Mødedokument

 

A7-0261/2012

25.8.2012

***I

BETÆNKNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af simple trykbeholdere (omarbejdning)

( COM(2011)0768 – C7‑0428/2011 – 2011/0350(COD) )

Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse

Ordfører: Zuzana Roithová

(Omarbejdning – forretningsordenens artikel 87)

PR_COD_1recastingam

 

 

Tegnforklaring

  *  Høringsprocedure

  ***  Godkendelsesprocedure

  ***I  Almindelig lovgivningsprocedure (førstebehandling)

  ***II  Almindelig lovgivningsprocedure (andenbehandling)

  ***III  Almindelig lovgivningsprocedure (tredjebehandling)

 

(Proceduren afhænger af, hvilket retsgrundlag der er valgt i udkastet til retsakt)

 

 

 

 

Ændringsforslag til et udkast til retsakt

I Parlamentets ændringsforslag er ændringer i udkastet til retsakt markeret med fede typer og kursiv. Kursivering uden fede typer er en oplysning til de tekniske tjenestegrene, som vedrører elementer i udkastet til retsakt, der foreslås rettet ved affattelsen af den endelige tekst (f.eks. materielle fejl eller manglende tekst i en sprogversion). De foreslåede rettelser skal godkendes af de berørte tekniske tjenestegrene.

 

Informationsblokken til ethvert ændringsforslag, der angår en eksisterende retsakt, som udkastet til retsakt har til formål at ændre, indeholder en tredje og en fjerde linje, hvori det er anført, hvilken eksisterende retsakt og hvilken bestemmelse heri der er berørt. Passager fra en bestemmelse i en eksisterende retsakt, som ikke er medtaget i udkastet til retsakt, men som Parlamentet ønsker at ændre, er markeret med fede typer. Hvis Parlamentet ønsker, at tekst i sådanne passager skal udgå, er dette markeret med [...].

 

 

 

INDHOLD

Side

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING  5

BEGRUNDELSE  20

BILAG: SKRIVELSE FRA RETSUDVALGET  24

BILAG: UDTALELSE FRA DEN RÅDGIVENDE GRUPPE BESTÅENDE AF DE JURIDISKE TJENESTER I EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN  26

PROCEDURE  29

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af simple trykbeholdere (Omarbejdning)

( COM(2011)0768 – C7‑0428/2011 – 2011/0350(COD) )

(Almindelig lovgivningsprocedure – omarbejdning)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet ( COM(2011)0768 ),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C7-0428/2011),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 28. marts 2012[1],

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter[2],

–  der henviser til skrivelse af 27. marts 2012 fra Retsudvalget til Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, jf. forretningsordenens artikel 87, stk. 3,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 87 og 55,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse ( A7-0261/2012 ),

A. der henviser til, at dette forslag ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer,

1.  fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

 

Ændringsforslag    1

Forslag til direktiv

Betragtning 10

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

(10) Når en importør bringer en simpel trykbeholder i omsætning, bør vedkommende på produktet anføre sit navn og den adresse, hvorpå den pågældende kan kontaktes.

(10) Når en importør bringer en simpel trykbeholder i omsætning, bør vedkommende på produktet anføre sit navn og den postadresse eller i givet fald internetadresse, hvorpå den pågældende kan kontaktes.

 

Ændringsforslag    2

Forslag til direktiv

Betragtning 13 a (ny)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

(13a) Alle forpligtelser, der pålægges erhvervsdrivende ved dette direktiv, bør også gælde i tilfælde af fjernsalg.

 

Ændringsforslag    3

Forslag til direktiv

Betragtning 18 a (ny)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

Hvis udfærdigelse af en enkelt EU-overensstemmelseserklæring kan medføre specifikke problemer som følge af denne enkelte EU-erklærings kompleksitet eller område, skal det være muligt at udskifte den enkelte EU-erklæring med individuelle EU-overensstemmelseserklæringer, som er relevante for den specifikke beholder.

 

Ændringsforslag    4

Forslag til direktiv

Betragtning 34

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

(34) Det er nødvendigt at fastsætte overgangsordninger, som gør det muligt at gøre simple trykbeholdere tilgængelige på markedet og at ibrugtage disse, såfremt de allerede er bragt i omsætning i henhold til direktiv 2009/105/EF.

(34) Det er nødvendigt at fastsætte overgangsordninger, som giver erhvervsdrivende en rimelig frist til at gøre simple trykbeholdere tilgængelige på markedet og at ibrugtage disse, såfremt de allerede er bragt i omsætning i henhold til direktiv 2009/105/EF. Erhvervsdrivende bør kunne sælge lagre af simple trykbeholdere, der allerede befinder sig i distributionskæden på det tidspunkt, hvor nationale foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv træder i kraft.

