Mødedokument
31.5.2011
BETÆNKNING
om EU's budgetstøtte til udviklingslande i fremtiden
( 2010/2300(INI) )
Udviklingsudvalget
Ordfører: Charles Goerens
PR_INI
INDHOLD
Side
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING..................................................3
BEGRUNDELSE.......................................................................................................................13
UDTALELSE fra Udenrigsudvalget...........................................................................18
UDTALELSE fra Budgetudvalget...............................................................................22
UDTALELSE fra Budgetkontroludvalget............................................................31
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET..........................................35
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om EU's budgetstøtte til udviklingslande i fremtiden
( 2010/2300(INI) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til forpligtelserne om bistandens størrelse, bistand til de afrikanske lande syd for Sahara og bistandens kvalitet, der blev indgået på G8-topmødet i Gleneagles i 2005 og på alle efterfølgende G8- og G20-møder,
– der henviser til årtusindeerklæringen vedtaget af De Forenede Nationer den 8. september 2000,
– der henviser til Den Europæiske Konsensus om Udvikling[1] og EU's adfærdskodeks for komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitikker[2],
– der henviser til Pariserklæringen om bistandseffektivitet og Accrahandlingsplanen,
– der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det hedder, at "Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene",
– der henviser til artikel 25, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde ("instrumentet for udviklingssamarbejde"[3](DCI)),
– der henviser til artikel 61, stk. 2, i Cotonouaftalen,
– der henviser til sin beslutning af 6. april 2006 om bistandseffektivitet og korruption i udviklingslandene[4],
– der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for 7., 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfond for regnskabsåret 2008[5],
– der henviser til sin beslutning af 3. februar 2011 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde[6],
– der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 11/2010 om Kommissionens forvaltning af generel budgetstøtte i AVS-stater og lande i Latinamerika og Asien,
– der henviser til grønbog fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om EU's budgetstøtte til tredjelande i fremtiden ( KOM(2010)0586 ),
– der henviser til Kommissionens dokument fra 2007 med titlen "Guidelines on the Programming, Design & Management of General Budget Support",
– der henviser til Kommissionens rapport fra 2008 med titlen "Budget support: The effective way to finance development?",
– der henviser til betænkning fra Udvalget om Økonomisk Udvikling, Finanser og Handel i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU om budgetstøtte som middel til at yde officiel udviklingsbistand (ODA) til AVS-landene,
– der henviser til forretningsordenens artikel 48,
– der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelser fra Udenrigsudvalget, Budgetudvalget samt fra Budgetkontroludvalget ( A7-0206/2011 ),
A. der henviser til, at det i henhold til Lissabontraktaten er hovedformålet med EU’s udviklingspolitik at bekæmpe, og på længere sigt udrydde, fattigdommen,
B. der henviser til, at budgetstøtte er blevet et af de vigtigste instrumenter til støtte,
C. der henviser til, at mange donorer betragter generel budgetstøtte og sektorbudgetstøtte som et middel til at fremme partnerlandenes ejerskab over udviklingspolitikken og varige reformprocesser, styrke de nationale kontrolinstitutioner og -systemer og fremme vækst, fattigdomsbekæmpelse og opfyldelsen af udviklingsmål,
D. der henviser til, at en operationel kapacitetsudvikling er nødvendig for overhovedet i første omgang at kunne skabe de nødvendige forudsætninger for programbaserede foranstaltninger – herunder budgetstøtte eller andre modeller,
E. der henviser til, at budgetstøtte gør det muligt at afhjælpe visse svagheder i den traditionelle projekttilgang (høje transaktionsomkostninger, ukoordinerede parallelle systemer) og dermed styrke EU-foranstaltningernes sammenhæng og effektivitet som fastlagt i Lissabontraktaten,
F. der henviser til, at budgetstøtte bør bidrage til at forbedre kvaliteten og effektiviteten af bistanden, med særlig henvisning til principperne om ejerskab og harmonisering, da den politiske dialog mellem donorer og modtagere gør det muligt at skræddersy bidrag til de prioriteringer, som lande har sat i deres nationale strategier til bekæmpelse af fattigdom;
G. der henviser til, at den ”dynamiske tilgang” i budgetstøttens generelle vilkår fortsat er et meget vigtigt instrument til politisk dialog uanset de risici, Revisionsretten har påpeget i sine rapporter om budgetstøtte, men at budgetstøtte under ingen omstændigheder må betragtes som en ”blankocheck”,
H. der henviser til, at alle de forpligtelser, modtagerlandene indgår over for alle deres partnere, til tider kan vanskeliggøre udnyttelsen, da donorerne somme tider opstiller modstridende betingelser,
I. der henviser til, at EU i forbindelse med partnerskabsaftalerne indtil nu i højere grad har beskæftiget sig med krænkelser af menneskerettighederne (”af første generation”) end med krænkelser af de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder (”af anden generation”),
J. der henviser til, at alle donorerne bør rådføre sig med hinanden for at undgå uoverensstemmelser mellem vilkårene,
K. der henviser til, at i henhold til artikel 2, stk. 3, i Lissabontraktaten, er et af Unionens mål at fremme en bæredygtig social markedsøkonomi, og at denne tilgang også gælder for udviklingspolitikken og naboskabspolitikken,
L. der henviser til, at et partnerlands regerings ansvarlighed over for sine borgere med hensyn til budgetforvaltning er afgørende for landets kapacitetsudvikling som følge af dets parlaments kontrol over og civilsamfundets oplysning om de offentlige finanser,
1. glæder sig over Kommissionens initiativ, som er defineret i grønbogen om budgetstøtten, der i første række sigter mod at fremme partnerlandenes udnyttelse af deres eget udviklingspotentiale, og opfordrer til, at de mange tilfælde af uhensigtsmæssig udvikling og pengespild, der er blevet konstateret i forbindelse med budgetstøtten i de senere år på de europæiske skatteyderes bekostning, og som for det meste ikke er blevet straffet, afsløres, og at de fremover underkastes en uafhængig evaluering og passende sanktioner (såsom en forholdsmæssig reduktion ved tildelingen af fremtidige rater);
2. glæder sig over høringsprocessen på EU-plan; håber, at praksis for tildeling af budgetstøtte vil blive objektivt analyseret og forbedret med henblik på at øge effektiviteten;
3. erindrer om, at hovedformålet med EU’s udviklingspolitik ifølge Lissabontraktaten er at nedbringe og udrydde fattigdommen, og understreger, at fattigdom har mange dimensioner, f.eks. en menneskelig, økonomisk, sociokulturel, politisk, kønsmæssig og miljømæssig dimension, og at der skal tages hensyn til alle disse dimensioner i forbindelse med udarbejdelsen af EU’s udviklingspolitik;
4. mener, at EU-støtten bør skabe en reel kvalitetsmæssig forandring i partnerlandene; anerkender, at budgetstøtte er et effektivt redskab til at opfylde dette mål, forudsat at den, ud over at indebære støttebetingelser, anvendes sideløbende med en effektiv politisk og strategisk dialog;
5. understreger, at en sammenhængende politik spiller en afgørende og nødvendig rolle for gennemførelsen af en udviklingspolitik med høj effektivitet; opfordrer endvidere til at lade EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik fokusere på fremme af demokrati og menneskerettigheder, fred og sikkerhed, som alle er centrale betingelser for bæredygtig udvikling; efterlyser mere systematiske bestræbelser på at give højere prioritet til foranstaltninger vedrørende tilpasning til klimaændringer og formindskelse af katastroferisici;
6. er af den opfattelse, at beskatning sikrer en uafhængig kilde til finansiering af bæredygtig udvikling og udgør et vigtigt bindeled mellem regeringer og borgere i udviklingslandene; opfordrer til, at der etableres en levedygtig skatteforvaltning og en omfattende skatteinfrastruktur, der skal udgøre en af de højeste prioriteter for budgetstøtte; anbefaler, at budgetstøttepolitikken omfatter foranstaltninger til bekæmpelse af skattely, skatteunddragelse og ulovlig kapitalflugt;
7. understreger behovet for i givet fald at benytte sektorbudgetstøtte for at fokusere mere på de grundlæggende sociale sektorer, herunder navnlig sundhed, uddannelse, støtte til de mest sårbare og især handicappede;
8. påpeger, at budgetstøtte ikke må anvendes til at styrke EU's særlige økonomiske og strategiske interesser, men til at nå udviklingsmålene i og for udviklingslandene, navnlig at udrydde fattigdom og sult;
9. erindrer om EU’s rolle som banebryder inden for budgetstøtte samt den merværdi, som Kommissionen tilfører takket være sin faglige ekspertise på området;
10. bemærker, at budgetstøtte ikke blot kan forstærke regeringers ansvarlighed, men også koordinationen af donorerne imellem, i kraft af den krævende dialog om budgetspørgsmål; påpeger, at dette er en mulig vej frem for en bedre koordinering med nye donorer;
11. opfordrer Kommissionen til at gøre budgetstøtte til sin primære støtteform og at fremme fastsættelsen af et fælles mål for EU-budgetstøtte;
