Mødedokument

A7-0244/2012

18.7.2012

***I

BETÆNKNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse

( COM(2011)0275 – C7‑0127/2011 – 2011/0129(COD) )

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling

Ordførere: Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Antonyia Parvanova

(Procedure med fælles udvalgsmøder - forretningsordenens artikel 51)

PR_COD_1amCom

INDHOLD

Side

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING  5

BEGRUNDELSE  52

UDTALELSE fra Retsudvalget  58

PROCEDURE  79

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse

( COM(2011)0275 – C7‑0127/2011 – 2011/0129(COD) )

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet ( COM(2011)0275 ),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 82, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7-0127/2011),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 7. december 2011[1],

­–  der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 16. december 2012[2],

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 1. juni 2012 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–  der henviser til de fælles drøftelser i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, jf. forretningsordenens artikel 51,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Retsudvalget ( A7-0244/2012 ),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

EUROPA-PARLAMENTETS HOLDNING[3]*

VED FØRSTEBEHANDLING

---------------------------------------------------------

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2012/.../EU

om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 82, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[4]1,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget[5]2,

efter den almindelige lovgivningsprocedure[6], og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Unionen har sat sig det mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor hjørnestenen er princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser i civilretlige og strafferetlige sager.

(2)  Det er Unionen magtpåliggende, at ofre for kriminalitet bliver beskyttet, og at der fastsættes minimumsstandarder, hvorfor den vedtog Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager[7]. Som led i Stockholmprogrammet − Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse[8] − som Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 10. og 11. december 2009, er Kommissionen og medlemsstaterne blevet opfordret til at undersøge, hvordan lovgivningen og de praktiske støtteforanstaltninger til beskyttelse af ofre kan forbedres, idet det indføjes som en prioritet, at alle ofre, herunder terrorofre, skal gives opmærksomhed, støtte og anerkendelse.

(2a)  Artikel 82, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) giver mulighed for at fastsætte minimumsregler gældende i medlemsstaterne for at lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension. I henhold til artikel 82, stk. 2, litra c), er "kriminalitetsofres rettigheder" et af de områder, hvor der kan fastsættes minimumsregler.

(2b)  I sin resolution af 10. juni 2011 om en køreplan for styrkelse af ofres rettigheder og beskyttelse, særlig i straffesager[9], udtalte Rådet, at der på EU-plan bør træffes foranstaltninger med henblik på at styrke de rettigheder samt den støtte og beskyttelse, der tilkommer ofre for kriminalitet. I dette øjemed og i overensstemmelse med nævnte resolution tager dette direktiv sigte på at ændre og supplere de principper, der er fastlagt i rammeafgørelse 2001/220/RIA, og på at gøre væsentlige fremskridt med hensyn til niveauet for beskyttelse af ofre i hele Unionen, navnlig i straffesager.

(3)  I sin beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder[10] opfordrede Europa-Parlamentet medlemsstaterne til at forbedre deres nationale love og politik for at bekæmpe alle former for vold mod kvinder og at skride til handling for at takle årsagerne til vold mod kvinder, ikke mindst ved at anvende forebyggende foranstaltninger, og opfordrede EU til at sikre retten til bistand og støtte for alle ofre for vold.

(3a)  I Europa-Parlamentets beslutning af 5. april 2011 om prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder[11] foreslås der en strategi til bekæmpelse af vold mod kvinder, vold i hjemmet og lemlæstelse af kvinders kønsorganer som grundlag for fremtidige strafferetlige instrumenter rettet mod kønsbestemt vold, herunder en rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder på områderne politik, forebyggelse, beskyttelse, strafforfølgelse, foranstaltninger og partnerskab, der skal følges op af en EU-handlingsplan. De internationale regler, der gælder for dette område, omfatter FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW), CEDAW-Komitéens henstillinger og afgørelser samt Europarådets konvention af 7. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. De internationale regler, der gælder for dette område omfatter FN's konvention af 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW), CEDAW-Komitéens henstillinger og afgørelser samt Europarådets konvention af 7. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet.

(3b)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU af 13. december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre[12] [og forordning (EU) nr. …/2012 om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål[13]] indfører mekanismer for gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger mellem medlemsstaterne. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi[14] og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor[15] tilgodeser de specifikke behov i de enkelte kategorier af ofre for seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi samt menneskehandel.

(3c)  Det hedder i Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terrorisme, at terrorisme er en af de groveste overtrædelser af de principper, som Den Europæiske Union bygger og er baseret på, herunder principperne om demokrati og fri udøvelse af menneskerettighederne.

▌

(5)  Kriminalitet er ikke alene forkert over for samfundet, men er også en krænkelse af ofrenes individuelle rettigheder. Derfor bør det anerkendes, at de er ofre, og de bør behandles med respekt og indfølelse og på en professionel måde uden nogen form for forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, køn, kønsidentitet og kønsudtryk, seksuel orientering, opholdsstatus eller helbredstilstand. I enhver kontakt med kompetente myndigheder, der medvirker i forbindelse med en straffesag, og enhver tjeneste, der kommer i kontakt med ofre for forbrydelser, såsom hjælpetjenester for ofre og tjenester, der tilbyder genoprettende retfærdighed, bør der tages hensyn til ofrenes personlige situation og umiddelbare behov, deres alder, køn, eventuelle handicap og modenhedsniveau ▌med fuld respekt for deres fysiske, psykiske og moralske integritet. De bør beskyttes mod sekundær og gentagen viktimisering og mod intimidering, de bør have tilstrækkelig støtte til at fremme deres restituering, og de bør have tilstrækkelig adgang til retssystemet.

(5a)  Dette direktiv omhandler ikke betingelserne for ophold for ofrene for kriminalitet på medlemsstaternes område. Medlemsstaterne bør træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre, at rettighederne i henhold til dette direktiv ikke gøres betingede af ofrets lovlige opholdsstatus på deres område eller ofrets statsborgerskab eller nationalitet. Anmeldelse af en forbrydelse og deltagelse i en straffesag skaber ikke nogen rettigheder vedrørende ofrets opholdsstatus.

(6)  Dette direktiv har til formål at ændre og udvide bestemmelserne i rammeafgørelse 2001/220/RIA. Da der skal foretages mange og væsentlige ændringer, bør denne rammeafgørelse af klarhedshensyn erstattes i sin helhed.

(7)  I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Særligt skal det fremme retten til menneskelig værdighed, retten til livet, retten til respekt for den fysiske og mentale integritet, retten til frihed og sikkerhed, retten til ikkeforskelsbehandling, retten til respekt for privatliv og familieliv, princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder, ejendomsretten, børns, ældres og handicappedes rettigheder og retten til en retfærdig rettergang.

(8)  Dette direktiv fastsætter minimumsregler. Medlemsstaterne kan gøre rettighederne, der er fastsat i dette direktiv, mere omfattende for at give et højere beskyttelsesniveau.

(8a)  Rettighederne i henhold til dette direktiv indebærer ikke en begrænsning i gerningsmandens rettigheder. Brugen af udtrykket "gerningsmand" indebærer ikke en begrænsning i uskyldsformodningen, og betegner mistænkte og anklagede personer, når den henviser til stadier, der går forud for en eventuel anerkendelse af skyldsspørgsmålet eller domfældelse. Den dækker imidlertid også det stadium, hvor en person er blevet dømt for at have begået en forbrydelse.

(8b)  Dette direktiv finder anvendelse i forbindelse med forbrydelser, der er begået i Den Europæiske Union, og med straffesager, der finder sted i Unionen. Det giver kun rettigheder til ofre for forbrydelser, der er begået uden for Den Europæiske Union, hvis de har forbindelse til straffesager, der finder sted i Unionen. Anmeldelser, der er indgivet til kompetente myndigheder uden for Unionen, f.eks. til ambassader, udløser ikke forpligtelser i henhold til dette direktiv.

(8c)  Ved anvendelsen af dette direktiv skal barnets tarv være et af de primære hensyn i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og De Forenende Nationers konvention om barnets rettigheder fra 1989. Når offeret er et barn, bør det betragtes og behandles som fuldgyldig indehaver af rettighederne i henhold til dette direktiv og have ret til at udøve disse rettigheder på en måde, der tager hensyn til deres evne til at indtage selvstændige standpunkter.

(8d)  Ved anvendelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne sikre, at handicappede ofre fuldt ud nyder godt af rettighederne i henhold til dette direktiv på lige fod med andre, herunder ved at gøre bygninger, hvor der føres straffesager, tilgængelige for handicappede, samt adgang til information.

(8e)  Ofre for terrorisme er blevet ramt af angreb, der i sidste instans tilsigter at skade samfundet. De kan derfor have brug for særlig opmærksomhed, støtte og social anerkendelse som følge af den særlige karakter af den forbrydelse, der er begået imod dem. Ofre for terrorisme kan være under betydelig offentlig bevågenhed og har ofte brug for social anerkendelse og respektfuld behandling fra samfundets side. Medlemsstaterne bør derfor give ofre for terrorisme særlig opmærksomhed og tilstræbe at beskytte deres værdighed og sikkerhed.

(8f)  Vold rettet mod en person på grund af vedkommendes køn, kønsidentitet eller kønsudtryk, eller som rammer personer af et bestemt køn i uforholdsmæssig grad, kaldes kønsbaseret vold. Den kan påføre offeret fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk skade eller lidelser. Ved kønsbaseret vold forstås en form for forskelsbehandling og krænkelse af offerets grundlæggende frihedsrettigheder, som omfatter, men ikke er begrænset til, vold i nære forhold, seksuel vold (herunder voldtægt, seksuelle overfald og sexchikane), menneskehandel og slaveri og forskellige former for skadelige praksisser såsom tvangsægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse og de såkaldte æresforbrydelser. Kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, og deres børn kræver ofte særlig støtte og beskyttelse på grund af den store risiko for gentagen viktimisering og intimidering ved denne type forbrydelser.

(8g)  Når volden begås i et nært forhold, udøves volden af en person, der er eller tidligere var offerets ægtefælle eller partner eller er et andet familiemedlem til offeret, uanset om gerningsmanden deler eller har delt husstand med offeret eller ej. Denne type vold kan omfatte fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk vold og kan resultere i fysisk eller psykisk overlast, følelsesmæssig lidelse eller økonomisk tab. Vold i nære forhold er et alvorligt og ofte skjult socialt problem, som kan påføre systematiske psykologiske og fysiske traumer med alvorlige følger, fordi den udøves af en person, som offeret burde kunne have tillid til. Ofre for vold i nære forhold kan derfor have behov for særlige beskyttelsesforanstaltninger. Kvinder rammes i uforholdsmæssig grad af denne type vold, og situationen kan være endnu alvorligere, hvis kvinden er afhængig af gerningsmanden på det økonomiske eller sociale plan eller med hensyn til sin opholdsret.

(9)  En person bør anses for at være et offer, uanset om ▌en gerningsmand er blevet identificeret, ▌ pågrebet, tiltalt eller dømt, og uanset om der består et familiemæssigt forhold mellem gerningsmanden og den pågældende person. Ofrenes familiemedlemmer kan også blive berørt af forbrydelsen. Specielt kan familiemedlemmer til en person, hvis død er direkte forvoldt af en forbrydelse, blive berørt af forbrydelsen. Disse indirekte ofre kan derfor også være beskyttet i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne kan imidlertid indføre procedurer til at begrænse antallet af familiemedlemmer, som vil kunne være omfattet af rettighederne i henhold til dette direktiv. Hvis offeret er et barn, bør barnet selv eller indehaveren af forældremyndigheden på barnets vegne have ret til at udøve rettighederne i henhold til dette direktiv, medmindre dette ikke er i overensstemmelse med barnets tarv. Dette direktiv berører ikke eventuelle nationale administrative procedurer og formaliteter, der bekræfter, at en person er et offer.

(9a)  Ofrenes rolle i det strafferetlige system og deres mulighed for aktivt at deltage i en straffesag er forskellig i hver medlemsstat, afhængigt af det nationale system, og afgøres af et af følgende kriterier: det nationale system giver offeret retlig status som part i en straffesag, offeret er omfattet af et retligt krav om eller anmodes om at deltage aktivt i en straffesag, f.eks. som vidne, og/eller offeret er i henhold til national ret berettiget til at deltage aktivt i en straffesag og har et ønske herom i tilfælde, hvor det nationale system ikke giver offeret retlig status som part i en straffesag. Medlemsstaterne bør afgøre, hvilke af disse kriterier der skal anvendes ved bestemmelsen af omfanget af rettigheder i henhold til de artikler, hvori der henvises til offerets rolle i det pågældende strafferetlige system.

