Mødedokument

 

A7-0258/2012

25.7.2012

***I

BETÆNKNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (omarbejdning)

( COM(2011)0765 – C7‑0429/2011 – 2011/0351(COD) )

Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse

Ordfører: Zuzana Roithová

(Omarbejdning – forretningsordenens artikel 87)

PR_COD_1recastingam

 

 

Tegnforklaring

  *  Høringsprocedure

  ***  Godkendelsesprocedure

  ***I  Almindelig lovgivningsprocedure (førstebehandling)

  ***II  Almindelig lovgivningsprocedure (andenbehandling)

  ***III  Almindelig lovgivningsprocedure (tredjebehandling)

 

(Proceduren afhænger af, hvilket retsgrundlag der er valgt i udkastet til retsakt)

 

 

 

 

Ændringsforslag til et udkast til retsakt

I Parlamentets ændringsforslag er ændringer i udkastet til retsakt markeret med fede typer og kursiv. Kursivering uden fede typer er en oplysning til de tekniske tjenestegrene, som vedrører elementer i udkastet til retsakt, der foreslås rettet ved affattelsen af den endelige tekst (f.eks. materielle fejl eller manglende tekst i en sprogversion). De foreslåede rettelser skal godkendes af de berørte tekniske tjenestegrene.

 

Informationsblokken til ethvert ændringsforslag, der angår en eksisterende retsakt, som udkastet til retsakt har til formål at ændre, indeholder en tredje og en fjerde linje, hvori det er anført, hvilken eksisterende retsakt og hvilken bestemmelse heri der er berørt. Passager fra en bestemmelse i en eksisterende retsakt, som ikke er medtaget i udkastet til retsakt, men som Parlamentet ønsker at ændre, er markeret med fede typer. Hvis Parlamentet ønsker, at tekst i sådanne passager skal udgå, er dette markeret med [...].

 

 

 

INDHOLD

Side

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING  5

BEGRUNDELSE  21

BILAG: SKRIVELSE FRA RETSUDVALGET  25

BILAG: UDTALELSE FRA DEN RÅDGIVENDE GRUPPE BESTÅENDE AF DE JURIDISKE TJENESTER I EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN  27

PROCEDURE  29

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (omarbejdning)

( COM(2011)0765 – C7‑0429/2011 – 2011/0351(COD) )

(Almindelig lovgivningsprocedure – omarbejdning)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet ( COM(2011)0765 ),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C7-0429/2011),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 28. marts 2012[1],

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter[2],

–  der henviser til skrivelse af 27. marts 2012 fra Retsudvalget til Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, jf. forretningsordenens artikel 87, stk. 3,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 87 og 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse ( A7-0258/2012 ),

A. der henviser til, at dette forslag ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer;

1.  fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

 

Ændringsforslag    1

Forslag til direktiv

Betragtning 22 a (ny)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

(22a) Alle pligter, som pålægges de erhvervsdrivende ved dette direktiv, bør også finde anvendelse i tilfælde af fjernsalg.

 

Ændringsforslag    2

Forslag til direktiv

Betragtning 30 a (ny)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

(30a) Hvis udstedelse af en enkelt EU-overensstemmelseserklæring kan medføre specifikke problemer som følge af denne enkelte EU-erklærings kompleksitet eller anvendelsesområde, bør det være muligt at erstatte den enkelte EU-erklæring med individuelle EU-overensstemmelseserklæringer, som er relevante for det specifikke apparat.

 

Ændringsforslag    3

Forslag til direktiv

Betragtning 48

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

(48) Det er nødvendigt at fastsætte overgangsordninger, som gør det muligt at gøre apparater tilgængelige på markedet og at ibrugtage disse, såfremt de allerede er markedsført i henhold til direktiv 200/108/EF.

(48) Det er nødvendigt at fastsætte overgangsordninger, som gør dette muligt for erhvervsdrivende i et rimeligt tidsrum at gøre apparater tilgængelige på markedet og at ibrugtage dem, som allerede er bragt i omsætning i henhold til direktiv 95/16/EF. som gør det muligt at gøre apparater tilgængelige på markedet og at ibrugtage disse, såfremt de allerede er markedsført i henhold til direktiv 2004/108/EF. De erhvervsdrivende bør kunne sælge lagre af apparater, som allerede befinder sig i distributionskæden på datoen for anvendelsen af nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv.

 

Ændringsforslag    4

Forslag til direktiv

Artikel 2 – stk. 2 – afsnit 1 – litra c a (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

(ca) udstyr, der udelukkende er udformet med henblik på forskning og udvikling, og som kun gøres tilgængeligt mellem virksomheder

Begrundelse

Private slutbrugere har ingen adgang til F&U-produkter. Sådant udstyr er i forvejen taget ud af RoHS- og WEEE-direktivernes anvendelsesområde i forbindelse med disses nylige omarbejdning. For at undgå usikkerhed bør produktdirektivernes anvendelsesområde harmoniseres.

 

Ændringsforslag    5

Forslag til direktiv

Artikel 2 – stk. 3

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

3. Hvis der er tale om det i stk. 1 omhandlede udstyr, og de væsentlige krav, der er fastsat i bilag I helt eller delvis er specificeret nærmere i andre EU- direktiver, finder dette direktiv ikke anvendelse med hensyn til sådanne krav, eller det ophører med at finde anvendelse fra datoen for gennemførelsen af disse direktiver for så vidt angår det pågældende udstyr.

