om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om almindelige bestemmelser om Asyl- og Migrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring

(COM(2011)0752 – C7‑0444/2011 – 2011/0367(COD))

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2011)0752),

–       der henviser til artikel 294, stk. 2, samt artikel 78, stk. 2, artikel 79, stk. 2 og 4, artikel 84 og artikel 87, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C7‑0444/2011),

–       der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til udtalelse af 11. juli 2012 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

EUT C 299 af 4.10.2012, s. 108.

–       der henviser til udtalelse af 18. juli 2012 fra Regionsudvalget

EUT C 277 af 13.9.2012, s. 23.

–       der henviser til, at Rådets repræsentant ved skrivelse af 20. december 2013 forpligtede sig til at godkende Europa-Parlamentets holdning, jf. artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–       der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Budgetudvalget (A7‑0021/2014),

1.      fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling;

2.      tager Kommissionens erklæringer, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, til efterretning;

3.      anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre sit forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

4.      pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Ændringsforslag  1

EUROPA-PARLAMENTETS ÆNDRINGSFORSLAG

* Ændringer: Ny eller ændret tekst er markeret med fede typer og kursiv; udgået tekst er markeret med symbolet ▌.

til Kommissionens forslag

---------------------------------------------------------

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) NR. .../2013

af

om almindelige bestemmelser om Asyl- og Migrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 78, stk. 2, artikel 79, stk. 2 og 4, artikel 82, stk. 1, artikel 84 og artikel 87, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

         EUT C af …, s. .

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget

         EUT C af …, s. .

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)         Formålet med EU's politik for indre anliggender er at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed: et område uden indre grænser, som folk frit kan rejse ind i, og hvor de frit kan færdes, bo og arbejde i fuld tillid til, at deres rettigheder respekteres, og hvor de kan føle sig trygge, uden at glemme de fælles udfordringer, som hører med, såsom udvikling af en omfattende EU-indvandringspolitik, som skal øge Unionens konkurrenceevne og sociale samhørighed, oprettelse af et fælles europæisk asylsystem▌, forebyggelse ▌af trusler i form af alvorlig og organiseret kriminalitet og bekæmpelse af ulovlig indvandring, menneskehandel, internetkriminalitet og terrorisme.

(1a)  Der er behov for en integreret tilgang til spørgsmål i forbindelse med migrationspres og asylansøgninger samt til forvaltningen af EU's ydre grænser, idet der sikres fuld overholdelse af folkeretten og menneskerettighedslovgivningen, herunder i forbindelse med foranstaltninger, der gennemføres i tredjelande, som et udtryk for solidaritet mellem alle medlemsstater, og idet der udvises opmærksomhed om behovet for at respektere nationale ansvarsområder, samtidig med at der sikres en klar fastlæggelse af opgaverne.

(2)         EU-finansiering til at støtte udviklingen af dette område bør tilføre Unionen merværdi og være et konkret tegn på den solidaritet og ansvarsdeling, som er absolut nødvendig for at tackle fælles problemer.

(3)         En fælles retlig ramme bør sikre den nødvendige sammenhæng, forenkling og ensartede gennemførelse af denne EU-finansiering inden for de pågældende politikområder.

(3a)  Anvendelsen af midlerne på dette område bør koordineres for at sikre komplementaritet, effektivitet og synlighed og for at opnå budgetmæssige synergier.

(4)         En fælles ramme bør fastlægge bistandsprincipperne og medlemsstaternes og Kommissionens ansvar for at sikre, at disse principper anvendes, herunder forebyggelse og afsløring af uregelmæssigheder og svig.

(5)         EU-finansieringen ville blive mere effektiv og målrettet, hvis samfinansieringen af de støtteberettigede foranstaltninger var baseret på en strategisk flerårig programmering, som hver medlemsstat udarbejder i dialog med Kommissionen.

(6)  Foranstaltninger vedrørende og med tilknytning til tredjelande, som støttes via fonden, bør gennemføres i synergi og sammenhæng med andre foranstaltninger uden for EU, som støttes gennem EU's instrumenter for ekstern bistand, både geografisk og tematisk. Ved gennemførelsen af sådanne foranstaltninger vil det navnlig blive tilstræbt at skabe fuld overensstemmelse med principperne og de generelle målsætninger i Unionens optræden udadtil og udenrigspolitik over for det pågældende land eller den pågældende region. Hensigten med dem bør ikke være at støtte foranstaltninger, som er direkte orienteret mod udvikling▌, og de bør, hvor det er hensigtsmæssigt, supplere den finansielle bistand, der ydes gennem instrumenter for ekstern bistand. Princippet om sammenhæng i udviklingspolitikken, jf. punkt 35 i den europæiske konsensus om udvikling, bør overholdes. Det er ligeledes vigtigt at sikre, at gennemførelsen af krisebistand▌ hænger sammen med og, hvor dette er relevant, supplerer Unionens humanitære politik og overholder de humanitære principper, der er fastsat i den europæiske konsensus om humanitær bistand.

(7)         Der bør være konsekvens og sammenhæng i foranstaltningerne over tredjelande, jf. artikel 18, stk. 4, i TEU.

(8)  Medlemsstaterne og Kommissionen bør føre en politisk dialog for derigennem at nå frem til en sammenhængende strategi for hver enkelt medlemsstat forud for udarbejdelsen af de flerårige programmer, som skal tjene til at opfylde målsætningerne med EU-finansieringen. Efter afslutningen af den politiske dialog bør hver medlemsstat forelægge Kommissionen et nationalt program, der beskriver, hvordan den agter at nå målsætningerne i den relevante særforordning for perioden 2014-2020. Kommissionen bør undersøge, om det nationale program stemmer overens med disse målsætninger og med resultatet af den politiske dialog. Endvidere bør Kommissionen undersøge, om fordelingen af EU-finansieringen mellem målsætningerne overholder de minimumsprocentsatser, der er fastsat for de enkelte målsætninger i den relevante særforordning. Det bør være muligt for medlemsstaterne at afvige fra disse minimumsprocentsatser, i hvilket tilfælde de bør anføre grundene til afvigelsen i deres nationale program. Såfremt de af medlemsstaten anførte grunde ikke skønnes tilstrækkelige, vil Kommissionen kunne undlade at godkende det nationale program. Kommissionen bør regelmæssigt orientere Europa-Parlamentet om resultatet af de politiske dialoger om den samlede programmeringsproces, herunder udarbejdelsen af de nationale programmer, bl.a. overholdelsen af de for de enkelte målsætninger fastsatte minimumsprocentsatser i de relevante særforordninger, og om gennemførelsen af de nationale programmer.

(9)  Der bør foretages en midtvejsevaluering af strategien for at sikre korrekt finansiering i perioden 2018-2020.

(10)       Medlemsstaterne bør på en måde, der er forenelig med proportionalitetsprincippet og behovet for at minimere den administrative byrde, etablere et partnerskab med de relevante myndigheder og organer for at udvikle og gennemføre ▌deres nationale programmer i hele den flerårige periode. Medlemsstaterne sikrer, at der ikke opstår nogen interessekonflikter mellem partnerne i programmeringscyklussens forskellige faser. Hver medlemsstat bør nedsætte et udvalg til at overvåge det nationale program og hjælpe den med at revidere gennemførelsen og de fremskridt, der gøres med at opfylde programmålene. Hver medlemsstat bør være ansvarlig for at fastlægge de nærmere praktiske vilkår for nedsættelsen af overvågningsudvalget.

(11)       Hvorvidt udgifter under de nationale programmer er støtteberettigede, bør afgøres i medfør af national lovgivning, med forbehold af fælles principper i denne forordning. Der bør fastsættes datoer for begyndelse og udløb af de perioder, hvor udgifter er støtteberettigede, så der sikres ensartede og rimelige regler for de nationale programmer.

(12)  Teknisk bistand bør sætte medlemsstaterne i stand til at støtte gennemførelsen af deres nationale programmer og hjælpe støttemodtagerne med at opfylde deres forpligtelser og overholde EU-retten. Hvor dette er relevant, kan den tekniske bistand omfatte omkostninger, som kompetente myndigheder i tredjelande har afholdt.

(13)       For at sikre en hensigtsmæssig ramme, der gør det muligt hurtigt at yde krisebistand, bør denne forordning tillade støtte til foranstaltninger, hvortil udgifterne blev afholdt, inden der blev anmodet om krisebistand, dog ikke inden den 1. januar 2014, i overensstemmelse med finansforordningen

         ▌Forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

(13а)     Beslutninger, der træffes, og som er af relevans for bidraget fra EU-budgettet, bør dokumenteres korrekt, så der fortsat sikres et passende revisionsspor.

(14)  ▌Unionens finansielle interesser bør beskyttes ved hjælp af forholdsmæssigt afpassede foranstaltninger i hele udgiftscyklussen, herunder forebyggelse, afsløring og efterforskning af uregelmæssigheder, inddrivelse af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler, og i givet fald administrative og finansielle sanktioner i overensstemmelse med finansforordningen.

(14a)     I forbindelse med beskyttelsen af EU's finansielle interesser kan den kontrol og revision på stedet, som gennemføres af medlemsstaterne, Kommissionen, Revisionsretten og OLAF, ske med eller uden varsel af de økonomiske operatører, i overensstemmelse med gældende lovgivning.

(14b)     Den nye struktur i de til de RIA-tilknyttede FFR-fonde har til formål at forenkle de gældende regler og mindske den administrative byrde for støttemodtagerne. Kontrolmekanismen bør dog fortsat være effektiv, og det er derfor vigtigt at minde om de gældende regler om beskyttelse af EU's finansielle interesser, der muliggør kontrol og revision på stedet, som kan ske med eller uden varsel.

(15)  Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til at sikre, at forvaltnings- og kontrolsystemet fungerer effektivt, og at kvaliteten af gennemførelsen er i orden. Det er derfor nødvendigt at fastsætte de overordnede principper og nødvendige funktioner, som systemerne bør opfylde.

(16)       Medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til forvaltnings- og kontrolsystemer samt forebyggelse, afsløring og korrektion af uregelmæssigheder og overtrædelser af EU-retten bør fastlægges for at sikre en effektiv og korrekt gennemførelse af deres nationale programmer.

(17)       I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet bør medlemsstaterne ved hjælp af deres forvaltnings- og kontrolsystemer have det primære ansvar for gennemførelsen af og kontrollen med nationale programmer. Den støtte, der ydes i medfør af særforordningerne, gennemføres i tæt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

(17a)     Medlemsstaterne bør udnytte den viden, ekspertise og erfaring, som offentlige og/eller private instanser har indhøstet ved anvendelsen af tidligere fonde på området for indre anliggender.

(18)  Kun ansvarlige myndigheder, som medlemsstaterne har udpeget, giver tilstrækkelig forsikring om, at den fornødne kontrol er foretaget, før der ydes støtte fra EU-budgettet til støttemodtagerne. Det bør derfor udtrykkeligt fremgå, at kun udgifter, som er afholdt af udpegede ansvarlige myndigheder, kan godtgøres af EU-budgettet.

(19)       Det bør fastlægges, hvilke beføjelser og hvilket ansvar Kommissionen har for at kontrollere, at forvaltnings- og kontrolsystemerne fungerer effektivt, og for at kræve, at medlemsstaterne griber ind.

(20)       EU-budgetforpligtelserne bør indgås årligt. For at sikre effektiv programforvaltning skal der fastlægges fælles regler for betaling af den årlige saldo og den endelige saldo.

(21)       Udbetalingen af forfinansiering ved starten af programmerne sikrer, at medlemsstaterne har midlerne til at yde støtte til støttemodtagerne i forbindelse med gennemførelsen af programmet fra programmets vedtagelse. Der bør derfor fastsættes bestemmelser om de første forfinansieringsbeløb. Den første forfinansiering bør være fuldstændig udlignet ved afslutningen af programmet. De ansvarlige myndigheder bør sikre, at støttemodtagerne omgående modtager det samlede skyldige beløb.

(21a)  Derudover bør der tilvejebringes årlig forfinansiering med henblik på at sikre, at medlemsstaterne har tilstrækkelige midler til at gennemføre deres nationale programmer. Den årlige forfinansiering bør hvert år være udlignet ved betalingen af den årlige saldo.

(22)       Den revision, der foretages af finansforordningen

         ▌Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002.

(23)       For at styrke ansvarligheden for udgifter, som samfinansieres over EU-budgettet i et givet år, bør der etableres en hensigtsmæssig ramme for den årlige regnskabsafslutning. Ifølge denne ramme bør den ansvarlige myndighed i forbindelse med et nationalt program sende Kommissionen de dokumenter, som er nævnt i artikel 59 i forordning nr. 966/2012 [ny finansforordning].

