om en global klimaalliance mellem EU og de fattige udviklingslande, der er mest udsatte som følge af klimaændringen

(2008/2131(INI))

Europa-Parlamentet,

− der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. september 2007: En global klimaalliance mellem EU og de fattige udviklingslande, der er mest udsatte som følge af klimaændringen (KOM(2007)0540),

− der henviser til Rådets konklusioner af 20. november 2007 om en global klimaalliance mellem EU og de fattige udviklingslande, der er mest udsatte som følge af klimaændringen (15103/07),

− der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2003: Klimaændring og Udviklingssamarbejde – Handlingsplan 2004-2008 (KOM(2003)0085),

− der henviser til Kommissionens første toårige statusrapport (2004-2006) om EU's handlingsplan for klimaændringer og udvikling, præsenteret den 9. november 2007 på de europæiske udviklingsdage i Lissabon,

− der henviser til rapporten af 14. marts 2008 fra den højtstående repræsentant og Kommissionen til Det Europæiske Råd om "klimaændringer og international sikkerhed",

− der henviser til Kommissionens grønbog af 29. juni 2007 med titlen "Tilpasning til klimaændringerne – hvad kan der gøres på EU-plan" (KOM(2007)0354),

− der henviser til fælleserklæringen fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om "den europæiske konsensus om udvikling"

EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1.

− der henviser til Paris-erklæringen om bistandseffektivitet, der blev vedtaget den 2. marts 2005 på det særlige forum på højt plan om bistandseffektivitet (Paris-erklæringen),

− der henviser til den fælles erklæring fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen om EU's humanitære bistand: "Den Europæiske Konsensus om Humanitær Bistand"

EUT C 25 af 30.1.2008, s. 1.

− der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention af 1992 om klimaændringer (UNFCCC),

− der henviser til FN's rapport om menneskelig udvikling for 2007/08 med titlen "Fighting Climate Change: Human Solidarity in a Divided World" fra De Forenede Nationers udviklingsprogram,

− der henviser til Malé-deklarationen om den menneskelige dimension i de globale klimaændringer, der blev vedtaget i Malé (Republikken Maldiverne) i 2007,

− der henviser til Bali-køreplanen, der blev vedtaget på FN's konference om klimaændringer på Bali (Indonesien) i december 2007,

− der henviser til den fjerde evalueringsrapport med titlen "Climate Change 2007: Impacts, Adaptation and Vulnerability", udarbejdet af arbejdsgruppe II under Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC),

− der henviser til Nicholas Sterns rapport med titlen "The Economics of Climate Change. The Stern Review" (Stern-rapporten) fra 2006,

− der henviser til erklæringen om integrering af tilpasningen til klimaændringerne i udviklingssamarbejdet, der blev vedtaget af OECD-landenes udviklings- og miljøministre den 4. april 2006,

− der henviser til OECD's rapport fra 2007 med titlen "Stocktaking of Progress on Integrating Adaptation to Climate Change into Development Co-operation Activities",

− der henviser til "Hyogo Framework for Action 2005-2015: Building the Resilience of Nations and Communities to Disasters", der blev vedtaget af verdenskonferencen om forebyggelse af naturkatastrofer i januar 2005 i Kobo, Hyogo (Japan),

− der henviser til den toårige rapport fra FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) med titlen "State of the World's Forests 2007",

− der henviser til forretningsordenens artikel 45,

− der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelser fra Udenrigsudvalget, Budgetudvalget og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A6-0366/2008),

A. der henviser til, at klimaændringen udgør en alvorlig trussel mod fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder, fred og sikkerhed, vand- og fødevaretilgængelighed samt opnåelsen af årtusindudviklingsmålene i mange udviklingslande,

B. der henviser til, at skovene i nogle udviklingslande ryddes til fordel for afgrøder til biobrændstoffer,

C. der henviser til, at de industrialiserede lande har et historisk betinget ansvar for klimaændringen og er moralsk forpligtet til at bistå udviklingslandene i deres forsøg på at tilpasse sig konsekvenserne heraf,

D. der henviser til, at udviklingslandene har bidraget mindst til klimaændringen, men vil lide mest under dens konsekvenser, herunder vand- og fødevareusikkerhed på grund af tørke og ørkendannelse, stigende vandstand, nye udfordringer for landbruget, nye risici for sundheden, ekstreme meteorologiske hændelser og indvandringspres; der henviser til, at udviklingslandene også vil have den mindste kapacitet til at håndtere disse konsekvenser,

E. der henviser til, at foranstaltninger til tilpasning til klimaændringen og mindskelse af risiciene er blevet givet meget opmærksomhed i mange industrialiserede lande, og der henviser til, at de samme presserende behov er blevet forsømt i forbindelse med lavindkomstlande,

F. der henviser til, at illegal og ikke bæredygtig import af tømmer til EU er en vigtig årsag til afskovning og anslås til at koste de fattigste lande milliarder af euro hvert år,

G. der henviser til, at skovrydning bidrager med omkring 20 % af de totale drivhusgasemissioner, hvilket fører til et omtrentligt tab på 13 mio. ha tropisk regnskov hvert år; der endvidere henviser til, at skovrydning i troperne er en alvorlig trussel mod biodiversiteten og indtjeningsmuligheden for mere end 1 milliard fattige mennesker, der lever i og af sådanne skove,

