Mødedokument

A7-0113/2011

1.4.2011

BETÆNKNING

om Kommissionens grønbog: Skovbeskyttelse og skovinformation i EU: Skovene skal rustes til klimaændringerne

( 2010/2106(INI) )

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

Ordfører: Kriton Arsenis

Ordfører for udtalelse(*)

Rareş-Lucian Niculescu, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

(*) Procedure med associerede udvalg - forretningsordenens artikel 50

 

PR_INI

INDHOLD

Side

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING..................................................3

BEGRUNDELSE.......................................................................................................................19

UDTALELSE Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (*)  25

UDTALELSE fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi.....................31

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET..........................................38

(*) Procedure med associerede udvalg - forretningsordenens artikel 50

 

 

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om Kommissionens grønbog: Skovbeskyttelse og skovinformation i EU: Skovene skal rustes til klimaændringerne

( 2010/2106(INI) )

Europa-Parlamentet,

- der henviser til Kommissionens grønbog: "Skovbeskyttelse og skovinformation i EU: Skovene skal rustes til klimaændringerne" ( KOM(2010)0066 ),

- der henviser til Rådets konklusioner af 11. juni 2010 med titlen "Skovene skal rustes til klimaændringerne,"

- der henviser til Rådets konklusioner af 15. marts 2010 om biodiversitet i tiden efter 2010,

- der henviser til Kommissionens hvidbog om tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag ( KOM(2009)0147 ) og sin beslutning herom af 6. maj 2010[1],

- der henviser til ministerkonferencen om beskyttelse af skovene i Europa (MCPFE) – FOREST EUROPE, dens forskellige beslutninger og det ekspertarbejde, der er udført i forbindelse med opstilling af retningslinjer, kriterier og indikatorer for bæredygtig skovforvaltning,

- der henviser til Rådets resolution af 26. februar 1999 om en skovbrugsstrategi for Den Europæiske Union[2] og til Kommissionens rapport om gennemførelsen heraf ( KOM(2005)0084 ),

- der henviser til EU's handlingsplan for skovbruget 2006-2011 ( KOM(2006)0302 ) og den eksterne midtvejsevaluering af dens gennemførelse[3],

- der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle[4], sammenfattende rapport om bevaringsstatus for naturtyper og arter, i medfør af habitatdirektivets artikel 17 ( KOM(2009)0358 ) og sine beslutninger af 21. september 2010 om gennemførelsen af EU's lovgivning til bevarelse af biodiversitet[5] og af 3. februar 2009 om uberørte naturområder i Europa[6],

- der henviser til konklusionerne fra UNEP COP10-konferencen om biologisk diversitet i Nagoya i oktober 2010 og Aichi-biodiversitetsmålene, navnlig forpligtelsen til at beskytte 17 % af landområder og indre vandvejsområder gennem effektive bevaringsforanstaltninger, integreret i større landskaber,

- der henviser til undersøgelsen "Shaping forest communication in the European Union: public perceptions of forests and forestry"[7],

- der henviser til FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), Kyotoprotokollen og Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringers (IPCC) retningslinjer for god praksis for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF),

- der henviser til EU's handlingsplan for biomasse ( KOM(2005)0628 ),

- der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF[8], Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet[9], Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF af 23. april 2009 om medlemsstaternes indsats for at reducere deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne frem til 2020[10], rapport fra Kommissionen om bæredygtighedskrav for anvendelsen af fast og gasformig biomasse til elproduktion, opvarmning og køling ( KOM(2010)0011 ) og IPCC's fjerde vurderingsrapport, kapitel 9: "Forestry and the results of public consultation on the preparation of a report for a sustainability scheme for energy uses of biomass",

- der henviser til det europæiske klimaændringsprogram og det arbejde, der er udført af ekspertgruppen om klimapolitik for LULUCF[11],

- der henviser til sine undersøgelser nr. 449.292 om grønbogen om skovbeskyttelse og skovinformation i EU, nr. 440.329 om skovbrug og EU's emissionshandelsordning og nr. 449.237 om den europæiske strategi for forebyggelse og bekæmpelse af skovbrande samt konklusionerne fra mødet den 13. juli 2010 i Bruxelles i undergruppen om skovbrug under den tværfaglige gruppe om klimaændringer, biodiversitet og bæredygtig udvikling,

- der henviser til den europæiske landskabskonvention fra 2000 (Firenzekonventionen),

- der henviser til Rådets direktiv 1999/105/EF om markedsføring af forstligt formeringsmateriale[12] og revisionen af EU's plantesundhedsordning,

- der henviser til den sammenfattende rapport fra TEEB (The Economics of Ecosystems and Biodiversity (de økonomiske aspekter ved økosystemer og biodiversitet)): "Mainstreaming the Economics of Nature" og til TEEB-opdateringen om klimaspørgsmål,

- der henviser til Rådets konklusioner af 26. april 2010 om forebyggelse af skovbrande i Den Europæiske Union,

- der henviser til Rådets konklusioner af 8.-9. december 2010 om innovative løsninger til finansiering af foranstaltninger til forebyggelse af katastrofer,

- der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet[13],

- der henviser til rapporten om gennemførelsen af Forest Focus-forordningen ( KOM(2010)0430 ),

- der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs tekniske rapport nr. 9/2006: "European forest types: Categories and types for sustainable forest management reporting and policy",

- der henviser til rapport til Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter: "Impacts of Climate Change on European Forests and Options for Adaptation"[14],

- der henviser til rapport fra 2009 til Kommissionens Generaldirektorat for Miljø: "EU policy options for the protection of European forests against harmful impacts"[15],

- der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 9/2004 om skovbrugsforanstaltninger i forbindelse med politikken for udvikling af landdistrikterne (med Kommissionens svar),

- der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 af 20. oktober 2010 om fastsættelse af krav til virksomheder, der markedsfører træ og træprodukter[16],

- der henviser til anbefalinger fra FAO/UNECE/ILO's netværk af eksperter om gennemførelse af bæredygtig skovforvaltning,

- der henviser til MCPFE's Helsinki-resolution H1, der definerer bæredygtig skovforvaltning som "forvaltning og brug af skove og skovområder på en måde og i et tempo, som vedligeholder deres biodiversitet, produktivitet, genvækstevne, vitalitet og deres mulighed for at opfylde nutidens og fremtidens relevante økologiske, økonomiske og sociale funktioner på lokalt, nationalt og globalt plan, og som ikke er skyld i ødelæggelse af andre økosystemer",

- der henviser til forretningsordenens artikel 48,

- der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Udvalget om Industri, Forskning og Energi ( A7-0113/2011 ),

A. der henviser til, at mere end 42 % af EU's areal er dækket af skov og skovområder, og at skovbaserede virksomheder med en omsætning på mere end 300 mia. EUR står for mere end 2 mio. job, især i landområderne, og bidrager til økonomisk vækst, job og velstand gennem tilvejebringelse af tømmer og muligheder for turisme,

B. der henviser til, at EU's skove udgør en helhed af biosfærer bestående ikke blot af træer, som yder uvurderlige økosystemtjenester, herunder kulstoflagring, regulering af flodernes vandtilførsel, landskabsbevarelse, opretholdelse af jordens frugtbarhed, beskyttelse af jorden mod erosion og ørkendannelse og beskyttelse mod naturkatastrofer, hvilket alt sammen har stor betydning for landbruget, udvikling af landdistrikter og de europæiske borgeres livskvalitet,

C. der henviser til, at ca. 40 % af EU's skove er offentlig ejendom, og at ca. 60 % af EU's skove ejes af mere end 10 mio. private skovejere, hvilket betyder, at både private og offentlige aktører har et ansvar for beskyttelsen af skovene og for bæredygtig udnyttelse af skovene gennem gennemførelse af bæredygtig skovforvaltning,

D. der henviser til, at uagtet alarmerende skovrydningstal forskellige steder i verden er den langsigtede bestræbelse på stigende skovdække i EU stabil, og at kulstoflagringen i træbiomasse i Europa menes at være stigende; der henviser til, at kulstoflagringen i skovene i Europa til trods for den generelt positive udvikling fortsat befinder sig langt under den naturlige kapacitet, og at skovene endda kan blive en kulstofkilde, idet presset efter at øge skovningsniveauerne stiger, og omkring 500.000 hektar skov i EU hvert år går tabt som følge af skovbrande og ulovlig skovhugst,

E. der henviser til, at 30 % af Natura 2000-områderne er skovhabitater og andre træbevoksede habitater, der spiller en vigtig rolle som forbindelsesled i dannelsen af netværk mellem biotoper, og at 66 % af skovhabitattyperne af fællesskabsbetydning har en ugunstig bevaringsstatus,

F. der henviser til, at bjergskove udgør en tredjedel af det samlede skovareal i EU og er et væsentligt element i det naturlige landskab, idet de bidrager til beskyttelsen af jordbunden og reguleringen af vandforsyningen; der henviser til, at disse skove spiller en væsentlig rolle i lokale økonomiske aktiviteter;

G. der henviser til, at beskyttelse af de sidste tilbageværende uberørte naturområder kan bidrage til at standse tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemfunktioner i EU inden 2020,

H. der henviser til, at energi fra fast biomasse og bioaffald forventes at udgøre 58 % af EU's vedvarende energi i 2020, og til, at mens andelen af biomasse fra skovbrug forventes at falde relativt, er der en støt stigende efterspørgsel efter træ som energikilde; der henviser til, at det derfor at nødvendigt med årvågenhed for at undgå ulovlig skovhugst og intensivering af skovbrugspraksis, der kan øge fældningsgraden til over 100 % i nogle medlemsstater, hvilket vil modarbejde målsætningerne angående klimaændring og biodiversitet; der henviser til, at energi fra biomasse bør være mindre afhængig af skovbiomasse,

I. der henviser til, at beskyttelsen af skovene og skovenes funktioner bør integreres i alle EU-politikker, der vedrører skove,

J. der henviser til, at skovene udgør levende og evolutionære økosystemer, ofte på tværs af landegrænserne, der kan klassificeres på forskellige måder, f.eks. efter bioklimatiske zoner eller skovtyper, og til, at Det Europæiske Miljøagentur til vejledning i forbindelse med vedtagelsen af EU-politikker har udviklet en særlig skovtypologi; der henviser til, at de seneste videnskabelige resultater fra alle områder, f.eks. vedrørende det europæiske vandskel, bør tages i betragtning i EU-politikker, der berører skovene, og at det bør undgås, at disse politikker bliver for brede til at kunne få virkning,

K. der henviser til, at forskellige skovtyper og skovsektorer står over for forskellige og uforudsigelige biotiske og abiotiske trusler fra klimaændringer, f.eks. skadedyr, storme, tørke og brande, hvilket gør skovenes modstandskraft til hjørnestenen i beskyttelsesindsatsen,

L. der henviser til, at solide og sammenlignelige oplysninger om EU-skovenes tilstand og følgerne af klimaforandringer og produktionsmønstre i skovene er en vigtig forudsætning for strategi og planlægning, herunder vedrørende skovenes bidrag til bekæmpelse af og tilpasning til klimaforandringer,

M. der henviser til, at skovbrande og påsatte brande, som der ofte ligger særlige motiver bag, ødelægger mere end 400.000 hektar skov om året, især, men ikke udelukkende i Middelhavsområdet, med alvorlige skader til følge for menneskers liv, ejendom, beskæftigelse, biodiversitet og skovenes beskyttende funktioner; der henviser til, at regeneration efter brand er særligt vanskelig for skove og i forbindelse med Natura 2000-netværk umuliggør opnåelsen af målsætningerne med netværkene;

N. der henviser til, at den ovennævnte hvidbog om tilpasning til klimaændringer udpeger skove som et af de centrale indsatsområder, idet det understreges, at EU's skovbrugsstrategi bør opdateres for at inddrage klimarelaterede aspekter,

O. der henviser til, at kun 5 % af de europæiske skovområder er gamle, primære og uforstyrret af menneskelig aktivitet; der henviser til, at den lille andel, denne skovtype udgør, i forening med en øget opsplitning af de tilbageværende bevoksninger af alle skovtyper øger skovenes sårbarhed over for klimatrusler og til dels forklarer den vedvarende dårlige bevaringsstatus for mange problematiske skovarter i Europa,

