Mødedokument

 

A7-0320/2012

15.10.2012

***I

BETÆNKNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning)

( COM(2010)0748 – C7‑0433/2010 – 2010/0383(COD) )

Retsudvalget

Ordfører: Tadeusz Zwiefka

(Omarbejdning – forretningsordenens artikel 87)

PR_COD_1recastingam

 

 

Tegnforklaring

  *  Høringsprocedure

  ***  Godkendelsesprocedure

  ***I  Almindelig lovgivningsprocedure (førstebehandling)

  ***II  Almindelig lovgivningsprocedure (andenbehandling)

  ***III  Almindelig lovgivningsprocedure (tredjebehandling)

 

(Proceduren afhænger af, hvilket retsgrundlag der er valgt i udkastet til retsakt)

 

 

 

 

Ændringsforslag til et udkast til retsakt

I Parlamentets ændringsforslag er ændringer i udkastet til retsakt markeret med fede typer og kursiv. Kursivering uden fede typer er en oplysning til de tekniske tjenestegrene, som vedrører elementer i udkastet til retsakt, der foreslås rettet ved affattelsen af den endelige tekst (f.eks. materielle fejl eller manglende tekst i en sprogversion). De foreslåede rettelser skal godkendes af de berørte tekniske tjenestegrene.

 

Informationsblokken til ethvert ændringsforslag, der angår en eksisterende retsakt, som udkastet til retsakt har til formål at ændre, indeholder en tredje og en fjerde linje, hvori det er anført, hvilken eksisterende retsakt og hvilken bestemmelse heri der er berørt. Passager fra en bestemmelse i en eksisterende retsakt, som ikke er medtaget i udkastet til retsakt, men som Parlamentet ønsker at ændre, er markeret med fede typer. Hvis Parlamentet ønsker, at tekst i sådanne passager skal udgå, er dette markeret med [...].

 

 

 

INDHOLD

Side

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING  5

BEGRUNDELSE  138

BILAG: UDTALELSE FRA DEN RÅDGIVENDE GRUPPE BESTÅENDE AF DE JURIDISKE TJENESTER I EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN  142

UDTALELSE fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender  144

PROCEDURE  148

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning)

( KOM(2010)0748 – C7‑0433/2010 – 2010/0383(COD) )

(Almindelig lovgivningsprocedure – omarbejdning)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Parlamentet og Rådet ( KOM(2010)0748 ) og til den af Kommissionen foretagne konsekvensanalyse ( SEK(2010)1547 ),

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 2, litra a), c) og e), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C7-0433/2010),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til den begrundede udtalelse, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af Generalstaternes Førstekammer og Andetkammer i Nederlandene om, at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 5. maj 2011[1].

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter[2],

–  der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af … forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 87 og 55,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender ( A7-0320/2012 )

A.  der henviser til, at dette forslag ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer,

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Ændringsforslag 1

EUROPA-PARLAMENTETS ÆNDRINGSFORSLAG[3]*

til Kommissionens forslag

---------------------------------------------------------

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) NR. …/2012

af

om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

(Omarbejdning)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 2, litra a), c) og e),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[4],

efter den almindelige lovgivningsprocedure[5] og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Den 21. april 2009 vedtog Kommissionen en rapport[6] om anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område[7]▌. I rapporten blev det konkluderet, at der generelt var tilfredshed med forordningen, men at anvendelsen af visse af bestemmelserne burde forbedres, den frie bevægelighed for retsafgørelser burde fremmes yderligere, og der burde gives endnu bedre adgang til retlig prøvelse. Da der skal foretages en række ændringer, bør forordningen omarbejdes af hensyn til klarheden.

(1a)  Det Europæiske Råd vedtog på sit møde den 10.-11. december 2009 i Bruxelles et nyt flerårigt program med titlen ”Stockholmprogrammet — Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse”[8] (i det følgende benævnte ”programmet”). I programmet finder Det Europæiske Råd, at processen med at afskaffe alle mellemliggende foranstaltninger (eksekvatur) bør fortsættes i løbet af den periode, som programmet dækker. Samtidig med afskaffelsen af exequaturproceduren bør der tilvejebringes en række garantier.

(2)  Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, bl.a. ved at lette adgangen til at få oprejsning ved retsvæsenet, navnlig gennem princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og afgørelser truffet af ikke-retslige organer i civilretlige spørgsmål. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Unionen ▌vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, navnlig når de er nødvendige for det indre markeds hensigtsmæssige funktion.

(3)  Visse forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og for anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion. Det er tvingende nødvendigt at have bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og sikre hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i en medlemsstat.

(4)  Sådanne bestemmelser falder ind under samarbejdet om civilretlige spørgsmål efter artikel 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(5)  For at virkeliggøre målet om fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser fastlægges i en bindende og umiddelbart gældende EU-retsakt.

▌  (flyttet til betragtning 27a)

(7)  De Europæiske Fællesskabers medlemsstater indgik den 27. september 1968 på grundlag af artikel 293, fjerde led, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, senere ændret ved konventionerne om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (i det følgende benævnt ”Bruxelles-konventionen af 1968”)[9]. Den 16. september 1988 indgik de daværende medlemsstater af Det Europæiske Fællesskab og visse EFTA-stater Lugano-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (i det følgende benævnt "Lugano-konventionen af 1988")[10], som er en parallelkonvention til Bruxelles-konventionen af 1968. Lugano-konventionen af 1988 fik virkning for Polen den 1. februar 2000.

(8)  Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 44/2001, der trådte i stedet for Bruxelleskonventionen af 1968, for så vidt angår de medlemsstatsterritorier, der er omfattet af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og som gælder mellem alle medlemsstaterne, undtagen Danmark. Ved ▌afgørelse 2006/325/EF[11] ▌indgik Unionen en aftale med Danmark, der sikrede, at bestemmelserne i forordning (EF) nr. 44/2001 kom til at finde anvendelse i Danmark. Luganokonventionen af 1988 blev revideret ved konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager[12], der blev indgået i Lugano den 30. oktober 2007 af Unionen, Danmark, Island, Norge og Schweiz (i det følgende benævnt "Lugano-konventionen af 2007"). ▌

(8a)  Bruxelles-konventionen af 1968 finder fortsat anvendelse for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af artikel 355 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde. (tidl. betragtning 30)

▌

(10)  Denne forordnings materielle anvendelsesområde bør omfatte alle de vigtigste spørgsmål på det civil- og handelsretlige område, bortset fra visse velafgrænsede delområder, navnlig underholdspligt, som ikke bør være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde efter vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt[13] ▌.

(10a)  Med henblik på anvendelsen af denne forordning bør retter i medlemsstaterne omfatte retter, som er fælles for flere medlemsstater, som f.eks. Beneluxdomstolen, når de udøver kompetence i spørgsmål, der falder ind under denne forordning. Retsafgørelser, der er truffet af sådanne retter, bør derfor anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med denne forordning.

(11)  Denne forordning bør ikke finde anvendelse på voldgift ▌. Intet i denne forordning bør være til hinder for, at en ret i en medlemsstat, hvor en sag er blevet anlagt vedrørende et forhold, hvorom parterne har truffet en voldgiftsaftale, henviser parterne til voldgift eller udsætter eller afviser retssagen og undersøger, hvorvidt voldgiftsaftalen er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres i overensstemmelse med dens nationale ret.

(11a)  En afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat om, hvorvidt en voldgiftsaftale er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres, bør ikke være underlagt bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse i denne forordning, uanset om retten afgjorde dette som et hovedspørgsmål eller som et bispørgsmål.

(11b)  På den anden side såfremt en ret, der har udøvet sin kompetence i henhold til denne forordning eller national ret, har besluttet, at en voldgiftsaftale er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres, bør dette ikke være til hinder for, at rettens afgørelse om sagens realitet anerkendes og alt efter omstændighederne fuldbyrdes i overensstemmelse med denne forordning. Dette bør ikke berøre den kompetence, som medlemsstaternes retter har til at afgøre anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser i overensstemmelse med konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser udfærdiget den 10. juni 1958 i New York (i det følgende benævnt "New York-konventionen af 1958"), som har forrang i forhold til denne forordning.

(11c)  Denne forordning bør ikke finde anvendelse på søgsmål eller tilknyttede sager navnlig vedrørende etablering af en voldgiftsret, voldgiftsmændenes beføjelser, varetagelse af en voldgiftsprocedure eller af andre aspekter af en sådan procedure, eller på sager eller afgørelser vedrørende annullering, fornyet prøvelse, appel, anerkendelse eller fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse.

(11d)  Der skal være en tilknytning mellem de sager, forordningen finder anvendelse på, og medlemsstaternes område. De fælles regler for retternes kompetence bør derfor principielt anvendes, når sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område.

(11e)  En sagsøgt, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, bør som hovedregel være underlagt de nationale kompetenceregler, der gælder på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt.

(11f)  Med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og arbejdstagere, beskytte medlemsstaternes retters kompetence i situationer, hvor de har enekompetence, og respektere parternes aftalefrihed bør visse kompetenceregler i denne forordning imidlertid finde anvendelse uanset sagsøgtes bopæl.

(12)  Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium. ▌Dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af tvistens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.

(13)  Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje. Kriteriet nær tilknytning bør tjene til at skabe retssikkerhed og undgå muligheden for, at sagsøgte indstævnes for en ret i en medlemsstat, som han ikke med rimelighed kunne forudse. Dette er navnlig vigtigt i tvister angående forpligtelser uden for kontrakt, der er opstået i forbindelse med krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser.

(13a)  Ejeren af kulturgoder som defineret i artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område[14], bør inden for rammerne af denne forordning kunne anlægge civilt søgsmål med henblik på tilbagesøgning, baseret på ejerskab, af et kulturgode ved en ret på det sted, hvor kulturgodet befinder sig på tidspunktet for sagens anlæggelse ved retten. Sådanne sager berører ikke sager anlagt i henhold til direktiv 93/7/EØF.

(14)  For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindeligt gældende kompetenceregler.

(15)  Friheden til at indgå aftaler om værneting for parter i andre aftaler end forsikrings-, forbruger- og arbejdsaftaler, hvor en sådan aftalefrihed er begrænset, bør respekteres, dog med forbehold af de bestemmelser om enekompetence, der er fastsat i denne forordning.

(15a)  Hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en værnetingsaftale til fordel for en ret eller retterne i en medlemsstat er materielt ugyldig, bør spørgsmålet afgøres i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den ret eller de retter, der er valgt i aftalen, er beliggende. Henvisningen til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den eller de valgte retter er beliggende, bør omfatte den pågældende stats lovvalgsregler.

▌

(18)  Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme til at afgøre tilfælde af litis pendens og indbyrdes sammenhængende krav og til at afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters lovgivning med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt. Med henblik på anvendelsen af denne forordning bør dette tidspunkt defineres selvstændigt.

(19)  Med henblik på at gøre eksklusive værnetingsaftaler ▌mere effektive ▌og på at undgå misbrug af retssager i taktisk øjemed er det imidlertid nødvendigt at fastsætte bestemmelse om, at der kan gøres undtagelse fra den almindelige litis pendens-mekanisme for på tilfredsstillende vis at håndtere en særlig situation, hvor der kan opstå parallelle retssager. Der er tale om en sådan situation, såfremt der er anlagt sag ved en ret, der ikke er valgt i en eksklusiv værnetingsaftale, og de samme parter herefter ved den valgte ret fremsætter krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag. I en sådan situation bør det være et krav, at den ret, hvor sagen først anlægges, udsætter sagen, så snart samme sag er indbragt for den valgte ret, og indtil sidstnævnte ret erklærer, at den ikke har kompetence i henhold til den eksklusive værnetingsaftale. Formålet er i en sådan situation at sikre, at den valgte ret gives fortrinsret til at træffe afgørelse om aftalens gyldighed og om det omfang, hvori aftalen finder anvendelse på den sag, der verserer ved den. Den valgte ret bør kunne fortsætte sin behandling af sagen, hvad enten den ikke valgte ret allerede har truffet afgørelse om udsættelse af sagen eller ej.

(19a)  Reglen beskrevet i betragtning 19 bør ikke finde anvendelse på situationer, hvor parterne har indgået modstridende eksklusive værnetingsaftaler, eller hvor sagen først er anlagt ved en ret valgt i en sådan aftale. I sådanne tilfælde bør denne forordnings generelle litis pendens-bestemmelse finde anvendelse.

▌

(21)  Der bør i denne forordning fastsættes bestemmelse om en fleksibel ordning, hvor retterne i medlemsstaterne kan tage i betragtning, om der verserer en sag ved en ret i et tredjeland, og herunder navnlig tage hensyn til, om en eventuel retsafgørelse fra tredjelandet kan anerkendes og fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat i henhold til dennes lovgivning, og til en ordnet retspleje ▌.

(21a)  Når der tages hensyn til en ordnet retspleje under de omstændigheder, der er beskrevet i betragtning 21, skal retten i den pågældende medlemsstat vurdere alle omstændigheder i den sag, der verserer ved den. Dette kan omfatte forbindelserne mellem de faktiske omstændigheder og parterne og det pågældende tredjeland, den fase, som sagen i tredjelandet har nået på det tidspunkt, sagen indledes i retten i den pågældende medlemsstat, og hvorvidt retten i tredjelandet kan forventes at afsige en retsafgørelse inden for en rimelig frist.

(21b)  Denne vurdering kan også omfatte hensyntagen til spørgsmålet om, hvorvidt retten i tredjelandet har enekompetence i den enkelte sag under omstændigheder, hvor en ret i en medlemsstat ville have enekompetence.

(22)  Begrebet foreløbige, herunder sikrende, retsmidler bør f. eks. omfatte sikrende kendelser med henblik på at fremskaffe oplysninger og sikre beviser ▌, jf. artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder[15]. Det bør ikke omfatte foranstaltninger, der ikke er sikrende, såsom foranstaltninger til afhøring af vidner ▌. Dette bør ikke berøre anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter for så vidt angår bevisoptagelse i sager om civile og kommercielle spørgsmål[16].