H. der henviser til, at de konkrete konsekvenser af klimaændringen ofte skal håndteres på lokalt niveau af lokale myndigheder; der endvidere henviser til, at en reel sammenhæng mellem internationale, nationale og lokale politikudformninger derfor er en stor udfordring for udarbejdelse af effektive strategier for tilpasning til og afbødning af klimaændringen; der endvidere henviser til, at der skal gennemføres omfattende strukturelle ændringer uden at give afkald på den fællesskabsbaserede tilgang med fokus på fattigdom,

I. der henviser til, at der er en øget anerkendelse af den sikkerhedstrussel, klimaændringen udgør, herunder konflikter om knappe naturressourcer, klimafremkaldte naturkatastrofer og omfattende migrationsstrømme; der endvidere henviser til, at udviklingsstrategier til at håndtere fælles klima- og sikkerhedsspørgsmål vil være af afgørende betydning for at sikre effektive tilpasningsforanstaltninger i udviklingslandene,

J. der henviser til, at de internationale foranstaltninger på området for tilpasning til klimaændringen og reduktion af katastroferisici indtil videre har været begrænsede, usammenhængende, dårligt koordinerede og i mange tilfælde sværttilgængelige for udviklingslandene – i direkte kontrast til de målsætninger, der blev skitseret i den europæiske konsensus om udvikling og Paris-erklæringen,

K. der henviser til, at foranstaltningerne til tilpasning til klimaændringen, katastrofebegrænsning og kapacitetsopbygning til udvikling bør være snævert forbundne, men at de er indtil nu blevet dårligt integreret i udviklingssamarbejdsorganerne og de internationale institutioner; der endvidere henviser til, at en fælles og sammenhængende tilgang er af afgørende betydning for en vellykket gennemførelse af den globale klimaalliance,

L. der henviser til, at det er nødvendigt at oprette tværfaglige grupper bestående af katastrofeindsatsledere, udviklingsspecialister, planlæggere og videnskabelige eksperter inden for tilpasning/klima, som bør vedtage bedste praksis for regional udvikling,

M. der henviser til, at en hurtig indsats på området for tilpasning til klimaændringen og reduktion af katastroferisici klart er en omkostningseffektiv løsning; der henviser til, at én dollar afsat til reduktion af katastroferisici potentielt kan medføre syv dollars besparelser på katastrofehjælp, hvilket også er et godt argument for at yde bistanden tidligst muligt,

N. der henviser til, at ethvert forsøg på at fordoble optællingen af EU's midler til årtusindudviklingsmålene og løfter afgivet inden for rammerne af FN's rammekonvention om klimaændring derfor bør afvises,

O. der henviser til, at enhver forsinkelse med hensyn til at træffe endelige beslutninger om de foranstaltninger, der er nødvendige for at mindske årsagerne til og virkningerne af klimaændringen, vil resultere i langt højere omkostninger,

P. der henviser til, at de fleste miljømæssige problemer, herunder dem der er et resultat af klimaændringen, ofte forværres af befolkningstilvækst og en større befolkning, mens befolkningsdynamikken, hvad angår vækst, fordeling og sammensætning, er en integreret del af udviklingsprocessen, da den både påvirkes af og påvirker klimaændringen; der endvidere henviser til, at verdenskonferencen i Kairo om befolkning og udvikling i 1994 klart fremhævede de mange fordele ved dedikeret, lokalt orienteret, ikke-påtvungen befolkningspolitik, men at befolkningsspørgsmål dog alligevel ikke er blevet indarbejdet i planlægningen af hverken udvikling eller tilpasning,

Q. der henviser til, at spørgsmål vedrørende landbrug, forvaltning af skovressourcer, sundhed, infrastruktur, uddannelse samt befolkningspolitik alle bør behandles for effektivt at integrere tilpasningen til klimaændringen – og afbødende foranstaltninger – i udviklingspolitikken,

R. der henviser til, at mindsket korruption vil øge den effektive tilpasning til og afbødning af klimaændringen,

S. der henviser til, at ovennævnte revision af EU's handlingsplan for klimaændring og udvikling fra 2007 viser, at fremskridtene i integreringen af tilpasningen til klimaændringen i udviklingspolitikken, navnlig landestrategidokumenter og regionale strategidokumenter, har været utilstrækkelige og alt for langsomme,

T. der henviser til, at der for øjeblikket er et kæmpemæssigt hul for så vidt angår finansieringen af tilpasningen i udviklingslandene; der henviser til, at mens de årlige udgifter til tilpasningen er anslået til mellem 50 og 80 mia. USD, udgør de samlede bevillinger, som afsat gennem multilaterale finansieringsordninger pr. medio 2007, mindre end 0,5 % af disse tal,

U. der henviser til, at EU-budgettet ikke afspejler den prioritet, som de politikker og foranstaltninger, EU har vedtaget til bekæmpelse af klimaændringen, har fået, selv om EU har sat sig det mål at blive førende inden for bekæmpelse af klimaændringen,

V. der henviser til, at den globale klimaalliance vil være delvist finansieret af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) og det tematiske program for miljø og bæredygtig forvaltning af naturressourcer, herunder energi (ENRTP) (i overensstemmelse med artikel 13 i instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (EUT L 378 af 27.12.2006, s. 41).