 

Ændringsforslag    5

Forslag til direktiv

Artikel 1 – stk. 1 – litra b

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

b) de dele og komponenter , der bidrager til trykbeholderens styrke, er  fremstillet af ulegeret kvalitetsstål, af ulegeret aluminium eller af ikke-modningshærdende aluminiumlegeringer

b) de dele og samledele, der bidrager til trykbeholderens styrke, er  fremstillet af ulegeret kvalitetsstål, af ulegeret aluminium eller af ikke-modningshærdende aluminiumlegeringer

 

Ændringsforslag    6

Forslag til direktiv

Artikel 2 – nr. 7

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

7) "erhvervsdrivende": fabrikanten, den bemyndigede repræsentant, importøren og distributøren

7) "erhvervsdrivende": en fabrikant, en bemyndiget repræsentant, en importør eller en distributør

 

Ændringsforslag    7

Forslag til direktiv

Artikel 2 – nr. 9

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

9) "harmoniseret standard": harmoniseret standard som defineret i artikel 2, stk. 1, litra c, i forordning (EU) nr. [../..] [om europæisk standardisering]

9) "harmoniseret standard": standard som defineret i artikel 2, stk. 1, litra c, i forordning (EU) nr. [../..] [om europæisk standardisering]

 

Ændringsforslag    8

Forslag til direktiv

Artikel 2 – nr. 14

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

14) "tilbagekaldelse": enhver foranstaltning, der har til formål at opnå, at en beholder, der allerede er gjort tilgængelig for slutbrugeren, returneres

14) (Vedrører ikke den danske tekst)

 

Ændringsforslag    9

Forslag til direktiv

Artikel 3 – stk. 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

1. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger, for at beholderne kun kan gøres tilgængelige på markedet  og tages i brug, såfremt de ved korrekt installering, vedligeholdelse og ved anvendelse i overensstemmelse med deres formål ikke frembyder nogen risiko for mennesker, husdyr eller ejendom.

1. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger, for at beholderne kun kan gøres tilgængelige på markedet og tages i brug, såfremt de ved korrekt installering, vedligeholdelse og ved anvendelse i overensstemmelse med deres formål eller til formål, der med rimelighed kan forudses, ikke frembyder nogen risiko for mennesker, husdyr eller ejendom.

 

Ændringsforslag    10

Forslag til direktiv

Artikel 6 – stk. 2 – afsnit 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

2. For beholdere, hvis produkt PS x V er større end 50 bar x l skal fabrikanten udarbejde den i bilag III, punkt 2 og 3, omhandlede tekniske dokumentation og gennemføre eller få gennemført den i artikel 13 omhandlede overensstemmelsesvurderingsprocedure.

2. For beholdere, hvis produkt PS x V er større end 50 bar x l skal fabrikanten udarbejde den tekniske dokumentation og gennemføre eller få gennemført den i artikel 13 omhandlede overensstemmelsesvurderingsprocedure.

 

Ændringsforslag    11

Forslag til direktiv

Artikel 6 – stk. 4 – afsnit 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

4. Fabrikanten skal sikre, at der findes procedurer til sikring af produktionsseriers fortsatte overensstemmelse. Der skal i fornødent omfang tages hensyn til ændringer i beholderens konstruktion eller kendetegn og til ændringer i de harmoniserede standarder, som der er henvist til for at dokumentere beholderens overensstemmelse med de gældende krav.

4. Fabrikanten skal sikre, at der findes procedurer til sikring af produktionsseriers fortsatte overensstemmelse. Der skal i fornødent omfang tages hensyn til ændringer i beholderens konstruktion eller kendetegn og til ændringer i de harmoniserede standarder eller i de tekniske specifikationer, som der er henvist til for at dokumentere beholderens overensstemmelse med de gældende krav.

 

Ændringsforslag    12

Forslag til direktiv

Artikel 6 – stk. 4 – afsnit 2

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Når det anses for hensigtsmæssigt som følge af de med en beholder forbundne risici, skal fabrikanten med henblik på beskyttelse af brugernes sundhed og sikkerhed foretage stikprøvekontrol af beholdere, som er gjort tilgængelige på markedet, undersøge og om nødvendigt føre register over klager, ikke-overensstemmende beholdere, og tilbagekaldelser af beholdere og holde distributørerne orienteret om enhver sådan overvågning.

Når det anses for hensigtsmæssigt som følge af de med en beholder forbundne risici, skal fabrikanten med henblik på beskyttelse af slutbrugernes sundhed og sikkerhed foretage stikprøvekontrol af beholdere, som er gjort tilgængelige på markedet, undersøge og om nødvendigt føre register over klager, ikke-overensstemmende beholdere, og tilbagekaldelser af beholdere og holde distributørerne orienteret om enhver sådan overvågning.

 

Ændringsforslag    13

Forslag til direktiv

Artikel 6 – stk. 6

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

6. Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontaktadresse skal fremgå af beholderen. Adressen skal være adressen på ét enkelt sted, hvor fabrikanten kan kontaktes.

6. Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke, postadresse eller i givet fald websted, hvor vedkommende kan kontaktes, skal fremgå af beholderen eller – hvis dette ikke er muligt inden for rimelighedens grænser – af emballagen eller af et dokument, der ledsager beholderen. Adressen skal være adressen på ét enkelt sted, hvor fabrikanten kan kontaktes. Kontaktoplysningerne skal være skrevet på et sprog, der er letforståeligt for slutbrugere og markedsovervågningsmyndigheder.

 

Ændringsforslag    14

Forslag til direktiv

Artikel 6 – stk. 7

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

7. Fabrikanten skal sikre, at beholdere, hvis produkt PS x V er større end 50 bar x l, er ledsaget af brugsanvisning og sikkerhedsinformation, som omhandlet i bilag III, punkt 2, på bestemmelsesmedlemsstatens officielle sprog.