3. Hvis der er tale om det i stk. 1 omhandlede udstyr, og de væsentlige krav, der er fastsat i bilag I helt eller delvis er specificeret nærmere i anden EU-lovgivning, finder dette direktiv ikke anvendelse med hensyn til sådanne krav, eller det ophører med at finde anvendelse fra datoen for gennemførelsen af denne EU-lovgivning for så vidt angår det pågældende udstyr.

 

Ændringsforslag    6

Forslag til direktiv

Artikel 3 – stk. 1 – nr. 5

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

(5) "elektromagnetisk forstyrrelse": et elektromagnetisk fænomen, der kan forringe udstyrs funktion, herunder elektromagnetisk støj, et uønsket signal eller en ændring i selve udbredelsesmediet

(5) "elektromagnetisk forstyrrelse": et elektromagnetisk fænomen, ud over et ønsket signal, der kan forringe udstyrs funktion, herunder elektromagnetisk støj, eller en ændring i selve udbredelsesmediet

Begrundelse

Med denne ændring genindsættes den oprindelige definition, hvor ønskede signaler udtrykkelig ikke er defineret som forstyrrelse, fordi der her er tale om en elektromagnetisk uforenelighed, jf. artikel 6, som slet ikke bør forekomme fra første færd. Der bør også fremover kun kunne tales om elektromagnetisk forstyrrelse i forbindelse med et naturfænomen eller et uønsket signal, ikke med et ønsket signal.

 

Ændringsforslag    7

Forslag til direktiv

Artikel 3 – nr. 15

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

(15) ”erhvervsdrivende”: fabrikanten, den bemyndigede repræsentant, importøren og distributøren

(15) "erhvervsdrivende": en fabrikant, en bemyndiget repræsentant, en importør eller en distributør

 

Ændringsforslag    8

Forslag til direktiv

Artikel 3 – nr. 17

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

(17) "harmoniseret standard": harmoniseret standard som defineret i artikel 2, stk. 1, litra c, i forordning (EU) nr. [../..] [om europæisk standardisering]

(17) "harmoniseret standard": standard som defineret i artikel 2, stk. 1, litra c, i forordning (EU) nr. [../..] [om europæisk standardisering]

 

Ændringsforslag    9

Forslag til direktiv

Artikel 4

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at kun udstyr, der — korrekt installeret og vedligeholdt samt anvendt efter hensigten — opfylder kravene i dette direktiv, gøres tilgængeligt på markedet og/eller ibrugtages.

Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at kun udstyr, der — korrekt installeret og vedligeholdt samt anvendt efter hensigten eller til et rimeligt forudsigeligt formål — opfylder kravene i dette direktiv, gøres tilgængeligt på markedet og/eller ibrugtages.

 

Ændringsforslag    10

Forslag til direktiv

Artikel 7 – stk. 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

1. Fabrikanten skal, når han bringer sine apparater i omsætning på markedet og/eller ved ibrugtagning, sikre, at de er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med de væsentlige krav i bilag I.

1. Fabrikanten skal, når han bringer sine apparater i omsætning på markedet, sikre, at de er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med de væsentlige krav i bilag I.

 

Ændringsforslag    11

Forslag til direktiv

Artikel 7 – stk. 2 – afsnit 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

2. Fabrikanten skal udarbejde den i bilag II og III omhandlede tekniske dokumentation og gennemføre eller få gennemført den i artikel 15 omhandlede overensstemmelsesvurderingsprocedure.

2. Fabrikanten skal udarbejde den i bilag II eller III omhandlede tekniske dokumentation og gennemføre eller få gennemført den i artikel 14 omhandlede overensstemmelsesvurderingsprocedure.

 

Ændringsforslag    12

Forslag til direktiv

Artikel 7 – stk. 6

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

6. Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontaktadresse skal fremgå af apparatet, eller hvis dette ikke er muligt, af emballagen eller af et dokument, der ledsager apparatet. Adressen skal være adressen på ét enkelt sted, hvor fabrikanten kan kontaktes.

6. Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og den postadresse eller i givet fald internetadresse, hvorpå den pågældende kan kontaktes, skal fremgå af apparatet, eller hvis dette ikke er rimeligt muligt, skal de detaljerede oplysninger fremgå af emballagen eller af et dokument, der ledsager apparatet. Adressen skal være adressen på ét enkelt sted, hvor fabrikanten kan kontaktes. Kontaktoplysningerne angives på et for slutbrugerne og markedsovervågningsmyndighederne letforståeligt sprog.

 

Ændringsforslag    13

Forslag til direktiv

Artikel 7 – stk. 7

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

7. Fabrikanten skal sikre, at apparatet ledsages af en brugsanvisning og anden information, jf. artikel 18, på et for forbrugere og andre slutbrugere letforståeligt sprog fastsat af den pågældende medlemsstat.

7. Fabrikanten skal sikre, at apparatet ledsages af en brugsanvisning og anden information, jf. artikel 18, på et for forbrugere og andre slutbrugere letforståeligt sprog fastsat af den pågældende medlemsstat. Sådanne instruktioner og sikkerhedsinformation samt eventuelle mærkninger skal være tydelige, letforståelige og læsbare.