W. der henviser til, at Den Europæiske Udviklingsfond hovedsageligt er blevet brugt til at finansiere nye initiativer; der endvidere henviser til, at Kommissionen bør overholde sit tilsagn om at finde nye finansieringskilder for at bevare Den Europæiske Udviklingsfond; der endvidere henviser til, at Parlamentets Udviklingsudvalg ved flere lejligheder har konkluderet, at Den Europæiske Udviklingsfond bør integreres i EU-budgettet for at sikre demokratisk kontrol med anvendelsen heraf,

X. der henviser til, at i henhold til artikel 21 om vedtagelse af strategidokumenter og flerårige vejledende programmer og artikel 35, stk. 2, i DCI, har Parlamentet ret til aktindsigt i Kommissionens foranstaltninger, jf. bestemmelserne i artikel 5 og 8 i afgørelse 1999/468/EF,

Y. der henviser til, at mekanismen for bæredygtig udvikling indtil videre har været dårligt tilpasset til de fattigste landes behov for investeringer i renere teknologi, hvor Afrika kun har iværksat 3 % af alle projekter inden for rammerne af mekanismen for bæredygtig udvikling, og hvor næsten 90 % af CO2-kreditterne gives til projekter, der udføres i Kina, Indien, Korea og Brasilien,

1. glæder sig over Kommissionens initiativ til indgåelse af en global klimaalliance, hvilket er udtryk for en væsentlig anerkendelse af klimaændringens indvirkning på udviklingen; anmoder imidlertid Kommissionen om yderligere at tydeliggøre merværdien ved denne globale klimaalliance; understreger i denne forbindelse, at koordinering og samarbejde med andre hovedaktører skal være en integreret del af dagsordenen for den globale klimaalliance med henblik på at sikre en optimal komplementaritet mellem initiativerne;

2. mener, at den globale klimaalliance udgør en vigtig søjle i forbindelse med EU's eksterne aktioner, hvad angår klimaændringen, og udgør en platform, der supplerer og understøtter den igangværende proces i forbindelse med FN's rammekonvention om klimaændring og Kyotoprotokollen, idet den skal fremme gennemførelsen af konventionen og protokollen samt tilhørende aftaler;

3. understreger på ny de alarmerende konklusioner i rapporten om klimaændringen og international sikkerhed

S113/08.

4. bemærker, at bestræbelserne på at bekæmpe klimaændringen ikke kun skal baseres på politiske incitamenter, men også på civilsamfundet i såvel udviklede lande som udviklingslande; mener, at der bør indføres offentlige oplysningskampagner og uddannelsesprogrammer i skoler og på universiteter, som både skal oplyse borgerne om analyser og evalueringer af situationen vedrørende klimaændringen og foreslå hensigtsmæssige tiltag, navnlig hvad angår ændring af livsstil for at reducere emissioner;

5. understreger, at forstærket koordinering og samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne er afgørende for EU's politik vedrørende klimaændring og udvikling; der henviser til, at den globale klimaalliance er en enestående lejlighed til at leve op til principperne for den europæiske konsensus og Paris-erklæringen, såvel som handlingsprogrammet for verdenskonferencen i Kairo om befolkning og udvikling af 1994; er endvidere overbevist om, at en af den globale klimaalliances hovedopgaver bør være at cleare initiativer fra medlemsstaterne;

6. opfordrer EU til at sætte klimaændringen i fokus i sin politik for udviklingssamarbejde; mener endvidere, at det i bekæmpelsen af klimaændringen er nødvendigt at se på de strukturelle årsager, og opfordrer til en systematisk risikovurdering af klimaændringen, der dækker alle aspekter ved politisk planlægning og beslutningstagning i både EU og udviklingslandene, herunder handel, landbrug og fødevaresikkerhed;

7. understreger, at den globale klimaalliance bør træffe konkrete foranstaltninger for at skabe sammenhæng mellem indvirkningen af klimaændringen på udviklingen, herunder EU's landbrugs-, handels- og fiskeripolitikker på den ene side og problemer med relation til eksportsubsidier, som f.eks. bunden bistand, gældsbyrde, eksportkreditter og erhvervsmæssig udnyttelse af fødevarehjælpen, tvungen privatisering og liberalisering af afgørende økonomiske sektorer på den anden side;

8. påpeger, at eftersom en global klimaalliance med 60 mio. EUR i finansiering i perioden 2008-2010 skal supplere den igangværende proces som led i FN's rammekonvention om klimaændring, bør overlappende foranstaltninger undgås, og midlerne koncentreres om foranstaltninger, der giver den største merværdi; mener, at når der er indgået en aftale om klimaændringen efter 2012, skal målene og finansieringen i den globale klimaalliance revideres, afhængigt af udfaldet;

9. mener, at midler uden for FN's rammekonvention om klimaændring ikke kan medregnes som en del af de udviklede landes opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til konventionen;

10. mener, at de 60 mio. EUR, der indtil videre er bevilget til den globale klimaalliance, er aldeles utilstrækkelige; opfordrer Kommissionen til at fastlægge et langsigtet finansieringsmål for den globale klimaalliance på mindst 2 mia. EUR om året inden 2010 og 5-10 mia. EUR om året inden 2020;

11. opfordrer Kommissionen til at fremlægge detaljerede oplysninger om eksisterende finansielle mekanismer for klimaændring og udvikling på nationalt og internationalt plan; opfordrer Kommissionen, baseret på denne information, til hurtigst muligt at foreslå, hvilke foranstaltninger der skal bruges til at optrappe EU's finansielle støtte til klimaændring og –udvikling og således sikre den bedst mulige koordinering og komplementaritet med eksisterende initiativer;