7. Fabrikanten skal sikre, at beholdere, hvis produkt PS x V er større end 50 bar x l, er ledsaget af brugsanvisning og sikkerhedsinformation, som omhandlet i bilag III, punkt 2, på et sprog, der er letforståeligt for brugerne, og som fastsættes af den pågældende medlemsstat. Sådanne brugsanvisninger og sikkerhedsinformationer samt eventuelle mærkninger skal være tydelige, letforståelige og læsbare.

 

Ændringsforslag    15

Forslag til direktiv

Artikel 8 – stk. 3

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

3. Importørens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontaktadresse skal fremgå af beholderen, eller hvis dette ikke er muligt, af emballagen eller af et dokument, der ledsager beholderen.

3. Importørens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke, postadresse eller i givet fald websted, hvor vedkommende kan kontaktes, skal fremgå af beholderen eller, hvis dette ikke er muligt, af emballagen eller af et dokument, der ledsager beholderen. Kontaktoplysningerne skal være skrevet på et sprog, der er letforståeligt for slutbrugere og markedsovervågningsmyndigheder.

 

Ændringsforslag    16

Forslag til direktiv

Artikel 8 – stk. 4

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

4. Importøren skal sikre, at beholdere, hvis produkt PS x V overstiger 50 bar x l, er ledsaget af brugsanvisning og sikkerhedsinformation, som omhandlet i bilag III, punkt 2, på bestemmelsesmedlemsstatens officielle sprog.

4. Importøren skal sikre, at beholdere, hvis produkt PS x V overstiger 50 bar x l, er ledsaget af brugsanvisning og sikkerhedsinformation, som omhandlet i bilag III, punkt 2, på et sprog, der er letforståeligt for brugerne, og som fastsættes af den pågældende medlemsstat.

 

Ændringsforslag    17

Forslag til direktiv

Artikel 9 – stk. 5 a (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

5a. Medlemsstaterne skal sikre, at beholdere, der lovligt er bragt i omsætning før [den dato, der er fastsat i artikel 41, stk. 1, andet afsnit], kan gøres tilgængelige på markedet af distributører uden yderligere produktkrav.

 

Ændringsforslag    18

Forslag til direktiv

Artikel 11 – stk. 1 – indledning

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Efter anmodning skal erhvervsdrivende over for markedsovervågningsmyndighederne identificere:

Efter anmodning skal erhvervsdrivende over for markedsovervågningsmyndighederne præcisere:

 

Ændringsforslag    19

Forslag til direktiv

Artikel 11 – stk. 2

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Erhvervsdrivende skal kunne forelægge de i første afsnit omhandlede oplysninger i en periode på 10 år, efter at de har fået leveret beholderen og i en periode på 10 år, efter at de har leveret beholderen.

Erhvervsdrivende skal kunne forelægge de i første afsnit omhandlede oplysninger i en periode på 10 år, efter at de har fået leveret beholderen og i en periode på 10 år, efter at de har leveret beholderen. Erhvervsdrivende er ikke forpligtet til at ajourføre denne information, efter at leveringen er afsluttet.

 

Ændringsforslag    20

Forslag til direktiv

Artikel 11 a (ny)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

Artikel 11 a

 

Erhvervsdrivendes forpligtelser vedrørende produkter på lager

 

Medlemsstaterne skal sikre, at de erhvervsdrivendes forpligtelser vedrørende de produkter, de har på lager, opfyldes i henhold til artikel 40.

 

Ændringsforslag    21

Forslag til direktiv

Artikel 14 – stk. 2

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

2. EU-overensstemmelseserklæringen skal følge den model, der er fastsat i bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF, indeholde de elementer, der er anført i de relevante moduler i bilag II til dette direktiv og løbende ajourføres. Den skal oversættes til det eller de officielle sprog, der kræves af den medlemsstat, hvor beholderen bringes i omsætning eller gøres tilgængelig på markedet.

2. EU-overensstemmelseserklæringen skal følge den model, der er fastsat i bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF, indeholde de elementer, der er anført i de relevante moduler i bilag II til dette direktiv og løbende ajourføres. Den skal oversættes til det eller de officielle sprog, der kræves af den medlemsstat, hvor beholderen bringes i omsætning eller gøres tilgængelig på markedet. Den erhvervsdrivende fremlægger efter anmodning fra markedsovervågningsmyndigheden en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen i papirform eller elektronisk form og sikrer, at den er oversat til det eller de sprog, der kræves i den medlemsstat, på hvis marked beholderne bringes i omsætning eller gøres tilgængelige.

 

Ændringsforslag    22

Forslag til direktiv

Artikel 14 – stk. 4

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

4. Ved at udarbejde EU-overensstemmelseserklæringen står fabrikanten inde for, at beholderen opfylder de gældende krav.

4. Ved at udarbejde EU-overensstemmelseserklæringen står fabrikanten inde for, at beholderen opfylder de gældende krav i henhold til dette direktiv.

 

Ændringsforslag    23

Forslag til direktiv

Artikel 18 – stk. 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

1. Medlemsstaterne skal udpege en bemyndigende myndighed, som er ansvarlig for at indføre og gennemføre de nødvendige procedurer for vurdering og notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganer og overvågningen af bemyndigede organer, herunder overensstemmelse med artikel 23.

1. Medlemsstaterne udpeger en enkelt bemyndigende myndighed, som er ansvarlig for at indføre og gennemføre de nødvendige procedurer for vurdering og notifikation af overensstemmelsesvurderingsorganer og overvågningen af bemyndigede organer, herunder overensstemmelse med artikel 23.