P. der henviser til, at forbedringen af skovenes beskyttende funktioner bør være en del af EU's og medlemsstaternes strategier for civilbeskyttelse, især på baggrund af klimatiske ekstremfænomener som f.eks. brande og oversvømmelser,

Q. der henviser til, at TEEB-rapporten har fremlagt en overbevisende cost-benefit-analyse af offentlige investeringer i økosystembaserede tilgange til tilpasning til og bekæmpelse af klimaforandringer, især med hensyn til grøn infrastruktur som f.eks. genetablering og bevarelse af skovene,

R. der henviser til, at forskellige nationale, regionale og lokale skovforvaltningssystemer skal respekteres og bistås med henblik på at øge deres tilpasningsevne,

S. der henviser til, at de europæiske skoves evne til at fungere som effektive dræn for CO2, NH3 og NOX stadig er underudnyttet, og at træ fra bæredygtigt forvaltede skove kan have en vedvarende afbødende effekt, idet det kan fungere som en genanvendelig og kulstofrig erstatning for energiintensive materialer såsom metallegeringer, plast og beton, der anvendes i vid udstrækning inden for byggeindustrien og andre industrigrene,

T. der henviser til, at opvarmningen om sommeren i Sydeuropa ifølge data indsamlet af Kommissionen vil ske dobbelt så hurtigt som i resten af Europa, og at sommernedbøren i syden vil falde med 5 % pr. tiår,

U. der henviser til at EU' handlingsprogram for skovbruget har fire mål: at forbedre den langsigtede konkurrenceevne, beskytte miljøet, forbedre livskvaliteten og fremme koordinationen, og at der navnlig er sket betydelige fremskridt inden for opnåelsen af det første mål,

V. der henviser til, at der gennem Forest Europe-processen på frivilligt grundlag er opnået europæisk konsensus om bæredygtig skovforvaltning; der endvidere henviser til, at den nuværende kontekst for bæredygtig skovbrugsforvaltning ikke er blevet fuldt anerkendt og konsekvent gennemført,

W. der henviser til, at der i forbindelse med Forest Europe-processen blev gennemført omfattende forberedelser til forhandlinger om et juridisk bindende instrument, og at beslutninger i denne forbindelse kan forventes ved den næste konference i Oslo i juni 2011,

X. der henviser til, at forordningen om beskyttelse af skovene mod brande[17] og forordningen om overvågning af skovene[18] er udløbet, hvilket har medført ad hoc-rapportering og utilstrækkelig finansiering,

Y. der henviser til, at genetisk udvælgelse bør tilstræbe og orienteres mod at forbedre skovøkosystemets tilpasningsevne,

Z. der henviser til, at der er behov for flere oplysninger om skovenes indflydelse på vejrmønstrene på europæisk plan,

AA. der henviser til, at den ovenfor omtalte rapport fra 2009 til Kommissionen: "EU policy options for the protection of European forests" udpeger og undersøger fire politiske muligheder, henholdsvis en fortsættelse af den nuværende indfaldsvinkel, den åbne koordinationsmetode, øget overvågning og indførelse af et skovrammedirektiv,

1. glæder sig over Kommissionens grønbog om skovbeskyttelse og skovinformation i EU: Skovene skal rustes til klimaændringerne; mener, at EU's skovstrategi skal styrkes med henblik på at forbedre bæredygtig forvaltning og bevarelse i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet;

2. understreger imidlertid, at EU i henhold til artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union kan handle på områder, hvor målene for den påtænkte handling beviseligt ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne;

3. glæder sig over, at skovene efter Kommissionens opfattelse skal betragtes som en vigtig bidragyder til løsning af klimakrisen; understreger, at bæredygtig skovforvaltning er af afgørende betydning for, at EU kan nå sine klimamål og levere økosystemtjenester såsom biodiversitet, beskyttelse mod naturkatastrofer og binding af CO2 fra atmosfæren;

4. minder om, at skove udgør biosfærer bestående af meget mere end træer, og at deres modstandskraft således afhænger af den biologiske mangfoldighed ikke kun af træer, men af alle organismer i skoven, bl.a. de vilde dyr, der lever i skove, og at skovene er af afgørende betydning for de europæiske samfunds tilpasning til klimaændringerne,

5. minder om, at skovene udgør de primære kulstofdepoter og spiller en afgørende rolle i indsatsen mod klimaændringer; understreger, at det derfor er yderst vigtigt for EU at styrke sin strategi for indsatsen mod de faktorer, der forårsager nedbrydelse af skovene, eksempelvis brande og luftforurening;

6. er overbevist om, at økologisk bæredygtighed er en forudsætning for, at EU's skove kan vedblive med at varetage deres økonomiske og sociale funktioner;

7. understreger den rolle, som skovenes biodiversitet spiller i forbindelse med tilpasning til klimaændringerne, og behovet for at øge kendskabet til indikatorerne for skovenes biodiversitet, herunder særligt til skovenes genetiske kapacitet, med henblik på bedre tilpasning;

8. lykønsker Kommissionen med den omfattende analyse af biotiske og abiotiske trusler i Kommissionens grønbog og henleder opmærksomheden på behovet for desuden at undersøge andre faktorer, som har direkte betydning for klimaændringernes indvirkning på skovene, eksempelvis afløvning, og minder om, at andelen af træer uden blade i Sydeuropa er fordoblet i løbet af de seneste 20 år, hvilket har medført direkte konsekvenser i form af nedsat kapacitet og virkning, for så vidt angår kulstofbindingsprocesserne og begrænsningen af skovenes temperaturudlignende funktioner i perioder med tørke eller hedebølge, fordi træerne taber bladene for tidligt;

9. anerkender de vigtige bidrag til bæredygtig skovdrift fra eksisterende globale certificeringsordninger såsom Forest Stewardship Council og Programme for the Endorsement of Forest Certification Schemes;

EU's skovbrugsstrategi og handlingsplan for skovbruget

10. understreger, at den ovenfor omtalte EU-skovbrugsstrategi og handlingsplanen for skovbruget bør ajourføres for at medtage klimaændringsdimensionen og mere generelle spørgsmål vedrørende skovbeskyttelse; minder om, at en omfattende debat om skovbrugspolitikken med medlemsstaterne og alle interessenter, som berøres af gennemførelsen af de foreslåede foranstaltninger, må gå forud for enhver ajourføring;

11. glæder sig over succesen med EU's bestræbelser på at opnå global konkurrenceevne for de europæiske skovbaserede industrier;

12. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere bestræbelserne på at opnå de mål for miljø og livskvalitet, der er opstillet i handlingsprogrammet for skovbruget, hvis gennemførelse i øjeblikket halter bagud;

13. opfordrer Kommissionen til at foretage en analyse af de EU-politikker, der indvirker på EU's skove, for at se, om disse politikker er sammenhængende og garanterer beskyttelse af skovene;

14. opfordrer Kommissionen til at foretage en analyse af den finansiering, der i øjeblikket er til rådighed for skove og skovbrug, og til at omfordele eksisterende midler, som har en negativ indvirkning på skovenes biodiversitet, i overensstemmelse med de ovenfor omtalte rådskonklusioner fra marts 2010;

15. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere gennemførelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 27. februar 2008 om en innovativ og bæredygtig træ- og papirvareindustri ( KOM(2008)0113 ) samt i handlingsplanen for skovbruget, men bemærker samtidig, at overdreven regulering vil gøre træprodukter mindre konkurrencedygtige i forhold til ikke-vedvarende og energiintensive materialer;

16. understreger, at skovbeskyttelsesforanstaltninger bør afspejle de biotiske og abiotiske truslers grænseoverskridende natur i forhold til deres type, bioklimatiske zone og regionale betingelser; understreger desuden, at der bør træffes foranstaltninger til at støtte, koordinere og supplere medlemsstaters og regioners politiske initiativer i de tilfælde, hvor EU kan tilføre en merværdi, og i overensstemmelse med den skovtypologi, som Miljøagenturet har udviklet;

17. understreger, at skovbeskyttelsen er afhængig af en langsigtet indsats fra medlemsstaternes, regionernes, de skovbaserede industriers og såvel offentlige som private skovejeres side;

18. mener, at de nordlige boreale skove (taiga) og skovene ved Middelhavet er af umådelig stor værdi for den europæiske biodiversitet og som dræn for atmosfærisk kulstof, og at beskyttelsen af dem bør udbygges;

19. mener, at den langsigtede planlægning af skovene skal være fleksibel, justerbar og deltagende, tage højde for alle tænkelige scenarier og gøre det muligt at overveje flere muligheder i forhold til fremtidig udvikling, hvorved der kan skabes et realistisk og pålideligt grundlag som støtte til forvaltningsmæssige beslutninger; mener, at dette på EU-plan bør tage form af et permanent skovbrugsforum for at sikre en langsigtet skovbeskyttelse;

Bæredygtig skovforvaltning

20. glæder sig over, at Forest Europe har haft succes med at forstærke bæredygtig skovforvaltning og opnå europæisk konsensus om retningslinjer, kriterier og indikatorer for bæredygtig skovforvaltning; bemærker imidlertid, at der i den eksisterende kontekst omkring bæredygtig skovforvaltning mangler en konsekvent gennemførelse;

21. minder om, at formålet med bæredygtig skovforvaltning er at forene de produktive og beskyttende aspekter ved skovene for at sikre, at deres økonomiske, sociale og miljømæssige funktioner kan fortsætte i overensstemmelse med nationale, regionale og lokale prioriteringer; bemærker med bekymring, at den stigende tendens til udelukkende at betragte skovene ud fra et økonomisk perspektiv og dermed glemme deres miljømæssige og sociale aspekter er uforenelig med principperne for en bæredygtig skovforvaltning;

22. opfordrer Kommissionen til at stille forslag, som skal supplere den ovenfor omtalte forordning (EU) nr. 995/2010 om træ for at sikre, at alt tømmer og alle træprodukter, der sælges på det europæiske marked, stammer fra bæredygtigt forvaltede skove;

23. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at fortsætte deres bestræbelser på at udrydde ulovlig skovhugst og handelen med træ, der er produceret på denne måde, da de derved vil medvirke til at bekæmpe skovrydning, ødelæggelse af skove og tab af biodiversitet;

24. opfordrer til en styrkelse af forbindelsen mellem de nationale skovprogrammer og handlingsplanen for skovbruget gennem struktureret rapportering til Den Stående Skovbrugskomite;

25. mener, at bæredygtig skovforvaltning er væsentlig for EU's skoves fortsatte evne til at varetage økonomiske, økologiske og sociale funktioner; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vise deres støtte til Forest Europe-processen ved at gøre gennemførelsen af bæredygtig skovforvaltning obligatorisk i EU; mener desuden, at en sådan forpligtelse vil kunne bidrage til at indarbejde bæredygtighedsprincipper i skovbrug og fungere som den bedst mulige støtte for Forest Europe-processen og de juridisk bindende aftaler, der er under overvejelse inden for rammerne af Forest Europe og FN's skovforum;

26. er tilhænger af en fuldstændig gennemførelse af en aktiv bæredygtig skovforvaltning i forbindelse med langsigtede nationale skovprogrammer, som indeholder nationale og regionale prioriteter, målelige mål og evalueringskriterier, og som tager højde for de stigende trusler mod skovene, der hidrører fra klimaændringer;

27. understreger, at udviklingsplaner eller operationelle programmer for landdistrikter ikke bør betragtes som svarende til nationale skovprogrammer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at deres nationale skovprogrammer tager højde for konklusioner og anbefalinger i undersøgelser af klimaændringernes indvirkning på vandressourcer, økosystemerne og biodiversiteten, og at udviklingsplaner eller operationelle programmer for landdistrikter er i samklang med skovprogrammer, biodiversitetsstrategier og handlingsplaner for vedvarende energi;