(23)  ▌Den gensidige tillid til retsplejen i Unionen berettiger princippet om, at retsafgørelser afsagt i en medlemsstat bør anerkendes, uden at der er behov for en særlig procedure. Desuden gør målet om at gøre det mindre langsommeligt og mindre dyrt at føre retssager over landegrænserne det berettiget at afskaffe den erklæring om eksigibilitet, der skal afgives, inden der kan ske fuldbyrdelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. En retsafgørelse, der er afsagt af en ret i en medlemsstat, bør derfor ▌ behandles på samme måde, som hvis den var blevet afsagt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og hvor anerkendelsen af retsafgørelsen påberåbes, eller hvor der indgives begæring om fuldbyrdelse. ▌

(23a)  Med henblik på fri bevægelighed for retsafgørelser bør en retsafgørelse afsagt i en medlemsstat anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, selv om den er afsagt mod en person, der ikke har bopæl på en medlemsstats område.

(23b)  Såfremt en retsafgørelse indeholder et retsmiddel eller en kendelse, der er ukendt i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, tilpasses retsmidlet eller kendelsen, herunder enhver heri anført rettighed, i videst muligt omfang til det, der i henhold til denne medlemsstats nationale ret har tilsvarende retsvirkninger og varetager lignende formål og hensyn. Det bør være op til de enkelte medlemsstater selv at afgøre, hvorledes og af hvem tilpasningen skal foretages.

(23c)  Direkte fuldbyrdelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, af en retsafgørelse afsagt i en anden medlemsstat uden en erklæring om eksigibilitet bør ikke bringe respekten for forsvarets rettigheder i fare. Derfor bør den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kunne indgive begæring om, at en retsafgørelse ikke anerkendes og/eller fuldbyrdes, hvis han finder, at en af grundene til ikke at anerkende retsafgørelsen er til stede. Dette bør omfatte den grund, at han ikke havde haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen, da der blev afsagt afgørelse uden personligt fremmøde med hensyn til et borgerligt krav i en straffesag. Det bør også omfatte de grunde, en person kan påberåbe sig på grundlag af en aftale indgået mellem den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og en tredjestat i medfør af artikel 59 i Bruxelles-konventionen af 1968.

(23d)  En part, der bestrider fuldbyrdelsen af en retsafgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat, bør i videst muligt omfang være i stand til i overensstemmelse med retssystemet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, i den samme procedure ud over de grunde til afslag, der er fastsat i denne forordning, at påberåbe sig de grunde til afslag, der eksisterer i henhold til national lovgivning, inden for de frister, der er fastsat i denne lovgivning.

(23e)  Anerkendelse af en retsafgørelse bør imidlertid kun afslås, hvis en eller flere af de grunde, der er fastsat i denne forordning, foreligger.

(23f)  Indtil der er truffet afgørelse om en indsigelse mod fuldbyrdelsen af en retsafgørelse, bør retterne i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, under hele behandlingen af en sådan indsigelse, herunder en eventuel appel, kunne tillade, at fuldbyrdelsen fortsætter med forbehold af en begrænsning af fuldbyrdelsen eller af, at der stilles en sikkerhed.

(23g)  For at underrette den person, mod hvem fuldbyrdelsen af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat begæres, bør den attest, der indføres med denne forordning, om nødvendigt ledsaget af retsafgørelsen forkyndes for den pågældende i rimelig tid inden den første fuldbyrdelsesforanstaltning. I denne sammenhæng bør der ved første fuldbyrdelsesforanstaltning forstås den første fuldbyrdelsesforanstaltning efter forkyndelse.

▌

(25)  ▌Når foreløbige, herunder sikrende, retsmidler iværksættes af en ret, der har kompetence med hensyn til sagens realitet, bør deres frie bevægelighed sikres inden for rammerne af denne forordning. Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som en sådan ret har truffet afgørelse om, uden at sagsøgte forinden er blevet indkaldt, bør imidlertid ikke anerkendes og fuldbyrdes inden for rammerne af denne forordning, medmindre den retsafgørelse, der indeholder retsmidlet, er blevet forkyndt for sagsøgte forud for fuldbyrdelsen. Dette bør ikke være til hinder for anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne retsmidler i henhold til national lovgivning. Når foreløbige, herunder sikrende, retsmidler iværksættes af en ret, der ikke har kompetence med hensyn til sagens realitet, bør deres virkning inden for denne forordnings rammer være begrænset til den pågældende medlemsstat. ▌

(26)  Kontinuiteten mellem Bruxelles-konventionen af 1968, forordning (EF) nr. 44/2001 og denne forordning bør sikres, og i den forbindelse bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til Den Europæiske Unions Domstols fortolkning af Bruxelles-konventionen af 1968 og de forordninger, der er trådt i stedet for den.

(26a)   For at respektere medlemsstaternes internationale forpligtelser bør denne forordning ikke berøre de konventioner vedrørende særlige områder, som medlemsstaterne er parter i. (tidl. betragtning 32)

(26b)  Med forbehold af medlemsstaternes forpligtelser i henhold til traktaterne bør denne forordning ikke berøre anvendelsen af bilaterale konventioner og aftaler, der er indgået mellem et tredjeland og en medlemsstat inden datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 44/2001, og som omfatter spørgsmål, der er reguleret ved nærværende forordning.

(26c)  For at sikre løbende ajourføring af de attester, der skal benyttes i forbindelse med anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig i henhold til denne forordning, bør Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tillægges beføjelse til at vedtage retsakter for så vidt angår ændringer af bilag I og II til denne forordning. Det er særlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under det forberedende arbejde, herunder også på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

 

(27)  Denne forordning respekterer grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, der er sikret ved chartrets artikel 47 ▌. ▌

(27a)  Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(28)  Det Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling ▌, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til den dengang gældende traktat om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltaget i vedtagelsen og anvendelsen af forordning (EF) nr. 44/2001. I medfør af artikel 3 i protokol (nr. 21) om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, ▌har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning ▌.

(29)  Danmark deltager i henhold til artikel 1 og 2 i protokol (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, ikke i vedtagelsen af denne forordning, og forordningen er ▌ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, idet Danmark dog kan anvende ændringerne i forordning (EF) nr. 44/2001 i medfør af artikel 3 i aftalen indgået den 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område▌[17].

▌

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

1.  Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Det omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.  Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a)  fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller eller parterne i et forhold, der ifølge den lov, der skal anvendes på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskab

b)  konkurs, akkord og andre lignende ordninger

c)  social sikring

d)  voldgift ▌

e)  underholdspligt, der er opstået i forbindelse med et familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab.

f)  arv efter loven eller testamente, herunder underholdspligt som følge af dødsfald.

▌

Artikel 2

I denne forordning forstås ved:

a)  "retsafgørelse": enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes, herunder dom, kendelse, eller fuldbyrdelsesordre, herunder en afgørelse om fastsættelse af sagsomkostninger, som træffes af en embedsmand ved retten.

I kapitel III anses ordet "retsafgørelse" for at omfatte foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som en ret, der i henhold til denne forordning har kompetence med hensyn til sagens realitet, har truffet afgørelse om. Det omfatter ikke foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som der er truffet afgørelse om, uden at sagsøgte er blevet indkaldt, medmindre retsafgørelsen er blevet forkyndt for sagsøgte forud for fuldbyrdelsen.

▌

d)  "retsforlig": forlig, der er blevet godkendt af en ret i en medlemsstat, eller som er indgået for en ret i en medlemsstat under retssagen

e)  "officielt bekræftet dokument": et dokument, som er udarbejdet i overensstemmelse med formkravene eller er registreret som et officielt bekræftet dokument i domsstaten, og

i)  hvis underskrift og indhold er blevet officielt bekræftet, og

ii)  hvis officielle bekræftelse er foretaget af en offentlig myndighed eller en anden myndighed, der er beføjet hertil

f)  "domsstat": efter omstændighederne den medlemsstat, hvor retsafgørelsen er blevet afsagt, hvor retsforliget er blevet godkendt eller indgået, eller hvor det officielt bekræftede dokument formelt er blevet udarbejdet eller registreret

g)  "medlemsstat, som anmodningen rettes til": efter omstændighederne den medlemsstat, hvor anerkendelsen af retsafgørelsen påberåbes, eller hvor retsafgørelsen, retsforliget eller det officielt bekræftede dokument søges fuldbyrdet

h)  "den oprindelige ret": retten, som har truffet den retsafgørelse, hvis anerkendelse påberåbes, og/eller som søges fuldbyrdet.

Artikel 2a

I denne forordning omfatter "ret" følgende myndigheder, i det omfang de er kompetente i spørgsmål, der falder ind under denne forordning:

a)  for så vidt angår Ungarn, en notar (közjegyző) i forbindelse med hurtig retsforfølgning i sager om pengekrav (fizetési meghagyásos eljárás).

b)  for så vidt angår Sverige, det svenske fogedvæsen (kronofogdemyndigheten) i forbindelse med hurtig retsforfølgning i sager om pengekrav (betalningsföreläggande) og visse andre krav (handräckning).

KAPITEL II

KOMPETENCE

Afdeling 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 3

1.  Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.

2.  Personer, som ikke er statsborgere i den medlemsstat, på hvis område de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for landets egne statsborgere.

Artikel 4

1.  Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7.

2.  I særdeleshed kan de nationale kompetenceregler, som medlemsstaterne har underrettet Kommissionen om i overensstemmelse med artikel 88, stk. 1, litra a), ikke gøres gældende imod de personer, der er omhandlet i stk. 1.

Artikel 4a

1.  Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog artikel 16, stk. 1, artikel 19, stk. 2, samt artikel 22 og 23.

2.  Over for en sådan sagsøgt kan enhver, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset sin nationalitet, i lighed med medlemsstatens egne statsborgere påberåbe sig de nationale kompetenceregler, som gælder dér, herunder navnlig de regler, som medlemsstaterne har underrettet Kommissionen om i overensstemmelse med artikel 88, stk. 1, litra a).

Afdeling 2

Specielle kompetenceregler

Artikel 5

En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

1.  a)  i sager om kontraktforhold ved retten på opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen

b)  ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:

–ved salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

–ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

c)  er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse

2.  i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå

▌

4.  i sager, i hvilke der påstås erstatning eller genoprettelse af en tidligere tilstand i anledning af en strafbar handling, ved den ret, hvor straffesagen er anlagt, såfremt denne ret i henhold til sin egen lovgivning kan påkende borgerlige krav

4a.  i sager, i hvilke der påstås tilbagesøgning, baseret på ejerskab, af et kulturgode som defineret i artikel 1, stk. 1, i direktiv 93/7/EØF, og som er anlagt af den person, der påberåber sig ret til at tilbagesøge et sådant gode, ved retterne på det sted, hvor kulturgodet befinder sig på tidspunktet for sagens anlæggelse ved retten

5.  i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed ved retten på det sted, hvor filialen, agenturet eller virksomheden er beliggende

6.  i sager, der er anlagt mod en stifter af en trust, trustee eller begunstiget ved en trust oprettet enten i henhold til loven eller skriftligt eller ved en mundtlig aftale, der er bekræftet skriftligt, ved retterne i den medlemsstat, på hvis område trusten har hjemsted

7.  i sager om indsigelse mod betaling af den bjærgeløn, der forlanges for bjærgning, som er kommet en skibsladning eller fragt til gode, ved den ret, i hvis retskreds der i den nævnte ladning eller i den dertil knyttede fragt:

a)  er gjort arrest for at sikre sådan betaling, eller

b)  kunne have været gjort arrest, men hvor der er ydet kaution eller stillet anden sikkerhed;

denne bestemmelse finder kun anvendelse, såfremt det gøres gældende, at sagsøgte har rettigheder i den nævnte skibsladning eller fragt, eller at han på bjærgningstidspunktet havde sådanne rettigheder.

Artikel 6

En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan endvidere sagsøges:

1.  såfremt ▌der er flere sagsøgte, ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har bopæl, forudsat at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig

2.  når der er tale om en sag om opfyldelse af en garantiforpligtelse eller andre sager angående tredjemand mod den pågældende som tredjemand, ved den ret, hvor den oprindelige sag er anlagt, medmindre denne kun er anlagt for at unddrage den pågældende det værneting, der ville være kompetent i hans sag

3.  når der er tale om et modkrav, der udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på, ved den ret, hvor sagen om hovedkravet er anlagt

4.  i sager om kontraktforhold, såfremt sagen kan forenes med en sag om rettigheder over fast ejendom mod samme sagsøgte, ved retten i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.

Artikel 7

Hvis en ret i en medlemsstat i henhold til denne forordning har kompetence til at afgøre sager om ansvar opstået i forbindelse med brugen eller driften af et skib, har denne ret eller enhver anden ret, som i henhold til den interne lovgivning i den pågældende medlemsstat træder i stedet for førstnævnte ret, også kompetence til at afgøre krav om begrænsning af dette ansvar.

Afdeling 3

Kompetence i forsikringssager

Artikel 8

I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4a og artikel 5, nr. 5.

Artikel 9

1.  En forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

a)  ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller

b)  i en anden medlemsstat i tilfælde, hvor sagen anlægges af forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede, ved retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl, eller

c)  såfremt det drejer sig om en coassurandør, ved den ret i en medlemsstat, ved hvilken der er anlagt sag mod den ledende assurandør.

2.  Har forsikringsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af filialen, agenturet eller virksomheden som havende bopæl på denne medlemsstats område.

Artikel 10

I sager om ansvarsforsikring eller forsikring af fast ejendom kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået. Det samme gælder, når fast ejendom og løsøre er omfattet af samme forsikringsaftale og er genstand for samme skadestilfælde.

Artikel 11

1.  I sager om ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den sikrede, såfremt den lovgivning, der gælder for denne ret, indeholder hjemmel dertil.