 

Ændringsforslag    24

Forslag til direktiv

Artikel 34 – stk. 1 a (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

Medlemsstaterne giver én gang om året Kommissionen oplysninger om deres markedsovervågningsmyndigheders aktiviteter og om eventuelle planer for og forøgelse af markedsovervågningen, inklusive tildeling af flere ressourcer, øget effektivitet og opbygning af den nødvendige kapacitet til opnåelsen af disse mål.

 

Ændringsforslag    25

Forslag til direktiv

Artikel 34 – stk. 1 b (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

Medlemsstaterne sørger for tilstrækkelige midler til deres markedstilsynsmyndigheder til at sikre, at deres aktiviteter er sammenhængende og effektive i hele EU.

 

Ændringsforslag    26

Forslag til direktiv

Artikel 35 – stk. 1 – afsnit 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

1. Hvis markedsovervågningsmyndighederne i en af medlemsstaterne har truffet foranstaltninger i henhold til artikel 20 i forordning (EF) nr. 765/2008, eller hvis de har tilstrækkelig grund til at antage, at en beholder, der er omfattet af dette direktiv, udgør en risiko for menneskers sundhed eller sikkerhed eller for andre samfundsinteresser, der er omfattet af dette direktiv, skal de foretage en evaluering af den pågældende beholder omfattende alle de krav, der er fastlagt i dette direktiv. De berørte erhvervsdrivende skal samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne på enhver nødvendig måde.

1. Hvis markedsovervågningsmyndighederne i en af medlemsstaterne har truffet foranstaltninger i henhold til artikel 20 i forordning (EF) nr. 765/2008, eller hvis de har tilstrækkelig grund til at antage, at en beholder, der er omfattet af dette direktiv, udgør en risiko for menneskers sundhed eller sikkerhed eller for andre samfundsinteresser, der er omfattet af dette direktiv, skal de foretage en evaluering af den pågældende beholder omfattende alle relevante krav, der er fastlagt i dette direktiv. De berørte erhvervsdrivende skal samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne på enhver nødvendig måde.

 

Ændringsforslag    27

Forslag til direktiv

Artikel 35 – stk. 5 – litra a

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

a) at beholderen ikke opfylder kravene vedrørende menneskers sundhed eller sikkerhed eller andre samfundsinteresser som fastlagt i dette direktiv

a) at beholderen ikke opfylder kravene vedrørende menneskers sundhed eller sikkerhed eller andre samfundsinteresser som fastlagt i dette direktiv, eller

 

Ændringsforslag    28

Forslag til direktiv

Artikel 35 – stk. 7

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

7. Hvis der ikke inden for to måneder efter modtagelsen af de i stk. 4 omhandlede oplysninger er blevet gjort indsigelse af en medlemsstat eller Kommissionen mod en foreløbig foranstaltning truffet af en medlemsstat, anses foranstaltningen for at være berettiget.

7. Hvis der ikke inden for tre måneder efter modtagelsen af de i stk. 4 omhandlede oplysninger er blevet gjort indsigelse af en medlemsstat eller Kommissionen mod en foreløbig foranstaltning truffet af en medlemsstat, anses foranstaltningen for at være berettiget.

 

Ændringsforslag    29

Forslag til direktiv

Artikel 35 – stk. 8

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

8. Medlemsstaterne skal sikre, at der straks træffes de fornødne restriktive foranstaltninger med hensyn til den pågældende beholder.

8. Medlemsstaterne skal sikre, at der straks træffes de fornødne restriktive foranstaltninger med hensyn til det pågældende beholder, f.eks. tilbagetrækning af beholderen fra deres markeder.

 

Ændringsforslag    30

Forslag til direktiv

Artikel 39 – stk. 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen heraf.

Medlemsstaterne benytter sig af eksisterende mekanismer til sikring af, at reglerne for anvendelse af CE-mærkningen gennemføres korrekt, og tager passende skridt i tilfælde af uretmæssig anvendelse af mærkningen. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for erhvervsdrivendes overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sådanne regler kan omfatte strafferetlige sanktioner for alvorlige overtrædelser.

 

Ændringsforslag    31

Forslag til direktiv

Artikel 39 – stk. 2

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning.

De i stk. 1 nævnte sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til, hvor alvorlig overtrædelserne er og have afskrækkende virkning.

 

Ændringsforslag    32

Forslag til direktiv

Artikel 39 – stk. 3

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Medlemsstaterne giver senest [datoen i artikel 42, stk. 1, andet afsnit] Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne.

Medlemsstaterne giver senest [datoen i artikel 42, stk. 1, andet afsnit] Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne. Kommissionen gør disse bestemmelser offentligt tilgængelige ved at offentliggøre dem på internettet.

 

Ændringsforslag    33

Forslag til direktiv

Artikel 41 – stk. 2

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Kommissionen gør disse bestemmelser offentligt tilgængelige ved at offentliggøre dem på internettet.