28. bemærker, at genetisk mangfoldighed, naturlig genvækst og mangfoldighed i struktur og artsblanding blandt alle organismer, som lever i skovene, er generelle aspekter i forbindelse med skovtilpasningsmuligheder, der går på tværs af bioklimatiske zoner, bæredygtige forvaltningssystemer og skovtyper; bemærker yderligere, at bæredygtig skovforvaltning sikrer, at kommercielt udnyttede skove er rentable, men ikke påtvinger rentabilitet for de skoves vedkommende, der har en anden primær funktion end produktion af træ;

29. mener, at langsigtet beskyttelse af skovene afhænger af, at der skabes eller bevares økosystemer i skovene med træer af meget forskellig sammensætning, alder og struktur;

30. opfordrer Kommissionen til at forelægge anbefalinger til, hvordan nationale civilbeskyttelsessystemer kan tilpasses, så de tager højde for klimaændringernes indvirkning på skovene; opfordrer især Kommissionen til at træffe foranstaltninger med henblik på at udvide EU's taktiske reserve til slukning af skovbrande i henseende til ressourcer og kapacitet;

31. advarer mod ubegrænset kommerciel udnyttelse af skovressourcer, som meget ofte fører til uigenkaldelig udryddelse af disse, navnlig når der er tale om naturlige skove;

32. mener, at træer fra skovlandbrug i betragtning af deres betydning for CO2-binding bør betragtes på samme måde som ikke-produktive traditionelle skovområder i forbindelse med kampen mod klimaændringer;

Generelle forslag

33. opfordrer Kommissionen til at gå videre med udarbejdelsen af en hvidbog om skovbeskyttelse i EU og til at inddrage resultaterne af den offentlige høring om grønbogen, det bredt anerkendte behov for at være forberedt på klimaændringer samt undersøgelsen af politiske muligheder og undersøgelsen af tilpasningsmuligheder; mener, at hvidbogen ud over at betone skovenes bidrag til økonomien via træ- og ikke-træ-produkter og -tjenester bør fokusere på bevarelse og udvidelse af de europæiske skove, da de hjælper de europæiske samfund med at mindske følgerne af klimaændringer og tilpasse sig til dem; mener desuden, at der bør sikres et højere beskyttelsesniveau for habitater af høj kvalitet og for skove, der virker som beskyttelse mod oversvømmelser, jordskred, brande, tab af biodiversitet og ekstreme vejrkatastrofer; mener, at tilstrækkelige finansielle ressourcer, vidensdeling og fremme af forskning og information må være uomgængelige aspekter i Kommissionens forslag;

34. gentager sit syn på behovet for øget finansiering til EU-skovbeskyttelsesforanstaltninger via søjlen for landdistriktsudvikling under den fælles landbrugspolitik; påpeger, at de nye udfordringer som følge af klimaændringerne gør det klart, at beskyttelsen af skovene kræver øget finansiering, og at det kan blive nødvendigt med nye former for bistand;

35. opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at undersøge og til Parlamentet og Rådet at rapportere om muligheder for betaling for økosystemydelser, der anerkender deres økonomiske værdi og belønner bevarelse af skovenes biodiversitet og genoprettelse af skovenes økosystemer; påpeger, at det er vigtigt, at virksomhederne anerkender de fordele i form af troværdighed, reklame og andre finansielle fordele, der følger med at involvere sig i bevarelse af biodiversitet og skovbeskyttelse;

36. opfordrer Kommissionen til at forelægge et lovforslag om forebyggelse af skovbrande, som omfatter finansiering til forebyggelsesplaner og risikovurdering, det europæiske informationssystem for skovbrande (EFFIS), branddetektion, infrastruktur, uddannelse og genrejsning af skov efter brand samt overvejelser om et 30-årigt forbud mod byggeri på områder, hvor der har været en skovbrand;

37. opfordrer Kommissionen til at forelægge et lovforslag, der forbyder byggeri på områder, der er blevet ryddet med brande, der beviseligt er påsat;

38. opfordrer til afskaffelse af juridiske hindringer for bæredygtig forvaltning;

39. påpeger behovet for at fastlægge de økonomiske rammer, der er nødvendige for at fremme bekæmpelse af skovbrande, og opfordrer ligeledes til indførelse af større fleksibilitet ved anvendelse af solidaritetsfonden;

40. opfordrer Kommissionen til at forelægge et lovforslag om skovinformation og til at tage højde for klimatrusler og behovet for indsamling og udbredelse af relevante, harmoniserede og sammenlignelige data om skovdække, biodiversitet, biotiske og abiotiske trusler og arealanvendelse i tilknytning til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), konventionen om biologisk mangfoldighed (CBD) og miljøregnskaber; opfordrer desuden Kommissionen til at indsamle og overvåge indikatorer vedrørende skovenes beskyttende funktioner f.eks. til modvirkning af erosion og tilbageholdelse af vand;

41. opfordrer Kommissionen til at støtte forskning i skovenes indflydelse på regionale vejrmønstre i EU, således at der kan tilvejebringes oplysninger til brug for skovforvaltningsstrategier med hensyn til ændringer i skovenes størrelse, sammensætning og placering samt virkningerne af disse ændringer;

42. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at udvikle og udbrede retningslinjer for bedste praksis, der bygger på principperne for bæredygtig forvaltning, og som er afpasset efter de private og offentlige ejeres samt lokalsamfundenes behov, for at sikre modstandskraft mod klimaændringer; bemærker desuden betydningen af udveksling af bedste praksis om, hvordan virksomheder og erhvervssektorer kan bidrage til biodiversitetsmål og forstærke livscyklus-tankegangen, og hvordan de kan skabe forbindelse mellem bevarelse af biodiversitet og generering af indtægter; påpeger behovet for at styrke kommunikations- og informationspolitikken med henblik på at sikre bæredygtig skovforvaltning, informere offentligheden og fremme brugen af bæredygtigt træ;

43. understreger behovet for at øge koordinations- og informationsbestræbelser vedrørende skovbeskyttelse; mener, at der er behov for en større indsats for at sikre, at interne EU-foranstaltninger er i overensstemmelse med de politiske erklæringer udadtil vedrørende skove (samarbejde, udvikling, handel med eksotiske træsorter osv.);

44. mener, at skove er en del af menneskehedens kollektive kulturelle og miljømæssige arv, og at bemærkelsesværdige træer bør beskyttes, uanset om de befinder sig i eller uden for skove; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle passende strategier til beskyttelse af dem, herunder overvejelse vedrørende skovobservationscenter; opfordrer desuden medlemsstaterne til i forbindelse med deres nationale politikker at fremme lige og offentlig adgang til skove og naturområder og anerkende, at retten til offentlig adgang til skove og naturområder (allemansrätten), sådan som den praktiseres i nogle medlemsstater, indebærer mange fordele i form af demokratisk adgang til rekreation, værdsættelse af økosystemer og respekt for naturarven;

45. kræver af hensyn til opnåelse af målene i EU 2020-strategien om nationale skovhandlingsplaner, at de enkelte medlemsstater eller regioner skal udvikle en skovstrategi, der skal omfatte skovrejsning på flodbredder, opsamling af regnvand, landbrugsaktiviteter og forskning med henblik på udvælgelsen af de traditionelle plante- og træsorter og -arter, der bedst kan modstå tørke;

Forskning i skove

46. understreger, at det, selv om Europa ubestrideligt råder over knowhow om skovbrug, som skyldes mangeårige skovbrugstraditioner, er nødvendigt at øge de finansielle ressourcer til forskning i klimaændringers indvirkning på skovene; mener, at det som følge af den videnskabelige usikkerhed omkring tidsrammen for og omfanget af truslerne mod skove i de forskellige områder er nødvendigt at øremærke midler til klimaforskning i forhold til specifikke behov og løsninger for forskellige bioklimatiske zoner for at forbedre det relevante vidensgrundlag;

47. anmoder medlemsstaterne om at opstille langsigtede forskningsprogrammer for at forbedre forståelsen af virkninger og sårbarhed og understøtte foranstaltninger med henblik på tilpasning inden for skovsektoren; opfordrer Kommissionen til i den flerårige ramme for forskning og teknologisk udvikling at fremme inddragelse af projekter vedrørende viden om skovenes økosystemer og deres evne til at tilpasse sig følgerne af klimaændringer;

48. opfordrer Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan for beskyttelsen af EU's skove med henblik på at foregribe de negative virkninger ved spredningen af insekter og sygdomme som følge af klimaændringerne;

49. opfordrer medlemsstaterne til at fremme forskning i klimaændringer og deres konsekvenser for skovene, fremme øget bevidsthed om skovenes forskelligartede betydning og betydningen af en bæredygtig forvaltning af skovene, støtte grunduddannelse og intern uddannelse af ansatte i skovbruget, der fokuserer på de ekspertiseområder, der forventes at blive nødvendige som følge af klimaændringerne (fremme af mangfoldighed samt skadesforebyggelse og -genopretning), og tilskynde til udveksling af viden og erfaringer;

50. mener, at det som følge af behovet for effektiv forskning i skovenes økosystemers "forsvarspotentiale", prognostisk forskning og forskning i strategier til afbødning af klimaændringernes følger for hele skovbrugs- og træsektoren er nødvendigt med koordinering og finansiering på EU-plan;

Den fælles landbrugspolitiks anden søjle

51. påpeger, at debatten om den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013 bør tage højde for, at skovene varetager væsentlige miljøfunktioner og bidrage til opnåelsen af sociale og økonomiske målsætninger vedrørende udvikling af landdistrikter og nationale økonomier; opfordrer derfor medlemsstaterne og regionerne til at samarbejde fuldt ud med skovmyndighederne og offentligheden mere generelt om udarbejdelsen af programmer for udvikling af landdistrikterne for at sikre sammenhæng i EU's politikker og under hensyntagen til, at skovbrug i nogle tilfælde udgør en selvstændig sektor i landdistrikternes økonomi;

52. erindrer om, at skovene spiller en central rolle for tilvejebringelsen af samfundsøkonomiske og miljømæssige offentlige goder, der er til gavn for samfundet og for udviklingen, navnlig i landdistrikter; opfordrer Kommissionen til at udvikle en politisk strategi, som anerkender denne rolle, samtidig med at ejernes ejendomsrettigheder respekteres;

53. glæder sig over, at Kommissionen i sin seneste meddelelse om en reform af den fælles landbrugspolitik[19] anerkender den vigtige rolle, som landbrugerne spiller som uundværlige aktører i forebyggelsen af skovbrande, som forvaltere af skovenes økosystemer, der beskytter dem mod trusler mod biodiversiteten, f.eks. skadedyr, og frem for alt som territoriale grundpiller, idet videreførelsen af deres levebrød er den mest effektive metode til at undgå affolkning;

54. fastholder, at producenter, producentgrupper og offentlige organer i landdistrikterne bør kunne komme i betragtning til skovbrugsforanstaltninger under den fælles landbrugspolitiks anden søjle; mener, at EU fortsat bør yde støtte til skovrejsning under nationale programmer for udvikling af landdistrikterne, samtidigt med at det bør sikres, at disse initiativer ikke forstyrrer markedet, og at skovrejsningsforanstaltninger bygger på lokalt materiale, der er modstandsdygtige over for skadedyr og brand og bidrager til bevarelsen af biodiversitet; understreger desuden, at skovrejsningsbestræbelser skal prioritere træsorter, som betragteligt forbedrer jordbundskvalitet og biodiversitet, samtidig med, at de skal respektere kendetegnene ved det sted, der beplantes, naturligt hjemmehørende arter og behovet for blandingsskove;

55. henleder, som Rådet også gjorde det i sine konklusioner af 11. juni 2010, opmærksomheden på, at der kan opstå alvorlige problemer ved at overlade skovene til sig selv, eftersom det muligvis ikke længere vil være muligt at sikre, at de fortsat opfylder deres funktioner;