12. understreger EU's ønske om at lade de andre institutionelle aktører drage fordel af sin erfaring, navnlig i forummet på højt plan om effektiviteten af bistand i Busan;
13. understreger, at den dynamiske tilgang, som Kommissionen og flertallet af ydere af budgetstøtte har valgt, indebærer flere risici, som der skal tages behørigt hensyn til; anmoder Kommissionen om at foretage vurderinger på nationalt plan vedrørende risici og potentielle fordele af budgetstøtte i partnerlandene;
14. anmoder EU om at styre budgetstøtten ved at sætte som mål at udnytte dens komplementaritet samt andre former for bistand;
15. understreger, at det er nødvendigt at styrke Kommissionens kontrolmekanismer og den parlamentariske kontrol samt oplysning af civilsamfundet i de lande, der modtager budgetstøtte; understreger endvidere, at det må være en forudsætning for enhver udbetaling af midler, at der er indført optimale procedurer for kontrol med modtagerlandenes offentlige finansier;
16. påpeger, at klart definerede og velunderbyggede indikatorer, som følges nøje, er en væsentlig forudsætning for at kunne påvise de konkrete resultater af budgetstøtte i tredjelande, og at de relevante budgetmyndigheder regelmæssigt bør modtage opdaterede oplysninger om de indikatorer og retningslinjer, som indvirker på beslutningsprocessen vedrørende budgetstøtte; understreger, at disse indikatorer i højere grad skal være skræddersyede til de enkelte partnerlandes specifikke behov, så man undgår den standardtilgang, Kommissionen har valgt, og som indebærer risiko for at virke mod hensigten;
17. opfordrer til, at budgetstøtte gøres betinget af demokratisk parlamentarisk kontrol af budgettet i modtagerlandene; opfordrer til bred deltagelse af parlamenterne og høring af civilsamfundet i partnerlandene for at sikre, at beslutninger om anvendelsen af budgetstøttemidler træffes på demokratisk vis;
18. opfordrer Kommissionen til, inden budgetstøtten ydes, at sikre, at formålet med interventionen er en del af modtagerlandets nationale programmer, og at principperne for koordinering, komplementaritet og sammenhæng i forhold til de andre donorer respekteres ligesom additionaliteten i forhold til de ressourcer, som tildeles af modtagerlandet;
19. opfordrer Kommissionen til med henblik på at sikre relevansen af EU's budgetstøtte at strømline sit programmerings- og udformningsarbejde ved at forbedre forberedelsen af og dokumentationen for beslutningerne om at iværksætte budgetstøtteaktiviteter; opfordrer Kommissionen til, som følge af begrænsede ressourcer i delegationerne, som ofte begrænser deres muligheder for at udføre visse aktiviteter, at stille tilstrækkeligt kvalificeret personale til rådighed for gennemførelsesprocessen, idet budgetstøtte kræver forskellige analytiske evner inden for området projekt- og programfinansiering;
20. insisterer på den førende rolle, som de nationale parlamenter i modtagerlandene og civilsamfundets organisationer samt de lokale myndigheder bør spille, da de er bedst placeret til at fastlægge de prioriterede sektorer, forberede landestrategidokumenterne og overvåge budgettildelingen; kræver, at de nationale parlamenter vedtager landestrategidokumenter og flerårige budgetter i samråd med civilsamfundet, inden den politiske dialog med donorerne om budgetstøtte finder sted, for at styrke den parlamentariske kontrol;
21. understreger vigtigheden af, at EU’s udviklingsstøtte er effektiv; opfordrer til, at der på EU-plan udformes uafhængige evalueringssystemer og en klagemekanisme for dem, der forbigås af EU-støtten, samt til støtte til nationale ansvarlighedsmekanismer;
22. anmoder Kommissionen om at fremlægge samlede tal for den generelle og sektorspecifikke budgetstøtte til lokal regeringsførelse og til at udforske muligheder og risici i forbindelse med decentralisering af en del af budgetstøtten for at give aktørerne i de lokale regeringer et reelt ejerskab;
23. opfordrer EU til at respektere og fremme udviklingslandenes reelle ejerskab af deres udviklingsstrategi og til at afstå fra at fortrænge nationale politiske beslutningstagere gennem politisk dialog om budgetstøtte, da en sådan tilgang vil undergrave den demokratiske ansvarlighed og bidrage til at afpolitisere den indenrigspolitiske virkelighed;
24. mener, at budgetstøtten bør prioritere de dele af den offentlige forvaltning, der har størst indflydelse på nedbringelsen af fattigdommen, hvilket grundlæggende vil sige ministerierne for sundhed og uddannelse;
25. mener også, at kønsaspektet bør indarbejdes i budgetstøtten, og at dette aspekt bør tages i betragtning gennem hele budgetprocessen ved at fremme dialogen med kvindeforeninger og oprette kønsopdelte indikatorer;
26. understreger, at for at styrke den gensidige ansvarlighed bør Kommissionen styrke sin rolle som mægler mellem regering, parlamentarikere og civilsamfundet, og mener med henblik herpå, at en procentdel af budgetstøtten, der er forbeholdt teknisk bistand til at styrke fagministerierne, også kunne anvendes til at opbygge parlamenternes og civilsamfundets kapacitet, således at de fuldt ud kan varetage deres rolle som tilsynsmyndighed for budgetstøtten;
27. understreger donororganisationernes fremtrædende rolle i at bistå partnerlande med at udvikle deres kapacitet og den positive effekt af støtte til lokale projekter til fattigdomsbekæmpelse, inklusiv vækst og bæredygtig udvikling i partnerlandene;
28. er bekymret over den makroøkonomiske destabilisering og de konsekvenser for den mest sårbare del af befolkningen, som en pludselig standsning af budgetstøtten kunne medføre; foreslår, at der ved en fælles indsats fra donorernes side og i samråd med civilsamfundet og parlamentet i partnerlandet indføres en ordning, hvorefter nedskæringer i udbetalingerne af budgetstøtte foretages gradvist, hvilket kan afbøde virkningerne heraf, fremme den politiske dialog og give mulighed for, at der kan findes samordnede løsninger på de problemer, der opstår;
29. mener, at budgetstøtte lige som programmeret bistand bør betragtes som et overgangsinstrument, og ikke bør hæmme bestræbelserne på at styrke landenes evne til at skaffe sig egne ressourcer, som f.eks. skatter, for at blive uafhængige af bidrag fra tredjelande;
30. opfordrer donorerne til at styrke koordineringen og forudsigeligheden af budgetstøtten og fastholder, at donorerne skal være rede til en langsigtet forpligtelse over for partnerlandene;
31. opfordrer EU til at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at tredjelandene engagerer sig i at investere i en mekanisme, der fremmer deres finansielle stabilitet;
32. insisterer på en effektiv gennemførelse af kravet i artikel 25, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde ("instrumentet for udviklingssamarbejde"(DCI))[7], hvoraf det fremgår, at "Kommissionen vil konsekvent anvende en resultatbaseret tilgang, der tager udgangspunkt i en række resultatindikatorer, og den vil klart definere og overvåge støttebetingelserne og støtte partnerlandenes bestræbelser på at indføre parlamentarisk kontrol og tilsynskapaciteter og forbedre gennemsigtigheden og offentlighedens adgang til informationer"; anmoder indtrængende Kommissionen om at udvide disse bestemmelser til også at omfatte budgetstøtte til modtagerlandene fra den Europæiske Udviklingsfond (AVS-landene), for hvilke - indtil videre - kun de mere tekniske kriterier i artikel 61, stk. 2, i Cotonou-aftalen finder anvendelse;
33. mener, da budgetstøtte er blevet et vigtigt strategisk beslutningselement i Unionens forbindelser med partnerlandene, at artikel 290 i TFEU (delegerede retsakter) bør anvendes på definitionen af betingelserne for støtteberettigelse i forbindelse med denne bistandsform, og at Rådet og Parlamentet som medlovgivere gives fuld medbestemmelse over vedtagelsen, inklusive – om nødvendigt – retten til tilbagekaldelse af delegerede retsakter;
34. erindrer om, at store kapacitetsmangler og navnlig svage forvaltninger kan føre til, at en del udviklingslande ikke får budgetstøtte;
35. er af den opfattelse, at finansieringsafgørelser om budgetstøtte ikke alene skal styres af de forventede fordele, men også af de kort- og langsigtede risici i både donor- og partnerlandene; konstaterer, at Revisionsretten støtter denne vurdering fuldt ud i sin særberetning[8], idet den understreger, at der stadig er behov for at udvikle og indføre en solid ramme for risikoforvaltning;
36. er bekymret over, at Revisionsretten i sin årsberetning for regnskabsåret 2009 om 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfonds aktiviteter konstaterede, at udbetalinger i forbindelse med budgetstøtten var behæftet med mange ikke-kvantificerbare fejl, som skyldtes, at det ikke formaliseret og velstruktureret var påvist, at betingelserne for betalingen var opfyldt; noterer samtidig og glæder sig over, at Revisionsretten inden for rammerne af den 10. EUF bemærkede en væsentlig forbedring, når det drejer sig om at vise, at et projekt er støtteberettiget, som følge af de klarere rammer for vurderingen heraf, som nu anvendes rutinemæssigt;
37. minder om, at offentlige investeringer i offentlige goder, såsom uddannelse, social sikkerhed, infrastruktur og produktionskapacitet, især med hensyn til små landbrug og støtte til lokale markeder, er af afgørende betydning for vellykkede udviklingsstrategier;