2.  Artikel 8, 9 og 10 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg.

3.  Såfremt lovgivningen om et sådant direkte sagsanlæg indeholder hjemmel til at inddrage forsikringstageren eller den sikrede i sagen, er den samme ret også kompetent i forhold til disse personer.

Artikel 12

1.  En forsikringsgiver kan kun anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, hvad enten sagsøgte er forsikringstager, sikret eller begunstiget, jf. dog artikel 11, stk. 3.

2.  Denne afdeling berører ikke retten til at fremsætte modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne afdeling.

Artikel 13

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

1.  der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2.  der giver forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller

3.  der er indgået mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver, som på tidspunktet for forsikringsaftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, med det formål, at retterne i denne medlemsstat skal være kompetente også i tilfælde af, at skadetilføjelsen er foregået i udlandet, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat, eller

4.  der er indgået af en forsikringstager, som ikke har bopæl på en medlemsstats område, medmindre det drejer sig om en lovpligtig forsikring eller en forsikring vedrørende en fast ejendom, som er beliggende på en medlemsstats område, eller

5.  der vedrører en forsikringsaftale, som dækker en eller flere af de i artikel 14 nævnte risici.

Artikel 14

De i artikel 13, nr. 5, omhandlede risici er følgende:

1.  enhver skade

a)  på søgående skibe, på offshore-anlæg og anlæg i rum sø eller på luftfartøjer, der skyldes begivenheder, som indtræffer i forbindelse med anvendelse til erhvervsmæssige formål af disse skibe, anlæg og luftfartøjer

b)  på gods bortset fra passagerers bagage, når forsendelsen sker helt eller delvis som transport med nævnte skibe eller luftfartøjer

2.  ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller for skade på disses bagage

a)  hidrørende fra brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr. 1), litra a), med hensyn til luftfartøjer dog kun for så vidt lovgivningen i den medlemsstat, i hvilken luftfartøjet er registreret, ikke forbyder aftaler om værneting ved forsikring af sådanne risici

b)  for skade forårsaget af gods under transport som anført i nr. 1), litra b)

3.  ethvert økonomisk tab i forbindelse med brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr. 1), litra a), navnlig tab af fragt eller befragtningsindtægter

4.  enhver risiko i forbindelse med en af de i nr. 1)-3) nævnte risici

5.  uanset nr. 1-4, alle store risici som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)[18].

Afdeling 4

Kompetence i sager om forbrugeraftaler

Artikel 15

1.  I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4a og artikel 5, nr. 5:

a)  når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater eller

b)  når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande eller

c)  i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.

2.  Har forbrugerens medkontrahent ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af filialen, agenturet eller virksomheden som havende bopæl på denne medlemsstats område.

3.  Denne afdeling finder ikke anvendelse på transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold.

Artikel 16

1.  Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retten i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller, uanset medkontrahentens bopæl, ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.

2.  Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.

3.  Denne artikel berører ikke retten til at fremsætte modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne afdeling.

Artikel 17

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

1.  der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2.  der giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller

3.  der er indgået mellem en forbruger og hans medkontrahent, som på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, med det formål, at retterne i denne stat skal være kompetente, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat.

Afdeling 5

Kompetence i sager om arbejdsaftaler

Artikel 18

1.  I sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4a, artikel 5, nr. 5, og, i tilfælde, hvor sagen anlægges mod en arbejdstager, artikel 6, nr. 1.

2.   Når en arbejdstager har indgået en individuel arbejdskontrakt med en arbejdsgiver, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses arbejdsgiveren i sager vedrørende driften af filialen, agenturet eller virksomheden som havende bopæl på denne medlemsstats område.

Artikel 19

1.  En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

a)  ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller

b)  i en anden medlemsstat:

i)  ved retten på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde, eller

ii)  såfremt arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.

2.  En arbejdsgiver, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, kan i overensstemmelse med stk. 1, litra b), sagsøges ved en ret i en medlemsstat.

Artikel 20

1.  En arbejdsgiver kan kun anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren har bopæl.

2.  Denne afdeling berører ikke retten til at fremsætte modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne afdeling.

Artikel 21

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale:

1.  der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2.  der giver arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling.

Afdeling 6

Enekompetence

Artikel 22

Enekompetente i en medlemsstat er uden hensyn til bopæl:

1.  i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende. ▌

I sager om leje- og forpagtningsaftaler vedrørende fast ejendom, der er indgået med henblik på midlertidig privat brug for et tidsrum af højst seks på hinanden følgende måneder, er dog også retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, kompetente, under forudsætning af, at lejer eller forpagter er en fysisk person, og at ejer og lejer eller forpagter har bopæl på samme medlemsstats område ▌

▌

2.  i sager om gyldighed af stiftelsen, ugyldighed eller opløsning af selskaber og andre juridiske personer og sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer, der har deres hjemsted på en medlemsstats område, eller om gyldighed af beslutninger truffet af disses organer, retterne i den pågældende medlemsstat. Ved afgørelsen af, hvor dette hjemsted er beliggende, skal retten anvende de internationalprivatretlige regler, som gælder for den

3.  i sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre retterne i den medlemsstat, på hvis område registrene føres

4.  i sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering, uanset om spørgsmålet rejses ved, at der nedlægges påstand herom, eller i form af en indsigelse, retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller i henhold til en EU-retsakt eller en international konvention anses for at være foretaget.

Med forbehold af den kompetence, der i henhold til konventionen om meddelelse af europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973, er tillagt Den Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver medlemsstat ▌enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for den berørte medlemsstat

5.  i sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser, retterne i den medlemsstat, på hvis område fuldbyrdelsesstedet er beliggende.

Afdeling 7

Aftaler om værneting

Artikel 23

1.  Såfremt parterne, uanset bopæl, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. Værnetingsaftalen skal være indgået:

a)  skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse eller

b)  i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller

c)  inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche.

2.  Med ”skriftligt” sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting.

3.  Den eller de retter i en medlemsstat, som har fået tillagt kompetence i henhold til et dokument om oprettelse af en trust, har enekompetence i sager mod en stifter af en trust, en trustee eller en ved en trust begunstiget person, såfremt det drejer sig om forholdet mellem disse personer eller om deres rettigheder og pligter inden for trustens rammer.

4.  Aftaler om værneting samt tilsvarende bestemmelser i et dokument om oprettelse af en trust er ugyldige, såfremt de er i strid med artikel 13, 17 eller 21 eller udelukker kompetencen for de retter, som i medfør af artikel 22 er enekompetente.

4a.  En værnetingsaftale, der indgår som en del af en kontrakt, anses for at være en selvstændig aftale, der er uafhængig af kontraktens øvrige bestemmelser.

Gyldigheden af en værnetingsaftale kan ikke bestrides alene under henvisning til, at kontrakten ikke er gyldig.

Artikel 24

1.  For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør af artikel 22 er enekompetent.

2.  Med hensyn til spørgsmål omfattet af afdeling 3, 4 og 5 skal ▌retten, såfremt forsikringstageren, den sikrede, en begunstiget i henhold til forsikringsaftalen eller den skadelidte, forbrugeren eller arbejdstageren er den sagsøgte, inden den fastslår, at den har kompetence i henhold til stk. 1, sikre sig, at sagsøgte er orienteret om sin ret til at bestride rettens kompetence og om retsvirkningerne af at give møde eller af ikke at give møde.

▌

Afdeling 9

Prøvelse af kompetencen og formaliteten

Artikel 27

En ret i en medlemsstat, for hvilken der indbringes en retstvist, der hovedsagelig vedrører spørgsmål, hvor retterne i en anden medlemsstat har enekompetence i medfør af artikel 22, skal på embeds vegne erklære sig inkompetent.

Artikel 28

1.  Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer retten sig på embeds vegne inkompetent, medmindre den er kompetent efter bestemmelserne i denne forordning.

1a)  Retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han kunne varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger er blevet truffet.

2.  Artikel 19 ▌ i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007[19] anvendes i stedet for denne artikels stk. 1a, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes fra en medlemsstat til en anden i medfør af nævnte forordning.

3.  Finder forordning (EF) nr. 1393/2007 ikke anvendelse, anvendes artikel 15 i Haagerkonventionen ▌om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, som blev indgået den 15. november 1965, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal sendes til udlandet i medfør af nævnte konvention.

Afdeling 10

Litis pendens og indbyrdes sammenhængende krav

Artikel 29

1.  Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået, jf. dog artikel 32, stk. 2.

2.  I de i stk. 1 omhandlede sager ▌på begæring fra en ▌ret, tvisten er indbragt for, giver alle andre retter, som tvisten er indbragt for, uden ophold førstnævnte ret meddelelse om, hvornår tvisten blev indbragt for den i overensstemmelse med artikel 33.

3.  Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.

▌

Artikel 30

1.  Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.

2.  Når sagen for den ret, hvor sagen først blev anlagt, verserer i første instans, kan enhver anden ret ligeledes efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, hvor sagen først blev anlagt, har kompetence til at påkende det pågældende krav, og dens lovgivning tillader forening heraf.

3.  Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.

▌

Artikel 32

1.  Såfremt sagerne henhører under flere retters enekompetence, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, erklære sig inkompetent til fordel for denne ret.

2.  Når en sag anlægges ved en ret i en medlemsstat, som er tillagt enekompetence ved en aftale omhandlet i artikel 23, skal enhver ret ▌i en anden medlemsstat udsætte sagen, indtil den ret, hvor sagen er anlagt på grundlag af aftalen, erklærer, at den ikke har kompetence i henhold til aftalen, jf. dog artikel 24.

2a.  Når den ret, der er udpeget i aftalen, har fastslået sin kompetence i henhold til aftalen, erklærer enhver ret i en anden medlemsstat sig inkompetent til fordel for denne ret.

2b.  Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse på spørgsmål, der er omfattet af afdeling 3, 4 og 5, når forsikringstageren, den sikrede, en begunstiget i henhold til forsikringsaftalen eller den skadelidte, forbrugeren eller arbejdstageren er sagsøgeren, og aftalen ikke er gyldig i henhold til disse afdelinger.

Artikel 33

1.  Ved anvendelsen af denne afdeling anses en sag for anlagt ved en ret:

a)  på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller

b)  hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor dette dokument modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten.

Den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, jf. litra b), skal være den første myndighed, der modtager de dokumenter, der skal forkyndes.

2.  De i stk. 1 nævnte retter eller myndigheder, der er ansvarlige for forkyndelsen, anfører datoen ▌ for indgivelse af det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument eller for modtagelse af de dokumenter, der skal forkyndes.

▌

Artikel 34

1.  Hvis kompetencen er baseret på artikel 3 og artikel 5-7, og der verserer en sag ▌ved en ret i et tredjeland på det tidspunkt, hvor der ved en ret i en medlemsstat anlægges en sag, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, mellem de samme parter, som sagen i tredjelandet, kan medlemsstatens ret ▌udsætte sagen, hvis:

▌

b)  det ▌forventes, at retten i tredjelandet ▌ vil afsige en retsafgørelse, der kan anerkendes og eventuelt fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat, og

c)  retten anser det for godtgjort, at det er nødvendigt at udsætte sagen af hensyn til en ordnet retspleje.

▌

3.  Medlemsstatens ret kan til enhver tid genoptage sagen, hvis ▌:

a)  sagen ved retten i tredjelandet er blevet udsat eller hævet eller

b)  medlemsstatens ret på det foreliggende grundlag finder, at det er usandsynligt, at sagen ved retten i tredjelandet vil blive afsluttet inden en rimelig frist eller

c)  det er nødvendigt at genoptage sagen af hensyn til en ordnet retspleje.

4.  Medlemsstatens ret afviser sagen ▌, hvis sagen ved retten i tredjelandet er afsluttet og har resulteret i en retsafgørelse, der kan ▌anerkendes og eventuelt fuldbyrdes af retten i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt.

4a.  Den medlemsstats ret, hvor sagen er anlagt, anvender denne artikel efter anmodning fra en af parterne, eller på embeds vegne hvis dette er muligt i henhold til national ret.

Artikel 34a

1.  Hvis kompetencen er baseret på artikel 3 og artikel 5-7, og der verserer en sag ved retten i et tredjeland på det tidspunkt, hvor der ved en ret i en medlemsstat anlægges en sag, der er relateret til sagen i tredjelandet, kan medlemsstatens ret udsætte sagen, hvis:

a)  det er ønskeligt at behandle og påkende de relaterede sager samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser i tilfælde af, at kravene påkendes hver for sig

b)  Det forventes, at retten i tredjelandet vil afsige en retsafgørelse, der kan anerkendes og eventuelt fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat, og

c)  retten anser det for godtgjort, at det er nødvendigt at udsætte sagen af hensyn til en ordnet retspleje.

2.  Medlemsstatens ret kan til enhver tid genoptage sagen, hvis:

a)  retten finder, at der ikke længere er risiko for uforenelige retsafgørelser, eller

b)  sagen ved retten i tredjelandet er blevet udsat eller hævet, eller

c)  retten på det foreliggende grundlag finder, at det er usandsynligt, at sagen ved retten i tredjelandet vil blive afsluttet inden en rimelig frist, eller

d)  det er nødvendigt at genoptage sagen af hensyn til en ordnet retspleje.

3.  Medlemsstatens ret kan afvise sagen, hvis sagen ved retten i tredjelandet er afsluttet og har resulteret i en retsafgørelse, der kan anerkendes og eventuelt fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt.

4.  Den medlemsstats ret, hvor sagen er anlagt, anvender denne artikel efter anmodning fra en af parterne, eller på embeds vegne hvis dette er muligt i henhold til national ret.

Afdeling11

Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler

▌

Artikel 36

Der kan over for en medlemsstats retter anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en anden stat ▌er kompetent til at påkende sagens realitet.

 

KAPITEL III

ANERKENDELSE ▌ OG FULDBYRDELSE

▌

Afdeling 1

Anerkendelse

▌

Artikel 38a

1.  Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

2.  Enhver berettiget part kan i overensstemmelse med proceduren i afdeling 2a, underafdeling 2, fremsætte en anmodning om at få fastslået, at der ikke findes grunde til at afslå anerkendelse som omhandlet i artikel 48.