56. finder det nødvendigt at fremme og støtte oprettelsen af sammenslutninger af producenter og skovforvaltningsorganer, der driver bæredygtig skovforvaltning, navnlig i områder, der er kendetegnet ved små skove, da dette vil kunne bidrage til at skabe balance i leveringen af de mange varer og tjenesteydelser, som skove kan levere; mener, at sådanne sammenslutninger og organer vil kunne styrke producenternes forhandlingsposition i forsyningskæden for træ og bidrage til at tilvejebring og skabe mere lige vilkår, samtidig med at de vil kunne bidrage til at løse problemerne i forbindelse med den økonomiske krise, international konkurrence og klimaændringer og til at bekæmpe ulovlig skovhugst;

57. fastholder, at støtten til offentlige og private aktører, der beskytter skovenes biodiversitet af arter, levesteder og økosystemer, bør øges, og at frivillige beskyttelsesmetoder og områder, der forbinder NATURA 2000-områder, også bør kunne komme i betragtning, eftersom biodiversitet af afgørende for opretholdelse, udvikling og tilpasning af landbrug;

58. opfordrer til, at det fakturabaserede aflønningssystem erstattes af et system med standard- eller arealbaserede omkostninger

59. opfordrer til, at der udarbejdes en standard for god skovbrugspraksis, der skal benyttes som grundlag for alle foranstaltninger vedrørende skovene;

60. opfordrer til, at det gøres obligatorisk at medtage foranstaltninger vedrørende skovenes miljø og Natura 2000 i programmer for udvikling af landdistrikter, og opfordrer til arealbaseret støtte til Natura 2000-netværket under direkte betalinger;

61. opfordrer til at inddrage en ny fælles landbrugspolitisk foranstaltning vedrørende "in situ- og ex situ-bevaring af lokalitetsbestemt skovgenetisk materiale";

62. forkaster på det kraftigste anvendelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder over for de genetiske ressourcer i skovene;

63. opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at garantere de langsigtede perspektiver for skovbrugs- og skovbeskyttelsesprojekter i al EU-finansiering;

Civilbeskyttelse og brandforebyggelse

64. er overbevist om, at forebyggelse af skovbrande er langt mere omkostningseffektivt end at bekæmpe dem;

65. henleder opmærksomheden på det akutte behov for at gennemføre de anbefalinger vedrørende forebyggelse af naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, som Parlamentet for nylig har vedtaget[20], navnlig anbefalingerne om ordninger for genbeplantning/ny beplantning af skove, som prioriterer lokale arter og blandede skove, for at støtte biodiversiteten og en forbedret modstand mod brande, storme og sygdomme; henleder desuden opmærksomheden på de særlige problemer, som øer og regioner i den yderste periferi har i forbindelse med bekæmpelse af brande; anmoder om særbehandling af disse regioner gennem de forskellige finansieringsinstrumenter, der er til rådighed, herunder solidaritetsfonden;

66. mener, at forebyggelse af skovbrande gennem landskabsplanlægning og -sammenhæng, infrastruktur og uddannelse bør være fast forankret i EU's politikker for skovbeskyttelse og -tilpasning samt civilbeskyttelse;

67. påpeger, at ny- eller gentilplantning med produktive arter i vandfattige områder og regioner, hvor der er fare for ørkendannelse, vil gavne indbyggerne og sikre deres engagement i bevaringsopgaver og brandbekæmpelse;

68. understreger skovområders indiskutable betydning for den offentlige sikkerhed, idet de beskytter menneskelige habitater mod negative påvirkninger fra naturfænomener;

Emissionsrapportering og regnskabsaflæggelse

69. mener, at emissionshandelsordningen i sin nuværende form er uforenelig med LULUCF-regnskabet, primært på grund af forskellen mellem de årlige overensstemmelseskrav til industrielle anlæg under emissionshandelsordningen og de længere tidshorisonter, der skal til, for at ændringer i kulstoflagrene i jordbesiddelser kan opstå og observeres, og mener derfor, at der ikke skal laves nogen kobling; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at genoverveje, hvordan der bedst kan tilvejebringes finansiering til kulstofbesparelser fra LULUCF-aktiviteter;

70. anerkender udfordringerne i forbindelse med inddragelsen af LULUCF i medlemsstaternes mål i henhold til beslutningen om en fælles indsats; er særligt bekymret over, at forskelle i optællingspræcision og stor naturlig variation kan undergrave godkendelsesordningen i henhold til denne beslutning; opfordrer derfor til indførelse af separate mål for LULUCF-sektoren;

71. tilkendegiver sit engagement i opnåelsen af EU's 2020-mål for vedvarende energi og målet om en klimaændring på højst 2 °C; er imidlertid bekymret for, at den korte tidsramme, der anvendes i den aktuelle beregningsmetode for drivhusgas, og den deraf følgende formodning om kulstofneutralitet for træbiomasse vil kunne hindre opnåelsen af disse mål; opfordrer Kommissionen til at konsultere IPCC og til at indføre en ny drivhusgasberegningsmetode, der kan kontrollere over længere perioder og kontrollere biomasseemissioner fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovforvaltning, vurdere kulstofstrømme på nationalt plan og integrere de forskellige faser i skovbrug (tilplantning, udtynding og fældning);

72. konstaterer, at de nuværende biobrændselskriterier, som Kommissionen har udviklet, ikke er egnede i forbindelse med træbiomasse, og opfordrer til udvikling af nye bindende bæredygtighedskriterier for biomasse, der udbydes til energianvendelse; fastslår, at Kommissionen bør konsultere det arbejde, der er udført, og de resultater, der er opnået i Forest Europe, med henblik på at udvikle kriterier, hvis faktor med hensyn til mulige risicifordrejninger på markedet for vedvarende energi ikke bygger på antagelsen om kulstofneutralitet, tager højde for indirekte emissioner og ikke undergraver EU's 2020-mål for vedvarende energi og biodiversitet; bemærker, at den detaljerede gennemførelse af kriterierne bør overdrages til det lokale niveau under hensyntagen til særlige lokale forhold;

73. opfordrer til anvendelse af skovdefinitioner baseret på en miljørelateret skovklassifikation som den, som Miljøagenturet foreslog i 2007, for at kunne skelne mellem kulstofrige gamle skove, intensivt forvaltede monokulturer og andre skovtyper, herunder buskads i Middelhavsområdet, på basis af biomer og successionsstadier;

74. understreger betydningen af at beskytte skovenes mangfoldighed på alle successionsstadier inden for EU for at sikre biodiversiteten i skovene, idet hvert successionsstadium skaber betingelserne for det efterfølgende stadium, og idet successionen mellem de senere stadier vil blive bragt i alvorlig fare uden en koordineret beskyttelse af alle stadier;

Ekstern dimension

75. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre en indsats på internationalt plan for at få udarbejdet en ny FN-definition af skove, hvori definitionerne af naturlige skove præciseres på grundlag af biomer, og som skelner mellem hjemmehørende skove og skove domineret af træmonokulturer og ikke-hjemmehørende arter; bemærker, at da EU er den største offentlige donor af støtte til udviklingslande (skovbrugssektoren modtog mere end 600 mio. EUR i 2003), vil en sådan definition i høj grad styrke den politiske sammenhæng og rentabilitet; beklager, at grønbogen ikke registrerer nogen fremgang i forhold til behovet for at koordinere EU-tiltag i og uden for Unionen og for at opnå en global bindende aftale under FN's skovforum;

76. bemærker, at globalt samarbejde både på administrativt niveau og på forskningsniveau om fastlæggelse af standarder, bedste praksis og overførsel af teknologi og videnskabelig knowhow er af stor betydning, navnlig i forbindelse med REDD-systemet (Reducing Emissions from Deforestation and Forest Degradation (reduktion af emissioner fra afskovning og skovødelæggelse i udviklingslande)); påpeger desuden, at en rimelig fordeling af fordelene ved REDD-systemet ikke kan opnås uden aktivt samarbejde og udveksling af bedste praksis; understreger betydningen af GMES-programmet (Global Monitoring for Environment and Security (global miljø- og sikkerhedsovervågning))ved kortlægning, overvågning og registrering af skovarealer på europæisk og internationalt plan såvel som det bidrag, som således indsamlede oplysninger kan yde til FN-forhandlingerne om klimaændringerne;

o

o         o

77. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

 

BEGRUNDELSE

EU' skove: tilstand og forvaltning

EU's skove og andre træbevoksede områder dækker mere end 42 % af EU's landareal[21].

Skovene er levebrød for millioner af skovarbejdere og erhvervsdrivende og 16 mio. skovejere. De skovbaserede industrier sikrer mere end 2 mio. job, fortrinsvis i SMV'er, og har en samlet omsætning på 300 mia. EUR. 350 000 personer er beskæftiget inden for skovbruget[22]. Derudover er 40 % af EU's skove statsejede.

Forholdet mellem fældning og tilvækst i EU's skove ligger stabilt på omkring 60 %[23]. Dette forhold forudses at stige til over 100 % i adskillige lande og dermed forårsage en nedgang i træ på rod efter 2020[24].

De europæiske skove kan grupperes i fem bioklimatiske zoner: den boreale skov, den tempererede oceanske skov, den tempererede kontinentale skov, skovene i Middelhavsområdet og bjergskov[25] i overensstemmelse med Miljøagenturets skovtypologi, udviklet som retningslinje for politiske beslutninger[26].

Europas skove og skovbrug reguleres af en række regionale og nationale modeller, grupperet efter deres produktivitet eller beskyttelsesbehov[27]. Skove bidrager både med ressourcer og økosystemfunktioner.

Trusler mod skovene

Klimarelaterede trusler grupperes overordnet som abiotiske (storme, vindstød, tørke, øget brandrisiko) og biotiske (skadedyr, svampesygdomme). Deres indvirkning er indbyrdes forstærkende som i tilfældet skadedyr: højere temperaturer medfører længere reproduktive cyklusser hos adskillige sygdomsfremkaldende arter.

Manglende sommernedbør har indflydelse på skovproduktiviteten i alle zoner undtagen den boreale. Nåleskoven forventes at formindskes i areal og produktivitet over hele det kontinentale Europa. Gran forventes at blive uegnet som afgrøde i lavereliggende højder, og birk forventes at forsvinde i Middelhavszonen. I skovzonen påvirker tørkebelastninger alle større træarters vækst og vitalitet. Produktionen af andre skovprodukter end træ, såsom svampe, kork og urter, vil blive drastisk reduceret i hele Europa.

For den boreale skov er konsekvenserne af de forventede masseudbrud af skadedyrsangreb, forårsaget af deres ekspansion nordpå, endnu ukendt. Desuden vil mildere vintre og følsomhed over for vindstød medføre en formindsket mulighed for skovdrift. I samme zone forventes birkeskovene at mindskes til 1/10 af deres nuværende areal inden 2100[28][29].

Risikoen for brand er stigende i hele det kontinentale Europa, navnlig i Middelhavsområdet, sammen med uforudsigelige udbrud af skadedyrsangreb for alle træarters vedkommende. I denne zone forventes birken bogstavelig talt at forsvinde.

Skadedyrsangreb vil påvirke alle nåletræsskove.

Skovopsplitning, som forøger ødemarkers kontaktflade med landdistrikter og byområder udgør en stor trussel for de kontinentale skove.

Ovennævnte medfører, at skovene visner ned og arternes sammensætning ændrer sig.

Der eksisterer ikke mange undersøgelser af, hvilke risici tabet af beskyttende funktioner kan have for den bredere offentlighed. For bjergzonens vedkommende forventes en nedsat evne til at optage vandafstrømning at påvirke forskellige beskyttelsesfunktioner (særlig med hensyn til oversvømmelser og vandkvalitet). I Middelhavsområdet fører brande kombineret med oversvømmelser til erosion grundet nedsat planteregenerering med ørkenspredning til følge.

Energisektorens behov for træbiomasse er ved at blive en trussel for skovene og den traditionelle træ- og papirindustri. Antagelsen om, at træbiomasse er kulstofneutral[30] forsømmer at medregne den udvidede tidsramme, der er behov for for at reabsorbere den "kulstofgæld", som afhænger af træets produktivitet og den tidligere arealanvendelse og forvaltning[31]. Denne trussel hænger sammen med lignende utilstrækkeligheder i UNFCCC/LULUCF-bestemmelserne.

