Mødedokument
12.7.2012
*
BETÆNKNING
om forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (omarbejdning)
( COM(2011)0714 – C7‑0516/2011 – 2011/0314(CNS) )
Økonomi- og Valutaudvalget
Ordfører: Ildikó Gáll-Pelcz
(Omarbejdning – Forretningsordenens artikel 87)
PR_CNS_art55am
Tegnforklaring |
* Høringsprocedure *** Godkendelsesprocedure ***I Almindelig lovgivningsprocedure (førstebehandling) ***II Almindelig lovgivningsprocedure (andenbehandling) ***III Almindelig lovgivningsprocedure (tredjebehandling)
(Proceduren afhænger af, hvilket retsgrundlag der er valgt i udkastet til retsakt) |
Ændringsforslag til et udkast til retsakt |
I Parlamentets ændringsforslag er ændringer i udkastet til retsakt markeret med fede typer og kursiv. Kursivering uden fede typer er en oplysning til de tekniske tjenestegrene, som vedrører elementer i udkastet til retsakt, der foreslås rettet ved affattelsen af den endelige tekst (f.eks. materielle fejl eller manglende tekst i en sprogversion). De foreslåede rettelser skal godkendes af de berørte tekniske tjenestegrene.
Informationsblokken til ethvert ændringsforslag, der angår en eksisterende retsakt, som udkastet til retsakt har til formål at ændre, indeholder en tredje og en fjerde linje, hvori det er anført, hvilken eksisterende retsakt og hvilken bestemmelse heri der er berørt. Passager fra en bestemmelse i en eksisterende retsakt, som ikke er medtaget i udkastet til retsakt, men som Parlamentet ønsker at ændre, er markeret med fede typer. Hvis Parlamentet ønsker, at tekst i sådanne passager skal udgå, er dette markeret med [...].
|
INDHOLD
Side
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING.....5
BEGRUNDELSE.......................................................................................................................13
BILAG: SKRIVELSE FRA RETSUDVALGET.........................................................................14
BILAG: UDTALELSE FRA DEN RÅDGIVENDE GRUPPE BESTÅENDE AF DE JURIDISKE TJENESTER I EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN 16
PROCEDURE...........................................................................................................................17
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING
om forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (omarbejdning)
( COM(2011)0714 – C7‑0516/2011 – 2011/0314(CNS) )
(Særlig lovgivningsprocedure - høring - omarbejdning)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens forslag til Rådet ( COM(2011)0714 ),
– der henviser til artikel 115 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7-0516/2011),
– der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter[1],
– der henviser til skrivelse af 6. marts 2012 fra Retsudvalget til Økonomi- og Valutaudvalget, jf. forretningsordenens artikel 87, stk. 3;
– der henviser til forretningsordenens artikel 87 og 55,
– der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget ( A7-0227/2012 ),
A. der henviser til, at dette forslag ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden indholdsmæssige ændringer,
1. godkender Kommissionens forslag som tilpasset efter henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen og som ændret i det nedenstående;
2. opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;
3. opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;
4. anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;
5. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter;
Ændringsforslag 1
Forslag til direktiv
Betragtning 1
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
(1) Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater er blevet ændret ved flere lejligheder. Da der skal foretages yderligere ændringer, bør direktivet af klarhedshensyn omarbejdes. | (1) Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater er blevet ændret ved flere lejligheder. Da der skal foretages yderligere ændringer, bør direktivet af klarhedshensyn omarbejdes. Den 19. april 2012 opfordrede Europa-Parlamentet til, at der indføres konkrete måder at bekæmpe skattesvig og skatteunddragelse på, og påpegede samtidig skatteunddragelse via hybride finansielle instrumenter og opfordrede medlemsstaterne til at sikre et gnidningsløst samarbejde og koordinering mellem deres skattesystemer for at undgå utilsigtet skattefritagelse og skatteunddragelse. |
Ændringsforslag 2
Forslag til direktiv
Betragtning 1 a (ny)
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