3.   Hvis udfaldet af en sag for en ret i en medlemsstat afhænger af afgørelsen af et bispørgsmål angående anerkendelse, er denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.

Artikel 39

1. En part, der i en ▌medlemsstat ønsker at påberåbe sig anerkendelsen af en retsafgørelse afsagt i en anden medlemsstat skal fremlægge:

a)  en kopi af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser for at fastslå dens ægthed, og

b)  attesten, der er udstedt i medfør af artikel 64a.

2.  Retten eller myndigheden, ved hvilken anerkendelsen af en retsafgørelse afsagt i en anden medlemsstat påberåbes, kan om nødvendigt anmode den part, der påberåber sig den, om i overensstemmelse med artikel 69 at indgive en ▌oversættelse eller en translitteration af indholdet af attesten omhandlet i stk. 1. Retten eller myndigheden kan kræve, at parten forelægger en oversættelse af retsafgørelsen i stedet for oversættelsen af indholdet af attesten, hvis den ikke kan fortsætte behandlingen uden en oversættelse af selve retsafgørelsen.

▌

Artikel 39a

Retten eller myndigheden, ved hvilken anerkendelsen af en retsafgørelse afsagt i en anden medlemsstat påberåbes, kan udsætte sagen helt eller delvis:

a)  hvis retsafgørelsen bliver anfægtet i domsstaten, eller

b)  hvis der er fremsat en anmodning om at få fastslået, at der ikke findes grunde til at afslå anerkendelse som omhandlet i artikel 48, eller om at få fastslået, at anerkendelse skal afslås på basis af disse grunde.

Afdeling 2

Fyldbyrdelse

Artikel 39b

Retsafgørelser, der er afsagt i en medlemsstat, og som er eksigible i den pågældende medlemsstat, skal kunne fuldbyrdes i den anden medlemsstat, uden at det er nødvendigt at erklære dem eksigible.

▌

Artikel 40

En eksigibel retsafgørelse giver uden videre adgang til at anvende ethvert sikrende retsmiddel, der findes i henhold til loven i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Artikel 41

1.  Med forbehold af bestemmelserne i denne afdeling finder loven i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, anvendelse på proceduren for fuldbyrdelse af retsafgørelser fra andre medlemsstater. En retsafgørelse fra en medlemsstat, der er eksigibel i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, skal fuldbyrdes dér på samme betingelser som en retsafgørelse fra den ▌medlemsstat, som anmodningen rettes til.

2.  Uanset stk. 1 finder grundene til at afslå eller udsætte fuldbyrdelse i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, anvendelse, for så vidt som de ikke er uforenelige med de grunde, der er omhandlet i artikel 48.

2a.  Det kan ikke kræves af parter, der anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat, at de har en postadresse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. Det kan heller ikke kræves af disse parter, at de har en autoriseret repræsentant i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, medmindre en sådan repræsentant er obligatorisk uanset parternes nationalitet eller bopæl.

Artikel 42

1.  For i en medlemsstat at få fuldbyrdet en retsafgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat, skal den, der fremsætter anmodningen herom, fremlægge følgende for de kompetente fuldbyrdelsesmyndigheder:

a)  en kopi af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser for at fastslå dens ægthed og

b)  en attest udstedt i medfør af artikel 64a, som bekræfter, at retsafgørelsen er eksigibel, og, hvor det er hensigtsmæssigt, angiver på hvilke vilkår, samt indeholder et uddrag af retsafgørelsen og alt efter omstændighederne de relevante oplysninger om, hvilke sagsomkostninger der kan tilbagesøges, og oplysninger om beregning af renter.

2.  For i en medlemsstat at få fuldbyrdet en retsafgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat, om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, fremlægger den, der fremsætter anmodningen, følgende for de kompetente fuldbyrdelsesmyndigheder:

a)  en kopi af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser for at fastslå dens ægthed og

b)  en attest udstedt i medfør af artikel 64a, som indeholder en beskrivelse af retsmidlet, og som bekræfter,

i)  at retten har kompetence med hensyn til sagens realitet, ▌

ii)  at retsafgørelsen er eksigibel i domsstaten og i givet fald angiver på hvilke vilkår. og

c)  bevis for forkyndelsen af dommen, hvis der blev truffet afgørelse om retsmidlet, uden at sagsøgte forinden var blevet indkaldt.

3.  Den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed kan om nødvendigt kræve, at den, der har fremsat anmodningen, i overensstemmelse med artikel 69 fremlægger en oversættelse eller en translitteration af indholdet af attesten i stk. 1, litra b), og stk. 2, litra b) ▌.

4.  Den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed kan kun kræve, at den, der har fremsat anmodningen, fremlægger en oversættelse af retsafgørelsen i overensstemmelse med artikel 69, hvis den ikke kan fortsætte behandlingen uden en oversættelse af selve retsafgørelsen. ▌

Artikel 42a

1.  Når der begæres fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat, forkyndes attesten udstedt i henhold til artikel 64a for den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, inden den første fuldbyrdelsesforanstaltning. Attesten ledsages af retsafgørelsen, hvis den ikke allerede er forkyndt for den pågældende.

2.  Hvis den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, har bopæl i en anden medlemsstat end domsstaten, kan han for at bestride fuldbyrdelsen af retsafgørelsen anmode om en oversættelse af retsafgørelsen, hvis retsafgørelsen ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et af følgende sprog:

a)  et sprog, som han forstår, eller

b)  det officielle sprog i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor han har bopæl.

Hvis der anmodes om en oversættelse af retsafgørelsen i overensstemmelse med første afsnit, er sikrende retsmidler de eneste fuldbyrdelsesforanstaltninger der må anvendes, indtil den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, modtager oversættelsen.

Dette stykke finder ikke anvendelse, hvis retsafgørelsen allerede er forkyndt den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, på et af de sprog, der angives i det første afsnit, eller ledsages af en oversættelse til et af disse sprog.

3.  Denne artikel finder ikke anvendelse på fuldbyrdelsen af et sikrende retsmiddel i en retsafgørelse, eller når den person, der fremsætter anmodningen, anvender sikrende retsmidler i overensstemmelse med artikel 40.

▌

Artikel 44

1.  Hvis der fremsættes en anmodning om afslag på fuldbyrdelse af en retsafgørelse i medfør af afdeling 2a, underafdeling 2, kan retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, efter anmodning fra den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse:

a)  begrænse fuldbyrdelsesproceduren til de sikrende retsmidler eller

b)  gøre fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsættes af retten eller

c)  enten helt eller delvis udsætte fuldbyrdelsesproceduren.

2.  Den kompetente myndighed i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, udsætter efter anmodning fra den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, fuldbyrdelsesproceduren, hvis eksigibiliteten af retsafgørelsen er udsat i domsstaten.

Afdeling 2a

Afslag på anerkendelse og fuldbyrdelse

Underafdeling 1

Afslag på anerkendelse

▌

Artikel 48

1.  Efter anmodning fra en berettiget part afslås anerkendelse af en retsafgørelse ▌:

a)  såfremt en sådan anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, som anmodningen rettes til

b)  såfremt det er en udeblivelsesafgørelse, og det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke var blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han kunne  varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte undlod  at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det

c)  såfremt afgørelsen er uforenelig med en retsafgørelse afsagt mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til

d)  såfremt afgørelsen er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er afsagt i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til

e)  såfremt afgørelsen strider mod:

i)  kapitel II, afdeling 3, 4 og 5, såfremt forsikringstageren, den sikrede, en begunstiget i henhold til forsikringsaftalen, den skadelidte, forbrugeren eller arbejdstageren er den sagsøgte, eller

ii)  kapitel II, afdeling 6.

2.  Ved prøvelsen af de i stk. 1, litra e), nævnte kompetenceregler er den ret, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske omstændigheder, på hvilke den oprindelige ret har støttet sin kompetence.

3.  Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke efterprøves, jf. dog stk. 1, litra e). Den i stk. 1, litra a), omhandlede efterprøvelse vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til kompetencereglerne.

4.  Anmodningen om afslag på anerkendelse skal fremsættes efter procedurerne i underafdeling 2 og, hvis det er relevant, afdeling 4.

▌

Underafdeling 2

Afslag på fyldbyrdelse

Artikel 50a

Fuldbyrdelse af en retsafgørelse afslås efter anmodning fra den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, af en af de i artikel 48 omhandlede grunde.

Artikel 51

1.  Anmodningen om afslag på fuldbyrdelse fremsættes over for retten i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og som den pågældende medlemsstat har givet Kommissionen meddelelse om i henhold til artikel 87, litra d).

2.  Fremgangsmåden ved afslag på fuldbyrdelse afgøres, for så vidt den ikke er omfattet af denne forordning, efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

2a.  Den, der fremsætter anmodningen, skal forelægge retten en kopi af retsafgørelsen og om nødvendigt en oversættelse eller translitteration af retsafgørelsen.

  Retten kan fritage for forelæggelse af de dokumenter, der er nævnt i første afsnit, hvis den allerede er i besiddelse af dem, eller hvis den finder det urimeligt at kræve, at den, der fremsætter anmodningen, forelægger dem. I sidstnævnte tilfælde kan retten kræve, at den anden part forelægger disse dokumenter.

2b.  Det kan ikke kræves af parter, der anmoder om afslag på fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat, at de har en postadresse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. Det kan heller ikke kræves af disse parter, at de har en autoriseret repræsentant i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, medmindre en sådan repræsentant er obligatorisk uanset parternes nationalitet eller bopæl.

▌

Artikel 54

Retten træffer straks afgørelse om anmodningen om afslag på fuldbyrdelse.

▌

Artikel 56

1.  Den afgørelse, der træffes om anmodningen om afslag på fuldbyrdelse, kan appelleres af begge parter.

2.  Appel indgives til den ret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og som denne medlemsstat har givet Kommissionen meddelelse om i henhold til artikel 87, litra e).

▌

Artikel 57

Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun anfægtes ved appel, såfremt den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med artikel 87, litra f), har givet Kommissionen meddelelse om den ret, hvor den yderligere appel er indgivet.

▌

Artikel 59

1.  Den ret, hvortil der fremsættes en anmodning om afslag på fuldbyrdelse, eller den ret, som behandler en appelsag indgivet i henhold til artikel 56 eller 57, kan udsætte sagen, hvis der er iværksat en ordinær appel af retsafgørelsen i domsstaten, eller hvis fristen for en sådan appel endnu ikke er udløbet. I sidstnævnte tilfælde kan retten fastsætte, hvornår appellen skal være indgivet.

2.  Såfremt retsafgørelsen er afsagt i Irland, Cypern eller Det Forenede Kongerige, anses enhver form for appel i den pågældende domsstat for at være en appel ved anvendelsen af stk. 1.

▌

Afdeling 3

Fælles bestemmelser

Artikel 64

Retsafgørelser afsagt i en medlemsstat kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Artikel 64a

Den oprindelige ret udsteder på begæring af enhver berettiget part attesten ved brug af formularen i bilag I.

▌

Artikel 66

1.  Hvis en retsafgørelse indeholder et retsmiddel eller en kendelse, der er ukendt i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, tilpasses retsmidlet eller kendelsen i videst muligt omfang ▌til det, der er kendt i denne medlemsstats nationale ret, og som har tilsvarende retsvirkninger og varetager lignende formål og hensyn.

Tilpasningen har ikke andre retsvirkninger end dem, der er fastlagt i domsstatens lovgivning.

1a.  Enhver part kan anfægte tilpasningen af retsmidlet eller kendelsen ved en ret.

1b.  Om nødvendigt kan det kræves, at den part, der påberåber sig anerkendelse eller anmoder om fuldbyrdelse, fremlægger en oversættelse eller en translitteration af retsafgørelsen.

Artikel 67

Retsafgørelser, der er afsagt i en medlemsstat, og hvorved der fastsættes en bøde, er kun eksigible i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, hvis bødens størrelse er ▌ endeligt fastsat af den oprindelige ret.

Artikel 68

Det kan ikke pålægges den part, som i en medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at han er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Artikel 69

1.  Når der i henhold til denne forordning kræves en oversættelse eller en translitteration ▌, skal denne oversættelse eller translitteration ▌ske til det officielle sprog i den pågældende medlemsstat eller, når der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, til det eller et af de officielle sprog ved retterne på det sted, hvor anerkendelsen af en retsafgørelse afsagt i en anden medlemsstat påberåbes, eller der indgives en anmodning, i henhold til lovgivningen i den pågældende medlemsstat.

2.  For så vidt angår de formularer, der er nævnt i artikel 64a og 71a, kan oversættelser eller translitterationer ▌også ske til alle andre officielle sprog ved EU's institutioner, som den pågældende medlemsstat har meddelt, at den accepterer.

3.  Oversættelser i henhold til denne forordning skal foretages af personer, der er kvalificeret til at oversætte i en af medlemsstaterne.

KAPITEL IV

OFFICIELT BEKRÆFTEDE DOKUMENTER OG RETSFORLIG

Artikel 70

1.  Officielt bekræftede dokumenter, der er eksigible i domsstaten, er eksigible i andre medlemsstater ▌. Fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter kan kun afslås, hvis fuldbyrdelsen åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Kapitel III, henholdsvis afdeling 2, underafdeling 2 i afdeling 2a, og afdeling 3, finder, hvis det er relevant, anvendelse på officielt bekræftede dokumenter.

2.  Det fremlagte officielt bekræftede dokument skal med hensyn til godtgørelse af dets ægthed opfylde de betingelser, der stilles i domsstaten. ▌

▌

Artikel 71

Retsforlig, der er eksigible i domsstaten  fuldbyrdes i de andre medlemsstater  på samme betingelser som officielt bekræftede dokumenter. ▌

Artikel 71a

Den kompetente myndighed i domsstaten udsteder efter anmodning fra en berettiget part attesten ved brug af formularen i bilag II indeholdende et sammendrag af den eksigible forpligtelse i det officielt bekræftede dokument eller af aftalen mellem parterne i retsforliget.

