Mødedokument
3.4.2013
INTERIMSBETÆNKNING
om udkast til Rådets forordning om indførelse af en facilitet for finansiel støtte til medlemsstater, der ikke har euroen som valuta
( COM(2012)0336 – C7‑XXXX/2013 – 2012/0164(APP) )
Økonomi- og Valutaudvalget
Ordfører: Danuta Maria Hübner
PR_Consent_Interim
INDHOLD
Side
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING..................................................3
BEGRUNDELSE.......................................................................................................................11
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET..........................................14
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om udkast til Rådets forordning om indførelse af en facilitet for finansiel støtte til medlemsstater, der ikke har euroen som valuta
( COM(2012)0336 – C7‑XXXX/2013 – 2012/0164(APP) )
Europa-Parlamentet,
– der henviser til udkastet til Rådets forordning ( COM(2012)0336 ) (”betalingsbalanceforslaget”),
– der henviser til Rådets anmodning om godkendelse, jf. artikel 352 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7-XXXX/2013),
– der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 143 og 352,
– der henviser til Kommissionens forslag af 23. november 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet i euroområdet, Parlamentets ændringsforslag hertil, som blev vedtaget den 13. juni 2012, og den foreløbige tekst til den endelige aftale med Rådet (Gauzès-betænkningen),
– der henviser til Kommissionens forslag af 23. november 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet, ændringsforslagene hertil, som blev vedtaget af Parlamentet den 13. juni 2012, og den foreløbige tekst til den endelige aftale med Rådet (Ferreira-betænkningen);
– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 332/2002 af 18. februar 2002 om indførelse af en mekanisme for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne[1],
– der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 med henstillinger til Kommissionen om rapporten fra formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen: Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union[2],
– der henviser til forretningsordenens artikel 81, stk. 3,
– der henviser til interimsbetænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget ( A7-0129/2013 ),
A. der henviser til, at Rådet i medfør af artikel 352 i TEUF og i overensstemmelse med den særlige lovgivningsprocedure, ved enstemmighed og efter at have opnået Parlamentets godkendelse, vil vedtage en forordning om indførelse af en facilitet for finansiel støtte til medlemsstater, der ikke har euroen som valuta;
B. der henviser til, at betalingsbalancemekanismen blev etableret i 2002 ved Rådets forordning (EF) nr. 332/2002, som muliggør finansiel støtte til medlemsstater, der ikke har euroen som valuta;
C. der henviser til, at det samlede beløb, der står til rådighed under mekanismen, blev forhøjet fra de oprindelige 12 000 mio. EUR til 25 000 mio. EUR i december 2008 og til 50 000 mio. EUR i maj 2009 som reaktion på den finansielle krise; der henviser til, at der ud af disse 50 000 mio. EUR er blevet udbetalt 134 400 mio. EUR til Rumænien, Letland og Ungarn, foruden en foregribende hensættelse på 14 400 mio. EUR til Rumænien;
D. der henviser til, at Ungarn, Rumænien og Letland var de første medlemsstater, der ansøgte om og modtog finansiel bistand fra Unionen ved begyndelsen på den finansielle og økonomiske krise gennem betalingsbalancefaciliteten; der henviser til, at den økonomiske og finansielle krise i alvorlig grad har påvirket adskillige medlemsstater uden for euroområdet;
E. der henviser til, at den verdensomspændende økonomiske krise har haft en alvorlig indvirkning på alle EU-medlemsstaterne og frembragt en forværring af de offentlige underskud, betalingsbalancerne såvel som af den samlede gæld;
F. der henviser til, at Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), der blev oprettet i oktober 2012, er den primære støttemekanisme for euroområdets medlemsstater og råder over en udlånskapacitet på 500 000 mio. EUR i form af tegnet kapital; der henviser til, at ESM i fremtiden under visse betingelser vil kunne foretage direkte finansiering af banker i vanskeligheder;