 

Ændringsforslag    34

Forslag til direktiv

Bilag II – del 2 – punkt 2.3 – underpunkt 2.3.1 – indledning

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

2.3.1. For hver enkelt beholder, der fremstilles, skal der af fabrikanten eller på dennes vegne foretages en eller flere prøvninger af et eller flere specifikke aspekter af beholderen for at kontrollere, om den er i overensstemmelse med den type, der er beskrevet i EU-typeafprøvningsattesten og med de tilsvarende krav i dette direktiv. Afprøvningerne udføres under ansvar af et bemyndiget organ, der er valgt af fabrikanten

2.3.1. For hver enkelt beholder, der fremstilles, skal der af fabrikanten eller på dennes vegne foretages en eller flere prøvninger af et eller flere specifikke aspekter af beholderen for at kontrollere, om den er i overensstemmelse med den type, der er beskrevet i EU-typeafprøvningsattesten og med de tilsvarende krav i dette direktiv. Afprøvningerne udføres under ansvar af et akkrediteret internt organ eller bemyndiget organ, der er valgt af fabrikanten.

 

Ændringsforslag    35

Forslag til direktiv

Bilag II – del 2 – punkt 2.3 – underpunkt 2.3.2 – indledning

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

2.3.2. Det bemyndigede organ skal foretage passende undersøgelser og afprøvninger for at verificere beholderens overensstemmelse med kravene i dette direktiv ved at følge beskrivelsen i følgende afsnit:

2.3.2. Det bemyndigede organ skal foretage passende undersøgelser og afprøvninger for at verificere beholderens overensstemmelse med kravene i dette direktiv ved at følge beskrivelsen i følgende punkter:

 

Ændringsforslag    36

Forslag til direktiv

Bilag II – del 2 – punkt 2.3 – underpunkt 2.3.2 – litra h

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

h) Fabrikanten skal være i stand til efter anmodning at forelægge de overensstemmelsesattester fra det bemyndigede organ, som er omhandlet i afsnit f).

h) Fabrikanten skal være i stand til efter anmodning at forelægge de overensstemmelsesattester fra det bemyndigede organ, som er omhandlet i litra f).

 

Ændringsforslag    37

Forslag til direktiv

Bilag II – del 3 – punkt 3.3 – afsnit 1

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Et bemyndiget organ, som vælges af fabrikanten, skal foretage eller lade foretage kontrol af beholdere med vekslende mellemrum, der fastsættes af organet, med henblik på at kontrollere kvaliteten af den interne beholderkontrol, blandt andet under hensyn til, hvor teknologisk komplekse beholderne er, og hvor stor produktionsmængden er. Organet udtager en repræsentativ stikprøve af de færdige beholdere på stedet, før de bringes i omsætning, og denne stikprøve undersøges og underkastes de prøvninger, der er fastsat i de relevante dele af den harmoniserede standard, eller lignende prøvninger med henblik på at kontrollere, at beholderen er i overensstemmelse med den i EU-typeafprøvningsattesten beskrevne type og opfylder de relevante krav i dette direktiv.

Et akkrediteret internt organ eller et bemyndiget organ, som vælges af fabrikanten, skal foretage eller lade foretage kontrol af beholdere med vekslende mellemrum, der fastsættes af organet, med henblik på at kontrollere kvaliteten af den interne beholderkontrol, blandt andet under hensyn til, hvor teknologisk komplekse beholderne er, og hvor stor produktionsmængden er. Organet udtager en repræsentativ stikprøve af de færdige beholdere på stedet, før de bringes i omsætning, og denne stikprøve undersøges og underkastes de prøvninger, der er fastsat i de relevante dele af den harmoniserede standard, eller lignende prøvninger med henblik på at kontrollere, at beholderen er i overensstemmelse med den i EU-typeafprøvningsattesten beskrevne type og opfylder de relevante krav i dette direktiv.

 

Ændringsforslag    38

Forslag til direktiv

Bilag II – del 3 – punkt 3.4 – underpunkt 3.4.2 – afsnit 2

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Der leveres en kopi af erklæringen sammen med hver beholder, som bringes i omsætning. Dette krav kan imidlertid fortolkes som gældende for et parti eller en sending i stedet for enkelte beholdere, såfremt der leveres et stort antal beholdere til en enkelt bruger.

udgår

 

 

 

 

BEGRUNDELSE

 

Baggrund

 

Denne betænkning medfører ændringer af et forslag fra Kommissionen om omarbejdning af direktiv 2009/105/EF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om tilgængeliggørelse på markedet af simple trykbeholdere. Den blev fremlagt i november 2011 som led i gennemførelsen af de nye retlige rammer, der blev vedtaget i 2008 som "varepakken", som dækker de instrumenter, der gensidigt supplerer hinanden, afgørelse nr. 768/2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse nr. 93/465/EØF og forordning (EF) nr. 765/2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93. Det foreliggende forslag er del af en pakke, der tilpasser ni produktdirektiver til de nye retlige rammer.

 

Det eksisterende direktiv 2009/105/EF beskriver væsentlige sikkerhedskrav, som simple trykbeholdere skal overholde for at kunne bringes i omsætning på EU's marked.

 

De nye retlige rammer blev vedtaget for at afhjælpe mangler i EU's eksisterende harmoniseringslovgivning med henblik på at gennemføre det indre marked med fair konkurrence og sikre produkter. Inkonsekvent gennemførelse og håndhævelse af den eksisterende EU-harmonisering i medlemsstaterne samt kompleks regulering har gjort det stadigt sværere for såvel erhvervsdrivende som myndigheder at fortolke og anvende lovgivning korrekt, hvilket medfører ulige markedsvilkår og omsætning af usikre produkter. "Varepakken" giver de overordnede rammer for at strømline produktlovgivningen med henblik på at gøre den mere ensartet og forståelig for både erhvervsdrivende og markedstilsynsmyndigheder.