(24)       Til støtte for den erklæring, der ligger til grund for den årlige regnskabsafslutning i Unionen, bør der indføres fælles bestemmelser om, hvilken form for og grad af kontrol, medlemsstaterne skal foretage.

(25)  Det kan blive nødvendigt for Kommissionen at foretage finansielle korrektioner for at sikre, at EU-midlerne forvaltes forsvarligt. For at sikre retssikkerhed for medlemsstaterne er det vigtigt at fastlægge, under hvilke omstændigheder overtrædelser af gældende EU-lovgivning eller national lovgivning kan føre til finansielle korrektioner fra Kommissionens side. For at sikre, at finansielle korrektioner, som Kommissionen måtte pålægge medlemsstaterne, hænger sammen med beskyttelsen af Unionens finansielle interesser, bør de kun anvendes i tilfælde, hvor overtrædelsen af EU-lovgivningen eller den nationale lovgivning direkte eller indirekte vedrører foranstaltningers og de dermed forbundne udgifters støtteberettigelse, formelle rigtighed eller forvaltningen og kontrollen heraf. For at sikre proportionalitet er det vigtigt, at Kommissionen tager hensyn til overtrædelsens karakter og alvor, når den træffer afgørelse om størrelsen af en finansiel korrektion. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge kriterierne for Kommissionens anvendelse af finansielle korrektioner og den procedure, som kan føre til en beslutning om en finansiel korrektion.

(26)  For at fastlægge det økonomiske forhold mellem de ansvarlige myndigheder og EU-budgettet bør Kommissionen hvert år afslutte regnskaberne for disse myndigheder. Afgørelsen om regnskabsafslutning bør omfatte fuldstændigheden, nøjagtigheden og rigtigheden af regnskabet, men ikke udgifternes overensstemmelse med EU-lovgivningen.

(27)       Kommissionen, der i medfør af artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union er ansvarlig for, at EU-retten anvendes korrekt, bør afgøre, om de udgifter, medlemsstaterne har afholdt, er i overensstemmelse med EU-retten. Medlemsstaterne bør have ret til at begrunde deres afgørelser om at foretage udbetalinger. For at give medlemsstaterne retlig og økonomisk sikkerhed med hensyn til udgifter, der er afholdt i fortiden, bør der fastsættes en maksimal frist for Kommissionen til at afgøre, hvilke økonomiske konsekvenser en manglende overholdelse bør have.

(27a)     Det er vigtigt at sikre forsvarlig økonomisk forvaltning og effektiv gennemførelse, samtidig med at der sikres gennemsigtighed, retssikkerhed, adgang til finansiering og ligebehandling af støttemodtagerne.

(27b)  Med henblik på at forenkle anvendelsen af midlerne og mindske risikoen for fejl, samtidig med at der gives mulighed for differentiering, når det er nødvendigt for at afspejle de særlige politikforhold, er det hensigtsmæssigt at fastlægge støtteformerne, de harmoniserede betingelser for udgifternes støtteberettigelse, herunder forenklede omkostningsmuligheder. I overensstemmelse med nærhedsprincippet bør medlemsstaterne vedtage nationale regler for udgifternes støtteberettigelse.

(28)       For at tilskynde til finansiel disciplin bør der fastlægges regler for frigørelse af en given del af budgetforpligtelsen i et nationalt program, især hvis et beløb kan udelukkes fra frigørelsen, f.eks. hvis forsinkelser i gennemførelsen skyldes en retssag eller rekurs med opsættende virkning eller force majeure.

(29)       For at sikre en hensigtsmæssig anvendelse af de generelle bestemmelser om frigørelse bør reglerne præcisere, hvordan fristerne for frigørelse fastsættes, og hvordan de pågældende beløb beregnes.

(30)  Det er vigtigt at gøre den brede offentlighed opmærksom på de resultater, der opnås med EU-finansiering. Borgerne har ret til at vide, hvordan Unionens finansielle midler anvendes. Ansvaret for at sikre, at offentligheden får relevante oplysninger, bør ligge hos Kommissionen, de ansvarlige myndigheder og støttemodtagerne. For at sikre en mere effektiv kommunikation til den brede offentlighed og større synergieffekt mellem de kommunikationsforanstaltninger, der iværksættes på Kommissionens initiativ, skal de midler, der afsættes til kommunikationsforanstaltninger under denne EU-finansiering, også bidrage til at dække koncernkommunikation om Den Europæiske Unions politiske prioriteringer, forudsat at de vedrører de overordnede formål med denne EU-finansiering.

(31)       Med henblik på at sikre en bred udbredelse af oplysninger om EU-finansieringen og oplyse potentielle støttemodtagere om støttemuligheder bør der fastlægges nærmere regler vedrørende oplysnings- og kommunikationsforanstaltninger samt visse tekniske karakteristika ved sådanne foranstaltninger på grundlag af denne forordning, og hver medlemsstat bør oprette mindst et websted eller en webportal med de nødvendige oplysninger. Medlemsstaterne bør gennemføre mere direkte former for kommunikationskampagner med henblik på at informere potentielle støttemodtagere ved bl.a. at afholde regelmæssige offentlige begivenheder, såkaldte informationsdage og kurser.

(32)  Evalueringen af de støttede foranstaltninger og formidlingen af resultaterne er også bestemmende for, hvor virkningsfulde foranstaltningerne er. Medlemsstaternes og Kommissionens respektive ansvar på dette område og de ordninger, der skal sikre, at evalueringen er pålidelig, og at de tilhørende oplysninger er af ordentlig kvalitet, bør formaliseres.

(32a)     I forbindelse med anvendelsen af forordningen, herunder udarbejdelsen af delegerede retsakter, bør Kommissionen høre eksperter fra alle medlemsstater.

(33)       For at ændre denne forordnings bestemmelser om de fælles principper for udgifters støtteberettigelse bør Kommissionen have beføjelse til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(34)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser

         EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.

(35)       Undersøgelsesproceduren bør anvendes ved gennemførelsesretsakter, der pålægger medlemsstaterne fælles forpligtelser, navnlig om meddelelse af oplysninger til Kommissionen, mens rådgivningsproceduren bør anvendes ved vedtagelsen af gennemførelsesretsakter, som vedrører de modeller, der skal anvendes ved meddelelse af oplysninger til Kommissionen, da de er af rent teknisk art.

(36)       Da denne forordnings målsætning, nemlig at fastlægge generelle bestemmelser, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, men bedre kan opfyldes på EU-plan, kan Unionen vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.▌

(36a)  For så vidt som denne forordning fastsætter generelle bestemmelser, som er en forudsætning for gennemførelsen af særforordninger, hvori dens anvendelighed på disse særforordninger fastlægges, og som er retsakter, der bygger på Schengenreglerne, i forhold til lande, som de pågældende særforordninger finder anvendelse på i medfør af relevante protokoller, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, eller i medfør af relevante aftaler, bør denne forordning finde anvendelse sammen med de pågældende særforordninger. Dermed indebærer dette, at denne forordning kan etablere en sammenhæng med og indvirke direkte på bestemmelserne i de pågældende særforordninger om udvikling af Schengenreglerne og således påvirke sidstnævntes retlige ramme.

(36b)     I medfør af artikel 3 i protokol (nr. 21) om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(36c)  I medfør af artikel 3 i protokol (nr. 21) om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Irland meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(37)       I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(38)       Det er hensigtsmæssigt at bringe varigheden af denne forordning i overensstemmelse med Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020* [* EUT ]. Denne forordning bør derfor anvendes fra den 1. januar2014 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL IALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

Denne forordning fastlægger de almindelige regler for gennemførelsen af særforordningerne for så vidt angår:

a)          finansiering af udgifter

b)          partnerskab, programmering, rapportering, overvågning og evaluering

c)          forvaltnings- og kontrolsystemer, som skal indføres af medlemsstaterne

d)          regnskabsafslutning.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a)          "Særforordning":

–       forordning .../2012/EU. om [oprettelse af en asyl- og migrationsfond for perioden 2014-2020]

–       forordning .../2012/EU om [instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring som en del af Fonden for Intern Sikkerhed] og

–       enhver anden forordning, som indeholder bestemmelser om anvendelsen af denne forordning.

b)          "programmering": den tilrettelæggelse, beslutningstagning og finansiering, der finder sted i flere faser for over en flerårig periode at gennemføre Unionens og medlemsstaternes fælles foranstaltninger for at opfylde målsætningerne i særforordningerne

c)  "foranstaltning": et projekt eller en gruppe projekter, der er udvalgt af den ansvarlige myndighed for det pågældende nationale program, eller under dennes ansvar, og som bidrager til de generelle og særlige målsætninger i særforordningerne

d)          "EU-foranstaltning": en tværnational foranstaltning eller foranstaltning af særlig interesse for Unionen som fastlagt i særforordningerne

e)          "projekt": det specifikke, praktiske middel, som en modtager af EU-bidrag anvender til at gennemføre en hel foranstaltning eller en del af en foranstaltning

f)           "krisebistand": et projekt eller en gruppe projekter, som vedrører en krisesituation som defineret i særforordningerne

g)          "støttemodtager": modtageren af et EU-bidrag som led i projekt, hvad enten der er tale om et offentligt eller et privat organ, internationale organisationer eller Røde Kors (ICRC) og Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber.

KAPITEL IIPRINCIPPER FOR BISTAND

Artikel 3

Generelle principper

1.          Særforordningerne yder støtte gennem nationale programmer, EU-foranstaltninger og krisebistand, som supplerer nationale, regionale og lokale tiltag, hvorved Den Europæiske Unions målsætninger søges opfyldt, og Unionen tilføres en merværdi.

2.          Kommissionen og medlemsstaterne sikrer, at den støtte, der ydes i medfør af særforordningerne og af medlemsstaterne, er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions relevante aktiviteter, politikker og prioriteter, og at den supplerer Den Europæiske Unions øvrige instrumenter under hensyntagen til hver enkelt medlemsstats specifikke forhold.

3.          Den støtte, der ydes i medfør af særforordningerne, gennemføres i tæt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

4.  For så vidt angår foranstaltninger i og med tilknytning til tredjelande sikrer Kommissionen og medlemsstaterne i overensstemmelse med deres respektive ansvar sammen med EU-Udenrigstjenesten samordning mellem denne forordning, særforordningerne og Unionens øvrige relevante politikker, strategier og instrumenter, herunder dem, der vedrører Unionens optræden udadtil.

4a.        Kommissionen og medlemsstaterne påser, sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, at foranstaltninger i eller med tilknytning til tredjelande, gennemføres i synergi og sammenhæng med andre foranstaltninger uden for EU, som støttes gennem EU's instrumenter. De påser navnlig, at de pågældende foranstaltninger

a)     hænger sammen med Unionens udenrigspolitik, overholder princippet om udviklingsvenlig politikkohærens og stemmer overens med de strategiske programmeringsdokumenter for den pågældende region eller det pågældende land

b)     koncentreres om foranstaltninger, der ikke er udviklingsorienterede

c)      tjener interesserne i Unionens interne politikker og stemmer overens med aktiviteter, der iværksættes internt i Unionen.

5.  Kommissionen og medlemsstaterne anvender princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning i overensstemmelse med artikel [30] i finansforordningen, navnlig principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.

6.          Kommissionen og medlemsstaterne sikrer, at den støtte, der ydes i medfør af særforordningerne, er effektiv, herunder gennem overvågning, rapportering og evaluering.

7.          Kommissionen og medlemsstaterne udfører deres respektive opgaver i forbindelse med denne forordning og særforordningerne med henblik på at mindske den administrative byrde for støttemodtagerne, medlemsstaterne og Kommissionen under hensyntagen til proportionalitetsprincippet.

Artikel 4

Overensstemmelse med EU-retten og national ret

Foranstaltninger, der finansieres af særforordningerne, skal være i overensstemmelse med gældende EU-ret og national lovgivning.

Artikel 5

Beskyttelse af EU's finansielle interesse

1.          Kommissionen træffer egnede foranstaltninger til at sikre, at EU's finansielle interesser bliver beskyttet, når der gennemføres aktioner, der finansieres i henhold til denne forordning og særforordningerne; beskyttelsen skal sikres ved foranstaltninger til forebyggelse af svig, bestikkelse og andre ulovlige aktiviteter, ved effektiv kontrol og, hvis der konstateres uregelmæssigheder, ved inddrivelse af de uretmæssigt udbetalte beløb samt i givet fald ved administrative og finansielle sanktioner, der skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning.