KAPITEL V

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 72

Inden for rammerne af denne forordning ▌kræves der ikke legalisering eller andre lignende formaliteter for dokumenter udstedt i en medlemsstat.

Artikel 73

1.  Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning.

2.  Har en part ikke bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på en anden medlemsstats område, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.

Artikel 74

1.  Selskaber og andre juridiske personer og sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer  har ved anvendelsen af denne forordning bopæl det sted, hvor de har:

a)  deres vedtægtsmæssige hjemsted

b)  deres hovedkontor eller

c)  deres hovedvirksomhed.

2.  For Irlands, Cyperns og Det Forenede Kongeriges ▌vedkommende forstås ved »vedtægtsmæssigt hjemsted« »registered office« eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, »place of incorporation« eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, det sted, i henhold til hvis lovgivning den juridiske person eller selskabet er stiftet, eller sammenslutningen er oprettet.

3.  Ved afgørelsen af, om en trust har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende de internationalprivatretlige regler, som gælder for den.

Artikel 75

Med forbehold af mere gunstige nationale bestemmelser kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, og mod hvem der indledes retsforfølgning for en lovovertrædelse, der ikke blev begået forsætligt  , ved retter kompetente i straffesager i en anden medlemsstat, hvor de pågældende ikke er statsborgere, selv når de ikke personligt giver møde, vælge personer, der er beføjede hertil, til at varetage deres forsvar. Den ret, der behandler sagen, kan dog bestemme, at den pågældende skal give møde personligt; har personligt fremmøde ikke fundet sted, kan de øvrige medlemsstater afslå at anerkende eller fuldbyrde den afgørelse, der er truffet med hensyn til det borgerlige krav, uden at den pågældende har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen.

Artikel 76

1.  Den i artikel 6, nr. 2, og artikel 11 fastsatte kompetence for krav angående opfyldelse af en garantiforpligtelse eller andre krav mod tredjemand kan kun gøres gældende i de medlemsstater, der er opført på den liste, som Kommissionens udarbejder i henhold til artikel 88, stk. 1, litra b), og artikel 88, stk. 2, for så vidt det er tilladt i henhold til national ret. En person med bopæl i en anden medlemsstat kan blive opfordret til at indtræde i sagen ved disse medlemsstaters retter i henhold til reglerne ▌om procesunderretning, jf. ovennævnte liste.

▌

2.  De retsafgørelser, der træffes i en medlemsstat i medfør af artikel 6, nr. 2, og artikel 11, anerkendes og fuldbyrdes ▌ i overensstemmelse med kapitel III i enhver anden medlemsstat. De retsvirkninger, som retsafgørelser truffet i de medlemsstater, der er opført på den i stk. 1 nævnte liste, har i henhold til disse medlemsstaters lovgivning over for tredjemand i henhold til ▌stk. 1 ▌, anerkendes ▌ i alle medlemsstater.

2a.  De medlemsstater, der er opført på den liste, der er nævnt i stk. 1, giver inden for rammerne af Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område oprettet ved Rådets beslutning 2001/470/EF[20] (i det følgende benævnt "Det Europæiske Retlige Netværk") oplysninger om, hvordan retsvirkningerne af de retsafgørelser, der er omhandlet i stk. 2, andet punktum, skal fastlægges i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

KAPITEL VI

OVERGANGSBESTEMMELSER

Artikel 77

1.  Denne forordning finder kun anvendelse på retssager, der er anlagt, ▌ på dokumenter, som er udarbejdet i overensstemmelse med formkravene eller er registreret som officielt bekræftede dokumenter, og på retsforlig, der er godkendt eller indgået på eller efter forordningens anvendelsesdato.

2.  Uanset artikel 92 finder forordning (EF) nr. 44/2001 fortsat anvendelse på retssager, der er anlagt, på dokumenter, som er udarbejdet i overensstemmelse med formkravene eller er registreret som officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt, og på retsforlig, der er godkendt eller indgået inden nærværende forordnings anvendelsesdato, og som falder ind under anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 44/2001.

KAPITEL VII

FORHOLDET TIL ANDRE INSTRUMENTER

Artikel 78

Denne forordning udelukker ikke anvendelsen af bestemmelser, som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, og som er indeholdt i EU-retsakter  eller i de harmoniserede nationale lovgivninger til gennemførelse af disse retsakter.

Artikel 79

1.  I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne forordning i stedet for Bruxelleskonventionen af 1968, dog ikke for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelleskonventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af ▌artikel 355 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

2.  I den udstrækning denne forordning i forholdet mellem medlemsstaterne træder i stedet for Bruxelleskonventionen af 1968, skal henvisninger til Bruxelles-konventionen forstås som henvisninger til denne forordning.

Artikel 80

I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne forordning i stedet for konventioner, der regulerer samme spørgsmål som denne forordning, jf. dog artikel 81 og 82. Særlig træder forordningen i stedet for de ▌konventioner, der er nævnt i den liste, Kommissionen har udarbejdet i overensstemmelse med artikel 88, stk. 1, litra c) og artikel 88, stk. 2..

Artikel 81

1.  De konventioner, der er nævnt i artikel 80, bevarer deres virkning  på de områder, hvor denne forordning ikke finder anvendelse.

2.  De bevarer ligeledes deres virkning for så vidt angår retsafgørelser, der er truffet, ▌ officielt bekræftede dokumenter, som er udarbejdet i overensstemmelse med formkravene eller er registreret som officielt bekræftede dokumenter, og på retsforlig, der er godkendt eller indgået inden datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 44/2001.

Artikel 82

1.  Denne forordning berører ikke konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser.

2.  Med henblik på at sikre en ensartet fortolkning anvendes stk. 1 på følgende måde:

a)  denne forordning er ikke til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der er part i en konvention vedrørende et særligt område, kan anse sig for kompetent i medfør af den pågældende konvention, også selv om sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område, der ikke er part i den pågældende konvention. Den ret, ved hvilken sagen er anlagt, anvender under alle omstændigheder denne forordnings  artikel 28

b)  retsafgørelser, der i en medlemsstat er truffet af en ret, som har anset sig for kompetent i medfør af en konvention vedrørende et særligt område, anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med denne forordning.

Såfremt både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er parter i en konvention vedrørende et særligt område, som fastsætter betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, anvendes disse betingelser. Under alle omstændigheder kan bestemmelserne i denne forordning vedrørende anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser ▌ finde anvendelse.

Artikel 83

Denne forordning berører ikke aftaler, hvorved medlemsstaterne før ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 44/2001 i medfør af artikel 59 i Bruxelles-konventionen af 1968 har forpligtet sig til ikke at anerkende retsafgørelser, navnlig retsafgørelser, som er truffet i en anden stat, der er kontraherende part i Bruxelles-konventionen, mod en sagsøgt, der har bopæl eller sædvanligt opholdssted på et tredjelands område, såfremt retsafgørelsen i et tilfælde omhandlet i artikel 4 i Bruxelles-konventionen kun har kunnet støttes på en af de kompetenceregler, der er anført i artikel 3, stk. 2, i Bruxelles-konventionen.

Artikel 84

1.  Denne forordning berører ikke anvendelsen af Lugano-konventionen af 2007.

1a.  Denne forordning berører ikke anvendelsen af New York-konventionen af 1958.

1b.  Denne forordning berører ikke anvendelsen af bilaterale konventioner og aftaler, der er indgået mellem et tredjeland og en medlemsstat inden datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 44/2001, og som omfatter spørgsmål, der er reguleret af nærværende forordning.

KAPITEL VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

▌

Artikel 86

Medlemsstaterne skal inden for rammerne af Det Europæiske Retlige Netværk med henblik på at gøre oplysningerne tilgængelige for offentligheden, tilvejebringe en beskrivelse af nationale regler om fuldbyrdelse og procedurer herfor med angivelse af, hvilke myndigheder der er ansvarlige for fuldbyrdelse, samt oplysninger om eventuelle begrænsninger med hensyn til fuldbyrdelse, navnlig regler om debitorbeskyttelse og forældelsesfrister.

Medlemsstaterne skal sikre, at disse oplysninger til stadighed bliver ajourført.

Artikel 87

Inden den ... [21]*meddeler medlemsstaterne Kommissionen:

▌

d)  til hvilke retter anmodningen om afslag på fuldbyrdelse skal indgives i henhold til artikel 51, stk. 1

e)  til hvilke retter appel af afgørelser angående en anmodning om afslag på fuldbyrdelse skal indgives i henhold til artikel 56, stk. 2

f)  til hvilke retter yderligere appel skal indgives i henhold til artikel 57

g)  hvilke sprog der kan anvendes ved oversættelse af de formularer, der henvises til i artikel 69, stk. 2.

Kommissionen stiller disse oplysninger til rådighed for offentligheden på passende vis, navnlig gennem Det Europæiske Retlige Netværk.

Artikel 88

1.  Medlemsstaterne underretter Kommissionen om:

a)  de nationale kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, og artikel 4a, stk. 2

b)  de regler om procesunderretning, der er omhandlet i artikel 76, og

c)  de konventioner, der er omhandlet i artikel 80.

2.  Kommissionen udarbejder på grundlag af underretninger fra medlemsstaterne de tilsvarende lister.

3.  Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver efterfølgende ændring af disse lister. Kommissionen ændrer listerne i overensstemmelse hermed.

4.  Kommissionen offentliggør listerne og eventuelle følgende ændringer i Den Europæiske Unions Tidende.

5.  Kommissionen gør alle de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1 og 3, offentligt tilgængelige på enhver anden hensigtsmæssig måde, navnlig via Det Europæiske Retlige Netværk.

Artikel 89

Kommissionen tillægges beføjelse til efter artikel 90 at vedtage delegerede retsakter vedrørende ændringer af bilag I og II.

Artikel 90

-1.  Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter på de i denne artikel fastlagte betingelser.

-1a.  De delegerede beføjelser i artikel 89 tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den ...[22]*.

1.  Delegationen af beføjelser i artikel 89 kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Afgørelsen får virkning dagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af ▌delegerede retsakter, der allerede er trådt i kraft. ▌

1a.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, underretter den Europa-Parlamentet og Rådet samtidig herom.

1b.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 89 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

▌

Artikel 91a

Senest den ….[23]* forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af denne forordning. Rapporten skal omfatte en evaluering af det mulige behov for en yderligere udvidelse af kompetencereglerne til at omfatte sagsøgte, som ikke har bopæl på en medlemsstats område, under hensyntagen til anvendelsen af denne forordning og mulige udviklinger på internationalt niveau. I givet fald ledsages rapporten af et forslag til ændringer af forordningen.

Artikel 92

▌  Denne forordning ophæver forordning (EF) nr. 44/2001. Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

▌

Artikel 93

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra …[24]* med undtagelse af artikel 87 og 88, der anvendes fra …[25]**.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

▌

Udfærdiget i:

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

BILAG I

ATTEST ANGÅENDE EN RETSAFGØRELSE PÅ DET CIVIL- OG HANDELSRETLIGE OMRÅDE ▌

Artikel 64a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning ___ om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

 

1.  Den oprindelige ret

1.1.  Betegnelse:

1.2  Adresse:

1.2.1.  Vej og nummer/postboks:

1.2.2.  By og postnummer

1.2.3.  Medlemsstat:

AT □ BE □ BU □ CY □ CZ □ DE □ EE □ EL □ ES □ FI □ FR □ HU □ IE □ IT □ LT □ LU □ LV □ MT □ NL □ PL □ PT □ RO □ SE □ SI □ SK □ UK □

1.3.  Telefon:

1.4.  Fax:

1.5.  E-mail (eventuelt):

2.  Sagsøger(e)[26]

2.1.  Efternavn og fornavn(e)/navnet på selskabet eller organisationen:

2.2.  Identifikationsnummer (hvis relevant og hvis kendt):

2.3.  Fødselsdato (dd/mm/åååå) og fødested eller, hvis der er tale om en juridisk person, dato og sted for etablering/stiftelse/registrering (hvis relevant og hvis kendt):

2.4.  Adresse:

2.4.1.  Vej og nummer/postboks:

2.4.2.  By og postnummer

2.4.3.  Land:

AT □ BE □ BU □ CY □ CZ □ DE □ EE □ EL □ ES □ FI □ FR □ HU □ IE □ IT □ LT □ LU □ LV □ MT □ NL □ PL □ PT □ RO □ SE □ SI □ SK □ UK □Andet (angiv venligst ISO-kode)

2.5.  E-mail (eventuelt):

3.  Sagsøgte[27]

3.1.  Efternavn og fornavn(e)/navnet på selskabet eller organisationen:

3.2.  Identifikationsnummer (hvis relevant og hvis kendt):

3.3.  Fødselsdato (dd/mm/åååå) og fødested eller, hvis der er tale om en juridisk person, dato og sted for etablering/stiftelse/registrering (hvis relevant og hvis kendt):

3.4.  Adresse:

3.4.1.  Vej og nummer/postboks:

3.4.2.  By og postnummer

3.4.3.  Land:

AT □ BE □ BU □ CY □ CZ □ DE □ EE □ EL □ ES □ FI □ FR □ HU □ IE □ IT □ LT □ LU □ LV □ MT □ NL □ PL □ PT □ RO □ SE □ SI □ SK □ UK □Andet (angiv venligst ISO-kode)

3.5.  E-mail (eventuelt):

4.  Retsafgørelsen

4.1.  Retsafgørelsens afsigelsesdato (dd/mm/åååå):

4.2.  Retsafgørelsens sagsnummer:

▌

4.3.  Retsafgørelsen blev afsagt for en udebleven sagsøgt:

4.3.1.  □ Nej

4.3.2.  □ Ja (angiv venligst datoen (dd/mm/åååå) for forkyndelsen for sagsøgte af det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt):