G. der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 20. november 2012 anmodede om, at ESM gradvist burde overgå til forvaltning efter fællesskabsmetoden og underkastes Europa-Parlamentets demokratiske kontrol og at vigtige beslutninger, såsom ydelse af finansiel støtte til en medlemsstat og indgåelsen af aftalememoranda, blev underkastet behørig kontrol af Parlamentet;
H. der henviser til, at det er essentielt, at faciliteten indeholder mekanismer for demokratisk ansvarlighed, såvel som at den tager hensyn til, hvordan de nationale parlamenter fungerer;
I. der henviser til, at betalingsbalanceforslaget ikke indeholder bestemmelser om, at medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, kan få gavn af finansielle instrumenter, der er fuldstændig sammenlignelige med dem under ESM, der står til deres rådighed;
J. der henviser til, at opdateringen af forordning (EF) nr. 332/2002 vil bidrage til at sikre lige vilkår for både euroområdet og ikke-euromedlemsstater og vil forenkle proceduren til aktivering af betalingsbalancefaciliteten;
K. der henviser til, at det er vigtigt at værne om arbejdsmarkedets parters rolle og om respekten for de forskellige nationale praksisser og institutioner for løndannelse i forbindelse med gennemførelsen af forordning (EF) nr. 332/2002 og af den forordning, som skal vedtages på grundlag af betalingsbalanceforslaget, navnlig under udarbejdelsen og implementeringen af makroøkonomiske tilpasningsprogrammer; der henviser til, at dette er et horisontalt spørgsmål af betydning for hele Unionen, hvorfor det er hensigtsmæssigt, at der i denne henseende er overensstemmelse mellem medlemsstaterne inden og uden for euroområdet;
1. glæder sig over betalingsbalanceforslaget som et første skridt på vejen til at opnå lige vilkår for medlemsstater inden og uden for euroområdet; erkender, at dette ikke er nogen let opgave i betragtning af indretningen af de mekanismer, der på det seneste er blevet skabt til euroområdet;
2. er af den opfattelse, at betalingsbalancestøtten kan udfylde en vigtig rolle i at bistå medlemsstaterne med at forbedre deres administrative kapacitet til at absorbere EU-midler mere effektivt;
3. er imidlertid af den opfattelse, at en række af de ændringsforslag, der indgår i denne interimsbetænkning, er nødvendige for, at der kan opnås et acceptabelt resultat; anmoder derfor med henblik på at tilsikre en gennemskuelig beslutningstagning om, at Rådet og Kommissionen afventer vedtagelsen af denne interimsbetænkning, inden de vedtager forordningen på basis af betalingsbalanceforslaget (betalingsbalanceforordningen);
4. fremhæver, at artikel 352 i TEUF udgør et passende retsgrundlag for den forordning, som skal vedtages på grundlag af betalingsbalanceforslaget, og understreger, at dette grundlag muliggør indførelsen af nye typer EU-finansiel støtte og rammer for denne støtte, der rækker ud over anvendelsesområdet for den støtte, der er omhandlet i artikel 143 i TEUF;
5. beklager, at Kommissionen ikke gennemførte en bred høring inden sin vedtagelse af betalingsbalanceforslaget, og at den ikke har begrundet dette med, at dette var et ekstraordinært hastende tilfælde som påkrævet i artikel 2 i Protokol nr. 2 til TEUF og traktaten om Den Europæiske Union (TEU) om anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincipperne;
6. gør opmærksom på og beklager, at der ikke henvises til anvendelsen af nærheds- eller proportionalitetsprincipperne som påkrævet i artikel 5 i protokol nr. 2 til TEUF og TEU om anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincipperne; anmoder Kommissionen og Rådet om at indføje en udtrykkelig henvisning til de ovennævnte principper, inden udkastet til forordning forelægges Europa-Parlamentet til godkendelse;
7. opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage følgende anmodninger i betragtning forud for, at udkastet til forordning forelægges Europa-Parlamentet til godkendelse:
i) EU-budgettet udgør den ultimative sikkerhedsstillelse for alle støtteforanstaltninger under betalingsbalanceforslaget; Kommissionen bør på denne baggrund fremlægge passende løsningsforslag, der rækker ud over de eksisterende bestemmelser, til, hvordan Parlamentets kontrolfunktion over for EU-budgettet i mere væsentlig grad kan tages i betragtning i betalingsbalanceforslaget og gennemføres, således at ansvarligheden kan gøres konkret
