om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (dichlormethan)

(KOM(2008)0080 – C6–0068/2008 – 2008/0033(COD))

(Fælles beslutningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2008)0080),

–   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 95, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C6‑0068/2008),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 51,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6–0341/2008),

1.  godkender Kommissionens forslag som ændret;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

"Selv om der sørges for god udluftning, fjernelse af maling på små overflader ad gangen, omgående indsamling af de fjernede malingrester og lukning af bøtter med malingfjerner, forekommer der ofte overskridelser af grænseværdien for eksponering (100 ppm). Det er derfor nødvendigt at bruge luftforsynede åndedrætsværn på sådanne arbejdspladser, undtagen hvis det gennem målinger klart er bevist, at grænseværdien for eksponering for specifikke malingfjernere eller ved hjælp af særlige beskyttelsesforanstaltninger ikke overskrides.

Filtermasker yder ikke effektiv beskyttelse. Personer, der benytter åndedrætsværn, skal af forsigtighedsgrunde underkastes en generel undersøgelse. Hvis fjernelse af maling udgør over 20 % af den ugentlige arbejdstid, kræves der særlig tilladelse fra det tilsynsorgan, der beskæftiger sig med sikkerhed på arbejdspladsen."

VCI - det tyske kemiindustriforbund, 2000

1.      Indledning

Dichlormethan (DCM) er en farveløs kemisk forbindelse med en gennemtrængende æteragtig eller mild, sød lugt. Det anvendes hovedsagelig ved fremstilling af lægemidler, opløsnings- og hjælpemidler, malingfjerner og klæbemidler. Af en samlet produktion på 244 000 ton i 2005, blev 13 000 ton "rå" DCM anvendt til malingfjernere (ca. 5 %). Fra lægemiddelindustrien genindvindes yderligere mellem 1 500 og 11 000 DCM, der også bruges til malingfjerner.

DCM har en unik profil, hvad angår skadelige virkninger på menneskers sundhed, og er opført som et af 33 prioriterede stoffer i vandrammedirektivet. DCM-baserede malingfjernere har et DCM-indhold på mellem 60 og 90 %. DCM's kogepunkt ligger på 30-40° C og er et yderst flygtigt stof, dvs. at det fordamper meget hurtigt. DCM er klassificeret som et kræftfremkaldende stof i kategori 3. Det har en narkotisk virkning, der kan føre til svækkelse af centralnervesystemet og bevidstløshed, og det har kardiotoksiske effekter ved høj eksponering, med en umiddelbar risiko for dødelig udgang i tilfælde af forkert brug. Det kan også forårsage irritation af øjne og luftveje samt lungeødem og have akutte virkninger på hjerte, lever og nyrer. Desuden kan det forårsage svimmelhed og hovedpine.

Ifølge Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici er DCM's toksicitet særlig bekymrende, for så vidt angår de mere sårbare grupper. Børn er mere udsatte på grund af deres potentielt højere eksponering (højere åndedrætsfrekvens end voksne; højere koncentration af DCM ved gulvet). Personer, der er disponeret for hjerte-kar-sygdomme, kan også være mere udsatte.

Ifølge Kommissionen blev der mellem 1989 og 2007 registreret 18 ulykker med dødelig udgang (industriel brug: 9, erhvervsmæssig brug: 8 og forbrugeranvendelse: 1), og 56 ulykker uden dødelig udgang i EU.

Risikoen ved at anvende DCM-baserede malingfjernere er blevet evalueret i tre undersøgelser fra Kommissionen (1999, 2004 og 2007), der alle konkluderede, at der var behov for risikobegrænsende foranstaltninger i forbindelse med erhvervsmæssig og forbrugermæssig anvendelse af DCM. I to af dem opfordredes der desuden til yderligere risikobegrænsende foranstaltninger ved industriel brug

Jf. Kommissionens konsekvensanalyse, der ledsager dette forslag.

Der findes allerede flere alternativer til DCM-baserede malingfjernere på markedet: fysisk/mekanisk fjernelse, fjernelse ved hjælp af flamme/varme og kemisk fjernelse med andre kemikalier end DCM. De alternative kemiske malingfjernere er de mest anvendte. De indeholder en lang række kemikalier. Disse stoffer har meget forskellige risikoprofiler og kunne indebære andre risici for brugerne end DCM. Imidlertid findes der ifølge Kommissionens undersøgelser og konsekvensanalyse alt andet lige alternativer, som er (langt) mindre farlige for menneskers sundhed og miljøet.