2.          Medlemsstaterne forebygger, afslører og korrigerer uregelmæssigheder og inddriver uretmæssigt udbetalte beløb, inkl. eventuelle morarenter. De underretter Kommissionen om sådanne uregelmæssigheder og holder den underrettet om en betydelig udvikling med hensyn til administrative og retlige skridt i den forbindelse.

3.          Når beløb, der er udbetalt uretmæssigt til en støttemodtager, ikke kan inddrives, og dette skyldes fejl eller forsømmelse fra en medlemsstats side, er medlemsstaten ansvarlig for, at de pågældende beløb tilbagebetales til Den Europæiske Unions ▌budget.

4.  Medlemsstaterne sikrer effektiv forebyggelse af svig, navnlig med hensyn til de områder, hvor risikoen er høj, som skal have en afskrækkende virkning under hensyntagen til fordelene ved og rimeligheden af foranstaltningerne.

5.          Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med proceduren i artikel 54 vedrørende de medlemsstatsforpligtelser, der er fastsat i stk. 2 og 3. Kommissionen vedtager efter rådgivningsproceduren i artikel 55, stk. 2, gennemførelsesretsakter, som fastlægger hyppigheden af rapporteringen af uregelmæssigheder og det rapporteringsformat, som skal anvendes.

6.          Kommissionen eller dens befuldmægtigede og Revisionsretten har beføjelse til gennem bilagskontrol og kontrol på stedet at kontrollere alle tilskudsmodtagere, kontrahenter og underkontrahenter, som har modtaget EU-midler under denne forordning og særforordningerne.

7.  Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) kan efter bestemmelserne og procedurerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder foretage undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, for at klarlægge, om der er begået svig, bestikkelse eller andre ulovlige aktiviteter, der berører ▌Unionens finansielle interesser, i forbindelse med en aftale om tilskud, en afgørelse om ydelse af tilskud eller en kontrakt finansieret under denne forordning og særforordningerne.

8.  Samarbejdsaftaler med tredjelande og internationale organisationer, kontrakter, aftaler om tilskud og afgørelser om ydelse af tilskud ▌som følge af gennemførelsen af denne forordning og særforordningerne skal indeholde bestemmelser, der udtrykkeligt giver Kommissionen, Revisionsretten og OLAF beføjelse til at foretage denne revision og undersøgelse i overensstemmelse med deres respektive beføjelser; denne bestemmelse berører ikke ▌stk. 1, 6 og 7.

KAPITEL IIIFINANSIEL RAMME FOR EU-FORANSTALTNINGER, KRISEBISTAND OG TEKNISK BISTAND

Artikel 7Gennemførelsesrapporter

1.          Kommissionen fastsætter det overordnede beløb, der stilles til rådighed til EU-foranstaltninger, krisebistand og teknisk bistand på Kommissionens initiativ fra de årlige bevillinger på EU-budgettet.

2.          Kommissionen vedtager ved hjælp af en gennemførelsesretsakt arbejdsprogrammet for EU-foranstaltninger og krisebistand. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 55, stk. 3.

3.          Kommissionen kan særskilt vedtage et arbejdsprogram for krisebistand for at sikre, at ressourcerne stilles til rådighed rettidigt.

4.  EU-foranstaltninger, krisebistand og teknisk bistand, som Kommissionen tager initiativ til, kan gennemføres

–       direkte af Kommissionen eller af forvaltningsorganer

–       indirekte af andre enheder og personer end medlemsstater i overensstemmelse med artikel▌ 60 i finansforordningen.

Artikel 8Krisebistand

1.          Som reaktion på en krisesituation som defineret i særforordningerne kan Kommissionen beslutte at yde krisebistand. I så tilfælde underretter den Europa-Parlamentet og Rådet i god tid.

2.  Krisebistanden kan inden for grænserne af de til rådighed værende ressourcer beløbe sig til 100 % af de støtteberettigede udgifter.

3.          Den kan bestå af bistand i medlemsstaterne og i tredjelande i overensstemmelse med de målsætninger og foranstaltninger, der er fastlagt i særforordningerne.

4.          Krisebistand kan støtte udgifter, som blev afholdt forud for indgivelsen af ansøgningen om tilskud eller bistand, dog ikke før den 1. januar 2014, hvis dette er nødvendigt for foranstaltningens gennemførelse.

5.          Krisebistanden kan tage form af direkte tilskud til EU's agenturer.

Artikel 9EU-foranstaltninger og krisebistand i eller med tilknytning til tredjelande

1.          Kommissionen kan beslutte at finansiere EU-foranstaltninger og krisebistand i eller med tilknytning til tredjelande i overensstemmelse med de målsætninger og foranstaltninger, der er fastlagt i særforordningerne.

2.          Når sådanne foranstaltninger gennemføres direkte, har følgende enheder mulighed for at indgive ansøgninger om tilskud:

a)      medlemsstaterne

b)     tredjelande i behørigt begrundede tilfælde, hvor et tilskud er nødvendigt for at opfylde målsætningerne i denne forordning og særforordningerne

c)      fælles organer, der er oprettet af tredjelande og Den Europæiske Union eller af medlemsstaterne

d)     internationale organisationer, herunder regionale organisationer, FN-organer, FN-afdelinger og FN-missioner, internationale finansielle institutioner og udviklingsbanker og institutioner med international jurisdiktion for så vidt som de bidrager til målsætningerne i den/de relevante særforordning(er)

e)  Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) og Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber

f)      Ikkestatslige organisationer, der er etableret og registreret i Unionen og i de lande, der deltager som associerede lande i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne

g)     EU-agenturer for krisebistand.

Artikel 10Teknisk bistand på Kommissionens initiativ

1.          Særforordningerne kan på Kommissionens initiativ eller på dens vegne finansiere forberedende foranstaltninger, overvågningsforanstaltninger, administrativ og teknisk støtte samt evaluerings-, revisions- og kontrolforanstaltninger og aktiviteter, der er nødvendige for at gennemføre denne forordning og særforordningerne.

2.  Sådanne foranstaltninger og aktiviteter kan omfatte▌:

a)      bistand til projektforberedelse og -vurdering

b)     støtte til institutionsopbygning og opbygning af administrativ kapacitet med henblik på en effektiv forvaltning af denne forordning og særforordningerne

c)      foranstaltninger vedrørende analyse, forvaltning, overvågning, informationsudveksling og gennemførelse af denne forordning og af særforordningerne samt foranstaltninger vedrørende gennemførelsen af kontrolsystemer og teknisk og administrativ bistand

d)     evalueringer, ekspertvurderinger, statistikker og undersøgelser, herunder generelle undersøgelser af, hvordan særforordningerne fungerer

e)  foranstaltninger til udbredelse af oplysninger, netværksarbejde, kommunikationsaktiviteter, bevidstgørelse samt fremme af samarbejde og udveksling af erfaringer, bl.a. med tredjelande. For at sikre en mere effektiv kommunikation til den brede offentlighed og bedre synergieffekt mellem de kommunikationsaktiviteter, der iværksættes på Kommissionens initiativ, skal de midler, der afsættes til kommunikationsforanstaltninger i medfør af denne forordning, også bidrage til at dække kommunikation om Den Europæiske Unions politiske prioriteter, forudsat at disse vedrører de overordnede målsætninger i denne forordning og særforordningerne

f)      oprettelse, ajourføring, drift og sammenkobling af elektroniske systemer til forvaltning, overvågning, revision, kontrol og evaluering

g)      udarbejdelse af en fælles ramme for evaluering og overvågning samt et system til fastlæggelse af indikatorer, hvori der om nødvendigt tages hensyn til nationale indikatorer

h)      foranstaltninger, som forbedrer evalueringsmetoder og udveksling af oplysninger om evalueringspraksis

i)       konferencer, seminarer, workshops og andre fælles informations- og uddannelsestiltag vedrørende gennemførelsen af denne forordning og særforordningerne for de udpegede myndigheder og støttemodtagere

ia)  foranstaltninger vedrørende afsløring og forebyggelse af svig

j)      foranstaltninger vedrørende revision.

3.          Foranstaltningerne kan også vedrøre de forudgående og de kommende finansielle rammer.

KAPITEL IVNATIONALE PROGRAMMER

Afsnit 1Programmerings- og gennemførelsesramme

Artikel 10a

Programmering

Målsætningerne i særforordningerne forfølges inden for rammerne af den flerårige programmering for perioden fra 2014 til 2020, idet der foretages en midtvejsevaluering, jf. artikel 15.

Artikel 11Subsidiær og proportional indsats

1.          Medlemsstaterne og de organer, de har udpeget til formålet ("udpegede myndigheder"), er ansvarlige for at gennemføre programmer og udføre de opgaver, de har i medfør af denne forordning og særforordningerne, på det relevante niveau i overensstemmelse med medlemsstatens institutionelle, juridiske og økonomiske rammer, og på betingelse af, at denne forordning og særforordningerne overholdes.

2.          Ordninger om gennemførelse og anvendelse af den støtte, der ydes i medfør af særforordningerne, navnlig de økonomiske og administrative ressourcer, som er nødvendige i forbindelse med rapportering, evaluering, forvaltning og kontrol, skal tage højde for proportionalitetsprincippet under hensyntagen til det tildelte støtteniveau og derved reducere den administrative byrde og fremme en effektiv gennemførelse.

Artikel 12Partnerskab

1a.        Hver medlemsstat tilrettelægger▌ efter gældende nationale regler og national praksis og under hensyn til eventuelle gældende sikkerhedskrav et partnerskab med de ▌myndigheder og organer, der er relevante i den forbindelse for at udføre den rolle, der er fastsat i stk. 3. Partnerskabet skal udgå fra relevante offentlige myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt plan, hvor dette er relevant. Det skal også, hvor det skønnes hensigtsmæssigt, omfatte relevante internationale organisationer▌, ikkestatslige organisationer og arbejdsmarkedets parter.

2.  Et partnerskab gennemføres i fuld overensstemmelse med de forskellige partnerkategoriers respektive institutionelle, juridiske og økonomiske beføjelser.

3.          Medlemsstaten inddrager partnerskabet i udarbejdelsen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af de nationale programmer. Partnerskabets sammensætning kan variere i programcyklussens forskellige faser.

4.          Hver medlemsstat nedsætter et overvågningsudvalg til støtte for gennemførelsen af de nationale programmer.

5.          Kommissionen kan give vejledning om overvågning af nationale programmer og kan om nødvendigt og efter aftale med medlemsstaten deltage i overvågningsudvalgets arbejde i en rådgivende funktion.

Artikel 13Politisk dialog

1.▌        For at gøre det lettere at udarbejde de nationale programmer skal hver medlemsstat og Kommissionen føre en dialog på højere embedsmandsniveau under hensyntagen til de relevante vejledende tidsfrister i artikel 14. Dialogen skal fokusere på de samlede resultater, der skal opnås via de nationale programmer for at opfylde medlemsstaternes behov og prioriteter på de interventionsområder, der er omfattet af særforordningen, under hensyntagen til den pågældende medlemsstats udgangssituation og særforordningernes målsætninger. Dialogen giver også mulighed for at udveksle synspunkter om Unionens foranstaltninger. Dialogens resultater vil tjene som vejledning ved udarbejdelsen og godkendelsen af de nationale programmer og bl.a. give en indikation om den forventede tidsfrist for medlemsstaternes indgivelse af de nationale programmer til Kommissionen, så programmet kan vedtages i tide. Dette resultat skal optages i en vedtaget protokol.

1a.        Foranstaltninger, der skal gennemføres i og med tilknytning, til tredjelande må ikke være direkte udviklingsorienterede, og den politiske dialog skal tilstræbe fuld overensstemmelse med principperne og de generelle målsætninger i Unionens optræden udadtil og udenrigspolitik så vidt angår det pågældende land eller den pågældende region.

1b.  Efter afslutningen af de politiske dialoger underretter Kommissionen Europa-Parlamentet om det samlede resultat.

1c.         Hvis en medlemsstat og Kommissionen finder det hensigtsmæssigt, kan den politiske dialog gentages efter den i artikel 15 omtalte midtvejsrevision for at tage den pågældende medlemsstats behov og Unionens prioriteringer op til fornyet vurdering.

▌

Artikel 14Udarbejdelse og godkendelse af nationale programmer

1.          Den enkelte medlemsstat foreslår på grundlag af konklusionerne i den politiske dialog, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, et flerårigt nationalt program i overensstemmelse med særforordningerne.