 

Ændringsforslag    14

Forslag til direktiv

Artikel 7 – stk. 8

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

8. Hvis en fabrikant finder eller har grund til at tro, at et apparat, som han har bragt i omsætning og/eller, som er taget i brug, ikke er i overensstemmelse med dette direktiv, skal han straks træffe de nødvendige foranstaltninger for at bringe apparatet i overensstemmelse med lovgivningen eller om nødvendigt trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage. Endvidere skal fabrikanten, hvis apparatet udgør en risiko, straks orientere de kompetente nationale myndigheder i de medlemsstater, hvor han har gjort produktet tilgængeligt og/eller hvor dette er ibrugtaget, herom og give nærmere oplysninger om særlig den manglende overensstemmelse med lovgivningen og de trufne foranstaltninger.

8. Hvis en importør finder eller har grund til at tro, at et apparat, han har bragt i omsætning, ikke er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv, skal han straks træffe de nødvendige foranstaltninger for at bringe det pågældende apparat i overensstemmelse med lovgivningen eller om nødvendigt trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage. Endvidere skal distributøren, hvis apparatet udgør en risiko, straks orientere de kompetente nationale myndigheder i de medlemsstater, hvor han har gjort apparatet tilgængeligt, herom og give nærmere oplysninger om særlig den manglende overensstemmelse med lovgivningen og de foranstaltninger, han har truffet.

 

Ændringsforslag    15

Forslag til direktiv

Artikel 7 – stk. 9

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

9. Fabrikanten skal på grundlag af en kompetent national myndigheds begrundede anmodning give den al den information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere apparatets overensstemmelse med lovgivningen, på et for denne myndighed let forståeligt sprog. Han skal, hvis denne myndighed anmoder herom, samarbejde med den om foranstaltninger, der er truffet for at undgå risici, som apparater, der er bragt i omsætning og/eller taget i brug, udgør.

9. Fabrikanten skal på grundlag af en kompetent national myndigheds begrundede anmodning give den al den information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere apparatets overensstemmelse med lovgivningen, på et for denne myndighed let forståeligt sprog. Han skal, hvis denne myndighed anmoder herom, samarbejde med den om foranstaltninger, der træffes for at undgå risici, som apparater, der er bragt i omsætning, udgør.

 

Ændringsforslag    16

Forslag til direktiv

Artikel 9 – stk. 3

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

3. Importørens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontaktadresse skal fremgå af apparatet, eller hvis dette ikke er muligt, af emballagen eller af et dokument, der ledsager apparatet.

3. Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og postadresse eller i givet fald internetadresse, hvorpå den pågældende kan kontaktes, skal fremgå af apparatet, eller hvis dette ikke er rimeligt muligt, af emballagen eller af et dokument, der ledsager apparatet. Kontaktoplysningerne angives på et for slutbrugerne og markedsovervågningsmyndighederne letforståeligt sprog.

 

Ændringsforslag    17

Forslag til direktiv

Artikel 10 – stk. 2 – afsnit 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

2. Distributøren skal, før han gør et apparat tilgængeligt på markedet, kontrollere, at det er forsynet med CE-mærkning og er ledsaget af den krævede dokumentation og af en brugsanvisning og anden information, jf. artikel 18, på et sprog, der er let forståeligt for forbrugere og andre slutbrugere i den medlemsstat, hvor apparatet gøres tilgængeligt på markedet og/eller ibrugtages, og at fabrikanten og importøren har opfyldt kravene i artikel 7, stk. 5 og 6, og artikel 9, stk. 3.

2. Distributøren skal, før han gør et apparat tilgængeligt på markedet, kontrollere, at det er forsynet med CE-mærkning og er ledsaget af den krævede dokumentation og af en brugsanvisning og anden information, jf. artikel 18, på et sprog, der er let forståeligt for forbrugere og andre slutbrugere i den medlemsstat, hvor apparatet gøres tilgængeligt på markedet, og at fabrikanten og importøren har opfyldt kravene i artikel 7, stk. 5 og 6, og artikel 9, stk. 3.

 

Ændringsforslag    18

Forslag til direktiv

Artikel 10 – stk. 5 a (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

5a. Medlemsstaterne sikrer, at apparater, der lovligt er bragt i omsætning før [den dato, der er fastsat i artikel 43, stk. 1, andet afsnit], kan gøres tilgængelige på markedet af distributører uden yderligere produktkrav.

 

Ændringsforslag    19

Forslag til direktiv

Artikel 12 – stk. 1 – indledning

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Efter anmodning skal erhvervsdrivende over for markedsovervågningsmyndighederne identificere:

Efter anmodning skal erhvervsdrivende over for markedsovervågningsmyndighederne specificere:

 

Ændringsforslag    20

Forslag til direktiv

Artikel 12 – stk. 2

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Erhvervsdrivende skal i en periode på 10 år efter, at apparatet er leveret til dem og i en periode på 10 år efter, at de har leveret apparatet, kunne forelægge den i første afsnit omhandlede information.

Erhvervsdrivende skal i en periode på 10 år efter, at apparatet er leveret til dem og i en periode på 10 år efter, at de har leveret apparatet, kunne forelægge den i første afsnit omhandlede information. Erhvervsdrivende er ikke forpligtet til at ajourføre denne information, efter at leveringen er afsluttet.