 

Bestemmelserne i afgørelsen om de nye retlige rammer er dog ikke umiddelbart gældende. Med henblik på at sikre, at alle erhvervssektorer, der er omfattet af Unionens harmoniseringslovgivning, drager fordel af forbedringerne i de nye retlige rammer, bør bestemmelserne i afgørelsen om de nye retlige rammer integreres i den eksisterende produktlovgivning.

 

Efter vedtagelsen af de nye retlige rammer i 2008 har Kommissionen indledt en evalueringsproces vedrørende harmoniseret europæisk produktlovgivning med henblik på at identificere instrumenter, der skal revideres i forbindelse med gennemførelse af de nye retlige rammer.

 

I denne evalueringsproces er der blevet identificeret en række direktiver, der skal revideres inden for de næste tre til fem år som følge af revisionsklausuler eller sektorspecifikke årsager (behov for præcisering af område, behov for ajourførte sikkerhedskrav osv.). Størstedelen af den eksisterende europæiske produktlovgivning skal revideres af disse årsager og vil blive behandlet individuelt i henhold til Kommissionens arbejdsprogram.

 

De ni forslag i pakken, der blev fremlagt i november 2011, inklusive direktiv 2009/105/EF, indgår ikke i den førnævnte gruppe produktdirektiver, men er blevet udpeget som velegnede til tilpasning til de nye retlige rammer på grund af deres fælles struktur. De sektorer, der dækkes af direktiverne, er alle meget vigtige industrisektorer, som er udsat for kraftig international konkurrence, og det vurderes, at disse industrier vil nyde godt af forenklingen og skabelsen af lige vilkår for europæiske virksomheder, der er underlagt de nye retlige rammer.

 

Ændringerne af bestemmelserne i dette direktiv omfatter: definitionerne, de erhvervsdrivendes forpligtelser, overensstemmelsesformodningen i kraft af harmoniserede standarder, overensstemmelseserklæringen, CE-mærkningen, bemyndigede organer, beskyttelsesklausulproceduren og procedurer til overensstemmelsesvurdering.

Hensigten med forslaget var udelukkende overensstemmelse med horisontale forordninger i afgørelse nr. 768/2008/EF og den nye terminologi i Lissabontraktaten, inklusive nye regler om komitologi.

 

Procedure

 

Tilpasningen til afgørelsen om de nye retlige rammer kræver en række indholdsmæssige ændringer i bestemmelserne i dette direktiv. Teknikken til omarbejdelse er valgt i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001.

 

I henhold til artikel 87 i Europa-Parlamentets forretningsorden har det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, undersøgt forslaget på baggrund af rapporterne fra den rådgivende gruppe (de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen) og vurderet, at det ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er identificeret som sådan i forslaget, eller dem, der er identificeret af den rådgivende gruppe.

 

Ordførerens holdning

 

Ordføreren mener, at tilpasningen af ni produktdirektiver til de nye retlige rammer er et vigtigt skridt mod gennemførelsen af EU's indre marked.

 

Med de nye retlige rammer indføres en forenklet lovgivningsmæssig ramme for produkter og mulighed for en mere konsekvent gennemførelse af tekniske standarder, som vil bidrage til en forbedringen af det indre markeds funktion ved at sikre ligebehandling af produkter, der ikke opfylder kravene, og af de erhvervsdrivende samt ensartet vurdering fra de bemyndigede organer på hele EU's marked.

 

Ordføreren mener, at en tilpasning af de ni produktdirektiver til de nye retlige rammer vil øge tilliden hos både producenter og forbrugere ved at præcisere de erhvervsdrivendes forpligtelser og give medlemsstaternes myndigheder mere effektive værktøjer til at udføre markedsovervågningskontroller, hvilket alt sammen medvirker til, at der bliver færre produkter på markedet, som ikke svarer til forskrifterne, og som er usikre.

 

Kommissionens forslag i tilpasningspakken er baseret på bred høring af interessenter, inklusive flere hundrede SMV'er, og deres erfaringer med varepakken, hvilket ordføreren sætter stor pris på.

 

Ordføreren støtter Kommissionens generelle intentioner om ren tilpasning af de ni produktdirektiver til de horisontale foranstaltninger i afgørelse nr. 768/2008, men foreslår ikke desto mindre nogle ændringer af direktiv 2009/105/EF om simple trykbeholdere for yderligere præcisering og sektortilpasninger med følgende mål:

 

1.Yderligere tilpasning af direktivet til de nye retlige rammer og retssikkerhed

 

Ordføreren mener, at en række ændringer er vigtige, for at det foreslåede direktiv kan nå et højere niveau af overensstemmelse med betingelserne i afgørelse nr. 768/2008/EF og eliminere de mulige uoverensstemmelser i teksten, der ellers ville kunne medføre retsusikkerhed.

 

Det er også vigtigt at præcisere den juridiske situation for produkter, der lovligt er bragt i omsætning i overensstemmelse med det nuværende direktiv, før det nye direktiv træder i kraft, men som stadig er på lager. EU-lovgivningens ikke-tilbagevirkende karakter skal understreges, og det skal præciseres, at disse produkter stadig kan bringes i omsætning på markedet efter det nye direktivs ikrafttrædelse.

 

Ordføreren mener desuden, at Kommissionen skal forpligtes til at offentliggøre de nationale bestemmelser, som udspringer af direktivets gennemførelse, og relevante sanktioner på internettet (princippet om gennemsigtighed).