12. understreger, at såfremt klimaændringen skal tages alvorligt, skal der stilles ny finansiering til rådighed gennem forskellige budgetposter og nye finansieringskilder, som f.eks. humanitære fonde til at modvirke klimarelaterede katastrofer, fonde under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og stabilitetsordningen i forbindelse med præventiv sikkerhedspolitik eller til at modvirke klimarelaterede sikkerhedstrusler eller ‑konflikter, fonde under andre eksterne foranstaltninger, når det er passende, såvel som grønne afgifter, offentlig-private partnerskaber og andre innovative finansieringsmekanismer, der har dette som formål;

13. bemærker med interesse formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd den 19.-20. juni 2008 og disses budgetmæssige konsekvenser; mener, at de budgetmæssige behov kun kan dækkes med de midler, der er anført i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning

EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

14. bemærker i denne henseende, at EU's statslige udviklingsbistand stadig ikke når målet om 0,56 % af EU's BNI inden 2010, og at det er svært at se, hvordan EU vil være i stand til at opfylde alle sine forpligtelser uden at anvende nye, innovative ressourcer;

15. opfordrer Kommissionen til at øge den umiddelbare finansiering af den globale klimaalliance, hvilket sandsynligvis i begyndelsen hurtigt kan opnås gennem ENRTP såvel som den 10. Europæiske Udviklingsfond; understreger samtidig det presserende behov for yderligere uofficiel udviklingshjælp til tilpasningen og for at udvikle innovative finansieringsmekanismer til dette formål;

16. minder Kommissionen om, at såfremt, der trækkes midler fra ENRTP eller Den Europæiske Udviklingsfond til finansiering af den globale klimaalliance, bør disse, i deres egenskab af udviklingsbistand, kun bruges til foranstaltninger, der stemmer overens med udviklingsbistand som defineret af OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC); insisterer på, at dette skal være en enkeltstående finansieringskilde, og at yderligere supplering skal ske ved anvendelse af alternative kilder;

17. opfordrer Kommissionen til at sikre, at den globale klimaalliances finansiering gennem ENRTP og Den Europæiske Udviklingsfond ikke sker på bekostning af andre vigtige mål for udviklingssamarbejde, som f.eks. uddannelse, sundhed, lighed mellem mænd og kvinder eller adgang til vand;

18. understreger, at medlemsstaterne bør påtage sig et langt større ansvar for finansieringen af udviklingsaktiviteterne og samordningen med den globale klimaalliance;

19. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at afsætte mindst 25 % af de forventede indtægter fra EU's emissionshandelsordning i næste auktionsrunde til finansiering af den globale klimaalliance og andre foranstaltninger vedrørende klimaændringen i udviklingslandene, herunder en indsats for at beskytte skove og mindske emissionerne fra skovrydning og skovforringelse;

20. opfordrer Kommissionen til, at bruge den kommende gennemgang af EU-budgettet som en mulighed for at evaluere EU's overordnede prioriterede fordeling af budgettet og overføre yderligere midler til klimaændringen og generel udvikling samt især den globale klimaalliance, herunder via overførsler fra den fælles landbrugspolitik;

21. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til snarest muligt at gennemføre ideen om en finansieringsmekanisme for klimaændringen, der bygger på samme model som den internationale finansieringsfacilitet for immunisering og konceptet med ydelse af bistand tidligst muligt, med henblik på at sikre væsentlige beløb til finansiering af den globale klimaalliance på relativt kort tid;

22. opfordrer Kommissionen til at anmode den private sektor om at indgå i et tættere partnerskab med den globale klimaalliance og anerkende, at offentlige midler kunne være en katalysator til at motivere investeringer og give adgang til markeder og teknologier; opfordrer Kommissionen til specifikt at investere i udvikling af modeller for offentlig-private partnerskaber på nøgleområder såsom vandsikkerhed og infrastruktur i sårbare områder, hvor der allerede er betragtelige huller for så vidt angår finansieringen, eftersom klimaændringen berører mange politiske områder (adgang til vand, folkesundhed, energiforsyning osv.), der omfatter indgriben fra staten og de lokale myndigheder; minder om, at EU's prioritet bør være at forstærke offentlige foranstaltningers kapacitet på disse områder;

23. opfordrer Kommissionen til at indgå partnerskabsaftaler med den private forsikringsbranche og undersøge metoderne til at udvide de forsøgsmæssige forsikringsprogrammer til finansiering af tilpasningen til klimaændringen og reduktionen af katastroferisici med inddragelse af både nationale/regionale og individuelle forsikringsniveauer;

24. beklager, at udviklingslandenes regeringer, civilsamfund og lokale myndigheder generelt ikke har været tilstrækkeligt involveret igennem hele fasen med planlægning af den globale klimaalliance; opfordrer Kommissionen til at sikre, at beslutninger i hele udarbejdelses-, gennemførelses-, finansierings- og vurderingsfasen træffes i fællesskab med de berørte parter;