2.  Hvert af de foreslåede nationale programmer dækker regnskabsårene for perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2020 og består af følgende elementer:

a)      en beskrivelse af udgangssituationen i medlemsstaten suppleret med de faktuelle oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere behovets omfang korrekt

b)     en analyse af behovene i medlemsstaten og af de nationale målsætninger, som er udarbejdet for at opfylde disse behov i den periode, som programmet dækker

c)      en hensigtsmæssig strategi, som fastlægger de målsætninger, der skal realiseres med støtten fra EU-budgettet, og som indeholder konkrete mål for, hvornår de er opfyldt, en vejledende tidsplan og eksempler på foranstaltninger, som overvejes for at opfylde disse målsætninger

ca)    en beskrivelse af, hvordan målsætningerne i særforordningerne dækkes

d)     de mekanismer, der sikrer koordinering mellem de instrumenter, der er indført ved særforordningerne og andre EU-instrumenter og nationale instrumenter

e)      oplysninger om den overvågnings- og evalueringsramme, der skal indføres, og de indikatorer, der skal anvendes til at måle fremskridt med gennemførelsen af målsætningerne under hensyntagen til medlemsstatens udgangssituation

ea)  gennemførelsesbestemmelser for det nationale program med fastlæggelse af de udpegede myndigheder og en sammenfattende beskrivelse af det planlagte forvaltnings- og kontrolsystem

f)      en sammenfattende beskrivelse af den fremgangsmåde, der er valgt til gennemførelse af det partnerskabsprincip¸ der er fastlagt i artikel 12

g)      et udkast til en finansieringsplan, der vejledende er opdelt på de enkelte regnskabsår i perioden, herunder en indikation om udgifterne til teknisk bistand

h)      de mekanismer og metoder, som skal anvendes til at offentliggøre det nationale program▌.

▌

3.          Medlemsstaterne indgiver de foreslåede nationale programmer til Kommissionen senest tre måneder efter, at den politiske dialog, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1, er afsluttet.

4.  De nationale programmer udarbejdes efter den model, Kommissionen har vedtaget ved en gennemførelsesretsakt. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 55, stk. 3.

5.          Før Kommissionen godkender et forslag til et nationalt program, undersøger den:

a)      om det stemmer overens med målsætningerne i særforordningerne og med resultatet af den politiske dialog, der er omhandlet i artikel 13, stk. 1

aa)   EU-finansieringens fordeling mellem målsætningerne i lyset af særforordningens krav og, hvor det er relevant, begrundelsen for enhver afvigelse fra de minimumsandele, der er fastsat i særfordningerne.

b)     om målsætningerne, målene, indikatorerne, tidsplanen og eksemplerne på de påtænkte foranstaltninger i de foreslåede nationale programmer er relevante i lyset af den strategi▌, som medlemsstaterne foreslår

c)  om de gennemførelsesbestemmelser, der er omhandlet i stk. 2, litra fa), er relevante i lyset af de påtænkte foranstaltninger

d)     om det foreslåede program er i overensstemmelse med EU-retten

e)      om der er komplementaritet med den støtte, der ydes fra andre EU-fonde, herunder fra Den Europæiske Socialfond

f)      hvor dette er relevant i medfør af en særforordning, om der for så vidt angår målsætninger og eksempler på foranstaltninger i eller med tilknytning til tredjelande er sammenhæng med principperne og målsætningerne i Unionens optræden udadtil og udenrigspolitik over for det pågældende land eller den pågældende region.

6.          Kommissionen fremsætter bemærkninger senest tre måneder efter datoen for indgivelsen af det foreslåede nationale program. Hvis Kommissionen finder, at et foreslået nationalt program ikke stemmer overens med målsætningerne i særforordningen i lyset af den nationale strategi, eller at den EU-finansiering, der skal tildeles til disse målsætninger, er utilstrækkelig, eller at programmet ikke overholder EU-retten, opfordrer den den pågældende medlemsstat til at give alle nødvendige yderligere oplysninger og eventuelt at ændre det foreslåede nationale program.

7.  Kommissionen godkender▌ hvert enkelt nationale program senest seks måneder efter, at medlemsstaten formelt har forelagt det, forudsat at eventuelle bemærkninger fra Kommissionen i tilstrækkelig grad er blevet taget i betragtning.

7a.        Med forbehold af stk. 7 underretter Kommissionen Europa-Parlamentet om det samlede resultat af anvendelsen af stk. 5 og 6, herunder overensstemmelsen med eller fravigelsen af de minimumsprocentsatser, der er fastsat for de enkelte målsætninger i de relevante særforordninger.

8.          Et godkendt nationalt program kan på Kommissionens eller den pågældende medlemsstats initiativ tages op til fornyet overvejelse og kan om nødvendigt revideres for resten af programmeringsperioden, såfremt der opstår nye eller uforudsete omstændigheder.

Artikel 15Midtvejsevaluering

1.          I 2018 foretager Kommissionen og de enkelte medlemsstater en reevaluering af situationen i lyset af de foreløbige evalueringsrapporter, som medlemsstaterne har indgivet i overensstemmelse med artikel 52, stk. 1, litra a), udviklingen i Unionens politikker og i den pågældende medlemsstat.

2.          Efter denne reevaluering og i lyset af resultatet heraf vil ▌de nationale programmer kunne blive revideret.

3.          Reglerne i artikel 14 om udarbejdelse og godkendelse af nationale programmer finder tilsvarende anvendelse på udarbejdelsen og godkendelsen af de reviderede nationale programmer.

4.          ▌Når midtvejsevalueringen er afsluttet, forelægger Kommissionen som led i den foreløbige evaluering, der er omhandlet i artikel 52, stk. 2, litra a), Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport om midtvejsevalueringen▌.

Artikel 16Finansieringsstruktur

1.          Finansielle bidrag fra de nationale programmer har form af tilskud.

2.          Foranstaltninger, der støttes af de nationale programmer, skal samfinansieres af offentlige eller private kilder, være af almennyttig karakter og må ikke modtage støtte fra andre kilder, som er omfattet af EU-budgettet.

3.          Bidraget fra EU-budgettet må ikke overstige 75 % af et projekts samlede støtteberettigede udgifter.

4.          Bidraget fra EU-budgettet kan øges til 90 % til særlige foranstaltninger eller strategiske prioriteter som fastlagt i særforordningerne.

5.          Bidraget fra EU-budgettet kan også øges til 90 % i ekstraordinære, behørigt begrundede tilfælde, f.eks. hvis projekterne som følge af det økonomiske pres på det nationale budget ellers ikke ville blive gennemført, og målsætningerne i det nationale program ellers ikke ville blive opfyldt.

6.          Bidraget fra EU-budgettet til teknisk bistand på medlemsstaternes initiativ kan udgøre op til 100 % af de samlede støtteberettigede udgifter.

Artikel 17Generelle principper for støtteberettigelse

1.          Det er nationale regler, der afgør om udgifter er støtteberettigede, medmindre der er fastsat særlige regler i denne forordning eller særforordningerne.

2.          For at være støtteberettigede skal udgifterne i henhold til særforordningerne:

a)      være omfattet af anvendelsesområdet for særforordningerne og deres målsætninger

b)     være nødvendige for at gennemføre de aktiviteter, der er omfattet af det pågældende projekt

c)      være rimelige og i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, navnlig nytteværdi og omkostningseffektivitet.

3.          Udgifter er støtteberettigede i medfør af særforordningen,

–       hvis de er afholdt▌ af en støttemodtager mellem den 1. januar 2014 og den 31. december 2022 og

–  hvis de faktisk er blevet betalt af den udpegede ansvarlige myndighed mellem den 1. januar 2014 og den 30. juni 2023.

3a.        Udgifter er også støtteberettigede, hvis de er afholdt mellem denne forordnings ikrafttræden og den 1. januar 2014 til tekniske og administrative bistandsforanstaltninger, som er nødvendige for at sikre oprettelse af forvaltnings- og kontrolsystemer inden for rammerne af forordning XX/XXXX [Fonden for Intern Sikkerhed - politi].

3b.        Som en undtagelse er udgifter betalt i 2014 også støtteberettigede, når de er betalt af den ansvarlige myndighed inden dens formelle udpegelse i henhold til artikel 24, forudsat at de forvaltnings- og kontrolsystemer, der blev anvendt inden den formelle udpegelse, i alt væsentligt er de samme som dem, der er i kraft efter den ansvarlige myndigheds formelle udpegelse.

4.          De udgifter, der medtages i betalingsanmodninger fra støttemodtageren til den ansvarlige myndighed, skal underbygges af fakturaer eller bilag med tilsvarende bevisværdi, undtagen ved de støtteformer, der er omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra b), c) og d). Ved disse støtteformer skal de beløb, der er omfattet af betalingsanmodningen uanset stk. 3 være de omkostninger, som støttemodtageren har fået godtgjort af den ansvarlige myndighed.

5.  Nettoindtægter, der genereres direkte ved gennemførelsen af et projekt, og som der ikke er taget hensyn til, da projektet blev godkendt, fratrækkes projektets støtteberettigede udgifter senest i den endelige betalingsanmodning, som støttemodtageren indgiver.

Artikel 18Støtteberettigede udgifter

1.          Støtteberettigede udgifter kan godtgøres ved:

a)      refusion af faktisk afholdte og betalte støtteberettigede udgifter samt eventuel afskrivning

b)     standardsatser for enhedsomkostninger

c)      faste beløb

d)     finansiering efter en fast takst, som fastsættes ved anvendelse af en procentsats på en eller flere nærmere afgrænsede udgiftskategorier.

2.  De muligheder, der er omhandlet i stk. 1, kan kombineres, når de hver især dækker▌ forskellige udgiftskategorier, eller hvis de anvendes til forskellige projekter, der udgør en del af en foranstaltning, eller til flere på hinanden følgende faser af en foranstaltning.

3.          Hvis et projekt gennemføres udelukkende gennem offentlige udbud af bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser, finder kun stk. 1, litra a), anvendelse. Hvis det offentlige udbud i forbindelse med et projekt er begrænset til visse kategorier af udgifter, kan alle valgmulighederne i stk. 1 anvendes.

4.          De beløb, der er omhandlet i stk. 1, litra b), c) og d), fastlægges▌på en af følgende måder:

a)      en rimelig, afbalanceret og kontrollerbar beregningsmetode baseret på:

i)      statistiske data eller andre objektive oplysninger,

ii)  verificerede historiske data for individuelle støttemodtagere eller

iii)   anvendelse af individuelle støttemodtageres sædvanlige praksis for omkostningsberegning

b)     i overensstemmelse med reglerne for anvendelsen af en tilsvarende standardsats for enhedsomkostninger, faste beløb og faste takster, der gælder i EU-politikker for en lignende type ▌projekt og støttemodtager

c)      i overensstemmelse med reglerne for anvendelsen af en tilsvarende standardsats for enhedsomkostninger, faste beløb og faste takster, der anvendes under ordninger for tilskud, som finansieres fuldt ud af medlemsstaten for en lignende type ▌projekt og støttemodtager▌.

5.          Det dokument, der fastlægger støttebetingelserne for hvert projekt▌, skal foreskrive, hvilken metode der skal anvendes til at fastlægge projektets omkostninger og betingelserne for udbetaling af tilskuddet.

6.  Hvis gennemførelsen af et projekt giver anledning til indirekte omkostninger, kan de beregnes som en fast takst på en af følgende måder:

a)      en fast takst på op til 25 % af de støtteberettigede direkte omkostninger, hvis taksten beregnes på grundlag af en rimelig, afbalanceret og kontrollerbar beregningsmetode eller en metode, der anvendes ved ordninger for tilskud, som finansieres fuldt ud af medlemsstaten for en lignende type ▌projekt og støttemodtager

b)     en fast takst på op til 15 % af de støtteberettigede direkte personaleudgifter uden krav om, at medlemsstaten skal fastsætte den gældende takst på grundlag af en beregning,▌

c)      en fast takst for de støtteberettigede direkte udgifter baseret på eksisterende metoder og tilsvarende takster, der gælder i EU-politikker for en lignende type ▌projekt og støttemodtager.

▌

6a.  Med henblik på at fastsætte personaleudgifterne i forbindelse med gennemførelsen af et projekt kan den timesats, der skal anvendes, beregnes ved at dividere de seneste dokumenterede årlige bruttoarbejdskraftomkostninger med 1720 timer.

▌

8.          I tillæg til de i stk. 4 omhandlede metoder, kan de beløb, der er omhandlet i stk. 1, litra b), c) og d), når bidraget fra EU-budgettet ikke overstiger 100 000 EUR, fastsættes i hvert enkelt tilfælde med henvisning til et budgetudkast, som den ansvarlige myndighed forudgående har godkendt▌.

9.          Afskrivningsomkostninger kan betragtes som støtteberettigede, når følgende betingelser er opfyldt:

a)      ▌det nationale programs regler om støtteberettigelse giver mulighed for det

b)     udgifterne er behørigt dokumenteret ved hjælp af bilag med bevisværdi svarende til fakturaer for støtteberettigede udgifter, når de refunderes i den form, der er omhandlet i stk. 1, litra a).

c)  omkostningerne vedrører udelukkende projektets støtteperiode

d)     støtte fra EU-budgettet har ikke bidraget til erhvervelsen af de afskrevne aktiver.