 

Ændringsforslag    21

Forslag til direktiv

Artikel 12 a (ny)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

Artikel 12a

 

Erhvervsdrivendes forpligtelser vedrørende produkter på lager

 

Medlemsstaterne skal sikre, at de erhvervsdrivendes forpligtelser vedrørende de produkter, de har på lager, opfyldes i henhold til artikel 42.

 

Ændringsforslag    22

Forslag til direktiv

Artikel 14 – indledning

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Apparatets overensstemmelse med de i bilag I fastsatte væsentlige krav påvises ved anvendelse af:

Efter fabrikantens eget skøn påvises apparatets overensstemmelse med de i bilag I fastsatte væsentlige krav ved anvendelse af en af følgende procedurer:

 

Ændringsforslag    23

Forslag til direktiv

Artikel 15 – stk. 2

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

2. EU-overensstemmelseserklæringen skal følge den model, der er fastlagt i bilag IV til dette direktiv, og den skal løbende ajourføres. Den skal oversættes til det eller de officielle sprog, der kræves af den medlemsstat, hvor apparatet bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet.

2. EU-overensstemmelseserklæringen skal følge den model, der er fastlagt i bilag IV til dette direktiv, og den skal løbende ajourføres. Efter anmodning fra markedsovervågningsmyndighederne skal den erhvervsdrivende fremlægge en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen i papirform eller elektronisk form og sørge for, at den oversættes til det eller de officielle sprog, der kræves af den medlemsstat, hvor apparatet bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet.

 

Ændringsforslag    24

Forslag til direktiv

Artikel 21 – stk. 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

1. Medlemsstaterne skal udpege en bemyndigende myndighed, som er ansvarlig for at indføre og gennemføre de nødvendige procedurer for vurdering og notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganer og overvågningen af bemyndigede organer, herunder overensstemmelse med artikel 26.

1. Medlemsstaterne skal udpege en enkelt bemyndigende myndighed, som er ansvarlig for at indføre og gennemføre de nødvendige procedurer for vurdering og notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganer og overvågningen af bemyndigede organer, herunder overensstemmelse med artikel 26.

 

Ændringsforslag    25

Forslag til direktiv

Artikel 37 – stk. 1 a (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

Medlemsstaterne skal én gang om året give Kommissionen oplysninger om deres markedsovervågningsmyndigheders aktiviteter og om eventuelle planer for og forøgelse af markedsovervågning, inklusive tildeling af flere ressourcer, øget effektivitet og opbygning af den nødvendige kapacitet til opnåelsen af disse mål.

 

Ændringsforslag    26

Forslag til direktiv

Artikel 37 – stk. 1 b (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

Medlemsstaterne sørger for tilstrækkelige midler til deres markedsovervågningsmyndigheder for at sikre, at deres aktiviteter er sammenhængende og effektive i hele EU.

 

Ændringsforslag    27

Forslag til direktiv

Artikel 38 – stk. 1 – afsnit 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

1. Hvis markedsovervågningsmyndighederne i en af medlemsstaterne har truffet foranstaltninger i henhold til artikel 20 i forordning (EF) nr. 765/2008, eller hvis de har tilstrækkelig grund til at antage, at et apparat, der er omfattet af dette direktiv, udgør en risiko for menneskers sundhed eller sikkerhed eller for andre samfundsinteresser, der er omfattet af dette direktiv, skal de foretage en evaluering af det pågældende apparat omfattende alle de krav, der er fastlagt i dette direktiv. De berørte erhvervsdrivende skal samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne på enhver nødvendig måde.

1. Hvis markedsovervågningsmyndighederne i en af medlemsstaterne har truffet foranstaltninger i henhold til artikel 20 i forordning (EF) nr. 765/2008, eller hvis de har tilstrækkelig grund til at antage, at et apparat, der er omfattet af dette direktiv, udgør en risiko for menneskers sundhed eller sikkerhed eller for andre samfundsinteresser, der er omfattet af dette direktiv, skal de foretage en evaluering af det pågældende apparat omfattende alle de relevante krav, der er fastlagt i dette direktiv. De berørte erhvervsdrivende skal samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne på enhver nødvendig måde.

 

Ændringsforslag    28

Forslag til direktiv

Artikel 38 – stk. 5 – litra a

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

(a) at apparatet ikke opfylder kravene vedrørende samfundsinteresser, som fastlagt i dette direktiv

(a) at apparatet ikke opfylder kravene vedrørende samfundsinteresser, som fastlagt i dette direktiv, eller

 

Ændringsforslag    29

Forslag til direktiv

Artikel 38 – stk. 7

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

7. Hvis der ikke inden for 2 måneder efter modtagelsen af de i stk. 4 omhandlede oplysninger er blevet gjort indsigelse af en medlemsstat eller Kommissionen mod en foreløbig foranstaltning truffet af en medlemsstat, anses foranstaltningen for at være berettiget.

7. Hvis der ikke inden for 3 måneder efter modtagelsen af de i stk. 4 omhandlede oplysninger er blevet gjort indsigelse af en medlemsstat eller Kommissionen mod en foreløbig foranstaltning truffet af en medlemsstat, anses foranstaltningen for at være berettiget.

 

Ændringsforslag    30

Forslag til direktiv

Artikel 38 – stk. 8

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

8. Medlemsstaterne skal sikre, at der straks træffes de fornødne restriktive foranstaltninger med hensyn til det pågældende apparat.