38. opfordrer Kommissionen til at sikre, at de specifikke betingelser, der er knyttet til resultatbaserede udbetalinger af variable trancher, klart specificerer indikatorerne, målene, beregningsmetoderne og verifikationskilderne, og at delegationernes rapporter velstruktureret og formaliseret dokumenterer de fremskridt, der er gjort med hensyn til forvaltningen af de offentlige finanser, ved at fastsætte klare kriterier, som disse fremskridt skal måles i forhold til, og ved at beskrive de fremskridt, der er sket, samt årsagerne til, at reformprogrammet eventuelt ikke er blevet gennemført efter planen;
39. opfordrer Kommissionen til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til bekæmpelse af korruption i modtagerlandene, herunder om nødvendigt ved suspendering af udbetalingerne; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at opretholde en tæt og regelmæssig dialog med partnerlandenes regeringer om spørgsmål vedrørende korruption og tage behørigt hensyn til kapacitetsopbygningsbehov i de enkelte modtagerlande med hensyn til ansvarlighed og anti-korruptions-mekanismer;
40. anser bistandsstrømmenes forudsigelighed for at være en af de vigtigste faktorer til at sikre udgifternes kvalitet, eftersom den bevirker, at partnerlandene tør foretage en langsigtet planlægning af deres udgifter og støtte forbedringer inden for sektorpolitikker; går ind for, at en sådan tilgang styrkes af partnerlandenes skattepolitik og anvendelse af nationale indtægter, der på lang sigt bør føre til en mindsket afhængighed af støtte;
41. minder om, at der fortsat er mange lande, der ikke kan få budgetstøtte, fordi der ikke gøres fremskridt med hensyn til forvaltningen af de offentlige finanser;
42. mener, at budgetstøtte bør indfases gradvist i udviklingslande og begynde med et begrænset antal lande, der vil stige, i takt med at partnerlandenes kapacitet forbedres;
43. gentager, at budgetstøtten bør gives som et middel til at nedbringe fattigdommen, herunder til at nå 2015-målene og overholde principper om f.eks. partnerskab, bistandseffektivitet og politisk sammenhæng i udviklingspolitikken; udtrykker sin støtte til resultatorienterede incitamenter, men understreger, at forskellige udbetalingsformer så vidt muligt skal være forudsigelige for at undgå, at de får negativ indflydelse på budgetplanlægningen; gentager, at budgetstøtte kun bør ydes til lande, der opfylder og fastholder minimumsstandarder for politisk ledelse og respekt for menneskerettighederne; understreger, at betingelserne om makroøkonomiske reformer skal være i overensstemmelse med den menneskelige og sociale udvikling;
44. opfordrer udviklingslandene og Kommissionen til at fremme den folkelige deltagelse i udviklingsprocessen i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i Cotonouaftalen samt artikel 19 og 20 i forordning (EF) nr. 1905/2006, navnlig med hensyn til fremme af og samråd med civilsamfundet og de lokale og regionale myndigheder;
45. understreger, at det i forbindelse med bevilling af budgetstøtte til bananeksporterende AVS-lande, der nyder godt af ledsageforanstaltningerne i denne sektor, er vigtigt, at man i den variable rate baseret på indikatorer for regeringsførelse medtager de særlige betingelser i den nye artikel 17a, som Parlamentet foreslår indført i forordning (EF) nr. 1905/2006 i overensstemmelse med sin andenbehandlingsholdning af 3. februar 2011 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. ../2011 om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde[9];
46. kræver, at Kommissionen offentliggør aftalerne med udviklingslande om budgetstøtte og kontrakterne for årtusindudviklingsmålene;
47. understreger, at sektorspecifik budgetstøtte under visse omstændigheder kan være en nyttig midlertidig løsning for at give de berørte regeringer og parlamenter et større eget ansvar for bistandsmidlerne, når disse øremærkes til 2015-målene;
48. mener, at lande med store olie- og mineralressourcer har mulighed for at finansiere deres egen udvikling og bekæmpelse af fattigdom gennem et gennemsigtigt system til skatteinddrivelse og retfærdig omfordeling af rigdom;
49. mener, at kontrakterne for årtusindudviklingsmålene i princippet udgør et eksempel på budgetstøtte af god kvalitet (langsigtet, forudsigelig, fokuseret på de sociale sektorer osv.), der er bundet til resultaterne; anmoder derfor Europa-Kommissionen om i 2011 at offentliggøre en evaluering af kontrakterne for årtusindudviklingsmålene og vurdere muligheden af at udvide dem til et større antal lande;
50. anmoder Kommissionen om i forbindelse med midtvejsrevisionen også at offentliggøre vilkårene og resultatindikatorerne i ”landestrategidokumenterne”; mener, at resultatindikatorerne for budgetstøtte bør baseres på graden af gennemførelse af fattigdomsbekæmpelse og 2015-målene;
51. gentager sine tidligere opfordringer til Kommissionen om at skifte fra kontrol med input til kontrol af resultaterne baseret på indikatorer ved at forbedre rapporteringssystemet, således at der sættes fokus på programmernes effektivitet;
52. konstaterer, at de udviklingspolitiske foranstaltninger i partnerlandene for at være effektive fuldt ud skal tage hensyn til de lokale forhold og respektere EU’s værdier, som fastsat i traktaten, herunder retsstatsprincippet og princippet om demokrati; understreger, at behov fortsat skal være et afgørende kriterium for tildeling af EU’s udviklingsbistand;
53. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til oprette et offentligt register, hvor aftaler om budgetstøtte, procedurer og udviklingsindikatorer opføres transparent med henblik på at styrke de nationale demokratiske institutioner og sikre gensidig kontrol;
54. opfordrer medlemsstaterne til at sikre større sammenhæng i deres indsats på nationalt plan og på EU-plan med hensyn til udviklingsbistand; anmoder medlemsstaterne om at benytte sig af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil med henblik på i højere grad at koordinere deres tiltag med Kommissionen med hensyn til budgetstøtte med henblik på at undgå overlapninger og uoverensstemmelser;
55. minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at de skal tilpasse udviklingssamarbejdet med hinanden og forbedre kravene om ansvarlighed, der er bindende for alle parter;
56. er af den faste overbevisning, at spørgsmålet om Den Europæiske Udviklingsfonds opførelse på budgettet må tages op som led i en tilbundsgående analyse af EU's fremtidige budgetstøtte til tredjelande; er bekendt med den historiske og institutionelle baggrund for den nuværende situation, men mener, at tiden er inde til, at Rådet, medlemsstaterne og AVS-landene erkender, at denne situation bringer EU-budgetstøttens effektivitet og gennemsigtighed samt ansvarligheden i den forbindelse i fare; understreger imidlertid, at en opførelse på budgettet ikke må føre til en reduktion af den samlede finansielle ramme for udviklingspolitikker;
57. opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til i lighed med den praksis, der følges på andre politikområder, til at forbedre koordineringen af deres respektive budgetstøtte til tredjelande for dermed at undgå og/eller forhindre overlapninger, inkonsekvens og mangel på sammenhæng; beklager, at vurderinger viser, at svage politikker, institutioner og systemer for levering af tjenesteydelser på sektorniveau har fået donorerne til at iværksætte projekter ved hjælp af deres egne systemer og anvende en bilateral adfærd, som ikke er samordnet, hvilket er omend endnu mere uacceptabelt på baggrund af de begrænsede midler, der er til rådighed, og hvilket også gør det meget svært for EU at leve op til sine løfter om at sikre en mere forudsigelig støtte; fastholder, at en fokusering på specifikke områder, der giver den største merværdi, bør styre EU's budgetstøtte gennem alle forberedende faser og frem til den endelige "levering";
58. opfordrer Kommissionen til at gøre offentligheden mere bevidst om de risici, der er forbundet med at yde budgetstøtte, men samtidig fremhæve budgetstøttens positive virkninger for partnernes frigørelse;
59. opfordrer EU og medlemsstaterne til fortsat at fremme og bevare deres økonomiske støtte og samtidig give rådgivende støtte til teknokratisk forvaltning af de offentlige finanser;
60. understreger, at formålet med en bedre koordinering er at optimere tildelingen af ressourcer, styrke udvekslingen af bedste praksis og fremme budgetstøttens effektivitet;
61. mener, at Unionen bør anerkende og udnytte den merværdi, den har i kraft af sin store politiske tyngde og den potentielt brede rækkevidde af dens aktiviteter, og således sikre politisk indflydelse, der står i forhold til den ydede finansielle støtte;
62. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
BEGRUNDELSE
1. Indledning
Budgetstøtte er overførsel af finansielle midler fra et eksternt finansieringsorgan til et partnerlands statskasse på betingelse af, at landet opfylder de aftalte betingelser for udbetalingen. Disse finansielle midler indgår i partnerlandets samlede ressourcer og anvendes efterfølgende i overensstemmelse med partnerlandets system til forvaltning af de offentlige finanser.
Man har længe ydet budgetstøtte - lige siden Marshallplanen - men denne støttemetode blev mere udbredt fra 1980'erne og 1990'erne, da Verdensbanken og forskellige former for bilateralt samarbejde begyndte at yde budgetstøtte i form af støtte til betalingsbalancen.
Med en anden bølge af budgetstøtte i perioden 2000 til 2005 blev der indført en ny fælles politik for generel budgetstøtte. Formålet med denne form for budgetstøtte var at støtte partnerlandes politikker og strategier med henblik på at uddybe begreberne ejerskab og styrket partnerskab.