(9b)  Information og rådgivning fra offentlige myndigheder, hjælpetjenester for ofre og tjenester, der tilbyder genoprettende retfærdighed, bør så vidt muligt gives gennem et bredt spektrum af medier på en måde, så det kan forstås af offeret. Informationen og rådgivningen bør gives i et enkelt og letforståeligt sprog. Det bør også sikres, at offeret kan blive forstået under sagen. I den forbindelse bør offerets kendskab til det sprog, informationen gives på, offerets alder, modenhed, intellektuelle og følelsesmæssige evner, læsefærdighed og eventuelle psykiske eller fysiske svækkelse tages i betragtning. Der bør tages særligt hensyn til forståelses- eller kommunikationsvanskeligheder, som kan skyldes et handicap som f.eks. nedsat hørelse eller talebesvær. Tilsvarende bør begrænsninger i et offers evne til at meddele sig tages i betragtning under straffesagen.

(9c)  Det tidspunkt, hvor anmeldelsen foretages, bør i forbindelse med dette direktiv betragtes som en del af straffesagen. Det gælder også i situationer, hvor myndighederne på eget initiativ indleder straffesager som følge af en forbrydelse mod et offer.

(9d)  Information om godtgørelse af udgifter kan fra tidspunktet for den første kontakt med en kompetent myndighed f.eks. gives i en brochure, hvori der redegøres for de grundlæggende betingelser for godtgørelse. Medlemsstaterne er ikke på dette tidlige stadium af straffesagen forpligtet til at træffe afgørelse om, hvorvidt det pågældende offer opfylder betingelserne for godtgørelse af udgifter.

(9e)  Når en forbrydelse anmeldes, bør ofrene modtage en skriftlig kvittering fra politiet, som angiver forbrydelsens hovedelementer, såsom forbrydelsens art, tid og sted, den skade og fortræd, som forbrydelsen har forvoldt, osv. Denne kvittering bør angive et sagsnummer samt tid og sted for forbrydelsens anmeldelse, så den eventuelt kan tjene som fysisk dokumentation for, at forbrydelsen er blevet anmeldt, f.eks. i forbindelse med forsikringserstatninger.

(9f)  Med forbehold af reglerne om forældelse bør en forsinket anmeldelse af en forbrydelse på grund af frygt for gengældelse, ydmygelse eller stigmatisering ikke føre til, at offerets anmeldelse afvises.

(10)  Når der informeres, bør informationen være tilstrækkelig detaljeret til at sikre, at ofrene behandles med respekt, og til at sætte dem i stand til på grundlag af informationen at beslutte, om de vil deltage i sagen ▌. I den forbindelse er det særlig vigtigt, at offeret får information, så den pågældende ved, hvor en eventuel straffesag står ▌. Dette gør sig også gældende for information, så offeret kan beslutte, om den pågældende vil anmode om en prøvelse af afgørelsen om ikke at rejse tiltale. Medmindre der foreligger specifikke krav, kan den information, der meddeles offeret, gives mundtligt eller skriftligt, herunder ad elektronisk vej.

(10a)  Information til et offer bør gives ved hjælp af den sidst kendte postadresse eller de elektroniske kontaktoplysninger, som offeret har givet til den kompetente myndighed. Under ekstraordinære omstændigheder, f.eks. på grund af det meget store antal ofre, der er involveret i en sag, kan informationen gives via pressen, via en officiel hjemmeside tilhørende den kompetente myndighed eller en anden lignende kommunikationskanal.

(10b)  Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at give information, hvis videregivelsen af sådan information kan påvirke den korrekte behandling af en sag eller være til skade for en given sag eller person, når dette efter medlemsstatens opfattelse ville stride mod dens væsentlige sikkerhedsinteresser.

(10c)  De involverede kompetente myndigheder bør sikre, at ofre modtager ajourførte kontaktoplysninger med henblik på kommunikation om deres sag, medmindre offeret har givet udtryk for, at det ikke ønsker at modtage denne information.

(10d)  Henvisningen til en "afgørelse" i forbindelse med retten til information, oversættelse og tolkning bør udelukkende forstås som en henvisning til skyldsspørgsmålet eller om det hensigtsmæssige i en strafferetlig forfølgelse, der afslutter straffesagen. Offeret kan enten modtage begrundelsen for afgørelsen i form af en kopi af afgørelsen eller en kort sammenfatning af begrundelsen for afgørelsen.

(10e)  Retten til information om tid og sted for en retssag, der følger af en anmeldelse af en forbrydelse, som offeret har været udsat for, gælder også for information om tid og sted for en høring vedrørende en appel af en dom i sagen.

(10f)  Ofre skal have specifik information om gerningsmandens løsladelse eller flugt, hvis de har anmodet herom, i det mindste i tilfælde, hvor der kan være fare eller identificeret risiko for skade for ofrene, medmindre der er en identificeret risiko for skade for gerningsmanden som følge af en sådan meddelelse. Er der en identificeret risiko for skade for gerningsmanden som følge af meddelelsen, tager den kompetente myndighed højde for alle risici, når den træffer afgørelse om et passende tiltag. Henvisningen til "identificeret risiko for skade for ofrene" bør dække faktorer som forbrydelsens alvor og art og risikoen for gengældelse. Den bør derfor ikke anvendes i situationer, hvor der er begået mindre forbrydelser, og hvor der kun er lille risiko for skade for offeret.

(10g)   Ofrene bør informeres om enhver ret til appel af en afgørelse om at løslade gerningsmanden, hvis en sådan rettighed eksisterer i henhold til national ret.

▌

(12)  Der kan ikke opnås en effektiv retspleje, medmindre ofrene kan forklare omstændighederne ved den forbrydelse, de har været ude for, ordentligt og give deres vidneforklaring på en måde, der er forståelig for de kompetente myndigheder. Det er også vigtigt at sikre, at ofre behandles med respekt, og at sikre, at de kan få mulighed for at udnytte deres rettigheder. Der bør derfor i overensstemmelse med offerets rolle i det relevante strafferetlige system altid være mulighed for gratis tolkning under afhøringen af offeret og ved offerets aktive deltagelse i retsmøder. Med hensyn til andre forhold i forbindelse med straffesagen kan behovet for tolkning og oversættelse variere afhængig af konkrete spørgsmål, offerets status og den pågældendes rolle i sagen og eventuelle særlige rettigheder, offeret måtte have. Tolkning og oversættelse for disse andre tilfælde behøver kun ydes i det omfang, det er nødvendigt for, at ofrene kan udøve deres rettigheder.

(12a)  Efter procedurerne i national ret har offeret ret til prøvelse af en afgørelse om, at der ikke er behov for tolkning eller oversættelse. Denne ret pålægger ikke medlemsstaterne en forpligtelse til at oprette en særskilt mekanisme eller klageprocedure, hvorunder en sådan afgørelse kan anfægtes, og bør ikke forsinke straffesagen unødigt. En intern prøvelse af afgørelsen er tilstrækkelig.

(12b)  Det faktum, at et offer kun taler et sprog, der sjældent tales, er ikke i sig selv en begrundelse for at beslutte, at oversættelse eller tolkning vil indebære en urimelig forlængelse af straffesagen.

(13)  ▌Støtte bør kunne ydes ▌fra det tidspunkt, hvor myndighederne får kendskab til offeret, og under hele straffesagen samt i et passende tidsrum efter straffesagen afhængigt af offerets behov og i henhold til de rettigheder, der fremgår af dette direktiv. Der bør ydes støtte ved hjælp af mange forskellige midler, uden unødvendige formaliteter og med en tilstrækkelig geografisk spredning, så alle ofre får mulighed for at få adgang hertil. Ofre, der har lidt stor overlast som følge af forbrydelsens alvor og grovhed, har ofte behov for en specialiseret hjælpetjeneste ▌.

(13a)  De personer, der er mest sårbare, eller som befinder sig i meget udsatte situationer, f.eks. personer, der er udsat for gentagne voldshandlinger i nære forhold, ofre for kønsbaseret vold eller personer, der bliver ofre for andre former for kriminalitet i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere eller har bopæl, har behov for specialiseret støtte og retlig beskyttelse. Specialiserede hjælpetjenester bør baseres på en integreret og målrettet tilgang, der navnlig bør tage hensyn til ofrenes særlige behov, grovheden af den skade, der er påført som resultat af en forbrydelse, samt forholdet mellem ofre, gerningsmænd, børn og deres bredere sociale miljø. En vigtig opgave for disse tjenester og deres ansatte, som spiller en vigtig rolle med hensyn til at hjælpe offeret med at komme sig og komme over den potentielle skade eller det potentielle traume som følge af en forbrydelse, bør være at informere ofrene om deres rettigheder i henhold til dette direktiv og at medvirke til, at de kan tage deres beslutninger i et trygt miljø, hvor de bliver behandlet på en værdig, respektfuld og indfølende måde. De former for hjælp, som sådanne specialiserede tjenester bør tilbyde, kan omfatte, men er ikke begrænset til, at tilbyde husly og sikker indkvartering, akut lægehjælp, henvisning til læge- og retsmedicinsk undersøgelse for at finde beviser i tilfælde af voldtægt og seksuelt overgreb, kortvarig og langvarig psykologisk rådgivning, traumebehandling, juridisk rådgivning, adgang til advokatbistand og specifikke tjenester for børn, der er direkte eller indirekte ofre. Hjælpetjenester for ofre kan ikke pr. definition forventes selv at yde omfattende specialistekspertise og professionel ekspertise. Om nødvendigt bør hjælpetjenesterne for ofre bistå ofrene med at anmode om professionel støtte som f.eks. psykologhjælp.

(14)  Selv om hjælpen ikke bør afhænge af, om ofrene anmelder forbrydelsen til en kompetent myndighed som politiet, har disse myndigheder ofte de bedste forudsætninger for at informere ofrene om mulighederne for at få hjælp. Medlemsstaterne tilskyndes derfor til at tilvejebringe de rette betingelser for, at ofre kan henvises til en hjælpetjeneste for ofre, herunder ved at sikre, at kravene til databeskyttelse kan opfyldes og også bliver opfyldt. Gentagne henvisninger bør undgås.

(14a)  Ofres ret til at blive hørt bør også anses for iagttaget, når offeret kan afgive skriftlig forklaring.

(14b)  Børneofres ret til at blive hørt i straffesager bør ikke udelukkes alene med henvisning til, at offeret er et barn, eller til barnets alder.

(15)  Retten til at få prøvet en afgørelse om ikke at rejse tiltale gælder de afgørelser, der træffes af anklagere og undersøgelsesdommere eller retshåndhævende myndigheder såsom politibetjente, men ikke de afgørelser, der træffes af domstolene. Enhver prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale bør foretages af en anden person eller myndighed end den, der traf den oprindelige afgørelse, medmindre den oprindelige afgørelse om ikke at rejse tiltale blev truffet af den øverste anklagemyndighed, og det ikke er muligt at foretage prøvelse af denne afgørelse, hvorefter den samme myndighed kan foretage prøvelse. Retten til at få prøvet en afgørelse om ikke at rejse tiltale vedrører ikke særlige procedurer såsom sager mod medlemmer af parlamentet eller regeringen for så vidt angår udøvelsen af deres officielle funktioner.

(15a)  En afgørelse, der afslutter sagen, bør også dække situationer, hvor anklageren beslutter at frafalde tiltalen eller indstille retsforfølgningen.

(15b)  En afgørelse fra anklageren, som medfører en udenretslig tvistbilæggelse og dermed afslutter sagen, bør ikke udelukke ofre fra retten til prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale, medmindre der med tvistbilæggelsen pålægges en advarsel eller en forpligtelse.

(16)  Genoprettende retfærdighed, herunder f.eks. mægling mellem offeret og gerningsmanden, familierådslagning og strafferåd, kan være til stor gavn for offeret, men de kræver visse garantier for at forebygge yderligere viktimisering. Disse ydelser bør derfor først og fremmest varetage offerets interesser og behov, så den skade, der er forvoldt offeret, oprettes, og det undgås, at offeret gøres yderligere fortræd. Der bør tages hensyn til faktorer som forbrydelsens art, karakter og alvor, graden af eventuelt efterfølgende traumer, gentagne krænkelser af et offers fysiske, seksuelle eller psykologiske integritet, skæv magtbalance og offerets alder, modenhed eller intellektuelle evner, som kunne begrænse eller nedsætte dets evne til at træffe et velfunderet valg eller være til hinder for et positivt resultat for offeret, ved henvisning af en sag til en proces med henblik på genopretning og ved gennemførelsen af en sådan proces. ▌Privatretlige sager bør generelt ▌være hemmelige, medmindre parterne har aftalt ▌andet, eller deres offentliggørelse kræves i henhold til national ret på grund af en tungtvejende offentlig interesse. Det kan på grund af faktorer som f.eks. det forhold, at der er fremsat trusler, eller der opstår andre former for vold under sagen, anses for nødvendigt, at der er åbenhed af hensyn til den offentlige interesse.