ii) Kommissionen bør afklare forholdet mellem den støtte, der vil kunne ydes til en medlemsstat uden for euroområdet i henhold til forordning (EU) nr. 407/2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme[3], og de forskrifter og instrumenter, der fastsættes i henhold til den forordning, der skal vedtages på grundlag af betalingsbalanceforordningen, efter at den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM) er blevet nedlagt
iii) eftersom EFSM snart vil blive nedlagt, som annonceret af EU-lederne på det Europæiske Råd i 2010, i lyset af ESM-traktatens ikrafttræden, bør den resterende bistandskapacitet i EFSM (omtrent 10 000 mio. EUR) overføres til betalingsbalancefaciliteten, hvilket vil øge dens slagkraft fra 50 000 mio. EUR til 60 000 mio. EUR; når medlemsstaterne refunderer lånene fra EFSM, vil Unionens budgetgaranti for det refunderede beløb ikke længere være nødvendig, hvilket indebærer, at der kan udstedes garantier for nye lån; efter nedlæggelsen af EFSM vil den resterende EFSM-kapacitet ikke længere blive anvendt inden for rammerne af EFSM og kan fra dette tidspunkt anvendes under betalingsbalancefaciliteten
iv) der må ikke indføres nogen konkret forbindelse eller egentlig konditionalitet mellem betalingsbalancefaciliteten og anvendelsen af strukturfondene i betalingsbalanceforslaget; betingelser tilknyttet anvendelsen af strukturfondene bør, hvis de er nødvendige, være omhandlet i den relevante samhørighedspolitiske retsakt
v) artikel 2, stk. 4, i betalingsbalanceforslaget vedrørende kravet om konsultation af Kommissionen i forbindelse med finansiel støtte uden for Unionen bør ikke finde anvendelse på en medlemsstat, som modtager forebyggende finansiel bistand i form af en kreditlinje, der ikke er betinget af, at den pågældende medlemsstat vedtager nye politiske foranstaltninger, så længe kreditlinjen ikke anvendes
vi) det er nødvendigt at forbedre gennemskueligheden og ansvarligheden inden for den udvidede tilsynsprocedure ved at tilpasse den økonomiske dialog på en måde, der gør det muligt for det pågældende nationale parlament såvel som Europa-Parlamentet at invitere Kommissionen, Rådet, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) til drøftelser
vii) Kommissionen bør fremlægge sit udkast til henstilling om ydelse af lån til en medlemsstat sammen med udkastet til et makroøkonomisk tilpasningsprogram for Europa-Parlamentet
viii) for så vidt angår betingelserne og procedurerne for ydelse af lån bør Den Europæiske Centralbank (ECB) i mindre grad være inddraget i udarbejdelsen af tilpasningsprogrammerne; ECB anfører i sin udtalelse (CON/2013/2) om betalingsbalanceforslaget af 7. januar 2013, at det er upassende at tillægge en medlemsstat uden for euroområdet en sådan rolle; derfor bør artikel 3, stk. 3, ”der arbejder sammen med ECB”, og artikel 3, stk. 8, ”sammen med ECB”, jf. ECB’s forslag, erstattes med formuleringen ”under hensyntagen til ECB’s holdning, såfremt ECB beslutter at rådgive desangående,”
ix) der er generelt set brug for mere klarhed og specificering til udarbejdelsen og vurderingen af det makroøkonomiske tilpasningsprogram, især hvad angår politik og proceduremæssige krav, der har til formål at genskabe ”en holdbar betalingsbalancesituation og genoprette sin kapacitet til at finansiere sig selv fuldt ud på de finansielle markeder”
x) hvad angår artikel 4, stk. 1, angående betingelserne for tilståelse af en forebyggende betinget kreditlinje, vil betalingsbalanceforslaget have gavn af en mere operationel afklaring af to begreber, hhv. ”en holdbar stilling over for udlandet” og ”en situation (med eller) uden banksolvensproblemer, der ville indebære systematiske trusler mod banksystemets stabilitet”; med dette formål for øje bør disse begreber specificeres direkte i artikel 4 med udtrykkelig henvisning til de hensigtsmæssige indikatorer, der er fastsat i de relevante EU-retsakter (CRD IV, ESRB, ESA-forordningerne, ”sixpack’en”, rapporterne om finanspolitisk holdbarhed) eller som minimum i form af delegerede retsakter; ud fra samme betragtning bør det udtrykkeligt fremgå af artikel 4, at den foreskrevne globale vurdering skal foretages af Kommissionen og gøres tilgængelig for offentligheden i hensigtsmæssigt omfang; en henvisning til de vurderinger, der er fastsat inden for rammerne af den procedure for makroøkonomiske ubalancer, jf. forordning (EU) nr. 1176/2011, bør også indføjes i støtteberettigelseskriterierne