Endelig anses budgetstøtte på nuværende tidspunkt som den mest effektive metode til at nå målene med Paris- og Accradagsordenen. Denne tilgang er baseret på et stærkt lederskab fra regeringens side, fastlæggelse af de to parters forpligtelser, hvordan partnerskabet skal fungere og gensidig ansvarlighed. Endvidere er der sket en øget harmonisering af støtteprocedurerne, -metoderne og -udbetalingerne blandt donorerne.
EU yder kun budgetstøtte til lande, der opfylder følgende tre kriterier for støtteberettigelse: a) en veldefineret national politik og strategi, b) en stabilitetsorienteret makroøkonomisk ramme og c) et troværdigt og relevant program til forbedring af forvaltningen af de offentlige finanser, der skal være indført eller være ved at blive indført.
I perioden 2003-2009 indgik Kommissionen budgetstøtteforpligtelser til en værdi af over 13 mia. EUR (ca. 25 % af de samlede forpligtelser i perioden). Omkring 56 % af forpligtelserne blev indgået til fordel for lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-lande), 24 % vedrørte nabolande, 8 % Asien, 6 % Latinamerika og 5 % Sydafrika.
2. Budgetstøttens virkning: stadig uklare resultater
Det fremgik af vurderingen fra 2006[10] af budgetstøtten i Burkina Faso, Malawi, Mozambique, Nicaragua, Uganda, Rwanda og Vietnam, bestilt af OECD's Komité for Udviklingsbistand, at budgetstøtten har haft en positiv virkning på den effektive styring af de offentlige udgifter og regeringens kapacitet, særlig inden for forvaltningen af de offentlige finanser.
I henhold til evalueringen havde den generelle budgetstøtte en positiv virkning med hensyn til harmonisering og tilpasning og styrkelse af regeringernes ejerskab og ansvarlighed. Endvidere bekræfter nylige uafhængige evalueringer af Kommissionens landeprogrammer generelt støttens relevans og anbefaler dens videreførelse.
I evalueringen blev der imidlertid udtrykt forbehold over for støttens virkning på fattigdomsbekæmpelsen og styrkelse af demokratiet i modtagerlandene. Det har dog generelt været vanskeligt at vurdere budgetstøttens betydning for fattigdomsbekæmpelse og andre årtusindudviklingsmålsindikatorer.
Der er stadig potentielle risici ved budgetstøtte: en mere ustabil støtte, en tungere opfølgning og pinefulde budgetjusteringer ved afbrydelse af støtten. I sidstnævnte tilfælde kan konsekvenserne for fattige befolkninger være katastrofale, særlig hvis visse løbende udgifter vedrørende lærere, sundhedsarbejdere eller indkøb af medicin delvis afhænger af udefra kommende bistand. En suspendering af budgetstøtten i et modtagerland påvirker ligeledes nabolandene.
3. Adgangsbetingelser, som ikke nødvendigvis er sammenhængende
For at være støtteberettiget skal modtagerlandet have nået et tilstrækkeligt ejerskabsniveau med hensyn til bekæmpelse af fattigdom, makroøkonomisk styring, forvaltning af de offentlige finanser og politisk ledelse. Der er konstateret store forskelle i virkeligheden mellem de lande, der modtager budgetstøtte. Ifølge vurderingerne var ejerskabsfølelsen stærk og den makroøkonomiske situation stabil i Uganda, Vietnam og Rwanda, hvorimod den var svag i Malawi, Mozambique og Burkina Faso.
To spørgsmål trænger sig på: For det første, at valget af modtagerlande til budgetstøtte kunne baseres på den tillid, som donorerne har til det politiske personale eller statscheferne på stedet, selv om visse lande ikke er "klar" med hensyn til de fastlagte kriterier. For det andet, at budgetstøtten primært synes at være styret af diplomatiske og (geo)politiske hensyn samt af "personlige" forbindelser, som ikke kommer til offentlighedens kendskab, og hvor den officielle begrundelse er begrænset til tekniske hensyn.
Derfor kan den globale budgetstøtte antage en endnu mere udtalt politisk, ja, endog risikabel karakter.
4. Budgetstøtten og ejerskabet til udviklingsdagsordenen
Pariserklæringen gjorde ejerskab til hjørnestenen i det nye internationale bistandssystem. Men at føre lederskabet og det nødvendige ansvar ud i livet er ikke nødvendigvis det samme som at gøre staterne, de folkevalgte og det civile samfund autonome.
I praksis kan der påvises forskellige ejerskabsniveauer i forhold til den pågældende budgetstøttes særlige egenskaber og det demokratiske systems modenhed og forvaltningen af de offentlige finanser i partnerlandet. Årsagssammenhængen mellem budgetstøtten og ejerskabet er endnu ikke blevet endeligt fastlagt. Forskellige undersøgelser viser, at budgetstøtte ikke ændrer de underliggende politiske realiteter (dette er en urealistisk ambition for enhver form for støtte).
Herudover ser det ud til, at ejerskabet for donorerne begrænser sig til, at de politisk og administrativt ansvarlige i modtagerlandene giver udtryk for en fast og holdbar forpligtelse til budgetreformer og økonomisk ansvar som fastlagt af de internationale finansielle institutioner, bl.a. IMF.
Donorerne har ikke med hensyn til det civile samfund opfyldt deres forpligtelser til systematisk at inddrage parlamentsmedlemmer og repræsentanter for organisationer i det civile samfund i deres dialog med regeringerne i udviklingslandene.
Dette kunne medføre, at der bliver indført "udviklede" stater med et teknisk effektivt embedsmandsstyre. Det fremgår, at det centrale spørgsmål er, "hvordan" ejerskabet kommer til udtryk (lederskab, vist interesse, udvist energi osv.), og at det ikke et spørgsmål om "hvad": Hvad vedrører ejerskabet, hvad indeholder det.
5. Budgetstøtte fra Kommissionen: blandede resultater
En dynamisk tilgang
I et dokument om budgetstøtte fra 2008[11] anfører Kommissionen, at den fortolker betingelserne i artikel 61, stk. 2, i Cotonouaftalen[12] på en "dynamisk måde". Den mener, at de svagheder, som indvirker på forvaltningen af de nuværende offentlige finanser på det tidspunkt, hvor finansieringsafgørelsen træffes, ikke er til hinder for, at der iværksættes et budgetstøtteprogram, hvis viljen til reformer er til stede, og hvis de planlagte reformer anses for at være tilfredsstillende. Nøglekonceptet for Kommissionen er "den retning, som landet følger".
Denne dynamiske fortolkning af betingelserne for støtteberettigelse, og særlig af forvaltningen af de offentlige finanser, kunne øge risikoen på kort sigt. Kommissionen er enig i dette sammen med Revisionsretten, som i sin særberetning nr. 2/2005 samt i sin årsberetning for 2009 anfører, at Kommissionen mere udtrykkeligt, formelt og struktureret skal påvise støtteberettigelsen og resultaterne inden for forvaltningen af de offentlige finanser.
Endvidere fastsætter artikel 25.1, litra b), i instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI), at budgetstøtten skal tildeles, "når partnerlandets forvaltning af offentlige udgifter er tilstrækkelig gennemskuelig, pålidelig og effektiv", og at strategien skal fokusere på "resultaterne og være baseret på resultatindikatorer".
Budgetstøtte og bistandseffektivitet
I forbindelse med den sidste vurdering af Det Europæiske Fællesskabs støtte i 2007 fremsatte Komitéen for Udviklingsbistand (DAC) en række bemærkninger vedrørende budgetstøttens rolle med hensyn til at fremme målene med dagsordenen for bistandseffektivitet. DAC understregede, at:
a) Kommissionen skal afholde sig fra at anvende budgetstøtte til at fremskynde overførsler af midler i forbindelse med den øgede bistandsindsats eller til at nå målet om 50 %.
b) Kommissionen skal undersøge mulighederne for at inddrage organisationer i det lokale civile samfund i overvågningen af udgifterne og budgetstøttens virkning.
c) Parlamentet gør det til et politisk krav kun at yde støtte til lande, som opfylder minimumsstandarder for politisk ledelse og overholdelse af menneskerettighederne.
På den anden side overholder donorerne i visse tilfælde ikke princippet om, at budgetstøtten har forrang frem for projektbistand. En nylig vurdering[13] viser, at de svage politikker, institutioner og systemer for levering af tjenesteydelser på sektorniveau har fået donorerne til at iværksætte projekter ved hjælp af deres egne systemer og anvende en bilateral adfærd, som ikke er samordnet. Denne fremgangsmåde svækker i høj grad de sektorrelaterede politikker, institutioner og systemer for levering af tjenesteydelser, hvilket styrker donorernes oprindelige reaktion i denne situation.
I denne forbindelse kan det navnlig være vanskeligt at forene disse forventninger med gennemførelsen af det mål, som EU har sat sig om at øge sin budgetstøtte og øge støttens forudsigelighed.