8. Medlemsstaterne skal sikre, at der straks træffes de fornødne restriktive foranstaltninger med hensyn til det pågældende apparat, f.eks. tilbagetrækning af apparatet fra deres marked.

 

Ændringsforslag    31

Forslag til direktiv

Artikel 41 – stk. 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf.

Medlemsstaterne skal benytte sig af eksisterende mekanismer til sikring af, at reglerne for anvendelse af CE-mærkningen gennemføres korrekt, og skal tage passende skridt i tilfælde af uretmæssig anvendelse af mærkningen. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sådanne regler kan omfatte strafferetlige sanktioner for alvorlige overtrædelser.

 

Ændringsforslag    32

Forslag til direktiv

Artikel 41 – stk. 2

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning.

De i stk. 1 nævnte sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning.

 

Ændringsforslag    33

Forslag til direktiv

Artikel 41 – stk. 3

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Medlemsstaterne giver senest på den i artikel, 43, stk. 1, andet afsnit, fastsatte dato Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne.

Medlemsstaterne giver senest på den i artikel, 43, stk. 1, andet afsnit, fastsatte dato Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne. Kommissionen gør disse bestemmelser offentligt tilgængelige ved at publicere dem på internettet.

 

Ændringsforslag    34

Forslag til direktiv

Artikel 43 – stk. 2

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Kommissionen gør disse dokumenter offentligt tilgængelige ved at publicere dem på internettet.

 

Ændringsforslag    35

Forslag til direktiv

Bilag II – nr. 2 – punkt 2 – led 1 a (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

- konstruktions- og produktionstegninger samt oversigter over komponenter, delmontager, kredsløb, osv.

Begrundelse

Kravene til den tekniske dokumentation bør bringes på linje med kravene i direktivet om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, eftersom elektriske og elektroniske produkter ofte er omfattet af begge direktiver.

 

Ændringsforslag    36

Forslag til direktiv

Bilag II – nr. 2 – punkt 2 – led 1 b (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

- de beskrivelser og forklaringer, der er nødvendige for at forstå disse tegninger og oversigter, og hvordan apparatet fungerer

Begrundelse

Kravene til den tekniske dokumentation bør bringes på linje med kravene i direktivet om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, eftersom elektriske og elektroniske produkter ofte er omfattet af begge direktiver.

 

Ændringsforslag    37

Forslag til direktiv

Bilag III – nr. 3 – punkt 2 – litra c – led i a (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

(ia) konstruktions- og produktionstegninger samt oversigter over komponenter, delmontager, kredsløb, osv.

Begrundelse

Kravene til den tekniske dokumentation bør bringes på linje med kravene i direktivet om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, eftersom elektriske og elektroniske produkter ofte er omfattet af begge direktiver.

 

Ændringsforslag    38

Forslag til direktiv

Bilag III – nr. 3 – punkt 2 – litra c – led i b (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

(ib) de beskrivelser og forklaringer, der er nødvendige for at forstå disse tegninger og oversigter, og hvordan apparatet fungerer

Begrundelse

Kravene til den tekniske dokumentation bør bringes på linje med kravene i direktivet om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, eftersom elektriske og elektroniske produkter ofte er omfattet af begge direktiver.

 

Ændringsforslag    39

Forslag til direktiv

Bilag IV – punkt 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

1. Nr. xxxxxx (entydig identifikation af apparatet):

1. Nr. xxxxxx (identifikation af apparatet):

 

Ændringsforslag    40

Forslag til direktiv

Bilag IV – punkt 3

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

3. Denne overensstemmelseserklæring udstedes på fabrikantens (eller montørens) ansvar:

3. Denne overensstemmelseserklæring udstedes på fabrikantens ansvar:

 

 

BEGRUNDELSE

 

Baggrund

 

Denne betænkning medfører ændringer af et forslag fra Kommissionen om omarbejdning af direktiv 2004/108/EF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet. Den blev fremlagt i november 2011 som led i gennemførelsen af de nye retlige rammer, som blev vedtaget i 2008 som "varepakken", der dækker de instrumenter, der gensidigt supplerer hinanden, afgørelse nr. 768/2008/EF om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse nr. 93/465/EØF og forordning (EF) nr. 765/2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93. Det foreliggende forslag er del af en pakke, der tilpasser ni produktdirektiver til de nye retlige rammer.

 

Det eksisterende direktiv 2004/108/EF beskriver væsentlige elektromagnetiske kompatibilitetskrav, som apparater skal overholde for at kunne bringes i omsætning på EU-markedet.

 

De nye retlige rammer blev vedtaget for at afhjælpe mangler i EU's eksisterende harmoniseringslovgivning med henblik på at gennemføre det indre marked med fair konkurrence og sikre produkter. Inkonsekvent gennemførelse og håndhævelse af den eksisterende EU-harmonisering i medlemsstaterne samt kompleks regulering har gjort det stadigt sværere for såvel erhvervsdrivende som myndigheder at fortolke og anvende lovgivning korrekt, hvilket medfører ulige markedsvilkår og omsætning af usikre produkter. "Varepakken" giver de overordnede rammer for strømlining af produktlovgivning med henblik på at gøre den mere ensartet og forståelig for både erhvervsdrivende og markedstilsynsmyndigheder. Bestemmelserne i afgørelsen om de nye retlige rammer er dog ikke umiddelbart gældende. Med henblik på at sikre, at alle erhvervssektorer, der er omfattet af EU-harmoniseringslovgivningen, drager fordel af forbedringerne i de nye retlige rammer, bør bestemmelserne i afgørelsen om de nye retlige rammer integreres i den eksisterende produktlovgivning.