(16a)  Ofre kan ikke forventes at pådrage sig udgifter ved deltagelse i straffesager. Dog bør de ikke pådrage sig unødvendige udgifter i forbindelse hermed. Medlemsstaterne skal kun godtgøre nødvendige udgifter, men ikke nødvendigvis ofrenes udgifter til advokatsalær. Medlemsstaterne kan fastlægge betingelser for betalingen i national ret, f.eks. tidsfrister for at kræve godtgørelse, standardbeløb til opholds- og rejseudgifter og maksimumsbeløb pr. dag for tabt arbejdsfortjeneste. Retten til godtgørelse af udgifter i forbindelse med straffesager bør ikke vedrøre situationer, hvor et offer afgiver vidneforklaring om en forbrydelse. Udgifter skal kun godtgøres, i det omfang offeret af de kompetente myndigheder forpligtes til eller anmodes om at være til stede og deltage aktivt i sagen.

(16b)  Ejendele, som kan tilbageleveres, og som er blevet beslaglagt under en straffesag, skal hurtigst muligt tilbageleveres, medmindre der foreligger særlige omstændigheder såsom strid om ejerskab og besiddelse af ejendelene eller tvivl om lovligheden ved ejendelene. Ejendelene bør tilbageleveres, for så vidt de ikke tilbageholdes lovligt til brug i andre sager.

(16c)  Retten til en afgørelse om erstatning fra gerningsmanden og den procedure, der gælder herfor, bør også anvendes for ofre, der er bosiddende i en anden medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået.

(16d)  Forpligtelsen i dette direktiv til at videresende anmeldelser bør ikke berøre medlemsstaternes kompetence til at iværksætte retsforfølgning og berører ikke reglerne vedrørende konflikt om domstolskompetence, herunder vedrørende udveksling af oplysninger, som fastsat i Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA af 30. november 2009 om forebyggelse og bilæggelse af konflikter om udøvelse af jurisdiktion i straffesager.

(16e)  Hvis offeret har forladt den medlemsstats område, hvor forbrydelsen blev begået, er den pågældende medlemsstat ikke længere forpligtet til at yde bistand, støtte og beskyttelse, undtagen for hvad der er direkte relateret til en straffesag, som den fører vedrørende den pågældende forbrydelse, såsom særlige beskyttelsesforanstaltninger under retssagen. Ofrets bopælsmedlemsstat bør yde bistand, støtte og beskyttelse for så vidt angår ofrets behov for at komme sig.

(16f)  Der bør være foranstaltninger til rådighed til at beskytte ofrenes og deres familiemedlemmers sikkerhed og værdighed mod gengældelse, intimidering og gentagen eller yderligere viktimisering, f.eks. midlertidige forbud eller beskyttelsesordrer eller tilhold.

(16g)  Risikoen for yderligere viktimisering enten fra forbryderens side eller som følge af deltagelse i straffesagen bør begrænses ved, at sagerne tilrettelægges på en koordineret måde, der behandler ofrene med respekt og gør det muligt for dem at få tillid til myndighederne. Kontakten til myndighederne bør forløbe så enkelt som muligt, og unødvendig kontakt mellem dem og offeret bør begrænses, f.eks. ved brug af videooptagelser af afhøringer og lovlig anvendelse heraf under retssager. Aktørerne i retsvæsenet bør råde over så mange forskellige foranstaltninger som muligt til at undgå, at offeret belastes psykisk under retssagen, særligt som følge af visuel kontakt med forbryderen, dennes familie, omgangskreds eller tilhørere. Med henblik herpå tilskyndes medlemsstaterne til, navnlig i retsbygninger og på politistationer, at indføre mulige og praktiske foranstaltninger, så faciliteterne omfatter bekvemmeligheder såsom separate indgange, venteområder osv. for ofrene. Desuden bør medlemsstaterne, i det omfang det er muligt, planlægge straffesagerne således, at kontakt mellem gerningsmanden og ofrene og deres familiemedlemmer undgås, f.eks. ved at indkalde offeret og gerningsmanden til afhøring på forskellige tidspunkter.

(16h)  Beskyttelse af offerets privatliv kan være et vigtigt middel til at forhindre yderligere viktimisering, og det kan sikres ved et bredt spektrum af foranstaltninger, herunder hemmeligholdelse af oplysninger om offerets identitet og opholdssted eller begrænsninger i videregivelsen af disse oplysninger. Denne beskyttelse er særlig vigtig for børneofre, navnlig hemmeligholdelsen af barnets navn. Der vil dog kunne være tilfælde, hvor det undtagelsesvis vil kunne gavne barnets sag, at informationer afsløres eller endog offentliggøres bredt, f.eks. når et barn er blevet bortført. Foranstaltninger til beskyttelse af ofres og deres familiemedlemmers privatliv og billedgengivelser af de pågældende bør altid være forenelige med artikel 6 og 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder om retten til en retfærdig rettergang og ytringsfrihed.

(17)  Visse ofre er under straffesagen særlig udsatte for sekundær og gentagen viktimisering og ▌intimidering fra gerningsmandens side. En sådan risiko kan generelt henføres til offerets personlige egenskaber eller forbrydelsens art eller type og forbrydelsens nærmere omstændigheder. Kun ved individuelle vurderinger, der foretages så tidligt som muligt, kan sådanne risici identificeres effektivt. Disse vurderinger bør foretages for alle ofre for at afgøre, om de risikerer yderligere viktimisering, og hvilke særlige beskyttelsesforanstaltninger de har behov for.

(18)  Under individuelle vurderinger bør der ▌tages hensyn til offerets personlige karakteristika såsom alder, køn og kønsidentitet eller kønsudtryk, etnisk tilhørsforhold, race, religion, seksuel orientering, helbred, handicap, opholdsstatus, kommunikationsvanskeligheder, forhold til eller afhængighed af gerningsmanden, tidligere oplevelser med kriminalitet, forbrydelsens art eller type eller forbrydelsens omstændigheder såsom hadforbrydelser, forbrydelser mod en særlig persongruppe eller forbrydelser med et diskriminerende motiv, seksuel vold, vold i nære forhold, hvor offeret er underkastet gerningsmandens kontrol, at offerets bopæl ligger i et område med høj kriminalitet, eller som domineres af bander, eller at offeret er udlænding. ▌

(18a)  Der er en tendens til, at ofre for menneskehandel, terrorisme, organiseret kriminalitet, vold i nære forhold, seksuel vold eller udnyttelse, kønsbaseret vold, hadforbrydelser, ofre med handicap og børneofre er mere udsat for sekundær og gentagen viktimisering eller intimidering. Der bør udvises særlig omhu i forbindelse med vurderingen af, om sådanne ofre risikerer yderligere viktimisering, og der bør være en stærk formodning om, at sådanne ofre vil have fordel af særlige beskyttelsesforanstaltninger.

(19)  Når det er konstateret, at offeret er sårbart over for sekundær og gentagen viktimisering eller over for intimidering, bør den pågældende tilbydes passende foranstaltninger til beskyttelse under straffesagen. Den nøjagtige art ▌af disse foranstaltninger bør bestemmes i lyset af den individuelle vurdering under hensyn til offerets ønsker. Disse foranstaltningers omfang bør bestemmes uden at dette berører forsvarets rettigheder og i overensstemmelse med reglerne om rettens skøn. Ofrenes bekymring og frygt for straffesagen bør være en central faktor ved bedømmelsen af, om den pågældende har behov for særlige foranstaltninger.

(19a)  Umiddelbare operationelle behov og begrænsninger kan gøre det umuligt at sikre, at det altid er den samme politibetjent, der interviewer offeret. Sådanne begrænsninger kan f.eks. være sygdom, barselsorlov eller forældreorlov. Det kan desuden forekomme, at der på grund af istandsættelse el. lign. ikke er specielt indrettede lokaler til rådighed til udspørgning af ofre. I tilfælde af sådanne operationelle eller praktiske begrænsninger kan det i konkrete tilfælde være umuligt at benytte en planlagt særlig foranstaltning truffet i lyset af en individuel vurdering.

▌

(23)  Når der i overensstemmelse med dette direktiv skal udpeges en værge ▌eller en repræsentant for et barn, kan disse roller varetages af samme person eller af en juridisk person, en institution eller en myndighed.

(24)  Alle offentligt ansatte, som ▌vil kunne komme i personlig kontakt med ofre under straffesager, bør have adgang til og modtage passende uddannelse, så de kan identificere ofre og deres behov og tage sig af dem på en følsom, personlig, professionel og ikkediskriminerende måde, både i deres grunduddannelse og i deres videreuddannelse, på et passende niveau under hensyn til deres kontakt med ofrene. Fagfolk, der vil kunne blive involveret i den individuelle vurdering for at identificere ofrenes specifikke beskyttelsesbehov og bestemme deres behov for særlige beskyttelsesforanstaltninger, bør modtage specifik uddannelse i at foretage en sådan vurdering. Medlemsstaterne bør opfylde dette uddannelsesbehov for politikorps og personale ved retslige myndigheder. Uddannelse af advokater, anklagere og dommere samt fagfolk, der yder støtte til ofre og tjenester, der tilbyder genoprettende retfærdighed, bør ligeledes fremmes. Dette krav bør ▌omfatte uddannelse om de specifikke tjenesteydelser, som ofre bør henvises til, eller specialuddannelse, når arbejdet fokuserer på ofre med særlige behov og, hvor det er relevant, specifik psykologisk uddannelse. Hvor det er relevant, bør denne uddannelse tage hensyn til kønsaspektet. Medlemsstaternes uddannelsestiltag bør suppleres med retningslinjer, henstillinger og udveksling af bedste praksis i overensstemmelse med Rådets resolution af 10. juni 2011.

(25)  Medlemsstaterne bør støtte og arbejde tæt sammen med civilsamfundsorganisationer, herunder anerkendte og aktive ikke-statslige organisationer, der arbejder med ofre for kriminalitet, navnlig om politiske initiativer, informations- og bevidstgørelseskampagner, forsknings- og uddannelsesprogrammer og om uddannelse samt i forbindelse med overvågning og evaluering af virkningen af foranstaltninger til at støtte og beskytte ofre for kriminalitet. For at sikre ofre for forbrydelser den nødvendige opmærksomhed, støtte og beskyttelse bør de offentlige tjenester arbejde på en koordineret måde og inddrages på alle administrative niveauer, dvs. såvel på EU-niveau som på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Ofrene bør bistås med at finde og rette henvendelse til de rette myndigheder for at undgå gentagne henvisninger. Medlemsstaterne bør overveje at udvikle tværfaglige tjenester efter princippet med "one-stop-shops", der tager hånd om ofrenes forskellige behov, når de er involveret i straffesager, herunder behovet for at modtage information, støtte, bistand, beskyttelse og erstatning.

(25a)  For at tilskynde til og fremme anmeldelse og for at gøre det muligt for ofre at bryde cirklen med gentagen viktimisering er det bydende nødvendigt, at ofrene har adgang til pålidelige støttetjenester, og at de kompetente myndigheder er villige til at reagere på ofrenes anmeldelser på respektfuld, hensynsfuld, ligelig og professionel vis. Dette kunne øge ofrenes tillid til strafferetssystemerne og reducere antallet af uanmeldte forbrydelser. Fagfolk, der sandsynligvis vil modtage klager fra ofre over forbrydelser, er behørigt uddannet til at lette anmeldelsen, og der bør træffes foranstaltninger til at muliggøre anmeldelse fra tredjeparts side, herunder fra civilsamfundsorganisationer. Det bør være muligt at benytte kommunikationsteknologier som e-mail, videooptagelser eller elektronisk indgivelse af anmeldelser.