9a.        Med forbehold af artikel 38 kan medlemsstater, der ikke har indført euroen som national valuta, med henblik på stk. 8 anvende den omregningskurs for euroen, som er fastsat på datoen for projektgodkendelsen eller undertegnelsen af projektaftalen baseret på den månedlige regnskabsvekselkurs, som offentliggøres elektronisk af Kommissionen, og den vil ikke blive ændret i løbet af projektet.

Artikel 19Udgifter, der ikke er støtteberettigede

Følgende omkostninger er ikke berettigede til bidrag fra EU-budgettet i medfør af særforordningerne:

a)          renter af gæld

b)          køb af ubebygget jord

c)  køb af bebygget jord, hvis jorden er nødvendig for gennemførelsen af projektet, med det beløb, der overstiger 10 % af projektets samlede støtteberettigede omkostninger

d)          moms, bortset fra moms, der ikke kan blive tilbagebetalt i henhold til national momslovgivning▌.

Artikel 20Teknisk bistand på medlemsstaternes initiativ

1.          På en medlemsstats initiativ kan særforordningerne for hvert nationalt program finansiere foranstaltninger vedrørende forberedelse, forvaltning, overvågning, evaluering, information og kommunikation, netværksarbejde, kontrol og revision, og foranstaltninger, der skal styrke den administrative kapacitet med henblik på gennemførelsen af denne forordning og særforordningerne.

2.          Sådanne foranstaltninger kan omfatte:

a)      udgifter til forberedelse, udvælgelse, bedømmelse, forvaltning og overvågning af programmet, foranstaltninger eller projekter

b)     udgifter i forbindelse med revision og kontrol på stedet af foranstaltninger eller projekter

c)  udgifter til evaluering af programmet, foranstaltninger eller projekter

d)     udgifter til oplysning, videreformidling og åbenhed i forbindelse med programmet, foranstaltninger eller projekter, herunder udgifter som følge af anvendelsen af artikel 48 og udgifter til oplysnings- og bevidstgørelseskampagner vedrørende programmets formål, som bl.a. organiseres på lokalt plan

e)      udgifter til erhvervelse, installering og vedligeholdelse af computersystemer til forvaltning, overvågning og evaluering af denne forordning og særforordningerne

f)      udgifter til overvågningsudvalgenes og underudvalgenes møder vedrørende foranstaltningernes gennemførelse; disse udgifter kan også omfatte omkostninger vedrørende eksperter og andre deltagere i disse udvalg, herunder deltagere fra tredjelande, hvis disse personers tilstedeværelse er nødvendig for at sikre en effektiv gennemførelse af programmerne, foranstaltningerne eller projekterne

g)      udgifter til at styrke den administrative kapacitet til gennemførelse af denne forordning og særforordningerne.

3.  Medlemsstaterne kan anvende bevillingerne til at støtte foranstaltninger til at mindske administrative byrder for støttemodtagerne og de kompetente myndigheder, der er omhandlet i artikel 23, herunder elektroniske dataudvekslingssystemer, og foranstaltninger til at styrke kapaciteten hos medlemsstaternes myndigheder og støttemodtagerne til at forvalte og anvende den støtte, der ydes i medfør særforordningerne.

4.          Foranstaltningerne kan også vedrøre de forudgående og de kommende finansielle rammer.

5.          Hvor en eller flere kompetente myndigheder er fælles for mere end ét nationalt program, kan bevillingerne til udgifterne til teknisk bistand til hvert af de berørte programmer sammenlægges helt eller delvis.

Afsnit 2Forvaltning og kontrol

Artikel 21Generelle principper for forvaltnings- og kontrolsystemer

Hver medlemsstat opretter med henblik på gennemførelsen af sit nationale program forvaltnings- og kontrolsystemer, der skal give:

a)          en beskrivelse af, hvilke funktioner der udføres af de enkelte forvaltnings- og kontrolmyndigheder, og hvordan de fordeles inden for hver myndighed

b)  overholdelse af princippet om adskillelse af funktioner mellem og inden for sådanne myndigheder

c)          procedurer til at sikre, at de anmeldte udgifter er korrekte og formelt rigtige

d)          edb-systemer til regnskabsføring, lagring og overførsel af finansielle data og data om indikatorer med henblik på overvågning og rapportering

e)          rapporterings- og overvågningssystemer, hvis den ansvarlige myndighed uddelegerer udførelsen af opgaver til et andet organ

f)           ordninger for revision af forvaltnings- og kontrolsystemernes funktionsmåde

g)          systemer og procedurer til sikring af et passende revisionsspor

h)          forebyggelse, afsløring og korrektion af uregelmæssigheder, herunder svig, og inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb, inkl. eventuelle morarenter.

Artikel 21a

Ansvar i forbindelse med delt forvaltning

I overensstemmelse med principperne om delt forvaltning har medlemsstaterne og Kommissionen ansvar for forvaltning af og kontrol med de nationale programmer i overensstemmelse med deres respektive ansvarsområder, der er fastlagt i denne forordning og særforordningerne.

Artikel 21b

Støttemodtagernes ansvar

Støttemodtagerne samarbejder fuldt ud med Kommissionen og de udpegede myndigheder, når disse udfører de funktioner og opgaver, de har i medfør af denne forordning og særforordningerne.

Artikel 22Medlemsstaternes ansvarsområder

1.          Medlemsstaterne opfylder deres forvaltnings-, kontrol- og revisionsforpligtelser og påtager sig det deraf følgende ansvar som fastsat i reglerne om delt forvaltning i finansforordningen og denne forordning▌.

2.          Medlemsstaterne sikrer, at deres forvaltnings- og kontrolsystemer for de nationale programmer etableres i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning, og at de pågældende systemer fungerer effektivt.

3.          Medlemsstaterne tildeler de ressourcer, som er nødvendige for, at den enkelte kompetente myndighed kan udføre sine funktioner i hele programmeringsperioden.

4.          Medlemsstaterne indfører gennemsigtige regler og procedurer for udvælgelsen og gennemførelsen af projekter i overensstemmelse med denne forordning og særforordningerne.

5.  Al officiel udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen foregår ved brug af et elektronisk dataudvekslingssystem. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter de betingelser og vilkår, som det pågældende elektroniske dataudvekslingssystem skal overholde. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 55, stk. 3.

Artikel 23

Kompetente myndigheder

1.          De kompetente myndigheder er:

▌

b)     en ▌ansvarlig myndighed: et offentligt organ i medlemsstaten, som er det udpegede organ i medfør af artikel 59 i finansforordningen, og som har eneansvaret for, at det nationale program forvaltes og kontrolleres korrekt, og som varetager al kommunikation med Kommissionen

c)      en revisionsmyndighed: en national offentlig myndighed eller et nationalt offentligt organ, der arbejder uafhængigt af den ansvarlige myndighed▌, og som har ansvaret for at afgive den årlige udtalelse, der er omhandlet i artikel 59, stk. 5, andet afsnit, i finansforordningen

d)  hvor det er relevant, en eller flere delegerede myndigheder: et offentligt eller privat organ, som varetager visse af den ansvarlige myndigheds opgaver på dennes ansvar.

2.          Hver medlemsstat fastsætter regler for forbindelserne mellem de myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, og for deres forbindelser til Kommissionen.

Artikel 24

Udpegelse af ansvarlige myndigheder

1.          I overensstemmelse med artikel 59, stk. 3,▌ i finansforordningen skal medlemsstaterne underrette Kommissionen om den formelle udpegelse på ministerplan af de ansvarlige myndigheder i medlemsstaterne med ansvar for forvaltning og kontrol af udgifterne i medfør af denne forordning hurtigst muligt efter afgørelsen om vedtagelse af det nationale program.

2.          Udpegelsen foretages, forudsat at organet opfylder de udpegelseskriterier for interne forhold, kontrolaktiviteter, information, kommunikation og overvågning, der er fastsat i eller på grundlag af denne forordning.

3.  Udpegelsen baseres på en udtalelse fra et ▌revisionsorgan, eventuelt revisionsmyndigheden, som vurderer, om den ansvarlige myndighed opfylder udpegelseskriterierne. Dette organ kan være den uafhængige offentlige institution, der har ansvaret for overvågning, evaluering og revision af administrationen. Revisionsorganet fungerer uafhængigt af den ansvarlige myndighed og udfører sit arbejde i overensstemmelse med internationalt anerkendte revisionsstandarder. I overensstemmelse med artikel 59, stk. 3, i finansforordningen kan medlemsstaterne basere deres udpegelsesafgørelse på, om forvaltnings- og kontrolsystemerne i det væsentlige er de samme som dem, der allerede var indført for den foregående periode, og som har fungeret effektivt. Hvis de eksisterende revisions- og kontrolresultater viser, at de udpegede organer ikke længere opfylder udpegelseskriterierne, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der rettes op på manglerne i gennemførelsen af disse organers opgaver, herunder ved at bringe udpegelsen til ophør.

▌

5.          For at sikre at systemet fungerer godt, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med proceduren i artikel 54 vedrørende:

a)      minimumsbetingelser for udpegelse af de ansvarlige myndigheder med hensyn til interne forhold, kontrolaktiviteter, information og kommunikation og overvågning samt regler om proceduren for at foretage udpegelsen og for at bringe den til ophør

b)  regler for overvågning og proceduren for fornyet undersøgelse af udpegelsen af de ansvarlige myndigheder

c)      de ansvarlige myndigheders forpligtelser med hensyn til offentlig indgriben samt indholdet af deres forvaltnings- og kontrolansvar.

Artikel 25Generelle principper for

de ansvarlige myndigheders kontrol

1.          De ansvarlige myndigheder foretager en systematisk administrativ kontrol▌ og supplerer den med kontrol på stedet, herunder, når det er relevant, uanmeldt kontrol på stedet, af de udgifter, der vedrører endelige betalingsanmodninger fra de støttemodtagere, der er angivet i årsregnskaberne, for at opnå tilstrækkelig sikkerhed.

2.  Med hensyn til▌ kontrol på stedet udtager den ansvarlige myndighed sin kontrolprøve fra hele gruppen af støttemodtagere, herunder eventuelt en vilkårlig del og en risikobaseret del, for at sikre en repræsentativ fejlprocent og et minimum af pålidelighedsniveau, idet kontrollen også målrettes de største fejl.

3.          Den ansvarlige myndighed udarbejder en kontrolrapport om hvert kontrolbesøg på stedet.

4.          Hvis de konstaterede problemer ser ud til at være af systemisk art og derfor indebærer risici for andre projekter, sikrer den ansvarlige myndighed, at der foretages en yderligere undersøgelse, herunder om nødvendigt ekstra kontrol, for at fastlægge problemernes omfang og fastslå, om fejlprocenten ligger over et acceptabelt niveau. Den ansvarlige myndighed træffer de nødvendige forebyggende og korrigerende foranstaltninger og meddeler Kommissionen disse i den sammenfattende rapport, jf. artikel 59, stk. 5, litra b), i finansforordningen.

5.  Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter de nødvendige regler for at opnå en ensartet anvendelse af denne artikel. Disse regler kan især vedrøre:

a)      reglerne om den administrative kontrol og kontrol på stedet, herunder uanmeldt kontrol på stedet, som den ansvarlige myndighed med hensyn til overholdelse af de forpligtelser, f.eks. hvor længe bilag skal opbevares, tilsagn og regler om støtteberettigelse, der følger af anvendelsen af denne forordning og af særforordningerne

b)     reglerne om det minimumsniveau af kontrol på stedet, der er nødvendigt for at sikre en effektiv risikostyring, samt de betingelser, hvorunder medlemsstaterne skal øge en sådan kontrol eller reducere den, såfremt forvaltnings- og kontrolsystemerne fungerer godt, og fejlprocenterne er på et acceptabelt niveau

c)      reglerne om og metoderne for rapportering om den kontrol, der foretages, og resultaterne heraf.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen efter undersøgelsesproceduren i artikel 55, stk. 3.

Artikel 26Betaling til støttemodtagere

De ansvarlige myndigheder sikrer, at støttemodtagerne modtager det samlede beløb af den offentlige støtte så hurtigt som muligt og fuldt ud. Der foretages ikke fradrag eller tilbageholdelse af noget beløb, og der pålægges ikke nogen specifik afgift eller andre afgifter med tilsvarende virkning, der kan nedsætte beløbene til støttemodtagerne.