6. Ledsageforanstaltninger til styrkelse af den politiske dialog
Et af de centrale punkter i Kommissionens høring er "politikdialogens rolle, betydningen af støttebetingelser og koblingen til indsats og resultater". Kommissionen har i denne fremsat tre grundlæggende idéer:
a) Et partnerlands regerings ansvarlighed over for sine borgere er afgørende for at opnå udviklingsresultater, og budgetstøtte er i princippet underlagt national parlamentarisk kontrol og revisionskontrol.
b) Der er imidlertid hidtil kun sket beskedne forbedringer af den nationale ansvarlighed, navnlig fordi civilsamfundets og parlamenternes evne til at præge og overvåge politiske valg i en åben budgetproces i mange lande stadig er begrænset.
c) Donorer, der er involveret i budgetstøtte, har en stor udfordring i forhold til at støtte de institutioner og systemer, der skal sikre den nationale ansvarlighed.
Parlamentet har i denne forbindelse allerede understreget betydningen af at indføre et system, som systematisk inddrager parlamenterne og det civile samfund i dialogen om politikkerne for bekæmpelse af fattigdom og de årlige revisioner af budgetstøtten.
Dette system bør også muliggøre formidling af oplysninger mellem det civile samfund og offentligheden, således at det civile samfund, universiteterne og de private organisationer kan tilkendegive deres mening under høringer af temagrupper, som er nedsat til overvågning af budgetstøtten.
7. Konklusion
Udviklingsudvalget ønsker, inden det tager endeligt stilling, at Kommissionen uddyber følgende spørgsmål:
§ Er EU som den største yder af udviklingsbistand i stand til at påvirke de andre donorer, særlig IMF og Verdensbanken, således at der kan opnås en fælles helhedsorienteret holdning til betingelserne for tildeling af budgetstøtte?
§ Hvad er modydelserne for de lande, som ikke får budgetstøtte?
§ Tager Kommissionen ved suspendering af budgetstøtten i et land højde for virkningen på den regionale integration af en sådan beslutning?
§ Er budgetstøtte det bedste incitament til en endogen udvikling?
Bilag 1
Liste over lande, som modtog udviklingsbistand i 2009 i form af budgetstøtte, fordelt på finansieringsinstrument
EDF ACP DCI Country EC Contribution Funding instrument Country EC Contribution Funding instrument Benin €51.400.000 EDF Congo (Democratic Republic of the) €26.000.000 DCI - Thema Botswana €60.000.000 EDF Bolivia €7.750.000 DCI - Thema Burkina Faso €55.420.000 EDF Ecuador €26.400.000 DCI - Geo Burundi €14.330.000 EDF El Salvador €37.100.000 DCI - Geo Cape Verde €11.500.000 EDF Georgia €2.000.000 DCI - Thema Central African Republic €12.210.000 EDF Ghana €15.000.000 DCI - Thema Comoros €7.270.000 EDF Guatemala €33.800.000 DCI - Geo Congo (Democratic Republic of the) €22.620.000 EDF Guyana €22.292.000 DCI - Thema Ghana €49.020.000 EDF Haiti €5.800.000 DCI - Thema Grenada €5.290.000 EDF Indonesia €145.000.000 DCI - Geo Guinea-Bissau €14.950.000 EDF Jamaica €16.816.000 DCI - Thema Haiti €37.580.000 EDF Kyrgyzstan €9.000.000 DCI - Geo Jamaica €1.900.000 EDF Malawi €15.900.000 DCI - Thema Liberia €20.200.000 EDF Mauritius €61.984.000 DCI - Thema Malawi €33.890.000 EDF Nepal €13.000.000 DCI - Geo Mali €81.700.000 EDF Peru €60.800.000 DCI - Geo Mauritius €44.990.000 EDF Philippines €36.000.000 DCI - Geo Mozambique €12.110.000 EDF Rwanda €20.155.000 DCI - Thema Niger €6.900.000 EDF Saint Kitts and Nevis €10.425.000 DCI - Thema Rwanda €41.440.000 EDF Seychelles €2.000.000 DCI - Thema Samoa €15.300.000 EDF South Africa €122.680.000 DCI - Geo Seychelles €16.500.000 EDF Tajikistan €7.750.000 DCI - Thema Sierra Leone €18.420.000 EDF Trinidad and Tobago €10.764.000 DCI - Thema Tanzania €389.840.000 EDF Togo €15.000.000 EDF Zambia €30.000.000 EDF
|
Kilde: AIDCO 2009. Beløbene omfatter budgetstøtte og sektorstøtte.
18.4.2011
UDTALELSE fra Udenrigsudvalget
til Udviklingsudvalget
om EU's budgetstøtte til udviklingslande i fremtiden
( 2010/2300(INI) )
Ordfører for udtalelse: Sabine Lösing
FORSLAG
Udenrigsudvalget opfordrer Udviklingsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
1. glæder sig over høringsprocessen på EU-plan; håber, at praksis for tildeling af budgetstøtte vil blive objektivt analyseret og forbedret med henblik på at øge effektiviteten;
2. erindrer om, at hovedformålet med EU’s udviklingspolitik ifølge Lissabontraktaten er at nedbringe og udrydde fattigdommen, understreger, at fattigdom har mange dimensioner, f.eks. en menneskelig, økonomisk, sociokulturel, kønsmæssig, miljømæssig og politisk, og at disse alle skal omfattes af EU’s udviklingspolitik;
3. er enigt i, at budgetstøtte kan bidrage til at skabe mekanismer til bekæmpelse af korruption, hvis betingelserne for en transparent og fuldt ansvarlig budgetforvaltning er til stede, og der er opnået enighed om resultatindikatorer; mener, at den i modsat fald tværtimod kan bidrage til at fremme korruption; understreger betydningen af, om nødvendigt, at hjælpe de offentlige myndigheder og parlamenterne i modtagerlandene med at fremme transparens og god forvaltningsskik og bekæmpe korruption;
4. mener, at budgetstøtte lige som programmeret bistand bør betragtes som et overgangsinstrument, og ikke bør hæmme bestræbelserne på at styrke landenes evne til at skaffe sig egne ressourcer, som f.eks. skatter, for at blive uafhængige af bidrag fra tredjelande;
5. mener, at modtagerlandenes regeringer selv må udforme udviklingsstrategierne i samarbejde med et bredt spektrum af civilsamfundet og de lokale myndigheder og i snævert samarbejde med de internationale donorer, og at disse strategier må godkendes af de nationale parlamenter; mener endvidere, at civilsamfundet, de lokale myndigheder og parlamentarikerne skal inddrages på alle stadier af gennemførelse, overvågning og evaluering af resultaterne, at denne proces skal være transparent og tillade en regelmæssig og effektiv dialog med civilsamfundet, og at dette krav skal være en afgørende betingelse for budgetstøtte;
6. understreger vigtigheden af, at EU’s udviklingsstøtte er effektiv; opfordrer til udformning på EU-plan af uafhængige evalueringssystemer og en klagemekanisme for dem, der modtager EU-støtte, samt til støtte til nationale ansvarlighedsmekanismer;
7. mener, da anvendelse af budgetstøtte er en vigtig strategisk afgørelse i Unionens forbindelser med partnerlandene, at artikel 290 i TFEU (delegerede retsakter) må omfatte definitionen af betingelserne for støtteberettigelse i forbindelse med denne bistandsform og give Rådet og Parlamentet som medlovgivere fuld medbestemmelse over vedtagelsen, inklusive – om nødvendigt – retten til tilbagekaldelse af delegerede retsakter;
8. gentager, at budgetstøtten bør gives som et middel til at nedbringe fattigdommen, herunder til at nå 2015-målene og overholde principper om f.eks. partnerskab, bistandseffektivitet og politisk sammenhæng i udviklingspolitikken; udtrykker sin støtte til resultatorienterede incitamenter, men understreger, at forskellige udbetalingsformer så vidt muligt skal være forudsigelige for at undgå, at de får negativ indflydelse på budgetplanlægningen; gentager, at budgetstøtte kun bør ydes til lande, der opfylder og fastholder minimumsstandarder for politisk ledelse og respekt for menneskerettighederne; understreger, at betingelserne om makroøkonomiske reformer skal være i overensstemmelse med den menneskelige og sociale udvikling;
9. understreger, at sektorspecifik budgetstøtte under visse omstændigheder kan være en nyttig midlertidig løsning for at give de berørte regeringer og parlamenter et større eget ansvar for bistandsmidlerne, når disse øremærkes til 2015-målene;
10. mener, i forbindelse med princippet om eget ansvar i Pariserklæringen, at Europa-Parlamentet altid bør søge at fremme adgangen til grundlæggende uddannelse og grundlæggende sundhedstjenester samt respekten for menneskerettighederne;
11. konstaterer, at effektiviteten af de udviklingspolitiske foranstaltninger i partnerlandene fuldt ud skal tage hensyn til de lokale forhold og respektere EU’s værdier, som fastsat i traktaten, herunder retsstatsprincippet og princippet om demokrati; understreger, at behov fortsat skal være et afgørende kriterium for tildeling af EU’s udviklingsbistand;
12. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til oprette et offentligt register, hvor aftaler om budgetstøtte, procedurer og udviklingsindikatorer opføres transparent med henblik på at styrke de nationale demokratiske institutioner og sikre gensidig kontrol;