(25b)  Systematisk og passende dataindsamling er anerkendt som et væsentligt led i effektiv politikudformning med hensyn til ofres rettigheder, som er omfattet af anvendelsesområdet for dette direktiv. For at gøre det lettere at vurdere anvendelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne meddele Kommissionen relevante data vedrørende anvendelsen af nationale procedurer for ofre for kriminalitet, herunder i det mindste antallet, typen eller arten af de anmeldte forbrydelser og, i det omfang sådanne data er kendte og tilgængelige, ofrenes antal og deres alder og køn. Relevante statistiske data kan omfatte retlige data, der er indsamlet af retslige myndigheder og retshåndhævende myndigheder, og, så vidt muligt, administrative data, der er indsamlet af sundhedstjenester og sociale velfærdstjenester samt offentlige og ikkestatslige hjælpetjenester for ofre, tjenester, der tilbyder genoprettende retfærdighed, og andre organisationer, der arbejder med ofre for kriminalitet. Retlige data kan omfatte oplysninger om anmeldte forbrydelser og om antallet af sager, der efterforskes, retsforfølges og pådømmes. Tjenestebaserede administrative data kan, så vidt muligt, omfatte data om, hvordan ofre bruger de tjenester, der tilbydes af statslige agenturer og offentlige og private støtteorganisationer, som f.eks. antallet af henvisninger fra politiet til hjælpetjenester for ofre, antallet af ofre, der anmoder om støtte, modtager og ikke modtager støtte eller genoprettende retfærdighed.

(26)  Målet med dette direktiv, nemlig at fastsætte ▌minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes ved, at medlemsstaterne handler alene, hverken på nationalt, regionalt eller lokalt plan, men kan på grund af omfanget og de potentielle virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(27)  Personoplysninger, der behandles som led i gennemførelsen af dette direktiv, bør beskyttes i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA af 27. november 2008 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager og i overensstemmelse med principperne i Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger, som alle medlemsstaterne har ratificeret.

(28)  Dette direktiv berører ikke mere vidtgående bestemmelser i andre EU-retsakter, der mere målrettet behandler de særlige behov hos visse ofre såsom ofre for menneskehandel og ofre for seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse og børnepornografi.

(29)   ▌I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv▌.

(30)  I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Kapitel 1

INDLEDENDE BESTEMMELSER

Artikel 1

Målsætning

1.  Formålet med dette direktiv er at sikre, at ▌ofre for kriminalitet som defineret i artikel 2 får en passende støtte og beskyttelse ▌og kan deltage i straffesagen ▌.

  Medlemsstaterne sikrer, at ofrene modtager anerkendelse og behandles med respekt og indfølelse og på en individuel, professionel og ikkediskriminerende måde ▌i enhver kontakt med ▌hjælpetjenester for ofre og tjenester, der tilbyder genoprettende retfærdighed eller enhver kompetent myndighed, der medvirker i forbindelse med en straffesag. Rettighederne i henhold til dette direktiv gælder for ofre på en ikkediskriminerende måde, herunder hvad angår deres opholdsstatus.

2.  Når offeret er et barn, sikrer medlemsstaterne, at der ved anvendelsen af dette direktiv primært tages hensyn til barnets tarv, og at der foretages en individuel vurdering heraf. En tilgang, der er særligt tilpasset børns behov, og som tager behørigt hensyn til barnets alder, modenhedsniveau og dets synspunkter, behov og ønsker, skal benyttes i alle kontakter. Barnet og dets eventuelle advokat holdes underrettet om alle foranstaltninger eller rettigheder, der specifikt fokuserer på barnets rettigheder.

Artikel 2

Definitioner

1.  I dette direktiv forstås ved:

a)  "offer":

i)    en fysisk person, som har lidt skade, herunder fysisk eller psykisk overlast, eller er påført følelsesmæssig lidelse eller økonomisk tab, som direkte er forvoldt ved en forbrydelse

ii)   familiemedlemmer til en person, hvis død direkte blev forvoldt ved en forbrydelse, og som derfor har lidt skade

b)  "familiemedlemmer": offerets ægtefælle, den person, der lever sammen med offeret i et fast nært forhold på et stabilt og varigt grundlag i en fælles husstand, slægtningе i direkte linje, søskende samt personer, som offeret har forsørgerpligt over for

▌

e)  "genoprettende retfærdighed": processer, hvorved offeret og gerningsmanden ved frivilligt samtykke sættes i stand til at deltage aktivt i afgørelsen af spørgsmål, der opstår i forbindelse med forbrydelsen, med hjælp fra en upartisk tredjepart

(f)  "barn": en person under atten år

▌

2.  Medlemsstaterne kan indføre procedurer

a)  til at begrænse antallet af familiemedlemmer, som vil kunne være omfattet af rettighederne i henhold til dette direktiv, idet der tages hensyn til de specifikke omstændigheder i hver sag, samt

b)  til i sager, der falder ind under artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), at afgøre, hvilke familiemedlemmer der har prioritet med hensyn til udøvelsen af rettigheder i henhold til dette direktiv.

Kapitel 2

INFORMERING OG STØTTE

Artikel 2a

Retten til at forstå og blive forstået

1.  Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at hjælpe ofrene til at forstå og blive forstået lige fra første kontakt og under enhver nødvendig kontakt, de har med kompetente myndigheder i forbindelse med straffesager, også når disse myndigheder videregiver information.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at kommunikationen med ofrene foregår på et enkelt og letforståeligt sprog, såvel mundtligt som skriftligt. Kommunikationen skal tage hensyn til offerets personlige karakteristika, herunder et eventuelt handicap, der kan berøre dets evne til at forstå eller kommunikere.

3.  Medmindre dette ville være i modstrid med barnets tarv eller berøre sagens forløb, skal medlemsstaterne tillade ofrene at være ledsaget af en person, som de selv har valgt, under den første kontakt med de kompetente myndigheder, hvis offeret har brug for bistand til at forstå og blive forstået som følge af forbrydelsens konsekvenser.

Artikel 3

Ret til at modtage oplysninger fra den første kontakt med en kompetent myndighed

1.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre uden unødig forsinkelse modtager følgende information fra deres første kontakt med den kompetente myndighed, så de bliver i stand til at udnytte deres rettigheder i henhold til dette direktiv:

a)   hvilken form for støtte de kan få, og af hvem, herunder, hvor det er relevant, grundlæggende information om adgangen til lægehjælp, enhver specialisthjælp, herunder psykologhjælp, og alternativ indkvartering

▌

d)  oplysninger om, hvilke procedurer der følger efter anmeldelsen af en forbrydelse, og om, hvilken rolle offeret spiller i forbindelse med disse procedurer

e)  hvordan og på hvilke betingelser ofre kan opnå beskyttelse, herunder beskyttelsesforanstaltninger

f)  hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få adgang til juridisk rådgivning, retshjælp eller enhver anden form for rådgivning

g)  hvordan og på hvilke betingelser ofre kan få adgang til erstatning ▌

ga)  hvordan og på hvilke betingelser ofre er berettiget til tolkning og oversættelse

h)  oplysninger om, hvilke særlige foranstaltninger, procedurer eller faciliteter der findes til at beskytte deres interesser i den medlemsstat, hvor kontakten er taget, hvis de har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået

i)  procedurerne for indgivelse af klage, hvis deres rettigheder tilsidesættes af den kompetente myndighed, der medvirker i forbindelse med en straffesag

j)  kontaktoplysninger til brug for henvendelser i deres sag

ja)  tjenester, der står til rådighed med henblik på genoprettende retfærdighed

jb)  hvordan og på hvilke betingelser de kan få godtgjort de udgifter, de har haft i forbindelse med deres deltagelse i straffesagen.

2.  Det kan variere, hvor omfangsrige eller detaljerede informationerne er, afhængigt af offerets specifikke behov og personlige omstændigheder samt forbrydelsens art eller type. Der kan også gives yderligere information på et senere tidspunkt afhængigt af offerets behov og informationens relevans for hvert af sagens stadier.

Artikel 3a

Rettigheder for ofre, der anmelder en forbrydelse

1.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre får en skriftlig bekræftelse, som angiver forbrydelsens hovedelementer, på enhver formel anmeldelse af en forbrydelse, som de har indgivet til den ansvarlige myndighed i medlemsstaten.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ønsker at anmelde en forbrydelse, og som ikke forstår eller taler den kompetente myndigheds sprog, sættes i stand til at foretage anmeldelsen på et sprog, som offeret forstår, eller ved at modtage den nødvendige sproglige hjælp.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler den kompetente myndigheds sprog, vederlagsfrit får en oversættelse af den skriftlige bekræftelse af anmeldelsen, som er omhandlet i stk. 1, på et sprog, de forstår, hvis de anmoder herom.

Artikel 4

Offerets ret til at få information om sin sag

1.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få information, og at de, hvis de anmoder herom, får følgende informationer om den straffesag, der er indledt som følge af anmeldelsen af en forbrydelse, som offeret har været udsat for:

a)  enhver afgørelse om at afslutte eller ikke at fortsætte en efterforskning, eller om ikke at retsforfølge gerningsmanden

b)  hvor og hvornår retssagen finder sted, samt anklagens karakter.

1a.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre i overensstemmelse med deres rolle i det pågældende strafferetlige system uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få information, og at de, hvis de anmoder herom, får følgende informationer om den straffesag, der er indledt som følge af anmeldelsen af en forbrydelse, som offeret har været udsat for:

a)  enhver endelig dom i en retssag ▌

b)  information, der sætter offeret i stand til at forstå, hvor langt straffesagen er kommet, medmindre det under ekstraordinære omstændigheder vil kunne være til skade for sagens behandling.

▌

1b.  Information som omhandlet i stk. 1, litra a), og stk. 1a, litra a), skal enten omfatte begrundelsen eller et kort sammendrag af begrundelsen for afgørelsen, medmindre der er tale om en fortrolig afgørelse eller en nævningekendelse, hvor der efter national ret ikke gives en begrundelse.

1c.  Den kompetente myndighed er forpligtet af, om ofrene ønsker at blive informeret eller ej, medmindre de skal informeres af hensyn til offerets ret til at deltage aktivt i straffesagen. Medlemsstaterne tillader ofrene at omgøre deres ønske når som helst, og der skal da tages hensyn hertil.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at ofrene uden unødig forsinkelse får mulighed for at få meddelelse om, hvornår den person, der er varetægtsfængslet, retsforfølges eller er blevet dømt for forbrydelser, der vedrører dem, løslades eller er flygtet fra fængslet. Ofrene skal desuden informeres om enhver relevant foranstaltning, der træffes for at beskytte dem i tilfælde af løsladelse eller flugt.

3.  Ofre skal have den i stk. 2 omhandlede information, hvis de anmoder herom, i det mindste i tilfælde, hvor der kan være fare eller identificeret risiko for skade for ofrene, medmindre der er en identificeret risiko for skade for gerningsmanden som følge af en sådan meddelelse.

▌

Artikel 6

Ret til tolkning og oversættelse

1.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes under den pågældende straffesag, hvis de anmoder om det, vederlagsfrit og i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system får stillet tolkning til rådighed, i det mindste under alle udspørgninger og afhøringer af offeret under straffesagen hos de myndigheder, der forestår efterforskningen, og hos de retslige myndigheder, herunder under politiets afhøring, og tolkning under alle retsmøder og alle nødvendige forberedende retsmøder, de deltager aktivt i.

▌

3.  Med forbehold af retten til forsvar og i overensstemmelse med reglerne om domstolenes skøn kan der efter omstændighederne anvendes kommunikationsteknologi, såsom videokonferencer, telefon eller internettet, medmindre tolkens fysiske tilstedeværelse er nødvendig for, at offeret i fuldt omfang kan udøve sine rettigheder eller forstå sagens gang.

4.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes under den pågældende straffesag, i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system, hvis de anmoder om det, vederlagsfrit får stillet oversættelse tilrådighed på et sprog, ofrene forstår, af ▌information, der er af afgørende betydning for offerets udøvelse af sine rettigheder under straffesagen, i det omfang denne information videregives til ofrene, i det mindste hvad angår afgørelser, der afslutter straffesagen vedrørende den forbrydelse, offeret har været udsat for, og, på anmodning af offeret, en begrundelse eller et kort sammendrag af begrundelsen for afgørelsen, medmindre der er tale om en fortrolig afgørelse eller en nævningekendelse, hvor der efter national ret ikke gives en begrundelse.

▌

4a.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre, der har ret til information om, hvor og hvornår retssagen finder sted, jf. artikel 4, stk. 1, og som ikke forstår den kompetente myndigheds sprog, modtager en oversættelse af denne information, som de har krav på, hvis de anmoder herom.

4b.  Der stilles ikke krav om, at passager i væsentlige dokumenter, som ikke er relevante for, at ofre kan deltage aktivt i straffesagen, bliver oversat. Ofre kan indgive en begrundet anmodning om, at et dokument betragtes som væsentligt.

4c.  Som undtagelse fra de generelle regler i stk. 1, 3 og 4 kan der gives en mundtlig oversættelse eller et mundtligt sammendrag af væsentlige dokumenter i stedet for en skriftlig oversættelse, forudsat at en sådan mundtlig oversættelse eller et sådant mundtligt sammendrag ikke vanskeliggør en retfærdig rettergang.