25. opfordrer Kommissionen til at bruge den globale klimaalliance til at støtte og styrke partnerlandes kapacitet til at identificere, forvalte og afbøde sikkerhedstrusler, som klimaændringen udgør, og opfordrer endvidere Kommissionen til at afsætte yderligere midler til dette formål; opfordrer Kommissionen til at sikre, at Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser er fuldt ud involveret igennem hele fasen med gennemførelse og planlægning af den globale klimaalliance for at sikre optimal sammenhæng mellem udviklingssamarbejde, klimaændring og udenrigs- og sikkerhedspolitikker;

26. opfordrer Kommissionen til at bruge den globale klimaalliance til at iværksætte en debat med både donorsamfundet og partnerlandene om at være bedre forberedt og have beredskabsplaner for omfattende migration i tilfælde af, at visse regioner bliver ubeboelige på grund af klimaændringen;

27. insisterer på, at den globale klimaalliance ledsages af effektive rapporteringsmekanismer med detaljerede indikatorer for fremskridt og opfølgningsplaner;

28. mener at den globale klimaalliances merværdi og kompetence kunne være at skabe en forbindelse mellem lokale tilpasningsforanstaltninger og rammerne for globale klima- og udviklingspolitikker; ser i denne forbindelse positivt på den globale klimaalliances "politiske dialog" som et vigtigt skridt for at forbinde dagsordenen for bekæmpelse af fattigdom og årtusindudviklingsmålene med dagsordenen for klimaændringen; understreger dog, at den globale klimaalliance kun bliver vellykket, hvis den er en del af en overordnet EU-strategi for forhandlinger om klimaændringen efter 2012, hvor en nøgleprioritet er stærk støtte til afbødnings- og tilpasningsforanstaltninger i udviklingslandene;

29. opfordrer Kommissionen til at bruge den politiske dialog og dens forventede fælles erklæring for EU, de mindst udviklede lande og små udviklingsøstater som et forum til at fremme idéen om en "global aftale", hvor aktiviteter i forbindelse med udviklingssamarbejde og klimaændringen integreres tæt med indarbejdelse af befolkningsspørgsmål som et eksplicit element som tilsigtet i initiativet om den globale Marshallplan;

30. understreger behovet for at øge indsatsen for at integrere tilpasning til klimaændringen og reduktion af katastroferisici og foranstaltninger om befolkningen og reproduktiv sundhed i både Kommissionens og medlemsstaternes udviklingsstøtte, navnlig i gennemførelsesfasen, eftersom disse områder er helt grundlæggende set fra et systemisk perspektiv; opfordrer Kommissionen til at udnytte den kommende midtvejsevaluering af landestrategidokumenterne for at gøre fremskridt på dette område;

31. insisterer på, at Kommissionen – parallelt med den globale klimaalliance – fortsætter med at følge op på EU's handlingsplan om klimaændring og udvikling, som indeholder mange vigtige elementer, der ikke må gå tabt, herunder oprettelsen af "clearingcentraler" i marken med henblik på at forbedre koordinering og adgang til information;

32. understreger, at udviklingen og gennemførelsen af de nationale handlingsprogrammer for tilpasning ved hjælp af finansiering fra Den Globale Miljøfacilitet har været ramt af problemer på grund af utilstrækkelig finansiering, undervurdering af tilpasningsomkostningerne, svag tilknytning til menneskelig udvikling, overdrevent bureaukratiske adgangsmuligheder og en projektbaseret ensidighed; opfordrer Kommissionen til at behandle disse problemer grundigt, når der gives yderligere støtte gennem den globale klimaalliance til gennemførelse af nationale handlingsprogrammer for tilpasning i de mindst udviklede lande og små østater blandt udviklingslandene; hilser i denne forbindelse Kommissionens hensigt om at undersøge mulighederne for programbaseret kapacitetsopbygning af styrende institutioner ved hjælp af budgetstøtte velkommen;

33. understreger, at en vellykket anvendelse af budgetstøtte til udviklingsorienteret tilpasning til klimaændringen er afhængig af, at alle tilgængelige midler inden for budgetstøtterammerne udnyttes fuldt ud, herunder debatten om politiske prioriteringer, overvågning på lang sigt og teknisk assistance til udformning og gennemførelse af budgettet; understreger endvidere behovet for civilsamfundets og de lokale myndigheders aktive engagement; opfordrer også Kommissionen til at være rede til at anvende komplementære foranstaltninger, når budgetstøtten ikke er hensigtsmæssig eller ikke er til gavn for de fattigste og mest sårbare;

34. opfordrer Kommissionen til at sikre, at den globale klimaalliances planlagte forskning i tilpasning i udviklingslandene har et klart "bottom up-perspektiv", er rettet mod de fattige og mest udsatte, er udarbejdet ud fra lokalsamfundenes behov og er udført i samarbejde med de berørte mennesker; understreger vigtigheden af, at resultaterne af tilpasningsforskningen viderekommunikeres til målgrupperne gennem tilgængelige mediekanaler;

35. opfordrer Kommissionen til at afsætte betydelige ressourcer til forskning i tilpasningsøkonomi i udviklingslandene, herunder forbedre forståelsen for de fremtidige omkostninger ved den nødvendige omstrukturering af handel, landbrug og sikkerhedspolitikker og institutioner; anerkender, at videnskløfterne på dette område udgør en barriere for effektive tilpasningsforanstaltninger og ‑udgifter fra både offentlige og private aktører;

36. understreger betydningen af overførsel af viden og teknologi – herunder teknologi til nedbringelse af katastroferisici – til GCCA-partnerlandene; opfordrer med dette formål for øje Kommissionen til at fremme et webbaseret bibliotek over relevante klimatilpasningsdata og til at fremme et udvekslingsprogram for klimatilpasningseksperter mellem disse lande;