xi) der er brug for mere nøjagtige retningslinjer vedrørende artikel 4, stk. 2, om betingelserne for tilståelse af en kreditlinje med skærpede betingelser i betalingsbalanceforslaget for så vidt angår de tærskler og kriterier, hvor det anslås, at en medlemsstat ikke længere er støtteberettiget til en forebyggende betinget kreditlinje, men fortsat støtteberettiget til en kreditlinje med skærpede betingelser, såvel som afklaring af de procedurer, der fører til den vurdering, der er omhandlet i dette stykke
xii) der er brug for mere klarhed vedrørende artikel 6, stk. 5, i betalingsbalanceforslaget om overgangsforløbet fra en kreditlinje med skærpede betingelser til et lån i tilfælde af en forværring af den økonomiske situation, især hvad angår tidsplanlægningen og de afgørende faktorer for denne overgang
xiii) der bør indføres et indirekte rekapitaliseringsinstrument af banker i lande uden euroen, navnlig i lyset af disse medlemsstaters potentielle deltagelse i den kommende fælles tilsynsmekanisme og af behovet for at forsyne dem med et finanspolitisk sikkerhedsnet; årsagen til, at der foreslås et indirekte rekapitaliseringsinstrument i stedet for et direkte rekapitaliseringsinstrument er, at anvendelsen af sidstnævnte inden for rammerne af betalingsbalanceforslaget ville indebære, at Unionens budget udsættes for den risiko, som den pågældende institution under rekapitalisering udgør; dette indirekte instrument ville blive udformet som et lån til rekapitalisering af banker side om side med de tre eksisterende instrumenter til finansiel støtte under betalingsbalancen (forebyggende betingede kreditlinjer, kreditlinjer med skærpede betingelser og lån); der står ingen juridiske udfordringer i vejen for et lån til rekapitalisering af banker, som vil blive udbetalt til regeringen i den pågældende medlemsstat under streng konditionalitet med det formål at rekapitalisere dens finansielle institutioner
xiv) ud over det ovennævnte indirekte rekapitaliseringsinstrument af banker bør muligheden for at ændre ESM-traktaten og tillade de ikke-euromedlemsstater, som deltager i den fælles tilsynsmekanisme, at drage nytte af ESM's redskab til rekapitalisering af banker, overvejes; i dette tilfælde ville medlemsstaterne skulle indbetale et kapitalbidrag direkte til ESM's rekapitaliseringsinstrument af banker; ideen med at oprette et ESM-datterselskab med ansvar for direkte rekapitalisering – hvilket ville begrænse de negative indvirkninger, som køb af bankaktier ville kunne have på ESM's kreditværdighed og udlånskapacitet – bør undersøges og udvikles yderligere med henblik på også at inddrage de ikke-euromedlemsstater, der deltager i den fælles tilsynsmekanisme
xv) det bør erindres, at enhver fremtidig enkeltstående banksaneringsfond som led i rammerne for bankunionen også bør kunne omfatte ikke-euromedlemsstater
xvi) den endelige aftale mellem Parlamentets og Rådets forhandlingshold om substansen i Gauzès-betænkningen hilses velkommen, men det er vigtigt, at den forordning, som skal vedtages på grundlag af betalingsbalanceforslaget, afspejler den nuværende situation, især hvad angår:
gennemsigtigheden i forbindelse med Kommissionens dispositioner (artikel 2, stk. 3 og 5, i Gauzès-betænkningen)
– specifikationer vedrørende styrkelse af effektiviteten og virkningen af opkrævningskapaciteten og bekæmpelsen af skattesvig og skatteunddragelse med det formål at forøge skatteindtægterne (artikel 9 i Gauzès-betænkningen)
– de parametre, der skal tages i betragtning, når en medlemsstat sættes under skærpet overvågning (artikel 2, stk. 1), og specifikationer for medlemsstaternes adfærd under den skærpede overvågning, herunder omhandlende en tilpasset rolle for ECB (artikel 3, stk. 1, som nævnt i underpunkt viii))
gennemsigtighed og ansvarlighed over for Europa-Parlamentet og, hvor det er relevant, de nationale parlamenter, herunder forpligtelsen til at fremlægge makroøkonomiske tilpasningsprogrammer og den forventede fordeling af tilpasningsindsatsen (artikel 2, 3, 7 og 18 i Gauzès-betænkningen)