 

2.Øget forbrugerbeskyttelse

 

De nye retlige rammer bidrager til øget forbrugertillid til det indre marked. Derfor er en række ændringer også knyttet til ordførerens mål om at drage fuld nytte af de nye retlige rammers bestemmelser vedrørende forbrugerbeskyttelse. I denne forbindelse ville visse ændringer gøre det muligt for det nye direktiv at dække et bredere spektrum af situationer, der falder ind under de væsentlige sikkerhedskrav, når også rimeligt forudsigelig brug skal tages i betragtning i produktets planlægningsfase (jf. artikel 16 om generelle krav i forordning (EF) nr. 765/2008). Forbrugerbeskyttelsen ville også blive øget ved at præcisere, at producentens instruktioner, sikkerhedsinformationer og mærkninger skal være tydelige, letforståelige og læsbare og at importører skal angive information på et for brugerne letforståeligt sprog.

 

3.Mindre bureaukrati

 

De nye retlige rammer skal bidrage til forbedring af varernes fri bevægelighed i Den Europæiske Union. Omstændeligt bureaukrati vil dog hindre varernes fri bevægelighed. Derfor har ordføreren gennemgået det foreslåede direktiv for at fjerne bureaukrati, hvor det er muligt. Således foreslås det i betænkningen at modernisere de nuværende procedurer ved at tillade, at EU-overensstemmelseserklæringen leveres ikke kun i papirform og også elektronisk, og nedbringe bureaukratiet for erhvervsdrivende i forbindelse med identifikation af erhvervsdrivende længere oppe i forsyningskæden.

 

Som tidligere nævnt støtter ordføreren en forenkling og modernisering af procedurerne i de nye retlige rammer, men ordføreren ønsker samtidig også at understrege, at det kan være nødvendigt med fleksibilitet i forbindelse med visse krav, der fastlægges af den nye ramme. Det foreslås for eksempel at tilføje en undtagelse, hvad angår reglen om "én enkelt overensstemmelseserklæring", i tilfælde, hvor afgivelse af én enkelt erklæring skaber specifikke problemer på grund af dennes kompleksitet eller omfang. Her skal det være muligt at forevise alle relevante overensstemmelseserklæringer separat.

 

Endelig forklarer ordføreren i udkastet til betænkning i forbindelse med fabrikanters forpligtelse til at angive kontaktoplysninger på produktet, at disse også kan angives på emballagen eller i et dokument, der ledsager produktet, hvis det ikke er teknisk muligt eller uforholdsmæssigt bekosteligt.

 

4.Sikring af bedre markedsovervågning for vores produkter

 

Selv om ordføreren er bekendt med den kommende nye regulering af markedsovervågning, der er udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene, fokuserer de sidste sæt af ændringer på sikring af et højere niveau af markedsovervågning af produkter. Til dette formål forslår ordføreren at øge markedsovervågningen i forbindelse med fjernsalg ved at sikre, at alle relevante informationskrav også vises ved elektronisk handel, at fastsætte et årligt informationskrav fra medlemsstaterne til Kommissionen om deres markedsovervågningsaktiviteter og at opfordre medlemsstaterne til at sørge for tilstrækkelige midler til deres markedsovervågningsmyndigheder. Endelig understreger ordføreren behovet for, at medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger mod ukorrekt brug af CE-mærkning.

BILAG: SKRIVELSE FRA RETSUDVALGET

 

Ref.: D(2012)22889

 

 

 

Malcolm Harbour

Formand for Udvalget om det Indre Marked

og Forbrugerbeskyttelse

ASP 13E130

Bruxelles

 

 

 

Om:  om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af simple trykbeholdere (Omarbejdning)

   COM(2011)0768 – C7-0428/2011 – 2011/0350(COD) Korresponderende udvalg

 

 

 

Kære formand,

 

Retsudvalget, som jeg er formand for, har behandlet ovennævnte forslag i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 87 om omarbejdning.

Denne artikels stk. 3 lyder som følger:

 

"Finder det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, at forslaget ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne, underretter udvalget det kompetente udvalg herom.

 

Det kompetente udvalg kan i så fald kun behandle ændringsforslag, som opfylder betingelserne i artikel 156 og 157, og som vedrører de dele af forslaget, der indeholder ændringer.

Agter det kompetente udvalg dog i overensstemmelse med punkt 8 i den interinstitutionelle aftale også at stille ændringsforslag til de kodificerede dele af forslaget, underretter det omgående Rådet og Kommissionen om sine planer, og sidstnævnte bør inden afstemningen, jf. artikel 54, meddele udvalget, hvilken holdning den har til ændringsforslagene, og hvorvidt den agter at tage forslaget om omarbejdning tilbage."

På baggrund af udtalelsen fra Den Juridiske Tjeneste, hvis repræsentanter deltog i møderne i den rådgivende gruppe, der behandlede forslaget om omarbejdning, og i tråd med henstillingerne fra ordføreren for udtalelsen, mener Retsudvalget, at forslaget ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i forslaget, og at forslaget, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer.

 

Efter drøftelser på mødet den 26. april 2012 vedtog Retsudvalget med 23 stemmer for og ingen stemmeundladelser[3] at henstille, at Deres udvalg som korresponderende udvalg behandler ovennævnte forslag i overensstemmelse med artikel 87.