EU-perspektiv

Fælles politikker, der påvirker skovene omfatter den fælles landbrugspolitik (8 mia. EUR i søjle 2), miljøpolitik (især biodiversitet og vand), energi, industri, handel, forskning og samhørighedspolitikker, herunder regionalpolitik og solidaritetsfonden, ofte med en mangel på sammenhæng med hensyn til beskyttelsen af skove.

Rådets og Parlamentets engagement i beskyttelse af skovene er blevet udtrykt af forordninger om brandforebyggelse (2158/1992), overvågning (2152/2003) og due diligence for trævirksomheder (995/2010) på grundlag af EU-traktatens art. 175, nu EUF-traktatens art. 192[32]. Beskyttelse af skovene skal også ses i sammenhæng med forebyggelse af natur- og menneskeskabte katastrofer[33] og tilpasningsstrategien[34][35].

EU's skovbrugsstrategi fra 1998[36] førte til den ikke-bindende EU handlingsplan for skovbruget i 2006[37], der havde til formål at

1.  forbedre konkurrenceevnen på lang sigt

2.  forbedre/beskytte miljøet

3.  bidrage til livskvaliteten

4.  fremme samordning og kommunikation

Kommissionens konkluderer i sin midtvejsevaluering af handlingsprogrammet for skovbruget, at der godt nok har fundet store fremskridt sted i forhold til det første mål, men at alle andre foranstaltninger er blevet dårligt gennemført[38]. Væsentlige mangler vedrører intensiveret beskyttelse og bevarelse af biodiversiteten: 66 % af skovhabitaterne har “ugunstig ringe/utilstrækkelig” status[39]. Der er ikke gjort meget for uddannelse og information, beskyttende funktioner og bymæssige og bynære skove.

Det er det stik imod de europæiske borgeres prioriteringer. Ifølge Kommissionens undersøgelse af folks holdning til skove, anses bevarelse og beskyttelse for at være langt den vigtigste emne for skovpolitik (44 %) efterfulgt af skovenes sundhedstilstand og forurening (15,4 %) klimaændringer (12,5 %) og økonomisk udnyttelse (8 %)[40].

Koordinerings- og kommunikationstiltagene under handlingsprogrammet for skovbruget skrider langsomt frem på grund af utilstrækkelig indsendelse af nationale skovprogrammer til Den Stående Skovbrugskomité.

Alle EU-medlemsstater deltager i ”Forest Europe-procesen”, som i løbet af de sidste 20 år har udviklet fælles tilgange til bæredygtig skovforvaltning.

Aktiv og forebyggende bæredygtig skovforvaltning, som giver plads til nationale og regionale prioriteter, kan med udgangspunkt i dette arbejde blive obligatorisk på EU-plan. Gennemførelsen af Forest Europe vil i betragtning af det avancerede videnskabelige arbejde, der er udført i forbindelse hermed, medføre minimale omkostninger og administrative byrder.

Hvad angår politikker vedrørende biomasse, kan en indsats i hele EU sikre, at der opnås fælles miljøbeskyttelse, samtidig med at man undgår skævvridninger på det indre marked[41].

Ordføreren mener, at denne indsats bør tage form af juridisk bindende kriterier for bæredygtighed, der bygger på en revision af antagelsen om kulstofneutralitet og en videnskabeligt funderet beregningsmetode for drivhusgas, der tager højde for træbiomasses flerårige karakter og for emissionsændringer som følge af ændringer i arealanvendelse og skovforvaltning. Der bør også defineres faktorer i relation til indirekte ændringer i arealanvendelsen for alle former for biomasse.

Inddragelsen af LULUCF-sektoren i EU’s emissionshandelssystem, som primært er designet til årlige emissioner fra industrielle anlæg, er på baggrund af ovenstående tvivlsom på grund af kompatibilitetsproblemer.

På internationalt plan bør EU arbejde hen imod forskelligartede skovdefinitioner på basis af biomer, som tager højde for biodiversitet, jordbund og den sociale dimension, og hvor der fokuseres på bevaring af kulstofrige gamle skove. Dette er afgørende for at sikre, at de finansielle forpligtelser til biodiversitet og REDD-plus ikke videregives til tvivlsomme projekter.

Skovinformation grundlag for beslutningstagning

Skovoplysningen er utilstrækkelig på grund af manglende finansierings- og indberetningspligt, som fastsat i den nu udløbne forordning 2152/2003. Denne forordning bør genindføres under hensyntagen til behovet for oplysning om klimatrusler, men også det øgede behov for oplysninger om biodiversitetskonventionen (CBD) og klimakonventionen (UNFCCC) for nøjagtigt at skildre skovenes biodiversitet og ændringer i kulstoflagrene. Indsamling af oplysninger på EU-plan bør baseres på kompatible mekanismer, harmoniserede definitioner og sammenlignelige data fra nationale skovoversigter og andre relevante kilder.

Skovoplysning er også relevant for miljøregnskaber, for "BNP og mere"-initiativet og for at kunne gennemføre betalinger for økosystemtjenester i praksis.

Forbedret tilpasningskapacitet gennem bæredygtig skovforvaltning

Der foretages en general skelnen mellem naturlig (økosystem-) kapacitet, afhængig af den genetiske mangfoldighed af skove, herunder jordbundens biodiversitet, og skovbrugssektorens socioøkonomiske kapacitet i form af knowhow og kapitalintensitet.

Ordføreren anerkender EU’s skovbrugs tilpasningsevne, men bemærker imidlertid, at den i sidste ende afhænger af skovenes naturlige kapacitet. Det kan være muligt at foretage efterfølgende indsatser i forhold til forskellige trusler, men det er ikke altid økonomisk muligt, hverken for offentlige eller private aktører.

Bæredygtig skovforvaltning, der fokuserer på langsigtet tømmerudbytte praktiseres i flere – men langt fra alle – EU-medlemsstater. Aktiv eller forebyggende bæredygtig skovforvaltning skaber en ramme, hvor nationale og regionale prioriteter respekteres.

Aktive tilpasningsmuligheder samler sig om naturlig genvækst, genetisk mangfoldighed og øget mangfoldighed i struktur- og artsblandinger som foranstaltninger til at øge skovenes modstandskraft uanset skovtype og forvaltningsmåde[42].

Yderligere foranstaltninger omfatter høst- og transportteknologier til den boreale region og forvaltning af opsamlet brændsel til Middelhavsregionen.

Ordføreren mener, at en forbedring af alle økosystemers modstandskraft er det mest omkostningseffektive svar på klimaændringer, der omfatter både afbødning og tilpasning[43][44][45][46][47], og at en udvidelse af alle interessenters relevante videngrundlag er en grundlæggende forudsætning for skovbruget. Samarbejdet mellem alle interessenter må hurtigst muligt intensiveres under hensyntagen til alle tænkelige scenarier for at sikre sammenhæng i forhold til tilpasningsbehovene i alle europæiske samfund.

Yderligere EU-bidrag til skovbeskyttelse

Pr. definition gør klimaændringerne medlemsstaternes politikker utilstrækkelig til beskyttelse af skovene.

Det er afgørende med krydsoverensstemmelse: al EU-finansiering, uanset hvilket instrument der er tale om, skal være klimaresistent og også tage hensyn til biodiversiteten[48][49], vanddimensionen og behovet for vildmark[50].

Ordføreren støtter obligatoriske nationale kontaktpunkter som en måde at sikre overholdelse og bygge videre på Forest Europes konsensus om bæredygtig skovforvaltning. De nationale kontaktpunkter skal dække mindst 5-års perioder baseret på forudopstillede og efterfølgende præcise og målbare evalueringskriterier og en integration af skovforvaltning, der fokuserer på tilpasning og forebyggelse. Kommissionen bør udstede retningslinjer for nationale kontaktpunkter med henblik på deres integration i en bredere skovtilpasningsramme.

Den fælles landbrugspolitiks finansiering til skovene under søjle 2 bør i betragtning af omfanget af trusler og EU's samlede skovareal øges proportionelt med eksistensen af nationale knudepunkter og operationelle forvaltningsplaner, som tager hensyn til EU's strategi for biodiversitet og lange tidsfrister for skovprojekter inden for bæredygtig skovforvaltning. Retten til at få støtte bør udvides til offentlige aktører og producentgrupper, og overgå til at være arealbaseret og omfatte in situ og ex situ-bevaringsforanstaltninger.

En aktiv bæredygtig skovforvaltning bør integreres og prioriteres i forskning og praksis, og bør også tage hensyn til, at 40 % af skovene er offentligt ejede. Bevaring af arter og planteskolepraksisser bør udvides til at omfatte de tilknyttede mikrobe- og svampearter. Forskning i svamperodssymbiose på stedet bør aktivt fremmes.

Betaling for økosystemtjenester bør formaliseres forud for de næste finansielle overslag, baseret på succesen med skov- og vandprojekter[51].

Politikker vedrørende civilbeskyttelse bør også forbedre skovenes beskyttende funktioner, herunder øge skovtilplantningen for at forebygge oversvømmelser, brande og erosion.

Genindførelsen af skovbrandsforordningen ud over de nuværende bestemmelser vedrørende udvikling af landdistrikterne bør omgående fortsættes med fokus på landskabspleje og gradvis indførelse af brandmodstandsdygtige lokale arter som f.eks. Quercus Spp.

Skovtilpasning og modstandsdygtighed bør ydes særlig opmærksomhed ved oprettelsen af en EU-tilpasningsfond.

Direktiv 105/1995, der sammen med den fælles landbrugspolitiks fakturabaserede system kan begunstige resultater frem for tilpasning, bør revideres for at lempe reglerne for markedsføring af lokale arter. Bevarelse af skovgenetiske ressourcer på stedet er den grundlæggende kollektive indsats, som vil gøre det muligt for skovafhængige samfund og industrier at trives.

 

8.12.2010

UDTALELSE Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (*)

til Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

om Kommissionens grønbog om skovbeskyttelse og skovinformation i EU: skovene skal rustes til klimaændringerne

( 2010/2106(INI) )

Ordfører for udtalelse(*): Rareş-Lucian Niculescu

(*) Procedure med associerede udvalg - forretningsordenens artikel 50

 

FORSLAG

Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter opfordrer Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  glæder sig over Kommissionens grønbog: Skovbeskyttelse og skovinformation i EU: skovene skal rustes til klimaændringerne; understreger den tætte forbindelse mellem skovbrug og landbrug, som begge er drastisk påvirket af dette fænomen; mener, at EU's skovbrugsstrategi bør styrkes, hvor målet er at forbedre forvaltningen og bevarelsen af skove, og at denne strategi bør rettes mod både skovbeskyttelse og bæredygtig anvendelse af træressourcer, idet skove har løsninger på problemet med klimaændringer og de nye udfordringer, og at formålet med denne strategi bør være at opnå en høj modstandskraft;

2.  påpeger, at skovbrugspolitik i overensstemmelse med nærhedsprincippet fortsat primært bør være medlemsstaternes ansvar med yderligere støtte fra Den Europæiske Union; påpeger behovet for at træffe foranstaltninger på passende lokalt, regionalt, nationalt plan eller EU-plan; understreger, at denne strategiramme vil forbedre koordineringen af nationale og Fællesskabets foranstaltninger og forbedre Den Europæiske Unions image i internationale forhandlinger om bekæmpelse af klimaændringer;

3.  mener, at Den Europæiske Union bør træffe foranstaltninger til at støtte og koordinere og supplere medlemsstaternes nationale initiativer inden for skovpolitik ved at tage hensyn til forskellige regionale forhold, hvor målet er at sikre skovenes bæredygtige udvikling, samtidig med at man øger de europæiske borgeres livskvalitet og fremmer udviklingen af landdistrikter ved hjælp af en sammenhængende ramme for alle varer og tjenesteydelser fra skove på det økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige område;