Artikel 27Revisionsmyndighedens funktioner

1.          Til støtte for den udtalelse, som afgives i henhold til artikel 59 i finansforordningen, sikrer revisionsmyndigheden, at der foretages revision af forvaltnings- og kontrolsystemerne og af et passende udsnit af udgifterne i årsregnskaberne. Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med proceduren i artikel 54 vedrørende revisionsmyndighedernes status og de betingelser, som deres revisioner skal opfylde.

2.  Hvis revisionerne foretages af et andet organ end revisionsmyndigheden, sikrer revisionsmyndigheden, at det pågældende organ har den fornødne faglige ekspertise og arbejder uafhængigt.

3.          Revisionsmyndigheden sikrer, at revisionen er i overensstemmelse med internationalt anerkendte revisionsstandarder.

Artikel 28Samarbejde med revisionsmyndighederne

1.          Kommissionen samarbejder med revisionsmyndighederne med henblik på at samordne deres respektive revisionsplaner og -metoder og udveksler hurtigst muligt resultaterne af revisionerne af forvaltnings- og kontrolsystemerne for at udnytte kontrolressourcerne optimalt og proportionalt og undgå unødigt dobbeltarbejde.

2.          Kommissionen og revisionsmyndighederne mødes regelmæssigt▌ for at udveksle synspunkter om spørgsmål vedrørende forbedring af forvaltnings- og kontrolsystemerne.

Artikel 29Kommissionens kontrol og revision

1.          Kommissionen vurderer på grundlag af de foreliggende oplysninger, herunder udpegelsesproceduren, anmodningen om betaling af den årlige balance som omhandlet i artikel 39, de årlige gennemførelsesrapporter og revisioner, som udføres af nationale organer og EU-organer, om medlemsstaterne har indført forvaltnings- og kontrolsystemer, der er i overensstemmelse med denne forordning, og om disse systemer fungerer effektivt under gennemførelsen af de nationale programmer.

2.          Uden at dette berører medlemsstaternes revisioner, kan tjenestemænd ved Kommissionen eller bemyndigede kommissionsrepræsentanter foretage revisioner eller kontrol på stedet efter at have givet varsel herom mindst 12 dage forinden til den kompetente nationale myndighed undtagen i hastende tilfælde. Kommissionen skal respektere proportionalitetsprincippet ved at tage hensyn til behovet for at undgå, at medlemsstaterne udfører unødigt dobbeltarbejde i forbindelse med revisioner eller kontrol, at EU-budgettet bringes i fare samt behovet for, at den administrative byrde nedbringes for støttemodtagerne. Medlemsstatens embedsmænd eller bemyndigede repræsentanter kan deltage i sådanne revisioner eller kontrolbesøg.

3.  Revision og kontrol kan bl.a. omfatte:

a)      en undersøgelse af, om forvaltnings- og kontrolsystemerne i et nationalt program eller en del heraf fungerer effektivt

b)     en undersøgelse af, om den administrative praksis er i overensstemmelse med EU-reglerne

c)      en undersøgelse af, om de nødvendige bilag findes, og om de svarer til de foranstaltninger, der er ydet støtte til i de nationale programmer

d)     en undersøgelse af på hvilke betingelser foranstaltningerne er truffet og kontrolleret

e)      en vurdering af, om der er foretaget en forsvarlig økonomisk forvaltning af foranstaltningerne og/eller af det nationale program.

4.  Kommissionens tjenestemænd eller bemyndigede repræsentanter, der har den behørige beføjelse til at foretage revision eller kontrol på stedet, skal have adgang til alle nødvendige fortegnelser, dokumenter og metadata, uanset hvilket medium de er lagret på, vedrørende projekter og teknisk bistand eller forvaltnings- og kontrolsystemer. Medlemsstaterne udleverer genparter af disse fortegnelser, dokumenter og metadata til Kommissionen efter anmodning. De beføjelser, der er fastsat i dette stykke, berører ikke anvendelsen af nationale bestemmelser, ifølge hvilke visse handlinger er forbeholdt myndighedspersoner, der er specifikt udpeget efter national lov. Kommissionens tjenestemænd eller bemyndigede repræsentanter deltager bl.a. ikke i besøg på privat bopæl eller foretager formel udspørgen af personer inden for rammerne af national lovgivning. De skal dog have adgang til de oplysninger, der således tilvejebringes, uden at tilsidesætte de nationale domstoles kompetencer og under fuld overholdelse af de berørte retssubjekters grundlæggende rettigheder.

5.          På anmodning af Kommissionen og med den pågældende medlemsstats samtykke foretager medlemsstatens kompetente organer supplerende kontrol eller undersøgelser af foranstaltninger, der er omfattet af denne forordning. Ansatte i Kommissionen eller personer, der er bemyndiget af denne, kan deltage i sådan kontrol. For at forbedre kontrollen kan Kommissionen med de pågældende medlemsstaters samtykke anmode disse medlemsstaters myndigheder om at deltage i bestemte kontroller eller undersøgelser.

6.          Kommissionen kan kræve, at en medlemsstat træffer de fornødne foranstaltninger til at sikre, at dens forvaltnings- og kontrolsystemer fungerer effektivt, eller at udgifterne er korrekte i henhold til de gældende regler.

Afsnit 3

Økonomisk forvaltning

Artikel 30

Budgetforpligtelser

1.          Unionens budgetforpligtelser i forbindelse med de enkelte nationale programmer indgås i årlige rater i perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2020.

2.          Kommissionens afgørelse om godkendelse af et nationalt program udgør finansieringsafgørelsen, jf. finansforordningens▌ artikel 84, og når den er meddelt den pågældende medlemsstat, udgør den en retlig forpligtelse i finansforordningens forstand.

3.          For hvert nationalt program følger budgetforpligtelsen for første rate efter Kommissionens godkendelse af det nationale program.

4.          Budgetforpligtelserne vedrørende de efterfølgende rater indgås af Kommissionen inden den 1. maj hvert år på grundlag af den afgørelse, der er omhandlet i stk. 2, ▌ undtagen hvis finansforordningens artikel 16 finder anvendelse.

Artikel 31Fælles regler for betalinger

1.          Kommissionens betalinger af bidraget fra EU-budgettet til det enkelte nationale program foretages i overensstemmelse med budgetbevillingerne, forudsat at der er midler til rådighed. Hver betaling konteres den tidligst indgåede budgetmæssige forpligtelse.

2.          Betalingerne tager form af den første forfinansiering, årlig forfinansiering, betaling af den årlige saldo og betaling af den endelige saldo.

3.          Artikel 90 i finansforordningen finder anvendelse.

Artikel 32Akkumulering af første forfinansiering og årlig saldo

1.          Det samlede beløb af betalinger af første forfinansiering og den årlige saldo må ikke overstige 95 % af bidraget fra EU-budgettet til det nationale program.

2.          Når loftet på 95 % er nået, kan medlemsstaterne fortsætte med at sende betalingsanmodninger til Kommissionen.

Artikel 33

Forfinansieringsordninger

1.          Når Kommissionen har truffet afgørelse om godkendelse af det nationale program, betaler den et første forfinansieringsbeløb for hele programmeringsperioden til den udpegede ansvarlige myndighed. Dette skal udgøre 4 % af det samlede bidrag fra EU-budgettet til det pågældende nationale program. Det kan deles i to trancher, afhængigt af om de nødvendige budgetmidler er til rådighed inden for fire måneder.

1a.  Et årligt forfinansieringsbeløb på 3 % af det samlede bidrag fra EU-budgettet til det pågældende nationale program betales inden den 1. februar i 2015. I perioden 2016-2022 skal det udgøre 5 % af det samlede bidrag fra EU-budgettet til det pågældende nationale program.

2.        Hvis et nationalt program godkendes i 2015 eller senere, udbetales den første forfinansiering og den årlige forfinansiering senest 60 dage efter godkendelsen af det nationale program afhængigt af de tilgængelige budgetmidler.

2a.      I tilfælde af ændringer af det samlede bidrag fra EU-budgettet til et nationalt program skal såvel det første som det årlige forfinansieringsbeløb revideres i overensstemmelse hermed, og dette skal afspejles i finansieringsbeslutningen.

3.        Forfinansieringen må kun anvendes▌ til at foretage betalinger til støttemodtagere, som gennemfører det nationale program samt til de kompetente myndigheder hvad angår udgifter til teknisk bistand. Den stilles straks til rådighed til dette formål for den ansvarlige myndighed.

Artikel 33a

Udligning af forfinansiering

1.          Det beløb, der er udbetalt som første forfinansiering, skal være udlignet fuldstændigt i Kommissionens regnskab, jf. artikel 36, senest når programmet afsluttes.

2.          Det beløb, der er udbetalt som årlig forfinansiering, skal være udlignet i Kommissionens regnskab i overensstemmelse med artikel 35.

3.          Det samlede beløb, der er udbetalt som forfinansiering, tilbagebetales til Kommissionen, hvis der ikke er fremsendt nogen udgiftsanmeldelse, jf. artikel 39, inden for 36 måneder efter, at Kommissionen udbetalte første tranche af det første forfinansieringsbeløb.

4.          De renter, der påløber første forfinansiering, anvendes til det pågældende nationale program og fratrækkes de offentlige udgifter, som er angivet i den endelige udgiftsanmeldelse.

Artikel 33b

Interne formålsbestemte indtægter

1.          Følgende betragtes som interne formålsbestemte indtægter i henhold til artikel 21 i finansforordningen:

i)      beløb, som i henhold til artikel 40 og 42 skal betales til EU-budgettet, herunder påløbne renter

ii)     beløb, som efter afslutningen af programmer under den forudgående flerårige finansielle ramme, skal betales til EU-budgettet, herunder påløbne renter.

2.          De i stk. 1 omhandlede beløb betales til EU-budgettet og skal i tilfælde af genanvendelse i første omgang anvendes til at finansiere udgifter under særforordningerne.

Artikel 34Definition af regnskabsåret

I denne forordning omfatter regnskabsåret, jf. artikel 59 i finansforordningen, udgifter, der er betalt, og indtægter, der er modtaget og bogført i den ansvarlige myndigheds regnskab i perioden, der starter den 16. oktober i år "n-1" og slutter den 15. oktober i år "n".

Artikel 35Betaling af den årlige saldo

1.          Kommissionen betaler den årlige saldo ▌på grundlag af den gældende finansieringsplan, årsregnskabet for det tilsvarende regnskabsår for det nationale program og den tilhørende afgørelse om regnskabsafslutning.

2.          Årsregnskabet omfatter de betalinger, som den ansvarlige myndighed har foretaget, herunder betalinger vedrørende teknisk bistand, i løbet af det regnskabsår, hvori kontrolkravene i artikel 25 er blevet opfyldt.

3.          Afhængigt af disponible budgetmidler betales den årlige saldo senest seks måneder efter, at Kommissionen har konstateret, at de oplysninger og dokumenter, der er omhandlet i artikel 39, stk. 1, og artikel 49 er tilfredsstillende, og det seneste årsregnskab er blevet afsluttet.

Artikel 36Afslutning af programmet

1.          Medlemsstaterne fremlægger senest den 31. december 2023 følgende dokumenter:

a)      de oplysninger, der kræves for det seneste årsregnskab i overensstemmelse med artikel 39, stk. 1

b)     en anmodning om udbetaling af den endelige saldo og

c)      den endelige gennemførelsesrapport for det nationale program, jf. artikel 49, stk. 1.

2.          De betalinger, den ansvarlige myndighed foretager fra den 16. oktober 2022 til den 30. juni 2023, inkluderes i det sidste årsregnskab.

3.          Efter at have gennemgået dokumenterne i stk. 1 betaler Kommissionen den endelige saldo ▌på grundlag af den gældende finansieringsplan, det sidste årsregnskab og den tilhørende afgørelse om regnskabsafslutning.

4.          Afhængigt af disponible budgetmidler udbetales den endelige saldo den seneste af følgende datoer: senest tre måneder efter datoen for regnskabsafslutningen for det sidste regnskabsår eller senest en måned efter datoen for godkendelsen af den endelige gennemførelsesrapport. De beløb, der stadig er forpligtede, efter at saldoen er betalt, skal frigøres af Kommissionen inden for en periode på seks måneder, jf. dog artikel 47.

Artikel 37

Afbrydelse af betalingsfristen

1.          Den betalingsfrist, der følger efter en betalingsanmodning, kan afbrydes af den ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede som omhandlet i finansforordningen i en periode på højst seks måneder, når mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

a)      når der ifølge oplysninger fra et nationalt revisionsorgan eller et EU-revisionsorgan er en klar begrundet mistanke om, at der er alvorlige mangler i forvaltnings- og kontrolsystemet

b)     når den ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede skal foretage supplerende kontrol som følge af oplysninger, han modtager, og som gør ham opmærksom på, at der til udgifterne i en betalingsanmodning knytter sig en uregelmæssighed med alvorlige økonomiske konsekvenser

c)      når et eller flere af de dokumenter, der kræves i artikel 39, stk. 1, ikke er blevet indgivet.