13. understreger, at en sammenhængende politik spiller en afgørende og nødvendig rolle for gennemførelsen af en udviklingspolitik med høj effektivitet; konstaterer, at budgetstøtte kun vil få en reel og varig positiv effekt, hvis der handles udviklingsvenligt på andre EU-politiske områder, såsom miljø, energi, klima, handel, landbrug og udenrigs- og sikkerhedspolitik; understreger i denne forbindelse nødvendigheden af, at EU’s handelspolitik bidrager til at skabe lige vilkår og støtte handelskapaciteterne i udviklingslandene, eftersom handel kan være en af de mest effektive drivkræfter for økonomisk vækst og udvikling; opfordrer endvidere til at lade EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik fokusere på fremme af demokrati og menneskerettigheder, fred og sikkerhed, som alle er centrale betingelser for bæredygtig udvikling; efterlyser mere systematiske bestræbelser på at integrere foranstaltninger i forbindelse med tilpasning til klimaændringer og formindskelse af katastroferisici;
14. opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres tilsagn til gradvis at nå det aftalte mål om at anvende 0,7 % af BNP på udviklingssamarbejde.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse | 13.4.2011 |
|
|
| |
Resultat af den endelige afstemning | +: –: 0: | 54 3 0 | |||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer | Gabriele Albertini, Dominique Baudis, Bastiaan Belder, Elmar Brok, Arnaud Danjean, Ana Gomes, Andrzej Grzyb, Anna Ibrisagic, Anneli Jäätteenmäki, Jelko Kacin, Ioannis Kasoulides, Tunne Kelam, Nicole Kiil-Nielsen, Maria Eleni Koppa, Andrey Kovatchev, Paweł Robert Kowal, Wolfgang Kreissl-Dörfler, Eduard Kukan, Krzysztof Lisek, Sabine Lösing, Ulrike Lunacek, Barry Madlener, Mario Mauro, Kyriakos Mavronikolas, Willy Meyer, Francisco José Millán Mon, Alexander Mirsky, María Muñiz De Urquiza, Norica Nicolai, Raimon Obiols, Ria Oomen-Ruijten, Justas Vincas Paleckis, Ioan Mircea Paşcu, Vincent Peillon, Hans-Gert Pöttering, Libor Rouček, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Jacek Saryusz-Wolski, Werner Schulz, Charles Tannock, Inese Vaidere, Kristian Vigenin | ||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere | Elena Băsescu, Véronique De Keyser, Andrew Duff, Roberto Gualtieri, Liisa Jaakonsaari, Elisabeth Jeggle, Agnès Le Brun, Barbara Lochbihler, Jacek Protasiewicz, Judith Sargentini, György Schöpflin, Ivo Vajgl | ||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2 | Marije Cornelissen, Leonardo Domenici, Birgit Schnieber-Jastram | ||||
1.4.2011
UDTALELSE fra Budgetudvalget
til Udviklingsudvalget
om EU's budgetstøtte til udviklingslande i fremtiden
( 2010/2300(INI) )
Ordfører for udtalelse: Anne E. Jensen
FORSLAG
Budgetudvalget opfordrer Udviklingsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
1. er overrasket over den beskedne mængde data og tal vedrørende EU's budgetstøtte, der fremlægges i Kommissionens grønbog herom, og undrer sig over, hvordan parterne og de berørte aktører skal kunne yde et fuldgyldigt bidrag til høringen, når der ikke foreligger fælles data vedrørende tal og tendenser på budgetstøtteområdet;
2. mener, at EU-støtten bør skabe den reelle kvalitetsmæssige forandring i partnerlandene og anerkender, at budgetstøtte er et effektivt redskab til at opfylde dette mål, forudsat at den, ud over at indebære støttebetingelser, anvendes sideløbende med effektive politikker og politisk dialog;
3. mener, at budgetstøtte, hvis den anvendes korrekt, er et meget vigtigt redskab til udvikling, styrkelse af partnerlandenes ejerskab af udviklingsstrategier, styrkelse af regeringernes ansvar og en større forudsigelighed med hensyn til støtten; understreger imidlertid, at budgetstøtten ikke blot skal være en ren finansiel overførsel, men snarere en del af en pakke, der indeholder politisk dialog, resultatvurdering, kapacitetsopbygning og andre støtteforanstaltninger;
4. påpeger, at klart definerede og velunderbyggede indikatorer, som følges nøje, er en væsentlig forudsætning for at kunne påvise de konkrete resultater af budgetstøtte i tredjelande, og at de relevante budgetmyndigheder regelmæssigt bør modtage opdaterede oplysninger om de indikatorer og retningslinjer, som indvirker på beslutningsprocessen vedrørende budgetstøtte; understreger, at disse indikatorer i højere grad skal være skræddersyede til de enkelte partnerlandes specifikke behov, så man undgår den standardtilgang, Kommissionen har valgt, og som indebærer risiko for at virke mod hensigten;
5. er af den opfattelse, at finansieringsafgørelser om budgetstøtte ikke alene skal styres af de forventede fordele, men også af de kort- og langsigtede risici i både donor- og partnerlandene; konstaterer, at Revisionsretten støtter denne vurdering fuldt ud i sin særberetning[14], idet den understreger, at der stadig er behov for at udvikle og indføre en solid ramme for risikoforvaltning;
6. anser bistandsstrømmenes forudsigelighed for at være en af de vigtigste faktorer til at sikre udgifternes kvalitet, eftersom den bevirker, at partnerlandene tør foretage en langsigtet planlægning af deres udgifter og støtte forbedringer inden for sektorpolitikker; går ind for, at en sådan tilgang styrkes af partnerlandenes skattepolitik og anvendelse af nationale indtægter, der på lang sigt bør føre til en mindsket afhængighed af støtte;
7. mener, at en effektiv gensidig ansvarlighed er en hjørnesten i budgetstøtten og en forudsætning for bæredygtighed; mener ikke blot, at regeringerne i både donor- og partnerlande bør udvise fuld ansvarlighed på nationalt plan, men også at det er lige så vigtigt, at begge parters regeringer, parlamentarikere og borgere står til ansvar over for deres respektive modparter; mener i den forbindelse, at der bør gøres en yderligere indsats for at øge offentlighedens bevidsthed i såvel donor- som partnerlande om budgetstøttens sigte og resultater;
8. understreger, at et partnerlands regerings ansvarlighed over for sine borgere er afgørende for at opnå udviklingsresultater; bemærker, at der hidtil kun er sket beskedne forbedringer af den nationale ansvarlighed, til dels fordi civilsamfundet og parlamenterne i mange lande mangler kapaciteten til at præge og overvåge politiske valg som led i en åben budgetproces; opfordrer derfor til, at det indføres, at de nationale parlamenter og civilsamfundet systematisk inddrages i den politiske dialog om fattigdomsbekæmpelse og i årlige revisioner af budgetstøtten;
9. fremhæver nødvendigheden af at håndtere svig og korruption, idet det anser disse faktorer for at udgøre en særlig alvorlig trussel mod udviklingsmålene og budgetstøttens effektivitet, der kan undergrave den legitimitet, hvormed budgetstøtten anvendes;
10. er af den faste overbevisning, at spørgsmålet om Den Europæiske Udviklingsfonds opførelse på budgettet må tages op som led i en tilbundsgående analyse af EU's fremtidige budgetstøtte til tredjelande; er bekendt med den historiske og institutionelle baggrund for den nuværende situation, men mener, at tiden er inde til, at Rådet, medlemsstaterne og AVS-landene erkender, at denne situation bringer EU-budgetstøttens effektivitet og gennemsigtighed samt ansvarligheden i den forbindelse i fare; understreger imidlertid, at en opførelse på budgettet ikke må føre til en reduktion af den samlede finansielle ramme for udviklingspolitikker;
11. påpeger, at EU vejer tungere på internationalt niveau end summen af dets enkelte medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til i lighed med den praksis, der følges på andre politikområder, at forbedre koordineringen af deres respektive budgetstøtte til tredjelande for dermed at undgå og/eller forhindre overlapninger, inkonsekvens og mangel på sammenhæng; beklager, at vurderinger viser, at svage politikker, institutioner og systemer for levering af tjenesteydelser på sektorniveau har fået donorerne til at iværksætte projekter ved hjælp af deres egne systemer og anvende en bilateral adfærd, som ikke er samordnet, hvilket er omend endnu mere uacceptabelt på baggrund af de begrænsede midler, der er til rådighed, og hvilket også gør det meget svært for EU at leve op til sine løfter om at sikre en mere forudsigelig støtte; fastholder, at en fokusering på specifikke områder, der giver den største merværdi, bør styre EU's budgetstøtte gennem alle forberedende faser og frem til den endelige "levering";
12. understreger, at formålet med en bedre koordinering er at optimere tildelingen af ressourcer, styrke udvekslingen af bedste praksis og fremme budgetstøttens effektivitet;
13. mener, at Unionen bør anerkende og udnytte den merværdi, den har i kraft af sin store politiske tyngde og den potentielt brede rækkevidde af dens aktiviteter, og således sikre politisk indflydelse, der står i forhold til den ydede finansielle støtte.