4.  bemærker, at klimaændringerne vil få forskellige konsekvenser for forskellige typer af europæiske skove, der medfører, at tilpasnings- og afbødningsstrategier skal vedtages på regionalt eller lokalt plan, men hvor Fællesskabets foranstaltninger har en klar merværdi, kan foranstaltningen koordineres på EU-plan; mener, at disse strategier bør tage hensyn til forskellige regionale forhold for skovbruget og navnlig tage hensyn til de forskellige muligheder for og trusler mod skovbiotoperne i Syd- og Nordeuropa;

5.  bemærker, at europæiske skove udgør 45 % af Den Europæiske Unions areal, at skove også sammen med de primære skovbrugsbaserede industrier står for omkring 2,5 mio. arbejdspladser og 300 mia. EUR i omsætning, at skovene ikke kun er vigtige for miljøet, men også bidrager til at nå sociale og økonomiske mål, herunder gennem anvendelse af træ, og til at forbedre levevilkårene og beskytte afgrøder og landdistrikter, der er under udvikling, og at skove er en vigtig indtægtskilde for landområder, men også for nationale økonomier via indtægter fra bæredygtig træfældning og aktiviteter i forbindelse med skovbrug, jagt, fiskeri, turisme og plukning af bær, og bemærker det betydelige bidrag, som skove yder til at forebygge brande såvel som tørke, ørkendannelse og jorderosion;

6.  påpeger, at skovbrug er tæt forbundet med landbruget, da de fleste skovejere i Europa også er landmænd; erkender imidlertid, at skovbruget er en uafhængig sektor i landdistrikternes økonomi, navnlig i områder, som ikke egner sig til landbrug eller er særdeles værdifulde med henblik på naturbevarelse og fritidsaktiviteter;

7.  understreger, at eftersom skovlovgivning berører millioner af små skovejere, bør skovbrugspolitikker altid afbalancere respekten for ejerens ejendomsrettigheder med kravet om levering af offentlige goder;

8.  mener, at land- og skovbrug kan fungere på en integreret måde, og at produktion er vigtig, men bør ikke have negativ indvirkning på beskyttelsen af skovene eller de andre fordele, de tilbyder, og at der bør opretholdes en passende balance mellem disse to synsvinkler; og at det er nødvendigt at have synergi mellem disse områder, for eksempel ved en mere effektiv fordeling af de disponible midler, påpeger, at skovbeskyttelsen bidrager til flere politiske mål; bemærker, at de fleste af de europæiske foranstaltninger i forbindelse med skovbrug for øjeblikket finansieres under den fælles landbrugspolitiks anden søjle, og at EU's finansiering af landbruget som minimum skal fortsætte på samme niveau, samtidigt med at det også er nødvendigt at søge efter andre instrumenter på dette område;

9.  påpeger, at skovene repræsenterer det vigtigste kulstofdræn og derfor spiller en afgørende rolle i kampen mod klimaændringer; finder det derfor afgørende, at EU lancerer en fælles strategi for bekæmpelse af faktorer, der ødelægger skovene, såsom brande og luftforurening;

10. konstaterer, at landbrugsproduktion og skovøkosystemer er meget følsomme over for klimaændringer, der forårsager flere og flere ekstreme vejrforhold, der forekommer hyppigere og er alvorligere og bliver mere intense, idet skovskader, der skyldes skovbrande og skadedyrsangreb og omfattende og ukontrolleret skovrydning, har fundet sted i mange regioner i verden; bemærker dog, at Europas skovområder ifølge undersøgelsen "State of Europe's Forests 2007", er steget med cirka 13 millioner hektar i løbet af de seneste 15 år; påpeger, at skovene spiller en vigtig rolle i reguleringen af flodernes vandtilførsel, i sikringen af vandkvaliteten og beskyttelse af vandkilder, landskabsbevarelse, opretholdelse af jordens frugtbarhed og beskyttelse af jorden mod erosion (især i bjergområder) og ørkendannelse (især i tørre områder), hvilket alt sammen er af stor betydning for landbruget;

11. påpeger, at arternes mangfoldighed er afgørende for vedligeholdelse og udvikling af landbruget, og at skovene spiller en vigtig rolle i at klare den udfordring det er at bevare biodiversiteten; understreger, at biodiversiteten, som sikres af skovøkosystemerne og de økologiske funktioner, som disse udfører, ses som en del af menneskehedens arv;

12. understreger, at EU's skovbrugsstrategi fra 1998 og skovhandlingsplanen for 2006 bør ajourføres for at medtage klimaændringsdimensionen og mere generelle spørgsmål vedrørende skovbeskyttelse;

13. mener, at en aktiv skovforvaltning er af afgørende betydning, da det bidrager til Europas 2020-strategi og dens nøgleelement for skabelse af vækst og beskæftigelse såvel som EU's energistrategi, og at skovene har et betydeligt potentiale som vedvarende energikilde og kilde til naturligt vedvarende økomaterialer, da de i øjeblikket er underudnyttede; bifalder i denne forbindelse Kommissionens initiativ til at afholde en offentlig høring om landbrugets og skovbrugets rolle i opfyldelsen klimamålsætninger;

14. opfordrer Kommissionen til at fremlægge forslag til optimering af reduktion af kulstofemissioner ved hjælp af udskiftning af produkter og byggematerialer, hvis fremstilling indebærer massive kulstofemissioner og optimering af kulstofbinding ved hjælp af øget brug af træ; mener, at inddragelsen af skovene i EU's ETS maksimerer det bidrag, som skovsektoren yder i bekæmpelsen af klimaændringer ved at give skovbruget adgang til CO2-kredit markedsmekanismer;

15. påpeger behovet for, at Kommissionen hurtigt behandler uoverensstemmelser mellem lovgivningens mål, som indvirker på skove og landbrugspolitikken; kræver sammenhæng mellem EU's forskellige politikker, navnlig mellem skovbrugs- og landbrugspolitikken, men også mellem politikker vedrørende vedvarende energi, biodiversitet, industri, forskning og Europas 2020-strategi;

16. minder om, at landmændene bidrager til at udvide skovressourcerne ved at plante træer og anvende stratificerede skovlandbrugssystemer eller ved at plante træer på forringet jord eller på jord, der er uegnet til effektivt landbrug, og såvel som ved at bidrage til indførelse af visse beskyttelsessystemer eller identificering af resistente sorter; mener, at EU bør fortsat støtte skovrejsning med hjælp fra nationale programmer for udvikling af landdistrikterne, samtidigt med at det sikres, at disse initiativer ikke griber ind over for markedet;

17. mener, at skovejerne bør tage særlig hensyn til vilde arter, som på naturlig vis koloniserer de særlige naturtyper, som skovene udgør, idet disse bidrager til at bevare biodiversiteten;

18. mener, at det er nødvendigt med koordinering og finansiering på EU-plan som følge af behovet for effektiv forskning i skovenes økosystemers "forsvarspotentiale", prognostisk forskning, forskning i strategier for afbødning af klimaændringernes følger for hele skovbrugs- og træsektoren;

19. mener, at skovene skaber uvurderlige offentlige goder, som hidtil ikke er blevet belønnet af markedet, og at Den Europæiske Union bør give bistand, oplysninger og incitamenter til skovejerne i overensstemmelse med finansieringsinstrumenterne som en belønning for deres bestræbelser på at gennemføre initiativer til beskyttelse af skovenes genetiske mangfoldighed; bekræfter sit synspunkt med hensyn til behovet for tilstrækkelige midler til EU's skovbrugsforanstaltninger ved at belønne landmænd og skovfogeder for at tilvejebringe disse offentlige goder, herunder at tage hensyn til lagrings- og substitutionseffekter i forbindelse med anvendelse af træ; fremhæver betydningen af, at disse europæiske incitamentsmekanismer ikke bør gribe ind over for det velfungerende marked for træprodukter, papir-, pulp- og energiproduktion;

20. mener, at EU kan støtte, koordinere og supplere de foranstaltninger, som medlemsstater har truffet for at fastlægge retningslinjer for bedste praksis, for at sikre at skovene er i stand til at modstå effekterne af klimaændringerne, og at disse retningslinjer bør tilpasses behovene hos ejerne og i lokalsamfundene og baseres på principperne om bæredygtig forvaltning; understreger, at overdreven regulering vil gøre træprodukter mindre konkurrencedygtige i forhold til ikke-vedvarende og energiintensive materialer, såsom plastik, aluminium og beton, og derfor vil gøre det vanskeligere for EU at nå klimamålene;

21. mener, at det er nødvendigt at forbedre og fremme sammenslutninger af skovejere, der har bæredygtig skovforvaltning som mål, da dette er det bedste redskab til at skabe balance mellem udbuddet af de mange forskellige varer og tjenesteydelser, skovene kan levere, samtidig med det skaber grundlag for tilpasning til klimaændringerne, og at disse sammenslutninger også bør øge det potentiale for produktion af træ, som ikke anvendes i dag og styrke skovejernes forhandlingsposition i distributionskæden for træ; anser det for nødvendigt at tilskynde til skabelsen af et netværk af europæiske skovejerorganisationer for at fremme udvekslingen af oplysninger og bedste praksis og koncentrere udbuddet;

22. mener, at Den Europæiske Union bør støtte bæredygtig skovforvaltning via finansiering af skovbrugsaktiviteter til fordel for dette, og at der i denne forbindelse bør lægges særlig vægt på skovforvaltningsorganer, navnlig i områder, der er karakteriseret ved små skove, og at der skal tages særlig hensyn til skovbrugsvirksomheder, hvoraf de fleste er små eller mellemstore, og som skal opfordres til at modernisere og omstrukturere for at imødegå de nye udfordringer som følge af klimaændringer, bekæmpelse af ulovlig skovhugst, den økonomiske krise og den internationale konkurrence;

23. fremhæver ligeledes den afgørende rolle, som landmænd har spillet for at forebygge brande; mener derfor, at det er nødvendigt at sikre, at landbrug forbliver en rentabel aktivitet for at begrænse ophøret af produktion og affolkning af landdistrikter som følge af, at dette i betydelig grad vil forværre situationen for brande;

24. påpeger, at vedvarende tørke som følge af klimaændringer i de seneste år har medført en udbredelse af skovbrande i visse medlemsstater; minder om sine forslag i forbindelse med skovbrande, som blev fremsat i dens udtalelse om forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer, navnlig med hensyn til behovet for solidaritet mellem medlemsstater, fordelene ved en europæisk taskforce og en europæisk database over optegnelser over økonomiske og sociale katastrofer, herunder kortlægning af områder med øget risiko; minder om betydningen af at prioritere hjemmehørende, forskellige arter og blandede skove i forbindelse med nyplantnings- og genplantningsprojekter; minder også om sine forslag til en bedre funktion af Den Europæiske Solidaritetsfond og behovet for større driftskapacitet og koordinering blandt de forskellige fællesskabsinstrumenter inden for naturkatastrofer;

25. henleder opmærksomheden på de øgede vanskeligheder, som øer og regioner i den yderste periferi står over for i forbindelse med bekæmpelse af brande; slår til lyd for, at disse regioner får en særlig behandling via de forskellige til rådighed stående instrumenter, herunder Solidaritetsfonden;

26. påpeger, at det for at mindske følgerne af klimaændringer er nødvendigt at træffe foranstaltninger, der kan styrke den finansielle stabilitet i forbindelse med skovbrugsinvesteringer, f.eks. forsikringshjælp;

27. går ind for, at der på EU-plan træffes foranstaltninger med henblik på at udvikle et skovovervågningssystem, tilvejebringe oplysninger om skove, som vil kunne bidrage til at forbedre skovforvaltningen, og føre kontrol med trusler, såvel abiotiske som biotiske, på tværnationalt plan.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

1.12.2010

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

32

1

5

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

John Stuart Agnew, Richard Ashworth, Vasilica Viorica Dăncilă, Michel Dantin, Paolo De Castro, Albert Deß, Herbert Dorfmann, Lorenzo Fontana, Iratxe García Pérez, Sergio Gutiérrez Prieto, Peter Jahr, Elisabeth Jeggle, Elisabeth Köstinger, Gabriel Mato Adrover, Mairead McGuinness, James Nicholson, Rareş-Lucian Niculescu, Wojciech Michał Olejniczak, Georgios Papastamkos, Marit Paulsen, Britta Reimers, Ulrike Rodust, Alfreds Rubiks, Giancarlo Scottà, Czesław Adam Siekierski, Marc Tarabella, Janusz Wojciechowski