5.  Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed foretager en vurdering af, om ofrene har behov for oversættelse og tolkebistand, jf. stk. 1 og 4. Ofrene kan anke en afgørelse om ikke at tilbyde oversættelse eller tolkning. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

5a.  Oversættelse og tolkning, samt enhver overvejelse om at anke en afgørelse om ikke at tilbyde oversættelse eller tolkning, må ikke forsinke straffesagen unødigt.

▌

Artikel 7

Ret til at få adgang til hjælp for ofre

1.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre ▌vederlagsfrit og i fortrolighed samt i overensstemmelse med deres behov har adgang til hjælpetjenester for ofre, der varetager ofrenes interesser, før, under og i et passende tidsrum efter straffesagen. Familiemedlemmer har adgang til hjælpetjenester for ofre i overensstemmelse med deres behov og den skade, de har lidt som følge af den forbrydelse, der er begået mod offeret.

2.  Medlemsstaterne fremmer, at den myndighed, der modtog anmeldelsen, og andre relevante organer henviser ofre til hjælpetjenester for ofre.

3.  Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til vederlagsfrit og i fortrolighed at etablere specialiserede hjælpetjenester ud over, eller som en integrerende del af, almindelige hjælpetjenester for ofre eller ved at gøre det muligt for støtteorganisationer for ofre at henvende sig til eksisterende professionelle agenturer, der tilbyder sådanne specialiserede hjælpetjenester. Ofre har i overensstemmelse med deres særlige behov adgang til sådanne tjenester, og familiemedlemmer har adgang i overensstemmelse med deres særlige behov og den skade, de har lidt som følge af den forbrydelse, der er begået mod offeret.

3a.  Hjælpetjenester for ofre og eventuelle specialiserede hjælpetjenester kan etableres som offentlige eller ikkestatslige organisationer og organiseres på fagligt eller frivilligt grundlag.

3b.  Medlemsstaterne sikrer, at adgang til hjælpetjenester for ofre ikke er afhængig af, at ofrene anmelder en forbrydelse til en kompetent myndighed.

Artikel 7a

Hjælp omfattet af hjælpetjenester for ofre

1.  Hjælpetjenester for ofre som omhandlet i artikel 7 skal som minimum omfatte:

a)  information, rådgivning og støtte, der er relevant for ofres rettigheder, herunder om adgang til statslige ordninger til opnåelse af erstatning for personskade forvoldt ved forbrydelser, og om deres rolle i straffesager, herunder forberedelse til retssagen

b)  information om eller direkte henvisning til eventuelle relevante specialiserede hjælpetjenester for ofre, som tilbydes

c)  følelsesmæssig og så vidt muligt psykologisk bistand

d)  rådgivning om økonomiske og praktiske spørgsmål, der opstår som følge af forbrydelsen

e)  rådgivning vedrørende risikoen for gengældelse, intimidering, gentagen eller yderligere viktimisering samt om, hvorledes en sådan risiko kan forhindres eller undgås, medmindre andet er fastsat af andre offentlige eller private tjenester.

2.  Medlemsstaterne tilskynder hjælpetjenesterne for ofre til at tage særligt hensyn til de særlige behov, som ofre, der har lidt stor overlast som følge af forbrydelsens alvor og grovhed, har.

3.  Medmindre andet er fastsat af andre offentlige eller private tjenester, skal de specialiserede hjælpetjenester, der er omhandlet i artikel 7, stk. 3, som minimum tilvejebringe og tilbyde:

a)  husly eller enhver anden form for passende midlertidig indkvartering for ofre, der har brug for et sikkert opholdssted på grund af en overhængende risiko for gengældelse, intimidering, gentagen eller yderligere viktimisering

b)  målrettet og integreret hjælp til ofre med særlige behov såsom ofre for seksuel vold, ofre for kønsbaseret vold og ofre for vold i nære forhold, herunder traumehjælp og rådgivning.

Kapitel 3

DELTAGELSE I STRAFFESAGER

▌

Artikel 9

Retten til at at blive hørt

1.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre får ret til at blive hørt under straffesagen og kan tilvejebringe beviser. Når børneofferet skal høres, tages der behørigt hensyn til barnets alder og modenhed.

2.  De procedureregler, efter hvilke ofre har mulighed for at blive hørt under straffesagen og kan fremlægge beviser, fastlægges i national ret.

Artikel 10

Rettigheder i forbindelse med afgørelser om ikke at rejse tiltale

1.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre, i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system, har ret til prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale i forbindelse med den forbrydelse, som offeret har været udsat for. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

1a.  Hvis offerets rolle i det relevante strafferetlige system i overensstemmelse med national ret først fastlægges, når der er truffet afgørelse om at retsforfølge gerningsmanden, sikrer medlemsstaterne, at i det mindste ofre for alvorlige forbrydelser har ret til prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale i forbindelse med den forbrydelse, som offeret har været udsat for. Procedurereglerne for en sådan prøvelse fastlægges i national ret.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre uden unødig forsinkelse får meddelelse om deres ret til at få, og at de, hvis de anmoder herom, får tilstrækkelige informationer til at beslutte, om de skal anmode om prøvelse af en afgørelse om ikke at rejse tiltale.

2a.  Hvis den oprindelige afgørelse om ikke at rejse tiltale træffes af den øverste anklagemyndighed, og det ikke er muligt at foretage en prøvelse af denne afgørelse i henhold til national ret, kan retten til prøvelse foretages af den samme myndighed.

2b.  Stk. 1, 2 og 2a finder ikke anvendelse på anklagerens afgørelse om ikke at rejse tiltale, hvis en sådan afgørelse medfører en udenretslig tvistbilæggelse, i det omfang den nationale ret indeholder bestemmelser om en sådan mulighed.

Artikel 11

Ret til garantier i forbindelse med genoprettende retfærdighed

1.  Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at sikre offeret mod intimidering og yderligere viktimisering, som skal anvendes, når der sker ▌genoprettende retfærdighed, hvis det er relevant. Disse foranstaltninger sikrer, at det offer, der vælger at deltage i processer med genoprettende retfærdighed, har adgang til sikre og kompetente former for genoprettende retfærdighed og skal mindst omfatte følgende:

a)   ▌Genoprettende retfærdighed anvendes kun, hvis det med forbehold af alle sikkerhedshensyn er i offerets interesse, og offeret frit har givet sit informerede samtykke ▌. Samtykket kan til enhver tid tilbagekaldes.

b)  Inden offeret samtykker i at deltage i processen, skal den pågældende have fuldstændige og objektive oplysninger om processen og om de mulige resultater heraf samt oplysninger om procedurerne for kontrol med opfyldelsen af en eventuel overenskomst.

c)  Gerningsmanden skal have erkendt de grundlæggende fakta i en sag.

d)  Overenskomsten skal indgås frivilligt og kan tages i betragtning under eventuelle yderligere skridt i straffesagen.

e)  Drøftelser i ▌genoprettende retfærdighed, som ikke føres offentligt, er fortrolige og offentliggøres ikke efterfølgende, medmindre parterne indvilliger heri, eller det kræves i henhold til national ret på grund af en tungtvejende offentlig interesse.

2.  Medlemsstaterne fremmer henvisning af de sager, der er relevante for sådanne foranstaltninger, til ▌ genoprettende retfærdighed, herunder gennem udfærdigelse af procedurer eller retningslinjer om betingelserne for henvisning.

Artikel 12

Ret til retshjælp

Medlemsstaterne sikrer, at ofre har adgang til retshjælp ▌, når de er part i en straffesag. Betingelserne eller procedurereglerne for, at ofre kan få adgang til retshjælp, fastlægges i national ret.

Artikel 13

Ret til godtgørelse af udgifter

Medlemsstaterne skal ▌ give ofre, som deltager i straffesager, mulighed for at få godtgjort de udgifter, de har haft i forbindelse med deres aktive deltagelse i straffesagen, i overensstemmelse med deres rolle i det relevante strafferetlige system. Betingelserne eller procedurereglerne for, at ofre kan få adgang til godtgørelse, fastlægges i national ret.

Artikel 14

Ret til at få ejendele igen

Medlemsstaterne sikrer, at ejendele ▌, der er blevet beslaglagt under en straffesag, og som kan tilbageleveres, på grundlag af en afgørelse truffet af en kompetent myndighed, straks leveres tilbage til ofrene, medmindre ejendelene er nødvendige til brug under straffesagen. Betingelserne eller procedurereglerne for tilbagelevering af sådanne ejendele fastlægges i national ret.

Artikel 15

Ret til en afgørelse om erstatning fra lovovertræderen under en straffesag

1.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre har krav på som led i straffesagen at få en afgørelse om erstatning fra gerningsmanden inden en rimelig frist, medmindre national ret indeholder bestemmelser om, at sådanne afgørelser skal træffes i forbindelse med anden retsforfølgning.

2.  Medlemsstaterne fremmer foranstaltninger til at tilskynde gerningsmanden til at yde passende erstatning til offeret.

Artikel 16

Rettigheder for ofre med bopæl i en anden medlemsstat

1.  Medlemsstaterne sikrer, at deres kompetente myndigheder er i stand til at træffe de nødvendige foranstaltninger til i størst muligt omfang at begrænse de vanskeligheder, som opstår, når offeret har bopæl i en anden stat end den, hvor forbrydelsen har fundet sted, især med hensyn til sagens tilrettelæggelse. Med henblik herpå skal myndighederne i den medlemsstat, hvor forbrydelsen fandt sted, især have mulighed for:

a)  at optage forklaring fra offeret umiddelbart efter anmeldelsen af forbrydelsen til den ansvarlige myndighed

b)  i størst muligt omfang at kunne gøre brug af bestemmelserne om video- og telefonkonference i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af 29. maj 2000 med henblik på afhøring af ofre med bopæl i en anden stat.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre for en forbrydelse, der er begået i en anden medlemsstat end den, hvor de har bopæl, kan anmelde forbrydelsen til de kompetente myndigheder i sin bopælsstat, hvis den pågældende ikke har mulighed for at gøre det i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, eller, når der er tale om en alvorlig forbrydelse i henhold til national ret i den pågældende medlemsstat, hvis de ikke ønsker at gøre det.

3.  Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed, som modtager anmeldelsen, straks videresender den til den kompetente myndighed på det område, hvor forbrydelsen blev begået, hvis kompetencen ikke er blevet udøvet.

Kapitel 4

▌ BESKYTTELSE AF OFRE OG ANERKENDELSE AF OFRE MED SÆRLIGE BESKYTTELSESBEHOV

Artikel 17

Ret til beskyttelse

Uden at dette indebærer en begrænsning i forsvarets rettigheder, sikrer medlemsstaterne, at der kan træffes foranstaltninger til at beskytte ofrenes og deres familiemedlemmers sikkerhed med hensyn til gengældelse, intimidering og gentagen eller yderligere viktimisering, herunder risikoen for psykologisk eller følelsesmæssigt overgreb, og til at beskytte ofrenes værdighed under afhøring og ved afgivelse af vidneforklaring. Om nødvendigt skal retten til beskyttelse også omfatte procedurer, der er fastlagt i national ret, for fysisk beskyttelse af ofre og deres familiemedlemmer.

Artikel 17a

Ret til at undgå kontakt mellem offeret og gerningsmanden

1.  Medlemsstaterne skaber de nødvendige betingelser for, at kontakt mellem ofre og om nødvendigt deres familiemedlemmer og gerningsmand undgås i lokaler, hvor straffesagen finder sted, medmindre straffesagen gør en sådan kontakt nødvendig.

2.  Medlemsstaterne sikrer, at nye retsbygninger har separate venteområder for ofre.

Artikel 17b

Ofres ret til beskyttelse under efterforskningen af forbrydelser

Uden at dette indebærer en begrænsning i forsvarets rettigheder og i overensstemmelse med reglerne om rettens skøn, sikrer medlemsstaterne under efterforskningen af forbrydelser, at:

a)  ofre, når de skal afhøres, afhøres uden unødigt ophold, efter at der er anmeldt en forbrydelse til de kompetente myndigheder

b)  antallet af udspørgninger af offeret begrænses mest muligt, og at udspørgning kun foretages, hvis det er strengt nødvendigt af hensyn til straffesagen

c)  ofre kan ledsages af deres advokat og en person, de selv har valgt, medmindre der er truffet en begrundet afgørelse om, at en af eller begge disse personer ikke må ledsage offeret.

d)  lægeundersøgelser i forbindelse med straffesager begrænses mest muligt og kun foretages, hvis det er strengt nødvendigt med henblik herpå.