4.4.  Retsafgørelsen er eksigibel i domsstaten uden behov for opfyldelse af yderligere betingelser:

4.4.1.  □ Ja (angiv venligst datoen (dd/mm/åååå) for erklæringen om eksigibilitet, hvis relevant):

▌

4.4.2.  □ Ja, men kun i forhold til følgende sagsøgte (angiv nærmere):

▌

4.4.3.  □ Ja, men kun for så vidt angår en del/dele af retsafgørelsen (angiv nærmere):

▌

4.4.4.  □ Retsafgørelsen indeholder ikke nogen eksigibel forpligtelse

▌

4.5.  På datoen for attestens udstedelse er retsafgørelsen blevet forkyndt for sagsøgte:

4.5.1.  □ Ja (angiv venligst datoen for forkyndelse (dd/mm/åååå), hvis kendt):

4.5.1.1.  Retsafgørelsen blev forkyndt på følgende sprog:

AT □ BE □ BU □ CY □ CZ □ DE □ EE □ EL □ ES □ FI □ FR □ HU □ IE □ IT □ LT □ LU □ LV □ MT □ NL □ PL □ PT □ RO □ SE □ SI □ SK □ UK □ Andet (angiv venligst ISO-kode)

▌

4.5.2.  □ Ikke så vidt retten er underrettet[28]

4.6.  Retsafgørelsens konklusioner og renter:

4.6.1.  Retsafgørelse angående et pengekrav[29]

4.6.1.1.  Kort beskrivelse af sagens genstand:

4.6.1.2.  Retten har pålagt

………………. (efternavn og fornavn(e)/navnet på selskabet eller organisationen)[30]

at erlægge en betaling til:

………….. (efternavn og fornavn(e)/navnet på selskabet eller organisationen)

4.6.1.2.1.  Hvis flere personer er fundet ansvarlige for ét og samme krav, kan hele beløbet opkræves hos en hvilken som helst af disse:

4.6.1.2.1.1. □ Ja

4.6.1.2.1.2. □ Nej

4.6.1.3.  Valuta:

□ Euro (EUR) □ bulgarske lev (BGN) □ tjekkiske koruna (CZK) □ ungarske forint (HUF) □ litauiske litas (LTL) □ lettiske lats (LVL) □ polske zloty (PLN) □ pund sterling (GBP) □ rumænske leu (RON) □ svenske kroner (SEK) □ Andet (angiv venligst ISO-kode):

4.6.1.4.  Hovedstol:

4.6.1.4.1.  □ Beløbet skal betales som samlet sum:

4.6.1.4.2.  □ Beløbet skal betales ratevis[31]

Forfaldsdato (dd/mm/åååå)

Beløb

 

 

 

 

4.6.1.4.3.  □ Beløbet skal betales periodisk

4.6.1.4.3.1.  □ dagligt

4.6.1.4.3.2.  □ ugentligt

4.6.1.4.3.3.  □ andet (angiv hyppighed):

4.6.1.4.3.4.  Fra dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed:

4.6.1.4.3.5.  Hvis relevant, indtil (dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed):

4.6.1.5.  Renter, hvis relevant

4.6.1.5.1.  Renter:

4.6.1.5.1.1.  □ Ikke angivet i retsafgørelsen

4.6.1.5.1.2.  □ Ja, angivet i retsafgørelsen som følger:

4.6.1.5.1.2.1.  Beløb:

eller

4.6.1.5.1.2.2.  Procentsats … %

4.6.1.5.1.2.3.  Renterne påløber fra …(dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed) til …(dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed)[32]

4.6.1.5.2.  □ Lovbestemt rente (hvis relevant) beregnet i overensstemmelse med (angiv venligst den relevante forskrift):

4.6.1.5.2.1.  Renter påløber fra … (dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed) til … (dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed)1

4.6.1.5.3.  □ Kapitalisering af renter (hvis relevant, præcisér venligst):

4.6.2.  Retsafgørelse om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende, retsmidler:

4.6.2.1.  Kort beskrivelse af sagens genstand og den trufne foranstaltning:

4.6.2.2.  Foranstaltningen er truffet af en ret, der har kompetence med hensyn til sagens realitet

4.6.2.2.1.  □ Ja

4.6.3.  Andre typer retsafgørelser:

4.6.3.1. Kort beskrivelse af sagens genstand og rettens afgørelse:

4.7.  Sagsomkostninger[33]

4.7.1.  Valuta:

□ Euro (EUR) □ bulgarske lev (BGN) □ tjekkiske koruna (CZK) □ ungarske forint (HUF) □ litauiske litas (LTL) □ lettiske lats (LVL) □ polske zloty (PLN) □ pund sterling (GBP) □ rumænske leu (RON) □ svenske kroner (SEK) □ Andet (angiv venligst ISO-kode):

4.7.2.  Følgende person(er), mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, er blevet pålagt at betale sagsomkostningerne:

4.7.2.1.  Efternavn og fornavn(e)/navnet på selskabet eller organisationen[34]:  

4.7.2.2.  Hvis flere personer er blevet pålagt at betale sagsomkostningerne, kan hele beløbet opkræves hos en hvilken som helst af disse:

4.7.2.2.1.  □ Ja

4.7.2.2.2.  □ Nej

4.7.3.  De sagsomkostninger, der søges dækket, er følgende[35]:

4.7.3.1.  □ Sagsomkostningerne er fastsat i retsafgørelsen som et samlet beløb (angiv venligst beløb):

4.7.3.2.  □ Sagsomkostningerne er fastsat i retsafgørelsen som en procentsats af de samlede omkostninger (angiv venligst beløb):

4.7.3.3.  □ Ansvaret for sagsomkostningerne er fastlagt ved retsafgørelsen og de nøjagtige beløb er som følger:

4.7.3.3.1.  □ Retsgebyrer:

4.7.3.3.2.  □ Advokatsalær:

4.7.3.3.3.  □ Omkostninger ved forkyndelse:

4.7.3.3.4.  □ Andet:

4.7.3.4.  □ Andet (præcisér venligst):

4.7.4.  Renter på sagsomkostninger:

4.7.4.1.  □ Ikke relevant

4.7.4.2.  □ Renterne er angivet i retsafgørelsen

4.7.4.2.1.  □ Beløb:

eller

4.7.4.2.2.  □ Procentsats … %

4.7.4.2.2.1.  Renter påløber fra … (dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed) til … (dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed)[36]

4.7.4.3.  □ Lovbestemt rente (hvis relevant) beregnet i overensstemmelse med (angiv venligst den relevante forskrift):

4.7.4.3.1.  Renter påløber fra … (dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed) til … (dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed)[37]

4.7.4.4.  □ Kapitalisering af renter (hvis relevant, præcisér venligst):

 

▌

Udfærdiget i: …

Underskrift og/eller stempel fra den oprindelige ret:

▌

BILAG II

ATTEST ANGÅENDE OFFICIELT BEKRÆFTEDE DOKUMENTER/ RETSFORLIG[38] PÅ DET CIVIL- OG HANDELSRETLIGE OMRÅDE ▌

Artikel 71a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning ___ om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

1.  Ret eller kompetent myndighed, der udsteder attesten

1.1.  Betegnelse:

1.2.  Adresse:

1.2.1.  Vej og nummer/postboks:

1.2.2.  By og postnummer

1.2.3.  Medlemsstat:

AT □ BE □ BU □ CY □ CZ □ DE □ EE □ EL □ ES □ FI □ FR □ HU □ IE □ IT □ LT □ LU □ LV □ MT □ NL □ PL □ PT □ RO □ SE □ SI □ SK □ UK □

1.3.  Telefon:

1.4.  Fax:

1.5.  E-mail (eventuelt):

2.  officielt bekræftet dokument ▌

2.1.  Myndighed, der har udarbejdet det officielt bekræftede dokument (hvis forskellig fra den attestudstedende myndighed)

2.1.1.    Myndighedens navn og betegnelse:

2.1.2.    Adresse:

2.2.  Dato (dd/mm/åååå) på hvilken det officielt bekræftede dokument udarbejdedes af den i punkt 2.1 omhandlede myndighed:

▌

2.3.  Det officielt bekræftede dokuments sagsnummer (hvis relevant):

2.4.  Det officielt bekræftede dokuments registreringsdato (dd/mm/åååå) i domsstaten (udfyldes kun, hvis registreringsdatoen er bestemmende for dokumentets retsvirkning, og denne dato adskiller sig fra datoen i punkt 2.2):

2.4.1.  Sagsnummer i registret (hvis relevant):

3.  retsforlig

3.1.  Ret, der godkendte retsforliget, eller ved hvilken retsforliget blev indgået (hvis forskellig fra den attestudstedende ret)

3.1.1.  Rettens navn:

3.1.2.  Adresse:

3.2.  Retsforligets indgåelsesdato (dd/mm/åååå):

3.3.  Retsforligets sagsnummer:

4.  Parterne i det officielt bekræftede dokument/retsforliget:

4.1.  Fordringshavers navn/fordringshavernes navne (efternavn, fornavn(e)/navnet på selskabet eller organisationen)[39]:

4.1.1.  Identifikationsnummer (hvis relevant og hvis kendt):

4.1.2.  Fødselsdato (dd/mm/åååå) og fødested eller, hvis der er tale om en juridisk person, dato og sted for etablering/stiftelse/registrering (hvis relevant og hvis kendt):

4.2.  Debitors navn/debitorernes navne (efternavn, fornavn(e)/navnet på selskabet eller organisationen)[40]:

4.2.1.  Identifikationsnummer (hvis relevant og hvis kendt):

4.2.2.  Fødselsdato (dd/mm/åååå) og fødested eller, hvis der er tale om en juridisk person, dato og sted for etablering/stiftelse/registrering (hvis relevant og hvis kendt):

4.3.  Navne på eventuelle andre parter (efternavn, fornavn(e)/navnet på selskabet eller organisationen)[41]

4.3.1.  Identifikationsnummer (hvis relevant og hvis kendt):

4.3.2.  Fødselsdato (dd/mm/åååå) og fødested eller, hvis der er tale om en juridisk person, dato og sted for etablering/stiftelse/registrering (hvis relevant og hvis kendt):

5.  eksigibilitet af det officielt bekræftede dokument/retsforliget i domsstaten

5.1.  Det officielt bekræftede dokument/retsforliget er eksigibelt i domsstaten

5.1.1.  □ Ja

5.2.  Det officielt bekræftede dokuments/retsforligets konklusioner og renter

5.2.1.  Officielt bekræftet dokument/retsforlig angående et pengekrav

5.2.1.1.  Kort beskrivelse af sagens genstand:

5.2.1.2.  I henhold til det officielt bekræftede dokument/retsforliget:

………………. (efternavn og fornavn(e)/navnet på selskabet eller organisationen)[42]

  erlægge en betaling til

  ………….. (efternavn og fornavn(e)/navnet på selskabet eller organisationen)

5.2.1.2.1.  Hvis flere personer er fundet ansvarlige for ét og samme krav, kan hele beløbet opkræves hos en hvilken som helst af disse:

5.2.1.2.1.1. □ Ja

5.2.1.2.1.2. □ Nej

5.2.1.3.  Valuta:

□ Euro (EUR) □ bulgarske lev (BGN) □ tjekkiske koruna (CZK) □ ungarske forint (HUF) □ litauiske litas (LTL) □ lettiske lats (LVL) □ polske zloty (PLN) □ pund sterling (GBP) □ rumænske leu (RON) □ svenske kroner (SEK) □ Andet (angiv venligst ISO-kode):

5.2.1.4.  Hovedstol:

5.2.1.4.1.  □ Beløb, der skal betales i en samlet sum

5.2.1.4.2.  □ Beløbet skal betales ratevis[43]

 

Forfaldsdato (dd/mm/åååå)

Beløb

 

 

 

 

 

5.2.1.4.3.  □ Beløbet skal betales periodisk

5.2.1.4.3.1.  □ dagligt

5.2.1.4.3.2.  □ ugentligt

5.2.1.4.3.3.  □ andet (angiv hyppighed):

5.2.1.4.3.4.  Fra dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed:

5.2.1.4.3.5.  Hvis relevant, indtil … (dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed):

5.2.1.5.  Renter, hvis relevant

5.2.1.5.1.  Renter:

5.2.1.5.1.1.  □ Ikke angivet i det officielt bekræftede dokument/retsforliget

5.2.1.5.1.2.  □ Ja, angivet i det officielt bekræftede dokument/retsforliget som følger:

5.2.1.5.1.2.1.  Beløb:

eller

5.2.1.5.1.2.2.  Procentsats … %

5.2.1.5.1.2.3.  Renterne påløber fra …(dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed) til …(dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed)[44]

5.2.1.5.2.  □ Lovbestemt rente (hvis relevant) beregnet i overensstemmelse med (angiv venligst den relevante forskrift):

5.2.1.5.2.1.  Renter påløber fra … (dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed) til … (dato (dd/mm/åååå) eller begivenhed)1

5.2.1.5.3.  □ Kapitalisering af renter (hvis relevant, præcisér venligst):

5.2.2.  Officielt bekræftet dokument/retsforlig angående en ikkemonetær eksigibel forpligtelse:

5.2.2.1.  Kort beskrivelse af den eksigible forpligtelse

5.2.2.2.  Den i punkt 5.2.2.1. omhandlede forpligtelse er eksigibel i forhold til følgende person(er)[45] (efternavn, fornavn(e)/ navnet på selskabet eller organisationen):

Udfærdiget i: …

Underskrift og/eller stempel fra den attestudstedende ret eller attestudstedende kompetente myndighed:

 

▌

BILAG III

Sammenligningstabel

Forordning (EF) nr. 44/2001

Denne forordning

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 1

Artikel 1, stk. 2, indledende tekst

Artikel 1, stk. 2, indledende tekst

Artikel 1, stk. 2, litra a) til d)

Artikel 1, stk. 2, litra a) til d)