BILAG 1
BUDGETSTØTTE FRA DEN EUROPÆISKE UDVIKLINGSFOND
FORPLIGTELSER OG PROGRAMMERING
I AVS-LANDE INDTIL UDGANGEN AF 2009
Land | 9. EUF (2003-2007) Forpligtelser | 10. EUF (2008-2013) programmering | 10. EUF (2008-2013) forpligtelser | ||||
GBS | SBS | GBS | SBS | GBS | SBS | ||
Barbados |
| 10 500 000 |
| 8 300 000 |
|
| |
Burkina Faso | 197 000 000 | 2 000 000 | 320 000 000 | 75 000 000 | 325 620 000 | 50 000 000 | |
Burundi | 84 120 000 |
| 90 000 000 |
| 68 700 000 |
| |
Benin | 92 580 000 | 97 000 000 | 100 000 000 | 75 600 000 | 76 900 000 | 25 000 000 | |
Bahamas |
|
| 4 200 000 |
|
|
| |
Botswana |
| 51 416 000 |
| 62 000 000 |
| 60 000 000 | |
Belize |
|
|
| 10 000 000 |
|
| |
Congo (RDC) | 106 000 000 |
|
|
| 22 620 000 |
| |
Den Centralafrikanske Republik | 18 530 000 |
| 34 000 000 |
| 29 210 000 |
| |
Congo (Brazzaville) | 30 450 000 |
|
|
|
|
| |
Kap Verde | 21 225 000 |
| 33 000 000 |
| 16 300 000 | 11 500 000 | |
Dominica |
| 10 780 000 | 4 600 000 |
|
|
| |
Den Dominikanske Republik | 38 000 000 | 48 200 000 | 91 300 000 | 53 700 000 |
|
| |
Etiopien | 58 273 703 | 162 464 024 | 195 000 000 | 200 000 000 |
| 200 000 000 | |
Falklandsøerne |
| 4 547 116 |
|
|
|
| |
Gabon |
|
|
| 10 000 000 |
|
| |
Grenada |
| 10 000 000 |
| 5 000 000 | 5 290 000 |
| |
Ghana | 111 000 000 | 5 000 000 | 175 000 000 | 83 000 000 | 216 020 000 | 8 000 000 | |
Gambia |
|
| 22 000 000 |
|
|
| |
Guinea-Bissau | 18 100 000 |
| 32 000 000 |
| 32 950 000 |
| |
Guyana | 41 196 379 |
| 30 200 000 | 14 800 000 |
|
| |
Haiti | 36 200 000 |
| 48 000 000 | 10 000 000 | 64 580 000 |
| |
Jamaica | 32 550 000 | 12 250 000 | 60 500 000 | 33 000 000 | 41 900 000 | 33 000 000 | |
Kenya | 125 000 000 |
| 126 800 000 | 66 400 000 |
|
| |
Comorerne |
| 16 465 000 |
|
| 7 270 000 |
| |
Saint Lucia |
|
|
| 6 900 000 |
|
| |
Liberia | 3 500 000 |
| 20 200 000 |
| 27 000 000 |
| |
Land | 9. EUF (2003-2007) forpligtelser | 10. EUF (2008-2013) programmering | 10. EUF (2008-2013) forpligtelser | ||||
GBS | SBS | GBS | SBS | GBS | SBS | ||
Lesotho |
|
| 53 800 000 |
| 26 000 000 |
| |
Madagaskar | 129 500 000 |
| 170 000 000 | 160 000 000 | 90 000 000 |
| |
Mali | 156 530 000 | 87 000 000 | 150 000 000 | 106 500 000 | 155 700 000 |
| |
Mauretanien |
|
| 38 000 000 | 29 000 000 |
|
| |
Montserrat |
| 17 200 000 |
|
|
|
| |
Mauritius | 28 552 531 | 44 357 000 | 43 500 000 |
| 44 990 000 | 16 600 000 | |
Malawi | 85 500 000 |
| 175 000 000 | 60 000 000 | 123 890 000 |
| |
Mozambique | 149 922 000 | 92 700 000 | 311 000 000 | 181 200 000 | 315 110 000 | 30 000 000 | |
Namibia |
| 85 000 000 |
| 60 200 000 |
|
| |
Ny Kaledonien |
| 21 500 000 |
|
|
|
| |
Niger | 181 000 000 |
| 150 000 000 | 135 000 000 | 93 000 000 | 15 000 000 | |
Saint Pierre og Miquelon |
| 12 810 000 |
|
|
|
| |
Rwanda | 101 764 000 |
| 175 000 000 | 35 000 000 | 184 440 000 | 78 800 000 | |
Seychellerne |
|
| 7 500 000 |
| 15 500 000 |
| |
Saint Helena |
| 15 590 000 |
|
|
|
| |
Sierra Leone | 62 000 000 |
| 90 000 000 | 10 000 000 | 64 820 000 |
| |
Senegal | 53 000 000 |
| 133 000 000 | 25 000 000 | 75 000 000 |
| |
São Tomé og Príncipe |
|
|
| 13 300 000 |
|
| |
Turks- og Caicosøerne | 14 635 000 |
|
|
|
|
| |
Tchad | 23 800 000 |
|
|
|
|
| |
Togo | 5 000 000 |
| 32 000 000 |
| 32 500 000 |
| |
Trinidad og Tobago |
| 27 300 000 |
| 24 300 000 |
|
| |
Tanzania | 201 000 000 | 43 500 000 | 305 000 000 | 139 000 000 | 314 840 000 | 70 000 000 | |
Uganda | 92 000 000 | 17 500 000 | 175 000 000 | 55 000 000 | 175 000 000 |
| |
Saint Vincent og Grenadinerne |
|
|
| 6 200 000 |
|
| |
Vanuatu | 4 750 000 |
| 8 600 000 |
|
|
| |
Samoa |
|
|
| 25 500 000 |
| 15 300 000 | |
Zambia | 179 000 000 | 93 000 000 | 232 000 000 | 136 000 000 | 255 000 000 | 35 000 000 | |
I ALT | 2 481 678 612 | 988 079 139 | 3 636 200 000 | 1 914 900 000 | 2 900 150 000 | 648 200 000 | |
GBS: generel budgetstøtte (støtte til et lands nationale udviklingsstrategi)
SBS: sektorbudgetstøtte (støtte til en bestemt sektor)
Kilde: Revisionsrettens særberetning nr. 11/2010.
BILAG 2
BUDGETSTØTTE
FRA INSTRUMENTET FOR UDVIKLINGSSAMARBEJDE
FORPLIGTELSER I LANDE I ASIEN OG LATINAMERIKA
2002-2009
Land | GBS | SBS | I ALT | ||
Bangladesh | 0 | 105 000 000 | 105 000 000 | ||
Bolivia | 0 | 96 500 000 | 96 500 000 | ||
Ecuador | 0 | 54 600 000 | 54 600 000 | ||
Guatemala | 0 | 33 800 000 | 33 800 000 | ||
Honduras | 60 500 000 | 34 000 000 | 94 500 000 | ||
Indonesien | 0 | 145 000 000 | 145 000 000 | ||
Indien | 0 | 340 000 000 | 340 000 000 | ||
Kirgisistan | 0 | 65 000 000 | 65 000 000 | ||
Cambodja | 23 100 000 | 30 000 000 | 53 100 000 | ||
Laos | 16 200 000 | 0 | 16 200 000 | ||
Nicaragua | 75 500 000 | 92 900 000 | 168 400 000 | ||
Nepal | 0 | 38 000 000 | 38 000 000 | ||
Peru | 0 | 60 800 000 | 60 800 000 | ||
Filippinerne | 0 | 59 000 000 | 59 000 000 | ||
Pakistan | 0 | 109 000 000 | 109 000 000 | ||
Paraguay | 24 000 000 | 54 000 000 | 78 000 000 | ||
El Salvador | 37 000 000 | 37 100 000 | 74 100 000 | ||
Tadsjikistan | 0 | 43 000 000 | 43 000 000 | ||
Uruguay | 0 | 8 000 000 | 8 000 000 | ||
Vietnam | 102 000 000 | 16 000 000 | 118 000 000 | ||
I ALT | 338 300 000 | 1 421 700 000 | 1 760 000 000 | ||
|
|
| Fordelingen er som følger: | ||
|
| 2002-2006, fra ALA: 810 125 000 | |||
|
| 2007-2009, fra DCI: 949 875 000 | |||
GBS: generel budgetstøtte (støtte til et lands nationale udviklingsstrategi)
SBS: sektorbudgetstøtte (støtte til en bestemt sektor)
Kilde: Revisionsrettens særberetning nr. 11/2010.
BILAG 3
UDBETALINGER AF BUDGETSTØTTE I 2009
FRA EUF- OG EU-BUDGETTET (DCI)
mio. EUR
REGION | Samlet budgetstøtte | GBS | SBS | ||
Beløb | % af samlet BS | Beløb | % af samlet BS | ||
AVS i % af BS til alle regioner | 1 009,0 61 % | 755,1 97 % | 75 %
| 253,9 29 % | 25 %
|
LATINAMERIKA i % af BS til alle regioner | 121,8 7 % | 6,5 1 % | 5 %
| 115,3 13 % | 95 %
|
ASIEN i % af BS til alle regioner | 112,0 7 % | 16,0 2 % | 14 %
| 96,0 11 % | 86 %
|
ENPI i % af BS til alle regioner | 415,0 25 % | 0,0 0 % | 0 %
| 415,0 47 % | 100 %
|
I ALT i % af BS til alle regioner | 1 657,8 100 % | 777,6 100 % | 47 %
| 880,2 100 % | 53 %
|
GBS: generel budgetstøtte (støtte til et lands nationale udviklingsstrategi)
SBS: sektorbudgetstøtte (støtte til en bestemt sektor)
Kilde: GD DEVCO, Europa-Kommissionen.