Artikel 17c

Ret til beskyttelse af privatlivet

1.  Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder under straffesagen kan træffe egnede foranstaltninger til at beskytte ofres og deres familiemedlemmers privatliv, herunder de personlige egenskaber, der tages hensyn til under den i artikel 18 omtalte individuelle vurdering, og billedgengivelser af de pågældende. Endvidere sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder kan træffe alle lovlige foranstaltninger for at hindre, at offentligheden får kendskab til oplysninger, der kan gøre det muligt at identificere børneofre.

2.  For at beskytte ofrenes privatliv, personlige integritet og personoplysninger tilskynder medlemsstaterne under hensyntagen til mediefriheden og ytringsfriheden medierne til at træffe selvregulerende foranstaltninger.

Artikel 18

Individuel vurdering af ofre for at identificere specifikke beskyttelsesbehov

1.  Medlemsstaterne sikrer, at ofre i tide får en individuel vurdering efter de nationale procedurer for at identificere specifikke beskyttelsesbehov og for at afgøre, om og i hvilken udstrækning de vil kunne nyde godt af særlige foranstaltninger under en straffesag, jf. artikel 21, fordi de er særligt sårbare over for sekundær og gentagen viktimisering eller intimidering.

2.  Vurderingen tager særligt hensyn til:

a)  offerets personlige karakteristika

b)  forbrydelsens art eller type samt

ba)  omstændighederne ved forbrydelsen.

2a.  I forbindelse med den individuelle vurdering lægges der særlig vægt på ofre, der har lidt stor overlast som følge af forbrydelsens alvor og grovhed, ofre, der har været ude for en forbrydelse, der blev begået på grund af fordomme eller ud fra et diskriminatorisk motiv, der navnlig kan have forbindelse med ofrenes personlige karakteristika, og ofre, hvis forhold til og afhængighed af gerningsmanden gør dem særligt sårbare. I denne forbindelse skal der tages behørigt hensyn til ofre for terrorisme, organiseret kriminalitet, menneskehandel, kønsbaseret vold, vold i nære forhold, seksuel vold eller udnyttelse, hadforbrydelser og ofre med handicap.

3.  I dette direktiv forudsættes det, at børneofre altid har specifikke beskyttelsesbehov, da de er sårbare over for sekundær og gentagen viktimisering eller over for intimidering. For at afgøre om og i hvilket omfang, der bør træffes særlige foranstaltninger med hensyn til dem, jf. artikel 22 og 23, underlægges de en individuel vurdering som omhandlet i stk. 1.

▌

5.  Vurderingens omfang kan tilpasses forbrydelsens grovhed og den grad af skade, offeret tilsyneladende har lidt.

5a.  Den individuelle vurdering gennemføres under nøje inddragelse af ofrene og tager hensyn til deres ønsker, også hvis de ikke ønsker, at der træffes særlige foranstaltninger.

5b.  Hvis elementerne i den individuelle vurdering har ændret sig væsentligt, sikrer medlemsstaterne, at den individuelle vurdering i stk. 1 ajourføres under hele straffesagens forløb.

▌

Artikel 21

▌Ret til beskyttelse under straffesager for ofre med specifikke beskyttelsesbehov

1.  Med forbehold af retten til et forsvar og i overensstemmelse med reglerne om domstolenes skøn sikrer medlemsstaterne ▌, at ▌ ofre, for hvem der træffes særlige foranstaltninger, der er identificeret som følge af en individuel vurdering, kan nyde godt af de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 2 og 3. En særlig foranstaltning som følge af den individuelle vurdering kan undlades, hvis operationelle eller praktiske begrænsninger gør det umuligt at benytte den, eller hvis der er et presserende behov for at udspørge offeret, og undladelse heraf kan skade offeret, en anden person eller selve sagen.

2.  ▌Følgende særlige foranstaltninger skal være til rådighed for ofre, der er identificeret i henhold til artikel 18, under efterforskningen af forbrydelsen:

a)  udspørgning af offeret i lokaler, der er indrettet eller tilpasset til dette formål

b)  udspørgning af offeret, der foretages af eller gennem personer, som er professionelt uddannede heri

c)  udspørgning af offeret, der altid foretages af de samme personer, medmindre en forsvarlig retspleje er til hinder herfor

d)  al udspørgning af ofre for seksuel vold, kønsbaseret vold eller vold i nære forhold foretages af en person af samme køn, hvis offeret ønsker det, og hvis det ikke griber ind i sagens gang, medmindre afhøringen foretages af en offentlig anklager eller en dommer

3.  ▌Følgende foranstaltninger skal være til rådighed for ofre, der er identificeret i henhold til artikel 18, under retssagen:

a)  foranstaltninger til at undgå visuel kontakt mellem ofre og gerningsmænd, herunder under vidneforklaringerne, ved hjælp af egnede midler, herunder brug af kommunikationsteknologi

b)  foranstaltninger til at sikre, at offeret kan høres i retslokalet uden at være til stede, navnlig ved hjælp af dertil egnet kommunikationsteknologi

c)  foranstaltninger til at undgå unødvendig afhøring om offerets privatliv, der ikke er relevant for forbrydelsen, og

d)  foranstaltninger, så retsmødet kan finde sted uden tilhørere.

Artikel 22

Børneofres ret til beskyttelse under straffesager

1.  Ud over foranstaltningerne i artikel 21 sikrer medlemsstaterne, når offeret er et barn, at:

a)  al udspørgning af børneofferet kan videooptages under efterforskningen af forbrydelsen, og at disse optagelser kan bruges ▌som bevis under straffesagen. Procedurereglerne for sådanne optagelser og anvendelsen heraf fastlægges i national ret

b)  de kompetente myndigheder i forbindelse med efterforskning af forbrydelser og under retssagen, i overensstemmelse med ofres rolle i det relevante strafferetlige system, udpeger en særlig repræsentant for børneofferet, når indehaverne af forældremyndigheden i henhold til national ret er udelukket fra at repræsentere børneofferet som følge af en interessekonflikt mellem dem og børneofferet, eller når børneofferet er uledsaget eller adskilt fra familien

ba)  barnet, når børneofferet har ret til en juridisk rådgiver, har ret til sin egen juridiske rådgiver og repræsentant i sit eget navn i sager, hvor der er eller kunne blive en interessekonflikt mellem barnet og forældrene eller andre involverede parter.

1a.  Såfremt der hersker usikkerhed om alderen på et offer, og der er grund til at formode, of offeret er et barn, forudsættes offeret i forbindelse med dette direktiv at være et barn.

▌

Kapitel 6

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 24

Uddannelse af relevante erhvervsgrupper

1.  Medlemsstaterne sikrer, at offentligt ansatte embedsmænd, som vil kunne komme i kontakt med ofre, f.eks. politibetjente og personalet ved retterne, får både generel og specialiseret uddannelse på et niveau svarende til den kontakt, de har med ofrene, for at gøre dem bevidste om ofres behov og sætte dem i stand til at behandle ofre med respekt og på en upartisk og professionel måde.

2.  Med forbehold af retsvæsenets uafhængighed og forskelle i opbygningen af retssystemerne i Unionen anmoder medlemsstaterne om, at de ansvarlige for uddannelse af dommere og anklagere, der er involveret i straffesager, giver adgang til både generel og specialiseret uddannelse for at gøre dommere og anklagere mere bevidste om ofres behov ▌.

2a.  Uden at det berører domstolenes uafhængighed anbefaler medlemsstaterne, at de ansvarlige for juristernes uddannelse giver dem adgang til både generel og specialiseret uddannelse for at øge juristernes bevidsthed om ofres behov.

3.  Medlemsstaterne tilskynder gennem deres offentlige tjenester eller støtte til støtteorganisationer for ofre til initiativer, der sikrer, at de, der tilbyder en hjælpetjeneste for ofre eller tilbyder genoprettende retfærdighed, får den nødvendige uddannelse på et niveau svarende til den kontakt, de har med ofrene, og overholder de faglige standarder, så det sikres, at disse tjenesteydelser udføres med respekt og på en upartisk og professionel måde.

4.  Under hensyn til de arbejdsopgaver, der udføres, og arten og omfanget at den kontakt, fagfolkene har med ofre, tilsigter uddannelsen at sætte de pågældende i stand til at give ofre anerkendelse og behandle dem med respekt på en professionel måde uden forskelsbehandling.

Artikel 25

Samarbejde og koordinering

1.  Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne og forbedre ofres adgang til deres rettigheder i henhold til dette direktiv og national ret. Et sådant samarbejde har mindst til formål at:

a)  udveksle bedste praksis

b)  foretage høringer i individuelle tilfælde og

c)  yde assistance til europæiske netværk, der arbejder med sager af direkte relevans for ofres rettigheder.

2.  Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger, herunder via internettet, med henblik på at øge bevidstheden om de i dette direktiv omhandlede rettigheder til begrænsning af risikoen for viktimisering og minimering af de negative konsekvenser af kriminalitet og risikoen for sekundær og gentagen viktimisering, navnlig ved målretning mod grupper såsom børn, ofre for kønsbaseret vold og ofre for vold i nære forhold. Sådanne foranstaltninger kan omfatte oplysnings- og bevidstgørelseskampagner samt forsknings- og uddannelsesprogrammer, om nødvendigt i samarbejde med relevante civilsamfundsorganisationer og andre aktører.

Kapitel 7

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 26

Gennemførelse

1.  Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den…*.

▌

3.  Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 27

Indsendelse af data og statistikker

Medlemsstaterne meddeler senest ...** og derefter hvert tredje år Europa-Kommissionen tilgængelige data, der viser, hvordan ofrene har gjort de rettigheder gældende, som de har i henhold til anvendelsesområdet for dette direktiv.

Artikel 27a

Rapportering

Kommissionen fremsender senest ... *** en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet med en vurdering af, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme dette direktiv, herunder en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 7, artikel 7a og artikel 21, om nødvendigt ledsaget af lovgivningsforslag.

Artikel 28

Erstatning

Rammeafgørelse 2001/220/RIA erstattes herved, for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i vedtagelsen af dette direktiv, idet dette dog ikke berører medlemsstaternes forpligtelser for så vidt angår fristerne for gennemførelse i national ret.

For så vidt angår de medlemsstater, der deltager i vedtagelsen af dette direktiv, gælder henvisninger til rammeafgørelsen som henvisninger til nærværende direktiv.

Artikel 29

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 30

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i ▌

På Europa-Parlamentets vegne      På Rådets vegne

Formand  Formand

_______________

BEGRUNDELSE

Ordførerne bifalder Kommissionens forslag til et direktiv for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse som en del af en lovpakke, der tager sigte på at styrke ofres rettigheder i EU, og som også omfatter et forslag til forordning om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål og en meddelelse om styrkelse af ofrenes rettigheder i EU. Siden Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009 og fastlæggelsen af retningslinjer vedrørende et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som fastlagt i Stockholmprogrammet, har beskyttelse af ofre for kriminalitet i EU været på toppen af EUs dagsorden.

Kommissionens forslag styrker behovet for at vedtage en omfattende europæisk retlig ramme, der kan give ofre for kriminalitet, uanset deres juridiske status, den videst mulige beskyttelse inden for Unionens område. Dette forslag er til dels affødt af Rådets rammeafgørelse 2011/220/JHA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager. Kommissionen har udvidet rettighederne for alle ofre for enhver form for kriminalitet og gjort dem til minimumsstandarder for hele EU for at sikre, at alle ofre – uanset deres nationalitet eller det sted, hvor forbrydelsen har fundet sted – får mulighed for bl.a. at udøve retten til information, retten til at forstå og blive forstået, retten til tolkning og oversættelse, retten til adgang til retshjælp, retten til adgang til hjælpetjenester for ofre, retten til at blive hørt, retten til genoprettende retfærdighed, rettigheder i forbindelse med afgørelser om ikke at rejse tiltale, retten til at undgå kontakt mellem offeret og gerningsmanden, retten til beskyttelse ved afhøring under efterforskningen af forbrydelser. Det er også afgørende, at det fremtidige direktiv indeholder en fælles definition af "offer", der ikke kun giver personen, som rammes af den strafbare handling, status som offer, men også nære familiemedlemmer.

Mange forslag i dette direktiv hilses velkommen af ordførerne.

Tillid til retssystemet er en prioritet for alle borgere, især for ofre, der oplever, at deres rettigheder ikke bliver tilgodeset og er uden for rækkevidde. Der er et påtrængende behov for et fælles og gennemsigtigt retssystem, der er gældende i alle EU-medlemsstater, hvis EU ønsker at opfylde Stockholmprogrammet. Dette direktiv vil ikke bare forsvare ofres rettigheder og give støtte og beskyttelse, men vil også hjælpe de europæiske borgere til at få tillid til deres nationale retssystem og til deres EU-naboer ved at harmonisere disse minimumsstandarder.

