garanterne for våbenhvilen i de-eskaleringszonerne til at leve op til deres forpligtelser i henseende til at sætte en stopper for volden og de forbrydelser, der bliver begået, og muliggøre og sikre uhindret adgang til disse zoner;

5.  fordømmer endnu en gang og i de stærkeste vendinger de grusomheder og de udbredte krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, der er begået under konflikten, og navnlig de handlinger, der er begået af Assadregimets styrker med støtte fra dets allierede, Rusland og Iran, samt af Tyrkiet og af ikkestatslige væbnede grupper, navnlig ISIS/Daesh og Jabhat Fateh al-Sham; understreger sin holdning om, at alle de ansvarlige for overtrædelser af den humanitære folkeret og menneskerettighedslovgivningen skal drages til ansvar; gentager, at en national domstol i henhold til princippet om universel jurisdiktion kan retsforfølge enkeltpersoner for alle alvorlige forbrydelser, der strider mod folkeretten; glæder sig over de skridt, som en række medlemsstater har taget i henhold til dette princip, og opfordrer alle andre medlemsstater til at gøre det samme; glæder sig desuden over initiativer fra medlemsstaternes side med henblik på at drage enkeltpersoner til ansvar i henhold til deres nationale lovgivning; opfordrer alle medlemsstater til at gøre alvorlige krænkelser af folkeretten til en lovovertrædelse i henhold til deres nationale lovgivning; opfordrer medlemsstaterne til at indbringe den syriske stat for Den Internationale Domstol for krænkelser af torturkonventionen, som den har tiltrådt, med henblik på at få fastslået statens ansvar som et indirekte middel til domstolenes afgørelse af individuelt strafferetligt ansvar på et senere tidspunkt; beklager dybt den fortsatte blokering af forsøgene på at indbringe situationen i Syrien for Den Internationale Straffedomstol; gentager sin opfordring til EU og medlemsstaterne om i tæt samarbejde med ligesindede lande at undersøge muligheden for oprettelse af en krigsforbryderdomstol for Syrien;

6.  er fortsat overbevist om, at der hverken kan opnås nogen effektiv konfliktløsning eller varig fred i Syrien, uden at dem, der har begået forbrydelser under konflikten, drages til ansvar; støtter det arbejde, der udføres af den uafhængige internationale undersøgelseskommission etableret af FN med hensyn til at gennemføre omfattende uafhængige undersøgelser af krænkelser, der er begået i Syrien, herunder brugen af kemiske våben; glæder sig over oprettelsen af en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at bistå ved efterforskningen og retsforfølgningen af de ansvarlige for de alvorligste forbrydelser i henhold til folkeretten, der er begået i Den Syriske Arabiske Republik siden marts 2011; beklager dybt, at denne mekanisme endnu ikke er fuldt finansieret; opfordrer alle medlemsstaterne til at indfri deres løfter i denne henseende; mener, at EU også bør yde et større direkte bidrag til mekanismen;

7.  fremhæver den afgørende rolle, som NGO'er og lokale og internationale civilsamfundsorganisationer spiller med hensyn til at dokumentere krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og andre lovovertrædelser, herunder ødelæggelse af kulturarv, også med digitale midler; opfordrer EU til aktivt at opsøge sådanne organisationer og finansiere dem i tilstrækkeligt omfang;

8.  roser den indsats, der gøres af nødhjælpsarbejdere for at bringe stærkt tiltrængt nødhjælp, mad, vand og medicin frem til dem, der er fanget i konflikten, og opfordrer endnu en gang indtrængende alle parter, der er involveret i konflikten, til at sørge for sikker og uhindret adgang for humanitære organisationer til de civile, der er ramt af krigen; beklager dybt de forskellige tilfælde af seksuelt misbrug og ureglementeret adfærd, der er konstateret inden for internationale hjælpeorganisationer, herunder at folk, der udleverer nødhjælp på vegne af FN og velkendte internationale organisationer, har udnyttet syriske flygtninge seksuelt;