En række europæiske lande har allerede indført nationale foranstaltninger med henblik på at forbyde eller erstatte DCM (Østrig, Danmark, Sverige) eller er i færd med det (Tyskland).

2.      Hvorfor bør der indføres forbud mod forbrugeranvendelse af DCM?

Det er ikke muligt at sørge for, at DCM anvendes på en sikker måde, fordi forbrugerne:

- ikke er i stand til at bedømme risikoen;

- ikke har adgang til de samme faciliteter (navnlig tekniske kontroller) som industrielle brugere - og i nogle tilfælde kan arbejdsvilkårene i hjemmet være langt dårligere end for fagfolk (f. eks. kan der anvendes malingfjernere i en kælder eller i et aflukket område, hvor vinduerne er lukket på grund af dårligt vejr, eller i nærværelse af udsatte personer som børn, ældre slægtninge eller personer med dårligt helbred), og

- ikke har kendskab til tilstrækkelige personlige værnemidler, og selv om de havde, er det højst usandsynligt, at de ville være villige til at betale, hvad det koster (prisen på åndedrætsværn med uafhængig lufttilførsel med kompressor og maske samt passende handsker er ca. 2750 EUR; DCM-baseret malingfjerner koster ca. 10 EUR pr. liter).

I betragtning af ovenstående og under hensyntagen til, at der findes alternativer, og at brugen heraf formentlig vil have ringe om overhovedet nogen økonomisk betydning for forbrugerne, bør brugen af DCM-baserede malingfjernere forbydes.

3.      Hvorfor bør der indføres forbud mod erhvervsmæssig brug af DCM?

Rådets direktiv 98/24/EF om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser opererer med et klart normhierarki. Arbejdsgiveren skal først søge at erstatte en farlig kemisk agens med en anden kemisk agens eller proces, som under de pågældende anvendelsesbetingelser ikke er farlig eller er mindre farlig, og kun anvende beskyttende og forebyggende foranstaltninger, når en sådan erstatning ikke er mulig. Eftersom der findes sikrere alternativer, er det ifølge gældende EU-lovgivning om arbejdstageres sundhed og sikkerhed klart, at DCM bør erstattes.

DCM er mærket med sikkerhedssætningen "undgå indånding af gas/røg/dampe/aerosol-tågen". Da stoffet er meget flygtigt, kan dette kun overholdes ved brug af åndedrætsværn med uafhængig lufttilførsel. Da et komplet udstyr imidlertid koster ca. 2750 EUR, og det er ubehageligt at arbejde i fuld beskyttelsesdragt med iltflaske og handsker af fluorgummi, bliver det sjældent gjort.

Grænseværdierne for erhvervsmæssig eksponering overskrides ofte betydeligt, selv når der er god udluftning, og endog udendørs (jf. det indledende citat). Opmærksomheden henledes på, at mennesker først kan lugte DCM, når det forekommer i koncentrationer, der ligger langt over grænseværdierne for erhvervsmæssig eksponering. Fagfolk kan tro, at de ikke er udsatte, fordi de ikke kan lugte noget, selv om grænseværdierne for længst er overskredet.

Stoffet er også mærket med følgende sikkerhedssætninger: "undgå kontakt med huden og øjnene " og "brug særligt arbejdstøj og egnede beskyttelseshandsker". Imidlertid er de forskellige tilgængelige typer alle behæftet med alvorlige begrænsninger: De billigste (EVA - ca. 10 EUR pr. par) har ringe mekanisk styrke, og DCM vil hurtigt kunne trænge igennem. PVA-handsker (ca. 25 EUR pr. par) har god kemisk modstandskraft, men kan ikke bruges i forbindelse med vand. Handsker af fluorgummi (50 EUR pr. par) er de mest velegnede, men DCM vil trænge igennem efter senest 3 timer.

Det er vigtigt at påpege, at håndhævelsen af bestemmelserne for indeværende er mangelfuld på grund af de berørte virksomheders store antal, ringe størrelse og mobile karakter.

Endelig finder EU's lovgivning om arbejdstageres sundhed og sikkerhed ikke anvendelse på selvstændige arbejdstagere, til trods for at de repræsenterer et stort antal malere og dekoratører.