Medlemsstaten kan aftale en forlængelse af afbrydelsesperioden på yderligere tre måneder.

2.  Den ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede begrænser afbrydelsen til kun at omfatte den del af udgifterne, som er omfattet af den betalingsanmodning, der er berørt af de i stk. 1, første afsnit, omhandlede elementer, medmindre det er umuligt at identificere den berørte del af udgifterne. Den ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede underretter straks medlemsstaten og den ansvarlige myndighed om årsagen til afbrydelsen og beder dem skriftligt om at rette op på situationen. Afbrydelsen bringes til ophør af den ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede, så snart de fornødne foranstaltninger er truffet.

Artikel 37aSuspension af betalinger

1.          Kommissionen kan suspendere hele eller en del af den årlige saldo, hvis:

a)      der er konstateret en væsentlig mangel ved det nationale programs forvaltnings- og kontrolsystems effektive funktionsmåde, som har bragt EU-bidraget til i fare, og der ikke er truffet korrigerende foranstaltninger på dette punkt, eller

b)  udgifterne i årsregnskaberne er forbundet med en uregelmæssighed med alvorlige økonomiske konsekvenser, som ikke er korrigeret, eller

c)      medlemsstaten har undladt at træffe de nødvendige foranstaltninger til at rette op på den situation, der gav anledning til en afbrydelse i henhold til artikel 37.

2.          Kommissionen kan beslutte at suspendere hele eller en del af den årlige saldo efter at have givet medlemsstaten mulighed for at fremsætte bemærkninger▌.

3.          Kommissionen bringer suspensionen af hele eller en del af den årlige saldo til ophør, når medlemsstaten har truffet de nødvendige foranstaltninger, som gør det muligt at ophæve suspensionen. ▌

Artikel 38Anvendelse af euroen

1.          Beløb i de nationale programmer, som medlemsstaterne indgiver, samt beløb i udgiftsoverslag, udgiftsoversigter, betalingsanmodninger, ▌årsregnskaber og i de årlige og endelige gennemførelsesrapporter udtrykkes i euro.

2.  De medlemsstater, der ikke har indført euroen som national valuta på datoen for betalingsanmodningen, omregner udgifterne i national valuta til euro. Beløbet omregnes til euro til Kommissionens månedlige regnskabsvekselkurs for den måned, hvor udgifterne er registreret i det regnskab, som den ansvarlige myndighed for det nationale program fører. Kommissionen offentliggør hver måned denne regnskabsvekselkurs elektronisk.

3.          Når en medlemsstat indfører euroen som national valuta, finder omregningsproceduren i stk. 2 fortsat anvendelse på alle udgifter, der er opført i den ansvarlige myndigheds regnskaber inden ikrafttrædelsesdatoen for den faste omregningskurs mellem den nationale valuta og euroen.

Afsnit 4

Regnskabsafslutning og finansielle korrektioner

Artikel 39

Anmodning om betaling af den årlige saldo

1.          Senest den 15. februar i året efter afslutningen af et regnskabsår forelægger medlemsstaten Kommissionen de dokumenter og oplysninger, der kræves i henhold til artikel 59, stk. 5, i finansforordningen. De indleverede dokumenter vil fungere som anmodning om betaling af den årlige saldo. Fristen indtil den 15. februar kan undtagelsesvis forlænges af Kommissionen til senest den 1. marts efter meddelelse fra den berørte medlemsstat. Medlemsstaterne kan på det relevante niveau offentliggøre disse oplysninger.

▌

2.          Kommissionen kan anmode en medlemsstat om at give yderligere oplysninger med henblik på den årlige regnskabsafslutning. Hvis en medlemsstat ikke forelægger de ønskede oplysninger inden for den frist, der er fastsat af Kommissionen, kan Kommissionen træffe sin afgørelse om regnskabsafslutningen på grundlag af de oplysninger, den er i besiddelse af.

▌

4.          De dokumenter, der er anført i stk. 1, udarbejdes efter de modeller, Kommissionen har vedtaget ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen efter rådgivningsproceduren i artikel 55, stk. 2.

Artikel 40

Årlig regnskabsafslutning

1.          Inden den 31. maj i året efter regnskabsåret træffer Kommissionen afgørelse om regnskabsafslutningen for hvert nationalt program. I afgørelsen om regnskabsafslutning vurderes det, om de forelagte årsregnskaber er fuldstændige, nøjagtige og pålidelige, hvilket dog er ikke til hinder for eventuelle senere finansielle korrektioner.

2.          Ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastlægger Kommissionen regler for gennemførelsen af den årlige regnskabsafslutning med hensyn til, hvilke foranstaltninger der skal træffes i forbindelse med vedtagelse af afgørelsen og dens gennemførelse, herunder udvekslingen af oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne, og de frister, der skal overholdes. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 55, stk. 3.

Artikel 41Medlemsstaternes finansielle korrektioner

Medlemsstaterne foretager de nødvendige finansielle korrektioner i forbindelse med enkeltstående eller systembetingede uregelmæssigheder▌, som konstateres i forbindelse med de nationale programmer. Finansielle korrektioner består i at aflyse hele eller dele af bidraget fra det pågældende EU-budget. Medlemsstaterne tager hensyn til arten og grovheden af uregelmæssighederne og det økonomiske tab for EU-budgettet og foretager en forholdsmæssig korrektion. Beløb, der annulleres, og beløb, der inddrives, samt renter heraf, genanvendes til det pågældende nationale program, med undtagelse af de beløb, der skyldes uregelmæssigheder, som Revisionsretten og Kommissionens tjenestegrene, herunder OLAF, har påpeget. Når det nationale program er afsluttet, refunderer medlemsstaten de beløb, der er inddrevet, til EU-budgettet.

Artikel 42Kommissionens efterprøvende regnskabsafslutning og finansielle korrektioner

1.          Kommissionen foretager finansielle korrektioner ved at annullere hele eller dele af EU-bidraget til et nationalt program og foretage inddrivelse fra medlemsstaten for at udelukke udgifter, som overtræder gældende▌ ret, fra EU-finansiering, idet dette også omfatter mangler ved medlemsstaternes forvaltnings- og kontrolsystemer, som Kommissionen eller Revisionsretten har konstateret.

2.          En overtrædelse af gældende▌ ret medfører kun en finansiel korrektion i forbindelse med udgifter, der er anmeldt til Kommissionen, og hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

a)      overtrædelsen har ▌ påvirket valget af et projekt under det nationale program, eller der er i tilfælde, hvor det på grund af overtrædelsens art ikke er muligt at bevise denne virkning, begrundet risiko for, at overtrædelsen har haft en sådan virkning

b)  ▌overtrædelsen har▌ påvirket størrelsen af de udgifter, som er anmeldt med henblik på refusion fra ▌EU-budgettet, eller der er i tilfælde, hvor det på grund af overtrædelsens art ikke er muligt at sætte tal på dens finansielle virkning, begrundet risiko for, at overtrædelsen har haft en sådan virkning.

3.          Når Kommissionen fastsætter en▌ finansiel korrektion, jf. stk. 1, overholder den proportionalitetsprincippet ved at tage hensyn til arten og grovheden af overtrædelsen af gældende ▌ret og de finansielle virkninger for ▌EU-budgettet.

4.          Forud for enhver afgørelse om afvisning af finansiering skal resultaterne af Kommissionens efterprøvning og den pågældende medlemsstats svar foreligge i form af skriftlige meddelelser, hvorefter de to parter forsøger at blive enige om, hvilke konsekvenser der skal drages.

5.  Finansiering kan ikke afvises, når der er tale om:

a)      udgifter, som den ansvarlige myndighed har afholdt mere end 36 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt meddeler medlemsstaten resultatet af sin efterprøvning

b)     udgifter til flerårige foranstaltninger inden for rammerne af de nationale programmer, hvor støttemodtagerens endelige forpligtelse opstår mere end 36 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt meddeler medlemsstaten resultatet af sin efterprøvning

c)      udgifter til foranstaltninger i nationale programmer, bortset fra de i litra b) anførte, for hvilke betalingen eller eventuelt den endelige betaling fra den ansvarlige myndighed er sket mere end 36 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt meddeler medlemsstaten resultatet af sin efterprøvning.

6.  Ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastlægger Kommissionen regler for gennemførelsen af den efterprøvende regnskabsafslutning med hensyn til, hvilke foranstaltninger der skal træffes i forbindelse med vedtagelse af afgørelsen og dens gennemførelse, herunder udvekslingen af oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne og de frister, der skal overholdes. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 55, stk. 3.

Artikel 43Medlemsstaternes forpligtelser

En finansiel korrektion foretaget af Kommissionen berører ikke medlemsstatens forpligtelse til at søge inddrivelse i henhold til artikel 21, litra h), i denne forordning og til at inddrive statsstøtte i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, og artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999

         EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

Artikel 44Tilbagebetaling

1.          Enhver skyldig tilbagebetaling til Den Europæiske Unions almindelige budget foretages inden den forfaldsdato, der er anført i indtægtsordren, som er udstedt i henhold til finansforordningens artikel 80. Forfaldsdatoen er den sidste dag i anden måned efter indtægtsordrens udstedelse.

2.          Enhver forsinkelse i tilbagebetalingen giver anledning til morarenter fra forfaldsdatoen indtil datoen for den faktiske betaling. Rentesatsen er den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender i sine vigtigste refinansieringstransaktioner den første arbejdsdag i den måned, hvor beløbet forfalder til betaling, forhøjet med 1,5 procentpoint.

Afsnit 5

Frigørelse

Artikel 45

Principper

1.          Nationale programmer underkastes en frigørelsesprocedure, som fastlægges efter det princip, at beløb, der er knyttet til en forpligtelse, og som ikke er omfattet af den første og årlige forfinansiering, jf. artikel 33, og af en betalingsanmodning, jf. artikel 39, frigøres senest den 31. december i andet år efter budgetforpligtelsen. Med henblik på frigørelsen beregner Kommissionen beløbet ved at tilføje en sjettedel af den årlige budgetforpligtelse vedrørende det samlede årlige bidrag for 2014 til hver af budgetforpligtelserne for 2015-2020.

1a.        Uanset stk. 1 finder fristen for frigørelse ikke anvendelse på den årlige budgetforpligtelse vedrørende det samlede årlige bidrag for 2014.

1b.  Hvis den første årlige budgetforpligtelse vedrører det samlede årlige bidrag for 2015, finder fristen for frigørelse, uanset stk. 1, ikke anvendelse på den årlige budgetforpligtelse vedrørende det samlede årlige bidrag for 2015. I sådanne tilfælde beregner Kommissionen beløbet i stk. 1 ved at tilføje en femtedel af den årlige budgetforpligtelse vedrørende det samlede årlige bidrag for 2015 til hver af budgetforpligtelserne for 2016-2020.

2.          Forpligtelsen vedrørende det sidste år i perioden frigøres i henhold til de regler, der følges med henblik på programmernes afslutning.

3.          Forpligtelser, som der ikke er disponeret over den sidste dag i fristen for udgifters støtteberettigelse, jf. artikel 17, stk. 3, og for hvilke den ansvarlige myndighed ikke har indgivet en betalingsanmodning senest seks måneder efter denne dato, frigøres automatisk.

Artikel 46Undtagelser fra frigørelsen

1.          Det beløb, frigørelsen berører, nedsættes med de beløb, som den ansvarlige myndighed ikke har været i stand til at anmelde til Kommissionen på grund af:

a)      foranstaltninger, der er suspenderet på grund af en retssag eller en rekurs med opsættende virkning, eller

b)     force majeure, der i væsentlig grad berører gennemførelsen af hele eller dele af det nationale program. De ansvarlige myndigheder, som påberåber sig force majeure, skal påvise dens direkte konsekvenser for gennemførelsen af hele eller dele af det nationale program.

Der kan anmodes om nedsættelse én gang, hvis suspensionen eller force majeure-forholdet har varet i op til et år, eller flere gange svarende til varigheden af force majeure-forholdet eller antallet af år mellem datoen for den retlige eller administrative afgørelse om at suspendere gennemførelsen af foranstaltningen og datoen for den endelige retlige eller administrative afgørelse.

2.  Medlemsstaten sender senest den 31. januar Kommissionen oplysninger om de undtagelser, der er omhandlet i stk. 1, for det beløb, der anmeldes ved udgangen af foregående år.