37. gentager betydningen af politisk sammenhæng og anmoder Kommissionen om at behandle spørgsmålet om integrering af klimaændringen i bestræbelserne på at bekæmpe fattigdom i forbindelse med EU's budgetrevision samt i midtvejsrevisionen af de forskellige udviklingsinstrumenter;

38. opfordrer Kommissionen til at være mere opmærksom på klimaændringens indvirkning på landbrug og skovbrug og på tilpasningen af landbrug og skovbrug til klimaændringen; opfordrer Kommissionen til at bruge GCCA til at støtte udviklingen af en miljørigtig landbrugspolitik, hvor garanti af folks fødevaresikkerhed prioriteres højt; opfordrer endvidere Kommissionen til at medvirke til at skabe passende institutionelle og finansielle rammer for den fattige landbefolkning, der er afhængig af landbrug for deres levebrød;

39. understreger, at landbruget i de fattige udviklingslande er direkte og meget berørt af klimaændringen, hvilket kan have dramatiske konsekvenser for fødevaresikkerheden; opfordrer derfor Kommissionen til at bruge den globale klimaalliance til at udvikle landbrugspolitikker og produktionsmetoder, der bedre lever op til den lokale befolknings behov og udgør en langsigtet løsning på de stigende fødevarepriser; opfordrer endvidere især Kommissionen til at støtte innovative løsninger, som f.eks. at skabe "grønne bælter" rundt om byerne for at imødese bybefolkningernes grundlæggende fødevarebehov i udviklingslandene;

40. glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at foreslå en EU-strategi for reduktion af katastroferisici, hvilket er et vigtigt trin til at udfylde kløften mellem reduktion af katastroferisici og indsatsen inden for udvikling og tilpasning; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at tydeliggøre, hvordan den globale klimaalliance kan lette denne integration på det praktiske plan;

41. understreger, at en strategi til reduktion af katastroferisici ikke vil medføre noget nævneværdigt resultat uden en konkret handlingsplan og en omfattende omdirigering af budgetbevillinger med henblik på at sikre en langsigtet finansiering af reduktion af katastroferisici og tilpasning til klimaændringen som del af den almindelige udviklingsstøtte snarere end, som det er tilfældet i dag, et kortsigtet og lavt prioriteret humanitært projekt;

42. understreger, at der er et stort behov for yderligere menneskelige ressourcer inden for EuropeAid og EU-delegationer for at sikre en vellykket gennemførelse af den globale klimaalliance; opfordrer Kommissionen til at afsætte betydelige ressourcer til dette område i budgettet for 2009; opfordrer ligeledes i et bredere perspektiv Kommissionen til at afsætte langt flere ressourcer til uddannelse af personalet i berørte generaldirektorater i Kommissionen og delegationer i tilpasning til klimaændringen og reduktion af katastroferisici med særligt fokus på fremme af praktisk knowhow;

43. understreger, for så vidt angår afbødende foranstaltninger inden for rammerne af den globale klimaalliance, at de mindst udviklede lande og de små østater blandt udviklingslandene har behov for kapacitetsopbygning og teknisk støtte med henblik på at kunne til at øge deres deltagelse i mekanismen for bæredygtig udvikling; opfordrer også Kommissionen til aktivt at deltage i internationale klimaforhandlinger med målet om at styrke mekanismen for bæredygtig udvikling for at sikre additionalitet og sammenhæng med udviklings- og klimamålene; opfordrer endvidere Kommissionen til ikke kun at fokusere på mekanismen for bæredygtig udvikling som det ultimative politiske redskab, men også at sikre alternativ støtte til afbødende foranstaltninger, der er mere egnede til de fattigste lande, navnlig handling inden for arealanvendelse, skovbrug og teknologi til mindskning af CO2-udslip;

44. opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at udvikle ambitiøse komplementære politiske initiativer, navnlig inden for beskyttelse af skov og havmiljø, bæredygtig anvendelse af naturressourcer og teknologisk samarbejde til afbødende foranstaltninger, hvor de finansielle behov for indeværende langt overgår bevillingerne inden for den globale klimaalliance; opfordrer Kommissionen til kraftigt at støtte udviklingslandene, hvad angår finansiel støtte, teknisk assistance og teknologioverførsel, for tidligst muligt at lette anvendelsen af teknologier, der udleder små mængder drivhusgasser, og af miljøvenlige produktionsmetoder;

45. opfordrer Kommissionen til at revidere sit forslag om kriterier om bæredygtighed for biobrændstoffer og indføre strengere krav til ydelser for klima og økosystemer og også tage højde for indvirkningen af indirekte arealanvendelse og udviklingskonsekvenser for lokalsamfundene; understreger, at kriterier om bæredygtighed ikke må blive en ny beskyttende foranstaltning, men bør udarbejdes i dialog med udviklingslandene, og anerkende de komparative fordele ved biobrændstofproduktionen og følges af styrket støtte til kapacitetsopbygning;

46. mener, at den foreslåede verdensfond for energieffektivitet og vedvarende energi er et vigtigt instrument inden for denne ramme, og at den kan spille en væsentlig rolle i forbindelse med projekter inden for energieffektivitet og fremme af vedvarende energi i udviklingslande;

47. opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at udvikle en omfattende dagsorden med henblik på at reducere skovrydning og ødelæggelse af skovområder i udviklingslandene og fremme frivillige partnerskabsaftaler i henhold til programmer for retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) samt fremlægge konkrete forslag til finansieringsmekanismer på den 14. klimakonference i Poznan i december 2008; gentager betydningen af, at sådanne mekanismer yder kompensation ikke blot for de drivhusgasemissioner, der er blevet undgået, men også for skovenes bidrag til biologisk mangfoldighed og udvikling;

48. beklager, at Kommissionen endnu ikke har fremlagt klare, strenge forslag for at forbyde importen af illegalt hugget tømmer og illegale træprodukter til EU-markedet; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge sådanne forslag;

49. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

Kommissionen har foreslået, at EU indgår en global klimaalliance med de mindst udviklede lande og små østater blandt udviklingslandene. Formålet er at styrke EU's optræden udadtil i forbindelse med de fælles udfordringer, klimaændringen og fattigdomsbekæmpelse udgør, og er et trin i gennemførelsen af EU's handlingsplan om klimaændringer og udvikling (2004), der bygger på en voksende anerkendelse af, at klimaændringen bør føre til en ændring af den måde, vi ser på udviklingsstøtte.

Den globale klimaalliance har to hovedformål: at fremme den politiske dialog om klimaændringen mellem EU og udviklingslandene samt at lette integreringen af klimaændringsproblemer i planerne til bekæmpelse af fattigdom på lokalt og nationalt plan.

Klimaalliancens andet formål er udtrykkeligt behandlet i meddelelsen ved en opdeling i fem hovedområder: tilpasning til klimaændringen, afbødende foranstaltninger, skovrydning, reduktion af katastroferisici og integrering af klimaændringen i udviklingsarbejdet.

Kommissionen har sat 60 mio. EUR af til den globale klimaalliance for perioden 2008-2010 gennem det tematiske program for miljø og bæredygtig forvaltning af naturressourcer, herunder energi (ENRTP), der falder under instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI). Mulighederne for anden finansiering via EU-budgettet, den 10. Europæiske Udviklingsfond samt medlemsstaternes bidrag vil også blive undersøgt.

Lanceringen af den globale klimaalliance er på mange måder velkommen, og den kommer på rette tid. Den giver frem for alt muligheden for at bidrage til de internationale forhandlinger om klimaændringen i Poznan i 2008 og København i 2009. Mistillid mellem de industrialiserede lande og udviklingslandene har været en af de største hindringer for at nå til enighed om en aftale om klimaændringen efter 2012. Oprettelsen af et forum til dialog mellem EU og udviklingslandene kan spille en vigtig rolle i opbyggelse af ny tillid – forudsat at EU samtidig tager føringen globalt med en omfattende ambitiøs strategi i forbindelse med UNFCCC-forhandlingerne (FN's rammekonvention om klimaændring) og øger støtten for at forstærke forhandlingsevnen hos de mindst udviklede lande og små østater blandt udviklingslandene.

Endvidere har den globale klimaalliance potentiale til at udfylde en kæmpemæssig kløft i udviklingssamfundet i EU og resten af verden: kløften mellem viden og handling. På trods af en øget bevidsthed om forbindelserne mellem klimaændring og udvikling

Fjerde evalueringsrapport udarbejdet af arbejdsgruppe II under Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC): "Climate Change 2007: Climate Change Impacts, Adaptation and Vulnerability"; FN's rapport om menneskelig udvikling for 2007/08 med undertitlen "Fighting Climate Change: Human Solidarity in a Divided World" fra De Forenede Nationers udviklingsprogram (UNDP).

Ved at udvikle innovative og effektive tilpasningsstrategier kan den globale klimaalliance gøre et banebrydende arbejde for at integrere klimaændringen i udviklingsstøtten. I denne sammenhæng kan det være en vigtig opgave for den globale klimaalliance at udfylde den eksisterende kløft mellem reduktion af katastroferisici, og tilpasnings- og udviklingspolitikken. Naturkatastrofer, der formodentlig både vil forekomme hyppigere og blive mere alvorlige som følge af klimaændringen, skal gribes an gennem en proaktiv risikostyring og ikke primært, som det indtil nu har været tilfældet, som humanitære problemer. Nye vellykkede strategier på dette område kan finde anvendelse som modeller ikke blot for Kommissionens egen udviklingsstøtte, men også for medlemsstaterne såvel som andre donorer.

For at lykkes må den globale klimaalliance dog overkomme en række udfordringer, som for indeværende hindrer en effektiv international indsats på området for tilpasning:

–  Der er et utal af initiativer på området for tilpasning til klimaændringen og udviklingen, hvilket skaber forvirring i udviklingslandene, overdrevent bureaukrati og manglende effektivitet.

–  Donorlandenes regeringer konkurrerer i stigende grad om at gøre sig bemærket ved at starte nye initiativer og sætte penge af til tilpasning – hvilket i sig selv er positivt. Imidlertid savnes der ofte viden om, hvordan pengene bruges bedst, hvilket fører til ukoordinerede og ineffektive indsatser.

–  På trods af det store antal initiativer, er der et kolossalt finansieringsunderskud. De årlige udgifter til tilpasningen i udviklingslandene er anslået til mellem 50 og 80 mia. USD. De nuværende finansieringsmekanismer forventes ikke engang at kunne bidrage med 1 % af dette beløb.