| (1a) Vedvarende og omfattende offentlige underskud er tæt forbundne med den nuværende samfundsmæssige, økonomiske og finansielle krise. Skattekonkurrence mellem medlemsstaterne er samtidig en vigtig faktor, der hindrer en holdbar konsolidering af de nationale budgetter. Kommissionen bør derfor fremlægge forslag om rettidig indførelse af en minimumssats for selskabsskatter. En sådan minimumssats ville begrænse skattekonkurrencen og derfor styrke medlemsstaternes frihed til at beskatte selskaber. Nærhedsprincippet ville dermed ikke blive påvirket negativt. |
Ændringsforslag 3
Forslag til direktiv
Betragtning 4
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
(4) Den mest hensigtsmæssige måde at fjerne førnævnte formaliteter og problemer på og samtidig sikre, at nationale og tværnationale transaktioner behandles skattemæssigt ens, er at ophæve beskatningen af renter og royalties i den medlemsstat, hvor de opstår, uanset om beskatningen sker ved indeholdelse ved kilden eller ved skatteansættelse; det er især nødvendigt at ophæve sådanne skatter i forbindelse med betalinger mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater samt mellem sådanne selskabers faste driftssteder. | (4) Den mest hensigtsmæssige måde at fjerne førnævnte formaliteter og problemer på og samtidig sikre, at nationale og tværnationale transaktioner behandles skattemæssigt ens, er at ophæve beskatningen af renter og royalties i den medlemsstat, hvor de opstår, uanset om beskatningen sker ved indeholdelse ved kilden eller ved skatteansættelse; det er især nødvendigt at ophæve sådanne skatter i forbindelse med betalinger mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater samt mellem sådanne selskabers faste driftssteder med henblik på at sikre en forenklet og mere gennemsigtig beskatningsordning. |
Ændringsforslag 4
Forslag til direktiv
Betragtning 5
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
(5) Det må sikres, at renter og royalties beskattes én gang i en medlemsstat, og at fordelene i henhold til direktivet kun bør gælde, når indkomsten afledt af betalingen reelt er undergivet beskatning i det modtagende selskabs medlemsstat eller i den medlemsstat, hvor modtagerens faste driftssted er beliggende. | (5) Det må sikres, at renter og royalties beskattes én gang i en medlemsstat, og at fordelene i henhold til direktivet kun bør gælde, når indkomsten afledt af betalingen reelt er undergivet beskatning i det modtagende selskabs medlemsstat eller i den medlemsstat, hvor modtagerens faste driftssted er beliggende, uden at der er mulighed for skattefritagelse eller erstatning eller substitution ved betaling af andre skatter.
|
Ændringsforslag 5
Forslag til direktiv
Betragtning 12
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
(12) Medlemsstaterne må ikke afskæres fra at træffe passende foranstaltninger til bekæmpelse af svig og misbrug. | (12) Det er desuden nødvendigt at træffe passende foranstaltninger for ikke at afskære medlemsstaterne fra at bekæmpe skattesvig, skatteunddragelse og misbrug. |
Ændringsforslag 6
Forslag til direktiv
Betragtning 20 a (ny)
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
| (20 a) For at sikre en gnidningsløs og omkostningseffektiv gennemførelse af dette direktivs bestemmelser bør virksomhederne udarbejde deres årsregnskaber og alle relevante skattemæssige oplysninger i formatet eXtensible Business Reporting Language (XBRL). |
Ændringsforslag 7
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 1
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
1. Betalinger af renter eller royalties, der opstår i en medlemsstat, fritages for enhver form for skat i denne medlemsstat, hvad enten den opkræves ved indeholdelse ved kilden eller ved skatteansættelse, forudsat at den retmæssige ejer af de pågældende renter eller royalties er et selskab i en anden medlemsstat eller et fast driftssted beliggende i en anden medlemsstat og tilhørende et selskab i en medlemsstat og reelt beskattes af indkomst, der er afledt af disse betalinger i den anden medlemsstat. | 1. Betalinger af renter eller royalties, der opstår i en medlemsstat, fritages for enhver form for skat i denne medlemsstat, hvad enten den opkræves ved indeholdelse ved kilden eller ved skatteansættelse, forudsat at den retmæssige ejer af de pågældende renter eller royalties er et selskab i en anden medlemsstat eller et fast driftssted beliggende i en anden medlemsstat og tilhørende et selskab i en medlemsstat og reelt beskattes af indkomst, der er afledt af disse betalinger i den anden medlemsstat, til en sats, som ikke er under 70 % af den i medlemsstaterne gældende gennemsnitlige lovbestemte selskabsskattesats, uden at der er mulighed for skattefritagelse eller erstatning eller substitution ved betaling af andre skatter. Betaling af renter eller royalties fritages ikke i den medlemsstat, i hvilken de opstår, hvis betalingen er fritaget for beskatning i henhold til den nationale skattelov, som den retmæssige ejer henhører under, på grund af en anden klassificering af betalingen (hybride instrumenter) eller en anden klassificering af betaler og modtager (hybride enheder). |