________

Artikel 1, stk. 2, litra e) Artikel 1, stk. 3

________

Artikel 1, stk. 2, litra f)

Artikel 1, stk. 3

▌ ________

________

Artikel 2

Artikel 2

Artikel 3

Artikel 3

Artikel 4

Artikel 4

Artikel 4a

▌

▌

▌

________

Artikel 5, indledende tekst

Artikel 5, indledende tekst

Artikel 5, nr. 1)

Artikel 5, nr. 1)

Artikel 5, nr. 2)

________

Artikel 5, nr. 3 og 4

Artikel 5, nr. 3 og 4

________

Artikel 5, nr. 4a)

Artikel 5, nr. 5-7

Artikel 5, nr. 5-7

Artikel 6

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 7

Artikel 8

Artikel 8

Artikel 9

Artikel 9

Artikel 10

Artikel 10

Artikel 11

Artikel 11

Artikel 12

Artikel 12

Artikel 13

Artikel 13

Artikel 14

Artikel 14

Artikel 15

Artikel 15

Artikel 16

Artikel 16

Artikel 17

Artikel 17

Artikel 18

Artikel 18

Artikel 19, stk. 1 og 2

Artikel 19, stk. 1

________

Artikel 19, stk. 2

Artikel 20

Artikel 20

Artikel 21

Artikel 21

Artikel 22 ▌

Artikel 22 ▌

Artikel 23, stk. 1 og 2

Artikel 23, stk. 1 og 2

________

▌

▌

▌

▌

▌

Artikel 23, stk. 3

________

Artikel 23, stk. 4 og 5

Artikel 23, stk. 3 og 4

▌ ________

Artikel 23, stk. 5

Artikel 24

Artikel 24, stk. 1

________

Artikel 24, stk. 2

________

▌

Artikel 25

Artikel 27

Artikel 26

Artikel 28

▌

▌

Artikel 27, stk. 1

Artikel 29, stk. 1

________

Artikel 29, stk. 2

Artikel 27, stk. 2

Artikel 29, stk. 3

________

▌

Artikel 28

Artikel 30

________

▌

Artikel 29

Artikel 32, stk. 1

________

Artikel 32, stk. 2

________

Artikel 32, stk. 2a

________

Artikel 32, stk. 2b

Artikel 30

Artikel 33, stk. 1, litra a) og b)

________

Artikel 33, stk. 1, andet afsnit

________

Artikel 33, stk. 2 ▌

________

Artikel 34

________

Artikel 34a

Artikel 31

Artikel 36

Artikel 32

Artikel 2, litra a)

Artikel 33

Artikel 38a

________

▌

________

Artikel 39

________

Artikel 39b

________

Artikel 40

________

Artikel 41

________

Artikel 42

________

Artikel 42a

________

Artikel 44

Artikel 34

Artikel 48, stk. 1, litra a) til d)

Artikel 35, stk. 1

Artikel 48, stk. 1, litra e)

Artikel 35, stk. 2

Artikel 48, stk. 2

Artikel 35, stk. 3

Artikel 48, stk. 3

▌

Artikel 48, stk. 4

Artikel 36

Artikel 64

Artikel 37, stk. 1

Artikel 39a, litra a)

Artikel 38

________

Artikel 39

▌________

Artikel 40

________

Artikel 41

▌________

Artikel 42

▌________

Artikel 43

▌________

Artikel 44

▌________

Artikel 45

▌________

Artikel 46

▌________

Artikel 47

▌________

Artikel 48

▌________

▌________

Artikel 50a

▌________

Artikel 51

________

Artikel 54

▌________

Artikel 56

▌________

Artikel 57

▌________

Artikel 59

▌________

Artikel 66

Artikel 49

Artikel 67

Artikel 50

▌________

Artikel 51

Artikel 68

Artikel 52

▌________

Artikel 53

▌________

Artikel 54

Artikel 64a

Artikel 55, stk. 1

▌________

Artikel 55, stk. 2

Artikel 39, stk. 2, artikel 51, stk. 2a, og artikel 69

▌________

▌________

Artikel 56

Artikel 72

Artikel 57, stk. 1

Artikel 70, stk. 1

Artikel 57, stk. 2

________

Artikel 57, stk. 3

Artikel 70, stk. 2

Artikel 57, stk. 4

Artikel 70, stk. 3, og artikel 71a

Artikel 58

Artikel 71 og 71a

Artikel 59

Artikel 73

▌________

_______

Artikel 60

Artikel 74

Artikel 61

Artikel 75

Artikel 62

Artikel 2a

Artikel 63

_______

Artikel 64

_______

Artikel 65

Artikel 76, stk. 1 og 2

_______

Artikel 76, stk. 2a

▌________

▌________

Artikel 66

Artikel 77

Artikel 67

Artikel 78

Artikel 68

Artikel 79

Artikel 69

Artikel 80

Artikel 70

Artikel 81

Artikel 71

Artikel 82

Artikel 72

Artikel 83

_______

Artikel 84

Artikel 73

Artikel 91a

Artikel 74, stk. 1

Artikel 87, stk. 1, litra d), e) og f), og artikel 88, stk. 1, litra a)

Artikel 74, stk. 2

Artikel 89

_______

▌________

▌________

▌________

▌________

▌________

_______

▌________

_______

Artikel 90

_______

▌________

_______

Artikel 92

Artikel 75

_______

Artikel 76

Artikel 93

Bilag V

Bilag I og bilag II

Bilag VI

Bilag II

_______

Bilag III

▌________

▌________

▌________

▌________

▌________

▌________

 

 

 

 

Or. en

 

 

 

BEGRUNDELSE

Forordning (EF) nr. 44/2001 er sammen med forgængeren, Bruxelleskonventionen, et af de mest vellykkede stykker EU-lovgivning. Den lagde grunden til et europæisk retsområde, har tjent borgerne og virksomhederne godt ved at fremme retssikkerheden og forudsigeligheden af retsafgørelser og benyttes som en reference og et værktøj af andre instrumenter. Omarbejdningen af ​​denne forordning er derfor af stor betydning. Ordføreren er tilfreds med, at der er opnået enighed med medlovgiver om nedenstående.

 

1. Ophævelse af exequaturproceduren

 

I stedet for exequaturproceduren foreslår Kommissionen, at en retsafgørelse, der kan fuldbyrdes i domsmedlemsstaten, skal kunne fuldbyrdes og skal fyldbyrdes andetsteds i EU mod forelæggelse af en officielt bekræftet kopi af retsafgørelsen og en attest udfærdiget i den foreskrevne form og udstedt af retten i domsmedlemsstaten, og at dette skal ske uden nogen mellemliggende procedure. Herefter skal fuldbyrdelsen ske, som om retsafgørelsen var truffet af en ret i fuldbyrdelsesmedlemsstaten.

 

Hvis den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke gav møde under de retsforhandlinger, der dannede grundlag for retsafgørelsen, kan vedkommende appellere retsafgørelsen til retterne i domsmedlemsstaten med den begrundelse, a) at det indledende processkrift i sagen ikke var blevet forkyndt for ham i så god tid og på en sådan måde, at han kunne varetage sine interesser under sagen, eller b) at han var forhindret i at bestride kravet på grund af "force majeure eller ekstraordinære omstændigheder, han ikke selv var skyld i", medmindre han undlod at appellere retsafgørelsen, da han havde mulighed for det.

 

Derudover kan den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, indgive begæring til retterne i fuldbyrdelsesmedlemsstaten om, at en retsafgørelse ikke fuldbyrdes, hvis fuldbyrdelse ikke ville være tilladt af hensyn til de grundlæggende principper bag retten til en retfærdig rettergang.

 

Kommissionen forslår, at den nuværende ret til at anfægte anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse fra en medlemsstat med begrundelse i, at en sådan anerkendelse eller fuldbyrdelse klart ville stride mod de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i fuldbydelses-/anerkendelsesmedlemsstaten, afskaffes og erstattes med den begrænsede begrundelse vedrørende retten til en retfærdig rettergang Med én meget lille undtagelse vil det desuden ikke være muligt at appellere en retsafgørelse fra en ret i domsstaten, selv ikke under de i henhold til Bruxelles I-forordningen i øjeblikket gældende begrænsede omstændigheder (manglende opfyldelse af krav vedrørende forbrugerrettigheder, forsikringer og retters enekompetence).

 

Efter udvalgets opfattelse forekommer en undtagelse vedrørende grundlæggende eller proceduremæssige retsprincipper stadig nødvendig. En sådan undtagelse kan være påkrævet som følge af medlemsstaternes internationale forpligtelser, og både Rom I- og Rom II-forordningerne indeholder undtagelser for den offentlige orden og overordnede præceptive bestemmelser. En medlemsstat, hvori der anlægges sag, har ret til at bevare sine grundlæggende værdier; dette må derfor ligeledes gælde for en medlemsstat, hvori der anmodes om fuldbyrdelse af en retsafgørelse.

 

Imidlertid foreslår Kommissionen, at der bør være to kategorier af retsafgørelser, hvor den fuldbyrdende part stadig skal indhente en erklæring om eksigibilitet, som skal forkyndes for modparten, forudsat at sidstnævnte har appelret af begrænsede årsager lig dem, der i øjeblikket er anført i artikel 34 i den nugældende Bruxelles I-forordning, nemlig retsafgørelser vedrørende forpligtelser uden for kontrakt hidrørende fra krænkelser af privatlivets fred og fra individets rettigheder, herunder ærekrænkelser, og retsafgørelser i kollektive erstatningssøgsmål vedrørende erstatning for skade forvoldt ved ulovlig forretningspraksis, som opfylder visse betingelser.

 

Retsudvalget mener, at det af hensyn til retssikkerheden vil være bedre slet ikke at have undtagelser. Denne holdning støttes også af Rådet.

 

2.   Udvidelse af kompetencereglerne til at omfatte retstvister med sagsøgte med bopæl uden for EU

 

Kommissionen foreslår, at det skal være obligatorisk at anvende forordningens kompetenceregler på tredjelandssagsøgte, hvorved medlemsstaternes nuværende kompetence i sådanne sager vil blive erstattet. For at kompensere for den heraf følgende begrænsede adgang til retterne i mange medlemsstater og for, at det ikke længere vil være muligt at anvende den almindelige bopælsbaserede kompetenceregel, foreslår Kommissionen også, at retterne i en medlemsstat, hvor løsøre tilhørende sagsøgte befinder sig eller er beliggende, skal have kompetence, forudsat 1) at ingen anden medlemsstat har kompetence i henhold til de foregående bestemmelser i forordningen, 2), at "værdien af løsøret ikke står i et urimeligt forhold til kravets størrelse", og 3), at tvisten har "tilstrækkelig tilknytning" til den medlemsstat, hvor sagen anlægges.

 

Som noget særligt foreslås det, at der bør være mulighed for et forum necessitatis, dvs. retten til at anlægge sag ved en ret i en medlemsstat, hvortil tvisten har "tilstrækkelig tilknytning", hvis "det er nødvendigt af hensyn til retten til en retfærdig rettergang eller retten til adgang til retlig prøvelse", og hvis ingen anden medlemsstat har kompetence i henhold til de foregående bestemmelser i forordningen. Navnlig kan der anlægges sag under disse omstændigheder, hvis a) sagen ikke med rimelighed kan anlægges eller føres eller ville være umulig i det tredjeland, tvisten har en nær tilknytning til, eller b) hvis der ikke ville være pligt til at anerkende og fuldbyrde den retsafgørelse, der blev afsagt i tredjeland, i den medlemsstat, hvor sagen er indbragt for en ret, og anerkendelsen og fuldbyrdelsen er nødvendig for, at sagsøgeren får sine rettigheder opfyldt.

 

Udvalget støtter den holdning, der kom til udtryk i Parlamentets beslutning om grønbogen, og hvorefter spørgsmålet om, hvorvidt forordningens bestemmelser bør udvides på denne måde, kræver omfattende høringer og politisk debat. På nuværende tidspunkt foreslås det derfor, at der i forordningen indgår bestemmelser om kun at indføre en delvis refleksvirkning for tvister vedrørende ansættelse samt forbruger- og forsikringsaftaler, for at beskytte den svage part i disse situationer.

 

3.  Værnetingsaftaler

 

Forbedringen af effektiviteten af værnetingsaftaler gennem forskrifter om, at den ret, parterne har valgt til at afgøre deres tvist, altid bør have forret, uanset om sagen først er indbragt for den, synes at være en brugbar løsning. I artikel 32, stk. 2, hedder det, at når en aftale, jf. artikel 23, tillægger en ret eller retterne i en medlemsstat enekompetence, har retterne i andre medlemsstater ikke kompetence til at behandle sagen, før den ret eller de retter, som er valgt i aftalen, har erklæret sig inkompetente. Desuden hedder det i forbindelse med lis pendens-bestemmelsen i den foreslåede forordnings artikel 29, at denne bestemmelse ikke berører artikel 32, stk. 2. I betragtning 19 henvises til behovet for at gøre værnetingsaftaler mere effektive således at "der undgås misbrug af retssager i et taktisk øjemed", og derefter fastslås, at forordningen bør give den ret, der er valgt i aftalen, en fortrinsstilling med hensyn til at træffe afgørelse om sin kompetence, uanset om det er den, sagen først blev indbragt for. Desuden giver artikel 23, stk. 1, nu den valgte ret kompetence, "medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat".

 

4.  Voldgiftsaftaler

 

Det er Kommissionens opfattelse, at voldgiftsaftaler bør gøres mere effektive, så parternes vilje i fuldt omfang efterkommes. Dette bør særligt være tilfældet, når det er aftalt eller fastsat, at voldgift skal finde sted i en medlemsstat. Kommissionen anbefaler, at der fastsættes særlige regler med henblik på at undgå parallelle søgsmål og misbrug af retssager i taktisk øjemed under disse omstændigheder.