I overensstemmelse med procedurerne efter Lissabontraktaten tillader artikel 51 i Europa-Parlamentets forretningsordning, at der udarbejdes betænkninger på tværs af sagsområder. Nærværende betænkning har givet mulighed for at inkludere bidrag fra drøftelserne i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender samt i Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling samt fra samarbejdet mellem de to ordførere.

Generel tilgang – styrkelse af ofres rettigheder

Der kan på trods af disse bestemmelser, der for nuværende indgår i Kommissionens forslag, gøres mere for at beskytte ofres behov i den enkelte medlemsstat. Alle ofre, uanset deres baggrund eller den fortræd, der er forvoldt imod dem, har brug for at føle, at de er omfattet af dette direktiv. Forskning og data viser, at ofre alt for ofte ikke anmelder en forbrydelse på grund af frygt, usikkerhed eller manglende tillid eller information. Ofre er på grund af deres sårbarhed tynget af en belastende oplevelse, som gør det svært for dem at håndtere de retlige procedurer. Det er derfor vigtigt at tilbyde støtte fra det tidspunkt, forbrydelsen finder sted. Ofre skal gennem alle faser af den retlige proces behandles med respekt, værdighed og – i praksis – på et sprog, de forstår.

Ordførerne mener, at visse aspekter bør tillægges større vægt og være mere detaljeret. Derfor er retten til at modtage oplysninger fra den første kontakt med en kompetent myndighed blevet udvidet og uddybet for ofre, der har lidt større traumer. Retten til at modtage oplysninger om deres sag omfatter, at medlemsstaterne skal yde bistand, når oplysninger om frigivelse af gerningsmanden overbringes til offeret. På grund af mulig psykologisk pres og med henblik på at støtte den person, der har været udsat for vold, skal ofre have ret til at nægte visse oplysninger og omgøre dette afslag på ethvert tidspunkt.

Ofre skal tilbydes gratis støtte fra det øjeblik, han eller hun har lidt skade. Dette omfatter ligeledes deres børn og familiemedlemmer. Støtten til ofre bør endvidere omdannes til EU-baserede programmer eller initiativer, som fremmes af medlemsstaterne. Det er for ofre vigtigt med en noget bredere social anerkendelse af viktimisering i almindelighed, da offerets restituering er forbundet med dets oplevelse af positive reaktioner fra samfundet, der anerkender dets tilstand og aktuelle vanskelige situation. Ordførerne mener, at medierne bør spille en vigtig rolle i at fremme anerkendelsen af viktimisering i samfundet og samtidig træffe passende foranstaltninger til i forbindelse med deres informationsvirksomhed at sikre beskyttelse af ofres og deres familiemedlemmers privat- og familieliv.

Ordførerne er klar over, at hvis medlemsstaterne anbefales at gennemføre yderligere foranstaltninger, kan det i visse tilfælde medføre omfordeling eller øget mobilisering af ressourcer for de nationale myndigheders side. Det er dog vigtigt at minde om Kommissionens skøn, hvorefter de samlede omkostninger forbundet med kriminalitet i EU – ikke kun for ofre, men også arbejdsgivere, staten og samfundet som helhed – kan anslås til 233 milliarder EUR om året. Disse omkostninger skyldes ikke blot selve forbrydelsen, men også manglen på passende støtte til ofre til at hjælpe dem med at restituere sig og til at klare en straffesag. Enhver bestræbelse på at styrke ofres rettigheder og tilvejebringe tilstrækkelige hjælpetjenester bør derfor ses som en omkostningseffektiv foranstaltning, der vil bidrage positivt til at lette indberetningen af forbrydelser og til at bevare bæredygtigheden i de nationale rets- og sundhedssystemer.

Yderligere beskyttelse af ofre med særlige behov

Ordførerne støtter direktivets overordnede koncept om at etablere minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse, men anser det for bydende nødvendigt yderligere at berøre hjælpetjenester til ofre, der er i særlig høj risiko for at lide yderligere skade, intimidering eller gentagen viktimisering under straffesagen.

Ordførerne deler Kommissionens forslag om at referere til sårbare ofre, men foretrækker termen "ofre med særlige behov". Den terminologi, der anvendes i Kommissionens forslag, og som definerer denne kategori af ofre som "sårbare ofre", kan betragtes som en utilsigtet diskriminatorisk stempling. Mange ofre, herunder ofre for kønsbaseret vold, bryder sig ikke om at blive forbundet med termen sårbarhed. Dog kan et offer for kønsbestemt vold have særlige behov, uden at blive betragtet som sårbar. Kommissionens forslag nævner korrekt børn og handicappede som sårbare ofre på grund af deres personlige karakteristika. Det virker faktisk logisk at definere en person ramt af handicap, en kvinde udsat for et seksuelt overgreb eller et barn som et sårbart offer, men ofrenes personlige karakteristika, som ofrene besidder inden de udsættes for en forbrydelse, bør ikke være det eneste kriterium for definitionen. Ordførerne foretrækker derfor at henvise til denne gruppe som "ofre med særlige behov" og sørge for specifikke beskyttelsesforanstaltninger for disse ofre.

Disse foranstaltninger omfatter, men er ikke begrænset til, husly, medicinsk støtte, kriminaltekniske beviser, psykologisk rådgivning og juridisk rådgivning. Sådanne hjælpetjenester bør være tilstrækkeligt spredt over hele landet og tilgængelige for alle ofre.

For yderligere at vurdere omstændighederne og ofrenes karakteristika ønsker ordførerne at indføre yderligere definitioner, nemlig "kønsbaseret vold" og "vold i nære forhold". Kønsbaseret vold refererer til vold rettet mod en person på grund af vedkommendes køn. Vold i nære forhold omfatter vold begået af intime eller tidligere partnere eller andre familiemedlemmer, og som fører til forskelsbehandling og krænkelser af ofrenes grundlæggende rettigheder.

Når det drejer sig om ofre med særlige behov på grundlag af forbrydelsens art, bør vi også give til en hjælpende hånd til andre typer af ofre, ikke kun ofre for menneskehandel eller ofre for seksuel vold (som i Kommissionens tekst).

Ofre for terrorisme, ofre for organiseret kriminalitet, ofre for vold i nære forhold og ofre for kønsbaseret vold bør også betragtes som ofre med særlige behov. Da arten af forbrydelsen har forskellige former, er ofres behov ligeledes forskellige. Det er vigtigt at behandle særlige behov, der er et følsom emne. Et eksempel kan være ofre for terrorisme: den vigtigste forskel i forhold til andre ofre ligger i den sammenhæng, hvori terrorismeviktimiseringen opstår, og dens publikum. Ofre for terrorisme er per definition angrebet som repræsentanter for en større gruppe. Anerkendelse af deres viktimisering indebærer anerkendelse af dette faktum. Støttegrupper for ofre for terrorisme spænder, ud over juridisk bistand, over fire behov: retten til retfærdighed, retten til beskyttelse af værdighed, retten til at kende sandheden og retten til ikke at blive glemt, hvor sidstnævnte står for retten til at tage til genmæle mod terrorisme og dens viktimisering og til at bevare den i fremtidige generationers hukommelse.

Individuel vurdering og uddannelse

Ud over konventionelle hjælpetjenester til ofre skal der fokuseres på ofre, som har været udsat for en særlig grusom oplevelse, hvis virkninger ikke må undervurderes: alvorlig eksponering og ødelæggelse eller traumatiske tab; oplevelsen af traumatiske begivenheder eller nuværende eller tidligere mentale sundhedsproblemer og -behandling og en mangel på social støtte, ikke at have nær familie og nære venner at støtte sig til er alle meget vigtige aspekter at tage med i betragtning. Der bør gøres en indsats for at få kendskab til medlemmer af det sociale fællesskab, der er alene, da social støtte eller opfølgende hjælp kan være særlig vigtig for denne gruppe.

Ordførerne mener derfor, at individuel vurdering et vigtigt skridt fra det øjeblik, forbrydelsen finder sted. Det vil identificere behovene hos offeret før, under og efter straffesagen. I straffesager er myndighederne ofte uvidende om offerets behov, hvilket gør det vanskeligt for offeret at klare at samarbejde. Politi, anklagere og andet personale bør uddannes i passende metoder til at tage sig af ofre, alt afhængig af forbrydelsens art. Specielt med henblik på at bedre at kunne dække behovene for ofre for kønsbaseret vold og ofre for vold i nære forhold kræver ordførerne, at retsvæsenets aktører, politibetjente og repræsentanter for hjælpetjenester for ofre bør modtage uddannelse, der vil hjælpe dem til at blive mere bevidste om kønsaspektet og give mulighed for hurtig identifikation af og støtte til ofres behov. Ordførerne finder det relevant, at en sådan uddannelse i samarbejdsånd bør institutionaliseres og standardiseres på tværs af medlemsstaterne og gives i tæt samarbejde med ikke-statslige organisationer og hjælpetjenester for ofre for kønsbaseret vold.

Forståelse af kønsdynamikken i ofres rettigheder

Kønsbaseret vold er en form for vold, der i uforholdsmæssig grad rammer kvinder, og som kan være indbyrdes forbundet med, men ikke begrænset til, tilfælde af vold i nære forhold. Forskning viser, at mellem en femtedel og en fjerdedel af alle kvinder i Europa har været udsat for fysisk vold mindst én gang i deres voksenliv, og at mere end en tiendedel har været udsat for seksuel vold med anvendelse af tvang. Ordføreren mener i denne forbindelse, at det er særdeles vigtigt at kriminalisere alle former for kønsbaseret vold og træffe særlige forebyggelses- og beskyttelsesforanstaltninger samt afhjælpende foranstaltninger til fordel for ofrene.

Til dette formål har ordførerne fastlagt en klar forpligtelse om, at støtte til ofre med særlige behov tager hensyn til kønsdynamikken og opererer inden for en ramme kendetegnet ved overholdelse af ligestillingsprincippet og menneskerettighederne. Ordførerne er sikre på, at en sådan tilgang også er afgørende for at undgå sekundær viktimisering af ofre for kønsbestemt vold.

Ordførernes hensigt er at sikre, at der vedtages en omfattende definition af "offer" på europæisk plan, og at der tages hensyn til den særlige situation for ofre med særlige behov ved udformningen af passende hjælpeordninger eller undervisning af relevante aktører, der er i umiddelbar kontakt med ofrene. Til dette formål indeholder direktivet en række rettigheder, som ofre skal sikres, og som udfylder et vigtigt hul i beskyttelsen af menneskerettighederne for ofre for forbrydelser. Ordførerne betragter også kønsbestemt vold som en manifestation af ulighed mellem kønnene og en krænkelse af menneskerettighederne, og dermed går de videre i anerkendelsen af vold mod kvinder som en form for forskelsbehandling, som skal anerkendes og bekæmpes.

Mere samarbejde og koordinering for at beskytte ofre

Medlemsstaterne rådes desuden til at udvikle en generel tværfaglig tilgang, der sikrer en effektiv koordinering blandt de myndigheder, der yder støtte til ofrene. I den forbindelse skal der jf. direktivet etableres formelle eller uformelle strukturer, som ville give fagfolk fra retsvæsenet, de retshåndhævende myndigheder og ngo'er mulighed for at samarbejde på en standardiseret måde. Ordførerne mener, at en koordineret indsats over for alle ofre vil reducere de negative konsekvenser af forbrydelsen, risikoen for sekundær og gentagen viktimisering og stigmatisering og den byrde for offeret, der følger af kontakten mellem offeret og de strafferetlige myndigheder.

Sikre beskyttelse af offerets privatliv

Ordførerne fastlægger en klar forpligtelse om, at ofres privatliv og familieliv beskyttes i forbindelse med eventuelle straffesager og efter retssagen. Sikring af privatlivets fred for offeret, uanset forbrydelsens art, skal med alle midler garanteres, da offeret har behov for specifikt at kunne håndtere den juridiske proces, og generelt den psykiske helbredelse. For eksempel kan medierne ofte påføre en yderligere krænkelse af ofre for forbrydelser eller efterladte ved forværre ofrenes følelse af at blive krænket, af desorientering og af at miste kontrollen. Derfor kræver ordførerne, at medierne træffer "selvregulerende foranstaltninger" med henblik på at beskytte ofrenes personlige integritet fra påtrængende opmærksomhed fra mediernes side.