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Spyros Danellis, Bas Eickhout, Marian Harkin, Giovanni La Via, Véronique Mathieu, Maria do Céu Patrão Neves, Daciana Octavia Sârbu, Dimitar Stoyanov, Milan Zver

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Reimer Böge, Ingeborg Gräßle, Heide Rühle

 

 

12.11.2010

UDTALELSE fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi

til Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed

om Kommissionens grønbog: Skovbeskyttelse og skovinformation i EU: Skovene skal rustes til klimaændringerne

( 2010/2106(INI) )

Rådgivende ordfører: Lena Ek

 

FORSLAG

Udvalget om Industri, Forskning og Energi opfordrer Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. der henviser til, at træer under væksten binder kulstof fra atmosfæren og er en vigtig kilde til og dræn for kulstofstrømme, og at mængden af kulstof i træbiomasse i Europa menes at være stigende i øjeblikket med en hastighed på 116 mio. tons om året, da de europæiske skove vokser i omfang,

B.  der henviser til, at tendensen med stigende skovdækning i EU ifølge De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UNECE) er stabil på lang sigt,

C. der henviser til, at Europa har et totalareal af skov og andre skovbevoksede områder på 177 mio. hektar, som dækker 42 % af dets landareal,

D. der henviser til, at der er store forskelle mellem naturforholdene i de forskellige skovregioner i Europa, lige fra subarktiske til middelhavsforhold og fra alpine til lavlandsforhold, herunder flodsletter og deltaer,

E.  der henviser til, at skove er levebrød for millioner af skovarbejdere, erhvervsdrivende og skovejere, og at de bidrager betydeligt til den økonomiske vækst, beskæftigelsen og velstanden,

F.  der henviser til, at sektoren i 2005 havde en omsætning på omkring 380 mia. EUR, hvilket svarer til ca. 9 % af BNP i Europa,

G. der henviser til, at bæredygtig skovforvaltning, herunder skovbeskyttelse, er afgørende for at bevare skovenes mangfoldighed, sundhed og modstandsdygtighed,

H. der henviser til, at aktivt og bæredygtigt forvaltede skove er et af de mest effektive midler til at lagre CO2 fra atmosfæren,

I.   der henviser til, at skovsektoren er særlig vigtig i landdistrikterne, og at de 350 000 virksomheder inden for de skovbaserede industrier beskæftiger omkring 3 mio. mennesker, dvs. 8,6 % af den totale arbejdsstyrke inden for produktionsfagene i Europa,

1.  glæder sig over, at skovene efter Kommissionens opfattelse er et af de vigtigste instrumenter til at dæmme op for de faktorer, der bidrager til klimaændringerne, f.eks. ved at fastholde CO2 fra atmosfæren; understreger, at bæredygtig skovforvaltning, herunder skovbeskyttelse og skovgenopretning tilpasset de forskellige forhold i Europa, er af central betydning for EU i bestræbelserne på at opfylde dets klimamål og beskytte biodiversiteten i skovene, der leverer en lang række økosystemtjenester (den forsyner brugere med træ og leverer tjenester i forbindelse med oplagring af kulstof og beskyttelse mod naturkatastrofer) samt kulturelle tjenester (i form af bæredygtig turisme), som er afgørende for samfundet;

2.  mener, at en energisk politik for bekæmpelse af klimaændringer er fuldt kompatibel med ambitionen om yderligere udvikling af skovbruget som en vigtig industrisektor i Europa; mener at skovbrugssektoren skal udvikles yderligere, således at den også i fremtiden bidrager til bæredygtig økonomisk vækst, skabelsen af ny beskæftigelse og kampen mod klimaændringerne;

3.  påpeger, at skovbruget i nogle medlemsstater allerede er solidt baseret på princippet om bæredygtighed, mens dette ikke er blevet indarbejdet fuldt ud i skovbruget i andre medlemsstater; fastholder, at EU må sikre, at hver enkelt medlemsstat bidrager til gennemførelsen af en egentlig bæredygtig skovforvaltning; påpeger, at EU kunne oprette et videncenter til at formidle de fornødne oplysninger til medlemsstaterne;

4.  påpeger, at det europæiske skovbrugsinitiativ bør have til formål både at “tilpasse” skovene til klimaændringerne og at overvåge og forbedre beskyttelsen af dem, navnlig hvor der f.eks. er tale om habitater af høj kvalitet;

5.  noterer sig den mulige merværdi, der ligger i på europæisk plan at koordinere information om skovene med tilsyn med målene for tilpasning til klimaændringerne, målene for afbødning af klimaændringerne, målene for vedvarende energi samt bedste praksis for multifunktionel og bæredygtig skovforvaltning, navnlig i betragtning af udfordringernes grænseoverskridende karakter;

6.  efterspørger sammenhæng mellem de forskellige EU-politikker vedrørende skovbrug, landbrug, vedvarende energi, biodiversitet og andre miljørelaterede emner og mellem industri- og forskningspolitikker og Europa 2020-strategien;

7.  understreger behovet for at gøre skovbrugssektoren mere konkurrencedygtig, hvilket skal opnås gennem investeringer i innovation, forskning og udvikling af mekanismer til udbredelse af den viden, der genereres;

8.  fremhæver, at nogle af de største udfordringer, som de europæiske skove udsættes for, er skovbrande, skovrydning, tabet af biodiversitet og deraf følgende nedsat modstandskraft hos skovene, angreb fra invasive arter, parasitter og skadedyr samt andre skovsygdomme; bemærker, at EU bør håndtere disse udfordringer gennem samarbejde og informationsinitiativer;

9.  opfordrer indtrængende Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale myndigheder til at styrke den rolle, skovene spiller i beskyttelsen mod oversvømmelser, jordskred, brande, tab af biodiversitet og ekstreme vejrkatastrofer, betydeligt, samtidig med at de tager hensyn til aspekter af beskyttelse mod oversvømmelse ved udvikling af informationssystemer og udarbejdelse af finansielle støttesystemer til skove;

10. bemærker, at globalt samarbejde både på administrativt niveau og på forskningsniveau om fastlæggelse af standarder, bedste praksis og overførsel af teknologi og videnskabelig knowhow er af stor betydning, navnlig i forbindelse med REDD-systemet; påpeger også, at en rimelig fordeling af fordelene ved REDD-systemet ikke kan opnås uden aktivt samarbejde og udveksling af bedste praksis; understreger betydningen af GMES-programmet ved kortlægning, overvågning og registrering af skovarealer på europæisk og internationalt plan såvel som det bidrag, som således indsamlede oplysninger kan yde til FN-forhandlingerne om klimaændringerne;

11. understreger behovet for en bæredygtig skovbrugsforvaltning, for at skovenes produktions- og beskyttelsesfunktioner bevares, og for, at skovene generelt er levedygtige, og fremhæver behovet for at gøre EU's skove mere modstandsdygtige over for klimaændringer og tab af biodiversitet;

12. understreger, at det er nødvendigt at respektere de forskellige udfordringer, som skovbrugspolitikken står overfor i hele EU; gør især opmærksom på de forskellige økosystemer, forskelle i ejerskabsstrukturen i forbindelse med skovene, og at de forskellige dele af Europa står over for mange forskellige klimaudfordringer; påpeger behovet for at foretage målinger og gennemføre overvågning på passende niveau, det være sig lokalt og regionalt, på medlemsstats- og EU-niveau;

13. advarer mod ubegrænset kommerciel udnyttelse af skovressourcer, som meget ofte fører til uigenkaldelig udryddelse af disse, navnlig når der er tale om naturlige skove;

14. understreger den vigtige rolle, som skove indtager i de nationale økonomier, især i regionaludviklingen, og her navnlig i landdistrikterne, hvor skovsektoren er en betydelig bidragyder til økonomisk vækst, beskæftigelse, velstand, konkurrenceevne og forøgelse af regionernes attraktivitet;

15. understreger, at skovpolitikker, eftersom skovlovgivning berører millioner af små skovejere, altid bør afbalancere respekten for ejerens ejendomsrettigheder med kravet om levering af offentlige goder;

16. påpeger, at skovbrug er en naturlig del af den integrerede politik for landdistrikterne og regionalpolitikken, en kendsgerning, der bør tages hensyn til ved drøftelserne om fremtiden for den fælles landbrugspolitik efter 2013, og at det også er nødvendigt at fastslå behovet for foranstaltninger inden for skovbruget;

17. anerkender, at der i mange tilfælde kan opstilles vindmølleparker i skovområder; mener, at foranstaltninger til fordel for projekter for vedvarende energikilder og til fordel for skovbeskyttelse snarere supplerer hinanden gensidigt end er i modstrid med hinanden;

18. anerkender betydningen af, at skovressourcerne i EU bevares og øges, navnlig i de medlemsstater, der i større grad er udsatte for ekstreme vejrforhold og klimaændringer, da skove og skovområder er forbundet med betydelige sociale, økonomiske og miljømæssige fordele; anerkender også betydningen af, at foranstaltninger til beskyttelse af skove bør fokusere på forebyggelse og tilpasning på en sådan måde, at skovene ikke mister deres produktive, miljømæssige og sociale funktioner;

19. mener, at træbaserede råmaterialer kan blive lavenergierstatninger for energiintensive materialer som f.eks. metallegeringer, plast og beton, der anvendes i vid udstrækning inden for byggeindustrien og andre industrigrene; fremhæver risikoen for, at overdreven regulering vil gøre træprodukter mindre konkurrencedygtige sammenlignet med disse ikke-vedvarende materialer;

20. understreger behovet for at fokusere på forsyningskæden for råvarer og forarbejdede produkter for at garantere lovlig handel og skovproduktion; understreger, at forvaltningen af forsyningskæden kan bidrage til at skabe mere lige vilkår, hvor inddragelse af interessenter og samarbejdsbestræbelser spiller en væsentlig rolle;

21. opfordrer til årvågenhed og nøje overvågning af skovressourcerne for at sikre, at bioenergistrategier og eventuelle stigninger i mængden af biomasse hverken fører til udtømning af skovenes evne til at lagre kulstof eller modarbejder klimamålene;

22. understreger skovområders indiskutable betydning for den offentlige sikkerhed, idet de beskytter menneskelige habitater mod naturfænomeners negative påvirkninger;

23. fremhæver betydningen af, at virksomhederne anerkender de fordele i form af troværdighed, reklame og andre finansielle fordele, der følger med at involvere sig i bevarelse af biodiversitet og skovbeskyttelse;

24. påpeger behovet for at styrke kommunikations- og informationspolitikken med henblik på at sikre bæredygtig skovforvaltning, tilpasse sig til klimaændringerne, informere offentligheden og fremme brugen af bæredygtigt træ;

25. bemærker betydningen af udveksling af bedste praksis om, hvordan virksomheder og industrisektorer kan bidrage til biodiversitetsmål ved at tænke i livscyklusser, og hvordan de kan skabe forbindelse mellem bevarelse af biodiversitet og generering af overskud;

26. bemærker, at man i Europa ubestrideligt har knowhow om skovbrug, der stammer fra mangeårige skovbrugstraditioner; efterlyser imidlertid yderligere foranstaltninger inden for forskning, uddannelse, kommunikation og information i henseende til risiciene ved klimaændringerne for skovene og skovbrugssektoren, og efterlyser endvidere, at regionerne og medlemsstaterne i fællesskab med interessenter og Kommissionen udarbejder langsigtede planer; er af den opfattelse, at det stadigvæk er nødvendigt at forske mere i forskellige skovtypers optagelse af CO2;