hensynet til praksisser og institutioner for løndannelse og overholdelsen af artikel 151 og 152 i TEUF samt af artikel 28 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder inden for rammerne af Unionens strategi for vækst og beskæftigelse samt specifikationer vedrørende forpligtelsen til at inddrage arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i overensstemmelse med national ret og nationale praksisser
specifikationer vedrørende evalueringen af analysen af statsgældens holdbarhed, herunder krav om offentliggørelse (artikel 6 i Gauzès-betænkningen)
yderligere specifikationer vedrørende mandatet til teknisk bistand der ydes til medlemsstater omfattet af programmet (artikel 7, stk. 8, i Gauzès-betænkningen)
behovet for realistiske, ajourførte og fremlagte prognoser (artikel 6 og artikel 7, stk. 5, i Gauzès-betænkningen)
anerkendelsen og betydningen af afsmittende virkninger (artikel 1, stk. 1, artikel 3, stk. 6, og artikel 7, stk. 5, i Gauzès-betænkningen)
omfattende revision af en medlemsstats offentlige finanser inden for rammerne af det makroøkonomiske tilpasningsprogram (artikel 7, stk. 9, i Gauzès-betænkningen)
vurdering af, hvorvidt afvigelser fra programmet ligger inden eller uden for medlemsstaternes kontrol, vurdering af de konsekvenser, som det makroøkonomiske tilpasningsprogram afstedkommer, og den eksplicitte beskyttelse af sundheds- og uddannelsessektorerne (artikel 7, stk. 5 og 7, i Gauzès-betænkningen)
den støttemodtagende medlemsstat skal i tæt samarbejde med Kommissionen overveje, om det er nødvendigt at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at tilskynde private investorer til frivilligt at fastholde deres samlede eksponering (artikel 7, stk. 6, i Gauzès-betænkningen)
økonomisk dialog med Kommissionen, ECB og IMF (artikel 3, stk. 9, i Gauzès-betænkningen)
regelmæssig underretning til det relevante udvalg i Europa-Parlamentet og det relevante parlament i den berørte medlemsstat om resultaterne af kontrolbesøg i forbindelse med overvågning efter programmets gennemførelse, herunder muligheden for at afholde politiske drøftelser (artikel 14, stk. 3 og 5, i Gauzès-betænkningen)
omvendte flertalsafstemninger i Rådet vedrørende korrigerende foranstaltninger for overvågning efter programgennemførelse (artikel 14, stk. 4, i Gauzès-betænkningen)
rapport om revisionen af den forordning, som skal vedtages på grundlag af betalingsbalanceforslaget (i overensstemmelse med artikel 19 i Gauzès-betænkningen)
xvii) betalingsbalanceforslagets artikel 6, stk. 2, om skærpet overvågning indarbejder et vist antal elementer, der afspejler substansen i Ferreira-betænkningen; derfor skal betalingsbalanceforslaget opdateres med det formål at sikre lige vilkår og dermed afspejle aftalen mellem Parlamentets og Rådets forhandlingsdelegationer om de relevante dele af Ferreira-betænkningen, dvs.
standarder og procedurer vedrørende specifikationer for rapporteringskrav, herunder delegerede retsakter for disse rapporteringskrav (artikel 10 i Ferreira-betænkningen)
– tilsynskrav for tilstanden af offentlige finanser, herunder bestemmelser vedrørende indvirkningen af de planlagte budgetmæssige foranstaltninger fastsat inden for rammerne af Unionens strategi for vækst og beskæftigelse (EU 2020-målene) og de tilpasninger, som et støtteprogram medfører for de nationale reformprogrammer, såvel som en beskrivelse og kvantificering af budgetforanstaltninger, herunder planlagte skattepolitikreformer og potentielle afsmittende virkninger af planlagte foranstaltninger for andre medlemsstater (artikel 6 i Ferreira-betænkningen)
– indikationer vedrørende udbytte af ikke-forsvarsrelaterede offentlige investeringer, som har en betydelig budgetmæssig indvirkning (artikel 4, stk. 1, i Ferreira-betænkningen);
8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Stabilitetsmekanisme og Den Internationale Valutafond.
BEGRUNDELSE
Det tilgrundliggende betalingsbalanceforslag er i al væsentlighed et kærkomment initiativ til en rationalisering af procedurerne for finansiel assistance mellem medlemsstaterne inden og uden for euroområdet. Der er imidlertid behov for visse modifikationer og tilføjelser, og disse er skitseret i denne interimsbetænkning.