BILAG 4
SAMMENHÆNG MELLEM GBS-TILDELINGER OG KOMMISSIONENS VURDERING AF RISIKOEN FOR MANGLENDE UDNYTTELSE AF GBS SOM FØLGE AF MANGLENDE OVERHOLDELSE AF TILDELINGSKRITERIERNE
|
|
LAV RISIKO
| MELLEMSTOR RISIKO | HØJ RISIKO |
Antal AVS-lande med budgetstøtteprogrammer planlagt i deres nationale vejledende program for den 10. EUF
| 20 | 14 | 8 | |
Antal AVS-lande uden budgetstøtteprogrammer planlagt i deres nationale vejledende program for den 10. EUF
| 0 | 8 | 18 | |
Budgetstøtte i % af det nationale vejledende program for den 10. EUF
| Gennemsnit | 73,0 % | 63,2 % | 35,0 % |
Lavest | 48,1 % | 39,6 % | 19,9 % | |
Højest | 89,4 % | 95,3 % | 84,7 % | |
Kilde: Revisionsrettens særberetning nr. 11/2010.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse | 31.3.2011 |
|
|
| |
Resultat af den endelige afstemning | +: –: 0: | 25 3 0 | |||
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer | Marta Andreasen, Francesca Balzani, Reimer Böge, Lajos Bokros, Giovanni Collino, Jean-Luc Dehaene, James Elles, Göran Färm, José Manuel Fernandes, Carl Haglund, Lucas Hartong, Monika Hohlmeier, Sergej Kozlík, Jan Kozłowski, Alain Lamassoure, Giovanni La Via, Vladimír Maňka, Claudio Morganti, Nadezhda Neynsky, Miguel Portas, László Surján, Angelika Werthmann, Jacek Włosowicz | ||||
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere | Maria Da Graça Carvalho, Gerben-Jan Gerbrandy, Jan Olbrycht, Peter Šťastný | ||||
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2 | Ivo Vajgl | ||||
31.3.2011
UDTALELSE fra Budgetkontroludvalget
til Udviklingsudvalget
om EU's budgetstøtte til udviklingslande i fremtiden
( 2010/2300(INI) )
Ordfører for udtalelse: Bart Staes
FORSLAG
Budgetkontroludvalget opfordrer Udviklingsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
1. er klar over, at budgetstøtte er et kontroversielt debatteret udviklingsinstrument, der indebærer muligheder og udfordringer; anerkender, at den respekterer principperne for udvikling ved at øge ejerskabet og ved at skabe en bedre dialog mellem partnere og donorer og har den fordel at være forbundet med lave transaktionsomkostninger, samtidig med at den indebærer en risiko for misbrug og uønsket anvendelse af midler, når modtagerlandenes forvaltning af offentlige finanser ikke er tilstrækkelig gennemsigtig, ansvarlig og effektiv; understreger, at budgetstøtte ikke er det rigtige svar på enhver situation og aldrig bør opfattes som den eneste mulighed;
2. opfordrer Kommissionen til, inden budgetstøtten ydes, at sikre, at formålet med interventionen er en del af modtagerlandets nationale programmer, og at principperne for koordinering, komplementaritet og sammenhæng i forhold til de andre donorer respekteres ligesom additionaliteten i forhold til de ressourcer, som tildeles af modtagerlandet;
3. opfordrer Kommissionen til med henblik på at sikre relevansen af EU's budgetstøtte at strømline sit programmerings- og udformningsarbejde ved at forbedre forberedelsen og dokumentationen af beslutningerne om at iværksætte budgetstøtteaktiviteter og opfordrer Kommissionen til, som følge af begrænsede ressourcer i delegationer som ofte begrænser deres muligheder for at udføre visse aktiviteter, at stille tilstrækkeligt kvalificeret personale til rådighed for gennemførelsesprocessen, idet budgetstøtte kræver andre analytiske evner end arbejdet i forbindelse med projekt- og programfinansiering;
4. opfordrer Kommissionen til at formulere målene på en måde, som gør det muligt at måle programmernes effektivitet og holde Kommissionen ansvarlig; opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage behørigt hensyn til de enkelte modtagerlandes prioriterede behov for kapacitetsopbygning;
5. gentager sine tidligere opfordringer til Kommissionen om at skifte fra kontrol med input til kontrol af resultaterne baseret på indikatorer ved at forbedre rapporteringssystemet, således at der sættes fokus på programmernes effektivitet;
6. opfordrer Kommissionen til at indføre et effektivt risikostyringssystem for at reducere risici, der er forbundet med budgetstøtteprogrammerne, i forvaltningen af de offentlige finanser;
7. er bekymret over, at Revisionsretten (Retten) i sin årsberetning for regnskabsåret 2009 om 8., 9. og 10. Europæiske Udviklingsfonds aktiviteter konstaterede, at budgetstøtten var behæftet med mange ikke-kvantificerbare fejl, som skyldtes, at det ikke formaliseret og velstruktureret var påvist, at betingelserne for betalingen var opfyldt; noterer samtidig og glæder sig over, at Revisionsretten inden for rammerne af den 10. EUF bemærkede en væsentlig forbedring, når det drejer sig om at vise, at et projekt er støtteberettiget, som følge af de klarere rammer for vurderingen heraf, som nu anvendes rutinemæssigt;
8. opfordrer Kommissionen til at sikre, at de specifikke betingelser, der er knyttet til resultatbaserede udbetalinger af variable trancher, klart specificerer indikatorerne, målene, beregningsmetoderne og verifikationskilderne, og at delegationernes rapporter velstruktureret og formaliseret dokumenterer de fremskridt, der er gjort med hensyn til forvaltningen af de offentlige finanser, ved at fastsætte klare kriterier, som disse fremskridt skal måles i forhold til, og ved at beskrive de fremskridt, der er sket, samt årsagerne til, at reformprogrammet eventuelt ikke er blevet gennemført efter planen;
9. opfordrer Kommissionen til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til bekæmpelse af korruption i modtagerlandene, herunder om nødvendigt ved suspendering af udbetalingerne; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at opretholde en tæt og regelmæssig dialog med partnerlandenes regeringer om spørgsmål vedrørende korruption og tage behørigt hensyn til kapacitetsopbygningsbehov i de enkelte modtagerlande med hensyn til ansvarlighed og anti-korruptions-mekanismer; bemærker, at blandt de 27 AVS-lande, der ikke befinder sig i en udsat situation, og for hvilke der er planlagt generel budgetstøtte i landestrategipapirerne for den 10. EUF, er 12 klassificeret i indekset i 2009 for iagttaget korruption af Transparency International som havende "omsiggribende korruption", og at ud af de seks latinamerikanske og asiatiske lande med programmer for generel budgetstøtte har fem af dem den samme klassifikation;
10. fremfører igen, at inddragelse af de nationale parlamenter, civilsamfundet og de lokale myndigheder i partnerlandene er en forudsætning for at opnå et reelt ejerskab af processen, og gentager sin opfordring til Kommissionen om at gøre sit yderste for at forbedre dialogen med disse organer i forbindelse med alle stadier i programmeringsprocessen.
11. insisterer i denne forbindelse på en effektiv gennemførelse af kravet i artikel 25, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI forordningen)[15], hvori det hedder, at "Kommissionen vil konsekvent anvende en resultatbaseret tilgang, der tager udgangspunkt i en række resultatindikatorer, og den vil klart definere og overvåge støttebetingelserne og støtte partnerlandenes bestræbelser på at indføre parlamentarisk kontrol og tilsynskapaciteter og forbedre gennemsigtigheden og offentlighedens adgang til informationer", og opfordrer Kommissionen til at udvide disse bestemmelser til at omfatte budgetstøtte til modtagerlandene fra den Europæiske Udviklingsfond (AVS-landene), for hvilke - indtil videre - kun de mere tekniske kriterier i artikel 61, stk. 2, i Cotonou-aftalen finder anvendelse.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse | 28.3.2011 |
|
|
| |
Resultat af den endelige afstemning | +: –: 0: | 15 1 0 | |||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer | Marta Andreasen, Jean-Pierre Audy, Inés Ayala Sender, Jorgo Chatzimarkakis, Luigi de Magistris, Tamás Deutsch, Martin Ehrenhauser, Jens Geier, Gerben-Jan Gerbrandy, Ingeborg Gräßle, Ville Itälä, Cătălin Sorin Ivan, Iliana Ivanova, Elisabeth Köstinger, Monica Luisa Macovei, Bart Staes | ||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere | Monika Hohlmeier, Véronique Mathieu, Derek Vaughan | ||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2 | Karin Kadenbach, Evgeni Kirilov, Brian Simpson | ||||
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse | 25.5.2011 |
|
|
|
Resultat af den endelige afstemning | +: –: 0: | 23 4 0 | ||
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer | Thijs Berman, Corina Creţu, Nirj Deva, Leonidas Donskis, Charles Goerens, Catherine Grèze, Franziska Keller, Miguel Angel Martínez Martínez, Norbert Neuser, Bill Newton Dunn, Maurice Ponga, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Alf Svensson, Eleni Theocharous, Patrice Tirolien, Ivo Vajgl, Anna Záborská, Iva Zanicchi, Gabriele Zimmer | |||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere | Kriton Arsenis, Santiago Fisas Ayxela, Isabella Lövin, Csaba Őry, Åsa Westlund | |||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2 | Ashley Fox, Göran Färm | |||