Det forholder sig altså kort sagt sådan, at enten finder den gældende lovgivning om arbejdstagernes sundhed og sikkerhed ikke anvendelse (selvstændige arbejdstagere), eller også tilsidesættes den i vid udstrækning (ingen erstatning, mangelfuld personlig beskyttelse), og den håndhæves ikke.

4.      Økonomiske virkninger

Kommissionen foreslår at forbyde erhvervsmæssig brug af DCM i malingfjernere, medmindre en medlemsstat indfører et uddannelses- og godkendelsessystem til formålet. Dette strider mod henstillingerne i RPA's konsekvensanalyse fra 2007

RPA - Risk and Policy Analysts Ltd, Det Forenede Kongerige.

Kommissionen anslår udgifterne til sit uddannelses- og godkendelsesforslag til 1,9 mio. EUR det første år og 1,3 mio. EUR i de efterfølgende år (uddannelse af 10 000 arbejdstagere). Godkendelsen af 10 000 enkeltpersoner og 800 virksomheder ville indebære yderligere omkostninger på 1,34 mio. EUR. Disse omkostninger inkluderer endnu ikke udgifterne til teknisk kontrol og/eller personlige værnemidler.

Det er interessant at sammenligne disse tal med DCM-producenternes forventede fortjeneste. RPA anslår industriens årlige fortjeneste til mellem 430 000 og 1,1 mio. EUR for erhvervsmæssig brug.

Med andre ord ville omkostningerne til uddannelse og godkendelse af 10 000 arbejdstagere og 800 virksomheder over hele EU klart overstige den pågældende industris fortjeneste. Det er vanskeligt at forstå, hvorfor erhvervsmæssige brugere og myndigheder skulle betale millioner til uddannelse og godkendelse (samt yderligere millioner til personlige værnemidler) for at bevare den pågældende industris forholdsvis lille fortjeneste.

Desuden tilbyder mange af de producenter, der fremstiller DCM, også alternativer hertil, således at de kunne kompensere for i hvert fald en del af deres tab ved at skifte til alternativerne.

5.      De af industrien foreslåede "risikobegrænsende foranstaltninger"

Producenter af DCM foreslår følgende foranstaltninger i stedet for et forbud mod forbrug:

-  beholder med et indhold på højst 1 liter

-  beholdere med smal hals og børnesikret lukning

-  tilføjelse af et fordampningshæmmende middel

-  et synligt sikkerhedsmærkat, hvoraf det fremgår, at produktet kun må bruges under tilstrækkelig udluftning.

Følgende forholdsregler foreslås for erhvervsmæssig brug:

-  tilføjelse af et fordampningshæmmende middel

-  levering af sikkerhedsinformation.

Det fremgår klart af RPA's konsekvensanalyse, at disse foranstaltninger er helt utilstrækkelige. Faktisk kan de fleste ikke engang betragtes som foranstaltninger, idet de opretholder status quo. Den mest almindelige beholderstørrelse for forbrugere er allerede 1 liter. Beholdere med smal hals og børnesikret lukning er allerede lovpligtige. Smalhalsede beholdere kan være effektive til at mindske spild, men de reducerer ikke eksponering under brug (brugeren skal stadig omhælde (dele af) indholdet i en anden beholder, dvs. at eksponeringen i sidste ende ikke reduceres.

Så godt som alle produkter på markedet indeholder fordampningshæmmende midler, først og fremmest for at øge effektiviteten af DCM, da det ellers ville fordampe, før det kan bruges effektivt til at fjerne maling.

Det er allerede lovpligtigt at mærke DCM med en advarsel til forbrugeren om ikke at indånde gas/røg/dampe/aerosoltågen (den rette ordlyd angives af producenten). Det tilføjer ikke noget at påføre en yderligere advarsel om at sørge for "tilstrækkelig udluftning", og hvad nytter det desuden, når mennesker først kan lugte DCM, når det forekommer i koncentrationer, der ligger langt over grænseværdierne for erhvervsmæssig eksponering?

Endelig er det indlysende, at det allerede er lovpligtigt for producenterne at levere sikkerhedsoplysninger til erhvervsmæssige brugere i senere led.

Alt i alt kan de foranstaltninger, der foreslås af industrien - og som desværre støttes af visse medlemsstater - ses som et kynisk forsøg på at standse en begrænsning, der for længst burde have været indført, af et kemikalie med en unik profil, hvad angår skadelige virkninger, ved hjælp af forslag, der bibeholder status quo, og som klart ikke sikrer en tilstrækkelig beskyttelse.