Betænkningen er blevet udarbejdet, fordi Parlamentet under den nuværende procedure desværre kun kan godkende eller afvise det endelige forslag til forordning, men ikke har mulighed for at foretage ændringer af indholdet. Til opfølgning på sit oprindelige forslag af 22. juni 2012 ( COM(2012)0388 ) står Kommissionen endvidere for at skulle opdatere betalingsbalanceforslaget med udgangspunkt i den foreløbige aftale i Gauzès-betænkningen om to nye retslige dokumenter (2-pakken), hvori procedurerne for finansiel støtte for euroområdet fastsættes. Denne opdatering vil imidlertid ikke blive foretaget i form af et opdateret forslag, idet ændringerne i stedet indarbejdes direkte i den endelige tekst, som Rådet skal vedtage. Det er på denne baggrund så meget desto vigtigere, at Parlamentets position trækkes op på en gennemskuelig måde, til gavn for den grundlæggende demokratiske legitimitet såvel som for at der kan opnås et positivt resultat, hvad angår forordningens endelige tekst.
Den nærværende interimsbetænkning kan ikke gøre sig håb om at dække alle de spørgsmål, der rejses i dette uhyre vigtige forslag til forordning, men den kan dog bestræbe sig på at skitsere de væsentlige punkter, som det er nødvendigt at tage op til behandling, inden forordningen bliver endeligt vedtaget. Et betydeligt punkt i denne forbindelse er indpasningen af betalingsbalanceforslaget efter 2-pakkens foreløbige aftale. Denne foreløbige aftale forbedrer blandt andet væsentligt gennemsigtigheden og ansvarligheden i forbindelse med proceduren til anmodning om og ydelse af finansiel støtte til medlemsstater i vanskeligheder, og det er aldeles afgørende, at en tilsvarende forbedring af gennemsigtighed og ansvarlighed føres med over i det nye forslag.
Derudover slår interimsbetænkningen til lyd for mere klarhed omkring visse centrale aspekter af forslaget og søger at indføre procedurer for finansiel støtte, der er både tydelige, rimelige og ikke pålægger unødvendige konsultationer, når dette ikke er berettiget. Endvidere bør EU-budgettets funktion som den ultimative sikkerhedsstiller bag den finansielle støtte, der ydes i henhold til denne forordning, afspejles i passende ansvarsprocedurer over for Europa-Parlamentet.
Denne interimsrapport bør indgå i den bredere sammenhæng, som de igangværende EU-økonomiske reformer udgør. De politiske beslutningstagere er for tiden i færd med at etablere grundlaget for den fremtidige bankunion. Denne union har tre hovedelementer: en fælles tilsynsmekanisme, en fælles afviklingsmyndighed og en fælles indskudsgarantiordning. Rådet, Parlamentet og Kommissionen har netop færdigforhandlet den første søjle i denne struktur, som skal omfatte en Edb-baseret fælles tilsynsførende for euroområdets medlemsstater. Mekanismen er også åben for de ikke-euromedlemsstater, som vælger at indgå i det fælles tilsyn. Kommissionen forventes at fremlægge sit forslag til den fælles afviklingsmyndighed i løbet af 2013. Detaljerne vedrørende det kommende forslag er ganske vist ikke kendte på nuværende tidspunkt, men det vil være af største vigtighed, at en kommende, fælles afviklingsmyndighed også er åben for ikke-euromedlemsstater. Det centraliserede tilsyn vil ikke være til meget gavn, hvis udgifterne til bankafvikling i sidste ende skal afholdes på nationalt niveau.
Inden spørgsmålet om bankafvikling bliver aktuelt, kan finansinstitutioner også komme i bekneb for rekapitalisering. Hvis der ikke findes noget robust bank-rekapitaliseringsinstrument, risikerer en bank at bryde sammen, hvilket berettiger anvendelsen af en afviklingsfond. For at forebygge og ikke blot håndtere det foreliggende problem er der brug for rekapitaliseringsredskaber.
Interimsbetænkningen finder det glædeligt med den større variation i de finansielle støtteinstrumenter, som i betalingsbalanceforslaget stilles til rådighed for ikke-euromedlemsstater, men den henleder dog samtidig opmærksomheden på manglen på et bank-rekapitaliseringsinstrument blandt de redskaber til finansiel støtte, som står til rådighed for medlemsstater uden for euroområdet.