9.  bekræfter på ny, at den FN-ledede Genèveproces har forrang, og støtter den indsats, som FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, har gjort for at opnå en reel og inkluderende politisk omstilling i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 2254, som er forhandlet på plads af alle de syriske parter og med støtte fra centrale internationale og regionale aktører; understreger vigtigheden af at finde en politisk løsning på konflikten;

10.  opfordrer NF/HR til at gøre sig alle bestræbelser på at puste nyt liv i de FN-ledede fredsforhandlinger og til at kræve en mere aktiv rolle i disse forhandlinger ved at gøre brug af EU's finansielle kapacitet og vilje til at afsætte betydelige ressourcer til Syriens genopbygning; opfordrer indtrængende NF/HR til i højere grad at inddrage og aktivt at støtte det syriske civilsamfund og dem, der ønsker et demokratisk, pluralistisk og inkluderende Syrien, i hendes indsats for det syriske folks fremtid, begyndende med den anden konference i Bruxelles den 24. og 25. april 2018; tilskynder NF/HR til at samarbejde med det syriske folk om at udvikle lokale genopbygningsstrategier for de forskellige regioner i Syrien; understreger, at EU bør overveje alle til rådighed værende muligheder i sit samarbejde med internationale partnere, herunder nedkastning af nødhjælp fra fly og indførelse af flyveforbudszoner;

11.  bifalder afholdelsen af den anden konference i Bruxelles med EU som vært med henblik på at udtrykke og implementere det internationale samfunds fulde politiske og økonomiske støtte til Genèveprocessen over for de syrere, der lider nød, og de lande, der huser syriske flygtninge; advarer mod, at der påbegyndes nogen genopbygningsindsats, før der foreligger en politisk aftale, som er forhandlet på plads i FN-regi, og som involverer alle parter; opfordrer NF/HR til i højere grad at inddrage civilsamfundsorganisationer i denne konference;

12.  understreger den grundlæggende vigtighed af at beskytte børn og prioritere deres adgang til uddannelse, også for flygtningebørn i nabolandene, og af at støtte psykologisk rehabilitering af disse traumatiserede børn; opfordrer det internationale samfund til at indfri de udestående løfter om humanitær bistand i Syrien og nabolandene;

13.  opfordrer medlemsstaterne til at udvise et større engagement i ansvarsdeling ved at gøre det muligt for flygtninge fra de syriske krigszoner at finde beskyttelse uden for den nærmeste naboregion, bl.a. gennem ordninger for genbosættelse og indrejse af humanitære årsager, og omsætte dette i praksis; er bekymret over en stigende modvilje mod flygtninge i Syriens nabolande; gentager, at ingen flygtninge bør sendes tilbage til Syrien mod deres vilje eller som led i bekvemmelighedsaftaler med de stridende parter;

14.  glæder sig over den seneste revision af EU's restriktive foranstaltninger over for Syrien, som tilføjer to personer, der har del i ansvaret for undertrykkelsen af civilbefolkningen i landet, til listen over målpersoner; udtrykker sin bekymring over det rapporterede nylige besøg, som chefen for Syriens nationale sikkerhedsbureau har aflagt i Rom for at afholde såkaldte sikkerhedsdrøftelser med den italienske indenrigsminister og direktøren for den italienske styrelse for information og ekstern sikkerhed i åbenbar modstrid med EU's sanktionsliste; opfordrer de italienske myndigheder og NF/HR til at fordømme dette besøg i de stærkest mulige vendinger; opfordrer NF/HR til straks at iværksætte en undersøgelse af, hvordan denne situation kan være opstået; opfordrer alle medlemsstater til at overholde Rådets afgørelse 2011/273/FUSP; opfordrer til, at der indføres yderligere sanktioner mod Rusland og Iran efter deres målrettede og forsætlige aktioner mod civilbefolkningen i det østlige Ghouta såvel som i resten af Syrien;

15.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, De Forenede Nationer, medlemmerne af den internationale støttegruppe for Syrien og alle parter, der er involveret i konflikten i Syrien, samt at sikre, at denne tekst oversættes til arabisk.

 

[1] Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0227
[2] EUT L 121 af 10.5.2013, s. 11.