Efter vedtagelsen af de nye retlige rammer i 2008 har Kommissionen indledt en evalueringsproces vedrørende harmoniseret europæisk produktlovgivning med henblik på at identificere instrumenter, der skal revideres i forbindelse med gennemførelse af de nye retlige rammer.

 

I denne evalueringsproces er der blevet identificeret en række direktiver, der skal revideres inden for de næste tre til fem år som følge af revisionsklausuler eller sektorspecifikke årsager (behov for præcisering af område, behov for ajourførte sikkerhedskrav osv.). Størstedelen af den eksisterende europæiske produktlovgivning skal revideres af disse årsager og vil blive håndteret individuelt i henhold til Kommissionens arbejdsprogram.

 

De ni forslag i pakken, der blev fremlagt i november 2011, inklusive direktiv 2004/108/EF, er ikke del af den førnævnte gruppe af produktdirektiver, men de er blevet identificeret som velegnede til tilpasning til de nye retlige rammer på grund af deres fælles struktur. De sektorer, der dækkes af direktiverne, er alle meget vigtige industrisektorer, som er udsat for kraftig international konkurrence, og det vurderes, at disse industrier vil nyde godt af forenklingen og skabelsen af lige vilkår for europæiske virksomheder, der er underlagt de nye retlige rammer.

 

Ændringerne af bestemmelserne i dette direktiv omfatter: definitionerne, de erhvervsdrivendes forpligtelser, overensstemmelsesformodningen i kraft af harmoniserede standarder, overensstemmelseserklæringen, CE-mærkningen, de bemyndigede organer, beskyttelsesklausulproceduren og procedurer til overensstemmelsesvurdering. Hensigten med forslaget var udelukkende overensstemmelse med de horisontale bestemmelser i afgørelse nr. 768/2008/EF og den nye terminologi i Lissabontraktaten, inklusive nye regler om komitologi.

 

Procedure

 

Tilpasningen til afgørelsen om de nye retlige rammer kræver en række indholdsmæssige ændringer i bestemmelserne i dette direktiv. Teknikken til omarbejdelse er valgt i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001.

 

I henhold til artikel 87 i Europa-Parlamentets forretningsorden har det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, undersøgt forslaget på baggrund af betænkningerne fra den rådgivende gruppe (de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen) og vurderet, at det ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er identificeret som sådan i forslaget, eller dem, der er identificeret af den rådgivende gruppe.

 

Ordførerens holdning

 

Ordføreren mener, at tilpasningen af ni produktdirektiver til de nye retlige rammer er et vigtigt skridt mod gennemførelsen af EU's indre marked.

 

De nye retlige rammer indfører en forenklet lovramme for produkter og åbner op for mere konsekvent gennemførelse af tekniske bestemmelser, som vil hjælpe til med at forbedre det indre markeds funktion ved at sikre ligebehandling af produkter, der ikke opfylder kravene, og af erhvervsdrivende samt ens vurdering af bemyndigede organer på hele EU's marked.

 

Ordføreren mener, at en tilpasning af de ni produktdirektiver til de nye retlige rammer vil øge tilliden hos både producenter og forbrugere ved at præcisere de erhvervsdrivendes forpligtelser og give medlemsstaternes myndigheder mere effektive værktøjer til at udføre markedsovervågningskontroller, der alle medfører en reduktion af antallet af ikke-overensstemmende og usikre produkter på markedet.

 

Kommissionens forslag i tilpasningspakken er baseret på bred høring af interessenter, inklusive flere hundrede SMV'er, og deres erfaringer med varepakken, hvilket ordføreren sætter stor pris på.

 

Ordføreren støtter Kommissionens generelle intentioner om ren tilpasning af de ni produktdirektiver til de horisontale foranstaltninger i afgørelse nr. 768/2008/EF, men foreslår ikke desto mindre nogle ændringer af direktiv 2004/108/EF om elektromagnetisk kompatibilitet for yderligere præcisering og sektortilpasninger med følgende mål:

 

1.Yderligere tilpasning af direktivet til de nye retlige rammer og retssikkerhed

 

Ordføreren mener, at en række ændringer er vigtige, for at det foreslåede direktiv kan nå et højere niveau af overensstemmelse med betingelserne i afgørelse nr. 768/2008/EF og eliminere de mulige uoverensstemmelser i teksten, der ellers ville kunne medføre retsusikkerhed.

 

Det er også vigtigt at præcisere den juridiske situation for produkter, der lovligt er bragt i omsætning i overensstemmelse med det nuværende direktiv, før det nye direktiv træder i kraft, men som stadig er på lager. EU-lovgivningens ikke-tilbagevirkende karakter skal understreges, og det skal præciseres, at disse produkter stadig kan bringes i omsætning på markedet efter det nye direktivs ikrafttrædelse.

 

Desuden mener ordføreren, at Kommissionen skal forpligtes til at offentliggøre de nationale bestemmelser i det gennemførte direktiv og relevante sanktioner på internettet (princippet om gennemsigtighed).