–  Vi mangler stadig effektive redskaber til at fremskaffe tilstrækkelig finansiering af de fordele for klima, økosystem og udvikling, som verdens tropiske skove giver. Dette fører til omfattende skovrydning, hvilket er en kolossal fiasko for så vidt angår både tilpasning og afbødende foranstaltninger.

–  Vi mangler også politiske redskaber til at opmuntre og styrke afbødende foranstaltninger i de fattigste lande. Mekanismen for bæredygtig udvikling har vist sig at være utilstrækkelig til at klare de fattigste landes specifikke behov, mens konventionel bistand ikke tager tilstrækkelig hensyn til behovene for afbødende foranstaltninger.

På denne baggrund har den globale klimaalliance muligheden for at spille en væsentlig rolle specifikt på følgende områder:

–  ved at være en "clearingcentral" og fremme samarbejde og koordinering mellem Kommissionen, medlemsstaterne og andre initiativer vedrørende tilpasning og reduktion af katastroferisici

–  ved at mobilisere finansiel og politisk støtte for tilpasning og reduktion af katastroferisici som et nødvendigt element i en fremtidig politik vedrørende klimaændringen i perioden efter 2012

–  ved at lancere en innovativ programbaseret støtte for tilpasning og reduktion af katastroferisici med særligt fokus på styrkelse af ledelsesstrukturerne på makroniveau i de mindst udviklede lande og små ø-stater blandt udviklingslandene samt ved at etablere forbindelser fra det nationale plan til indsatsen for kapacitetsopbygning i de lokale samfund

–  ved at fremskynde granskningen af medlemsstaternes og Kommissionens udviklingsstøtte fra et klimamæssigt synspunkt og for så vidt angår reduktion af katastroferisici samt ved at udvikle og sprede nye metoder på dette område

–  ved at investere i udvikling af innovative modeller for offentlig-privat partnerskab på nøgleområder vedrørende tilpasning til klimaændringen og reduktion af katastroferisici

–  ved at undersøge og udvikle yderligere mekanismer til risikooverførsel, idet ét vigtigt mål er at hjælpe folk tilbage til et normalt liv efter større naturkatastrofer

–  ved at bidrage til en sammenlægning af dagsordenerne for fattigdomsbekæmpelse og tilpasning til klimaændringen på både internationalt, nationalt og lokalt plan.

På alle de her skitserede områder er det af afgørende betydning, at den globale klimaalliance er komplementær til – og ikke en kopi af – det, andre aktører på dette område allerede gør. Der er forskel på det politisk attraktive "at skabe en separat identitet" og det knap så glamourøse "at komplementere og koordinere eksisterende initiativer". Kommissionen bør ikke lade sig lokke af førstnævnte i en sådan grad, at den glemmer sidstnævnte. Den globale klimaalliance har imidlertid også muligheden for at spille en vigtig rolle ved at udvikle politikker og metoder for tilpasning og reduktion af katastroferisici på områder, hvor der for indeværende er mangler.

Ud over de fokuserede foranstaltninger angivet ovenfor som nøgleområder for den globale klimaalliance bør Kommissionen snarest muligt udvikle komplementære initiativer, navnlig inden for skovbrug og teknologisk samarbejde, hvor de finansielle behov langt overstiger det, den globale klimaalliance for indeværende tilbyder.

Man kan med føje sige, at de ressourcer, den globale klimaalliance indtil videre har haft til rådighed – selv hvis man begrænser sig til de ganske få målsætninger ovenfor – er helt og aldeles utilstrækkelige. For at opnå et tilfredsstillende resultat er Kommissionen nødt til at tildele langt større ressourcer. Ansvaret for at bidrage finansielt ligger dog også hos medlemsstaterne, der indtil videre kun har bidraget med i alt 5,5 mio. EUR. Indledningsvis vil et langsigtet finansieringsmål være afgørende for at understrege den globale klimaalliances udvidede fokus og betydning.

Endvidere må innovative finansieringsmekanismer udvikles så hurtigt som muligt for bare at nærme sig de beløb, der er påkrævet for at imødekomme tilpasningsbehovene. Det at øremærke indtægterne fra EU's emissionshandelsordning er én mulighed, der nævnes i meddelelsen, som bør gennemføres snarest muligt. Indtægterne anslås til op mod 75 milliarder EUR om året inden 2020. En indledende øremærkning af 25 % af indtægterne til klimaændringsforanstaltninger i udviklingslandene, herunder til den globale klimaalliance, ville udgøre et betydeligt og nødvendigt finansielt bidrag til dette formål.

En anden idé, der for øjeblikket undersøges af Kommissionen, og som eventuelt kunne kombineres med øremærkningen af indtægterne fra EU's emissionshandelsordning, er finansieringsmekanismen for klimaændringen, der bygger på samme model som den internationale finansieringsfacilitet for immunisering og konceptet med ydelse af bistand tidligst muligt, med henblik på at sikre væsentlige finansieringsbeløb på relativt kort tid. Kommissionen bør så hurtigt som muligt søge fuld støtte fra medlemsstaterne til denne idé og lancere finansieringsmekanismen for klimaændringen som et strategisk træk for at skabe fremdrift i tilpasningsfinansieringen og tilpasningsforanstaltningerne før UNFCCC-topmødet i København i 2009.