Med henblik på at skabe reelt lige vilkår mellem medlemsstaterne inden og uden for euroområdet er det nødvendigt at tilstræbe forhold, hvor rekapitalisering af banker også bliver muligt for ikke-euromedlemsstaterne. Eftersom dette er et temmelig kompliceret spørgsmål, er resten af denne begrundelse afsat til at skitsere det foreliggende problem såvel som til at forelægge en række eventuelle løsninger på det.
Rekapitalisering af banker i medlemsstater uden for euroområdet
På EU-topmødet i juni 2012 meddelte stats- og regeringscheferne, at så snart den fælles tilsynsmekanisme var blevet iværksat, ville ESM kunne anvendes til direkte rekapitalisering af banker i euroområdet. En sådan mulighed ville imidlertid ikke være åben for de ikke-euromedlemsstater, som havde valgt at indgå i det fælles tilsyn.
Ikke-euromedlemsstater har adgang til betalingsbalanceinstrumentet, hvis udvalg af redskaber imidlertid er forholdsvis begrænset i sammenligning med ESM. Der synes ikke at foreligge nogen juridiske indsigelser mod, at betalingsbalanceinstrumentet anvendes til rekapitalisering af banker. Dog er instrumentet begrænset ved det beløb til finansiering, det råder over. Det anslås, at betalingsbalanceinstrumentets maksimale slagkraft ikke kan overstige 60 mia. EUR. Denne begrænsning på finansieringen skyldes, at den bagvedliggende garanti er EU-budgettet. I tilfælde af, at en medlemsstat, der har optaget lån, misligholder sin tilbagebetaling, vil EU kunne risikere at misligholde sine egne forpligtelser.
Hvis en finansinstitution blev rekapitaliseret direkte via betalingsbalanceinstrumentet, ville EU derefter selv blive eksponeret over for den pågældende finansinstitution. Risikoen vil være betydeligt lavere, hvis den yder lån til en medlemsstat, og ikke direkte til finansinstitutionen.
Når ikke-euromedlemsstater indtræder i euroområdet vil de kunne nyde gavn af samtlige ESM-instrumenter. Indtil da vil det være hensigtsmæssigt at overveje yderligere to alternativer til rekapitalisering af banker, foruden betalingsbalanceinstrumentet:
A. Indførelse af et nyt instrument i form af et lån til rekapitalisering af banker side om side med de tre eksisterende instrumenter til finansiel støtte under betalingsbalancen (forebyggende betinget kreditlinjer, kreditlinjer med skærpede betingelser og lån); Et sådant lån vil blive udbetalt til regeringen i den pågældende medlemsstat med det formål at rekapitalisere dens finansielle institutioner; eftersom EFSM snart vil blive nedlagt, som annonceret af EU-lederne på det Europæiske Råd i 2010, i lyset af ESM-traktatens ikrafttræden, bør den resterende bistandskapacitet i EFSM (omtrent 10 mia. EUR) overføres til betalingsbalancefaciliteten; dette vil øge dens slagkraft fra 50 mia. EUR til 60 mia. EUR
B. ændring af ESM-traktaten og mulighed for, at tilsynsdeltagende medlemsstater uden euroen bidrager til den ESM-indskudte kapital med det eksplicitte formål at have en bagstopper for deres bank-rekapitalisering At ændre ESM-traktaten kan imidlertid vise sig at blive vanskeligt.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse | 21.3.2013 |
|
|
|
Resultat af den endelige afstemning | +: –: 0: | 36 1 3 | ||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer | Elena Băsescu, Sharon Bowles, Udo Bullmann, George Sabin Cutaş, Leonardo Domenici, Derk Jan Eppink, Markus Ferber, Elisa Ferreira, Ildikó Gáll-Pelcz, Jean-Paul Gauzès, Sven Giegold, Liem Hoang Ngoc, Gunnar Hökmark, Othmar Karas, Wolf Klinz, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Philippe Lamberts, Astrid Lulling, Hans-Peter Martin, Arlene McCarthy, Sławomir Nitras, Alfredo Pallone, Antolín Sánchez Presedo, Olle Schmidt, Peter Simon, Peter Skinner, Theodor Dumitru Stolojan, Ivo Strejček, Marianne Thyssen, Pablo Zalba Bidegain | |||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere | Sophie Auconie, Lajos Bokros, Herbert Dorfmann, Ashley Fox, Anne E. Jensen, Eva Joly, Thomas Mann, Marisa Matias | |||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2 | Luís Paulo Alves, Minodora Cliveti, Jens Geier | |||