Ændringsforslag 8
Forslag til direktiv
Artikel 1 – stk. 3
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
3. Et fast driftssted anses kun for at være betaler af renter eller royalties, hvis betalingerne udgør en udgift, der er opstået i forbindelse med det faste driftssteds aktivitet. | 3. Et fast driftssted anses kun for at være betaler af renter eller royalties, hvis betalingerne udgør en udgift, der er opstået i forbindelse med det faste driftssteds aktivitet. Kun et fast driftssted, der har opfyldt sine skattemæssige forpligtelser, anses for at være berettiget til skattefritagelse eller skattefordele. |
Ændringsforslag 9
Forslag til direktiv
Artikel 2 – stk. 1 – litra d – nr. i
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
i) det besidder en andel på mindst 10 % af det andet selskabs kapital, eller | i) det besidder en andel på mindst 25 % af det andet selskabs kapital, eller |
Ændringsforslag 10
Forslag til direktiv
Artikel 2 – stk. 1 – litra d – nr. ii
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
ii) det andet selskab besidder en andel på mindst 10 % af dets kapital, eller | ii) det andet selskab besidder en andel på mindst 25 % af dets kapital, eller |
Ændringsforslag 11
Forslag til direktiv
Artikel 2 – stk. 1 – litra d – nr. iii
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
iii) et tredje selskab besidder en andel på mindst 10 % af både dets kapital og af det andet selskabs kapital. | iii) et tredje selskab besidder en andel på mindst 25 % af både dets kapital og af det andet selskabs kapital. |
Ændringsforslag 12
Forslag til direktiv
Artikel 4 – overskrift
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
Svig og misbrug | Skattesvig, skatteunddragelse og misbrug |
Ændringsforslag 13
Forslag til direktiv
Artikel 4 – stk. 2
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
2. Medlemsstaterne kan tilbagekalde fordele i henhold til dette direktiv eller nægte at anvende direktivet i tilfælde af transaktioner, der har skatteunddragelse, skatteundgåelse eller misbrug som væsentligste bevæggrund eller en af de væsentligste bevæggrunde. | 2. Medlemsstaterne kan tilbagekalde fordele i henhold til dette direktiv eller nægte at anvende direktivet i tilfælde af transaktioner, der har skattesvig, skatteunddragelse, skattemisbrug eller skatteundgåelse som væsentligste bevæggrund eller en af de væsentligste bevæggrunde. |
Ændringsforslag 14
Forslag til direktiv
Artikel 6 – stk. 1 – afsnit 1
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 1, stk. 1 og 3, artikel 2, litra c) og d), og bilag I, del A, senest den 1. januar 2012. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende love og bestemmelser og dette direktiv. | Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 1, stk. 1 og 3, artikel 2, litra c) og d), og bilag I, del A, senest den 31. december 2013. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende love og bestemmelser og dette direktiv. |
Ændringsforslag 15
Forslag til direktiv
Artikel 6 – stk. 2 a (nyt)
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
| 2a. Virksomhederne udarbejder deres årsregnskaber og alle relevante skattemæssige oplysninger i formatet eXtensible Business Reporting Language (XBRL). |
Ændringsforslag 16
Forslag til direktiv
Artikel 7 – stk. 1
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
Senest den 31. december 2016 aflægger Kommissionen beretning til Rådet om den økonomiske indvirkning af dette direktiv. | Senest den 31. december 2015 aflægger Kommissionen beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om den økonomiske indvirkning af dette direktiv. |
Ændringsforslag 17
Forslag til direktiv
Artikel 8 – stk. 1
| |
Kommissionens forslag | Ændringsforslag |
Dette direktiv anfægter ikke anvendelsen af nationale eller overenskomstmæssigt fastsatte bestemmelser, som går ud over dette direktivs bestemmelser, og som har til formål at fjerne eller mindske dobbeltbeskatning af renter og royalties. | Dette direktiv anfægter ikke anvendelsen af nationale eller overenskomstmæssigt fastsatte bestemmelser, som går ud over dette direktivs bestemmelser, og som har til formål at fjerne eller mindske dobbeltbeskatning af og dobbelt skattefritagelse for renter og royalties. |
BEGRUNDELSE
Fire år efter udbruddet af den finansielle, økonomiske og sociale krise er det yderst vigtigt klart at fastslå, hvor medlemsstaterne er på vej hen, når man overvejer alle de mulige løsninger for at få Europa tilbage på vejen mod vækst og udvikling.