 

Med hensyn til dette spørgsmål støtter udvalget den holdning, parlamentet indtog i sin beslutning om grønbogen, nemlig at voldgift er reguleret på tilfredsstillende måde ved New York-konventionen fra 1958 og Genève-konventionen fra 1961 om international handelsvoldgift. Alle medlemsstaterne er part i disse to konventioner, hvorfor voldgift fortsat skal holdes uden for forordningens anvendelsesområde. Betragtning 11 og efterfølgende betragtninger præciserer dette.

 

5.  Andre spørgsmål

 

Udvalget bekræfter, at der synes at være foretaget forbedringer med hensyn til foreløbige foranstaltninger.

 

Udvalget kan støtte forslaget om at gøre det muligt for medlemsstaternes retter at udsætte en sag i en lis pendens-situation, hvor en sag mellem de samme parter og med samme genstand først er anlagt ved retten i en tredjestat.

 

6.  Konklusion

Afslutningsvis er Retsudvalget tilfreds med det kompromis, der er indgået med Rådet, da det svarer til Parlamentets holdning på alle vigtige punkter. Den omarbejdede forordning fjerner nogle af de vanskeligheder, der er opstået i løbet af det seneste årti på dette område, og afskaffelse af eksekvaturproceduren for alle retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er et vigtigt skridt fremad i adgangen til domstolsprøvelse for borgere og virksomheder.

 

 

BILAG: UDTALELSE FRA DEN RÅDGIVENDE GRUPPE BESTÅENDE AF DE JURIDISKE TJENESTER I EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN

 

 

 

DE JURIDISKE TJENESTERS

RÅDGIVENDE GRUPPE

Bruxelles, den 8. marts 2011

UDTALELSE

  TIL  EUROPA-PARLAMENTET

    RÅDET

    KOMMISSIONEN

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

KOM(2010)0748 af 14.12.2010 – 2010/0383(COD)

I henhold til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter, særlig punkt 9, behandlede den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen på møder den 13. januar og 11. februar 2011 bl.a. ovennævnte forslag fra Kommissionen.

 

Under behandlingen[46] af forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om omarbejdning af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område konstaterede gruppen samstemmende følgende:

 

1) Med hensyn til begrundelsen, burde den for fuldt ud at være udformet i overensstemmelse med de relevante krav, der er fastsat i den interinstitutionelle aftale, præcist have angivet, hvilke bestemmelser i den tidligere retsakt der forbliver uændrede, således som det er fastsat i aftalens punkt 6, a), iii).

 

2) Følgende dele af omarbejdningen burde have været markeret med den gråskravering, der normalt anvendes til markering af væsentlige ændringer:

- i første henvisning "og e)"

- andet punktum i betragtning 10

- i artikel 47, stk. 1, "angående de i artikel 37, stk. 3, nævnte spørgsmål".

 

3) I artikel 28, stk. 2, bør henvisningen til "stk. 2" erstattes med en henvisning til "stk. 1".

 

4) I artikel 47, stk. 2, bør "artikel 50-63 " ændres til "artikel 50-65, 67, 68 og 72".

 

5) I artikel 64 burde "afsagt i en medlemsstat" og "i den medlemsstat, hvor den søges anerkendt, erklæret eksigibel eller fuldbyrdet" have været markeret med tilpasningspile.

 

Efter behandlingen af forslaget var der i den rådgivende gruppe enighed om, at forslaget ikke indeholder andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne. Den rådgivende gruppe konstaterede desuden, at forslaget, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer.

 

 

 

 

(sign.) C. PENNERA  (sign.) H. LEGAL  (sign.) L. ROMERO REQUENA

Juridisk rådgiver  Juridisk rådgiver  Generaldirektør

 

10.11.2011

UDTALELSE fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender

til Retsudvalget

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning)

( COM(2010)0748 – C7‑0433/2010 – 2010/0383(COD) )

Ordfører for udtalelse: Evelyn Regner

 

KORT BEGRUNDELSE

Efterlyser et krav om, at der indføres et nyt afsnit om kompetence i sager om kollektive kampskridt i forordningen. Tidligere sager ved EU-Domstolen, navnlig "Viking-sagen", har vist, at der er et vist spillerum for forum shopping med hensyn til retternes kompetence. På grund af de manglende regler om kompetence i sager om kollektive kampskridt blev det besluttet, at en britisk domstol var kompetent til at træffe afgørelse vedrørende kollektive kampskridt, der fandt sted i Finland. Domstole i medlemsstater, der ikke har nogen forbindelse med de kollektive kampskridt, træffer afgørelse i civilretlige sager. Dette er imod ånden bag og formålet med forordningen. Det er domstolene i de medlemsstater, der har den tætteste tilknytning til de kollektive kampskridt - det vil selvfølgelig sige den medlemsstat, hvor kampskridtene er blevet foretaget - der bør være kompetente til at træffe afgørelse i sådanne sager.

kræver, at kravet om eksekvaturprocedure afskaffes, men mener, at det, inden eksekvaturproceduren afskaffes, skal sikres, at der til gengæld indføres strenge garantier, der i tilstrækkelig grad kan beskytte domsskyldnerens rettigheder, og som sikrer, at de grundlæggende rettigheder respekteres fuldt ud;

finder i mellemtiden, at fællesskabsreglerne om enekompetence med hensyn til tingslige rettigheder over fast ejendom eller leje og forpagtning af fast ejendom kan udvides til at omfatte sager anlagt i et tredjeland; de regler om retternes kompetence, der gælder for forbrugere og arbejdstagere, finder også anvendelse i forbindelse med virksomheder fra tredjelande;

ÆNDRINGSFORSLAG

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender opfordrer Retsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende ændringsforslag i sin betænkning:

 

Ændringsforslag    1

Forslag til forordning

Betragtning 1 a (ny)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

(1a) Forordning (EF) nr. 44/2001 trådte i kraft i marts 2002. Nu, otte år efter, har Kommissionen foretaget en revision af, hvordan den fungerer i praksis, og har set på, om det skulle være nødvendigt at foretage ændringer i retsakten. Denne omarbejdning vil give bedre adgang til retlig prøvelse, idet bl.a. arbejdstagere får adgang til at anlægge sag mod flere sagsøgte inden for beskæftigelsesområdet i henhold til artikel 6, stk. 1. Denne mulighed fandtes i Bruxelleskonventionen af 1968. Når den genindføres i forordningen, vil det være til fordel for arbejdstagere, der ønsker at anlægge sag mod flere arbejdsgivere, der er etableret i forskellige medlemsstater.

 

Ændringsforslag    2

Forslag til forordning

Betragtning 1 b (ny)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

(1b) Der indføres hermed regler om kompetence i sager om kollektive kampskridt for at undgå forum shopping og sikre overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)1; den kompetente domstol bør være domstolen i den medlemsstat, hvor kampskridtet foretages;

 

_______________

 

1 EFT L 199 af 31.7.2007, s. 40.

 

Ændringsforslag    3

Forslag til forordning

Artikel 22 – nr. 1 – litra a a (nyt)

 

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

aa) for så vidt angår sager, der vedrører faglige aktioner, der er gennemført i en bestemt medlemsstat, er retterne i denne medlemsstat kompetente;

Begrundelse

Ifølge betragtning 7 i Rom II skal de instrumenter, som vedrører lovvalgsregler og den retlige kompetence være i overensstemmelse med hinanden. En retlig kompetence, der er i overensstemmelse med artikel 9 i Rom II, bør optages i Bruxelles I for at hindre ”forum shopping”. Er der tale om flere sagsøgte (faglige aktioner), kan virksomheder som hidtil vælge den ret, der er bedst i overensstemmelse med deres interesser, hvilket ikke er i overensstemmelse med målsætningerne for Bruxelles I.

 

PROCEDURE

Titel

Retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning)

Referencer

COM(2010)0748 – C7-0433/2010 – 2010/0383(COD)

Korresponderende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

JURI

18.1.2011

 

 

 

Rådgivende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

EMPL

15.9.2011

 

 

 

Ordfører

       Dato for valg

Evelyn Regner

7.7.2011

 

 

 

Behandling i udvalg

12.9.2011

5.10.2011

7.11.2011

 

Dato for vedtagelse

7.11.2011

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

20

15

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Edit Bauer, Jean-Luc Bennahmias, Pervenche Berès, Philippe Boulland, Milan Cabrnoch, Alejandro Cercas, Ole Christensen, Frédéric Daerden, Karima Delli, Frank Engel, Richard Falbr, Marian Harkin, Roger Helmer, Liisa Jaakonsaari, Ádám Kósa, Veronica Lope Fontagné, Elizabeth Lynne, Thomas Mann, Elisabeth Morin-Chartier, Siiri Oviir, Konstantinos Poupakis, Sylvana Rapti, Elisabeth Schroedter, Jutta Steinruck, Traian Ungureanu, Andrea Zanoni

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Georges Bach, Raffaele Baldassarre, Edite Estrela, Julie Girling, Richard Howitt, Ria Oomen-Ruijten, Antigoni Papadopoulou, Emilie Turunen

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Catherine Bearder

 

 

 

 

PROCEDURE

Titel

Retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning)

Referencer

COM(2010)0748 – C7-0433/2010 – 2010/0383(COD)

Dato for høring af EP

14.12.2010

 

 

 

Korresponderende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

JURI

18.1.2011

 

 

 

Rådgivende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

EMPL

15.9.2011

 

 

 

Ordfører

       Dato for valg

Tadeusz Zwiefka

28.2.2011

 

 

 

Behandling i udvalg

24.5.2011

11.7.2011

22.11.2011

 

Dato for vedtagelse

11.10.2012

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

20

0

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Luigi Berlinguer, Sebastian Valentin Bodu, Giuseppe Gargani, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Gerald Häfner, Sajjad Karim, Klaus-Heiner Lehne, Antonio Masip Hidalgo, Bernhard Rapkay, Evelyn Regner, Francesco Enrico Speroni, Rebecca Taylor, Alexandra Thein, Cecilia Wikström, Tadeusz Zwiefka

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Piotr Borys, Eva Lichtenberger, Axel Voss

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Sylvie Guillaume, Salvatore Tatarella

Dato for indgivelse

15.10.2012

 

 

[1] EUT C 218 af 23.7.2011, s. 78.
[2] EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1.
[3]* Ændringer: Ny eller ændret tekst er markeret med fede typer og kursiv; udgået tekst er markeret med symbolet ▌.
[4]   EUT C 218 af 23.7.2011, s. 78.
[5]   Europa-Parlamentets holdning af … [(EUT ...)] [(endnu ikke offentliggjort i EUT)] og Rådets afgørelse af ... .
[6]   Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( COM(2009) 174 ).
[7]   EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.
[8]  EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1.
[9]   EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 17), EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1, EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1, EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1, EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1.
[10]   EFT L 319 af 25.11.1988, s. 9.
[11]   EUT L 120 af 5.5.2006, s. 22.
[12]   EUT L 147 af 10.6.2009, s. 5.
[13]   EUT L 7 af 10.1.2009, s. 1.
[14]   EFT L 74 af 27.3.1993, s. 74.
[15]   EUT L 157 af 30.4.2004, s. 45.
[16]   EFT L 174 af 27.6.2001, s. 1.
[17]   EUT L 299 af 16.11.2005, s. 62.
[18]   EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1.
[19]   EUT L 324 af 10.12.2007, s. 79.
[20]   EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25.
[21]*   EUT: Indsæt venligst datoen - 12 måneder inden anvendelsesdatoen for denne forordning.
[22]*   EUT: Indsæt venligst datoen for denne forordnings ikrafttræden. 
[23]*   EUT: Indsæt venligst datoen fem år efter datoen for anvendelsen af denne forordning. 
[24]*   EUT: Indsæt venligst datoen: 24 måneder efter dette direktivs ikrafttræden.
[25]**   EUT: Indsæt venligst datoen - 12 måneder inden anvendelsesdatoen for denne forordning. 
[26]   Tilføj antallet af sagsøgere, hvis retsafgørelsen vedrører flere sagsøgere.
[27]   Tilføj antallet af sagsøgte, hvis retsafgørelsen vedrører flere sagsøgte.
[28]   Såfremt retsafgørelsen ikke er blevet forkyndt for den/de personer, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, mellem datoen for attestens udstedelse og den dato, på hvilken fuldbyrdelsesproceduren indledes i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, skal retsafgørelsen ledsage attesten, når sidstnævnte i overensstemmelse med artikel 42a forkyndes for den/de personer, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse.
[29]   Såfremt retsafgørelsen kun vedrører udgifter i forbindelse med et krav, der er truffet afgørelse om i en tidligere retsafgørelse, udfyldes punkt 4.6.1 ikke, og der gås videre til punkt 4.7.
[30]   Tilføj antallet af personer, hvis flere personer har fået pålagt at foretage en betaling.
[31]   Tilføj antallet af rater.
[32]   Tilføj antallet af perioder, hvis der er tale om flere perioder.
[33]   Dette punkt omfatter også situationer, hvor sagsomkostningerne tilkendes ved en særskilt retsafgørelse.
[34]   Tilføj antallet af personer.
[35]   Tilføj venligst beløbet for hver enkelt person, hvis sagsomkostningerne dækkes af flere personer.
[36]   Tilføj antallet af perioder, hvis der er tale om flere perioder.
[37]   Tilføj antallet af perioder, hvis der er tale om flere perioder.
[38]   Det ikke relevante overstreges i hele attesten.
[39]   Tilføj antallet af fordringshavere.
[40]   Tilføj antallet af fordringshavere.
[41]   Tilføj antallet af eventuelle andre parter.
[42]   Tilføj antallet af personer, hvis flere personer har fået pålagt at foretage en betaling.
[43]   Tilføj antallet af rater.
[44]   Tilføj antallet af perioder, hvis der er tale om flere perioder.
[45]   Tilføj antallet af personer, hvis der er tale om flere personer.
[46] Den rådgivende gruppe havde den engelske, franske og tyske sprogudgave til rådighed og benyttede den engelske originaludgave af forslaget som grundlag for behandlingen.