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klaus-Heiner LEHNE

 

 

 

 

 

 

 

Bilag: Udtalelse fra den rådgivende gruppe.

 

BILAG: UDTALELSE FRA DEN RÅDGIVENDE GRUPPE BESTÅENDE AF DE JURIDISKE TJENESTER I EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN

 

 

 

DE JURIDISKE TJENESTERS

RÅDGIVENDE GRUPPE

Bruxelles, den 27. marts 2012

UDTALELSE

  TIL  EUROPA-PARLAMENTET

    RÅDET

    KOMMISSIONEN

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende tilgængeliggørelse på markedet af simple trykbeholdere

COM(2011)0768 af 21.11.2011 – 2011/0350(COD)

I henhold til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter, særlig punkt 9, behandlede den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen på mødet den 1. februar 2012 bl.a. ovennævnte forslag fra Kommissionen.

 

Under behandlingen af forslaget[4] til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om omarbejdning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/105/EF af 16. september 2009 om simple trykbeholdere konstaterede den rådgivende gruppe samstemmende følgende:

 

1) Hvad angår begrundelsen, burde den for fuldt ud at være udformet i overensstemmelse med de relevante kriterier i den interinstitutionelle aftale præcist have angivet, hvilke bestemmelser i den tidligere retsakt der forbliver uændrede, således som det er fastsat i aftalens punkt 6, litra a), nr. iii).

 

2) Følgende dele af forslaget til omarbejdning burde have været markeret med den gråskravering, der normalt anvendes til markering af indholdsmæssige ændringer:

 

– forslaget om at slette formuleringen i litra a) i den eksisterende artikel 13, stk. 3 i direktiv 2009/105/EF (med ordlyden "de tekniske konstruktionsdata");

– i punkt 3.3, litra a) i bilag II, formuleringen "den tekniske dokumentation" (markeret med tilpasningspile i den omarbejdende tekst);

– i artikel 41, stk.1, første afsnit, formuleringerne "Artikel 2, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28, 29, 30, 31, 32, 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39, 40 og bilag II" samt hele teksten i den sidste sætning, der lyder som følgende: "De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv";

– i artikel 41, stk. 1, andet afsnit, formuleringen "fra [dagen efter den i første afsnit fastsatte dato]";

 

3) i den indledende sætning i punkt 2.3.2 i bilag II, bør ordet "afsnit" ændres til "punkter";

 

4) I punkt 2, 3, 2, litra h) i bilag II, bør ordlyden "afsnit" ændres til ordet "litra".

 

Efter behandlingen af forslaget var der i den rådgivende gruppe enighed om, at forslaget ikke indeholder andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget eller i denne udtalelse. Den rådgivende gruppe konstaterede desuden, at forslaget, hvad angår de uændrede bestemmelser i den tidligere retsakt sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer.

 

 

 

 

C. PENNERA      H. LEGAL      L. ROMERO REQUENA

Juridisk rådgiver      Juridisk rådgiver      Generaldirektør

 

 

 

PROCEDURE

Titel

Harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af simple trykbeholdere (omarbejdning)

Referencer

COM(2011)0768 – C7-0428/2011 – 2011/0350(COD)

Dato for høring af EP

21.11.2011

 

 

 

Korresponderende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

IMCO

30.11.2011

 

 

 

Rådgivende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

ITRE

30.11.2011

JURI

30.11.2011

 

 

Ingen udtalelse

       Dato for afgørelse

ITRE

19.12.2011

 

 

 

Ordfører

       Dato for valg

Zuzana Roithová

29.11.2011

 

 

 

Behandling i udvalg

9.1.2012

28.2.2012

31.5.2012

10.7.2012

Dato for vedtagelse

10.7.2012

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

29

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Adam Bielan, Sergio Gaetano Cofferati, Birgit Collin-Langen, Lara Comi, Anna Maria Corazza Bildt, Cornelis de Jong, Christian Engström, Ismail Ertug, Vicente Miguel Garcés Ramón, Louis Grech, Philippe Juvin, Edvard Kožušník, Toine Manders, Hans-Peter Mayer, Sirpa Pietikäinen, Phil Prendergast, Mitro Repo, Zuzana Roithová, Heide Rühle, Christel Schaldemose, Andreas Schwab, Bernadette Vergnaud

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Raffaele Baldassarre, Ildikó Gáll-Pelcz, Morten Løkkegaard, Emma McClarkin, Konstantinos Poupakis, Marek Siwiec, Marc Tarabella

Dato for indgivelse

25.7.2012

 

 

[1] Endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.
[2] EUT C 77 af 28.3.2002, s. 1.
[3] Raffaele Baldassarre, Sebastian Valentin Bodu, Piotr Borys, Françoise Castex, Sergio Gaetano Cofferati, Christian Engström, Marielle Gallo, Giuseppe Gargani, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Sajjad Karim, Vytautas Landsbergis, Eva Lichtenberger, Jiří Maštálka, Antonio López-Istúriz White, Bernhard Rapkay, Evelyn Regner, Francesco Enrico Speroni, Dimitar Stoyanov, Rebecca Taylor, Alexandra Thein, Axel Voss, Cecilia Wikström og Tadeusz Zwiefka.  
[4] Den rådgivende gruppe havde den engelske, franske og tyske sprogudgave til rådighed og benyttede den engelske originaludgave af forslaget som grundlag for behandlingen.