27. efterlyser yderligere foranstaltninger inden for forskning, uddannelse og information i henseende til risiciene ved klimaændringerne for skovene og skovbrugssektoren, og efterlyser endvidere, at skovbrugserhvervet, regionerne og medlemsstaterne udarbejder langsigtede planer; fremhæver behovet for bedre koordinering af europæiske og nationale forskningsprogrammer om risiciene ved klimaændringerne for skovene og skovbrugssektoren; opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at oprette et referencewebsted med digital kortlægning af skovområder og deres godkendte anvendelser samt NATURA-områder og sjældne økosystemer for at give statslige tjenester, borgere og virksomheder adgang til bedre informationer;

28. understreger, at skovenes tilpasningsevner kan have en positiv indflydelse på skovkomplekser og skovbrugsindustrien, for så vidt angår klimaændringernes globale effekt; efterlyser derfor mere finansiel støtte til forskning i tilpasningsevner;

29. understreger behovet for at øge koordinations- og informationsbestræbelser internt i EU og mellem EU og medlemsstaterne; er af den opfattelse, at et middel til opnåelse heraf kan bestå i, at en enkelt enhed i Kommissionen påtager sig en aktiv koordinerende rolle med hensyn til alle Unionens skovrelaterede aktiviteter; opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for og fremsætte forslag om etableringen af en sådan funktion i et enkelt generaldirektorat;

30. peger på behovet for at udarbejde en strategi for finansielle instrumenter, der sigter på opnåelse af globale mål og EU-mål for skovbrug, herunder udveksling af bedste praksis medlemsstaterne imellem; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en undersøgelse inden udgangen af 2011;

31. mener, at industriel udnyttelse af skovressourcer i form af levering af træ som et råmateriale til den kemiske industri eller af et halvfabrikata til produktion af byggematerialer bør begrænses til primært skovplantager; advarer mod den negative effekt af privatisering af medlemsstaternes naturlige rigdomme, herunder skove;

32. opfordrer Kommissionen til på europæisk og nationalt plan at indsamle og overvåge indikatorer vedrørende skove og deres funktioner (f.eks. skovdækning, regenerativ evne, grundvandskapacitet, erosionsgrad, ny- eller gentilplantningsområder, osv.);

33. påpeger, at ny- eller gentilplantning med produktive arter i vandfattige områder og regioner, hvor der er fare for ørkendannelse, vil gavne indbyggerne og sikre deres engagement i bevaringsopgaver og brandbekæmpelse;

34. erkender, at skove er særlig vigtige i Middelhavslandene grundet deres evne til at sænke temperaturen og afbalancere vandcyklussen, og mener derfor, at der forud for ny- og gentilplantning skal gennemføres videnskabelige undersøgelser for at udpege de varianter og steder, der er bedst egnede til beskyttelse af jordbunden og opsamling af regnvand;

35. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at fortsætte deres bestræbelser på at udrydde ulovlig skovhugst og handelen med træ, der er produceret på denne måde, da de derved vil medvirke til at bekæmpe skovrydning, ødelæggelse af skove og tab af biodiversitet;

36. mener, at træer fra skovlandbrug i henseende til kampen mod klimaændringerne skal betragtes på samme måde som ikke-produktive traditionelle skovområder grundet deres betydning for kulstofudfældning;

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

9.11.2010

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

44

0

1

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Jean-Pierre Audy, Ivo Belet, Bendt Bendtsen, Jan Březina, Giles Chichester, Pilar del Castillo Vera, Lena Ek, Ioan Enciu, Gaston Franco, Adam Gierek, Fiona Hall, Romana Jordan Cizelj, Arturs Krišjānis Kariņš, Philippe Lamberts, Bogdan Kazimierz Marcinkiewicz, Marisa Matias, Judith A. Merkies, Angelika Niebler, Jaroslav Paška, Aldo Patriciello, Miloslav Ransdorf, Herbert Reul, Teresa Riera Madurell, Michèle Rivasi, Paul Rübig, Amalia Sartori, Francisco Sosa Wagner, Patrizia Toia, Evžen Tošenovský, Ioannis A. Tsoukalas, Claude Turmes, Vladimir Urutchev, Adina-Ioana Vălean, Kathleen Van Brempt, Alejo Vidal-Quadras, Henri Weber

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

António Fernando Correia De Campos, Andrzej Grzyb, Jolanta Emilia Hibner, Silvana Koch-Mehrin, Ivari Padar, Vladko Todorov Panayotov, Peter Skinner, Silvia-Adriana Ţicău, Catherine Trautmann

 

 

 

 

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

16.3.2011

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

53

6

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

János Áder, Elena Oana Antonescu, Kriton Arsenis, Pilar Ayuso, Paolo Bartolozzi, Sandrine Bélier, Sergio Berlato, Martin Callanan, Nessa Childers, Bairbre de Brún, Bas Eickhout, Edite Estrela, Karl-Heinz Florenz, Elisabetta Gardini, Julie Girling, Cristina Gutiérrez-Cortines, Satu Hassi, Jolanta Emilia Hibner, Dan Jørgensen, Karin Kadenbach, Christa Klaß, Holger Krahmer, Jo Leinen, Corinne Lepage, Linda McAvan, Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė, Miroslav Ouzký, Vladko Todorov Panayotov, Gilles Pargneaux, Antonyia Parvanova, Andres Perello Rodriguez, Sirpa Pietikäinen, Mario Pirillo, Pavel Poc, Vittorio Prodi, Frédérique Ries, Anna Rosbach, Oreste Rossi, Dagmar Roth-Behrendt, Daciana Octavia Sârbu, Carl Schlyter, Horst Schnellhardt, Richard Seeber, Theodoros Skylakakis, Bogusław Sonik, Salvatore Tatarella, Åsa Westlund, Glenis Willmott, Sabine Wils, Marina Yannakoudakis

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Marisa Matias, Miroslav Mikolášik, Bill Newton Dunn, Bart Staes, Eleni Theocharous, Giommaria Uggias, Thomas Ulmer, Marita Ulvskog, Anna Záborská

 

 

 

[1] Vedtagne tekster, P7_TA-PROV(2010)0154
[2] EFT C 56 af 26.2.1999, s. 1.
[3] Servicekontract Nr. 30-CE-0227729/00-59.
[4] EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7.
[5] Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0325
[6] EUT C 67 E af 18.3.2010, s. 1.
[7] Udbudsnr. AGRI-2008-EVAL-10 // rammekontrakt nr. 30-CE-0101908/00-50.
[8] EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.
[9] EUT L 140 af 5.6. 2009, s. 63.
[10] EUT L 140 af 5.6.2009, s. 136.
[11] Rapport af 16.9.2010.
[12] EUT L 11 af 15.1.2000, s. 17.
[13] EUT L 328 af 6.12.2008, s. 28.
[14] AGRI-2007-G4-06.
[15] ENV.B.1/ETU/2008/0049.
[16] EUT L 295 af 12.11.2010, s. 23.
[17] Rådets forordning (EØF) nr. 2158/92 af 23. juli 1992 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod brande, EFT L 217 af 31.7.1992, s. 3.
[18] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2152/2003 af 17. november 2003 om overvågning af skovene og af miljøvekselvirkninger i Fællesskabet (Forest Focus), EUT L 324 af 11.12.2003, s. 1.
[19] Kommissionens meddelelse af 18. november 2010: "Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020: Morgendagens udfordringer: fødevarer, naturressourcer og landområder" ( KOM(2010)0672 ).
[20] Europa-Parlamentets beslutning af 21. september 2010 om Kommissionens meddelelse: En fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer ( P7_TA-PROV(2010)0326 .
[21] UNECE/FAO, 2000 Skovressourcerne i Europa, SNG, Nordamerika, Australien, Japan og New Zealand.
[22] Grønbog om Skovbeskyttelse og skovinformation i EU: Skovene skal rustes til klimaændringerne og Kommissionens arbejdsdokument KOM(2010)0066 / SEK(2010)0163 .
[23] Det Europæiske Miljøagenturs rapport nr. 4/2009 - Progress towards the European 2010 biodiversity target.
[24] UNECE/FAO, 2006 - Fremtidsudsigterne for udviklingen af Europas skovressourcer; en undersøgelse udarbejdet til rapporten om den europæiske skovsektors fremtidsudsigter "European Forest Sector Outlook Study".
[25] Rapport til Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter klimaændringernes indvirkning på de europæiske skove "Impacts of Climate Change on European Forests and Options for Adaptation" (AGRI-2007-G4-06).
[26] Det Europæiske Miljøagenturs tekniske rapport nr. 9 / 2006 "European forest types: Categories and types for sustainable forest management reporting and policy".
[27] Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Miljøs rapport fra 2009 "EU policy options for the protection of European forests against harmful impacts" (ENV.B.1/ETU/2008/0049).
[28] Virtanen, T., Neuvonen, S. & Nikula, A. (1998). Modelling topoclimatic patterns of egg mortality of Epirrita autumnata (Lep: Geometridae) with Geographical Information System: predictions in current climate and scenarios with warmer climate. J. appl. Ecol. 35, 311–322.
[29] Virtanen, T. & Neuvonen, S. (1999). Performance of Moth Larvae on Birch in Relation to Altitude, Climate, Host Quality and Parasitoids Oecologia Vol. 120, No 1, pp 92-101.
[30] Direktivet om fremme af vedvarende energikilder 2009/28/EF.
[31] Bird N., Pena N. & Zanchi J. (2010) The upfront carbon debt of bioenergy, Joanneum Research Institute, Graz.
[32] Se også, EF-Domstolens afgørelse i sagerne 164/97 og 165/97.
[33] En fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer ( KOM(2009)0082 ).
[34] Hvidbog "Tilpasning til klimaændringer: Et europæisk handlingsgrundlag" ( KOM(2009)0147 ).
[35] Europa-Parlamentets beslutning af 6. maj 2010 om Kommissionens hvidbog "Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag ( P7_TA-PROV(2010)0154
[36] Rådets resolution om en skovbrugsstrategi for EU (EFT C 56 af 26. februar 1999, s. 1).
[37] KOM(2006)0302 .
[38] Mid-term evaluation of the implementation of the EU Forest Action Plan 2006-2011 by an external evaluation team (Service Contract No. 30-CE-0227729/00-59).
[39] Sammenfattende rapport om bevaringsstatus for naturtyper og arter, i medfør af habitatdirektivets artikel 17" ( KOM(2009)0358 .
[40] "Shaping forest communication in the European Union: public perceptions of forests and forestry" (Udbudsnr. AGRI-2008-EVAL-10 // rammekontrakt nr. 30-CE-0101908/00-50.).
[41] SEK(2010) 65. Kommissionens arbejdsdokument Resumé af konsekvensanalyse Ledsagedokument til Kommissionens rapport om bæredygtighedskrav for anvendelsen af fast og gasformig biomasse til elproduktion, opvarmning og køling ( KOM(2010)0011 .
[42] Rapport til Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter klimaændringernes indvirkning på de europæiske skove "Impacts of Climate Change on European Forests and Options for Adaptation" (AGRI-2007-G4-06).
[43] UNEP (2009) “The Natural Fix? The role of ecosystems in climate mitigation”.
[44] Werdensbanken(2009) “Convenient Solutions to an Inconvenient Truth: Ecosystem based Approaches to Climate Change”.
[45] Towards a Strategy on Climate Change, Ecosystem Services and Biodiversity - A discussion paper prepared by the EU Ad Hoc Expert Working Group on Biodiversity, 2009.
[46] TEEB (2009) The Economics of Ecosystems and Biodiversity: Climate Issues Update. September 2009.
[47] Swedish National Scientific Council on Biological Diversity “Biodiversity, Ecosystem Services and Resilience - Governance for a Future with Global Changes, 2009.
[48] Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 9/2004 om skovbrugsforanstaltninger i forbindelse med politikken for udvikling af landdistrikterne (med Kommissionens svar).
[49] Europa-Parlamentets beslutning af 21. september 2010 om gennemførelsen af EU's lovgivning til bevarelse af biodiversitet (P7_TA (2010) 0325).
[50] Europa-Parlamentets beslutning af 3 . februar 2009 om uberørte naturområder i Europa, P6_TA(2009)0034
[51] IUCN Regional Office for Europe, IUCN Environmental Law Centre, Confederation for European Forest Owners Final report study on the Economic value of groundwater and biodiversity in European forests, 2009.