3.          Den del af budgetforpligtelserne, for hvilken der er indgivet en betalingsanmodning, men hvor betalingen er blevet reduceret eller suspenderet af Kommissionen den 31. december i år n + 2 tages ikke med i betragtning ved beregningen af den automatiske frigørelse.

Artikel 47Procedure

1.          Hver gang der er risiko for frigørelse efter artikel 45, underretter Kommissionen medlemsstaterne herom hurtigst muligt.

2.          På grundlag af de oplysninger, Kommissionen har pr. 31. januar, underretter den den ansvarlige myndighed om frigørelsesbeløbet på grundlag af de oplysninger, som den er i besiddelse af.

3.  Medlemsstaten har to måneder til at godkende frigørelsesbeløbet eller fremsætte bemærkninger.

4.          Kommissionen foretager den automatiske frigørelse senest ni måneder efter den seneste frist, der følger af anvendelsen af stk. 1-3.

5.          I tilfælde af automatisk frigørelse nedsættes bidraget fra EU-budgettet til det pågældende nationale program for så vidt angår det pågældende år med det automatisk frigjorte beløb. Unionens bidrag i finansieringsplanen vil blive nedsat forholdsmæssigt, medmindre medlemsstaten udarbejder en revideret finansieringsplan.

KAPITEL V

OPLYSNING, KOMMUNIKATION, OVERVÅGNING OG RAPPORTERING

Artikel 48Oplysning og PR

1.          Medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne er ansvarlige for:

a)      ▌et websted eller en webportal, som giver oplysninger om og adgang til de nationale programmer i den pågældende medlemsstat

b)     at oplyse potentielle støttemodtagere om finansieringsmulighederne under de nationale programmer

c)      at oplyse borgere i Unionen om den rolle, særforordningerne spiller, og de resultater, de giver, ved hjælp af foranstaltninger til oplysning og kommunikation om resultaterne og virkningerne af de nationale programmer.

2.          Medlemsstaterne sikrer gennemsigtighed i gennemførelsen af de nationale programmer og vedligeholder en fortegnelse over de foranstaltninger, som får støtte fra de enkelte nationale programmer, og som skal være tilgængelige på webstedet eller webportalen. Fortegnelsen over foranstaltninger indeholder ajourførte oplysninger om de endelige modtagere, projekttitlerne og størrelsen af den tildelte EU-finansiering.

2a.  Generelt offentliggøres oplysningerne, undtagen hvis de er klassificerede på grund af deres fortrolige karakter, navnlig hvad angår sikkerhed, den offentlige orden, strafferetlige undersøgelser og beskyttelse af personoplysninger.

3.          Kommissionen har beføjelse til ved delegerede retsakter at vedtage regler efter proceduren i artikel 54 om oplysnings- og PR-foranstaltninger rettet mod offentligheden og oplysningsforanstaltninger rettet mod støttemodtagerne.

4.          Kommissionen definerer ved gennemførelsesretsakter, hvilke tekniske karakteristika oplysnings- og PR-foranstaltningerne skal have. Disse gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen efter undersøgelsesproceduren i artikel 55, stk. 3.

Artikel 49

Gennemførelsesrapporter

1.          Inden den 31. marts 2016 og inden den 31. marts i hvert efterfølgende år til og med 2022 forelægger den ansvarlige myndighed Kommissionen en årlig rapport om gennemførelsen af hvert nationalt program i det foregående regnskabsår og kan på det relevante niveau offentliggøre disse oplysninger. Den rapport, der forelægges i 2016, skal omfatte regnskabsårene 2014 og 2015. Medlemsstaterne forelægger en endelig rapport om gennemførelsen af de nationale programmer senest den 31. december 2023.

2.  De årlige gennemførelsesrapporter skal indeholde oplysninger om:

a)      gennemførelsen af det nationale program med henvisning til de finansielle data og indikatorerne

b)     eventuelle større problemer, som påvirker det nationale programs resultater.

3.          I lyset af midtvejsevalueringen skal den årlige gennemførelsesrapport, som forelægges i 2017, beskrive og vurdere:

-a)    de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2

a)      de fremskridt, der er sket med hensyn til at opfylde de målsætninger i de nationale programmer, som søges opfyldt med bidraget fra EU-budgettet▌

b)     inddragelsen af relevante partnere, jf. artikel 12.

4.  Den årlige gennemførelsesrapport, som forelægges i 2020, og den endelige gennemførelsesrapport skal sammen med oplysningerne og vurderingen i stk.▌ 2 ▌omfatte oplysninger om og en vurdering af de fremskridt, der er gjort med at opfylde målene i det nationale program, idet der tages hensyn til resultatet af den politiske dialog.

5.          De årlige gennemførelsesrapporter omhandlet i stk. 1-4 betragtes som tilfredsstillende, hvis de indeholder alle de oplysninger, der kræves i de pågældende stykker. Senest 15 arbejdsdage fra datoen for modtagelsen af den årlige gennemførelsesrapport underretter Kommissionen medlemsstaten, hvis rapporten ikke er tilfredsstillende; i modsat fald betragtes den som tilfredsstillende.

6.          Kommissionen underretter medlemsstaten om sine bemærkninger til den årlige gennemførelsesrapport senest to måneder efter modtagelsen af gennemførelsesrapporten. Hvis Kommissionen ikke har fremsat bemærkninger inden denne frist, anses rapporten for at være godkendt.

7.  Kommissionen kan fremsætte bemærkninger vedrørende emner i den ansvarlige myndigheds årlige gennemførelsesrapport, der berører gennemførelsen af det nationale program. Hvis der fremsættes sådanne bemærkninger, tilvejebringer den ansvarlige myndighed alle nødvendige oplysninger med hensyn til disse bemærkninger og underretter, hvor det er relevant, Kommissionen inden tre måneder om de▌ foranstaltninger, der er truffet.

8.          De årlige og endelige gennemførelsesprogrammer udarbejdes efter de modeller, Kommissionen har vedtaget. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 55, stk. 2.

Artikel 50

Den fælles overvågnings- og evalueringsramme

1.          Kommissionen overvåger regelmæssigt denne forordning og særforordningerne, hvor det er hensigtsmæssigt i samarbejde med medlemsstaterne.

2.          Gennemførelsen af særforordningerne vurderes af Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 52.

3.  Der etableres en fælles overvågnings- og evalueringsramme for at måle foranstaltningernes relevans, effekt, effektivitet, merværdi og bæredygtighed samt forenklingen og reduktionen af den administrative byrde i lyset af målsætningerne i denne forordning og særforordningerne, og hvor godt denne forordning og særforordningerne fungerer som instrumenter, der bidrager til udviklingen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

4.          Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med proceduren i artikel 54 for at videreudvikle den fælles overvågnings- og evalueringsramme.

5.          Medlemsstaterne meddeler Kommissionen ▌de oplysninger ▌, der er nødvendige for at overvåge og evaluere denne forordning og særforordningerne.

6.          Kommissionen vurderer også komplementariteten mellem de foranstaltninger, der gennemføres i medfør af særforordningerne, og de foranstaltninger, der henhører under andre relevante EU-politikker, EU-instrumenter og EU-initiativer.

6a.        Kommissionen skal være særlig opmærksom på overvågnings- og evalueringsforanstaltninger og -programmer vedrørende tredjelande, jf. artikel 9.

Artikel 51

Medlemsstaternes evaluering af nationale programmer

1.          Medlemsstaterne foretager de evalueringer, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1. Den evaluering, der foretages i 2017, skal bidrage til at forbedre de nationale programmers udformning og gennemførelse i overensstemmelse med den fælles overvågnings- og evalueringsramme.

2.          I den forbindelse sikrer medlemsstaterne, at der indføres procedurer for at udarbejde og indsamle de data, der er nødvendige for evalueringerne, herunder data vedrørende indikatorerne i den fælles overvågnings- og evalueringsramme.

3.          De i artikel 52, stk. 1, omhandlede evalueringer foretages af▌eksperter, der arbejder uafhængigt af de ansvarlige myndigheder, revisionsmyndighederne og de myndigheder, til hvilke der er uddelegeret opgaver. Disse eksperter kan være tilknyttet en uafhængig offentlig institution med ansvar for overvågning, evaluering og revision af administrationen. Kommissionen opstiller retningslinjer for, hvordan evalueringerne foretages.

4.          De i artikel 52, stk. 1, omhandlede evalueringer offentliggøres i deres helhed, undtagen hvis oplysningerne er klassificerede på grund af deres fortrolige karakter, navnlig hvad angår sikkerhed, den offentlige orden, strafferetlige undersøgelser og beskyttelse af personoplysninger.

Artikel 52Medlemsstaternes og Kommissionens evalueringsrapporter

1.          I overensstemmelse med den fælles overvågnings- og evalueringsramme forelægger medlemsstaterne Kommissionen:

a)      en foreløbig evalueringsrapport om gennemførelsen af foranstaltninger og de fremskridt, der er gjort med at opfylde målene i de nationale programmer senest den 31. december 2017

b)     en efterfølgende evalueringsrapport om virkningerne af foranstaltninger under de nationale programmer senest den 31. december 2023.

2.          På grundlag af rapporterne i stk. 1 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget:

a)      en foreløbig evalueringsrapport om gennemførelsen af denne forordning og særforordningerne på EU-plan senest den 30. juni 2018. Rapporten skal også indeholde en vurdering af den midtvejsevaluering, der er foretaget i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning og særforordningerne

b)  en efterfølgende evalueringsrapport om virkningerne af denne forordning og særforordningerne efter afslutning af de nationale programmer senest den 30. juni 2024.

3.          Det skal også fremgå af Kommissionens efterfølgende evaluering, hvilken virkning særforordningerne har på udviklingen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed med hensyn til følgende mål:

a)      udviklingen af en fælles kultur for grænsesikkerhed, samarbejde om retshåndhævelse og krisestyring

b)     effektiv forvaltning af migrationsstrømmene til EU;

c)      udvikling af det fælles europæiske asylsystem

d)     fair og lige behandling af tredjelandsstatsborgere

e)      solidaritet og samarbejde mellem medlemsstater i forbindelse med spørgsmål om migration og intern sikkerhed

f)      en fælles EU-tilgang til migration og sikkerhed over for tredjelande.

▌

3a.        Alle de i denne artikel omhandlede evalueringsrapporter offentliggøres i deres helhed, undtagen hvis oplysningerne er klassificerede på grund af deres fortrolige karakter, navnlig hvad angår sikkerhed, den offentlige orden, strafferetlige undersøgelser og beskyttelse af personoplysninger.

KAPITEL VI

▌AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 54

Udøvelse af delegerede beføjelser

1.          Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.          Den delegation af beføjelser, der er omhandlet i denne forordning, tillægges Kommissionen for en periode på syv år fra datoen for denne forordnings ikrafttræden. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af syvårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for en periode på tre år, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.          Den delegation af beføjelser, der er omhandlet i denne forordning, kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.          Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til denne forordning, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 55

Udvalgsprocedure

1.          Kommissionen bistås af det fælles udvalg vedrørende ▌asyl- og migrationsfonden og fonden for intern sikkerhed, som nedsættes ▌ved denne forordning. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.          Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.          Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011. Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, undtagen i forbindelse med artikel 14, stk. 4, artikel 22, stk. 5, artikel 40, stk. 2, artikel 42, stk. 6, og artikel 48, stk. 4, i denne forordning.

Artikel 56

Revision

På grundlag af et forslag fra Kommissionen tager Europa-Parlamentet og Rådet denne forordning op til revision senest den 30. juni 2020.

Artikel 57

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2014.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...].

På Europa-Parlamentets vegne                                  På Rådets vegne

           Formand                                                                           Formand

___________________

Erklæring fra Kommissionen om vedtagelsen af de nationale programmer

"Kommissionen vil gøre sit bedste for at underrette Europa-Parlamentet forud for vedtagelsen af de nationale programmer".

Erklæring fra Kommissionen om artikel 5, stk. 4, andet afsnit, litra b), i forordning 182/2011

"Kommissionen understreger, at det er i strid med ordlyden og ånden i forordning 182/2011 (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13) systematisk at påberåbe sig artikel 5, stk. 4, andet afsnit, litra b). Anvendelsen af denne bestemmelse skal ske som følge af et specifikt behov for at fravige princippet om, at Kommissionen kan vedtage et udkast til en gennemførelsesretsakt, når der ikke afgives udtalelse. Da der er tale om en undtagelse fra den generelle regel i artikel 5, stk. 4, kan anvendelsen af artikel 5, stk. 4, andet afsnit, litra b), ikke blot bero på lovgiverens "skønsbeføjelse", men skal fortolkes restriktivt og dermed være berettiget."