På den ene side er det væsentligt at skabe og engagere sig i nye fælles politikker, der vil forene os og give os styrke til at overvinde krisen i fremtiden, men på den anden side må vi i svære tider som de nuværende også omlægge vores eksisterende politikker og engagementer og om nødvendigt afprøve dem for at vurdere, om de stadig er aktuelle og hensigtsmæssige, når det gælder om at imødegå fremtidens udfordringer.
Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, er blevet ændret flere gange i løbet af de foregående år, men der er stadig visse tekniske justeringer at foretage, som kun er af mindre art og - som det også fremgår af Kommissionens udtalelse - af hensyn til klarhed og ansvarlighed.
Den omarbejdede version af direktivet vedrørende moder- og datterselskaber blev vedtaget i september 2011, og betænkningen om det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag blev vedtaget af ECON-Udvalget i år. De seneste vurderinger angiver, at skatteunddragelse og skatteundgåelse koster regeringerne i EU et betydeligt beløb af uopkrævede indtægter. Tabet af indtægter øger underskuddet og gældsniveauet i de forskellige medlemsstater. I betragtning af ovennævnte og af, at det er stadig mere ønskeligt med et samarbejde mellem skattesystemerne i de forskellige medlemsstater, er det nødvendigt at ændre direktivet med henblik på yderligere at begrænse mulighederne for utilsigtet skattefritagelse, dobbeltbeskatning eller skattesvig blandt medlemsstaterne, der forårsager mere skade på det indre markeds funktion, som det fremgår af det nyligt vedtagne udkast til betænkning om efterlysning af konkrete metoder til bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse.
Blandt ordførerens ændringsforslag har bestemmelserne om beskatning og fast driftssted til formål at udelukke enhver mulighed for skatteunddragelse, substitution af skat eller andre uretmæssige skattefritagelser.
Spørgsmålet om kravene til kapitalandelen (10 %) og om overgangsperioderne ændres ikke i ordførerens udkast til betænkning, men det er ikke desto mindre væsentligt at understrege Europa-Parlamentets rolle ved evalueringen af Kommissionens konsekvensanalyse af det omarbejdede direktiv.
BILAG: SKRIVELSE FRA RETSUDVALGET
Ref.: D(2012)12434
Sharon Bowles
Formand for Økonomi- og Valutaudvalget
ASP 10G201
Bruxelles
Vedr.: Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (omarbejdning)
( COM(2011)0714 – C7‑0516/2011 – 2011/0314(CNS) )
Kære formand,
Retsudvalget, som jeg er formand for, har behandlet ovennævnte forslag i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 87 om omarbejdning.
Denne artikels stk. 3 lyder som følger:
"Finder det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, at forslaget ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne, underretter udvalget det kompetente udvalg herom.
Det kompetente udvalg kan i så fald kun behandle ændringsforslag, som opfylder betingelserne i artikel 156 og 157, og som vedrører de dele af forslaget, der indeholder ændringer.