Europæiske netværk og statistik

Ofre skal være opmærksomme på, at deres rettigheder vil blive standardiseret i hele EU. Der bør iværksættes informations- og oplysningskampagner, forsknings- og uddannelsesprogrammer og samarbejde med civilsamfundets organisationer ved hjælp af veltilrettelagte kampagner i EU-medlemsstaterne. Desuden er der behov for indsamling og udveksling af data om alle typer ofre for i sidste ende at kunne tackle kriminalitet. Af denne grund opfordrer ordførerne til, at der gennem allerede eksisterende europæiske organisationer, der beskæftiger sig med ofres behov, etableres et europæisk netværk for observation med og støtte til ofre, der skal oprette en database med statistikker omfattende ofres antal, alder, køn og nationalitet. Et sådant netværk kunne forberede fremtidige direktiver med henblik på yderligere at styrke udviklingen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Tak

Ordførerne er taknemmelige for de forklaringer, som Kommissionen har leveret via Generaldirektoratet for Retlige og Indre Anliggender, såvel som for en frugtbar udveksling af synspunkter med skyggeordførerne og det danske EU-formandskab. Ordførerne vil også gerne udtrykke deres taknemmelighed for de holdninger og den ekspertise, der er kommet fra organisationer, foreninger og ngo'er om rettigheder, hjælp og beskyttelse til ofre for forbrydelser.

26.3.2012

UDTALELSE fra Retsudvalget

til Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse

( COM(2011)0275 – C7‑0127/2011 – 2011/0129(COD) )

Ordfører for udtalelse: Antonio López-Istúriz White

KORT BEGRUNDELSE

I en klassisk sag ved Domstolen havde Ian Cowan, en britisk statsborger, været udsat for et voldsomt overfald ved udgangen til en metrostation under et kort ophold i Paris. Gerningsmændene kunne ikke identificeres. Derfor søgte han erstatning fra de franske myndigheder for de kvæstelser, han pådrog sig ved overfaldet.

Det viste sig, at Frankrig gjorde tilkendelse af erstatning fra staten for en skade, der er påført offeret for et overfald og indebærer legemsskade, afhængig af, at offeret er indehaver af et opholdsbevis eller er statsborger i en stat, som har indgået aftale om gensidighed med Frankrig. Ian Cowan passede ikke ind i nogen af disse kategorier og blev derfor nægtet erstatning. Domstolen, som sagen var blevet henvist til af den nationale erstatningskommission, afgjorde, at en sådan begrænsning var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af nationalitet, der er forankret i traktaten.

Denne sag viser, hvordan mangler i eller endog diskriminerende foranstaltninger i forbindelse med beskyttelsen af ofre på det indre marked og nu inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed kan gøre indgreb i unionsborgernes grundlæggende rettigheder, navnlig de unionsborgere, der benytter sig af retten til fri bevægelighed. Som Domstolen ganske rigtigt fandt, er beskyttelse af ofre "en uadskillelig bestanddel af den pågældendes ret til at bevæge sig frit"[16]. Unionen sikrer personer fri bevægelighed, og derfor skal den også sikre ordentlige standarder og regler, når ting går galt.

Udvalget hilser derfor med stor glæde Kommissionens forslag til et direktiv om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse velkomment, navnlig i lyset af manglerne ved tidligere vedtagne EU-instrumenter, det være sig indholdsmæssige eller gennemførelsesmæssige mangler[17]. Det anser det for at være vigtigt og på høje tid, at disse rettigheder styrkes og fremmes for at sikre en ordentlig balance i forhold til de eksisterende EU-initiativer vedrørende mistænkte og anklagede personers rettigheder. Almindeligvis rettes fokus i de strafferetlige systemer mod lovovertræderen og offentligheden, til tider på bekostning af offeret og de traumatiske følger af den kriminelle handling. Ofre bør ikke føle sig udenfor i sådanne sager.

Udvalget ser gerne visse aspekter af forslaget styrket og gjort mere effektive, samtidig med at de forbliver omkostningseffektive og økonomisk holdbare.

Udvalget støtter Kommissionens tilgang med at fastsætte minimumsstandarder og dermed gøre det muligt for medlemsstaterne at gå videre i beskyttelsen af ofre, hvis de ønsker det. Med denne tilgang vil der blive etableret et minimumsniveau for støtte til ofre i de medlemsstater, der ikke har veletablerede organisationer til støtte af ofre.

Efter alvorlige, omfattende forbrydelser kan ofrene i visse tilfælde blive særligt traumatiserede. Det er ofte tilfældet for ofre for terrorhandlinger, men det kan også gøre sig gældende for ofre for organiseret kriminalitet. Det skyldes, at de pågældende kriminelle handlinger, på grund af deres omfang og også på grund af måden, hvorpå de begås, ødelægger ofrenes dagligliv for altid, og at ofrene som følge heraf mister fornemmelsen af normalitet. Tilliden hos f.eks. et offer for en terrorbombe og et offer for menneskehandel kan blive ugenopretteligt skadet på sammenlignelige måder. Sådanne ofre har brug for at genopbygge deres liv. Derfor mener ordføreren, at ofre for sådanne typer kriminalitet bør behandles som sårbare ofre.

En række minimumsrettigheder er ganske vist et vigtigt og afgørende grundlag, men ofre har frem for alt brug for individuel og respektfuld opmærksomhed fra det pågældende retssystem.

Endelig mener udvalget, at strafferetssystemerne i medlemsstaterne bør være mere indrettede på at beskytte ofrene og ikke bare fokusere på den tiltalte. Denne ændring i kulturen kan ikke opnås ved lovgivning alene, men kræver en vedholdende indsats i forbindelse med uddannelse og videreuddannelse samt praktisk vejledning og udveksling af bedste praksis. Unionen befinder sig i en privilegeret position til at tage føringen i spørgsmål som f.eks. større bevidsthed om ofrenes rettigheder, bedre håndhævelse af disse rettigheder og relevant uddannelse, navnlig af personalet og de juridiske aktører inden for retsvæsenet.

ÆNDRINGSFORSLAG

Retsudvalget opfordrer Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende ændringsforslag i sin betænkning:

Ændringsforslag    1

Forslag til direktiv

Betragtning 8

Ændringsforslag    2

Forslag til direktiv

Betragtning 10

Ændringsforslag    3

Forslag til direktiv

Betragtning 13

Begrundelse

Ofre for organiseret kriminalitet tilhører gruppen af særligt sårbare ofre, da de er særligt åbne over for intimidering og trusler om gentagen vold, der foretages af gerningsmændene til den type kriminalitet. Det er derfor, disse ofre har behov for særlige foranstaltninger, ikke blot i form af beskyttelse under kriminalsagen, men også i form af særlige støttetjenester.

Ændringsforslag    4

Forslag til direktiv

Betragtning 17

Begrundelse

Ofre for organiseret kriminalitet er en af de særlige kategorier af ofre, der er defineret i meddelelse af 18.5.2011 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Styrkelse af ofrenes rettigheder i EU ( COM(2011)274 ). I betragtning af, at ofre for organiseret kriminalitet er særligt sårbare over for intimidering og trussel om gentagen vold, der foretages af gerningsmændene til den type kriminalitet, har de brug for særlige beskyttelsesforanstaltninger.

Ændringsforslag    5

Forslag til direktiv

Betragtning 24

Ændringsforslag    6

Forslag til direktiv

Betragtning 26 a (ny)

Ændringsforslag    7

Forslag til direktiv

Artikel 3 – indledning

Ændringsforslag    8

Forslag til direktiv

Artikel 3 – stk. 1 – litra f

Ændringsforslag    9

Forslag til direktiv

Artikel 3 – litra f a (nyt)

Ændringsforslag    10

Forslag til direktiv

Artikel 3 – stk. 1 a (nyt)

Begrundelse

Det er ikke tilstrækkeligt at give myndighederne mulighed for kun at give den i stk. 1 omhandlede information mundtligt.

Ændringsforslag    11

Forslag til direktiv

Artikel 4 – stk. 1 – indledning

Ændringsforslag    12

Forslag til direktiv

Artikel 4 – stk. 2

Ændringsforslag    13

Forslag til direktiv

Artikel 4 – stk. 2 a (nyt)

Ændringsforslag    14

Forslag til direktiv

Artikel 4 – stk. 3 a (nyt)

Ændringsforslag    15

Forslag til direktiv

Artikel 6 – stk. 4 – litra a

Ændringsforslag    16

Forslag til direktiv

Artikel 7 – stk. 1

Begrundelse

Det er nødvendigt at specificere, at der bør være et ensartet, garanteret niveau for hjælp i alle medlemsstater, og at hjælpen ikke bør begrænses til tiden efter forbrydelsen, da en kriminalsag kan være langvarig, kompleks og traumatisk, navnlig for ofre for volds- og/eller seksualforbrydelser.

Ændringsforslag    17

Forslag til direktiv

Artikel 7 – stk. 4 a (nyt)

Ændringsforslag    18

Forslag til direktiv

Artikel 7 – stk. 4 a (nyt)

Ændringsforslag    19

Forslag til direktiv

Artikel 8

Begrundelse

I tråd med de rettigheder, som de personer har, der er anklaget for at have begået en forbrydelse i udlandet.

Ændringsforslag    20

Forslag til direktiv

Artikel 9

Ændringsforslag    21

Forslag til direktiv

Artikel 11 – stk. 1 – litra c

Ændringsforslag    22

Forslag til direktiv

Artikel 11 – stk. 2

Ændringsforslag    23

Forslag til direktiv

Artikel 11 – stk. 2 a (nyt)

Ændringsforslag    24

Forslag til direktiv

Artikel 14

Ændringsforslag    25

Forslag til direktiv

Artikel 15 – stk. 2

Begrundelse

Dette stykke bør styrkes ved at understrege, at medlemsstaterne bør være ansvarlige for at sikre, at erstatningsafgørelser gennemføres hurtigt.

Ændringsforslag    26

Forslag til direktiv

Artikel 16 – stk. 3 a (nyt)

Begrundelse

Ofre for forbrydelser i udlandet bør ikke afskæres fra at kræve den erstatning, de er berettiget til, på grund af indviklede procedurer. Medlemsstaterne bør sikre, at der kun er én enkel og nem procedure for udenlandske krav på erstatning, og at grænseoverskridende erstatningsafgørelser udføres på rettidig vis.

Ændringsforslag    27

Forslag til direktiv

Artikel 18 – stk. 1 – indledning

Ændringsforslag    28

Forslag til direktiv

Artikel 18 – stk. 1 – litra a

Ændringsforslag    29

Forslag til direktiv

Artikel 18 – stk. 1 – litra b a (nyt)

Ændringsforslag    30

Forslag til direktiv

Artikel 18 – stk. 2 – litra a a (nyt)

Ændringsforslag    31

Forslag til direktiv

Artikel 18 – stk. 2 – litra b a (nyt)

Ændringsforslag    32

Forslag til direktiv

Artikel 19

Ændringsforslag    33

Forslag til direktiv

Artikel 20 – stk. 1 – litra a

Ændringsforslag    34

Forslag til direktiv

Artikel 20 – stk. 1 a (nyt)

Begrundelse

Udvalget mener, at ofre bør have mulighed for at gøre sig bekendt med retten forud for retsmøderne.

Ændringsforslag    35

Forslag til direktiv

Artikel 21 – stk. 2 – litra c

Ændringsforslag    36

Forslag til direktiv

Artikel 21 – stk. 2 – litra d

Ændringsforslag    37

Forslag til direktiv

Artikel 23 – stk. 1

Ændringsforslag    38

Forslag til direktiv

Artikel 23 – stk. 1 a (nyt)

Ændringsforslag    39

Forslag til direktiv

Artikel 24 – stk. 1

Ændringsforslag    40

Forslag til direktiv

Artikel 24 – stk. 2

Ændringsforslag    41

Forslag til direktiv

Artikel 24 – stk. 2 a (nyt)

Ændringsforslag    42

Forslag til direktiv

Artikel 24 – stk. 3

Ændringsforslag    43

Forslag til direktiv

Artikel 25 – stk. 2 b (nyt)

Begrundelse

Dette forslag er modtaget fra adskillige borgere i forbindelse med, at de eller deres slægtninge er blevet offer for en forbrydelse i udlandet. Det er noget, som man har forsømt, og som bør medtages i lovgivningen.

Ændringsforslag    44

Forslag til direktiv

Artikel 25 – stk. 2 c (nyt)

Begrundelse

Dette er et tilbagevendende og vedholdende problem, som familier til ofre for en forbrydelse står over for.

Ændringsforslag    45

Forslag til direktiv

Artikel 27 a (ny)

PROCEDURE

PROCEDURE