 

2.Øget forbrugerbeskyttelse

 

De nye retlige rammer bidrager til øget forbrugertillid til det indre marked. Derfor er en række ændringer også knyttet til ordførerens mål om at drage fuld nytte af de nye retlige rammers bestemmelser vedrørende forbrugerbeskyttelse. I denne forbindelse ville visse ændringer gøre det muligt for det nye direktiv at dække et bredere spektrum af situationer, der falder ind under de væsentlige sikkerhedskrav, når også rimeligt forudsigelig brug skal tages i betragtning i produktets planlægningsfase (jf. artikel 16 om generelle krav i forordning (EF) nr. 765/2008). Forbrugerbeskyttelsen ville også blive øget ved at præcisere, at instruktioner, sikkerhedsinformationer og mærkninger skal være tydelige, letforståelige og læsbare.

 

3.Mindre bureaukrati

 

De nye retlige rammer skal bidrage til forbedring af varernes fri bevægelighed i EU. Et omstændeligt bureaukrati vil dog hindre varernes fri bevægelighed. Derfor har ordføreren gennemgået det foreslåede direktiv for at fjerne bureaukrati, hvor det er muligt. Således foreslås det i rapporten at modernisere de nuværende procedurer ved ud over papirform også at tillade elektronisk levering af EU's overensstemmelseserklæring og nedbringe bureaukratiet for erhvervsdrivende i forbindelse med identifikation af foregående erhvervsdrivende i forsyningskæden.

 

Som nævnt tidligere støtter ordføreren de nye retlige rammers forenkling og modernisering af procedurerne, men ordføreren ønsker samtidig også at understrege, at fleksibilitet kan være nødvendig i forbindelse med visse krav, der fastlægges af den nye ramme. Det foreslås for eksempel at tilføje en undtagelse for reglen om "én enkelt overensstemmelseserklæring" i tilfælde, hvor forevisning af et enkelt dokument skaber specifikke problemer på grund af dets kompleksitet eller omfang. Her skal det være muligt at forevise alle relevante overensstemmelseserklæringer separat.

 

 

Ordføreren forelægger også visse sektorændringer til denne tekst. For det første foreslås det at slette henvisningen til "montører" i den del, der vedrører overensstemmelseserklæringen, idet kun producenter skal udstede en sådan erklæring i henhold til dette direktiv. For det andet anmodede Kommissionen i sit forslag om en entydig identifikation af produktet i stedet for erklæringen. Dette forslag er ikke i overensstemmelse med EN ISO/17050-1 og skal derfor ændres.

 

4.Sikring af bedre markedsovervågning for vores produkter

 

Selv om ordføreren er bekendt med den kommende nye regulering af markedsovervågning, der er udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene, fokuserer de sidste sæt af ændringer på sikring af et højere niveau af markedsovervågning af produkter. Til dette formål forslår ordføreren at øge markedsovervågningen i forbindelse med fjernsalg ved at sikre, at alle relevante informationskrav også vises ved elektronisk handel, at forpligte medlemsstaterne til hvert år at underrette Kommissionen om deres markedsovervågningsaktiviteter og at opfordre medlemsstaterne til at sørge for passende midler til deres markedsovervågningsmyndigheder. Endelig understreger ordføreren behovet for, at medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger mod ukorrekt brug af CE-mærkning.

 

 

 

 

BILAG: SKRIVELSE FRA RETSUDVALGET

Ref.: D(2012)22886

 

 

Malcolm Harbour

Formand for Udvalget om det Indre Marked

og Forbrugerbeskyttelse

ASP 13E130

Bruxelles

 

 

 

Om:  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (omarbejdning)

  ( COM(2011)0765 – C7‑0429/2011 – 2011/0351(COD) )

 

 

 

 

 

Retsudvalget, som jeg er formand for, har behandlet ovennævnte forslag i henhold til artikel 87 om omarbejdning, som indført i Parlamentets forretningsorden.

Artikel 87, stk. 3 har følgende ordlyd:

 

"Finder det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, at forslaget ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne, underretter udvalget det kompetente udvalg herom.

 

Det kompetente udvalg kan i så fald kun behandle ændringsforslag, som opfylder betingelserne i artikel 156 og 157, og som vedrører de dele af forslaget, der indeholder ændringer.

Agter det kompetente udvalg dog i overensstemmelse med punkt 8 i den interinstitutionelle aftale også at stille ændringsforslag til de kodificerede dele af forslaget, underretter det omgående Rådet og Kommissionen om sine planer, og sidstnævnte bør inden afstemningen, jf. artikel 54, meddele udvalget, hvilken holdning den har til ændringsforslagene, og hvorvidt den agter at tage forslaget om omarbejdning tilbage."

På baggrund af udtalelsen fra Den Juridiske Tjeneste, hvis repræsentanter deltog i møderne i den rådgivende gruppe, der behandlede forslaget om omarbejdning, og i tråd med henstillingerne fra ordføreren for udtalelsen, mener Retsudvalget, at forslaget ikke indeholder andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i forslaget, og at forslaget, hvad angår kodifikation af de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer.