Agter det kompetente udvalg dog i overensstemmelse med punkt 8 i den interinstitutionelle aftale også at stille ændringsforslag til de kodificerede dele af forslaget, underretter det omgående Rådet og Kommissionen om sine planer, og sidstnævnte bør inden afstemningen, jf. artikel 54, meddele udvalget, hvilken holdning den har til ændringsforslagene, og hvorvidt den agter at tage det omarbejdede forslag tilbage."
På baggrund af udtalelsen fra Den Juridiske Tjeneste, hvis repræsentanter deltog i møderne i den rådgivende gruppe, der behandlede forslaget om omarbejdning, og i tråd med henstillingerne fra ordføreren for udtalelsen, mener Retsudvalget, at forslaget ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i forslaget, og at forslaget, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer.
Afslutningsvis henstiller Retsudvalget efter at have drøftet det på sit møde den 1. marts 2012, med 22 stemmer for og ingen hverken for eller imod[2], at Deres udvalg som korresponderende udvalg behandler ovennævnte forslag i overensstemmelse med artikel 87.
Med venlig hilsen
Klaus-Heiner LEHNE
Bilag: Udtalelse fra den rådgivende gruppe.
BILAG: UDTALELSE FRA DEN RÅDGIVENDE GRUPPE BESTÅENDE AF DE JURIDISKE TJENESTER I EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN
|
DE JURIDISKE TJENESTERS RÅDGIVENDE GRUPPE |
Bruxelles, den 16. januar 2012
UDTALELSE
TIL EUROPA-PARLAMENTET
RÅDET
KOMMISSIONEN
Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (omarbejdning)
COM(2011)0714 af 11.11.2011 – 2011/0314(CNS)
I henhold til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter, særlig punkt 9, behandlede den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen på mødet den 28. november 2011 bl.a. ovennævnte forslag fra Kommissionen.
På dette møde[3] resulterede en gennemgang af forslaget til Rådets direktiv om omarbejdning af Rådets direktiv 2003/49/EØF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, i, at den rådgivende gruppe enstemmigt konkluderede, at forslaget ikke indebar andre indholdsmæssige ændringer end dem, der var angivet som sådanne. Den rådgivende gruppe konstaterede desuden, at forslaget, hvad angår de uændrede bestemmelser i den tidligere retsakt sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer.
C. PENNERA H. LEGAL L. ROMERO REQUENA
Juridisk rådgiver Juridisk rådgiver Generaldirektør
PROCEDURE
Titel | Fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (omarbejdning) | |||
Referencer | COM(2011)0714 – C7-0516/2011 – 2011/0314(CNS) | |||
Dato for høring af EP | 20.12.2011 |
|
|
|
Korresponderende udvalg Dato for meddelelse på plenarmødet | ECON 17.1.2012 |
|
|
|
Rådgivende udvalg Dato for meddelelse på plenarmødet | JURI 17.1.2012 |
|
|
|
Ordfører Dato for valg | Ildikó Gáll-Pelcz 29.11.2011 |
|
|
|
Behandling i udvalg | 31.5.2012 | 25.6.2012 |
|
|
Dato for vedtagelse | 10.7.2012 |
|
|
|
Resultat af den endelige afstemning | +: –: 0: | 32 3 3 | ||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer | Jean-Paul Besset, Sharon Bowles, Udo Bullmann, Nikolaos Chountis, George Sabin Cutaş, Rachida Dati, Leonardo Domenici, Diogo Feio, Markus Ferber, Elisa Ferreira, Ildikó Gáll-Pelcz, Jean-Paul Gauzès, Sven Giegold, Gunnar Hökmark, Wolf Klinz, Jürgen Klute, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Philippe Lamberts, Werner Langen, Ivari Padar, Alfredo Pallone, Anni Podimata, Antolín Sánchez Presedo, Olle Schmidt, Edward Scicluna, Peter Simon, Theodor Dumitru Stolojan, Kay Swinburne, Sampo Terho, Marianne Thyssen, Ramon Tremosa i Balcells, Corien Wortmann-Kool, Pablo Zalba Bidegain | |||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere | Thijs Berman, Danuta Maria Hübner, Olle Ludvigsson, Gay Mitchell, Theodoros Skylakakis | |||
Dato for indgivelse | 12.7.2012 | |||