 

Efter drøftelser på mødet den 26. april 2012 vedtog Retsudvalget med 23 stemmer for og ingen stemmeundladelser[3] at henstille, at Deres udvalg som korresponderende udvalg behandler ovennævnte forslag i overensstemmelse med artikel 87.

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klaus-Heiner LEHNE

 

 

 

 

 

 

 

Vedlagt: Udtalelse fra den rådgivende gruppe.

 

 

BILAG: UDTALELSE FRA DEN RÅDGIVENDE GRUPPE BESTÅENDE AF DE JURIDISKE TJENESTER I EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN

 

 

 

DE JURIDISKE TJENESTERS

RÅDGIVENDE GRUPPE

Bruxelles, den 27. marts 2012.

UDTALELSE

  TIL  EUROPA-PARLAMENTET

    RÅDET

    KOMMISSIONEN

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet

COM(2011)0765 af 21.11.2011 – 2011/0351(COD)

 

I henhold til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter, og særlig punkt 9, behandlede den rådgivende gruppe sammensat af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens juridiske tjenester på et møde den 26. januar 2012 bl.a. ovennævnte forslag fra Kommissionen.

 

Under behandlingen på dette møde[4] af forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om omarbejdning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/108/EF af 15. december 2004 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet og om ophævelse af direktiv 89/336/EØF konstaterede den rådgivende gruppe samstemmende følgende:

 

1) Hvad angår begrundelsen, burde et sådant dokument for fuldt ud at være udformet i overensstemmelse med de relevante krav, der er fastsat i den interinstitutionelle aftale, præcist have angivet, hvilke bestemmelser i den tidligere retsakt der forbliver uændrede i forslaget, således som det er fastsat i aftalens punkt 6, litra a), nr. iii).

 

2) Følgende dele af forslaget til omarbejdning burde have været markeret med den gråskravering, der normalt anvendes til markering af indholdsmæssige ændringer:

i artikel 13 den foreslåede udeladelse af hele stk. 3 og 4 i den nuværende artikel 6 i direktiv 2004/108/EF

i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, erstatningen af den nuværende henvisning til "artikel 5, 7, 8 og 9" med en henvisning til "artikel 6 til 11 og artikel 15 til 18 "

i artikel 43, stk. 1, første afsnit, ordene "artikel 3, første afsnit, punkt 9-25, artikel 4, artikel 5, stk. 1, artikel 7-12, artikel 15-17, artikel 19, stk. 1, første afsnit, artikel 20-42 og bilag II, III og IV", og hele sidste punktum, der lyder således: ”De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv”

i artikel 43, stk. 1, andet afsnit, ordene "[den i første afsnit angivne dato]".

 

Efter behandlingen af forslaget var der i den rådgivende gruppe enighed om, at forslaget ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget eller i denne udtalelse. Den rådgivende gruppe konstaterede desuden, at forslaget, hvad angår kodifikation af de uændrede bestemmelser i den tidligere retsakt sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer.

 

 

 

 

 

 

C. PENNERA      H. LEGAL      L. ROMERO REQUENA

Juridisk konsulent      Juridisk konsulent      Generaldirektør

 

 

PROCEDURE

Titel

Harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (omarbejdning)

Referencer

COM(2011)0765 – C7-0429/2011 – 2011/0351(COD)

Dato for høring af EP

21.11.2011

 

 

 

Korresponderende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

IMCO

30.11.2011

 

 

 

Rådgivende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

ITRE

30.11.2011

JURI

30.11.2011

 

 

Ingen udtalelse

       Dato for afgørelse

ITRE

19.12.2011

 

 

 

Ordfører

       Dato for valg

Zuzana Roithová

29.11.2011

 

 

 

Behandling i udvalg

9.1.2012

28.2.2012

31.5.2012

10.7.2012

Dato for vedtagelse

10.7.2012

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

26

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Adam Bielan, Sergio Gaetano Cofferati, Birgit Collin-Langen, Lara Comi, Anna Maria Corazza Bildt, Cornelis de Jong, Christian Engström, Ismail Ertug, Vicente Miguel Garcés Ramón, Philippe Juvin, Edvard Kožušník, Toine Manders, Sirpa Pietikäinen, Phil Prendergast, Mitro Repo, Zuzana Roithová, Heide Rühle, Christel Schaldemose, Andreas Schwab, Bernadette Vergnaud

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Raffaele Baldassarre, Ildikó Gáll-Pelcz, Morten Løkkegaard, Emma McClarkin, Konstantinos Poupakis, Marc Tarabella

Dato for indgivelse

28.11.2012

 

 

 

 

[1] Endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.
[2] EUT C 77 af 28.3.2002, s. 1.
[3] Raffaele Baldassarre, Sebastian Valentin Bodu, Piotr Borys, Françoise Castex, Sergio Gaetano Cofferati, Christian Engström, Marielle Gallo, Giuseppe Gargani, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Sajjad Karim, Vytautas Landsbergis, Eva Lichtenberger, Jiří Maštálka, Antonio López-Istúriz White, Bernhard Rapkay, Evelyn Regner, Francesco Enrico Speroni, Dimitar Stoyanov, Rebecca Taylor, Alexandra Thein, Axel Voss, Cecilia Wikström, Tadeusz Zwiefka.  
[4] Den rådgivende gruppe havde den engelske, franske og tyske sprogudgave til rådighed og benyttede den engelske originaludgave af forslaget som grundlag for behandlingen.